Back to work - Lucius

Sted: Arabis - Lucius' soveværelse.
Tid: Morgen.
Omgivelser: En seng i midten af værelset omgivet af lys.
Vejr: Det er så småt begyndt at blive varmt fordi solen er stået op.
Påklædning: Intet.
Årstid: Sommer
Dedikeret til: @Lucius <3

Det var en stille morgen. Støvpartikler gled dovent rundt i lyset, som langsomt sneg sig nærmere sengen, hvor de to skikkelser stadigvæk lå ubevægelige efter nattens aktiviteter. Det eneste tegn på liv var faktisk de dybe vejrtrækninger, som fyldte rummet ganske sagte, samt lyden af fuglekvidren et stykke borte. Det hele virkede som et billede taget ud af en eventyrbog, hvis slutning man måske kunne håbe ville ende lykkeligt - men denne verden tillod ikke altid, at eventyret holdt stik. For dette var en verden, hvor prinsen ville vågne op ved siden af dragen i stedet for prinsessen.

Det havde været en af de sædvanlige aftener. Hydra havde haft brug for ham igen, og Lucius havde som altid svøbt hende i sin "kærlighed". Til sidst havde det været nok til, at hun var blevet lullet i en fredelig søvn uden de sædvanlige mareridt. Til sin store fornøjelse fik hun desuden æren af at vågne først denne morgen. I en doven bevægelse rakte kroppen armene over hovedet, efterfulgt af en stille gaben, hvorefter hun åbnede sine matte blik. Først blev hun liggende et par minutter for, at øjnene kunne vænne sig til lyset i rummet der altid kom bag på hende. Derefter rullede hun om på siden, og trak dynen en anelse mere op så den dækkede hendes nøgne barm. Et varm smil voksede sig frem ved synet af kroppen, som hun aftenen før havde kunne kalde "sin". Det kunne spores i form af en del røde mærker henover skulderbladene, som hun forsigtigt rakte en hånd ud for at strejfe. I sidste øjeblik fortrød hun dog, og trak hånden til sig igen, blot for at skubbe sig nærmere i stedet. Da hun endelig lå helt tæt op af hans varme krop, lænede hun hovedet ned og plantede et par blide kys på halsen inden, at hun søvnigt men humørfyldt hviskede.

"Morning, Lucius..."

Som en sidste godmorgenhilsen gav hun hans øreflip et kærligt nap før, at hun lagde hovedet til at hvile på hans skulder.

//Jeg håber, at det kan bruges! Jeg endte med at tage nogle beslutninger såsom det med mærkerne og hvordan han lå, men hvis du er utilfreds, så retter jeg selvfølgelig! <3

Hydra havde intet imod Lucius' arbejde. Hun vidste, at det var en vigtig del af hans hverdag og hans identitet. Det klædte ham, og han var dygtig til det han lavede. Det steg ham samtidig ikke til hovedet, hvilket var den del hun elskede mest. Det havde vist sig allerede ved deres første møde, hvor han som leder havde set til hende personligt selvom hun skulle forestille at være ingenting. Matte øjne betød ikke det samme her, som hos mange andre slægter. Det betød dog ikke, at hun altid var 100% tryg, da hun stadigvæk bar mentale spor efter en episode et par år tidligere, men Lucius bragte en tryghed, som hun aldrig havde oplevet før. Hun elskede hvert sekund som blev tilbragt i hans nærvær.

My love. Ordene fik altid hendes hjerte til at springe et slag over, og samtidig steg farven i hendes kinder en smule. Selvom hun stadigvæk var "ny" til det menneskelige sprog, så vidste hun udmærket, at det var stærke ord. Hun spandt næsten af ren tilfredshed, da hun mærkede hans stærke arme omkring sig, hvorefter hun blev trukket ind i hans velkendte favn. Egentlig så ville hun gerne bare blive liggende der resten af dagen, men pludselig fik Lucius sagt nogle ord som vækkede hendes nysgerrighed.

