Ai laik Heda. Non na throu daun gon ai - Noah

Det var ikke mange dage siden nogle havde prøvet at forgifte hende da hun var alene hjemme. Hun burde have lært noget ved sin fars død, men selv Luna havde brug for at være alene engang imellem. Hvis det ikke havde været for Nathaniel, havde hun været død nu. Wave og Noah havde ikke været hjemme, og hun kunne forstille sig hvilken skyldfølelse der måtte have gået igennem dem. Men der var ingen skade sket, hun var okay. Til at hun havde hørt der var uro på den store kampplads i Fairlake. Luna var taget derhen med Noah, for hun vidste udmærket hvad der forgik. Det var folkets måde at sige, der var en udfordring om magten. Hvis Noah ikke ønskede at kæmpe til døden med hende, ville de sende forskellige krigere ind af deres familier. Naturligvis kunne Luna også sige, at Keeva skulle kæmpe for hende eller Noah. Det havde hun dog langtfra tænkt sig, hvis der kom dertil. Ganske rigtigt, på trods af Wave flere gange havde prøvet at tale hende fra det, var hun taget derhen. Ingen kunne tale hende fra dette, heller ikke Noah.
"It's gonna be okay. I can handle this." Sagde hun forsikrende til Noah imens de nærmede sig. Let sank hun en klump, før hun stoppede op. Let lagde en hånd på hans skulder. "I know I havn't been there the last months.. your whole life almost.. I'm sorry for that.. but you have to know.." Let sank hun en klump. "I'm proud of you. Very." Det var vigtigt for hende at sige, da hun troede hun skulle dø. Var det den ting hun havde tænkt meget på, at hun aldrig havde fået fortalt sine brødre, hvor meget hun elskede dem - eller hvor stolt hun var over dem.

Efter det var sagt kunne hun gå ind i kampfeltet. Hun havde sit mest krigeriske tøj på, og sort kampmaling henover øjnene. En kom frem, tydeligt med flertalt mod Luna.
"None of us here wants war." Let fnøs Luna og løftede hagen op. Noah var blevet ført op til et sted at sidde. Han skulle ikke kæmpe for hende.
"We both know what you want, Echo. If you think me unfit to command....issue the challenge. And let's get on with it." Luna rystede let på hovedet.
"Who will fight for you Commander?" Spurgte en rådgiver, han ville tydeligvis have, at hun skulle vælge Keeva. Også selvom han ikke kunne lide den heks, så ville det være Lunas bedste mulighed, i følge ham.
"Ai laik Heda. Non na throu daun gon ai." Svarede hun ham blot. Echo, fandt den hun ønskede skulle kæmpe med Luna om pladsen. Luna vidste det ville blive hårdt, men hun havde trænet hårdere for det her, end de tidligere ledere af Takumara slægten. Luna gik hen for at finde det våben hun ville bruge, let kiggede hun op på Noah. Let pustede hun ud, og gav ham et nik. Det skulle nok gå, det skulle det. For hendes folk, for sin familie og ikke mindst for Nate. Der var stadigvæk folk her som kæmpede for hende og ville kæmpe for hende.


/@Noah

Noah vidste hvor stædig Luna var, og selvom Wave flere gange havde prøvet, kunne hun ikke blive talt fra det. Noah ønskede ikke at Luna skulle komme til skade eller dø. Men hendes mod var bemærkelsesværdigt. Det var derfor hun var leder. Fordi hun var modig, og tog modstand med oprejst pande. Noah havde fået sig et chok, da nogen havde forsøgt at forgifte Luna. Han havde været så bange for at miste hende. Hvis hun var død, anede han ikke hvad han skulle have gjort. Han ville ikke have kunne klare presset hun bærer på hver dag. Han ville blive nød til det, men det ville langsomt kvæle ham. Noah var ikke en kriger. Ikke rigtig. Han kunne godt, hvis det var nødvendigt. Han havde haft træning. Men Luna ville vinde over ham til hver en tid. Af den grund, havde han ikke tilbudt at tage hendes plads, for han vidste hendes chancer var bedre med en anden eller hende selv. Noah havde længe overvejet at fortælle hende om Malia, bare være ærlig og fortælle hvem hun var for ham. Men han kunne ikke få sig selv til det.

