Why am I here? - Lucius

Tid: Omkring middag.
Sted: The Underground, under Redhawk.
Vejr: Solrigt men med kølig vind.
Omgivelser: Lange, mørke korridorer og grotte-rum.
Påklædning: Sorte bukser og en mørk trøje med hætte, for at dække ansigtet.
Emnepartner: @Lucius

Cayden tog sig selv i at rynke på næsen for mindst fjerde gang i løbet af få minutter. På trods af en lang uddannelse med evig disciplin og lærere, der konstant lagde vægt på, at man skulle holde sine følelser væk fra sit ansigt, var det stadig svært for ham at skjule, hvor lidt han brød sig om steder som dette. The Underground. Et patetisk, sørgeligt og mørkt grottesystem. Det eneste positive var da, at The Adaras alligevel havde formået at lyse stedet bare en lille smule op. Cayden skulede til siden og betragtede en af lygterne med et skeptisk blik. Den næsten positive tanke forduftede hurtigt, da det gik op for ham hvilken slags lys der blev brugt. Han hævede et øjenbryn mod den unge fyr, som var sendt op for at lede ham ind imellem grottesystemerne så han ikke for vild.
"Ved du hvad I kunne have brug for her nede?" Spurgte han tørt, og fortsatte uden overhovedet at overveje et svar fra knægten. "Ild." Han sendte endnu et hadsk blik mod lyset over dem. "Ild giver et meget mere behageligt skær." Om fyren ikke hørte ham eller blot valgte at ignorere den sarkastiske tone, fik han aldrig fundet ud af, for sekundet efter drejede de om et hjørne, og befandt sig pludseligt i et forholdsvist stort rum. Cayden lod umærkeligt sine skuldre falde lidt ned, og nikkede for sig selv. Han havde aldrig været glad for små, mørke rum, men han havde ikke tænkt sig klage. Det var trods alt ikke hver dag at lederen fra Adara-slægten besluttede sig for at ville mødes. De to slægter kom trods alt ikke særlig godt ud af det med hinanden, så han havde egentlig haft det helt fint, da lederen af The Oikans havde smidt brevet fra sig og himlet med øjnene over det. The Adaras var trods alt ikke noget, han bekymrede sig om længere.
Så havde Cayden alligevel tænkt over tingene. Hvis han, som han nu engang måske havde, engang havde planer om at få mere magt, så kunne det ikke skade at kende lederen af den slægt, der hadede The Redwoods mest af alle. Og altså havde han alligevel takket ja, og var gået med ned i de dystre grotter selvom det i princippet var risikabelt og kunne have været et bagholdsangreb.
Han blev ført ind i et møbleret rum, hvor et par borde og nogle stole var spredt ud. Ikke just komfortabelt, tænkte han med et hævet øjenbryn, og vendte sig for at sende en spydig bemærkning mod den unge fyr - blot for at finde ud af, at han var alene i rummet.
Cayden spidsede læberne i foragt. Han var kommet hele den lange vej fra sit komfortable palads i sin komfortable by, blot for at mødes med denne leder af en slægt han egentlig ikke brød sig synderligt om, og Lucius havde nerverne - nerverne! - til at lade ham vente? Han fnøs irritabelt, trak en stol ud og satte sig på den med et utilfreds grynt. "Utroligt," mumlede han for sig selv. "Der er ingen, der har sans for høflighed nu om dage."

