I need help with some work ~ Aethelwulf

Emma var ved at sætte vand over til kaffe og the da hun ikke var sikke på hvad han var til. Hun havde inviteret Aethelwulf Wihread hjem til sig fordi hun gerne ville gerne have hans hjælp med at genopbygge en bestemt bygning. Hun havde hørt rundt omkring i byen at han var dygtigt til hans job. Hun satte kanden med vand og en med kaffe på bordet i stuen. Hendes Hun havde været hendes mors før hun var død, det var også et af de få der stadig stod efter krigen selv om det stadig kunne trænge til en kærlig hånd.
Hun var tilbage i køkkenet igen hvor hun var i gang med at lave noget let til snaks fordi hun nu havde været vant til at lave mad til to eller tre mennesker.  Så det var næsten en befrielse for hende at kunne gør det igen. Det var næsten 3 måneder siden hun havde sendt sin søn til Middle Bridge District  hvor hun havde en veninde der havde taget ham i lære. Emma havde det dog stadig svære ved det. Også fordi hendes hjem var stort havde hun det svært ved at der var så stille. Hun sukkede og satte talken på bordet så det var klart til han skulle komme.

Spisestuen lå ud i midten af huset, der var tre døre den ene førte ind til selve stuen mens den anden førte ud til entréen hvor der også var en trappe op til første sal, den sidste var kun en karm som viste ud til køkkenet som ikke var så stort igen, dog var der masser plads i skabe og der var et masse plads på bordet hvor der kunne laves mad.  Alle vægge var malet i lyse farver som Emma havde malet for muligt.  Hun var gået oven på for at gå ind på et af værelserne fordi det næsten lige var blevet tørt efter hun havde malet, hun åbnede vinduet så den lette brise kunne få lugten af maling ud af værelset. På vej ned af trappen ned en malingsbøtte i hånden hørte hun at det ringede det på døren. Uden at tænke mere over det åbnede hun døren og smilede til ham.

”Kom indenfor hr Wihread ikke, der er forfriskninger i spisestuen gennem døren der ” Emma smilede og pegede med den hånd hun havde malingbøtten i, hun lukkede døren efter ham før hun satte bøtten var sig på et bord i gangen. Før hun gik efter ham ind i spisestuen. ” Du kan bare tage for dig ” Hun smilede og gik ud efter kopper fordi hun havde glemt dem. Da hun kom tilbage gav hun ham den ene kop hvor efter hun satte sig.

Påklædning

Da han var blevet inviteret hjem til en af fra slægten Griffins var han blevet meget nervøs. Han vidste godt at de som regel var okay med folk som ham, men stadig minderne om slaveri til slægterne gjorde ham meget nervøs. Og han vidste jo også godt at de fleste ikke rigtigt havde noget positivt at sige om de slægtløse, så han havde det i sit baghoved at der var noget skummelt eller ondskabsfuldt bag det her møde. Han vidste dog også godt at han ikke kunne sige nej, fordi kvinden han var inviteret af var fra en af slægterne og tænk nu også hvis der slet ikke var noget skidt bag det.

Han havde gået den lange vej fra der hvor han havde fået et bad så han kunne være bekendt at præsentere sig overfor en fra slægterne. Han havde fundet noget af det pæneste tøj han havde, hvilket for mange andre ikke var særligt pænt, men det var nu engang det pæneste han havde og kunne tage på.
Han stod på trappetrinnet foran hoveddøren, og havde lige ringet på. Han stod med sin hat mellem hænderne og afventede at der blev åbnet op. Da kvinden dukkede op i døren og bad ham indenfor nikkede han bare og trådte så indenfor i huset. Han kiggede sig kort omkring, og fandt så sin vej ind i spisestuen hvor han hurtigt fandt et sted hvor han ikke ville stå i vejen og stillede sig der for at vente på hende.

"Hvad er grunden til at de har inviteret mig herhen frue?"

