I just want to find her - Lucius

Gæst

Det var nu hun var taget afsted ud af de sikre rammer - for første gang længe. Der havde været en ledetråd, og det var kun den slags tråde hun ville følge til luften forsvandt fra hendes lunger. Der var tegn på Eliza var i live, nogle mente de havde set en kvinde passe til de beskrivelser. Dylan havde ikke set sin søster i var det ved at være omkring 5 år nu? Det havde gået hende på længe, og hun havde kun informeret Aaron lidt om det. At møde en anden slægts leder var noget større, så det havde hun ikke gået meget op i med Aaron. Det skulle ikke være noget der skulle gå udover Aaron trods alt. Slægtene havde intet imod hinanden, hvilket nok også var derfor at Lucius ville gå med til at mødes med en Crawford pige. Hun blev fulgt af nogle vagter hen til Lucius' sted. Det var større og generelt var stedet bygget anderledes end der hvor hun var fra. Men så igen, alle byerne var bygget til slægernes bedste - på en eller anden måde. Let stod hun i gangen og ventede på at se Lucius. Hun havde ikke haft ørerne ude omkring ham, udover hun havde hørt han skulle være ret godt bygget. Dylan glædede sig nu også til at se ham med egne øjne. Det var altid bedst at sætte et indtryk på en man havde mødt, fremfor hørt om. Så snart hun så ham blinkede hun kort overrasket. Positivt dog, for rygterne var sande - han var bygget vældig godt.
"Lord Adara, thank you for meeting with me." Sagde hun og sendte ham et smil. Dylan kunne tale med folk, og hun vidste da hvordan man var høflig. Specielt hvis det galte hendes søster. De grønne øjne så Lucius an, men ikke fjendligt på nogle punkter.

Gæst

Lucius havde hørt en anelse omkring Dylan. Hun havde været et pigebarn der havde søgt kontakt efter sin søster. Undrende nok havde det været et pigebarn fra Crawford familien. Han havde intet personligt imod slægten, men hans trang til at bryde sig om overhovederne fra de forskellige slægter, var ikke speciel stor. De var alle en kamp for at få hovedpladsen ved det store bord.
Han rystede kort tanken væk, da hans elskede killing Silas fik formandet sig op på låret af ham. Et lille ae hist og her fik killingen da også, inden de begge blev afbrudt af en tjener fra palæet. '' Frk. Quinn is here. '' Lucius sendte blot tjenere et smil inden han fik rejst sig op. Silas fulgte blot Lucius bevægelse efter ham.
Han havde selv bedt Dylan dukke op, for at kunne hjælpe hende med nogen informationer om hendes søster. I sidste ende kunne det hjælpe ham selv, med noget tillid fra en Crawford.
'' Hello. It's my plesure, Lady Quinn. '' Lucius tog roligt hendes hånd, gav den et let men elegant kys inden han lod hende få den tilbage igen. Han havde ikke noget besynderligt elegant tøj på netop denne dag. En sort t-shirt, et par blå jeans og nogle sorte sko. Han havde ikke nogen grund til at gøre sig betragtet overfor pigebarnet. Selvom hun var yderst køn, var hun blot en hjælpende hånd i fremtiden. '' Come with me. '' Lucius bevægede sig roligt imod et lokale, der sagens kunne ligne en spisestue, men faktisk var forbeholdt diverse møder. '' Sit down. '' Hans blik var plantet på hende, imens han selv tog plads ved bordet. Silas havde fået sig selv hevet op på Lucius lår og videre op på bordet. Det lille kræ lagde sig roligt ned, men betragtede stadig dem begge.
'' What can I help you with? '' Hans blik fangede hurtigt hendes grønne øjne. Det største tegn på de forskellige slægter, var netop deres øjenfarve. Men det også en af de ting der var unikke ved dem.

Gæst

Han tog hendes hånd og placerede sine læber derpå. Ikke ligefrem en gestus hun var van til, men det gik an. Det var ikke ligefrem fordi hun var så høflig overfor sin egen leder, men det ville også være besynderligt at være så formel overfor sin bedste ven. Da han havde sluppet hendes hånd fulgte hun med ham ind i et lokale. Han bad hende sætte sig ned, så det gjorde hun ganske elegant. Let tog hun en dyb indånding, for det var egentlig en hård dag - enten kunne hun have fundet sin søster, ellers kunne hun ikke. Smerten ved at det var en falsk ledetråd var alligevel ikke en tanke hun følte hun kunne bære. Et skævt smil blomstrede op på Dylans læber da hun så den lille kat der sprang op på skødet af Lucius. De grønne øjne flyttede sig op og kiggede i hans sølvøjne. Dylan kunne mærke hun var en smule nervøs, men det var ikke noget hun ville lade ham se.
"I have been looking for my sister for the last 4½ years.. and I heard someone speak about a girl walking around here.. she has no bloodline, so she dosen't have my eyecolor. She is still my sister though." Startede hun ud og bed sig let i kinden. "I have no idea if she has long or short hair.. curves or not.. if she is slim or not... but she might have a face that looks a little like mine." Det var ikke mange informationer, men måske nok. Søskende kunne ofte genkendes på deres fællestræk, specielt ved Eliza og Dylan var der nogle gode. "Her name is Eliza." Dylan følte sig pludselig dum over at være kommet med så få informationer, men hun havde været så despareret det sekund hun havde hørt blot en lille fugl hviske om det.
"I'm so sorry.. it's not a lot of information.. I just really need to know if she is okay.. she is the last family I have left.. I don't want to lose that hope."

