Busy Lives, Hopeful Hearts - Luciana

De 'matte' blågrønne øjne, betragtede vandet som roligt flød rundt i den lille fontæne, som den unge kvinde havde sat sig ved. Fontænen var ikke prangende, som visse af dem man kunne finde i distriktet, men illustrerede vist på bedste vis, at selv de mest simple og udekorerede genstande, kunne høre til blandt de smukkeste. Détte sted var blot ét af de mange, hvor den slægtsløse Elena ofte mødtes med sin veninde Luciana. De to kvinder havde fundet hinanden gennem tilfældigheder, efter Elena flyttede ind i Groundstone District, - og deres fortid som slaver havde på mange måder bundet dem sammen som søstre. Trods deres omstændigheder var ganske forskellige - havde Elena fundet tillid i Luciana. En tillid som ellers var svær for hende at skabe så hurtigt og ubesværet.
Hun lod en hånd glide gennem fontænens vand. Man kunne straks se hvordan vandet blev lidt mørkere dér hvor hendes hånd havde været, grundet dét snavs, som uundgåeligt samlede sig på kroppen, når man boede i Groundstone district. Det var en lokkende tanke, at forestille sig en tilværelse væk fra dét skidte område, men Elena nægtede af princip at tage mere end småmønter for sin 'profession' som healer, og derved balancerede hun sig på fattigdommens rand.

Hun kiggede op mod himlen. Mon Luciana ville kunne nå at mødes før 'nattens arbejde' fandt sted? Der var ikke lang tid til at solen gik ned, men det var et stykke tid siden deres sidste møde. Hvor hun dog håbede, at hun havde fået hendes besked, så hun kunne nå at se hende, nu hvor de begge ledte så travle liv!

De lilla giftøjne fandt hurtigt den velkendte skikkelse. *Elena!* et smil bredte sig på Lucianas ansigt over at kunne se hendes veninde sidde ved 'deres' fontæne. De mødtes der så ofte at det nærmest var deres. Ikke at de sagde det højt, men det lå alligevel som noget usagt. Hun løftede lidt op i sin svagt rose kjole så hun hurtigere kunne komme hen til sin veninde. Det var skønt at se hende igen. Hun havde fået lov til at få aftnen fri, dog mod at hun de næste par dage var på arbejde hele dagen. Men hvad gjorde man ikke for sine venner? " Elena!" Lucianas stemme var en anelse hæs, mest af alt fordi at hun var blevet hyret til at synge ved en forsamling dagen før. Af og til hadede hun sit arbejde, men hun tjente godt. Og måske hun inden så længe kunne forlade sit arbejde, og flytte til en anden by? Hvem vidste, måske hun kunne overtale Elena til at tage med når tiden var inde?

Hun satte sig ved siden af sin veninde inden hun trak hende ind i et kram " It's wonderful to see you again. I missed you " mumlede hun, det var stadig svært for hende at tale om sine følelser. Hun arbejde dog på det. Båndet imellem dem var stærkt det vidste hun, hun havde altid set Elena lidt som en søster. De havde en forhistorie som mindede om hinandens, og måske det var det som gjorde at de var så tætte og så let kunne forstå hinanden? Uanset hvad, så vidste hun at hvis Elena en dag kaldte på hende for hvad det så end måtte være, så ville Luciana gå igennem ild og vand for at hjælpe til.

// Fik lige lidt tid til at svare ^^

Snart hørte hun den velkendte stemme, kalde sit navn. Trods stemmen var en anelse hæsere nu, havde Elena altid fundet den ganske melodisk og smuk. Hun havde haft æren af at høre Luciana synge før, men blot at høre hende tale, var også en klangfuld oplevelse. Den lyshårede kvinde rettede blikket mod sin veninde, som havde kursen mod fontænen. Et smil prydede snart hendes læber, og fik de karakteristiske smilehuller til at skyde frem ved mundvigerne.

"I've missed you too, Lucie." Lød det varmt fra hende, som hun gengældte krammet. For blot et par år siden, havde Elena haft det svært ved fysisk kontakt, men hun havde åbnet sig op for nogle særlige få, hvoraf Luciana var én af de nærreste. En søster, rådgiver, og ven. Det var sommetider svært for hende at sætte en finger på hvorfor netop dé to havde knyttet sig så tæt, så hurtigt. Skæbnen? Hvis man da troede på den slags.
Snart afsluttede hun krammet, men trykkede dog sin veninde, kærligt i hånden. Elena blev altid en lille solstråle, som hun sad og smilede, når hun genså Luciana, "How are you? I haven't seen you for ages!"