Lucius havde formodet at få sig selv til at sende et brev til lederen af The Oikans, blot et brev der handlede om at få en alliance i hus. Det havde alligevel været en anelse svært at få sendt den slags ting sendt afsted, eftersom at de fleste kendte til alle lederne rundt omkring i de forskellige slægter, selvom Lucius stadig ikke blot kun så sig selv som en leder, men en hersker over selve Redhawk.
Det havde været en kamp de sidste mange gange overhovedet at kunne se bare lidt til hans søde Hazel. Det ene pigebarn fra Oikans der havde bare lidt fornuft. Det havde overrasket ham selv meget allerede dengang de havde mødt hinanden, hvor meget pigebarnet var og ikke mindst hendes måde at se tingene på.
Alligevel havde slægten formådet at give hende væk som et stykke tøj, der blot skulle bruges for at oprette en alliance. Ville et stykke papir ikke blot være nok? Intet var nok for Charles, han skulle eje alt hvis han kunne.
Lucius fnyste roligt for sig selv. Han var ikke kommet til tiden, og det var der en særlig grund til. En hersker havde ingen bestemt tid at komme til, hvis han ville være en time forsent, var det lige præcis det han ville være. Ingen skulle bestemme over ham, ud over ham selv.
Han skubbede roligt døren op ind til lokalet. '' Jeg ser de er kommet. Vidunderligt. '' Det sarkastiske smil satte sig på hans læber, inden han bevægede sig imod fyren. Cayden lignede ikke typisk en fyr der ville sidde langt om i et hiarki, men det havde han alligevel formådet at gøre. Tøjet Lucius havde formådet at påklæde sig i denne dag, gik blot ud på en sort t-shirt, et par sorte jeans, nogen sorte passende sko og en blå jakke.
'' Jamen så velkommen til. Lad os snakke om de vigtige ting. '' Lucius havde ikke planer om at blot skulle snik snakke, men få sat nogen virkeligheder ind i hovedet på fyren. Han skulle forstå at Charles ikke længere bare kunne sidde på posten, for det var han ikke bygget til.
Han havde allerede trukket stolen ud og plantet måsen i det, da han hev et kort frem på bordet.  

Lucius havde igennem hele sit liv været opvokset med at man lod ikke sine vredes problemer gå ud over andre mennesker. Selvom hans indre altid sagde noget andet, ingen kunne styre deres egen vrede. Lucius havde ikke selv tænkt meget over den behandling han havde givet Cayden, men han havde inderst inde også været ligeglad. I virkeligheden havde det ikke været ham han ville tale med, men lederen af slægten.
Hans kommentar om at det var godt hans øjne trods alt virkede generede ham en smule men han viste det ikke ud ad til. Han havde lært sig selv at skule den slags. Folk skulle ikke se de svage sider, men han kunne sagens få et par sarkastiske kommentar med på vejen som et tegn på han ikke lod sig blive nedlagt. '' Dine ben fejler vidst heller ej så meget. Men det er godt du nyder livet. '' Han smilede kort for sig selv.
Det havde ikke ligefrem været en dans på roser at kommunikere hidtil med de andre slægter, så forhåbentligt var det en del lettere med Cayden.
'' Lad os komme igang. '' Lucius viftede forsigtigt med hans hænder, som et tegn på at han forsøgte at vise de forskellige steder rundt omkring på kortet. Mest omkring Redhawk dog. '' De ser udmærket hvor Redhawk ligger, korrekt? Mange af de slægtløse opholder sig i nærheden af Thunderville, mest inde i Thunderville faktisk. Jeg er sikker på at vi kan få dem på vores side, hvis vi blot fortæller dem at vi kan skabe deres egen slægt til dem. Gøre dem til noget stort, hvis de forstår? '' Det irriterende men kære smil sad plantet på hans læber, som om han blot ikke kunne fjerne det. '' Jeg tror de har den samme drøm som os. At komme til lederposten, at få fjernet Charles derfra. Men det kræver en del. Blandt andet at alle slægter alliere sig imod Charles. '' Han smilede roligt og ventede nu egentlig blot på Caydens svar.

