No one will ever know ~ Lucius.

@Lucius
Påklædning: Kjole + Sko


Det var lang tid siden de sidst havde mødtes, Hazel havde måtte aflyse en del gange her på det sidste, med god grund selvfølgelig! Hele hendes liv var blevet vendt på hovedet for en måneds tid siden hvor hun havde fået beskeden om at hun skulle flytte ind i Redwood palæet og bo der indtil, ja indtil hun fik andet af vide...
Hazel kunne mærke sommerfuglene boble i maven, hun havde ikke fortalt Lucius det, hun vidste ikke hvordan hun skulle fortælle ham det, 'Hey, jeg er blevet flyttet til din ærkefjendes hjem hvor jeg nu skal bo indtil jeg får andet af vide og når jeg forresten, jeg skal sørge for at freden og alliance mellem min egen slægt og Redwoods holder...'... Men på den anden side så vidste han det sikkert allerede, med hans stilling, titel, hvad end du ville kalde det taget i betragtning.

Hazel var ankommet til det lille hus i The Undergrounds hvor de altid mødtes, hun havde været der knap og nap en 10 minutter og hun havde ikke lavet andet end at vandre fra rum til rum.
Med et opgivende suk satte hun sig på en af stolene og trippede let med fødderne, de dybe røde øjne skuede let hen til døren. Ærlig talt så kunne hun ikke huske hvor længe hende og Lucius havde været venner og heller ikke hvordan venskabet var opstået... Eller jo det kunne hun jo nok hvis hun tænkte sig om men lige nu kunne hun simpelthen ikke tænke.
Irriteret kørte hun en hånd gennem de lange røde krøller og skubbede dem om bag skuldrene. Hendes læber var som sædvanligt malet en dyb rød farve, men den virkede en smule affarvet i dag, som om hun havde gnavet sig meget i læben hvilket hun ellers kun gjorde når hun var nervøs.

Lucius stod blottet foran spejlet i hjemmet. Det havde været noget tid siden han havde set noget til hans elskede Hazel. Hun havde aflyst de sidste par gange, der havde dog ikke været et grundlag med til det, men han havde godt selv kunne regne sig frem til det.
Redwood familien havde formådet at formande kvinden til sig, i sit hjem. Det eneste hjem Lucius aldrig ville sætte sine fødder i, før den dag han stod som hersker af Redhawk.
Han havde alligevel ikke følt noget overfor det, hun havde blot skulle gøre som hun skulle. Som ven måtte man have forståelse for netop denne slags.
Han trak let den sorte mørkeblå trøje overhovedet samt de sorte jeans over bene og op til livet. Det var ikke ligefrem et nyt sæt tøj havde havde bestemt sig for at bære denne gang. Hazel kendte til ham og vidste hvilken slags person han i virkeligheden var.
Han smed hurtigt læderjakken frem over skuldren og begav sig imod The Underground. Det var der de altid mødtes.

Han blik ramte med det samme de halv røde læber. Hvad havde hun dog lavet, siden de ikke længere var røde? Hun var alligevel kær, det pigebarn. Selvom Lucius næppe ville indrømme det, havde der altid været en form for et lille crush overfor hende.
Huset lignede sig selv, som altid. Men hvor længe de mon bestemte sig for at tilbringe denne gang. Inden han havde set sig om, havde han smidt jakken og trukket Hazel ind i et dyb kram.
'' Du ved vel godt, jeg ikke hader dig? '' Han trak hendes ansigt kort ud, for at holde om det. Hun skulle vide at der ingen sure miner var overfor hende, også selvom hun intet selv havde fortalt. Han havde trods alt sine kontakter og vidste generelt det meste om Redwood familien.
'' Men, hvordan har du haft det? '' Hans blik var plantet fast på hende imens han bevægede sig imod stolene i rummet. Han kunne blot ikke tage blikket fra hende, selvom tankerne stadig fløj omkring, hvad der kunne ske med hende i Redwoods varetægt.