"Something for me? What is it?"

Hun gav sig drillende til at rode med hans dyne, og kiggede ivrigt rundt som om, at hun skulle have gemt den på sig, selvom hun udmærket vidste, at han var lige så nøgen som hun selv var. Da han blidt trak sig fri af hendes greb og bevægede sig ud af rummet, sukkede hun utålmodigt, og rullede om på maven så hun lå med ansigtet vendt mod døren. En hånd blev kørt gennem det tykke mørke hår et par gange, så hun kunne se nogenlunde anstændig ud. Da Lucius kom tilbage ind af døren, satte hun sig hurtigt op i skrædderstilling på sengen, så hun bedre kunne tage imod, hvad det end var, at han havde med til hende. Da hun så hvad det var, som han rakte frem mod hende, rakte hun forsigtigt frem og tog imod den. Der gik et lille øjeblik med at studere den før, at hun lagde begge hænder om nøglen og knyttede den ind til sig, hvorefter hun så op på Lucius med blanke øjne.

"Thank you... It's... It's wonderful."

Det var et hjem. Lucius havde tilbudt hende, hvad ingen mennesker før havde kunne overveje at byde hende. Det var i virkeligheden ultimativ tillid som hun følte, at der lige var blevet placeret i hendes håndflader. Hun sad roligt og observerede, hvordan Lucius langsomt begyndte at klæde sig på. Hendes hoved tiltede en anelse til skrå før, at et bredt smil voksede sig frem, og erstattede de sørgmodige øjne fra førhen.

"You don't even have time for breakfast?"

Hun steg roligt ud af sengen, og stod afventende placeret foran den. Hos Lucius var det let at vende tilbage til hendes gamle vaner med, at tøj egentlig var unødvendigt. Derfor var det sjælendt, at man så sig skamme sig over sin krop uden tøj på - medmindre et hendes mange ar selvfølgelig blev pointeret.

Som altid var Lucius generøs ved hende. Hydra påskønnede hver en handling, hvert et ord og hvert et smil han sendte i hendes retning. Hun vidste ikke meget om disse følelser blot det, at hun aldrig havde følt det før. Selv ikke da Loki havde nænnet sig til et kys hos hende, hvilket skulle vise sig at blive hendes første, havde hun følt sig tryg. Faktisk havde hun endt med at afvise ham, da han endelig havde forsøgt på mere. Sommetider overvejede hun, om de havde været et bedre match. Ikke på grund af følelser, men udelukkende fordi han også havde været en slægtløs. Lucius havde en slægt at lede, men tillod hende at alligevel i sit liv. Alene det var nok til at feje tvivlen af bordet hver gang. Desuden havde hun ikke hørt fra sin tidligere "ven" siden de skiltes efter drageøen.

"As you wish, my light. Even though... I think they might have seen something already."

Hydra lod sig smitte af Lucius' latter, og klukkede hjerteligt. Hun havde en fornemmelse af, at de næppe altid var specielt diskrete når først den ene af dem var begyndt på noget. En af hendes store luskede fornøjelser bestod nemlig af at forsøge at lokke Lucius med bort til lidt sjov, når han mindst ventede det, hvilket havde resulteret i en del mærkelige episoder. Hendes matte øjne betragtede sultent, hvordan overkroppen bevægede sig, nu da underkroppen desværre var blevet tildækket. Lucius tanker var helt korrekte, da man kunne stille næsten hvad som helst foran Hydra uden, at hun ville rynke på næsen af det. Som slægtløs - og som drage - havde hun fortæret en del måltider, som mange ikke ville drømme om. Dog siden mødet med Lucius var hun blevet mere opmærksom på, hvilke ting der smagte bedre og gavnede hendes krop mere. Da han bevægede sig ud af soveværelset, skridtede hun over til bunken, hvor hendes tøj var blevet smidt aftenen før i al hast. Hun havde ikke meget, men møderne med Lucius var specielle. Derfor havde hun valgt en lidt pænere kjole, som hun havde fundet respektabelt nok til at bærer. Hun trak derfor kjolen over hovedet igen, og rettede en anelse mere på håret. Hun bar ingen undertøj eller sko, men sådan var hun trods alt mest komfortabel. Da Lucius atter befandt sig i lokalet, lyste hun op i et smil ved synet af hans vidunderlige skikkelse før, at hun bevægede sig over til ham. Da da igen stod tæt, lagde hun armene om hans nakke og så ham i øjnene.