Cayden kunne ikke lade være med at komme med et tilfreds smil. Sarkasme var et sprog som han forstod, og han brugte det tit på at beregne en persons intellekt. Man skulle trods alt være hurtig oppe i 1. Etage for at kunne komme med gode, spydige kommentarer, og det havde Lucius netop demonstreret at han kunne. Derfor tog han det heller ikke personligt, men slappede i stedet lidt mere af. Han havde været bange for at han skulle møde en selvoptaget, snusforkælet, stuck-up leder, der ikke var villig til at arbejde for sine mål. Langsomt blev hans fordomme nedlagt.
”Jeg kan godt lide din tankegang,” indrømmede han tøvende, og rettede sig op med et alvorligt blik mod den lidt yngre mand over for ham. ”Men jeg kan se problemer allerede.”
Cayden var vokset op i blandt militære strateger, og hans hjerne arbejdede derfor hurtigt og præcist, hvad krigsstrategi angik.
”For det første, er Thunderville et sted, jeg nok ikke kan befinde mig. Altså ville vi have brug for at få folk ’til os’ og hvordan skal vi kunne gøre det, når størstedelen af dem er fattige og ikke har penge, tid eller mulighed for at rykke sig ud af deres miserable dagligdage.”
The Oikans var af gode grunde ikke velkommen i den by, som de havde været med til næsten at jævne med jorden. ”For det andet, kan jeg godt se vigtigheden af at have de slægtsløse med os,” fortsatte han, selvom det gav ham en lidt sur smag i munden at indrømme. Slægtsløse var trods alt i Caydens øjne ikke værdige til at gøre særlig mange ting. ”Men hvis vi samler dem - og det er et stort hvis, for de er spredte over alt – hvordan kan vi så være sikre på, at de ikke vender sig mod os?” Han lagde spørgende hovedet på skrå.
Ærligt talt var en anden grund til at han ikke brød sig om slægtsløse, deres evner. Normalt havde du en let idé om hvad folk kunne, og så behøvede man måske ikke bekymre sig så meget om deres individuelle evne, men slægtsløse? Deres evner var stærkere end de havde godt af; og så havde de to af dem, hvilket bare gjorde dem farligere og endnu mere uberegnelige. Hvis man samlede dem sammen og gav dem en leder, ville de være stærke at have med sig, men også stærke at have imod sig.
Et helt tredje problem var at Cayden i teorien ikke havde magten til at bestemme over sin slægt. Endnu. Den gamle mand der sad på lederposten var blevet svag, og havde det lidt for godt i sit store palads med sine tjenere og sin gode mad til at ville tage nogen som helst chancer. Tanken fik ham til at skære en grimasse. Nej, jo hurtigere Cayden fik sin plan ud i livet, jo hurtigere kunne de også føre en eventuel krig mod Redwood slægten

Til Lucius store, men alligevel ikke så store overraskelse nævnte Cayden han godt kunne lide hans tankegang. Han skulle trods alt have en perfekt tankegang for at kunne overtage tronen den dag han ville få skubbet Charles fra den. Men han så alligevel problemer ved det hele. Hvordan kunne han overhovedet sige det? Lucius trak en stille mine for sig selv. '' Problemer? Jeg ser ingen problemer i det overhovedet. De fleste vil have Charles væk. Nej, ikke engang de fleste, ALLE vil have ham væk. '' Lucius fnøs køligt af Cayden. Han havde ikke ligefrem en hjerne til at kunne forstå hvordan man i virkeligheden skulle handle. '' Ingen siger DU behøver at tage til Thunderville. Du kan sende andre folk afsted for dig. Vi kan hjælpe dem med at komme væk fra de dage. Du sidder nærmest i et slot, på en guldstol. Jeg tror du overlever at rede dem en smule, til fordel for at få en anden på den store trone. Kan du selv se det? '' Lucius var ikke ligefrem længere glad for Cayden. Han havde nogen dårlige argumenter for det.
Han kom dog alligevel med et overraskende spørgsmål. Hvordan kunne de sørger for de ikke vendte sig imod dem? Hvordan kunne de egentlig det. Give dem falske forhåbninger. Hvis blot Lucius og Cayden gav dem en forhåbning om det ville være deres slægt der ville sidde ved tronen, så skulle de nok sikre sig det hele. '' Tænker du aldrig selv? Det burde nærmest stå fast i dit hoved Cayden. Falske forhåbninger. Hvis vi giver dem en forhåbning om at de får en plads ved tronen, så vil de gøre alt. ALT for at komme der til. '' Lucius var ikke ligefrem vred på Cayden, men han irriterede ham ret så meget.