" I'm good, busy with Work and saving some money. What about you? I'm sure you must have something more exciting to tell " smågrinte Luciana og satte sig på kanten af fontænen sammen med sin veninde. Det var dejligt at være sammen med hende igen. Luciana havde altid en rolle at spille, som danser eller decideret prostitueret men sammen med Elena kunne hun virkelig være sig selv. Og for det ville hun altid være Elena taknemmelig skønt hendes veninde næppe vidste hvordan det hang sammen. " I plan to save as much Money as I can to afford my own place. Though I haven't decided where I want to live yet. And of course see if there is some sort of work for my kin" sagde hun. Både Elena og hendes slægter eller mangel på sammen gjorde det svært at få arbejde eller relationer med andre mennesker i det hele taget. Mange folk var så skeptiske overfor de slægtsløse og The Naalias. Det var i virkeligheden fjollet. De slægtsløse var nogle af de mest harmløse og fredelige væsner mente Luciana, de havde trods alt ikke et eller andet stort slægtsnavn som de skulle passe på, på samme måde som mange af de andre slægter. Hendes egen slægt, The Naalias, var en anden sag. Holdt som slaver sammen med de slægtsløse på grund af giften i deres blod. En simple ting, men som gjorde dem så utroligt farlige i andres øjne. Det var fjollet. At dømme folk på den måde og gøre det svært for dem at leve. Og med den nye krigserklæring kunne Luciana ikke lade være med at frygte at tilværelsen som slave ville blive en realitet igen...

Hun rystede let på hovedet, inden hun så på Elena. " So tell me, anything exciting happened? Or at least something interesting?" spurgte hun nysgerrigt.

Der var ingen fordømmelse at hente hos den blonde kvinde. Hun vidste, at man måtte kæmpe for at overleve i denne verden. Især når man havde en fortid som slave. Havde det ikke været grundet held, og Elena's hårde valg om at behandle dem, der måske udgjorde de 'værste patienter', i og med at de spændte fra fulderikker, til kriminelle, var hun sikkert endt i en langt værre situation end dén hun var i i dag. Luciana havde truffet et valg. Et valg om at forblive som 'glædespige', men dog mod betaling. Et valg der på mange måder, gav hende en potentiel mulighed for frihed. For Elena, var frihed og håb, langt at række efter. Helbredte hun kunder, der betalte bedre penge, kunne hun måske bane sig vej væk fra Groundstone District, men - på en eller anden måde - havde hun det godt i det mørke område. For af en eller anden grund, fandt hun sig sikrest dér hvor ingen dømte hendes 'matte øjne'. Selv her i Opal Beam Distriktet, kunne man få sig sine afskyende blikke. Især når man ikke blot var slægtsløs, men tilmed også ofte beskidt.

Med Luciana følte hun sig dog ikke lille og 'uvigtig'. Nej, hun klingede med denne unge kvinde, som hun ikke havde gjort med et andet hunkønsvæsen før. Det var trygt. Stabilt, i en tilværelse, der ellers virkede så flygtig og ustabil.
"I doubt you wanna hear me talk about stitching up open wounds, and about dealing with stubborn drunken patients..." Hun lo. Hendes hverdage var fyldt med turmult, og folk der afviste hendes hjælp det ene sekund, og takkede hende det næste.

Hun lyttede til Luciana's ord, mens hun tiltede hovedet lidt på skrå. Luciana's planer for fremtiden var håbefulde, men ikke for urealistiske. Sandt nok var det svært at få arbejde, når man tilhørte - eller i Elena's tilfælde ikke tilhørte- en slægt. Hun nikkede dog snart, med et tænksomt udtryk.
"I understand..." Hun sendte sin veninde et roligt, og varmt smil, "Have you considered joining the Naailas in Dark Daphne Forrest?" Hun havde kendt flere Naailas' i fangeskab, og havde for nyligt krydset stierne med én fra Naailas' territorium i skoven, "I know that they live under rather.. Different circumstances... But maybe, getting away from the city, would be good for you?" Elena vidste at bylivet kunne være svært at give slip på, men måske var slægt måske vigtigere end noget andet? Måske var det kilden til lykke?

Elena rystede snart let på hovedet. Hendes liv var fyldt med en masse små begivenheder, men intet var stort eller betydningsfuldt nok at nævne på nuværende tidspunkt. Derfor vendte hun snart tilbage til det tidligere emne.
"I'll miss you, if you move Lucie."

