HAVE YOU LOST YOUR MIND?! - Aaron

Oh yeah.. I did it xD //

---

Tingene var gået helt af sporet, og ikke kun for Dylan. Aaron havde ændret sig forfærdelig meget, men ikke at hun bebrejdede ham for det. Han havde mistet både sin lillesøster og sin mor - endda selv slået sin mor ihjel. Det var overalt. Dylan tilgengæld havde opdaget sin tvillingebrors planer om at overtale for Oikans - eller sådan gik rygtet. Dog havde hun ikke tid til at tænke på det nu! Lige nu skulle hun have Aaron på plads. Folket var bekymret og de snakkede faktisk om direkte at fjerne ham, fordi de var blevet bange for ham. Det havde Dylan så bare ikke lige tænkt sig at lade ske, så hun kunne i det mindste tale med ham først. Eller tale var en pæn måde at sige, at hun ville ruske lidt fornuft ind i ham.
"Aaron!" Råbte hun som hun kom ind af døren. "You are freaking people out. Maybe it's best you take a break from this.. you haven't even had a chance to heal from everything.." Tilføjede hun så snart hun fik øje på Aaron. Han lignede ikke sig selv, blikket var anderledes - det skulle hun ikke bruge langtid på at finde frem til.
"Stop looking at me like that.." Sagde hun så og rynkede en anelse på brynene," why do you look at me like I'm the enemy?" Spurgte hun undrende. Det var ærligtalt heller ikke ligefrem betryggende.

//I love you, but I hate you XD//

Aaron kunne ikke beskrive eller sætte ord på, hvordan han havde det, efter at han havde dræbt sin egen mor. Det havde været utrolig let for ham, hun havde sendt alle de folk efter ham, alle dem han måtte dræbe, hun havde sendt dem efter hans nærmeste og så prøver hun at dræbe Luna. Han følte ingenting da han dræbte hende. Men det var hans mor? Han vidste ikke hvordan han skulle reagere på det, når folk sagde det til ham. Hver gang han sagde hvor nemt det havde været at dræbe hende, kom de altid med kommentaren om at det havde været hans mor. Men han følte ingenting da de nævnte det. Al følelse var væk, der var ingen skyldfølelse, den havde forladt hans krop. Det eneste der var tilbage var et stort tom rum, dog dette store tomme rum, var fyldt til bristepunktet med vrede.
Og her stod Dylan. Hans aller bedste veninde, eller skulle han sige tidligere bedste veninde.
Hvorfor skulle han holde en pause, hvad pokker skulle han heale for? Han havde det fantastisk, han var i tip top stand, eller det følte han i hvert fald, men de fleste syntes ikke det.
Heal from what? Killing my mother? That was as easy as running a knife through soft butter sagde han og trak på sine skuldre. Hun kunne virkelig ikke forvente en anden reaktion end det. Hans egen mor havde gået bag om ryggen på ham og dolket ham utallige gange.
Han så på hende med et blik som han ikke havde brugt før, overfor sine nærmeste som hende. Men efter alt hvad der var sket, var det blik blevet mere og mere hyppigt.
Et smil formede sig, et ubehageligt et af slagsen, da Dylan kommenterede hans blik og hvorfor det var vendt mod hende.
Men hun forstod ikke... Alle var hans fjender nu, han kunne ikke engang stole på sin egen mor, så hvorfor skulle han stole på Dylan, som ikke en gang var kød og blod.
You are the enemy, all are. How can I trust anyone, when my own mother went behind my back. vrissede han og kiggede på hende med sammenknebne øjne.

