Guess this can work out? - Noah

S: Markedspladsen i Fairlake
T: Middag
O: Beskrives
V: Varmt,
P: Klik
@Noah
<3

---

Et smil strakte sig op på læberne imens hun bevægede sig ud af sit hus. Der var altid dejligt varmt her, næsten aldrig storm. Angel nød det, freden - til smilet faldt da folk åbenbart syntes de skulle råbe voldsomt. Det havde de gjort siden rygterne med Luna og Aaron snakkede sammen. Angel fandt det som en god ting, hvis de forskellige racer snart gad andet end at vrisse af hinanden - så kunne hun bedre komme i kontakt med sin familie igen. Det var ikke ligefrem fair at hendes mor ikke rigtig kunne se sine børn - uden der skulle for meget skjul i det. Desuden ønskede hun at fjerne Lily fra sin brors varetægt. Det kunne ikke ende godt, hvis hun viste sig at have en evne i stil med Angels. Han ville udnytte den hvis han kunne, tanke om krig gjorde ham vel ligeså paranoid som halvdelen af denne by. Larmen ødelagde tydeligvis Angels humør, men hun forsatte blot væk fra den. Øjnene ned på jorden, og kort virkede det vidst nærmere som om hun skjulte sine øjne end hun måske lige havde planer om. Men sådan havde hun gået i andre byer - for at undgå konflikt. Det med at læse andres tanker ved øjenkontakt og generelt se deres hoveder ved fysisk kontakt - gjorde hende til lidt af en heks sommetider. Mørk magi, kaldte hun det. Pludselig med et bum, landede hun på bagdelen. Angel løftede sit blik over på personen hun var gået ind i.
"I'm sorry.. I should really watch where I'm going." Undskyldte hun, og sendte personen et skævt smil. I de to år hun havde været her, havde hun aldrig direkte mødt Noah eller Luna - så hun havde ikke ansigt på dem. "I was just trying to get away from all the noise.. it's pretty annoying and I hope they lose their voices soon.. but I can only hope." Tilføjede hun imens hun kom på benene igen. Angel havde aldrig haft noget imod hendes måde at være brutal ærlig på. Lige på dette punkt havde folk en mening, enten var de med Luna eller imod Luna. Og Angel var med Luna, det var ret tydeligt i hendes måde at tale på omkring situationen.

De seneste dage havde ikke været lette for Noah. Malia havde gjort det meget tydeligt, hun ikke ville have noget med ham at gøre. Han var sikker på hun havde følt det samme som ham. Men nu måtte han indse, hun ikke ønskede at være sammen med ham. Det var måske også bedst sådan. Det var det han forsøgte at fortælle sig selv. Han blev aldrig overbevidst. Han var faldet for hende, og hun havde knust hans hjerte. Men han måtte bare videre, væk fra alt der mindede ham om hende. Noah havde overvejet at gå ned på markedspladsen, men havde taget en anden rute, i det sekund han havde hørt larmen. Han gik i sine egne tanker, øjnene rettet mod jorden og tankerne ledt væk på alt andet end Malia. Selvom hun lå bagerst i hans tanker og truede med at tage over. Han vidste Luna var bekymret for ham. Men han havde gang på gang forsikret hende om, han havde det fint. Men han løj, og det var tydeligt. Han havde aldrig været en god løgner. Hvis nogen kunne gennemskue ham, var det hans søskende. Han fik overbalance, da han ramlede sammen med en anden. Han landede på jorden

”It’s really fine.” Noah så på hende med et smil, der matchede hende. Hun var ganske charmerende, og en hvilken som helst anden dag, havde han overvejet om hun var noget for ham. Men han var ikke lige i humør til det. Han blev siddende nede hos hende, i stedet for at hjælpe hende på benene. Ikke fordi han var uhøflig, han havde bare brug for et par øjne at forsvinde væk i. Han flyttede blikket da hun igen talte. ”Yes, I know exactly what you mean. Perhaps I can pursue my sister to make a no-noise zone.” De fleste kendte efterhånden Noahs ansigt, og hvis ikke hans ansigt, så hans efternavn. Det var trods alt deres slægtsnavn. Han rejste sig sammen med hende og børstede hans hænder af i sine bukser. ”I know a place we can go, if you would like some quiet?” Han havde selv brug for ro af og til, og så fandt man en masse små steder, folk sjældent benyttede. Han havde taget Malia med til hans forrige. Han havde ikke været tilbage i hytten siden, og havde ingen planer om at tage derhen i den nærmeste fremtid. Heldigvis, havde han en masse andre steder.