Hun rystede let på hovedet, hun havde aldrig rigtig brudt sig om at sy mennesker sammen, og havde kun gjort nogle få gange. " I'd rather not hear about that. Stitching wounds isn't exactly my cup of tea. But dealing with drunk patients. Now that must be quite a handful" sagde hun og skar en let grimasse. Hun lyttede interreseret til hvad Elena sagde. The Dark Daphne Forest, jo hun havde godt hørt at det var der hendes slægt holdt til. Nysgerrigheden var stor, men hun var blevet så van til sine vaner her i byen, og det liv, eller snarre den rutine hun havde hver dag at den var hende næsten kær. Den var velkendt, og ændrede sig ikke synderligt meget dag til dag. Kunne hun give det op, og søge efter sin slægt? En slægt som hun ikke kendte andet til end navn og visheden om at størstedelen af dem var vokset op som slaver, ligesom hende selv og Elena.

" I don't know if I should join them.. I mean, I don't know any of them! I mean they may be my kin, but I feel nothing towards them. If I had to choose between saving one of them and you. I would choose you a thousand times over. You are more Family to me than any member of my kin is" sagde hun tydeligt. Det var sandt, Elena havde altid virket mere som en søster end en egentelig veninde. Og inderst inde vidste Luciana godt at hun i sidste ende nok ville blive i byen. Alene på grund af sin veninde. At få nye venner havde aldrig været let for hende, men med Elena havde det været let, så utrolig let. " If I get enough money saved up, and in the end I don't want to move away from the city and most important you. Would you consider living with me? In a house we can call our own" spurgte hun forsigtigt. Hun havde godt tænkt over det. At spørge Elena om at flytte sammen var stort. Men når nu de begge boede i byen alligevel, og hvis hun nu aldrig fik rusket op i sig selv og flyttede udenfor. Og desuden var et hus som man selv ejede en klar forbedring fra bordellet. Og det ville kun blive hyggeligere af at have Elena boende der. " You don't have to say yes. I understand if you would rather live where you are now. It can be difficult breaking the habit and the way the usually is" sagde hun og klappede let Elena på hånden som et tegn på at Luciana i hvert fald ikke ville have noget imod hvis hun sagde nej.

Hun forstod Lucie's modvillighed i at høre om de mere 'makabre' aspekter af arbejdet som healer. Det var bestemt ikke et arbejde for alle, og især patienterne i Groundstone, var nogen af dem som var umådelig 'gode til', at lade deres sygdomme og sår blive så slemme inden de tog til lægen, at det nok krævede en hærdet sjæl, for blot at kigge på deres skader. Dog følte Elena, at hendes konfrontationer med sådanne ting, helt fra barnsben af, havde gjort hende rustet til sin profession. Det havde været en form for udvej. En mulighed, for at gøre nytte, og måske være mere 'værd', frem for at blive fejet væk grundet sine uværdige øjne.
"You' bet." Kommenterede hun, med et nik og et - lidt dramatisk - suk. Ja, de fordrukne patienter var bestemt en håndfuld. Eller en 'armfuld', når hun altså skulle slæbe dem med sig gennem Groundstone's gader, "They refuse treatment, because they're too drunk to realise how bad their conditions actually are..." Fortalte hun, med små, kære håndbevægelser og gestukuleringer. Hun rystede dog snart på hovedet med et mildt grin.

Nysgerrigheden tog plads i de blågrønne øjne som Luciana fortalte om sin tilgang til de andre Naailas. Selvfølgelig forstod hun, hvad hun mente. Hvorfor opsøge nogen hun aldrig havde kendt, blot fordi de delte noget af det samme blod, og samme øjenfarve? Elena havde dog altid haft en forestilling af, at mange satte deres slægter kært. Måske var det et sammenhold, man ikke ville forstå, medmindre man levede i det? Hun måtte dog indrømme, at hun blev smigret, da Luciana sagde at hun ville vælge hende frem for den 'flyvske ide' om slægt. Blod var tykkere end vand. Men hvad bestod de to af?
Hun trykkede Luciana's hånd ganske blidt, og sendte hende et forsigtigt og forstående smil. Da Luciana dog præsenterede ideen om at flytte væk - med hende - trak hun langsomt sin hånd lidt til sig igen. Et lidt sørgmodigt udtryk gled over hendes ungdommelige ansigt.
"It sounds like a dream... But one too distant for me to ever achieve..." Hun så ned på sine hænder. Ideen om at komme væk og starte forefra, var appellerende. Men det var blot en flygtig drøm for hende. Hun var ikke klar til at give slip på sit liv. Fortiden havde stadig dets kløer i hende, og hun fandt sig underligt tilpas i selv en by, hvor folk rynkede gevaldigt på næsen af hendes slags.

