How do survive a storm - Aaron

Hjertet bankede voldsomt hårdt imod brystkassen, men den bankende lyd overdøvede langtfra den hulken der forlod hende. Smerten var ikke ligefrem intens fysisk men nærmere mentalt. Det kneb sammen indeni hende, prøvede at få hende til at holde det tilbage - men det var allerede for sendt. Der var ingen vej tilbage nu, vandet strømmede ud over hendes øjenlåg som et vandfald. Det havde været for voldsomt denne gang. Læben var flækket, og de røde samt blå mærker strak sig op og ned af de bare arme. Hun var ikke mere end sin natkjole, men krøllet sammen var hun ude i køkkenet. Armene svunget rundt om sine ben, imens hovedet slog tilbage imod køkkenskuffen. Tårerne var uendelige, og hun kunne mærke udmattelsen af gråden. Der lå glas på gulvet, knust i fine små stykker. Fødderne løb i blodet fra skaderne og glasset havde tydeligvis ramt hendes kind før det smadrede. Øjnene blanke, sikkert snart tomme af alt den tristhed der havde forladt dem det seneste tid. Var det allerede blevet middag? Jackson var gået på arbejde for nogle timer siden - men hun havde ikke løftet en finger siden. Hun håbede ingen skulle se hende sådan her, måske var det derfor hun havde gemt sig i det fjerneste hjørne af køkkenet? Dog havde hun ikke ligefrem overvejet fodsporene af blod fra det glas hun havde trådt på førte vej hen til hende. Nogle møbler var væltet, og det lignede der havde været et form for indbrud eller blot en slåskamp. Men dette havde været den eneste slåskamp Dylan ikke ligefrem turde slå igen i. Mest fordi der var for meget på spil. Jackson truede med at gå efter Eliza, efter Aaron og Bellamy. Og hvis der var nået Dylan ikke ønskede.. var det at der skulle ske dem noget.

Med et klik slog hun sig ud af tankerne og holdt vejret. Døren var gået op, og hun kunne hører at nogle var på vej ind i huset. Let holdt hun vejret og lukkede øjnene i. Den gode hørelse prøvede at fokuserer på lyden af skridt i stedet for lyden, af hendes eget hjerte der løb om kap med sig selv. Dylan prøvede at holde vejret, men det var svært at holde det inde. Men bange alligevel var hun, hvis Jackson så hun stadigvæk bare sad her - ville han råbe og blive endnu mere vred end før. Men der var ikke noget at gøre ved det, hun var en kriger - hvis nogle så dette - ville de blot synes hun var svag. Men det var tilgengæld nemt at sige at skaderne var fra en træningskamp. Snart så hun en skygge blomstre frem, personen var på vej imod hende. Hjerterytmen blev hurtigere og hurtigere i ren og skær panik. Da hun så hvem det var, vidste hun ikke om hun skulle grine eller græde - eller blot ligge sig til at dø.
"Please don't look at me like this.." Hviskede hun lettere hæs da hun så Aarons ansigt komme frem. Tårerne kom frem igen, løbende en efter en på flugt fra den næste. Let flyttede hun hænderne op til sine øjne for han ikke skulle se hendes ansigt. Hun var flov over dette - ekstremt.