Varmen fra Caydens brændende øjne, forsvandt langsomt, og blev erstattet af en opgivende irritation. Han kunne vel have sagt sig selv, at Lucius selvfølgelig alligevel led af leder-arrogance. Han spidsede irritabelt munden, og knyttede hænderne i forsøg på at få sig selv til at undgå at eksplodere – ligesom manden foran ham var i gang med.
”Ikke alle vil have ham væk, William,” snerrede han, med tryk på Lucius’ fornavn og en spydig syre i sin stemme. Redwood var en stor slægt, og de havde stadig The Takumaras med sig, og officielt set også The Oikans. Det var ikke alle slægter, som havde mistet noget under Guldkrigen, og selvom Cayden ikke brød sig om Charles, hverken som leder eller som person, betød det ikke, at han var parat til at miste sin slægts gode position. "Nogen af os har det forholdsvist komfortabelt i vores slotte, og har bestemt ikke tænkt os at rykke os ud af flækken, med mindre alternativet er bedre!” The Oikans havde trods alt lært af krigen. Det var dem, der havde startet den, og hvis de skulle starte en ny, ville de være sikre på at vinde den.
Caydens højre øje sitrede let, og han spændte i kæben, mens han stædigt fastholdt Adara-lederens blik, under alle de hårde ord. Da strømmen af fornærmelser så ud til at være stoppede, sendte han Lucius et koldt smil, der absolut ikke nåede hans flammende øjne.
”For det første stoler jeg ikke på at få andre slægter til at gøre mit arbejde for mig,” svarede han, og hævede udfordrende et øjenbryn. "For det andet kan jeg ikke se hvorfor jeg skulle respektere dig mere end Charles Redwood."
Vreden i Caydens øjne kunne næsten føles, da temperaturen i rummet steg nogle grader. Tænker du aldrig selv?. Der var en fin linje mellem flabede bemærkninger, og deciderede fornærmelser, og Lucius havde lige krydset den. "Og hvis vi giver dem falske forhåbninger men også fortæller dem, at de har en change for at skabe deres egen slægt og få en følelse af sammenhold, hvad gør de så, når vi tager forhåbningerne fra dem?" Han havde hævet sin stemme. "Med mindre du har tænkt dig at bygge dit imperium på slægtløse, selvfølgelig."

Selvom Lucius i sine dage havde mødt mange inkompetente mennesker, havde han dog aldrig mødt en person som Cayden. Han sad selv, også selvom han ikke selv ville nævne det, var han parat til at overtage Charles plads, så snart han trådte af tronen, hvis han nogen sinde fik lettet røven op fra den. '' Jo, Remo. '' Lucius kendte også til hans fulde navn, så hvis det var hvad han lystede at lege lidt med, så skulle han nok også være med på legen. '' Alle vil have ham væk. '' Lucius vrissede fornærmet til Cayden, men vendte sig imod kortet igen. '' Med mindre alternativet er bedre? Dette alternativ er bedre. Du lyster måske Charles mere end andre? '' Lucius slog blikket væk fra kortet og imod Cayden igen. Han havde ikke mange brikker at rykke rundt på, sådan som hans holdning var.
Han nævnte hurtigt at han ikke stolede på at få andre slægter til at gøre noget for ham. Hvordan kunne han have tillid til sin egen slægt? Hazel og Lucius havde et godt forhold til hianden, et bedre et end man burde have, når man kom fra to forskellige slægter. Men samtidigt nævnte han også hvorfor han skulle respektere netop Lucius mere end Charles? Ja, hvorfor skulle han egentlig det? '' Ser du Remo, min elskede. '' Elskede, det var yderst nedladende sagt, men Lucius kendte sine grænser for hvor langt man gik med ren provokation. '' Hvis du allerede nu frygter at alliere dig med andre slægter, hvordan vil du så en dag få din egen slægt på tronen? Har du tænkt den igennem? '' Lucius fnyste koldt af ham, med et blik der i hvert til fald ikke var venligt på nogen måde.
'' For det andet er jeg mere elegant og jeg har lagt bedre styr på mine med mennesker end han har. '' Lucius blik ændrede sig roligt fra et koldt, til et mere irriteret blik, men med et sarkastisk smil på sig stadig. Det var alligevel nogen underlige ting manden valgte at spytte ud.
'' Du tager aldrig forhåbningerne fra dem kærer, du fortæller dem blot noget nyt, og giver dem nyt. Du er ikke så god til den slags her kan jeg mærke. '' Lucius smilede roligt til sin kære Cayden. '' Slægtløse er stærkere end du tror. Du skulle bare vide min kære. '' Lucius vendte sig roligt om, og bevægede sig imod døren. '' Jeg vil finde noget at drikke og spise til os. Jeg håber de kan vente. '' Lucius bevægede sig kort ud for døren, imens han lukkede den roligt i bag sig. Man kunne sagens hører han talte med en, men hvad han tale om var meget svagt at høre. Han åbnede kort døren op igen, og bevægede sig ind igen. Et par tjenere ville komme med noget vin og en bid mad til dem begge. Måske ville det få lidt fornuftig i manden.
Lucius blik vendte sig roligt tilbage imod Cayden. '' Charles er som et dyr. Det skal sættes på plads, før det ved hvad der er okay. '' Et kort, men sadistisk smil satte sig på hans læber. Det var ikke en Lucius der havde vist sig før, men tanken om at være ondskabsfuld tændte ham langt mere.