”I know you can.” Han så hende I øjnene da hun lagde en hånd på hans skulder, og fortalte hvor stolt hun var af ham. ”When this is done, we need to talk. Maybe you will not be so proud of me after.” Han ønskede ikke at lægge det over på hende nu, eftersom hun snart skulle kæmpe til døden. Nok kunne Noah være selvisk og til tider arrogant, men han ville ikke byrde hende mere end hun allerede var. Ikke nu. ”Good luck.” Han krammede hende før han blev ført væk. Han kunne stadig se hvad der skete inde på kampfeltet, høre hendes ord. Han så rundt på det publikum der var dukket op. Han fik øje på en kvinde med en hætte. Det i sig selv var ikke så unormalt, men han kunne genkende hende. Selv efter alle de ord, kunne han huske hende. Hvad lavede Valencia Clarke i Fairlake?

Noah så væk, da Luna blev spurgt hvem der skulle kæmpe for hende. Det kom ikke som en overraskelse for ham. Men havde stadig håbet, hun ville vælge en anden. Han ønskede egentlig ikke at se det, men hvis hun kom slemt til skade, skulle nogen følge hende hjem. Hellere ham end Wave. Han havde stadig en vis uskyld tilbage, og Noah ønskede ikke det blev taget væk. Han forventede Luna havde det ligedan. Han forsøgte igen at få øje på Valencia, men hun havde flyttet sig. Han kunne ikke undgå at være nysgerrig. Han vidste Luna og Val havde været tætte engang. Hvis Luna spottede hende, ville hun måske blive distraheret. Valencia var en klog pige, måske havde hun selv regnet den ud og flyttet sig. Da kampen gik i gang, vendte han atter blikket mod Luna.

Luna havde ikke tiden til at tænke over, hvad Noah mon havde gjort. Medmindre han havde stået for dette oprør kunne det umuligt være slemt. Men der forgik meget mere omkring i verden end hun kunne nå at opfange.
"Let's begin. Fight to the death." Sagde en og lavede en bevægelse til at de måtte begynde. Luna havde fået øje på noget bevæge sig i mængden - eller var det blot for at få modstanderen til at tro - at hun ikke havde hørt ham? For så snart han svang svaret imod hende, sprang hun til siden - og snittede ham med sit. Det var første runde, med våben. Det vil sige, til den første mistede et våben - derefter ville den gå på slægtevnen. Luna var heller ikke dårlig i sværdkamp - i nogen kamp faktisk. I betragtningen af hverken Noah eller Wave havde set hende kæmpe før. Og hvis de havde, var det for længe siden - da hun knap nok ville slå en flue ihjel. Det var en vildskab i de blå øjne Luna ejede, og de ønskede at kæmpe til kampen var slut - ikke mindst også at vinde. På trods af hun fik et par slag, så var hun langtfra den eneste der fik det. Dog måtte hun ende med at bøje sig bagover imens hendes sværd blokerede modstanderens. Luna kunne mærke hans styrke der sank over hende, men et greb om bladet på sit eget sværd - kunne hun bruge lidt ekstra styrke til at løfte sig op. Efter slag hist og her, måtte Luna erklærer sig taberen af første runde, men det var ikke ovre endnu. Det næste bestod af betvingelse af vandet - noget folk regnede med hun ville tabe. For Luna kunne ikke andet end bruge det element til skønhed. Troede de.

Heldigvis, takket være Keeva var Luna van til folk prøvede at overraske hende direkte hårdt. Så hun blokerede sin modstanders angreb ret hurtigt. Der var balance i Lunas betvingelse af vandet nu, det var yndefuldt men også meget magtfuldt. Luna sendte en bølge mod sin modstander, imens bagved ham var der van, der sneg sig op på ham - og fangede ham ind. Bølgen ramte og sendte ham i jorden. Han sendte en kugle med vand imod hende, men Luna nåede at stoppe den. Dog var der noget andet vand som fejede benene væk under hende. Et suk forlod hende læber, før hun blev slået omkuld af endnu en bølge. Lettere hurtigt fik hun rejst sig op og formede vandet fra jorden til et spyd af vand - og kastede det imod sin modstander. Hun ramte og sendte ham i jorden.

Kampen tog en mærkelig drejning da han pludselig viste sig at bruge forbudte midler. En evne til at gøre sig usynlig. Pludselig kunne Luna ikke finde ud af, hvor hun skulle kigge hen. Og det var nok til, hun kunne have nået at panikke. I stedet for huskede hun på - intet forblev usynligt. Så da hun hørte et forkert plask i en vandpyt - løftede hun alt vandet op som et isskjold. En hemmelig evne som Luna havde trænet meget på. Avanceret vandmanipolation. Et smertes suk lød fra modstanderen og hun smeltede isen omkring sig - for at vise, at hun var her stadigvæk. Let formede hun et spyd af is og rettede det imod ham. Let stak hun ham i hjertet med spyddet og kroppen frøs til det reneste is. Let så hun op. Stuepigen som havde forgiftet hende tidligere var på vej hen imod Noah. Hun kastede spyddet afsted igennem luften i en umådelig fart - og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro at hun gik efter Noah. Men i stedet for ramte hun stuepigen med kniven lige bagved ham.
"Anyone else care to question my decisions?" Sagde hun tydeligt ud til folk, imens de blå øjne kiggede rundt. "Good. Then I think we are done here. Guards. Take Echo with us. I will hear no more words from her."