Gæst

Selvom Lucius ikke kendte specielt meget til Dylan, var det stadig hans pligt at hjælpe en ungmø. Hun havde ikke ligefrem givet ham et dårligt nok indtryk til han ikke ønskede at hjælpe hende. Tværtig imod havde hun været sød og åbenhjertet overfor Adara lederen. Han lyttede blot til hendes ord, da hun fortalte en smule omkring søsteren. Hun kendte ikke til hvordan hun egentlig så ud, blot at hun nok havde nogle træk som hende selv, som normale søskende ville have.
Lucius havde ingen søskende selv, i hvert til fald ikke af hvad han kendte til, men tingene kunne altid have været anderledes. '' Unfortunately, I have not seen her, My Lady. But it can be one of the guards or servants have seen her. I would mightily like to help you to lead and to know when I see her. '' Navnet var Eliza. Intet navn der ligefrem fik en klokke til at ringe for Lucius. '' She may perhaps have been captured by one of our guards? Let's hear them. '' Lucius bevægede sig roligt op fra sin stol, samtidigt med den lille killing roligt lagde snuden ind imod Dylans håndflade. Måske var den blot forberedt på at støtte sin nye ven? Han smilede roligt. Det var første gang Silas havde vist den miste slags interesse overfor et andet menneske. Normalt flygtede han eller hvæsede af dem, for at afgøre han egentlig ikke brød sig om dem. Men Dylan var en anelse anderledes hvad det, vedkom.
'' Gleas? Did you se a girl, who look like her? '' Gleas studerede roligt Dylan, inden han nikkede nej. Han havde ikke set noget til en der kunne ligne hende, eller have nogle træk efter hende. '' Maybe if we ask some more people. '' Han smilede roligt til det kønne ansigt. Selvom han ikke ligefrem viste tegn på det, følte han sig yderst magtesløs netop et sted som dette. Han havde ingen muligheder for at få informationer fra folk, hvis de ikke ønskede at fortælle det.

Gæst

Desværre virkede det ikke til nogen havde set Eliza. Naturligvis fortrød Dylan allerede at hun havde fået en leder igang sat med en mission der nok ikke kunne fuldføres. Dog mistede hun ikke håbet helt endnu som Lucius snakkede med en af sine vagter, imens Dylan snakkede med den lille kat. Dylan elskede dyr og det kunne da også mærkes at dyr elskede hende. Let snakkede han med en vagt og Dylan kiggede op - for at Gleas kunne få et kig på Dylan. Men han kom med dårlige nyheder - hvilket kunne ses på Dylan ikke ligefrem var hvad hun havde håbet. Men det kunne de ikke gøre noget ved. Lucius tilbød de kunne spørge flere folk, og Dylan sank let en klump.
"I don't want to take your time.. I mean it's so lovely that you wanna help me.. But If you have somewhere else to be.. I don't wanna take your time." Sagde hun for hun ønskede ikke at spilde Lucius tid.
"You have been so nice to me. It's really nice to know that there is other nice people in the world.. that strangers can be nice." Tilføjede hun som en kompliment imod ham. Dylan satte pris på ærlighed og venlighed, det var skam heller ikke noget hun lagde skjul på. Hun havde kørt om Cayden havde været her, hans sted var det næste hun skulle lede efter Eliza ved.
"I might search Caydens land.. after.. If I'm not lucky.. anything I should worry about other then burning up." Spurgte hun med et smil. Hvis man så godt efter ville man kunne se de små træk hun havde til lighed med Cayden - men nu vidste Dylan heller ikke ligefrem Cayden var hendes tvillingebror - trods alt havde hun heller aldrig set eller hørt mere om ham end hun kendte til.

//Lidt kort, håber det går c:

Gæst

Dylan forsøgte alt for ihærtigt til at virke som en uskyldig pige der blot havde spurgt om et spørgsmål og ikke ønskede mere hjælp. Lucius havde selv været sådan da han var yngre. Han havde sagt han ikke ønskede at forstyrre dem, men i virkeligheden havde han forventet de blot havde sagt ja til at hjælpe ham, så han ikke skulle virke ivrig. Hun var dog alligevel ret kær med hendes udseende og ikke mindst stemme. '' If I want to help you i decide it. I have the time. '' Han smilede roligt men også forsigtigt til hende. Han ønskede ikke at det virke som om at han skældte hende ud, for det var bestemt ikke meningen.
Hun nævnte dog hurtigt at det var rart at nogle fremmede mennesker egentlig var rare nok til at hjælpe. Det var ikke alle der havde næstekærlighed af sig, og dem der havde det forsøgte altid at hjælpe så mange som muligt.
'' It's not many people that lets new come into their lives. My family always taught me there was always room for one more person in one's life. '' Lucius smilede blot til hende. Selvom hans rigtigt familie havde efterladt ham hos en anden, havde alligevel lært en masse ting i livet. Blandt andet at man skulle lade fremmede mennesker komme ind i ens liv, ellers ville man aldrig opnå succes.
'' Cayden? ... You must be extremely interested in your sister, since you will put your legs in a Oikan. But let's go. '' Lucius piftede hurtigt efter en vagt der kom imod dem. '' Get us a ride. We need it. '' Lucius smilede om til Dylan da vagten var løbet over i staldet for at klargøre to heste til en vogn. Det ville tage tid at komme over til Cayden men det måtte være det værd for hende, så var der intet andet at gøre.
Der gik dog et stykke tid før at selve vogne var klar til at de kunne stige ind. Alt var parat til de kunne træde ind og tage afsted. Let og elegant lod han hurtigt sin hånd hive fat i døren med et ihærtigt blik. '' The Ladies first. '' Han smilede og lod hende træde ind i karaten før han selv trådte ind og vognen satte i trav for at komme imod Caydens sted.

Selvom de sad derinde i en times tid, havde han alligevel formådet at nyde udsigten imod Oikans land. Selvom de var styret af ild, så havde de stadig et utroligt smukt landskab omkring dem. '' We gonna be there soon Lord! '' Kuskeren der sad foran og styrede hestene råbte roligt om til både Dylan og Lucius, men ordene var nok nærmere ment til Lucius. '' Good to know! '' Et smil omfavnede hans læber igen. '' Are you ready? '' Han håbede selvfølgelig på hun var klar til at komme et nyt sted hen og lede efter sin søster der.

(( DEt er okay, jeg undskylder mit korte svar også. ))

Gæst

Dylan tog ikke hans ord hårdt, han havde besluttet sig for at hjælpe hende før. Så at han faktisk holdt ved sit ord, vandt han blot hendes respekt endnu mere ved. Hun nikkede i form for anerkendelse af at hun havde forstået, at han stod ved sit ord.
"It's such a shame. People who never explore the beauty of seeing things from another perspective - just because they are too scared of change and difference." Det var ikke pyntet på Lucius, tvært imod - men på andre slægte. Mange folk var bange for ting som var nye, og gik til angreb. "Its a good thing to teach. My parents did it too, a shame its not all who do that." Tilføjede hun med et lille træk på skulderen. De to kunne næppe bestemme hvordan folk skulle opdrage deres børn.