//@Aaron <3

Påklædning

Aaron havde ikke ligefrem haft en al for nem dag. Den havde været fyldt med en masse folk, som han skulle tale med, hilse på og aftale ting med, omkring hans stilling og arbejde. Omkring andre slægter og hvad der skulle forgå. Han havde dog ikke regnet med at det, skulle tappe ham for så meget energi, at han næsten kunne falde om af træthed. Han havde derfor valgt at tage hen til Dylan, bare for et kort besøg. Han kunne godt lide at snakke med hende, hun var en god ven når det kom til det. Det var dog ikke altid behageligt at være i hendes hus, på grund af hendes kæreste, Jackson. Han virkede altid anspændt og meget pressende, når Aaron var sammen med Dylan, som om han ikke kunne lide at Aaron var for tæt på hende.
Men hvis man skubbede det til side, elskede Aaron at være sammen med Dylan. Det fik ham til at slappe af, og det var virkelig det han havde brug for i det øjeblik.
Da han kom til hendes hus, deres hus, bankede han på døren, han gjorde det et par gange, men da der var ingen som lukkede op, lukkede han sig selv ind, så måtte han tage skidebalden bagefter.
Han fik dog et lettere chok da han trådte ind. Det så ud som om at der var faldet en bombe derinde. Hvad var der dog sket? Et bryn blev løftet da han så blod på gulvet. Blodige fodspor nærmere. Han fulgte dem og fandt en blodig Dylan, siddende på køkkengulvet i et stadie han aldrig nogensinde havde set hende i før. Dylan havde været en stærk pige i hans øjne, så at se hende i den situation gjorde ham bange.
Han satte sig ned foran hende og ignorerede hendes bemærkning. Han var ligeglad med hvordan hun så ud, hun skulle hjælpes lige meget hvad.
Men dette var selvfølgelig ikke noget hun havde gjort mod sig selv og han havde en mistanke om hvem der var.
It was Jackson wasn't it... where is he? Im gonna kill him sagde han og kiggede ned på hende.
Hans hånd lod meget let strejfe hendes kind, som tydeligvis var blevet ramt af det glas der var blevet smidt med. Han så lidt nærmere på hende, han havde været hård mod hende, han havde aldrig set dette, men det kunne ikke være første gang at det var sket.
Let rejste han sig op, hvor han så tog hende op i sine arme. Han begyndte at gå med hende, hun skulle hen til et hospital, så hun kunne blive tjekket. Hun kunne ikke gå, eller... han ville ikke have at hun gik i hvert fald.
Im gonna take you to the hospital, then im going to find Jackson sagde han, mens han gik ud af huset og ned mod hospitalet, af og til hvilede hans øjne på hende, for at se om hun havde det fint.

Dylan fjernede stille hænderne fra sit ansigt som han satte sig der, men hun kunne ikke stoppe sin gråd - og derpå lod hun Aaron se direkte igennem sin sjæl. It was Jackson wasn't it... where is he? Im gonna kill him. Dylan klemte øjnene sammen, og gav et kort nik fra sig.
"I.. I don't know.. where he is." Svarede hun hurtigt, stemmen var svag og knækkede ved det sidste ord. Dylan var stærk, men der var også en grænse for, hvor stærk man kunne være. Lige nu kunne hun mærke sig selv langt over denne grænse. Hånden strejfede hendes kind, skaderne var voldsomme - men Dylan kunne også tage mere smerte end mange af de andre - det kom af hendes evne, og det havde Jackson fundet ud af. Im gonna take you to the hospital, then im going to find Jackson. Dylan rystede på hovedet.
"No.. It's not gonna work Aaron.. their medicine, might just do it worse. My body will heal.. give it a little time.." Svarede hun. Hvis healerne begyndte på alt muligt, kunne de sikkert ødelægge Dylans kropsfærdigheder, eller i hvert fald være nød til at lave en række tests før de fandt ud af, at der skulle stærkere midler til. Det var underligt at være i armene på en anden, på samme tid med hun følte sig så svag, følte hun sig også sikker på en anden måde. Men hun så bedende imod Aaron.
"Just take me to your place. Please Aaron." Bad hun og sank en klump.  Fysisk var de mindste af skaderne allerede ved at heale, de større tog lidt længere tid - men det var stadigvæk hurtigere end hvis det havde været Aaron der var blevet angrebet.
"Thank you.. for breaking in." Et lettet smil sneg sig op på hendes læber.