Folk begyndte at smutte. Det var den store kamp de havde set, mange var skuffet og mange var glade. Kroppen af hendes modstander var blevet til knust is. Let stod hun for sig selv og kiggede udover arenaen. Da hun fik øje på noget i det fjerne. Det var ikke kun mystikken, men der var noget genkendeligt over den person, som hun faktisk slet ikke kunne se - det var ikke til at beskrive. Let blev hun rystet ud af sine tanker på grund af Noah, og så væk.

Noah brød sig ikke om, at de kaldte det kamp til døden. Selvom han ikke tvivlede på Lunas evner - på trods af han ikke havde set hende kæmpe - så blev det pludselig meget virkeligt. Han fulgte kampen nysgerrigt, men også fyldt med nerver. Især da hun tabte første omgang, mærkede han nervøsiteten stige. Men hun kunne nå at indhente ham i runde to. Og han var sikker på hun ville. Hun havde levet i en sø, det måtte da betyde hun var tæt knyttet med vand. Måske tættere end andre Takumaras. Han foldede sine hænder sammen, og kom til at tænke på Malia, og hvad der var sket kort tid forinden. Han havde lovet hende at fortælle Luna og Aaron sandheden, det havde han tænkt sig at holde. Men det krævede mere mod end han havde regnet med. Måske forventede han bare det værste af folk. Måske ville de slet ikke reagere som han havde troet. Han kunne ikke vide med Aaron, men han troede ikke på Luna ville reagere voldsomt.

Noah blev igen opmærksom, da folk gispede og hviskede ved siden af ham. Han lænede sig fremad så han bedre kunne se. Hvor var han forsvundet hen? Pludselig smed Luna et spyd af is afsted, og manden blev forvandlet til is. Hun må have opfanget noget, han ikke kunne se eller høre derfra. Han så forvirret på Luna, da hun rettede spyddet mod ham. Da det havde vej imod ham, veg han til siden og undgik. Da han kiggede op, sad der en spiddet kvinde med en kniv ved hans side. Han så tilbage på Luna med et chokkeret blik. Det var ikke lige det han regnede med at se, men i det mindste prøvede Luna ikke at dræbe ham, for hun kunne godt. Han trådte væk fra siddepladserne og var klar til at gå tilbage med Luna. Nu var en god chance for at fortælle hvad der var sket. Han så hende stå og stirre efter nogen. Havde hun mon også set Valencia? Det kunne være hans øjne der spillede ham et pus, for han kunne ikke forstå hvad hun lavede tilbage i Fairlake. ”Congratulations.” Han stod et øjeblik. ”I need to get something off my chest. Do you have time for a talk?” Noah var klar over, hun ikke havde oceaner af tid, men han håbede hun kunne give ham et øjeblik, så han kunne fortælle hvad der var sket.

Det var mærkeligt at stå som den der havde vundet. Før hun blev leder, havde hun aldrig troet - at hun ville være i stand til at tage et liv. Det var ikke fordi det blev lettere, men hun tænkte ikke over det længere. Let sendte hun Noah et smil da han sagde tillykke. Det næste han sagde, modtog han en undrende mine fra hende. Men naturligvis ville hun finde ham tid, Noah var hendes bror.
"Yes I have. What is on your mind?" Spurgte hun, der var ikke mange folk tilbage. Og vagterne viftede hun stille væk - pladsen var snart tom. Luna så undrende over imod Noah, hvad hjemsøgte hans hjerne lige nu? Luna vidste ikke, hvad hun skulle forvente lige nu. Luna havde selv taget nogle besynderlige valg for tiden, som hendes far nok ikke ville have været glad for at se. Men hun var lederen nu, og hendes handlinger - ikke sin fars ville betyde noget. Let fik Luna øje på noget i baggrunden også. Et bekendt ansigt som fik hendes hjerte til at springe en takt over. Det var ansigtet af en person, som hun havde lagt i fortiden - på grund af sin far. Men hun slog sine følelser der til side og fokuserede på Noah. Han havde brug for at hun var aktivlyttende og ikke en søster der ikke viste tid til sin familie. Luna kunne se, at det tog meget energi for ham at skjule, så hvad det end var - betød det meget for ham. Det skulle hun være blind for ikke at se. Det kunne både være godt eller skidt, og selvom den første tanke faldt på - at han kunne have været en af oprørerne, så skulle hun lige huske - ikke alt der skete i Fairlake var noget med hende at gøre.
"Just tell me. I won't get angry. I promise." Luna vred så man sjældent, men også nok til - at de gange man havde gjort det - så ville man ikke se det igen.