Oikan grund, hun havde ikke ligefrem regnet med Lucius ville tage med hende. Et sted i hende var glad for at hun ikke skulle rejse alene hen på fjendens land.
"I care extremely about my sister. I will do anything to find her." Pointerede hun meget stædigt, ikke hårdt - men han skulle ikke være i tvivl om at hun gik efter sit mål.Hun så undrende dog da Lucius fik klargjort en vogn til dem. Let sank hun en klump. Det tog lidt tid, og Dylan kunne mærke nervøsiteten tage lidt over. Normalt ombestemte hun sig lige inden, fordi hun ikke tænkte folk ville hjælpe hende. Og nu stod hun på grænsen til at krydse et nyt land? Det kunne enten ende godt eller dårligt. De trådte udenfor, da der var hørt vognen var klar. Han åbnede vognens dør for hende, og lod hende elegant træde ind først.
"Such a gentleman." Smilede hun tilbage til ham, og satte sig ind. Så snart de begge var inde i vognen gik turen imod Oikans territorium.

Udsigten fra vognen var fantastisk smuk. Det var en helt ny verden at se. Efter en lang tur sagde kuskeren endelig noget hun kunne bruge til noget... de var der snart. Hjertet bankede hårdere. Hun ønskede ikke at opsøge Cayden omkring Eliza. Crawford og Oikans var ikke ligefrem kendt for at være venner. Det ville ende galt hvis hun opsøgte ham om en slægtløs. Specielt når Aaron ikke vidste hun var der. Hun skulle træde forsigtigt. Are you ready? Stemmen skar igennem til hendes nervøsitet, imens hænderne var foldet sammen for at skjule sin nervøsitet bare lidt.
"No not really. I think I will just ask some people in the city.. I don't have to talk to Cayden.. Aaron might not be happy about me talking to him if anything goes wrong." Lucius måtte forstå, det med at have et vigtigt kort ude på kampbanen uden man vidste det. Og lige nu gik Aarons bedste veninde rundt på fjendens grund. Det var ikke ligefrem et smart træk, men lige nu havde hun da Lucius ved sin side - og deres slægter havde i det mindste intet imod hinanden. "What if she doesn't wanna see me? Or even talk to me?" Spurgte hun lettere nervøst.

Gæst

Hun havde ret i hendes ord, det var syndt af så få mennesker egentlig var bange for at se tingene fra et andet perspektiv. Han havde altid været vant til det fra hans forældre af og derfor havde han aldrig ladet andre ting komme på tale. Han følte heller ej sig selv truffet ved hendes ord, tværtig imod. Han havde selv lige fortalt at han havde været vant til det, så hvorfor skulle hendes ord have været henvendt imod ham? Han smilede kort for sig selv, ved tankerne omkring hendes positive jeg. Hun var yderst fornuftig. '' Yea it is.
The problem is, most cases take children their parents' attitudes. They form not even a sense of the world. ''
Han smilede roligt til hende, da hun nævnte han var en gentleman. Selvfølgelig, manere var noget af det første man lærte når man var ung. Manere overfor damerne, at spise og ikke mindst manere overfor mennesker. Man skulle vøre høflig og ikke mindst velkommende.
'' All for you. '' Inden hun var kommet helt op, lod han roligt hans hånd strejfe hendes håndoverflade. Måske var det alt for provokerende? Måske ikke.

'' It is okay. It is you who decide whatever we do, I'll help you only. '' Hans stemme var roligt, imens hans øjne var fanget af hendes. Han forstod udmærket godt at hun ikke ønskede at tage direkte op til Cayden, og da slet ikke med Lucius. Det ville udvikle sig til et kæmpe drama og ikke noget Dylan skulle være en del af. Hendes stemme ændrede sig ved spørgsmålet om hendes søster virkeligt ville se hende. Selvfølgelig ville hun se sin søster. Mennesker af samme blod ville aldrig forlade hinanden. '' I know she loves you. She would be more than happy to se her sister. I know that. '' Han lod forsigt hans håndflade ramme hendes kind med et blød kærtegnen. Han ville helst ikke overtræde hendes grænser.

Der gik ikke lang tid før de stod inde i byen, Oikans levede i. Lucius var ikke ligefrem den person folk ville være gladest for at se, men deres frygt for at skade en leder var nok til de intet valgte at gøre ham. '' Excuse me. Have you seen a woman resembling her here? '' Lucius stemme var henvendt imod en kvinde der stod længere fremme. Kvinden nikkede forsigt nej, inden hun bevægede sig væk.
De havde igennem den sidste times tid spurgte forskellige folk, om de havde set noget til Dylans søster, men alle havde præcis det samme svar, nogle havde dog nævnt at Dylan burde opsøge Cayden. Det havde været hendes ønske ikke at gøre det, netop derfor havde Lucius besluttet sig for ikke at gøre det.
'' I am sure we have done everything we can.
Will the home to me or to the home for themselves? '' Hans stemme var kun henvendt til hende, eftersom at det var hende han brugte tiden med. I virkeligheden havde hun intet valg selv, fordi han ville tage hende med hjem om hun ville eller ej. Klokken var blevet sen og det var snart mørkt. '' Ladys first again. '' Hans smil var det samme som sædvanligt men alligevel en anelse flirtende overfor hende. Hun virkede som en interessant og ikke mindst kær pige. Han ville gerne have hende i hans liv, som ven eller mere var en ting der ville vise sig.

Der gik ikke lang tid, før kusken havde sat i gallop og de stod foran porten til Lucius palæ. '' We are here! '' Hans blik var rettet imod hende. Hvad ville hun egentlig sige til hele hans hjem? Silas stod foran porten og miawede som en gal. '' We are going out here! '' Der gik ikke mere en fem sekunder før Lucius var hoppet ud af karaten, for at omfarvne sin kat Silas. Spinden fik sig selv større, inden katten fik bevæget sig over til Dylan. Den var mere en glad for hendes selvskab. Normalt var den meget sky og holdte sig kun til Lucius men Dylan havde en anden virkning.