Han var nervøs men han forsøgte ikke at lade det vise alt for meget, og sørgede egentligt bare for at tiltale hende med al den respekt han kunne. Han tog imod koppen fra hende, og kiggede lidt ned på den og på indholdet, han tog en forsigtig slurk og kiggede så på hende, han stod stadig da han ikke følte han kunne være bekendt at sætte sig ned. Han stod lidt og vrikkede sine tær for at sikre sig at han havde blodomløb til benene og tæerne stadig.

”sæt dig ned, du behøver ikke være så formel jeg har en forespørgsels ” Emma smilede stadig til ham, hun vil gerne have han skulle føle sig hjemme. Hun ville ikke have han skulle være nervøs, eller tro at hun ville være ond ved ham. Måske var han slægtløs men det betyd jo ikke at han ikke var en god mand. Emma tænke på hvordan hun kunne forsikrer ham om at det var okay han var her og hun ikke havde noget i mod ham.

”Du kan kalde mig Emma, du kan bare føle dig hjemme. Min søn har heller ikke nogen slægt, det betyder ikke man ikke er gode mennesker. Slægten giver måske styrk men den bestemmer også hvor henne man stå i forhold til andre slægter og den giver nogen gang mere besvær. ” Hun sad og så ned i hendes kop med et lille trist smil. Hun så op på ham og det triste forsvandt med det samme, hun satte koppen og gjorde en håndbevægelse med stolen over for hende som for at bede ham sætte vis han ikke allerede havde sat sig.  Hun ville vente lidt for at se hvad han gjorde eller sagde til det hun havde sagt.

Efter noget tid åbnede hun munden igen og så lidt mere alvorlig på ham ikke for at gøre ham nervøs men for at vise at hun ville til at fortælle hvorfor hun havde bedt ham komme. ” hr. Wihread jeg vil gerne bede om din hjælp til at genopbygge en bestemt bygning op, under den sidste krig tjente denne bygning som hospital, da der nu er en ny krig på vej vil jeg gerne at det kunne benyttet igen men jeg kan ikke gøre det alene. Vil de hjælpe mig? Jeg vil selvfølgelig betale dig for det. ” Hun foldede sine hænder i sit skød mens hun så på ham uden at stirre og gøre ham utilpas.

Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere til hendes forespørgsel om at han skulle sætte sig ned og være mindre formel. At sætte sig ned kunne han gå med til, men at være mindre formel kunne han simpelthen ikke gå med til bare sådan. De var i følge ham stadig des, og det var ikke noget der bare lige sådan ændrede sig. Han sætte sig ned overfor hende, så de kunne fortsætte deres samtale. Han forstod stadig ikke helt hvad det dog var han lavede der. Da hun så fortalte at hendes egen søn var slægtsløs gled en undskyldende, skamfuld og bekymret mine over hans ansigt. Da han frygtede for drengens liv, det var ikke nemt. Han kiggede også ned på sin egen underarm og smilede så. I det mindste ville hendes søn ikke få sådan en tatovering.

"Jeg ved ikke hvordan i ser på det, men jeg ved hvordan de fleste ser på os. Så undskyld mig hvis jeg er lidt forsigtig."

Han lade mærke til hvordan hun blev mere alvorlig i hendes mine og det gjorde ham nervøs med det samme. Var det nu hun fortalte at hun havde snydt ham, at hun i virkeligheden var her fordi nogen fra Redwoods manglede en slave der ikke blev træt. Han kunne lige forestille sig at det var det der skete. Men da hendes ord forlod hendes læber blev han noget mere afslappet. Han havde hvist bare frygtet det værste. Han kiggede dog ned i jorden da han forstod hvad det hele handlede om, da han var bange for at det hun ønskede måske var uden for hans kunnen. Han kunne uden problemer lægge sten til et fundament, eller slæbe tømmer på plads hvor det skulle lægge til at danne skelettet til en bygning. Men han var ingen bygmester han vidste ikke hvordan noget skulle bygges, kun hvordan man samlede et fra instruktioner.

"Jeg ved ikke hvorfor de har opsøgt mig, jeg er ingen bygmester. Jeg kan selvfølgelig sagtens hjælpe med at bygge det hvis de har en bygmester til bygningen? Det betyder dog ikke at jeg takker nej, hvis de kan bruge min hjælp vil jeg med glæde hjælpe dem. Og betaling kræver jeg ikke mere end simpel kost og logi."