Det overraskede hende på en måde at se ham sådan her, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ved ham. Hun havde set sig selv for mange år siden i samme situation - måske havde hun ikke selv dræbt sin mor, men hun havde set sine forældre blive dræbt og sin lillebror - smerte ved at miste familie og gemme sig bag en evig facade var brutal.
"Stop acting like you don't give a shit about anything, please, just stop acting up on me," bad hun stille men stadigvæk med et fast blik. Hvis Aaron virkelig havde tænkt sig at virke sådan her overfor hende - det ubehagelige smil, og det blik der fik hende til at gyse - så var hun nød til at stå fast. Dylan vidste ikke hvad hun var gået ind til, men hun vidste at hun måske var den eneste der virkelig havde en chance for det. Da han sagde hun var fjenden, hævede hun på et bryn.
"Don't you dare say that! I have done so much for you, Aaron. Don't turn your back at me now.. okay?" Sagde hun en anelse truende og trådte et skridt mere frem imod ham. "I don't want to fight you.. I just want you back. I miss my best friend, you can trust me.." tilføjede hun mere sørgmodigt. Hun håbede på at kunne nå ind til ham. Hvis nogle skulle kunne det var det hende, burde det ikke være hende? Dylan kendte alligevel et udtryk som det han havde, han var ved at drukne - og lige nu var hun blot i vejen.
"So what is going to happen.. are you doing to kill me? Lose more trust of your people.. or what.. you know I will always love you know matter what.. so If you need to kill me.. get on with it.. just don't blame yourself for it when you get back.." Sagde hun så og gav ham næsten lov til at slå hende ihjel - hvad hun ikke ville gøre for Aaron. Hun tvivlede dog på i sidste ende at han ville gøre det, men det var måske bare hendes metode til at se, hvor langt han i virkeligheden var væk? Havde han mistet det sidste af sin menneskelighed - var hun virkelig bare ingenting for ham nu. Det ville hans reaktion vise, men hun havde løjet for ham der - for selvfølgelig ville hun kæmpe bare lidt imod. Han ville en dag fortryde det, og det vidste hun i sit hjerte - men det ville i det mindste ikke være en skyld hun skulle bære.

Et grin forlod hans læber, hun så det som om at det var noget han valgte at gøre, som om der var noget godt bag den facade. Men det var ingen facade, ikke skuespil, ikke bare noget han kunne slå fra og til, ikke noget han opførte sig som, ikke noget han gemte sig bag. Dette var ham nu.
Ikke noget han kunne lave om på, han havde lagt den gamle Aaron bag sig, han havde brug for at være stærkere, han havde brug for et bedre syn på sine omgivelser, så hvad der skete med hans mor, ikke skete igen. I'm not acting up, if you came here to find the old Aaron, then you are mistaken. The old Aaron is gone, I'm not weak like him. He is far gone
Aaron var stadig lige så ubehagelig overfor hende. Han kunne dog godt se hvor desperat hun var, for at få sin gamle bedste ven tilbage. Den dårlige nyhed for hende var bare, at han stod lige foran hende. Take it or leave it.
Han kunne ikke lave være med at små fnise provokerende, da hun begyndte at true ham, hun troede hun vidste hvad hun havde gang i, men hun var ude på dybt vand og hun var ved at drukne.
Han rystede på hovedet af hende og hans øjne fulgte hende bare, som hun trådte tættere på ham.
Your best friend is standing right in front of you Dellie Han lagde ekstra tryk på hendes kælenavn, som han havde givet hende. Han var hendes bedste ven, bare ikke med den helt samme personlighed, som hun måske huskede fra før.
Der var intet at nå ind til, der var intet som gemte sig bag, det var bare gode minder som var blevet dårlige, og dårlige minder som var blevet forfærdelig, det var som om der intet var godt tilbage i ham. Som om alle gode følelser havde forladt hans krop... Men det var ikke fordi at det var en dårlig ting, nej nej, det skulle der ikke tales dårligt om, for det var godt, i hvert fald fra hans synspunkt.
Hans øjne fik en seriøs glød til dem, da hun forslog at han drabte hende. At hun faktisk gav ham lov til at slå hende ihjel. Han stod helt stille og tænkte det hele igennem. Han stod bare og kiggede på hende, som hun stod klar til at han slog hende ihjel. Hun tænkte nok at han ikke ville gøre hende noget, at han ikke ville dræbe hende, fordi der var noget godt tilbage i ham, at hendes gamle Aaron stadig var derinde et sted. Men der var en ting hun ikke vidste. Alt det gode som havde været der før, var erstatet af alt dårligt i verden og hun havde lige givet ham tilladelse til at dræbe hende... Og han ville gøre det uden tøven.
Et smil formede sig på hans læber. Og inden han angreb hende, kom der en iskold stemme fra ham. As you wish 
Han kom gående med høj hastighed hen mod hende og plantede et solidt knæ lige i hendes maveregion, inden han tog begge sine arme over hendes ene skulder, tog fat i hendes tøj og rev hende mod ham, så hun kurede hen af hans gulv. Han gik derefter hen til hende igen og samlede hende op, hvor han trak hende hen til en af hans borde i hans stue, hvor han igen og igen, smadrede hendes hoved ned mod bordet til han så massere af blod, hvor han til sidst bare smed hende ned mod gulvet. Han satte sig ned ved hende og ventede hende om, hvor han så begyndte at slå hende flere gange i hovedet, stadig med hans iskolde øjne.