Noah tøvede. Han kendte Luna så godt, at han vidste det ikke ville gøre hende vred. Hun var ikke deres far. Men alligevel, havde han problemer med at få ordene over hans læber. Det var ikke fordi det behøvede en længere forklaring. Han mødte hende, de kyssede - at gå i detaljer var ikke nødvendigt - og nu kunne han ikke stoppe med at tænke på hende. Hun havde taget ham med storm, men han ønskede ikke at stormen stoppede. Ikke hvis det betød, Malia ikke ville være i hans liv længere. Det var vigtigt for ham, og han ville ikke udelukke hende, fordi han satte sin pligt først. Sådan skulle det ikke være. Mens Luna var opmærksom på noget i det fjerne, forsøgte han at finde de rette ord. Han havde på fornemmelsen, hans ordvalg ikke ville ændre noget.

”Okay… A while back, I met a girl. She was frightened and lost. She didn’t know anything about the war or the bloodlines. She had been held captive here. She is a Crawford.” Han tog en dyb indånding. Nu havde han startet, så var det bare at få fortalt det sidste. ”But not just any Crawford. She’s Aaron’s sister. And I think… I don’t know… I really care about her.” At bruge ordet kærlighed var måske lidt voldsomt nok, men han kunne ikke finde andre ord der kunne beskrive hvad han følte for hende. ”I want to be with her. But I also want your permission.” Han var langt mere tryg ved at tale om det med Luna, når han skulle fortælle det til Aaron, ville han være langt mere nervøs, men på ingen måde vise det. Han ville fremstå selvsikker. Noah kendte ikke Aaron personligt, men han var en bror, og ønskede det bedste for hans søskende. Han forventede Aaron havde det ligedan, og han ville med stor sandsynlighed ikke inkludere Noah.

De blå øjne så direkte på Noah. Intet var vigtigere lige nu. Hun ville vide, hvad han havde på hjertet - specielt hvis han var så nervøs for at fortælle hende det. Han startede ud og nævnte pigen. En Crawford pige. Luna havde hørt ham og Wave tale om en eller anden Crawford pige. Det fik hende dog til at knibe øjnene let - imens hun så afventende på ham. Hvad var der med denne Crawford pige? Malia, havde Luna fået sig fisket frem til på grund af sin tid ved Aaron. Så snart informationen fra Noah var bekræftet - måtte hun tage stilling til.. at han sagde at han holdt af den pige. Det kom bagved Luna - tydeligvis. Let sank hun en klump imens han snakkede videre. Luna kunne ikke tillade sig at forbyde den forbudte kærlighed. Hvis hendes far havde vidst noget om hendes tidligere forhold udover det var med en kvinde-  havde han sikkert startet en krig. Let sank hun en klump.
"Are you sure?" Startede hun forsigtigt ud. Naturligvis var hun bekymret, det var svært nok med kærlighed i slægten - men en udenfor også fjenden  - det var endnu svære. "I'm not gonna say no. You have been there for me before... but I just want you to be sure. I don't want you to get hurt. Because its gonna hurt like hell." Det havde gjort ondt, det havde været spændende også ja. Men det havde gjort mest ondt, specielt at vide - at man ikke skulle have det man ville have. Det sårede mere end det gjorde gavn i sidste ende. ¨
"If Aaron and me can builed some kind of piece... it might work. But if people see you and her.. I'm not sure I can help. Not that I would let anything very bad happen to you." Svarede hun og kunne godt mærke - at det var en tung samtale. Et forkert ord og hun følte - at hun kunne miste hans tillid for altid.
"If you anything.. I think Middel Bridge will be the safest place.. its naturel ground."

Noah havde blæst samtalen op til noget stort i hans hoved. Han havde troet det værste, men han vidste også, at Luna ikke var sådan. Hun ville ikke have det anderledes med ham, fordi han havde følelser for en pige. Hun var ganske vist ikke Takumara, men det burde ikke betyde noget. Det gjorde det ikke for ham længere. At få resten af verden overbevidst, var en meget sværere kamp. En krig. Noah vidste udmærket, Aaron og Luna ikke var på god fod, og det havde været sådan siden hun blev leder. Måske endda før det. Han havde aldrig selv haft meget kontakt med Aaron, så det var umuligt at forudse hvordan han ville handle, når Noah fortalte ham det.