Angel kunne ikke undgå at gå latteren frem da de begge alligevel nu var væltet. Som de sad på jorden, som var det en helt normal dag - uden ballade eller noget. Bare to unge mennesker der var gået ind i hinanden og slået benene væk under hinanden. For det meste var Angel i virkelig godt humør, ellers skulle der ikke meget til at få hende i det. Den næste sætning, fik hende til at spærre øjnene en smule mere op. Hun sad og snakkede med Noah, ingen tvivl om det. Wave var yngre - så vidt hun havde hørt.
"Well that could be nice.. not that I think people will stop because of that." Svarede hun ærligt og kløede sig kort i nakken. Det kunne dog være ret rart alligevel.De kom på benene igen og hun kørte en hånd igennem sit hår, imens de blå øjne hvilede blidt imod ham. I know a place we can go, if you would like some quiet? Let vippede hun hovedet på skrå, og sendte ham et skævt smil.
"Well that sure would be nice." Svarede hun ham med et varmere smil. Angel trådte et skridt nærmere imod ham.
"I'm Angel.. Tempest." Let rakte hun hånden ud imod ham for at hilse, hvilket kunne være farligt - specielt ikke, hvis man ikke var klar over hendes evne til at læse dybere tanker og minder ved fysisk kontakt. En smule uden, men de blev meget skarpe når hun fik kontakt. Det var ikke fordi hun ønskede at gå ind og kontrollere ham, som Alec ville have bedt hende om. Faktisk ville hun blot sige hej og præsentere sig. Få folk havde snakket om hende rundt i byen, efter en mindre ulykke hvor hun kom i en næsten slåskamp fordi hun læste en mands voldsomme tanker.

Hvis han stadigvæk ønskede hende med sig ville hun gå med ham. Hun kunne se hans minder med denne Malia.. Malia det navn lød så bekendt i byen. Det bragte ham smerte. Og det var ikke hendes sted at tage fra ham - den smerte. Men hun ønskede at gøre det, og hendes instinkter krævede at hun ville gøre noget ved det. Dog ville hun alligevel vente lidt - bare lidt og se hvad der skete.

Noah kunne være ret arrogant omkring hans titel. Men det var alt sammen bare ham der skjulte sig. Han prøvede at være den næstkommanderende folket fortjente, men inderst inde var han klar over, han aldrig ville leve op til de forventninger, han havde sat for sig selv. Han var ikke Luna, han var ikke stærk som hende. Han prøvede at være det, men han fremstod bare arrogant. ”I suppose you’re right. Perhaps we should just make our own then.” Noah prøvede sådan at komme videre, at glemme Malia. Men alting virkede til at minde ham om hende. Måske med undtagelse af den kvinde, der fik ham til at glemme hende i bare et øjeblik. Men det var længere end nogen anden havde formået. Som hun vippede hendes hoved og smilede skævt, kunne han ikke undgå at smile. Hun var vanvittigt charmerende. Sikkert ikke fordi hun prøvede at være det. Det var hun bare. Selvfølgelig var charme ikke noget man kunne beslutte sig for at være.

Han gav hende hånden da hun præsenterede sig selv. Han havde ingen idé om hvem hun var, eller hvilke evner hun besad. Så han så intet problem i, at give hende hånden. ”Noah Takumara, but I figure you already know that.” Han havde indikeret det ret tydeligt, så hun havde med stor sandsynlig allerede regnet det ud. Han følte sig underligt tilpas med hans hånd i hende. Som om hun så direkte ind i hans sjæl, så hvem han var, hvad han havde oplevet. Det var en smule grænse overskridende for ham, så han slap hendes hånd igen og rømmede sig. ”It’s right down here.” Noah sendte hende et smil men var stadig, lidt forvirret over hvad der lige skete. Han begyndte at gå mod ’hans stille sted’. Han gik ud fra hun ville følge ham. Lige meget hvad, kunne han bruge et sted væk fra larmen. Lidt selskab ville være rart.