"I am. But are you well, my light? You seem worried."

Hendes stemme var kærlig, men også bekymret. Hun ønskede blot det bedste i verden for Lucius, manden som havde givet hende alt og så meget andet, også hvis det betød, at hun selv skulle tage sig af det. Bag den skrøbelige facade gemte der sig trods alt et hav af kaotiske og stadig utæmmede kræfter, som nu og da brændte efter at blive sluppet løs.

Hydra kunne ikke undgå at rødme, da hun fornemmede, hvordan hans blik hvilede længe på hendes krop. Hun bar hverken elegancen eller rødderne som de mange overklasses hunkøn, der stod i kø og sukkede efter Lucius på gaden, men alligevel var det hende, som han stod og beundrede. Det var hende, med sine nøgne fødder og utæmmede hår, som tilbragte nat efter nat i hans varme favn, og som om morgenen fik æren af at se hans betagende øjne som det første den dag. Det havde taget tid, men Hydra var efterhånden nået til et punkt, hvor hun følte sig godt tilpas i sine menneskelige skikkelse. Lucius havde lært hende meget, om han vidste det eller ej. Hun elskede at observere ham, og lære af alle hans ord og handlinger.

"It's the war. It brings a lot of work, doesn't it?"

Hun var udmærket klar over, at krigen var i gang. Hun var bagud mentalt, men hun var ikke dum. Hydra brugte trods alt sin tid på at udforske landet, når hun altså ikke befandt sig i favnen på Lucius. Krigen var dog også en af de grunde til, at hun vendte tilbage oftere og oftere. Selvom hun ikke var en af de bekrigede slægter, så følte hun sig usikker. Der var formentlig ikke mange som havde overskud til de slægtløse nu, hvor at alle var i gang med at skabe alliancer. Specielt ikke The Redwoods, som hun havde forsøgt at skænke meget få tanker. Hun havde ikke nærmet sig Redhawk siden den dag, at hun undslap Kathrines kløer, og hun planlagde ikke at gøre det igen. Hun rystede hurtigt de voldsomme minder ud af hovedet før, at hun lod sig føre ind i spisesalen. Da hun så bordet, spækket med mere mad end man kunne drømme om, kunne hun ikke tilbageholde et gisp. Det var overvældende, men på en god måde. Og så var hun glad for, at de var alene.

"I would love to! Anything special you want to do?"

Hun glædede sig allerede ved tanken om, at hun ikke behøvede at tage derfra denne aften. Hun havde trods alt håbet at kunne blive lidt ekstra, men med Lucius' travle skema så var det forståeligt nok aldrig til at vide. Hun nød alligevel al den tid de tilbragte sammen, hvad end det var blot et par minutter eller et par timer. Pludselig fløj en pelset skikkelse op på bordet, og afbrød hendes drømmende tankegang. Hydra kiggede nysgerrig på den lille killing, som havde givet sig i kast med at partere kyllingen på bordet. Hun kunne ikke undgå at le igen, og sneg sig langsomt nærmere, imens Lucius præsenterede killingen.

"Ah, yes. Pets! I always forget that you have these. Hello Silas! You seem just wonderful."

Hun sneg sig helt hen til bordet, hvor hun satte sig på hug, imens et par forventningsfulde øjne blev rettet imod killingen. De eneste former for dyr hun havde vænnet sig til var husdyr, hvilket dragerne også havde lært hende om. Det var trods alt en stor del af deres føde. Kæledyr var derimod noget som mange holdt, men udelukkende for 'hyggelige' formål. Katten havde altså intet formål udover dens selskab.