Endelig løftede hun blikket igen. Et lille, varmt smil placerede sig mod hendes læber, som Luciana klappede hende på hånden.
"I wish you all the best, that life can offer you..." Begyndte hun, med en stemme fyldt med kærlighed til sin 'søster', "But many people are counting on me here. I... I have a purpose in Redhawk City. Though I'm not rewarded for my actions, I feel as though it keeps me sane." Det var vel sandt. Selvom hun så de mest skrækkelige tilfælde, var der noget ved at behandle de værst tilredte, der faktisk fik hendes tanker væk fra sin skrækkelige fortid. Det distraherede hende, og fyldte hende med en indre ro. Måske var hun ikke lykkelig, men hun var stabil. Og for ti år siden, havde hun aldrig blot kunne forestille sig en stabil tilstand.
"Maybe I'll join you someday." Hun var en stor skeptiker, men et lille, ærligt håb satte sig i hendes øjne.

"I understand. Don't worry, and I'm happy that you feel that you have a place here. And you are truly important here. Think about how many lives you have saved!" smilede Luciana. Hun vidste godt at Elena var vigtig her. " And I understand how hard it must be to root up. Daily habits are such a treasure for people like us... People that used to be slaves. It gives us a sense of normaliti, I think you can call it. " sagde hun. Det var en af de mest væsentlige grunde til at hun stadig arbejdede som glædespige. Det var en vane, en vane som hjalp til med at holde fast i hvem hun var, og hvem hun til dels er. Det var ikke mange mennesker som kunne forstå det, og dem som kunne forstå det, var nok udelukkende tideligere slaver, eller personer som havde været i krig og nu var vendt tilbage til en helt anden hverdag. " If I move, you don't get a choice wheter or not you are visiting me. If you don't come by yourself, I will find you and drag you with me" jokede hun muntert.

"When you imagine the future, what does it look like? " spurgte hun nysgerrigt. Når hun selv tillod sig at forestille sig fremtiden var hun enten stadig glædespige eller også boede hun et andet sted, med et eller flere børn rendende. Om der var en partner med hende var usikkert.

Hun lyttede opmærksomt til Luciana's ord. Sommetider var det rart at få bekræftet at man ikke var skør fordi man tillod sig selv at bo i et yderst kriminelt område, når man havde muligheder for at slippe væk. Dém der ofte krydsede Elena's vej - især dém fra hendes fortid - kunne ofte stille spørgsmål til hvorfor hun ikke var prøvet at komme videre. Men det her var sikkert, og det føltes som det mest etablerede liv hun nogensinde havde levet. Men levede hun det fuldt ud?
Der lå dog et ekstra lag i Luciana's ord. Rutinen, havde Lucie dog valgt at få et afbræk fra, efter hvad hun lige havde fortalt, og Elena håbede, inderligt, at hendes veninde ville finde det hun søgte. Et sted, hvor hun ikke behøvede at fokusere på andres behov; blot sine egne.

Et let smil prydede den blonde kvindes læber, ved Lucie's jokene kommentar, "I know you will... You're just as stubborn af I am." En let latter klingede i hendes stemme, som hun smilede, varmt, til sin veninde. Tanken om at hun forsvandt ud af Redhawk City var besynderlig. Og dog, ville hun rejse langt for at se hende igen. For at mærke hendes tilstedeværelse, støtte og kærlighed.

Ved hendes spørgsmål, gik der en stund før Elena skilte læberne ad for at sige noget. For i grunden, tænkte hun sjældent på sin fremtid. Det havde hun stoppet med, kort efter krigen sluttede. For dét der var blevet hende lovet dengang, opnåede hun aldrig. Måske var det til dels hendes egen skyld, men nu, havde hun ikke vilje til at handle for sin egen skyld længere.
"I.. don't know," Lød det tøvende fra hende. Hun kastede et blik rundt i området, "I've always wanted to find... Somewhere I truly belong. But I don't reckon I'll find that sense, in a certain location. I think I just... Need roots. Something to keep me grounded. " Hun turde ikke tænke over kærlighed eller familie. For det var tanker hun nægtede sig selv.