Titler var vigtige ja, men hvordan folk holdt deres titel var endnu vigtigere. Nogle gjorde ting på grund af magt og for at folk skulle frygte dem - de slags folk hadede hun. Luna kunne hun godt lide, for hun følte det handlede om mere end blot magt - det var omkring folkene.
"Well, that idea I like much better." Indrømmede hun. Hvis de skulle til at blande folk ind i stilheden, ville det ikke blive stilhed. Et skævt smil sneg sig kærligt op på hendes læber. Han tog imod hendes hånd, hvilket var alt hun behøvede for at læse ham. Måske var det derfor folk omkring hende ikke turde tale med hende rigtigt - fordi hun kunne se igennem dem? Den blide latter gled henover hendes læber da han præsenterede sig.
"Yeah." Svarede hun. Øjnene var varme og kærlige. De ønskede ikke andet end at være den rette til at hjælpe, men det var mørk magi. Det vidste hun. Han tog hånden til sig og hun mistede forbindelsen - men hun havde allerede mere end hvad der var nødvendigt. Let nikkede hun og fulte med ham.

Angel fulgte med ham hen til det lille stille sted. Så snart alle stemmerne i hovedet forsvandt des mindre folk - mere afslappet blev hun også.
"Wauw it feels amazing to get away from all the noise." Indrømmede hun blankt, og kløede sig kort i nakken.
"So do you have a lot of safe places around.. just if you don't wanna deal with all the drama?" Spurgte hun og så sig lidt omkring. Det virkede som et godt sted at slå hovedet fra eller blot for at tænke.
"You look like you feel kinda sad? Maybe.. I can help you with that." Sagde hun og det var egentlig af ren venlighed. Let trådte hun op foran ham, og placerede sin hænder imod hans kinder. Grebet var dog langt stærkere hvis han prøvede at trække sig, som om at hendes hænder var bundet til ham lige nu. Let lukkede hun sine øjne, og sugede sig ind i hans underbevidsthed. Ind i minderne, søgte efter denne Malia.. Det første møde.. den uskyldige pige han mødte der havde brug for hjælp, var pludselig ikke længere Malia - men Angel.. Alle minder med Malia blev sat til Angel. Og det sidste.. det hvor Malia havde knust ham - ændrede hun til at hun havde sagt, de skulle stikke af sammen fra Alec. Let slap hun sit greb om ham, og strøg ham blødt hen af kinderne. Normalt havde folk glemt hun havde haft fast i dem.
"Are you okay?" Spurgte hun let og sendte ham et varmt smil.

Let så hun en person i baggrunden, imens flyttede hun blikket over på Noah - hvorpå hun plantede sine læber lidt imod hans. Han skulle ikke tilbage og føle den smerte - så måske hjalp kysset med at få Malia til at smutte igen - og ganske rigtigt da Angel kiggede igen - var den grønøjede pige væk for nu.