Sekunderne gik så hurtigt. Det var ikke fordi hun nogensinde havde regnet med at han ville angribe hende, tvært imod. Og der var han. Hvert eneste slag, hver eneste form for smerte skete ovenpå hinanden, og hun gjorde intet imod det. Smerten samlede sig i hende, men det var ikke første gang nogen havde fysisk skadet hende før - hun kunne holde til det. Lidt i længden i hvert fald. Hvis det havde været nogen anden ville de have taget langt hurtigere skade end Dylan - det var der hendes evne var en god ven. Det var først da hun ramte jorden og gispede efter vejret, at hun egentlig registerede alting omkring hende. Slag for slag ramte han hendes hoved med de snart blodige næver.
"Aaron stop," prøvede hun at mumle ud. Til sidst måtte hun vel prøve at gøre noget. Hun greb fat om hans hånd og vred den om for at placere sit ben i et spark ved hans brystkasse - bare for at komme på benene igen. Musklerne gjorde ondt fra skaderne og hun havde mest af alt lyst til at gå - men hun kunne ikke efterlade Aaron. "This ISN'T you and you know it," udbrød hun og spyttede blodet ud på gulvet. Hun brød sig ikke ligefrem om smagen. Det havde været hende der havde været gennemtævet af hans mor for at advare ham. Nu var det vel bare Aarons tur til at fortsætte den.
"This isn't how you would want it to be.. you don't need to become this person.. is that what you want Malia to see? Bellamy?" Spurgte hun og gjorde sig egentlig blot klar på et nyt angreb. Det var hvad hun forventede nu - et angreb. Flere faktisk og spørgsmålet var mere om hun i længden følelsesmæssigt kunne holde ud til at han prøvede at dræbe hende. "You know you and Jackson have lots of things you could relate too now.. never thought you would be like him," tilføjede hun en anelse hårdt - men han var jo ligeglad, måske ville ord ikke ramme han - og han ville vende den tilbage imod hende - men det var jo ligemeget nu, Aaron var væk. Havde hun virkelig mistet ham.

Han reagerede ikke på at hun sagde stop, hvorfor skulle han dog? Hun havde givet ham tilladelse til at slå hende ihjel, så nu var han igang, hun kunne ikke bare sådan sige stop undervejs. Han lavede en tsk lyd da hun begyndte at kæmpe imod, som hun tog fat i hans hånd og sparkede ham i brystkassen. Han lod hende slippe fri, for selv at kunne komme op og stå igen. Han kunne dog ikke lade være med at grine lidt af hende igen. Det var stadig ikke gået op for hende, at dette faktisk var ham nu. Hun blev ved med at tro at hun kunne gøre ham bedre, at hun kunne få den tidligere Aaron frem i ham, men det kunne hun ikke, han var væk og det var han forevigt, hvis det stod til ham selv.
This is exactly me Dellie, and you know it hvæsede han af hende.
Han behøvede ikke at blive den person? Men han var allerede den person, og det gjorde det ikke bedre af at hun tilføjede personer til hans tanker. Det gav bare mere kul til ilden, som var startet inden i ham.
I'm already THIS person, and talking about my sister and Bellamy? My sister could be like my mother for all i know, she is my blood and Bellamy? He left me! He left me and ran off to mom, dad and baby with you sagde han og trak på skulderne. I'm not mad about it, no, I don't really care sagde han med et smil, som var alt okay.
Han gik tættere på hende, så han til sidst stod helt foran hende, så hun kunne mærke hans ånde.
Han smilede da hun nævnte Jackson og at de nu havde noget tilfælles. Det havde de vel, udover at Aaron nu var meget værre end Jackson. I should have let Jackson have his way with you back then... maybe I could even have joined in on the fun sagde han inden han endnu engang tog fat i hendes tøj og rev hende mod sig selv, så hun ramte gulvet med et bump og kurede hen af det. Igen gik han over mod hende og satte sig oven på denne gang, hvor han igen begyndte at slå hende i hovedet, indtil han så mere og mere blod og så bare fortsatte. Han havde ingen grænser nu, han stoppede ikke, han ville ikke stoppe.