Mistillid havde altid været en stor del af Hydra. Hendes liv havde været så afskåret fra mennesker, at hun aldrig rigtig havde lært om mistillid før, at hun tog sine første skridt mod civilisation. Det skulle så vise sig, at det var noget af det første, som hun fik lært. Sjælendt havde hun oplevet mere kaotiske strukturer i et samfund, hvilket havde kastet hende forvirret rundt mellem slægterne i starten. Der var hun hurtigt blevet vist mistillid alene på grund af sin øjenfarve. Det havde lært hende mange ting, som hun desværre holdt godt fast på. Hun havde også nægtet at åbne meget op for Lucius i starten. Hun havde været bange og aggressiv overfor alle som nærmet sig, indtil hun til sidst begyndte at indse, at ingen af dem ville skade hende. Siden da havde tanken om, at Lucius nogensinde skulle vende sig mod hende - eller endda udnytte hende - virket som en fjollet tanke. De eneste som hun til evig tid ville nægte at stole på var The Redwoods, hvilket Lucius lod det til at have det helt fint med.

"Uh, I do love surprises!"

Hydra nænnede ikke at spørger mere, da hun havde en mistanke om, at det ville ødelægge lidt af stemningen. Det krævede dog en hel del at holde hendes nysgerrighed i skak, men det hjalp pludselig meget, da hun fik kontakt med killingen. Hun rakte forsigtigt en hånd hen, og lod fingrene stryge over kattens bløde pels, imens hun smilende holdt øjenkontakten med dem. Imellemtiden lyttede hun dog til, hvad Lucius havde at fortælle om det med husdyr. Da han nævnte det med hunden, rettede hun sig op igen, og rystede stille på hovedet, så de mørke hårlokke gled rundt.

"No need for a dog. I like Silas. Besides I do not know how to care for these pets. I've seen many cats in the wild, but dogs are usually aggressive."

Hun fulgte lydigt hans ordre, og bevægede sig gladeligt over til bordet, hvor hun tog en plads nær ham. Forskellige former for kød og brød blev lagt på hendes egen tallerken, hvilket var det hun var mest vant til at spise og stadigvæk foretrak. Hun endte dog også med en smule frugt, hvilket hun var begyndt at få smag for selvom, at hun påstod, at det hurtigt blev for sødt for hende. Efter en stille stund, hvor de begge to sad og tyggede i stilhed, fik hun slugt endnu en bid, og tøvede så ved den næste. I stedet lagde hun sin gaffel ned igen, og rettede et undrende blik mod Lucius.

"My Light... what... what are we?"

Hendes mørkebrune øjne var hverken anklagende eller desperate, men ledte blot efter svar. Imens Lucius eventuelt gav sig til at svare eller tænke, samlede hun gaflen op igen, og nød endnu en mundfuld af den vidunderlige morgenmad.

//Det er helt fint <3//

Hydra havde en overvældende lyst til at samle killingen op, og holde den mod sit bryst, men hun undlod. Hun havde set dyr bærer på deres unge i det fri, og endda enkelte mennesker bærer rundt på forskellige arter, men hun havde aldrig set den korrekte måde at løfte et dyr på, så hun undlod derfor af hensyn til killingens sikkerhed. Den virkede pludselig så skrøbelig med tanke på, hvad størrelser hun selv kunne antage. Dog var hun glad for, at Lucius lod til at forstå hendes beslutning omkring flere husdyr. Måske i fremtiden, når hun engang var mere vant til den slags. Forhåbentlig ville de ekstra timer hjemme hos Lucius, takket være nøglen, hjælpe hende med den slags.

Hendes spørgsmål lod til at komme bag på ham. Ikke noget til, at han virkede oprevet eller chokeret, men mere i form af en kortetænkepause. Hun ventede spændt, og da han endelig kom med svaret, smilede hun tilfreds og glad. Det var et værdifuldt ord, og noget mere end, hvad hun egentlig havde turde håbe på da hun spurgte.