Da døren gik op var hun på benene med det samme, de dybe røde øjne søgte med det samme hans øjne. Hun vidste jo inderst inde godt at han ikke ville bebrejde hende eller være sur på hende men hun kunne stadig ikke lade være med at være bekymret...
Hun havde stadig en smule læbestift på fortænderne som hun atter engang sugede underlæben ind mellem tænderne for at bide let i den. Det var meget ulig heden, hun sørgede altid for at alt sad som det skulle og så ud som det skulle men ikke i dag, læbestiften der næsten sad mere på tænderne end læberne samt håret der var en anelse i urede fra da hun havde kørt hænderne igennem det.
Da han med det samme hev hende ind i sin favn åndede hun lettet op og greb fat i hans skjorte som hun klemte en smule, "Lucius....", sagde hun let og knugede sig ind mod ham... Det var lige det hun havde brug for, alting var anderledes for hende nu men ikke ham....
Hazel kiggede op på ham da han greb fat om hendes ansigt for at få hende til at kigge ham i øjnene, let slap hun hans skjorte, "Selvfølgelig... Men jeg har stadig været nervøs for din reaktion... Ikke at det nødvendigvis skulle gå ud over mig", sagde hun let som et lille smil voksede frem på hendes læber.

Hazel fulgte ham og satte sig på den stol hun havde siddet på tidligere og kiggede ham så i øjnene, "Jeg klarer det... Men jeg har det lidt som om jeg er blevet efterladt i ulvens hule... Jeg ved ikke hvem jeg kan stole på og hvem jeg ikke kan stole på... Og så er jeg den eneste i paladset af min slægt...", sagde hun let og kørte så endnu en hånd gennem håret inden hun rejste sig op for at gå hen til et skab ude i det lille køkken. Hun tog en flaske med whiskey og to glas og satte sig så tilbage for blot at hælde op i begge glas. Hazel tog glasset og førte det mod læberne inden hun tippede hovedet bagover og tømte hele glasset på en gang inden hun satte det på bordet og kiggede ham i øjnene.

Hans ord fik hende til at sænke blikket, hun knugede hænderne sammen og vred let fingrene mens hun bed sig i læben. I dette øjeblik lignede hun mest af alt et barn der havde fået skældud..
Hazel løftede forsigtigt blikket og kiggede op på ham, hun ville et eller andet sted hellere havde at han råbte af hende, at han var sur i stedet for at have skuffet ham. "Det ved jeg godt og jeg kan godt forstå at du er skuffet over mig... Men jeg vidste ærlig talt ikke hvordan jeg skulle fortælle dig det, jeg ved hvor meget du hader Charles Redwood og jeg skulle fortælle dig at jeg nu kommer til at se ham stort set hver dag...", sagde hun let mens hun kiggede ned på det nu tomme whiskey glas som hendes hænder nu lukkede sig let om, dog strammedes hendes greb en anelse mere ved hans ord og hun løftede blikket fra glasset og lod sine dybe røde øjne finde hans.

"Tror du jeg havde et valg? Jeg er ikke lederen af slægten så jeg har intet at skulle have sagt når det kommer til disse ting. Hvis jeg får besked på at gøre det så har jeg bare at gøre det, ellers går jeg jo imod min slægt og.... Og det kan jeg bare ikke... Desuden så er det jo det her jeg er blevet trænet til det meste af mit liv", som hun kom længere og længere ind i sætningen blev hendes ord en smule mere opgivende fordi hun vidste jo godt selv at der ikke var nogen vej udenom det her, det har var hendes fremtid og den ventede altså ikke på hende så hvis hun ikke snart tog sig sammen og indså det ville hun blive tabt bag vognen og så ville hun da først være et let bytte. Hazel kiggede på ham med et lettere sørgeligt smil på hendes læber men det var dog kun kort inden hun skjulte det bag en maske af selvsikkerhed, ikke for at narre ham men nærmere hende selv til at tro de ord der kom ud af hendes mund. "Der er ikke nogen udvej men det er okay... Jeg skal nok klare den Lucius, . Hun kunne ikke lade være med at smile over den sidste kommentar omkring Whiskeyen, "Og jeg elsker den... Lige så flammende som mig", grinede hun let som hun sagde det.