((Beklager det dårlige svar. Sad

( ))

Gæst

Det var ikke normalt for hende at vise den side, der var svagere. Dylans tid som slave gjorde det nogle gange svært at lade folk se igennem hende, men hun lod Lucius se igennem hende - hvorfor vidste hun ikke. Let sank en klump.
"I hope you are right about that." Indrømmede hun og bed sig ganske kort i underlæben. Hånden på hendes kind tog kort pusten fra hende. Nærkontakt var noget hun satte mere pris på end nogle kunne forstille sig, og hun kunne lide den.

Dylan søgte og søgte. Og hver eneste gang nederlaget ramte, faldt et stykke af hendes hjerte. Eliza var hendes eneste levende familie medlem. Hun kunne ikke miste Eliza, det ville hun ikke. Det tog længe og der var ingen ting at komme efter. Dylan sukkede opgivende, og man kunne tydeligt se på hende, at det gik hende på - at de ikke havde fundet noget. Let vendte hun blikket imod Lucius da han snakkede til hende. Det ville blive en ekstrem langtur tilbage til hendes hjem og alene ville ønskede hun ikke at være. Tankerne ville blive dystre og det brød hun sig ikke om.
"I will just go with you. If that is okay." Svarede hun ham og trak let på smilebåndet. Han gjorde an til hun skulle gå først ind i vognen igen, og det gjorde hun. Det flirteri der var igang kunne hun mærke, og hun gengalte det i hendes kropssprog. Det for hende føltes allerede som om, at de var på vej imod en rigtig god relation - hvad vidste hun ikke, men hun kunne lide hans selskab.

Snakken gik frem og tilbage turen hjem. Det var rart ikke at sidde alene, og faktisk have nogle at snakke med. Kusken gav endelig lyd fra sig om at de var der, og Lucius nævnte da de var der. Dylan var van til Aarons sted og se det i hvert fald. Selv boede hun med Aarons kæreste og hendes bedste ven. Ikke at hendes sted var af dårlig kvalitet tvært imod, men dette var større. Dylan trådte ud og så på den lille killing der kom miawende over til hende med halen i vejret.
"Hey little one." Sagde hun og løftede den fantastiske lille skabning op i sin favn. Hun nussede den lille killing, og nød lyden af dens spinden.
"So do you have any plans?" Spurgte hun med et skævt smil imens hun kiggede over på Lucius. Hun havde ikke lyst til at sætte Silas fra sig, men måtte vel i sidste ende blive nød til det, så den kunne komme rundt og snuse. Så snart Silas var sat ned, sendte hun Lucius et noget så kært smil. Dylan var meget taknemlig for hun måtte overnatte her.

Gæst

'' Any plans? No.. Just being with you, is my plan for tonight. '' Et smil omfavnede hans læber. Det havde aldrig været hans hentydning at flirte med hende, men det var alligevel kommet derved. På kort tid havde han lært om hendes omsorgshed og ikke mindst var hun super kær. Dylan havde været opvokset i præcis som en familie som Lucius selv var opvokset i. '' Would you like something to eat? To drink? '' Nervøsiteten sad fast oppe i ham. Han havde i virkeligheden ingen ide om hvordan han skulle reagere overfor Dylan.
'' Silas really likes you. Most of the time he is afraid of other people.. '' Det var kært nok, at Silas egentligt godt kunne lide Dylan.

En tjener stod foran døren parat til at lukke dem begge ind og tage imod hvad end Lucius ville bede om. '' Can we please ask about some food? And something to eat. '' Normalt var det slet ikke den måde han spurgte tjenerne omkring mad eller drikke, men faktisk tvang dem til det. Han var hersker og skulle have præcis hvad han ville have, men Dylan havde sat en stopper for den Lucius for en aften. Den Lucius der lod sine følelser blive gemt væk var væk. Han viste massere følelser netop denne dag.
'' What about your life? What do you want? '' Spørgsmålet var ret direkte, hvad ville hun egentlig have? Han fik hurtigt sat sig ved en stol ved spisebordet, inden maden kom ind til dem begge med drikkelse af alle slags.

((Beklager det korte svar))

Gæst

Any plans? No.. Just being with you, is my plan for tonight. Et smil sneg sig charmerende op på hendes læber.
"Well that sure sounds like a great plan." Svarede hun ham på det. Hun var interesseret i en aften med Lucius, det kunne umuligt ende galt.
"Something to eat sounds good." Svarede hun med et varmt smil. Lucius kommentar omkring Silas normalt ikke ville snakke med andre gjorde hende glad.
"Well I'm glad he likes me." Svarede hun med et skævt smil.

Det var meget forskelligt fra leder til leder, hvordan man herskede. Hun havde kun set Aaron tale til sit folk, og han var nu en meget rolig mand - som kunne være retfærdig og gøre de ting der skulle gøres, hvis det var nødvendigt. De kom indenfor og satte sig ved spisebordet. What about your life? What do you want? Hvornår Dylan sidst havde fået sådan et spørgsmål var hende egentlig en gåde. Hun havde så travlt med at være der for andre- at hun ofte glemte at passe på sig selv også. At mærke hvordan hun havde det. Let sank hun en klump og tænkte kort over sit svar.
"I want what everybody wants.. a love that consumes me.. passion, adventure.. I want to have family and someone who loves me enough to stay by my side.. and I want to live." Det virkede uopnåligt for hende at få dette - men hun var ærlig omkring det. Let sank hun en klump. Hun havde mistet så meget familie, generelt så mange folk. Let sank hun en klump over sandheden var på bordet omkring, hvad hun ønskede af livet. Hun tog let et glas for at få noget væske i sit system. Der var så meget mad og drikkelse, at der var nok til flere dage.