"I would like to be called that. It's a meaningful.... title, yes?"

Det var underligt for hende, da hun egentlig ikke så dem som bundet af hinanden, men hun vidste, at ordet bar en slags værdi og betydning i den form, som man ikke bare kunne rende fra. Hele grunden til, at hun spurgte var blot, at hun kun havde set familier bo sammen. Selv i naturen havde dragerne gerne fundet sammen med en mage, og blev sammen det meste af tiden. Det der gjorde det mest forvirrende for hende var, at menneskerne havde så mange forskellige titler med forskellige meninger.

"It's just... we live together now. I've seen that before, but never tried it. You have so many titles, but in the nature we-... they just have 'mates'. But I guess, it's kind of the same. So we are mates now."

Hun rodede lidt, og faldt et enkelt øjeblik tilbage i den gamle vane med at referere sig selv til en del af naturen. Hun forsøgte at holde op, da hun meget gerne ville passe ind i Lucius' verden i stedet. Hun følte selv, at det gik ganske godt, men nu og da kunne hun mærke et gammel utæmmelig flamme dukke op et sted. Det var som regel også der, hvor hun atter vil opsøge ham for opmærksomhed, så hun kunne tæmme den.

"Does it mean that I have to stay all the time?"

Efter de mange ord, tog hun sit glas som var fyldt med saft, og nippede let til væsken for at hjælpe den tørre hals.

Hydra spidsede straks øre. En ring? Det måtte være ægteskabet, som hun havde hørt op. Hun lyste op, som om hun lige havde fået en god idé, og smilede ivrigt mod Lucius.

"That doesn't sound too hard. I've seen lots of rings in the cities! I can find want if you want?"

Alligevel fornemmede hun, at stemningen faldt en smule hos Lucius. Hun havde en idé om, at det ikke altid var lige nemt for ham at elske hende, selvom han tydeligt ville det med hele sit hjerte. Hun bebrejdede ham ikke. Jo mere hun lærte, jo tyderligere blev det for hende, hvor lidt ønskede hendes slægt - hendes ikke eksisterende slægt rettere - fremstod for verden. Siden hendes katastrofale møde med Charles for snart to år siden, havde hun faktisk forventet mere end blot en dusør, men hun var lettet over, at hun eller andre ikke havde oplevet noget. Hun faldt en smule mere til ro igen, og sendte i stedet Lucius et kærligt blik.

"I know... and I love you for it."

Da tjeneren kom og bragte nyheder til Lucius, fortsatte hun roligt med sin morgenmad. Ganske diskret undlod hun dog at se op, og dermed få øjenkontakt med tjeneren. Selvom Lucius bød hende velkommen i sit hjem, og selvom hun stolede på folkene i hans by, så døde gamle vaner ikke nemt. Jo mindre de så hendes øjne, jo mindre håbede hun, at de ville tale for meget om det. Hun så til gengæld op igen, da Lucius nærmede sig, og plantede et kys på hendes pande.

"See you tonight, my light."

