Oh well, hello to you too - Lucius

Sted: Fairlake District på Markedspladsen.
Tid: Eftermiddag.
Omgivelser: Mange mennesker på den altid propfyldte markedsplads.
Vejr: Behageligt køligt. Overskyet dog stadig lyst.
Påklædning: Slidt tøj.

@lucius

Ria havde haft få kunder denne dag. Ingen havde været interesseret i hendes livsvæske, hvilket jo er forståeligt når der er et helt fint funktionerende hospital et par gader væk. Hun havde alt for mange flasker med livsvæsken end hun ville have kunnet lide. Hun havde brug for pengene.
Hun hankede op i sin skuldertaske så det klirrede af glasflaskerne den indeholdte, mens hun gik ned ad gaden. Folk undgik hendes blik, og mange gjorde det ikke diskret at de ikke ville se på hende. Hun bed sig irriteret og såret i læben da det mindede hende om hvordan hendes egen slægt ikke vil se på hende. Den eneste forskel mellem hendes egen slægt og disse mennesker er at disse mennesker frygter hendes slægtsevne, mens hendes egen slægt ser ned på hendes personlige evne. Hun fnøs kort af folks reaktioner. Ria syntes det virkede barnligt at folk undgik hendes blik. Det var jo en evne som kunne styres, ikke et farligt våben.
Ria stoppede op ved en frugtbod og købte et æble. Ekspedienten undgik også hendes blik, men var generelt venlig mod hende. Hun takkede inden hun fortsatte ned ad gaden, nu spisende af et æble. Hun så op på den overskyede himmel. Hun kunne aldrig få nok af at se på himlen. Hun havde sjælendt set himlen da hun var vokset op i en evig verden af trætoppe. Ria syntes også at himmelen repræsenterede hvordan alt kan ændre sig og at ved dårlige tider hvor alt ser håbløst ud, kommer gode tider. Efter hvad der føles som en evighed af regnvejr, så vil der altid komme solskinsdage bagefter. Hun tog en bid af sit æble og vendte blikket mod hvor hun gik igen.

Ria stoppede overrasket op da en mand stillede sig foran hende. Hun havde gået i et stykke tid i sine egne tanker og var ikke forberedt på at blive stoppet af en fremmede. Hun så fra hans fornemme sko til hans pæne tøj og til sidst til hans sølvfarvede øjne. Hun rynkede forvirret på brynene, dels fordi han så hende i øjnene og dels fordi han strålede af autoritet. Hun tog ubevidst hårdt fat i hanken på sin skuldertaske, der lå lidt små-ulovligt blod deri, der helst ikke måtte blive opdaget.
"Pardon?"
Rias blik veg hurtigt væk fra mandens for at se om der var folk med ham. Det så det ikke ud til. Hun lod sit lettere forvirret blik hvile på ham. Hun havde ingen intentioner om at lade sit blik gøre smerte på ham, så derfor gav det ingen smerte. Hun strøg en hårlok som var flygtet fra sin plads bag øret tilbage og så stadig på fyren med sit blik.
"Excuse me, who are you?"
Hun spurgte ham ikke om han havde lyst til at købe noget livsvæske. Han virkede for fornem til det, og han virkede ikke desperat som folk plejer at være når de løb hen til hende fordi deres bekendte er tæt på at dø.

Ria så først uforstående på manden som hævdede at han var Lucius Adara, leder af Adara-slægten. Hvilken humbuk at ævle løs om. Lucius Adara er ikke nogen man lige joker rundt med at man er. Han er jo en leder. Hendes tanker strømmede rundt om alle de grunde hvorfor at manden foran hende ikke kunne være Lucius Adara, leder af Adara-slægten, yderst betydningsfuld mand, som slet ikke havde noget overhovedet at gøre med hende. Hun så på han fra top til tå og tilbage til hans sølvfarvede øjne igen. Der var ikke en mindste trækning som fortalte at han lavede sjov, eller løj.
"Ohh..."
Ria strammede grebet om sin taske hårdere idet hun spærrede øjnene op og stirrede på manden. Yderst uhøfligt overfor en så betydningsfuld person, men alt med manner og normer var lagt til siden lige nu. Hun stod faktisk overfor lederen af Adara-slægten. Lucius Adara stod der foran hende i kød og blod og endda talende til hende. Hun brugte et par sekunder på at samle sig selv mentalt.
"Sorry, I- I thought you were older or something."
Hun lagde mærke til sit faste greb om sin skuldertaskes hank, så hun gav slip og lagde istedet armene over skuldrene. Lucius' næste udsagn fik hende til at hæve det ene øjenbryn spørgende.
"Me? You need me? For what?"
Hvad i al verden kunne Adara slægtens leder dog bruge hende til, tænkte Ria. Hun var en Naaila, sådan nogle havde folk da ikke brug for. Medmindre han ville have hende som slave.. Hun så lidt mistænktsom på ham.