”I’m sure.” Han satte pris på Lunas ord. Men hvordan kunne han nogensinde blive såret? Det virkede som om, Malia havde det ligesom ham selv. Han var sikker på det. ”I’m not going to get hurt.” Hans stemme var fyldt med selvtillid, fordi det var det han følte. Han var så sikker på, han ville gå ud fra det hele med Malias hånd i hans. ”I’m going to tell Aaron. I need to ask for his permission. After that we will see what happens.” Hvis ikke Aaron ville tillade det, matte de finde en løsning. Men for nu, var det hans plan. Så måtte resten falde på plads senere hen.

//Det blev kort, men jeg håber det går

Luna vidste på et eller tidspunkt, ville dette sårer ham. Det gjorde alt der kom med kærlighed. Ikke fordi, det altid var meningen det skulle sårer men det var lidt konsekvensen ved sådan en fantastisk følelse. Luna nikkede til ham. Dog blev hendes øjne det større da Noah mente han kunne bare gå ind og snakke med Aaron omkring det.
"Wow. Slow down. You can't just walk into Crawford ground like that? You know if they see you, and catch you. I can do nothing right? I might be able to make a deal with Aaron, but its very extreme to walk on their land." Nok var Luna og Aaron bedre til at kommunikerer end deres fædre, bare lidt i hvert fald.
"I just gave Aaron one of ours, because this one hurt this.. Malia girl, and Aaron wanted to make him pay. You shouldn't talk to Aaron before I have at least. If anything goes wrong you can start a war, and I don't want that. Not now." Tilføjede hun. Luna mente det var for farligt, og det var nok mest hendes storesøster gen som slog ind. Bare lidt i hvert fald. Luna vidste dog også, at det var langtfra sikkert at Noah tog hendes ord for mere end blot et råd. Det var ikke en ordre at han skulle blive her, men hun håbede han ville vente. Kærlighed var en farlig ind at lege med, og at holde det hemmeligt var da spændende - og ikke mindst gjorde det man cravede det man ikke kunne have mere intens. Men på et tidspunkt ville det blive opdaget, og der ville være folk som ikke ville se lyst på det.

Let nikkede hun så.
"Not that I know you will listen to me now. You are in love, ready to fight for it. And it's good. I'm happy for you, and if anything happens - you can come to me. I will do what I can, okay?" Sagde hun så. Luna ville da prøve, det var ikke sikkert det ville lykkes - men hun kunne da give det et forsøg. Desuden virkede Aaron som en der blot ville have sin søster var glad - det var det med at være den ældste - ønsket om at ens mindre søskende blot skulle have det godt.

Noah havde aldrig været forelsket før. Han havde syntes om en pige, holdt af hende. Men forelskelse var en ny følelse, og han ønskede ikke at den stoppede. Så han måtte gøre hvad var nødvendigt, så han kunne være sammen med Malia. ”I know that. I have thought this through. If I come to him and he hear it from me, maybe he will not be as angry. Malia came back to Fairlake, I need to go meet her people now. I know you want to protect me, but I have to do this. I know you understand. I promised Malia I would meet them tomorrow. I’m leaving in the morning.” Det hele var allerede planlagt. Han ønskede Lunas godkendelse, men fik han den ikke, ville han tage af sted alligevel. Han havde allerede besluttet sig.

”I know you don’t want war. I don’t either. But how would I look, if I sent my sister in my place. You’re the commander, but I am next in command. I can do this too. I’ve been trained too. Please let me do this.” Han havde besluttet sig dagen forinden, nu var det mere for at oplyse hende, og forhåbentligt få hendes velsignelse. Hvilket det lod til han fik, det var vigtigt for ham, hun støttede ham. ”I know you’ve been through something similar with Valencia, but it’s not the same. You were younger, without the responsibility you have today. I am sure things have been different if you were with her now. It’s different for me. I know how I feel, and I will tell Aaron exactly that. Then we’ll see what happens.”

”I know. Thank you.” Han vidste, at Luna kunne tale ham fra det. Hun var måske den eneste der kunne. Hvis Wave forsøgte, ville Noah bare føle, han ikke vidste hvad han gik igennem, at han var for ung til at forstå. Det var måske uretfærdigt, men det var nu alligevel sådan han havde det. Men Luna havde levet, oplevet ting. Hun ville kunne argumentere for, hvorfor han ikke skulle gøre det. Heldigvis gjorde hun det ikke. ”I will go pack. We will see each other again, when I return.” Noah satte kurs mod deres hus. Hvad morgendagen ville bringe, havde han ingen idé om.

//out.