~ Senere den aften ~

Efter morgenmaden havde Hydra fortsat sin dag alene - med undtagelse af, når hun nu og da ville støde på killingen som havde vist sig stor underholdning. Hun havde sat et par timer af til at øve sin læsning en smule, men som sædvanlige gled bogstaverne hurtigt sammen, og hun var blevet træt af at prøve. Det eneste læsning hun kendte til var, hvad hun havde lært sig selv. Hun ønskede ikke at besvære Lucius med den slags træning, da hun hurtigt blev irritabel og vidste, at det ville tage mange timer. De timer ville hun hellere bruge på noget andet. Derefter havde hun brugt tiden på at lege med Silas. Både i menneskelig form, men også som kat, hvilket havde vist sig lidt af en finurlig oplevelse. Katten lod stadigvæk ikke helt til at forstå, hvad der var sket. Sidst på eftermiddagen - hen mod aftenen - havde hun besluttet sig for at tage et bad, så hun ville være klar til overraskelsen med Lucius. Det var en vidunderlige frynsegode, som hun mente mange tog for givet. Det varme vand, de velduftende sæber og salver, samt det faktum, at hun kunne bade uforstyrret. Siden hun ikke havde spist meget efter morgenmaden, tog hun et fad med søde bær og bragte det ud til badekarret, hvor hun smed sin kjole og lod sig glide ned i det skummende vand. Imens hun nød stilheden, og nogle bær, lod hun sin højre hånd glide op gennem vandet, så hun kunne se sin håndflade. Imens hun lå der, nøgen og beroliget af det varme vand, fremstod mærket helt tydeligt. I et kort øjeblik kunne hun næsten se kniven for sig, mærke følelsen af det kolde metal der gik igennem hånden og det mørke blod der piblede frem mellem fingrene på hende. Hun gispede kort, og trak hånden ned i vandet igen, hvilket efterlod en klar plet mellem boblerne. Hendes øjne var atter mørkegyldne. Hun sukkede frustreret, og krummede sig sammen i badekarret.

Hydra var langt væk. Det varme vand, samt minderne der ustoppeligt væltede tilbage. Hun så det hele foran sig - igen og igen - imens hun kæmpede for at bevare, hvad der var virkeligt og ikke var. Hun var lige ved at give op et kort øjeblik, imens hun overvejede, hvor længe hun egentlig havde siddet i badet, da der pludselig lød en familiær stemme. Lucius var vendt tilbage, og hun havde ikke engang hørt ham komme. Hun rettede sig langsomt op i badet, imens hun tvang sine øjne tilbage til den normale farve. Det var som om at selve synet alene, blot Lucius stående der med et tilbedende blik rettet mod hendes simple krop, var nok til at skylle tankerne bort. Pludselig var hendes sind ikke indhyllet i mørke og dunkle minder, men i stedet varme og en behagelig følelse i hele kroppen. Han var hendes redning. Igen.

"It was good... but lonely. Even though Silas has been very sweet."

Imens hun betragtede Lucius smide tøjet, kunne hun et øjeblik ikke undgå at sukke lykkeligt, og smile ved tanken om, hvor heldig hun havde været. Hendes liv kunne næsten ikke være mere perfekt, specielt ikke efter, hvordan det startede ud. Da han gjorde mine til at træde ned i vandet med hende, rykkede hun lydigt en lille tand frem, så han kunne sætte sig bag hende. Så snart det var gjort, lod hun sig blidt glide tilbage og lagde så hovedet hvilende imod hans brystkasse. Hun lukkede øjnene ved følelsen af hans kys, og lod sine arme omfavne hans.

"You know. I can always go with you. Just to be there with you."

Da Lucius valgte at stå op efter relativt kort tid, og hentydede til, at han allerede ville forlade badet, vendte hun sig selv i karret med et ærgerligt blik. Et øjeblik havde hun helt glemt, hvad Lucius havde snakket om tidligere, men så slog det hende. Hun lyste atter op, men kunne alligevel ikke modstå at lade hænderne glide ned over hans lår, inden hun sendte ham et drillende smil.

"Is it time already?"

Hydra så ikke Lucius som kynisk. Han havde givet hende meget - mere end nogen andre faktisk - og så gjorde han det udelukkende på grund af kærlighed. Det smertede hende ofte, at hun ikke havde noget at give ham andet end sine uhæmmede følelser, men han havde insisteret længe på, at det var okay. Hans titel og slægt gjorde, at han sjælendt manglede noget... andet end selskab. Dog vidste hun, at selv hendes selskab kunne være en byrde. Hun var slægtløs. Hun var mærket, og hun havde problemer. Hun vidste ikke præcis, hvad det var, men hun vidste, at det var værre uden Lucius. Hun brugte ham... og hun elskede ham. Hvilket hun drømte om at gøre for evigt.

