Shh, don't tell anyone - Aethelwulf

Mørket var faldet på over byen, og det betød at en hvis person omsider kunne bevæge sig frit frem, uden at blive set. Han havde holdt sig ved udkanten af Thunderville det meste af dagen, og ventede på at mørket skulle indfinde sig. At bevæge sig inde i byen med sine røde øjne til frit skue for alle, var så godt som at blive dødsdømt. Netop derfor havde han ventede til solen var væk, inden han havde forladt sin skjul, og trukket hesten med sig ind mod byen.

Mange ville nok spørge sig selv, hvad en mand fra netop denne klan gjorde i denne by. Hans klan var jo netop skyld i de berygtede ødelæggelser der havde hærget byen efter at soldaterne så godt som havde smadret alt.  Hvad værre var, at han selv havde sørgede for de fleste af de våben som var blevet taget i brug. Om manden elskede sit arbejde? I allerhøjeste grad, der var bare det at… våben betød at de skulle bruges mod nogen, og ofte kunne det gå ud over uskyldige mennesker.

Det var med alt dette i tankerne at han bevægede sig ind i den stille by. Hesten var han nød til at have med sig i tilfælde af at flugt blev nødvendigt. Derpå gik han længere inde i byen, for at tage skaderne i øjesyn. Det første han blev mødt af var et nedbrændt hus, ved siden af en smadret og faldefærdig bygning. Det så ikke så godt ud, men arbejdet var gjort effektivt.

Lidt længere ned af vejen, kunne lyden af træe skrabende mod grusset høres, det var lyden af en af de større bærrende søjler til at af husene som blev trukket hen af vejen. Foran bjælken gik en med kraftigt reb henover begge skuldre som han holdte godt fast is, rebbet var bundet fast i bjælken som han trofast træk hen mod den bygning hvor den skulle bruges.
Det kunne ses på manden hvor tung træet var, hvordan hans muskler spandtes og senerne blev tydelige. Men alligevel, så var der ingen sveddråber der glintede i lyset af faklen der stod ved huset, og hvis man kom tættere på ville man heller ikke høre et tungt åndedrat trods det havde været almindeligt, og til at forvente fra situationen.

Aethel lagde træet fra sig, og stod så og strakte hans nakke, arme, ryg og skuldre mens han kiggede sig omkring og op i himlen. Det var først da han kiggede ned fra himlen igen at det gik op for ham at der var andre end ham til stede. Han kunne høre lyden af hove imod gruset, og han begyndte at bevæge sig i den retning hvor han havde hørt lyden, han havde taget den muggert med som normalt blev brugt til at banke hegnspæle i jorden.

Han bevægede sig hen så han kunne se hvem personen var, og da han så de røde øjne fik han noget af et chok. Af alle de folk der kunne have fundet på at vise sig, så var det en fra Oikans. Aethel selv havde ikke det samme had til dem som så mange andre slægtløse eller griffins, men han var varsom omkring dem. Han holdte derfor hammeren så den hang ned langs hans side som han begyndte at gå over i mod manden. Målrettet og bestemte skridt. Han viftede med den anden arm for at se om han kunne fange den fremmede mands opmærksomhed.

Lauritz fortsatte gennem byen i en langsom og rolig tempo, det gik forholdsvist langsomt, men det var ret bevidst. Han var jo ikke bare kommet for et hurtigt kig, men ville gerne se skaderne nærmere an. I grunden så det jo ud til at være gået soldaterne ret godt, og rygtet lagde nu heller ikke skjul på det. Han var ganske stolt af sit arbejde og hvad det havde forsaget, men nu måtte han finde ud af hvordan det kunne optimeres og gøres bedre og mere effektivt.

Han blev dog alt for hurtigt afbrudt af en skikkelse der nærmere sig, ude af øjenkrogen bemærkede han bevægelsen, og han vendte sig brat mod manden der kom gående med en .. hammer? Ja det så ud til at være det han havde hængende langs siden. At han viftede med den ene arm var ganske undnødvendigt, han var blevet spottet. Opmærksomt fulgte Laurtiz manden med blikket, han kendte ham jo tydeligvis ikke, men Laurtiz' egne røde øjne var ret afslørende, så han måtte være opmærksom her medmindre han ville miste hovedet.

"Gentleman.. what can i do for you?" spurgte han med sit rolige selvsikre smil, som om det var den anden der var gæsten i byen, og ikke omvendt. De stod nu ikke langt fra hinanden, og med den mindste tro om at manden ville angribe, ville Lauritz trække sit eget skjulte våben.

Han begyndte at gå nærmere og nærmere den fremmede mand, det var først da han blev tiltalt at han stoppede op. Han havde et tvært blik i øjnene og en tynd streg som mund. Han var tydeligt ikke tilfreds med mandens tilstedeværelse. Aeth havde flere fordomme om slægterne end alle han kendte. Han kendte hvad de havde gjort for godt, vidste konsekvenserne og nu havde han knoklet på at få denne by på benene igen lige siden den blev brændt ned, og nu kom der fandeme en Oikan ind i byen, sikkert med en ide om at brænde den ned igen.

"What you can do for me? You can take your fiery eyes and get the fuck out! That is what you can do!"

Han var gået lidt tættere på, og var nu stoppet op omkring 5 meter fra manden. Han stod blot stadig med hammeren ned langs siden, vidste godt at det ikke var et godt våben, det var langsomt og klodset, men han vidste også skaden den gjorde hvis den først ramte. Han stod og kiggede på ham, afventede om han havde tænkt sig at gå.

"You are not harming this town again, not over my dead body!

Der var tydeligvis tale om en fjendtlig mand, men det hverken chokeret eller undrede Lauritz. Han var på ofrenes territorium, og hans slægt og ham selv var skyld i de ødelæggelser man kunne se. Mandens øjne afslørede dog hans slægt, eller mangel på samme, og Lauritz så derfor undrende mod manden. Svaret indikeret da også at han langt fra var velkommen. ”Well, I am not planing on staying..” svarede han rolig og fattet. At give sig til at være flabet som han normalt ville gøre, var næppe en god ide, desuden ville det være ret meningsløst.

Manden kom nærmere, men der var stadig en afstand på fem meter mellem dem, så det var ikke fordi at Lauritz var bange. Han var dog opmærksom. Hesten hvis tøjler han stadig havde fat i, trippede en anelse uroligt, men blev ellers stående trofast ved sin herre. ”Wow, easy dude. I am not harming anyone, I just came by to see the harm that was come to this place..” prøvede han tålmodigt at forklare manden foran sig. “I will be leaving again very soon..” tilføjede han.