//Det handler ikke om længde, men kvalitet - og jeg elsker dine svar <3

Gæst

'' Normally he runs from people. '' Et smil sneg sig selv op på hans læber. Det var ikke normalt for ham at en pige fik ham til at smile. Normalt havde det været Hazel der havde fået ham til at smile ved hendes små søde bevægelser. Han havde godt haft tanken om at hun ikke ønskede mere end blot et broder og søster forhold. Han ønskede heller ej mere.
'' You are cute. '' Hans smil forsvandt forsigt til et mere usikkert blik. Han ønskede ikke at skræmme hende væk med det samme. Han havde set en anden side af sig selv i dag, som inden havde set før. Det måtte være en god ting. Måske skulle han beholde Dylan i hans liv?
Hans tanker forsvandt da maden blev serveret for dem. Selvom han ikke var sulten besluttede han sig alligevel for at tage lidt mad i maven. Han måtte gøre alt for at imponere Dylan. Hun skulle helst ikke tro han var en sjuskede leder der ikke anede hvad han lavede.
I want what everybody wants.. a love that consumes me.. passion, adventure.. I want to have family and someone who loves me enough to stay by my side.. and I want to live. Hun nævnte hvad hun ønskede i livet. I virkeligheden havde de samme drøm, men Lucius havde besluttet sig for at vægte tronen højere end familie livet. '' I would stand by you side always, if you where my love. '' Hans hånd fik langsomt formandet sig op til hendes kind. Den blødekærtegnen ramte hende langsomt. Man kunne tydeligt mærke nervøsiteten hos ham. Det havde været første gang han var så tæt med en kvinde. Langsomt besluttet han sig for han ville forsøge med et enkelt kys. Det kunne vel intet skade?
Hans læber ramte forsigtigt hende, efterfulgt at et langsomt men tykt kys fra hans læber. Måske var det her i virkeligheden bare underligt. '' I'm Sorry... '' Han rejste sig forsigt fra stolen. Hvad ville hun i virkeligheden ikke sige nu?

((Det er dit også! <3 ))

Gæst

You are cute. De ord fik hende til kort at bide sig i kinden imens den rosa farve blussede let op i hendes kinder. Maden og de kærlige ord var gode. Hendes snak om hvad hun ønskede i livet var måske lidt mere privat end hun først havde tænkt inden hun havde sagt ordene. Men Dylan havde lagt sine kort på bordet nu, og det var blot et spørgsmål om det gik op eller ikke gjorde.

Dylan var en anelse nervøs over hans reaktion, om de ord. Det var meget personligt og hun havde ikke rigtig snakket om, hvad hun ønskede i livet. Tanken havde aldrig rigtig ramt hende ydeligere, men hun var ikke i tvivl. I would stand by you side always, if you were my love. ' De ord fik hende til at kigge over på ham, og synke en klump. Der var noget i de ord han sagde, som hun havde drømt om nogle sige til hende så længe. Det kunne ses i hendes øjne, at et eller andet sted -så betød de ord noget for hende. Mere end han måske nogensinde ville vide. Hånden imod hendes kind, fik hjertet til at springe en takt over. Dylan så ham i øjnene.

Let sank hun en klump. Hun anede ikke hvad hun skulle forvente af middagen lige pludselig, og det var en smule farligt og sikke et eventyr det også var. Som han lænede sig ind imod hende hun øjnene, blot for at nyde følelsen af hans læber der ramte hendes. Ganske uskyldigt men efterlod en sitrende følelse i hende. Det kildrede, men det varede alt for kort. Som han trak sig fra hende, slog hun de grønne øjne op. Han undskyldte og rejste sig op. Dylan rejste sig op på samme tid med ham, dog en anelse hurtigere.
"Don't say sorry." Sagde hun og lagde sin egen hånd imod hans kind. Håndryggen kærtegnede kinden ganske bildt, og hun kunne mærke hjertet endnu engang sprang en takt over. "Mind kissing me again?" Spurgte hun og sank en klump. Dylan var selv lidt nervøs, men hun ville gerne opleve læberne imod sine lidt længere tid. Bare lidt.

Gæst

Hans tanker var fast på hende. Dylan, hvilket smukt navn.. Han havde aldrig fået sig selv til at ture kysse en pige før, som han havde kysset Dylan. Måske var det i virkeligheden fordi hun mindede lidt om Cayden? Måske var det tanken om at nyde noget i hans liv for første gang, han selv havde bedt om.
Hans smil var forsigt overfor hende. Hans tanker sad stadig fast på om han kunne gøre noget forkert overfor hende og om han ville gøre det i tilfældet. Ikke en gang strejfede tanken om Cayden ham. Han var kommet videre over ham. Han havde blot lært at han skulle lade fuglen flyve hvis den ikke selv ønskede at være der. Et ordsprog han havde lært fra hans plejefamilie.

Don't say sorry. Selvfølgelig skulle han undskylde. Han havde kysset hende så pludseligt uden nogle mening i det. Alle andre kvinder ville have slået ham og gået deres vej. Nogle ville måske have tilkaldt vagter og have fået Lucius straffet. Selvom han var hersker gik han stadig ind for retfærdighed i livet. Slægtløse og Semislægter skulle have en ligeså stor plads i verden som dem der var en del af en slægt skulle.
Hendes håndryg havde også ramt hans kinder, hvilket blot havde fået ham til at få lyserøde kinder, mere end før.
'' Always my love. '' Hans hænder omfavnede hurtigt hendes ryg, efterfulgt af at han trak hende roligt ind til sig. Hans læber lagde sig forsigt endnu engang imod hendes. Han ønskede ikke at gøre det for hårdt, eller for kedeligt overfor hende. Det skulle være perfekt nok til at hun ville blive ved hans side i evigheder. '' You are the most beautiful women I've met. '' Hans læber fortalte forsigt imens hans blik var rettet kun imod hende. Hun var smuk. Smukkere end Hazel, selvom han nok næppe ville indrømme det inderst inde.
'' Could they imagine them to stay here for the night? '' Hun ville højst sandsynligt takke nej og tage hjem. Lucius havde skræmt hende nok væk til hun aldrig ville kunne se ham som et normalt menneske igen. Ligesom alle andre havde gjort. Don't let her go Lucius. You are a fool. Hans egen stemme lød som en gennemgang i hans øregang. Han skulle ikke lade hende forlade sin side. Han ønskede hende her.