Cayden spidsede irritabelt læberne, og hævede et øjenbryn ved lyden af sit mellemnavn. Han havde aldrig brudt sig særlig meget om sit mellemnavn, på trods af at betydningen ’ulv’ jo ikke var helt dårlig, fordi det var et minde om de forældre, han aldrig havde kendt, og som hele hans slægt nægtede at nævne. Han himlede udiskret med øjnene af den barnlige tone, og valgte stædigt ikke at svare, fordi han godt kunne fornemme at det ville være hans ord mor Lucius’ – og så ville det bare ende i endeløse ’jo’, ’nej, ’jo’, ’nej’-udtalelser. "Jeg lyster," svarede han i stedet med en stemme, der dryppede af syre, "det bedste for min slægt."
Cayden slog en falsk latter op. Utroligt. Manden foran ham var intet mindre end utrolig. Utrolig ubegavet, utrolig selvisk og utrolig snæversynet.
"Af alle folk, Lucius, burde man da tro at du og din slægt ville kunne se, hvor meget man egentlig har at miste i en krig,” påpegede han tørt. Problemet var, at alternativet for Lucius næsten kun kunne blive bedre – hans slægt havde mistet en stor position under krigen, måske den samme position som Caydens egen slægt så småt havde overtaget, og selvom The Oikans havde det godt med deres magt, som de trods alt ikke havde haft før i tiden, betød det ikke, at de ikke havde visioner om noget bedre. ”Ergo, hvis jeg skal til at forgifte ’Den Gale Konge’ vil jeg nok sørge for at planlægge det lidt bedre end I gjorde,” tilføjede han med et uskyldigt smil.