Hazel kiggede kort på ham med sine dybe røde øjne hvorefter hendes øjne faldt på den halvfyldte Whiskey flaske der stod på bordet før hun greb fat om halsen på den for at hælde mere i det tomme glas der stod foran hende. Forsigtigt placerede hun flasken på bordet atter engang hvorefter hun skruede proppen på for blot at tage glasset som hun tog en god mundfuld af.
Let bed hun sig i læben hvorefter hun atter engang kiggede ind i hans blege sølvhvide øjne med sine dybe flammende røde øjne, "Det ved jeg godt men prøv at sætte dig i mit sted Lucius... Så du er bange for jeg bliver lige som ham?.... Du tror jeg vil lade mig fortrylle af hans charme, falde pladask for ham og glemme alt om dig?", spurgte hun arrigt som hun satte glasset fra sig og rejste sig op så stolen gled hen over gulvet med en hvinenden lyd. "Du er bange for jeg er for svag er dig ikke? At jeg vil lade mig manipulerer og falde....", hun stoppede sig selv og så så kort væk fra Lucius, de slanke feminine hænder var foldet sammen til knytnæver som hun klemte så hårdt sammen som hun kunne uden at skade sig selv. Det var det her hun havde været bange for! Det her hun havde frygtet! At Lucius ville lade sit had til Charles tage overhånd.... "Jeg ved du er sur Lucius.... Men lad det ikke gå udover mig... Du er som en bror for mig og jeg ønsker ikke at det her skal kommen i vejen...", sagde hun i en stille stemme som hun kiggede ned i bordet, de lange røde lokker hang foran øjnene på hende så han ikke kunne se hendes ansigt.
Hazel satte sig tungt på stolen og kiggede på glasset før hun tog det og bundede det der var i. Tænk at han kunne tro de ting om hende, tro at hun bare ville vende som familie, sin slægt og alt hvad hun holdt kært ryggen uden at kæmpe for det. Hazel løftede blikket og kiggede på ham med et blik der sagde alt... How could he?....
"Måske det er bedst hvis jeg bare går for nu?", sagde hun let som hun stadig sad med glasset i hænderne. Kysset kom bag på hende, så meget bag på hende at hun ikke nåede at reagere men heller ikke vidste hvordan hun skulle have reageret. "Lucius....", hviskede hun let..
Hazel havde altid troet at de så hinanden som søskende, hvornår mon det havde ændret sig for ham?

Hun kiggede på ham som hun lod armene glide over kors, et af de fine røde øjenbryn som hendes dybe røde øjne borede sig ind i hans. Var han seriøst? Troede han virkelig at hun ville falde for Charles egoisme, hans manipulation? Havde han så lidt af sin tro sat på at hun nok skulle klare sig? At hun var stærkere end det her eller ville hun altid være en fin lille delikat sag i hans øjne?
Det var hun ikke! Hun var en kriger og de første mange år af hendes liv havde hun trænet med våben, med sværd men med tiden var hendes stemme blevet til hendes våben og det våben var der ingen der skulle tage fra hende! Selv hvis han ikke troede på hende så vidste hun at hun var stærkere end det her!
"Du burde vide der skal mere til end det for at fortrylle med Lucius.... Desuden er jeg sikker på at han langt fra er lige så charmerende som rygterne siger", sagde hun i en prøvende drillende tone for at teste om de måske kunne komme væk fra det her spor og over i anden bane...
Hazel sukkede let og lukkede et kort øjeblik øjnene, kunne hun bide det her i sig eller var det gået for langt nu? Hun forstod ikke hvorfor han skulle gøre så stort et nummer ud af det lige var Charles hun skulle arbejde sammen med fra tid til anden, sure de var ærkefjender men det var jo ikke fordi hun var sprunget i vejret og havde meldt sig frivilligt og Cayden havde ingenting kunne gøre da han endnu ikke sad på tronen.
Hun trak læberne tilbage i en fin linje da han hævede stemmen og kiggede på ham med et fladt blik, han var sur... Hans opførsel kunne ikke tolkes på anden måde, det kunne godt være det ikke var rettet mod hende men hele hans opførsel skreg raseri... Hans næste ord fik hende dog til at stoppe, man kunne tydeligt se hvor overrasket hans ord gjorde hende... Hvor længe havde det stået på? Hvordan havde hun ikke kunne se det? Hvordan var det smutte lige forbi hende, hende som ellers så stolt mente hun kunne læse mennesker?! Men det her, det her kom bag på hende.
Et gisp slap fra de røde læber og hun måtte placere end hånd mod hans brystkasse for ikke at falde ind i ham da han trak hende ind til sig efter han havde grebet fat i hende for at stoppe hende i at gå fra ham. "Det virker ikke som om der er noget der kan stoppe det her... Noget der kan gøre det her godt igen.. Jeg vender ikke min slægt ryggen ved at stikke af fra denne opgave", sagde hun som hun kiggede ham direkte i øjnene."Lucius...".