Malia havde taget sig sammen til at liste sig igennem Fairlake. Det var yderligst farligt, og hun hørte langtfra til her - derfor holdt hun sig de stille steder. Måske håbede hun på at høre lidt, eller bare se Noah en gang. Se om han havde det godt. For det var virkelig alt hun ønskede for ham, at han skulle have det godt. Det var virkelig alt hun ønskede sig. At han skulle smile, le - leve sit liv og være lykkelig.Let som hun bevægede sig igennem byen, dog uden videre tanke om at blive opdaget - hun ville blot ændre deres følelsesmæssige tilgang til hende, hvis det skulle komme til det. Men det så ikke ud til at hun behøvede det. Snart så genkendte hun Noah, og et smil strakte sig op på hendes læber ved synet af ham. Dog forsvandt smilet da hun så en pige grine ved hans side. Let sank hun en klump, og hun kunne mærke kærligheden ramme hende fra stemningen derovre efter hun lagde sine hænder imod hans ansigt. Den ukendte smerte i hendes bryst begyndte at skære i hende. Men så slog lynet ned i hende, og hun kunne mærke, hvordan hele kroppen føltes til at gå i stykker. Det var da tøsens læber hvilede imod Noahs.Malia tog sig til hjertet, og følte, hvordan hun var ved at miste evnen til at trække vejret. Læbernes skælven kunne hun ikke klare. Tårerne dannede sig i øjnene på hende, og lod ned af kinderne om kap med hinanden. Let lænede hun sig op af et træ da hun mistede balancen. Hovedet blev lagt op af stammen imens hun pressede de sidste tårer ud. Let gled hun ned af træet og holdt sig for ansigtet imens hun prøvede at skjule for sig selv at tårerne strømmede ud. Hun var langt nok væk til at de ikke kunne høre hende græde. Malias vejrtrækning var voldsom hurtig og hjertets rester sprang næsten fra hende. Hun anede ikke hvordan hun skulle håndterer det. Let prøvede hun at tage en dyb indånding, men det tog alt luften fra hende - og hun følte sig selv blive svagere. Det var som om hun var ved at fryse til is, men der var ikke koldt. Let begyndte hun i afmagt at slå hårdt ud efter ting omkring sig - hvilket fik hendes næve til at slå hårdt ind på træet. Det fik hende til at vågne lidt.. hun blev nød til at gå.. Let kom hun på sine skælvende ben og kiggede en sidste gang imod hytten.
"Goodbye Noah.. "Sagde hun i et lavt toneleje, mon hun håbede vinden ville bære det med sig. "I will always love you." Tilføjede hun i en hvisken uden direkte lyd på. Og så gik hun ellers derfra. Med tårer i øjnene hele vejen.. øjnene plantet i jorden.

Angel virkede venlig, sympatisk. Men også som en der havde brug for rum, stilhed. Noah forstod det, og han følte hun forstod ham også. Han kunne godt lide hendes smil. Det virkede så oprigtigt, modsat mange andre der smilede til ham i forbifarten. Det var af pligt, ikke venligheden. Men Angels smil var ægte, og det syntes han godt om. Og hendes øjne. Det udstrålede sådan en varme og kærlighed, han syntes om. Han havde sidst set det hos Malia. Han så væk fra hende, da han igen blev mindet om Malia. Han kunne bare ikke glemme hende. Men det ønskede han heller ikke. Selvom han var blevet knust af hende, hun havde hun gjort hans liv rigere på så mange punkter. Han ønskede ikke at leve uden minderne om hende. Selvom han allerhelst ønskede at kunne holde hende i hans arme, var minderne det næst bedste. ”It really does. It just makes you closer to yourself and the person you’re with.” Scener fra hans første møde med Malia gav en genforstilling I hans minder, som de nærmede sig. ”I do. I like a place where I can just be, without anyone expecting anything of me. I can’t do that anywhere else.” Han rynkede brynene, da hun pointerede han virkede og så trist ud. Det var ikke helt ved siden af, men han håbede ikke folk ville bemærke det.

Han så undrende på hende, da hun lagde hænderne mod hans kinder, men blev så sendt ind, i hvad der bedst kan beskrives som en trance. Han så hans minder ændre sig, og selvom han inderligt ønskede det ikke skulle ske, kunne han intet stille op. Angel blev en del af minderne i stedet for Malia. Han blev smidt ud af trancen, og alle minder der havde med Malia at gøre, i stedet huskede han Angel og hendes bror, hvordan de var stukket af sammen. ”I’m fine. I just zoned out for a moment, I think.” Han skulle til at se efter hvad Angel så på, men hun plantede et kys på hans læber først. Han lagde armene om hende og forsvandt ind i kysset. Han lod det vare et øjeblik, men brød det så. ”Perhaps we should do this in private?” Han smilede skævt til hende, tog fat i hendes hånd og forsatte med at gå. Han så sig over skulderen, og nåede netop at se en skikkelse forsvinde.