Hans foragt og vrede mod Jackson blev bare større, da hun bekræftede at det var ham, som havde gjort det mod hende. Han ville helt sikkert få ram på Jackson, på den ene eller den anden måde. Om han så skulle dræbe ham, han var ligeglad. Han ville måske miste sin stilling som leder, men det tvilede han stærkt på, eftersom Jackson var før blevet mistænkt for at være en aggressiv fyr, mod andre. Aaron havde dog aldrig troet at det ville gå så langt, at Dylan skulle se sådan ud, som hun gjorde. Hvis han havde vidst det før, havde han slået til, før det skete, før det overhovedet nåede så langt.
Han skulle nok finde Jackson, ingen tvivl om det, han ville ikke lade ham slippe afsted med det, han havde gjort mod Dylan.
I will find him, I promise, and then I will end your suffering sagde han gennem sammenbidte tænder.
Han kiggede dog lidt undrende på hende, da hun sagde nej til hospitalet, men han forstod hende hurtigt og nikkede så bare til det hun sagde. Så blev det hjemme hos ham, han havde et gæste værelse, han havde mange, men et ved siden af ham, ville være godt for hende, indtil hun kunne finde et sted at bo, langt væk fra Jackson, medmindre Aaron fik ramt på ham, så behøvede hun ikke at flytte fra sit hjem.
Okay, I will take you to my house, I have a spareroom, then i will search for Jackson sagde han og kiggede ned på hende. Han gav hende et blidt smil, det virkede ikke anspændt, som det nok burde, hvis man var rasende, men så snart hans øjne lagde sig på Dylan, var det som om hans vrede forsvandt.
Han kunne ikke lade være med at grine lidt af det hun sagde. Ja han brød faktisk ind, men han håbede nu ikke at Jackson ville melde det, det kunne han nu sagtens, hvis han ville.
You are welcome, although im also kinda kidnapping you, aren't i? sagde han og grinte let.
Han gik hurtigt mod sit hjem, med hende fast i sine arme. Da de endelig kom ind, gik han bare hurtigt op af trapperne, til værelset ved siden af hans(det værelse Malia har nu)
Han lagde hende forsigtigt i sengen og kiggede bare på hende, han vidste ikke hvad han skulle gøre, han vidste intet om disse situationer, udover at han var ret så rasende lige nu.
Men han kunne ikke bare efterlade hende nu, hun skulle renses... eller ville hun gøre det selv. Han vidste ikke hvor hendes grænse gik, i forhold til at skifte hendes tøj... det ville hun vel nok selv, tænkte han.
Men han kunne heller ikke lade hende gå rundt selv og bruge den energi, hun skal bruge til at heale sig selv.
Han sukkede tungt og gik så hen til et skab, hvor der lå forskelligt tøj, mest af det var tøj til mænd... fordi det ligesom var ham der boede der.
Han tog en stor tshirt ud og et par joggin bukser, som han lagde på sengen, hvor han så ville hjælpe hende med at få hendes trøje og bukser af, hvor han bagefter tog trøjen over hovedet på hende og bagefter lod han hende bare tage bukserne på selv. Hun kunne jo ikke have blodigt tøj på, hvad for en ven ville han være.
Han tog hendes tøj og smed det i en vasketøjskurv, hvor han bagefter satte sig hos hende i sengen.
What happened, Dylan? spurgte han forsigtigt.

I will find him, I promise, and then I will end your suffering. Dylan vidste ikke, hvordan hun skulle reagere på de ord. Jackson var en hun havde stolet på, og lukket sig op til - følelsen af aldrig turde at fortælle nogle det som hun havde fortalt ham - den gravede sig dybt ind i hende. Og hun vidste at hun aldrig ville fortælle nogen om sin fortid igen, ikke Bellamy.. ikke Aaron.. Samuel.. ingen. Dog måtte hun indrømme, at hun aldrig havde været mere lettet end da Aaron lyttede til - at de ikke skulle på hospitalet. Hvis der var noget hun ikke orkede, var det den unødvendige stress hun ville få der. Then i will search for Jackson, Dylan var faktisk ligeglad med Jacksons skæbne. Han var død for hende lige nu, en trussel som blev ved med at træde på hende når den fik muligheden. Og han havde ødelagt en eller anden ting i hende.