Gæst

Omfavnelsen af hendes ryg, og måden han holdt hende ind til sig - om var hun hans. Det var en følelse hun måtte indrømme hun godt kunne lide. Generelt følelsen at mærke man blev holdt af, var en hun satte meget pris på. Et smil sneg sig varmt op på hendes læber ved ordene, You are the most beautiful women I've met. Komplimanten nåede ind til hende, det var tydeligt.
"You don't look so bad yourself." Indrømmede hun uden at tøve. De grønne øjne så ind i de sølvfarvede. Dylan var nok den sidste til at dømme nogle på at være sammen med andre slægte. Og hun så langtfra noget forkert i det. Følelsen af at have ham så tæt på sig, gjorde hun ikke havde lyst til at han skulle give slip. I dette øjeblik, var et øjeblik hun kunne leve i. Tiden var som stoppet for hende. Uskylden og ikke mindst de nervøse træk han gjorde, viste at det var følelser der kom fra ham - og ikke blot nogle han spillede ud for at spille på Dylans. Der var noget over dem. Og Dylan troede på, at man kunne knytte sig til en person efter en hel dag sammen med dem. For selv hun følte sig knyttet på en følelesmæssig plan til Lucius.

Det næste spørgsmål, overraskede hende og dog alligevel ikke. Could they imagine them to stay here for the night? ' Let sank hun en klump, og vidste egentlig godt hvad hun ville svare. Denne her følelse, var en som hun ville bevare - den kunne hun ikke bare sådan slippe fri.
"I would love that." Svarede hun ham, og lagde sine hænder på hver sin af hans kinder - for blot at føre sine læber imod hans igen. Den søde smag og suset i hendes mave. Alt sammen på grund af Lucius. Hun ønskede at blive, så måtte hun finde ud af tingene som de kom ellers. Aaron kunne næppe dømme hende på at tage på jagt efter Eliza, et mere passioneret stop på vejen skadede ingen. Let slap Dylans hans læber, men ikke mere end få centimeter blev hun fra læbernes sødme. Hun kunne mærke hans ånde danse henover hendes, blande sig med den.

Gæst

Selv Lucius kunne mærke kærligheden suse igennem dem begge. Det var svært at lade det passere forbi. Hun var køn, sød og ikke mindst kær. Det kunne man ikke lade forsvinde fra sit liv. '' I know. '' Af ren nervøsitet fik selvtilliden hoppet sig lidt for højt. Han vidste godt han var middelmådig i forhold til sit udseende.
Don't let her come to close Lucius. You know she gonna go again. You are not a man for womens. Stemmen brød igennem ham. Han vidste godt at kvinder ikke ville kunne elske ham på samme måde som han ville elske dem. Han havde oplevet det med Hazel, så hvorfor skulle det ikke ske engang til?
Han vidste godt selv man kunne knytte sig til en person ved blot en dag sammen. De havde tilbragt hele dagen sammen netop denne dag, så hvorfor skulle han ikke blive ved, selvom hans indre jeg sagde noget andet? Shut up. I'm gonna love her like no one els. She is gonna be the love of my life. Han var sikker på sig selv endnu engang. Intet kunne overvinde ham. Aldrig mere, end kærlighed.

She would love that. Han kunne tydeligt mærke glæden i sig selv. Det var som at være et lille barn igen og få et stykke leg tøj man længe havde ønsket sig. Kærlighed og omsorg var præcis hvad han havde manglet siden hans forældre var døde.
'' Thanks. '' Hvorfor sagde han overhovedet tak til hende? Af ren høflighed. Man skulle aldrig tvinge en kvinde til at være sammen med en mand hvis de ikke lystede tanken.
Hendes kys var kun et plus i hendes tanker. Det gjorde tingene meget mere klart. Hun havde selv lyst til det hele. Hun følte sig ikke tvunget til noget.
Inden hun selv havde nået at give for meget slip ved hendes læber imod hans, trak han hende længer imod sig. Det var ikke længere et kys men meget mere. Det var lidenskab.
Hurtigt fik han sat et knæ under hendes skridt, for at løfte hende op til ham. Hans hænder havde et fast greb om begge ben. Hun skulle ikke have muligheden for at løbe fra ham mere. Hun skulle være hans, så længe hun ønskede det. Kyssende varede i et stykke tid, imens fik han formandet sig ind hans private sovegemakker. Der var ingen der havde været derinde ud over ham selv og en enkelt tjeneste pige. Hans privatliv var noget han værnede meget om. Han slap langsomt hendes læber, efterfulgt med han havde sat sig pænt til pas på sengen med hende oven på. '' Do you like it? '' Måske var det ikke hendes stil, men det var vel et spørgsmål om smagsbehag.

((Håber svaret er godt nok ))

Gæst

Han takkede hende for at blive, det var der aldrig rigtig nogle der gjorde mere. Jo Bellamy og Aaron, men det var også noget andet. Det var ikke romantiske relationer. Hun blev trukket længere imod ham, og hjertet sprang endnu engang en takt over - det fik han det nu til at gøre mange gange. Før hun nåede at tænke over det, havde han løftet hende op i sin favn. Dylan stolede på han holdt hende godt. Deres kys var intense, lidenskabelige. Hvordan de fik båret sig videre mod andet end spisestuen havde hun ikke fundet ud af, men pludselig var de der. Dylan sad ovenpå Lucius, med sine ben svunget omkring ham. Let kiggede hun rundt for at kunne svare på hans omgivelser - ens privatrum sagde mere om en end mange andre ting gjorde.
"I like it." Svarede hun og flyttede de grønne øjne over på ham med et smil. Det mindede hende om ham. Dylan var selv en person som satte pris på sit privat liv, men hun levede og åndede for andre omkring sig havde det godt.