Ria havde stadig armene over kors. Hun svarede ikke på at han tog hendes troen om en ældre alder som en kompliment, for.. det var det ikke. Hun havde ikke tænkt sig at fornærme lederen af Adaras slægten, så derfor forblev hun tavs omkring det. Hendes øjne strejfede hurtigt deres omgivelser. En refleks hun havde fået af at leve i Dafne-skoven. Man skulle være forsigtig med sine omgivelser. Der kunne være uvelkomne.
"I don't see how my abilities are of your concern," Sagde hun og strøg en hårtot om bag øret. "Sir" Tilføjede hun lidt for sent.
Hun kunne se hvordan hans venlige facade begyndte at svinde bort. Desperat måtte han da være. Ved hans næste udsagn havde hun et svagt smil på sine læber. Han havde brug for hende, eller rettere hendes evne. Hun trak vejret dybt inden hun med et smil så Lucius i øjnene.
"Sure."
Hun havde ikke den største lyst til at tage tilbage til Dafne-skoven alligevel, så hun kunne lige så godt følge med ham.

Ria så uforstående på Lucius. Hun kunne ikke rigtig forstå hvad han skulle bruge hende til. Altså, jo hun havde jo sin slægtsevne og sit giftige blod, men det kunne han bruge enhver Naailas til. Hendes egen evne.. Hun kunne jo tage liv, men kun livet af dyr, det er hvertfald det eneste hun har trænet på. Hun var ikke glad for hans adfærd og tiltale til hende, men hun sagde ikke noget til ham om det. Det kunne hun ikke. Hun var Naailas, han var leder af Adara-slægten, at han har tiltalt hende var i sig selv noget af en begivenhed.
Hun fulgte lydigt efter ham da han tog hendes hånd og fulgte hende til sit kontor. Det var vel et meget fint kontor. Ria havde ikke rigtig set særlig mange forskellige kontorer, hvis overhovedet nogle. Men her var meget... Fint... Ria følte sig yderst malplaceret i dette sceneri. Hun så rundt i lokalet, tog ind alle indtryk, og først da Lucius talte igen, så hun på ham.
"I guess so."
Hun ville sige at hun foretrak en åben himmel og skoven, end dette, men på samme tid ville hun ikke fornærme ham. Det havde hun allerede gjort tidligere, hun behøvede ikke at gentage sine fejl. Hun satte sig i stolen placeret foran Lucius' skrivebord. Det var åbenlyst at hun plejede at sidde i en skov og ikke et fint kontor. Hun så rundt på sine omgivelser imens Lucius forklarede hvorfor han skulle bruge hende. Hendes kinder blev varme. Hans ord var hvad hun var blevet skammet om hele sit liv.
"The rumours must have gone a bit too far then."
Hun fumlede med sine fingrer mod hinanden. Hendes åndedræt var kontrolleret, men hjertet hamrede afsted. Hun var særdeles ikke en person der dræbte folk. Hun vidste slet ikke om hun kunne, hun havde jo aldrig prøvet på det.
"Sir, I must say that I have no intentions of killing people, nor do I even know if I have the abilities to do so. The lives I've taken so far have been from animals. Stupid animals, small bodies with just enough life to heal every injury on the body. You see, sir, I am no murderer, I want to help people."
Hendes blik flakkede hurtigt væk fra ham. Et tegn på nervøsitet. Hun vidste ikke hvordan han ville reagere på det. Hun kendte ham jo ikke overhovedet.