Mere nåede hun ikke at sige før en velkendt stemme, hun kiggede sig over skulderen og kiggede på Hr. Cumbert og kiggede så tilbage på Lucius. Hun nikkede let, "Jo tak, lad mig lige friske mig op", med de ord hev hun sig fri fra Lucius og gik med en anelse hurtigere skridt mod de lille badeværelse der var i den lille hytte hvor hun låste sig ind.

Med ryggen presset mod døren hev hun grådigt luften ned i hendes lunger mens hun kunne mærke panikken sprede sig i hende. Det ville ødelægge det hele! Selvom han sagde det intet ville ændre hvis hun ikke følte det samme som ham og aldrig kom til at føle det samme for ham som han følte for hende.. Men sådan end det jo aldrig! Det ændrede altid noget og hun kunne ikke miste ham, det kunne hun bare ikke...
Let løftede hun en af hænderne og mærkede mod hendes kind og da hun trak hånden væk for at kigge på den kunne hun se tårene der klyngede sig til hendes fingerspidser.
Hazel skubbede sig hastigt fra døren for at tænde for vandet så hun kunne vaske sit ansigt. Efter at have tørt sig kiggede hun i spejlet, hun kiggede ikke sådan rigtigt, det nærmere en tom stirren da tankerne stadig fløj rundt i hovedet på hende.
Nej nu måtte hun altså tage sig sammen!
Med den tanke i hovedet rettede hun håret og gik så ud af døren og lukkede den så efter hende. Hun kiggede hen på Lucius og satte med det samme kurs hen til ham og lagde så armene omkring ham for at trykke sig ind til ham... Hun stod der et godt stykke tid uden at sige noget og for en kort stund følte hun sig som en lille pige igen.
Da hun endelig fik taget sig sammen og fundet sin stemme var den grødet og lav, "Jeg kan ikke miste dig Lucius... Det betyder du alt for meget for mig til at jeg vil lade ske.... Jeg hader at skændes med dig, jeg hader at se dig ked af det og jeg hader når jeg er grunden til at du er ked af det uanset om det er direkte eller indirekte. Jeg er lykkelig, jeg er glad når jeg bruger tid sammen med dig, der skal intet specielt eller fancy til for at holde mig lykkelig, så længe du er her for mig..." Da hun var færdig med at snakke trak hun sig en anelse væk fra ham men holdt stadig om ham, hun ønskede blot at se hans reaktion samt at se ham i øjnene når han svarede.

Hazel kiggede op på ham, lod sine egne dybe flammende røde øjne møde hans kridhvide øjne, der kunne næsten ikke være mere forskel på deres øjne taget i betragtning hvor mørk en rød hendes var. Hun kunne mærke på sig selv at hun var nervøs, hun anede simpelthen ikke hvordan han ville tage hendes ord, bare han ikke afviste hende... Hun ville ikke kunne bære at miste ham fordi hun ikke gengældte hans følelser, det ville knuse hende fuldstændig.
Let holdt hun vejret som hun hørte hvordan ordene flød fra hans læber, hænderne strammede en anelse omkring trøjen som hun i forvejen havde knuget fat om men jo længere tid han snakkede desto mere begyndte hun at slappe af. Han ville kunne se hvordan de anspændte skuldre slappede mere og mere af og derved faldt længere og længere ned til hun endelig slappede helt af, en ting der dog ikke ændrede sig var hvordan hun knugede hans trøje mellem hendes feminine fingre.
Da han var færdig kunne hun simpelthen ikke holde sig tilbage mere og hun kastede atter engang armene omkring ham, mere specifikt omkring nakken på ham og pressede så sit ansigt mod hans brystkasse mens hun knugede sig til ham, hun var simpelthen så lettet..."Du har ingen anelse om hvor lettet og glad de ord gør mig Will", hun havde ikke brugt hans kælenavn hele aftenen men det havde vel også været ret anspændt fra starten af, emnerne de havde snakket om havde ikke lige frem været lette at komme omkring... Hazel kiggede op på og lod et af hendes små charmerende smile glide over hendes læber, "Jeg vil aldrig forlade dig Lucius... Aldrig", sagde hun med en dyb seriøsitet i hendes stemme.
Efter et par sekunder mere slap hun ham og trådte et lille skridt fra ham, de fine hænder gled mod hendes kinder og hun tørrede forsigtigt de tåre væk som var undsluppet, hun havde ikke engang selv lagt mærke til at de var dukket op og heller ikke at de var stoppet igen.
Hun kiggede på ham som han talte og han ville kunne se den velkendte lille rynke mellem hendes bryn som kun dukkede op når hun ikke var helt tilfreds, "Du ved godt jeg kan tage vare på mig selv, jeg er ikke kun trænet til at appellere og manipulere mænd, jeg ved også hvordan man bruger et sværd..... Men kender jeg dig ret så sender du nogen alligevel", den sidste del blev sagt med et lettere skævt smil inden hun forsatte "Så vil jeg vide hvem det er, jeg vil være med til at vælge... Hvis vi kan blive enige om det så kan jeg gå med til det". Da han havde kysset hende på panden havde hun kort lukket øjnene inden hun havde åbnet dem igen og kigget op på ham. Hun var ikke helt sikker på hvordan hun længere skulle tage de små ting han gjorde.