Han kiggede over på hende, nervøs for at hun ville blive vred og smide ham ud på stedet, hun havde sikkert bare misforstået hvad det var han lavede.

Emma lyttede til hvad han sagde og nikkede så. Det var forstålidt at han var forsigtig. Men hun ville ellers gerne vise ham at hun ikke havde noget i mod at han ikke var del af en slægt og at hun ikke havde ondt af ham bare fordi han ikke var.  Hun så hvordan hans ansigt ændrede sig efter hun hvad fortalt om hendes søn. Hun så hvordan han kiggede ned for derefter at smile. ” I? jeg kan ikke tale for andre ind mig selv. Men jeg ser jer som lig med os og alle de andre slægter. Det er forståeligt at du er forsigtigt men jeg har inviteret din ikke var at snakke placering af slægt rank men for at bed hjælpe med på lige fod som de andre jeg bedre om hjælpe. ” Emma tavs men flyttede ikke sit blik fra ham og kunne se han blev nervøs da hun blev alvorlig.

Hun lod ham tale ud og nikkede så igen før hun rejste sig og gik hen til et skab og tog nogen plantegninger ud som hun brede ud i den ene ende af bordet så han kunne se dem og smilede så forsigtigt. ” Som sagt jeg har hørt fra andre i byen at du er god til dit arbejde og derfor ville det være en stor ære og have dig med i det her tema. Jeg har de har tegninger at gå ud fra de næste tre uger før ham som skal stå for byggeriet komme til byen. Jeg stoler på ham og han er den rette til jobbet uanset hvad andre siger og det samme gæller dig. ”  Hun efter lod ikke nogen spor af tvivl i hendes stemme da hun talte og så derefter på ham for at se hvordan han ville reagere på det. Efter at have betrækket ham lidt kiggede hun ned på tegningen, de var over den gammel bygning mens de nye lå neden under. ” Vis du siger ja, har jeg gjort et værelse klar til dig også for du selvfølgelig også mad med oven i. ” denne gang så hun ikke på ham men tog i stedet en tår af hendes te mens hun satte sig ned igen.

Han vidste han var fordomsfuld, for ham var slægterne alle sammen stort set det samme. Var du en del af en slægt var du en del af 'dem' og hvis du ikke var en del af en slægt så var du en del af 'de andre', det var det verdenssyn han var vokset op med. Han vidste at uanset hvor meget slægterne hadede hinanden så ville de stadig have et dårligere syn på de slægtsløse end de nogensinde ville have på hinanden. Der var større chance for at der ville komme reel fred mellem slægterne end at de slægtløse ville blive accepteret som værdige borgere i samfundet.

"Okay, jamen så lad os snakke om den hjælp du gerne vil have af mig."

Han vidste ikke hvordan han skulle reagere, altså han vidste da godt at der var ingen der arbejdede lige så længe eller hårdt som ham. Men det var vel egentligt ikke noget særligt? For ham var det stadig bare lige lidt over bunden af samfundet. Han var jo stadig slægtløs og kunne aldrig nogensinde drømme om at få et ordentligt job. Han havde engang drømt om mere, men når man havde været slave indtil 18 års alderen, ja så var det ikke fordi man havde mange muligheder for at få nogen form for uddannelse eller læremester. Hvem ville alligevel også tage ham ind som lærling? Han kiggede på hende, og nikkede for det meste bare til det hun sagde.

"Som jeg siger, hvis du er sikker på du vil have min hjælp er jeg mere end villig til at hjælpe med det. Jeg ønsker som de fleste andre af min slags at se denne by bygget op igen, det er ikke ligefrem det perfekte sted for os, men det er bedre end alt andet."

Han kiggede chokeret på hende, da hun snakkede om et værelse og mad. Alle andre steder han havde fået arbejde havde han fået en plads i stalden ved siden af dyrene og rester. Selvfølgelig var det også en form for mad, men som hun sagde det lød det rent faktisk som reel mad. Sådan noget som ordentlige folk spiste.