"Oh? Another surprise? I'm excited, my light, but you have already given me so much."

Hun var skam begejstret, men en kort tøven indikerede, at hun mente, hvad hun sagde. Hun fortjente ikke mere. Hun havde skam ikke engang brug for mere! Hun havde ham. Hydra rejste sig ligeledes fra badet, og flyttede ud på det kølige gulv. Hun fangede et håndklæde, som hurtigt blev brugt til at fjerne fugten fra hendes krop. Håret lod hun lufttørre, og efter en kort inspicering besluttede hun, at en klipning snart ville være nødvendig. Med et håndklæde omkring sig, vandrede hun forbi Lucius - efter et blidt kys blev plantet på hans skulder - og satte sig så på hug ved sin taske, som hun havde medbragt. Der lå det meste af hendes tøj og personlige ejendele. Andet ejede hun sådan set ikke. Fra tasken fremdrog hun en tynd og fin skjorte med prikker, samt en enkelt sort nederdel, som hun iførte sig. Derefter bevægede hun sig igen ud til badeværelset, hvor hun lagde en sidste hånd på sit udseende. En børste igennem håret, lidt farve til læberne og lidt naturlige blomsterduft fra nogle planter hun havde samlet. Da hun omsider var tilfreds, placerede hun sin skikkelse i døren til badeværelset, og så over mod Lucius med et smil.

"I'm ready."

//It's cool <3//

Et øjeblik stirrede hun blot forvirret imod Lucius, da han foreslog at give hendes overraskelse væk. Det var ikke så meget det, at han gav den væk, men mere hvem han gav den til, som foruroligede hende. Da han begyndte at le, gik det dog pludselig op for hende, at han spøgte med hende. Selv kunne hun ikke tilbageholde en fnisen, og tjattede drillende imod ham.

"You're fooling me!"

Hydra følte selv, at de udgjorde et godt match. Ikke blot tøjmæssigt, hvilket han blandt andet havde lært hende om var en ting, men også personlighedsmæssigt. Lucius var som oftest den rolige og ansvarlige, som samtidig forstod sig på menneskelige følelser. Han var hendes anker og forbindelse til alt, hvad der var menneskeligt og trygt. Hydra var mere af et wild-card, og fik som regel sat skub i dem begge to, hvilket hun havde en idé om, at Lucius påskønnede efter lange og trættende dage på arbejde. Denne aften lod det til, at Lucius havde besluttet af bytte kortene rundt, hvilket hun sagtens kunne mærke var en smule uden for hendes komfort zone, men overraskende rart faktisk. Da han bevægede sig over mod hende, flyttede hun kærligt sine fingre med hans, inden de blev mødt af tjeneren som pludselig stod med en masse ting. Hydra der aldrig havde oplevet en picnic, virkede uforstående, men stadigvæk spændt.

Imens de vandrede sammen, hånd i hånd, gennem de lange og mørke tunneler der dannede Arabis, tænkte hun over, hvor mange gange hun egentlig selv havde taget ruten. Hun måtte kende den næsten lige så godt som Lucius efterhånden, hvilket fik hende til at føle sig en smule stolt. Ved synet af den klare aftenhimmel som mødte den, bredte hendes smil sig en tand mere. En hav af følelser skyllede over hende, og hun lukkede et kort øjeblik, imens hun nød den friske luft og de minder det bragte. Det var sådan set det, som hun savnede mest i Arabis. Himlen. Et øjeblik fik hun lyst til at sprede vingerne ud, og så bare flyve sig en tur. I stedet bed hun trangen i sig, og så efter, hvad Lucius var i gang med. Tæppet virkede som en god idé, og hun satte sig derfor lydigt.

"It's beautiful out here. Don't you ever miss the sky?"

Hendes blink vendte atter tilbage til ham, imens hun satte sig en anelse tættere på.