Malia havde ikke ligefrem ønsket at snakke med Aaron efter hvad der var sket, hun havde boet ved Nate. Derfor havde hun i sidste ende alligevel bestemt sig for at tage sig sammen og snakke med ham. Malia var ikke andet end lige kommet hen til fordøren da hun reagerede på de kraftige følelser indenfor, ikke noget hun ville tænke var Aaron - men så hørte hun slagene udbrudne. Det lød som Dylan. Malia var klædt i et par lange sorte bukser, en mere grå tank top og håret var sat op i en hestehale. Hun var selv i top form og skyndte sig blot indenfor. Dylan var så knust og det gjorde næsten ondt på Malia.
"Aaron stop it!" Råbte hun imens hun så på sin bror så og smadre løs på sin bedste veninde. Hun løb derhen imod og vidste ærligtalt ikke, hvordan hun skulle stoppe ham. Panikken skreg nærmest i hende før hun kom i tanke om, at hun havde et åben ingen andre havde. Hun stoppede ærligtalt op og stirrede på Aaron - alt for at trigge en følelse af skyld.. kraftig skyldfølelse, nok nærmere for at få ham til at stoppe sine slag. Så snart det bare lettede lidt og hun kunne føle ham påvirket af det, så tilføjede hun andre følelser. Sorgen ramte ham og blandede sig kraftigt med skyldfølelsen. Den sorg over hvad de begge havde mistet, over at have mistet deres mor. Han havde næsten mistet Malia også, hvis hun ikke havde været for stædig til at ville dø. Den sorg og følelse af tab var forfærdelig nok i sig selv, og skylden ville ikke ligefrem gøre den lettere. Dog var Malia også blevet god nok til at vide, at knække en person var en ting, hvis hun skulle have sin bror tilbage i et helt stykke krævede det også bare en positiv følelse.
"Can you feel that?" Spurgte hun så snart hun begyndte at tilføje lettelsen og glæde. Det var måske lidt ekstremt at tilføje så mange følelser på en og samme tid - men han havde brug for mere end en følelse, han havde brug for at være i konflikt med sine tanker og følelser. Så det gav hun ham. "That is joy.. because she is still alive... she is not dead.. it is okay.. I'm here .. " tilføjede hun stille og satte sig ned på hug ved siden af ham. Malia fjernede ikke de angribende følelser, men lod dem blande sig i hans system - i hvert fald til at han havde bare reageret nok på det. Hvilket gav Malia tid til at kravle tilbage og sidde op af en af murerne.. kæmpe for at få sin vejrtrækning stabil. Så længe hun ikke skulle modtage flere slag nu, ville healingen starte af sig selv i de små - nu var det hele i Malias hænder. Malia så imod Aaron ganske stille og ventede blot på ham. Hun ville ikke tage fysisk kontakt før han selv søgte den i hvert fald. "Talk to me Aaron," hviskede hun stille.

Aaron havde ikke lagt mærke til at hans søster, Malia, var kommet ind i hans hus, før at hun faktisk råbte stop til ham. Han kiggede op mod hende med sine kolde følelsesløse øjne, som hun stod der og så på ham slå Dylan. Han kunne se hvor overrasket hun var over synet, han forstod hende nu godt, den tidligere Aaron ville ikke at havde putte en finger på Dylan. Men han var altså ikke den tidligere Aaron, han var en helt anden og det kunne Malia vel godt se. Hans øjne fulgte hende som hun kom løbende hen imod dem. Han kunne se hvordan hun ikke vidste hvad hun skulle gøre i denne situation. Det fik ham til at smile selvsikkert og vende fokus tilbage på Dylan. Seems like sis doesn't know what to do grinte han, som han plantede endnu et slag i hendes ansigt, blandet med det så mange andre.
Han nåede dog ikke det andet, da en følelse af skyld ramte ham som en lastbil. Han stoppede brat op og slap helt Dylan. Han blev helt stiv i kroppen og kiggede ned på hvad han havde lavet, kiggede hen på Malia og huskede tilbage til det han havde sagt til hende. Hans øjne begyndte at blive våde og snart løb tårene over. Hvad havde han dog gjort, hvad var det lige han havde haft gang i!? Efter det kom følelsen af sorg. Han havde slået sin mor ihjel, uden følelse. Han havde været ligeglad med hende. Det kunne godt være at hun var gået bag om hans ryg, men hun var trodsalt hans mor. Og efter det havde han bare været ligeglad med at hans søster var ved at dø. Hvad var han dog for et menneske? Hvad kunne der være sket for ham, siden at han blev så kold.
Alle de mord han havde begået var helt sikkert det der stod bag det hele. Han kom til at tænke tilbage på Bellamy... Han var gået fra ham. Han havde ikke sin Bellamy længere. Han begyndte at græde, det var lavt men han græd. Han var forvirret, for han forstod ikke helt hvordan han kunne havde gjort alt sådan noget, hvordan han kunne havde været så ond mod dem han elskede så højt.
Han vendte sin opmærksomhed mod Malia, da hun begyndte at tale til ham. Han følte en glæde og lettelse, som om at alt var forgået nu, var slut. Han var færdig, han ville ikke slå Dylan mere, han ville blive den samme person igen, få sine venner og familie tilbage. Han ville have Bellamy tilbage.
Han lod Dylan kravle væk, for han havde ærligtalt fokus på noget helt andet end hende nu.
han vidste ikke hvad han skulle sige. Han var blevet mere sig selv end han var før, men han var sønderknust. Alt hvad han havde gjort, alle de mennesker han havde dræbt, sine egne mennesker, sin mor. Alle dem han havde såret, sin søster, sin aller bedste veninde. Han ville aldrig blive sig selv igen, han ville leve med denne skyld forevigt. Han ville aldrig kunne se på sine venner den samme måde, uden at tænke på hvad han havde gjort imod dem. Han ville ikke kunne tilgive sig selv, selvom det måske tilgav ham. Det ville aldrig ske.
Han vendte sine øjne mod Malia, så på Dylan i et kort øjeblik, og så tilbage på Malia før han brød ud i grød og trak Malia ind til sig i et kram. I'm so sorry, I'm so so sorry, this was never meant to happen, I would never hurt a fly, that wasn't me, I would never do that, I love you guys so much græd han imens han krammede Malia ind til sig.