"Du mener vel en bås i stalden, og ikke et egentligt værelse? Og med mad, der mener du vel også bare vælling?"

Han kiggede på hende, med undrende øjne og vantro i stemmen. Det hun havde sagt lød for at være ærlig for godt til at kunne være sandt. Han var sikker på at det var en joke nu, han var faktisk klar på at så snart han forlod døren ville folk stå klar med rådden frugt og grøntsager og brede grinende smil af ham.

" Vis jeg skulle være helt ærlig ville at den hjælp jeg kunne få være den jeg helst ville have. Men den hjælp jeg forventer er at du arbejder så længe som de andre, vis du selv mener du gerne vil arbejde mere ind det er det op til dig selv. Men det er ikke noget du skal. ”  Hun smilede til ham, havde hørt han kunne arbejde meget længer ind de andre men der var ikke nogen grund til at presse ham. Det var i hverfald hendes mening. Hendes opfattelse af ham var at han ville kunne sige fra vis det blev for meget men at han også ville sige sin mening vis der var noget der var forkert. Hun over lyttede godt efter til hvad han sagde som det næste for det betød at de var på samme side i hverfald i forhold til opbygningen af byggen.

”Jeg er glad for at vi har samme syns punkt på hvad der er bedst for byen. Byen er ikke perfekt og det bliver den nok aldrig men det er det der gør at så mange komme her til og bliver her bagefter. Jeg håber på at byen i fremtiden vil have et byråd hvor alle skal være repræsenteret også de Slægtløse. ” Dette var sagde hun mere fordi hun selv havde planer om at lave det vis hendes ellers lidt usikker plan virkede. Emma som havde sat sig så ikke hvor chokeret han var blevet over at hun snakkede om mad og husly. Men hans svar overraskede hende så hun næsten spildte hendes te.

”Nej nej, jeg har gjort et værelse på 1 klar til dig og jeg laver nok mad så vi begge kan spise det sammen. I mit hus er alle lige ligegyldigt deres titel eller øjenfarve. ” Emma kunne godt høre hans vantro og se på ham at han ikke troede på hende. Hun sukkede og satte koppen på bordet før hun rejse sig og gav ham et tegn på at følge med ham oven på hvor hun åbnede den første dør på venstre side af gang og viste ham ind. Det var måske ikke det største rum i huset men der var plads til en seng, skrive bord og to skabe til ejendele ellers var der et vindue og to lamper. Væggene var hvide så rummet så mere lyst ud og gulvet samt loftet var af lyst træ. Emma havde red sengen her til morgen så der var nyt sengetøj på. ” Det her er det værelse der er gjort klar til dig, jeg er ikke ude på at snyde dig eller give dig flaske forhåbninger. ” hun så mod ham i håbet om at vantroen og de underne blikke ville forsvinde nu.

Han kiggede stadig skeptisk på hende, af hvilken grund ville man nogensinde vælge ham frem for andre hvis det ikke var fordi man forventede at han arbejde længere end dem? Det var jo ikke fordi han var stærkere end de fleste andre, nej det han havde istedet var udholdenhed, og det var der egentligt ikke meget at sige til mere end det, så han lod det også bare være. Ingen grund for ham til at kalde hende ud for det.

"Lyder mere som en drøm end et håb hvis jeg må være så ærlig. Selv hvis det skulle ske, ville enten Oikans eller Redwoods nok stoppe det ret hurtigt."

Han havde en smule tiltro til Griffins, men ingen tiltro til de andre slægter på nogen måde. Man kunne næsten smage hans vrede mod slægterne i luften. Han rejste sig langsomt for at følge med hende hen til det værelse hun havde gjort klar til ham.
Den eneste effekt der var ved at hun viste ham værelse var at han fik et endnu mere undrende blik, og en næsten mere vantro blik. Hvad var det hun troede han kunne? Læse? Skrive? At han rent faktisk havde nogen ejendele?

"Det er langt mere end nødvendigt, har intet at bruge skabe eller borde til."