Hans svar fik det største smil frem fra hende, inden hun villigt puttede sig i hans favn. Hendes kærlighed til ham var også så meget større end den lykke hun følte, når hun befandt sig oppe blandt himlens væsner med vinden under sine vinger. Hun savnede det, men hun formodede, at det blot krævede tilvænning. Hun følte det ikke specielt passende at forvandle sig så kraftigt, når hun var blandt Lucius, men samtidig fandt hun det alligevel sjælendt nødvendigt.

"I miss you too, my light. Every day that we are not together."

Hun lod sit hoved hvile imod hans skulder, og sukkede så tilfreds, imens hun beundrede stjernehimlen over dem. Mon det var muligt at komme helt derop? At røre en af dem en dag? Hun tvivlede stærkt. Hun havde faktisk forsøgt før, men faldt altid udmattet tilbage efter hvert forsøg. Da Lucius pludselig snakkede om mad vågnede hun atter lidt op fra sine tanker.

"I am!"

Drillende rakte hun over og snuppede et jordbær fra ham, inden hun med stor nydelse tog en bid, og nød saften fra frugten. Hun foretrak faktisk frugt frem for kager og andet sødt, da det var, hvad hun havde været vant til længst tid. Det andet fandt hun næsten for sødt, og så gjorde det hende en smule utilpas.

"Was this my surprise? Because I like it very much."

Hun rakte hurtigt ind, og plantede et kys på hans kind, inden hun spiste resten af sit jordbær.

//Beklager lidt kort svar x.o

Hydra kunne ikke undgå at le, da hun mærkede hans bløde læber kilde hendes nakke. Hun var vild med alle hans små drillerier, som gang på gang kunne få hende i godt humør. Også selvom, at hun ikke nødvendigvis var ked af det eller noget, så bragte han hende kun glæde og smil. Det overraskede hende dog, da han pludselig lod til at være kommet i tanke om noget. Inden hun kunne nå at sige ret meget mere end 'okay', så var han på vej ind i Adaris igen. Hun sendte et undrende blik efter ham, men besluttede så hurtigt at vente med resten af maden indtil, at han var tilbage.

Hun endte med at sidde et lille stykke tid alene. Ikke noget, som hun ikke kunne klare med en sådan smuk himmel over sig, men hun glædede sig nu voldsomt - næsten som et lille barn - til at se, hvad Lucius havde fundet på. Da hun omsider kunne høre skridt bag sig igen, rejste hun sig hurtigt, og vendte sig med et stort smil. Smilet stivnede dog i en overrasket grimasse, da hun så Lucius komme gående med... en hest! Hesten var utroligt smuk med sin hvide pels, men hun havde aldrig siddet på en før, hvilket gjorde hende en anelse urolig. Dog var hun taknemmelig for tanken. Hun bevægede sig over mod hesten, som hun forsigtigt strøg ned af flanken. Den var blød og varm, og så kunne hun mærke musklerne spille under pelsen. Den havde sikkert kostet en masse. Hun vendte et varmt blik imod ham, og gav ham så et blidt kys.

"It's wonderful! Thank you. I just... don't know how to control it."

En sjælepartner. Atter forvirringe hos Hydra, som hun denne gang ikke lod være tydelig. Hun havde mere den idé omkring sjælepartnere, at det var nogen som man elskede. En mage. Ikke en hest, som nok ville dø før, at hun gjorde. Alligevel kunne hun godt se det befriende i idéen.

"I will remember that... but you're the one, that I want to spend my life with."

Hydra slap ligeledes hesten, og bevægede sig over mod Lucius. Da han lagde sig ned på tæppet, gjorde hun det samme, og lod sin krop hvile helt tæt op af hans. Hun sukkede beroliget, og lukkede så øjnene, imens hun nød naturen omkring dem.

"That sounds like a great idea."

Der ville ikke gå længe, inden hun så ville falde i søvn i hans arme, lykkelig over dagens begivenheder.

//Yes, lad os det! Out :3//