Malia lod ham reagere. Hun lod ham blive opslugt af følelserne og minderne - tankerne bag alting der var sket. Det gjorde hende ondt at se ham græde og se ham så knust - indeni gjorde det så ondt - men hun var nød til det. Det her var hendes job lige nu, at sørge for at hendes bror ikke var fortabt for altid. Hun så blot på ham. Det måtte være hårdt at være lige nu og her at komme tilbage til sig selv. Det blodige gulv, hans hænder dækket med Dylans blod. Dylan siddende lidt derfra, udmattet og fortvivlet samtidig lettet over Malia var der. Før Malia nåede at sige noget igen, havde Aaron taget hende ind i sin favn. Det gav et kort gisp fra hende, og hun havde næsten glemt, hvordan det føltes at kramme ham. Malia svang uden tøven sine arme omkring Aaron. Han undskyldte og undskyldte. Tydeligvis stærkt påvirket af følelserne, men det var bedst sådan. Nogle gange krævede det at de blev triggered før man bemærkede dem for alvor. Malia lukkede øjnene i og lod ham egentlig blot græde ud. Hun havde øvet sig i ikke at blive for påvirket af andres stærke følelser - og det viste hun her. Før hen ville hun have reageret som Aaron - og det var endda svært ikke selv at græde lige nu og her. For hun havde savnet sin bror så meget - han havde trods alt været den hun søgte da hun var i sit værste - og nu. Nu var hun endelig tilbage ved ham.
"It's over, I know it wasn't you," hviskede hun til ham og holdt ham godt fast ind til sig. "I love you so much big brother," tilføjede hun så før hun trak sig lidt ud af omfavningen så han kunne se i hendes øjne at hun mente det. De grønne øjne lyste klart op af den glæde over at have ham tilbage. Det var måske lidt sværer for Dylan, og alligevel havde hun altid vidst at Aaron var derinde et sted, men dækket ind i sit eget blod gjorde det en anelse sværer - specielt med de ord som var blevet delt sammen med slagene. Dylan vidste også godt at hun selv var skyld i nogle af tingene der var hent Aaron. Som det faktum de begge to havde fodret hinandens mærke når de var gået ud for at udslette fjender i skoven - hendes forretninger udenfor slægten. Måske gav hun sig i virkeligheden blot skylden for hvad der var sket hende - som altid. Malia rettede derfor blikket over imod Dylan.
"Stop that," sagde hun en anelse truende og hævede på et bryn. "Don't you dare start beating yourself up for this.. you should go to the healers," tilføjede hun så og så tilbage på Aaron kort.
"Fine," mumlede hun lettere hæst over den flækkede læbe. Dog rejste hun sig ikke ligefrem, lige her og nu tvivlede hun på at hun overhovedet var i stand til ikke at besvime hvis hun rejste sig op. Så derfor blev hun siddende.
"I don't blame you.. you should know that.. that wasn't you," tilføjede hun og sank en klump.

//I needed the topic on my list xD