Så lod hun sine læbers sødme plante sig imod hans endnu engang. Så trak hun sin trøje af, så han fik et glims af hende blottet. Kunne se hendes hud, den nøgne nærmest fejlfrie hud. Blød som slike. Let kærtegnede hun hans kind i et smil.
"So what do you want in life?" Spurgte hun og sendte ham et skævt smil. De grønne øjne var varme, ligesom smilet. Dylan var oprigtig interesseret i hans tankegang, han havde spurgt hende. Normalt snakkede hun ikke med folk i sådanne situationer, men Lucius var anderledes. Hun havde lyst til at lære ham at kende. Fingrene lod hun glide henover hans overarme i kælende bevægelser. Dylan ønskede at være sammen med ham, hun følte sig ikke tvunget - det måtte han endelig ikke tro. Hvis hun ikke ville var hun mere end i stand til at sige fra. Let vippede hun hovedet på skrå, blikket lå på hans læber og skiftede mellem der og de fantastiske sølvfarvede øjne. Var de hendes for en aften, ellere længere? Det ville hun aldrig vide, men hun var villig til at se, hvad fremtiden ville bringe hende.

//Dine svar er fantastiske, omg elsker det her!! <3

Gæst

She likes it. She really likes it. She is perfect. Lucius kunne tydeligt mærke hvordan hans egen krop omfavnede ham inden i. Dylan var perfekt på alle måder. '' I'm glad, that you like it. You are the first person to se it. '' Han havde aldrig rigtigt talt tjeneste pigen som en kvinde der fik lov til at se det af god vilje, men han kunne heller ikke vise et beskidt værelse frem. Cayden havde aldrig haft muligheden for at kunne nyde synet af hans privatliv. Selvom det havde været en stor forelskelse i fyren, havde den aldrig været stor nok til han ville lade ham komme så tæt på. Ikke som Oikans.
Normalt betød det at være en del af en anden slægt, for Lucius ingen ting. Men han måtte også følge reglerne for ikke at blive skadet selv. Dylan kunne udvikle sig til meget mere, men det måtte tiden blot vise. Netop Crawford og Adaras havde ingen problemer med hinanden. Der ville intet slemt ske.

What do you have in life? Lucius havde aldrig tænkt specielt meget over spørgsmålet. Hvad ville han i virkeligheden gerne have i livet? En familie? Magt? Penge?
En familie ville altid være et sted at starte. En familie ville være alt for ham. I forvejen var hans rigtige forældre døde, men pleje familie levede stadig, hvilket han vægtede højt.
'' A family with the girl I love. '' Det var ikke svært for ham at sige, for det var sandheden. En familie gjorde en stærkere og man ville altid vide de ville stå ved ens side lige meget hvad. '' And i want you. '' Et smil sneg sig hurtigt op på hans læber. Usikkerheden var stadig til at se i hm, men Dylan havde også været den første kvinde der havde fået ham til at føle sig usikker. Som bambi på glat is.
Inden Lucius havde set sig meget mere om, havde han formådet at få svinget Dylan ned i sengen, så han lå øverst. '' I'm gonna eat yooou! '' Et drilsk smil efterfulgt at en latter kom ud fra Lucius. Han følte sig elsket i selvskabet med hende. Han lænede sig roligt ned imod hendes hals. Et kys hist og pist fik sat sig ned på hende. Efterfølgende fik han bevægede sig ned af hendes barløse krop. Hun var smuk. Smukkere end han havde forstillet sig.

Gæst

"Well I'm happy to be the person you showed it first too then." Svarede hun med et varmt smil på læben. Dylan var beæret. Hun kendte til at have kortene tæt på sig, og når man viste en del af sig selv til en person - så var det en stor ære og ikke noget man skulle tage forgivet. Det gjorde hun heller ikke, hun satte pris på det. Ærligheden. Han kunne have sagt intet og derved ikke vist hende hvad der var i hjertet - men han var oprigtig overfor hende og havde sagt det. Hvilket betød en del ikke kun for ham, men også for hende som person.

Dylan ventede nysgerrigt på hans svar, hvad han ønskede i livet. Det var et meget personligt spørgsmål, men hvis han kunne stille hende det - kunne hun ikke se hvorfor hun ikke kunne give ham det tilbage også? Hans svar fik hende overraskende til at smile skævt. Familie var altid godt, specielt når man havde mistet håbet på den af blod. Bellamy stod mere klart for familie for hende end Eliza, for Bell havde været der for hende når hun havde haft brug for det. Eliza havde Dylan været derfor og som tak var hun smuttet.
"I hope y.." Mere nåede hun ikke at sige før hans næste sætning. And I want you.. Dylan blinkede et par gange overraskende, men ikke over i det negative - nej hendes glød i øjnene var varme på en måde ingen kunne beskrive. Nervøsiteten lagde ved dem begge, og alligevel lykkedes det dem at skabe en unik romantisk stemning, som Dylan elskede.

I'm gonna eat you! Efterfulgt at hans latter fulgte Dylans med. De pirrende kys fik hende til at længdes efter flere. Og det varede ikke længe før det blev intimt. Dylan gav sig selv til Lucius, han havde fået lov til at smage hver eneste del af hendes krop - og efter den ekstremt fantastisk aften - faldt de i søvn viklet ind i hinanden.

Den næste morgen vågnede hun da solens lys ramte hendes øjne. Let blinkede hun til at blikket blev klart. Den varme ånde der ramte hendes nakke, og de stærke arme der holdt omkring hendes krop- gjorde hun smilede. Det var vel sådan man altid drømmede om at vågne op en eller anden dag. Let drejede hun hovedet om for at kigge på ham imens han sov så sødt. Smilet på Dylans læber var varmt, imens hun kært kærtegnede hans kind.

Gæst

Lucius lå ved siden af Dylan hele natten. Hver eneste tanke var rettet på hende. Selvom aften havde været forgået meget stille i forhold til hvad der kunne have været sket, sad nogle af tankerne alligevel på Eliza. Det var syndt for Dylan hun endnu ikke havde fundet sin søster.
'' Goodmorning My Lady.. '' Lucius sendte hende et smil, med de halv åbne/halvt lukkede øjne der forsøgte at åbne sig helt op. '' Was the night good agianst you? '' Han bekymrede sig for hende, selv han måske ikke burde. Hans biologiske forældre ville have haft et andet syn på denne slags. Han ville have været blevet straffet for handlingen og sikkert også smidt for porten. De havde altid været folk der var gået op i slægter.