Lucius tanker havde hele tiden været plantet omkring Charles, eller Charlie som de faktisk i slægten Adara kaldte ham. Han lod hurtigt mærke til hvordan Cayden blev mere og mere irriteret over hans udtaleser, men ignorerede det i bund og grund egentlig blot. For Lucius var Cayden ikke andet end et forvokset barn, der blev sur når det ikke fik sin vilje. '' Hvis du lyster, din slægt det bedste, burde du måske tænke i større alternativer Remo. '' Lucius havde ikke så mange håbløse tanker om Cayden længere, mere blot at han var et opgivende håb. Han havde tydeligvis ikke plads på, hvad man skulle gøre for at komme til magten, selv Charles anede den slags.
Han nævnte hurtigt hvordan han ville have 'forgiftet' Charles bedre end de havde gjort. Hvad havde han dog hørt fra sin onkel? Det var jo ikke helt sådan det egentlig stod til. '' Forgiftet? Hvem ville bruge et så sølle triks som vores familie? Vi forsøgte at snigemyrde ham Remo. Få dine faktaer rigtige, før du vil forsøge at angribe mig, elskede.. '' Selvom Lucius inderst inde allerede boblede af irrititation havde han alligevel fået lagt lidt låg på sig selv. Det havde ikke været en voksen samtale de havde haft med hinanden, men to børn der havde slåset over et stykke legetøj. Tronen var vigtig for alle, selv de slægtløse. '' Åh rolig nu Remo. Vi skal nok blive gift en dag. '' Et let grin formandet sig ud af munden på Lucius. Det var alligevel ret komisk han forventede at de skulle giftes nu, selvom han var yderst tiltrækkende. '' Ja, jeg har hørt om dem, men det betyder ikke altid det er de bedste handlinger de tager. I vil være større end hans slægt, hvis i blot slår jer sammen med andre. Det burde du vel selv kunne se? '' Lucius løftede det ene øjebryn. Noget så uintelligent havde været første gang han havde hørt en mand sige den slags. Om hans hær var stærk, handlede det ikke om det men ren taktik. Han kendte udmærket godt til nederlag, så burde han virkeligt nævne sin hær? Hvis de blot havde klaret det ordenligt første gang, var det ikke endt ud i krig imellem diverse slægter og måske havde de slægtløse haft en chance for at klarer sig igennem livet.
'' Åh, så længe du blot lover dem noget, så skal de nok gøre hvad de vil. Tænk hvis de kunne skabe deres egen slægt og ikke længere blive set ned på af andre. '' Lucius tog sig selv til munden for at holde et endnu større grin tilbage en før. Cayden havde ikke meget hjerne tilbage efter hans irritation og vredes problemer. Oikans havde aldrig været god til at håndtere deres vrede og det havde nok bund i grund været det der havde været grunden for de var end i krigen i første omgang.
Lucius vidste godt han var meget bedre end andre, det var han ikke et sekund i tvivl om. For det første var han en steg, altså se ham dog lige? Han smilede kort for sig selv, da tanken om Hazel brød frem. Hun var sgu en kær pige. Han rystede dog let på hovedet for at få dem væk. '' Jeg ER bedre end dig, i hvert til fald. '' Lucius sendte ham et kort smil inden han bevægede sig imod døren. I bund og grund ville dette aldrig ende i noget godt. De ville flå hovederne af hinanden, men han stoppede dog alligevel op. Katherine blev nævnt. Katherine blev intet problem. Hun ville ikke kunne slå sin barndomsven ihjel, det ville være umuligt for dem begge. '' Katherine er intet problem. '' Han begyndte at traske imod døren endnu engang. '' Jeg håber du kan finde hjem igen. '' Det var morsomt nok, at Cayden havde mødt ved et sted han i bund og grund egentlig ikke kunne finde ud fra.