" I understand you. I want roots too, something that can sort of assure me that I'm not completely alone in this world. " sagde hun tankefuldt. Hun vidste ikke om det at få sit eget hus ville hjælpe hende med det. Men hvis ikke hun tog chancen og prøvede det, hvordan ville hun så nogensinde finde ud af det? Hun så over på Elena, hvor havde de begge været meget igennem. Rødder var hvad de havde brug for. Måske der var en slags rødder i det liv de levede nu, de levede på rutinen, de levede på den måde som de kendte bedst. Luciana kunne ikke sige det, hun ville heller ikke gøre sig klog på det. " If I one day end up pregnant due to my work. Would you be the aunt to my child? Not to give you roots, if you don't want to, but just.. I don't know, I always found you the most caring and loving person... If one day I end up with a child, I want it to know love, to know what it feels like to have people care about you " sagde hun tankefuldt. Hendes egen familie havde hun aldrig kendt, så på en eller anden måde var det vigtig for hende at vide at hvis hun en dag endte med at få børn. Hvad enten det var et uheld, eller noget som følgede med arbejdet eller fordi hun rent faktisk havde fundet den person hun ønskede at få børn med. " Of course the whole child thing is only in theory" sagde hun, nærmest for at berolige sig selv.

Rutinen var tryg, og sikker. Den etablerede én i en tilstand, der ikke virkede så flygtig. Så selvom krige og slægtskampe stadig rasede, kunne man måske søge noget stabilt i arbejdsrutinen. Elena havde ofte frygtet, at hvis hun valgte at komme videre med sit liv, ville det blive taget fra hende igen. Efter at have vokset op i slavelejre, var hun trods alt blevet en skeptiker.

Hun lagde en hånd på Luciana's, ved hendes spørgsmål. Det varmede Elena's hjerte inderligt, trods det også fyldte hende med en tragisk følelse. Prostituerede var i manges øjne 'faldne kvinder', og dog, kunne man tjene godt, og få sig en form for slægtsskab med sine 'kolleger'. Alligevel var skæbnen for dém som fik børn, ofte ustabil. For nogle mænd ville næppe røre en fremmet kvinde, der bar et barn, og Elena havde hørt om visse sager hvor de  gravide blev opsagt eller 'gemt afvejen' . Derfor, havde Elena set mere end én gang, at en prostitueret havde forsøgt at fjerne barnet selv.
Luciana's tilgang til det, var dog hæderlig. Hun ville uden tvivl elske barnet, og sikre at det fik den bedst mulige opvækst. Derfor nikkede den unge blonde kvinde.
"Of course I will..." Hun sendte hende et varmt, kærligt smil, "I'm sure I would love him or her, just as much as I love you."

Elena havde ikke planer om at få børn selv, og Luciana virkede også lidt trykket ved tanken, om sådanne hypotetiske omstændigheder. Elena, bemærkede hvordan hun prøvede at berolige sig selv lidt, og smilede derfor mildt til hende.
"I'll be there, if it were to happen. You can always come to me." Der var sandhed i hendes ord, "If you get pregnant, don't hesitate to seek my help, and support. I might not know what you're going through, but I'll be your doctor, as well as your sister..."[/color]

"Thank you. You will be the first person to know if it should ever happen, I promise." smilede Luciana varmt. Tingene skete så hurtigt. Det føltes ikke særlig længe siden hun stadig var slave, og dog, det var næsten også som om det foregik i et helt andet liv. En anden krig, og med en ny krig på trapperne frygtede hun for hvordan verdenen ville se ud bagefter. Hvor meget af den ville hun kunne kende? Og hvor meget ville være fremmet for hende, ville hun miste nogle af dem hun kendte? Eller ville hun være heldig at ingen hun havde kær ville komme yderligere til skade. Hun vidste det ikke, hun vidste dog at hun ikke ville være slave igen! Aldrig nogensinde. Slavelivet var hårdt, og skønt hendes nuværende liv mindede om det, var der mere frihed over det. Hun havde fået en smag for frihed, og hun havde ikke i sinde at give den op, ikke uden at kæmpe for at beholde den.

Hun nikkede ved hendes varme, taknemmelige ord. Trods hun engang havde troet at hendes eneste mulighed i livet - efter hendes værge døde - var at ty til prostitution, havde noget i hende krummet sig frygtfuldt sammen. Det var ikke et liv hendes psyke kunne klare. Det krævede en stærk sjæl. En sjæl som Luciana's. Elena håbede det bedste for hendes veninde, og ønskede hende ikke noget ondt. For hvor mange gange havde hun ikke behandlet kvinder på bordellerne, som var blevet behandlet en tand for hårdt? Hun frygtede at skulle tilsé Luciana på en sådan måde. Men hun ville være der for hende. Hun betød trods alt meget for hende.
"Have you given any thought as to where you might go?" Spurgte hun, efter lidt tid, og tiltede hovedet på sned, "If you were to leave Redhawk, I mean."
Hun var nysgerrig. Måske havde Luciana nogle kontakter et sted, eller tanker om en lokation.