'' Should we find something to eat? '' Lucius kastede sig selv op af sengen. Den nøgne krop fejlede intet og for engang skyld kunne han godt tillade sig kun at iføre sig et par bukser. Dylan ville sikkert intet sige til det. De sorte par bukser fik han hurtigt hevet på sig. Hurtigt fik han fundet sig en blå skjorte frem til senere. Lige nu var overkroppen ikke så vigtig at pynte. Den velformede krop var vel nok? Et smil sneg sig hurtigt op på hans læber.
Hans hånd fik fat i hendes lille hånd. Han vidste at tjenerne altid havde gjort parat til morgenmaden hver eneste dag. Måske vidste de præcis bare hvornår han vågnede?
Der var dækkede op til det hele. Men et enkelt spørgsmål knagede ham. Burde han spørger hende om hun ønskede at overnatte endnu en nat, eller burde han give slip på hende?

Gæst

Dylan redigerede som han åbnede øjnene svagt og sendte ham et varmt smil.
"Goodmorning to you too." Svarede hun ham kærligt, og løftede sig let op på den ene albue. De mørke lokker hang krøllende ned langs ryggen - og blottede den stadigvæk nøgne overkrop, dog med dynen halvt over. Men Dylan var ikke bange for at blotte sin hud, hun var langtfra usikker. "Yeah, it was. What about you?" Spurgte hun med et smil på læben. Det var meget sødt af ham at spørge ind til hende, men hun var langtfra skrøbelig - men det kunne han næppe vide.

"Yeah lets get something." Svarede hun og ventede kort med at rejse sig til Lucius havde rejst sig. Let hoppede hun i tøjet, men lod jakken være. Hun behøvede ikke at dække sig ekstra til med den. De grønne øjne spejlede sig kort henover hans krop, nu når han viste den så pænt frem for hende. Han greb om hendes hånd og de gik tilbage i spisesalen, stedet hvor grunden til natten var sket. Måske var den blot magisk eller noget? Dylan sank let en klump, som de nærmede sig spisesalen. Det hele var dækket op, som var de klar over deres herre kom ind om lidt. Det var alligevel imponerende. Det måtte hun tage hatten af for.

Dylan havde lyst til at blive, men hun vidste også at hun burde vende om - før Aaron og Bellamy sendte himmel og jord i bevægelse for at finde hende. De drenge bekymrede sig trods alt sig alt for meget - men måske var det nok til at få dem på talefod med hinanden igen? Kort overvejede hun det, men sådan var hun ikke som person.

Gæst

Hans gaffel havde allerede et jordbær siddende på sig. Frugt havde altid været en god ting til morgenmad og ikke mindst sundt. '' I hope you like it. '' Selv var han vant til der ind imellem var noget af de samme at vælge imellem, men hele måltidet bestod altid af brunch.
Hans tanker blev hurtigt afbrudt da en tjenerinde stod foran them. '' Should I make a coach ready? '' Det var ikke ligefrem spørgsmålet han ønskede, men han så imod Dylan. Det var hende der skulle svarer på om hun ønskede at tage hjem for nu.
'' Do you want to go home? My Love? '' Selvom han godt vidste at folk sikkert ville undre sig hvis hun var væk, ønskede han hende her stadig. Han nød hendes selskab. Hans håndflade strejfede hende kort på kinden. Måske var det ikke ligefrem forelskelse dette, men det var tæt på. Hun havde været vidunderlig. Nok til Lucius ønskede mere tid med hende.

Gæst

Maden var god, og det var lige hvad hendes mave havde havde brug for efter sådan en aktiv nat. Dylan storsmilede i Lucius selsskab, og nød det voldsomt - for hun vidste hun ikke kunne blive meget længere - men hun ville uden tvivl vende tilbage en dag, hvis han ønskede hun skulle besøge ham igen.
"Yes please." Svarede hun tjenerinden med et varmt smil. Let efter kiggede hun over på Lucius. "I have people that might wonder where I am. But If you want me to, I can visit another day soon?" Forslog hun med et skævt smil. Hvis Aaron og Bellamy vidste hvor hun befandt sig, eller i hvertfald Bellamy - så kunne det ikke gå helt galt.

Så snart vognen var klar tog hun afsted, hjem ad med et smil på læben over hendes tid med Lucius.

//Out <3

Gæst

'' I would love too. '' Netop dette var hendes svar på om hun skulle besøge ham en anden gang hvis han ønskede det. Selvfølgelig ønskede han et besøg af en smuk kvinde, det var der ingen tvivl om.
'' Write to me or something. I'm gonna miss you Lady Quinn. '' Et smil satte sig på sine læber, efterfulgt at en vinken farvel til hende. Hun måtte få en god tur hjem.

((OUT))

» You got me- Lucius
» I heard much about you - Lucius
» Why am I here? - Lucius
» Back to work - Lucius
» Emnesøgning for Lucius.

BREAKING NEWS: Morder på fri fod. / Kronen skifter hænder? [1177]

Det er to år siden at krigen begyndte og flere ledere af slægterne dør, uden spor af hvem der har gjort det. Nu spredes rygterne om at morderen er på fri fod igen. @Charles, Kongen af Redhawk, som også var leder af Redwoods-slægten, er blevet fundet dræbt. Redwood-slægten har taget det meget hårdt efter døden af …

Få styr på den næste leder her! [1176]

Er du også lidt forvirret over de politiske skift der har været på det sidste? Frygt ikke! Vi står klar med vores evige support!
Der har været mange udskift blandt slægternes titler på det sidste og vi er her for at give vores læsere et hurtigt overblik.

The Takumaras:
- Blandt Takumaras har der været nogle problemer. Hvis man besøger slægten, …

Ny alliance mellem Adaras og Naailas! [1176]

Her på RHN har vi endnu en gang opsnust en lidt uventet nyhed!
Det er ikke længe siden krigen mellem The Oikans og The Redwoods brød ud. Alligevel er de andre slægter allerede ved at alliere sig på kryds og tværs. Denne gang omhandler det The Adaras og den næsten glemte slægt, The Naailas.
Det siges at The Naailas general, @Zachariah, …