Cayden stirrede dødt på fyren foran sig, og måtte undertrykke trangen til at himle med øjnene, eller slå i bordet, eller at sætte ild til hans hår. Større alternativer, my ass, tænkte han tørt, og skar tænder. Det var jo ikke fordi han sad med sin mås plantet på en stol hele tiden. Hele planen om at blive leder for sin slægt, var godt i gang, med hjælp fra Hazel og Imania, og før han kunne føre den plan ud i livet, var han låst fast i sin egen stilling, og kunne egentlig ikke gøre så meget. Ambition manglede han ikke, og det var en skam at Lucius ikke kunne se det.
”Bare fordi jeg ikke tager chancer med mindre oddsene er til min fordel,” spyttede han irritabelt ud, ”betyder det ikke, at jeg ikke tænker stort nok, eller hvad end du nu prøver at hentyde til.”
Cayden spændte i kæben da han endnu engang blev kaldt elskede. Det var måske et lidt ømt emne for ham, og Lucius var udmærket klar over det, og havde åbenbart tænkt sig at udnytte det til fulde. Han viftede irritabelt med hånden, og rystede på hovedet. ”Pointen er at I gjorde et skidt job,” påpegede han stædigt. Det kunne vel være ligemeget om der havde været tale om gift eller knive eller pistoler eller andre beskidte tricks – jobbet var stadig ikke blevet udført. Ikke at det selvfølgelig havde noget med Lucius at gøre, men han kunne forstille sig at det måske var et lidt ømt punkt for slægten.
Han løftede øjenbrynet. ”Du har sandelig høje tanker,” gentog han igen, og pressede læberne sammen til en tynd streg. Giftemål var ikke ligefrem det, han havde planlagt at skulle tale om i dag. Og selvom han da selvfølgelig havde været lidt nysgerrig på at se Lucius igen, var han ved at overveje, om besøget havde gjort noget som helst godt. ”Nogle gange, Lucius, er det bedre at holde munden lukket og lade folk tro at man er dum, end at åbne den og fjerne alt tvivl.” Det løftede øjenbryn fik selskab af det andet bryn, og han stirrede en smule uforstående på den lidt yngre mand. Cayden var som højre hånd i stor grad ansvarlig for slægtens hær, og hvad Lucius lige havde sagt, lød mistænksomt meget som en respektløs fornærmelse af hans militære karakter.
”Hvorfor tror du jeg er her?” Udbrød han, og sendte endnu et opgivende blik til loftet. Han lagde armene over kors. ”Jeg må jo tydeligvis være rimelig desperat efter alliancer hvis jeg kan holde det her ’møde’ ud, mh?”
Han nikkede lidt for energisk af Lucius' kommentar om de slægtsløse. ”Ih ja,” mumlede han overentusiastisk. ”Tænk hvis de kunne skabe deres egen slægt, og vende sig mod os med deres utilregnelige evner og undertrykte følelser, det ville jo slet ikke være en opskrift på absolut kaos.” Sarkasmen i hans stemme var næsten til at tage og føle på. Da Lucius rejste sig, fulgte Cayden denne gang trop. Han brugte en god portion viljestyrke på ikke at vælte stolen bagud mens han rejste sig, og foldede sine hænder bag sin ryg. Han løsnede sin kæbe, og forsøgte ikke at lade den bundløse irritation være alt for tydelig i sit ansigt – ikke at det lykkedes ham særlig godt.
Cayden sukkede højlydt. Han stirrede opgivende på Lucius, og slog ud med hænderne. ”Modent, Lu, det ved du godt, jeg ikke kan, men tak fordi du tog 5 minutter ud af din travle dag til at se mig igen. Det er jo ikke fordi vi har skulle krydse en ørken for at kommer hertil eller noget,” påpegede han spidst.

Lucius nægtede at lytte til mere af Caydens pjat. Han var ikke taktisk klog, udanset hvor meget han havde med militæret at gøre. Hvordan i alverden havde han ladet sig selv falde for en person som ham? Og oven i købet stadig bære følelserne videre.
Lucius smilede blot, da han lukkede døren bag i sig. Han havde ikke planer om at efterlade Cayden alene, men han havde heller ikke planer om selv at følge ham ud af Arabis. '' Følg ham ud, gerne så hurtigt som muligt. '' Det var de sidste ord fra Lucius inden han bevægede sig væk fra stedet. Roligt bevægede vagten sig ind til Cayden. '' Kommer du? '' Det var slut for denne gang.

Cayden sendte et sidste blik over skulderen, og rystede på hovedet af Adaras leder. Han havde godt nok været meget mere medgørlig for et par år tilbage, tænkte han, ærgelig over drejningen deres forhold havde taget. Med en overdreven sarkasme, bukkede han dybt for Lucius, og løftede let hovedet, så han kunne se det drilske blik i de røde øjne. Når nu Lucius var så umoden ikke engang at ville svare længere, måtte Cayden vel være den voksne.
"Farvel William."
Han drejede om på hælen, og begyndte at gå ned af gangen, uden at kigge sig over skulderen for at sikre sig, at Adara-vagten fulgte efter. Manden måtte løbe for at holde takt med den vrede Oikan, og dirigerede ham tøvende ud af de lange gange.