Hun kiggede op på ham med et let smil på hendes læber inden hun kort lod blikket falde mod hendes egne hænder for så at kigge op på ham atter engang, "Jeg forstår udmærket din frygt og respektere den.. Jeg er da også bange for at du ikke længere er her for mig en dag..", hendes stemme skælvede et kort øjeblik bare ved tanken men hun rystede det hurtigt af sig og lod atter engang det smittende charmerende smil glide frem på hendes læber.
Hazel bed sig let i læben som hun tænkte over hans ord, hun ville aldrig kunne forberede sig på alle de ting, ville aldrig kunne beskytte sig mod alle de ting på en gang men hun vidste at det ikke nyttede noget at frygte for ting på den måde fordi så frygtede du jo for livet selv og hvad var meningen så med det?
"Jeg ville aldrig kunne forberede mig på de ting, men hvis de ting en dag skete måtte jeg jo tage den der fra og så sparke røv", hun sagde den sidste del med en lettere drillende tone, "Men jeg vil heller ikke frygte livet selv Lucy.. Hvad er meningen så med det? Jeg kan ikke beskytte mig selv mod at blive såret fordi det sker uanset hvor godt beskyttet jeg end er... Men hvis du får det bedre af at der er nogen du stoler på omkring mig så er det fint med mig". Let greb hun hans hånd og gav den et klem som hun kunne høre irritationen bygge op i hans stemme, "Det eneste jeg beder om er at du vælger en som du ved jeg kan komme ud af det med og en som du stoler på.." sagde hun let som hun lod sine dybe røde øjne møde hans blik.

Hans ord fik hende til at smile, det gjorde de så tit eller det plejede de i hvert fald. I dag havde været alt andet end det plejede mellem dem men sådan nogle dage ville der vel altid være. Hazel var stædig, det samme var Lucius så det havde kun været et spørgsmål om tid før de ville komme op og 'toppes' på den her måde. "That's what i was counting on!... You always make me smile Lu", den første del af sætningen var blevet sagt i en drillende tone men ved den sidste del af sætningen blev hendes stemme helt blid og høre på og hun havde kigget op på ham med et af hendes små smil.
Hazel klemte hans hånd lidt mere som hendes dybe røde øjne et kort øjeblik så helt fraværende ud, måske hun forstillede sig nogen af de scenarier som Lucius havde sat op? Hvad ville hun egentlig gøre hvis hun stod i sådan en situation? "I am happy as long as you trust this person... And well you know.. Won't rip his head of due to irritation", hun kunne ikke holde det lille grin tilbage hvorefter hun let slap hans hånd, hun kunne mærke han var på vej ud af døren og ville ikke stoppe ham, de burde begge to se at komme tilbage til hver deres liv... Et liv hvor ingen af dem rigtig kunne optræde der for hinanden, de ville altid være den andens lille hemmelighed.
"I love you too Lu, take care of yourself won't you?", spurgte hun som hendes øjne fulgte ham og hvilede på ham som han stod i døren. "I promise..", hendes ord gav genlyd gennem det lille hus som døren lukkede bag ham.

(Out og det er skam helt okay du outer! :b)