Som Angel havde ændret hans minder, med sådan en stor følelse indblandet - var hun selv blevet påvirket af hans minder. Det hun havde plantet ved ham, var blevet en del af hendes egen verden også. Angel var fanget i sin egen gerning, og det kunne hun takke Alec for. Hvis hun dog bare havde ladet ham lære hende færdig, så kunne hun måske have undgået sådan en bivirkning her. Som han kom ud af trancen sendte hun ham et stort smil. Smerten virkede til at være lindret for tankerne som minderne var ændret. Armene omkring hende, kysset. Alt sammen virkede uvirkeligt for Angel, men hun var påvirket af sin egen evne - så det uvirkelig blev hurtigt virkelig. Før hun vidste af det var hun forsvundet ind i hans kys og hans arme. Varmen og kærligheden virkede ikke til noget hun vil bytte for nogen anden pris. Dog brød han det til sidst og hun slog de blå øjne op - og de kiggede så intimt mod hinanden - alligevel en smule drillende. Perhaps we should do this in private? Hun skar en grimasse, og kyssede hans læber ganske kort igen.
"That sounds like an amazing idea." Svarede hun ham og vippede hovedet en tak på højkant. Angel så han kiggede over hvor skikkelsen var flygtet. Let lagde Angel en hånd mod hans kind. "Are you okay?" Spurgte hun kort bekymret. "Come with me inside." Tilføjede hun bagefter og lod hånden dale henover hans arm, hele vejen ned til hans hånd. Angel lod sine fingre flette sig sammen med hans, og gik indenfor.

Angel sendte ham et smil.
"I love you so much." Angel kendte ham ikke, men det var mindernes skyld. Alle de minder om hende Malia, havde fået hende til at indtage den rolle - og lige nu var hun det hul i Noahs hjerte som var blevet fyldt ud med noget andet end smerte - for at han skulle klare sig igennem det. Fanget i sin egen trance og den følelse af glæde. Den ønskede hun ikke at slippe.
"So what do you wanna do?" Spurgte hun ham med et lettere kækt smil. De kunne lige hvad han ønskede, sidde her og slappe af. Tage en svømmetur. De kunne være frie sammen, der var ikke nogle hemmeligheder.

Noah kunne ikke stoppe med at smile. Hun stod her foran ham, der var ingen forhindringer, ingen der stod i vejen for dem længere. De kunne bare være sammen, og han havde aldrig følt sig mere fri. Ingen ville dømme dem, se skævt til dem, når de gik hånd i hånd eller når de omfavnede hinanden. Han så ind i hendes blå øjne, og skubbede hendes hår tilbage, så han rigtigt kunne se hendes ansigt. Hun var smuk. Alle der ikke ville have faldet for hende, var idioter. Hun var perfekt i hans øjne. Han havde følt nogen havde set på dem, så han kiggede i den retning Malia havde siddet, men nåede kun at se hende flygte. Han kunne ikke se hvem det var. ”I’m fine. I just think I saw someone…. Someone I know, or knew.” Han så tilbage på hende, da hun bad ham komme med ind i huset.

Hendes berøring af hendes arm var rar. Den mindede ham om hun var virkelig, at det ikke var en drøm. Det føltes af og til sådan, efter alt de havde været igennem, kunne de endelig være frie. Han fulgte hende indenfor og smilet formede sig på hans læber, da hun anerkendte hendes kærlighed for ham. Det var rart at høre. Hun var ikke forpligtet til det. Selvom han var sikker på, hans søskende elskede ham, så var det noget andet med familie. Når man vokser op sammen, vil man bare elske hinanden, men når en man ikke har kendt altid siger det, har det en anden betydning. Det betød på en måde mere. ”As do I.” Han havde aldrig følt så kraftige følelser for. Det var nærmest skræmmende, hvor meget han ville gøre for Angel. ”I don’t know. I don’t care. I just want to be with you.” Noah aede hendes kind og så på hende med et blik, der tydeligt viste hvad han følte. Hvis ordene ikke var nok, kunne hans blik fortælle det.