You are welcome, although im also kinda kidnapping you, aren't i? Smerte var ikke noget nyt for hende, og hun havde lært at grine sig selv igennem det før. Hun havde overlevet værre ting end, hvad Jackson havde smidt hende i. En eller anden dag ville hun måske være i stand til at fortælle om det igen - men der ville gå lang tid, for hun havde ikke brug for flere vendte sig imod hende. Specielt ikke lige nu. Lige nu var hun bange helt ind til knoglerne, også selvom grinet forlod hendes læber - og øjnene lyste halvt op.
"Who would have guess kidnapping could be like this." Svarede hun med et let grin.
Som de kom hjem til ham - og ind på et værelse - så fornem som Aaron nu var. Dylan gjorde sit for at ignorere smerten som hun ramte sengen.

"I'm fine.. okay?" Sagde hun med et skævt smil i lettere anstrengelse, han så både rasende og forvirret ud på samme tid. Dylan sank let en klump og fulgte ham med øjnene. Han lagde noget tøj på sengen, hvilket fik hende til at fnyse med et skævt smil på læben. Tanken rakte da i det mindste så langt, og det betød et eller andet sted meget. Han hjalp hende med det, og vigtigst af alt lod hun ham hjælpe hende. Det var ikke alle som fik lov til det. Lidt efter satte han sig hos hende.. og spørgsmålet hun ikke vidste hvordan hun skulle besvare kom; What happened, Dylan? Hun kunne mærke hjertet sprang en takt over, og blikket søgte kort ned. For hun skulle lige samle sig op til at kunne forklare det.
"I don't kn.. I'm not sure.. everything was fine one day.. and this one day.. he just looked so angry and it all started to burn. I was told not to say anything or do anything.. or else he would go after.. Eliza.. Bell .. and you." Svarede hun og holdt vejret en anelse længere end hun måske burde. "I'm sorry I didn't tell you.. I just didn't want anyone to get hurt." Tilføjede hun og så bedrøvet på ham. Dylan var ikke ligefrem kendt for at holde sig tilbage, når det kom til retfærdighed - eller kamp. Men i hendes sted ville hun gøre alt for der ikke skulle ske nogen noget som ikke fortjente det - og specielt ikke hendes familie eller venner.

Han prøvede virkelig at lytte til hende, men bare at se på hende, gjorde virkelige ondt på Aaron. Hans veninde var hårdt såret, både mentalt og fysisk. Hvis han dog bare havde gået med sit instinkt, om at der var noget galt med Jackson, kunne han måske havde undgået denne situation som han fandt Dylan i. Han var rasende og ked af det på samme tid, han rejste sig op og begyndte at gå frem og tilbage. Han måtte gøre noget, han måtte handle med det samme, og vise hans slægt at det ikke var noget man slap godt fra, hvis man bare tilnærmelsesvis havde et forhold som dette. Om det så var kvinden eller manden som var gerningsmanden, det var fuldstændig ligegyldigt, der var ingen som ville slippe fra dette, især ikke Jackson. Aaron skulle nok få fat på ham, og når han gjorde fik han ikke en sag, han ville blive dræbt med det samme. Aaron ville ikke kunne stoppe sig selv, for at slå ham ihjel, bogstaveligt talt. Han ville banke ham sønner og sammen, indtil hans øjne lukkede sig i forevigt, og jorden var fri fra en plage som ham.
Aaron higsede sig dog ned, da hun begyndte at undskylde for at hun intet havde sagt. Hans blik gik fra gulvet mod hende, i et split sekund, da ordet Im sorry kom fra hende. Han rystede fibrilsk på hovedet og gik hurtigt hen til hende. Han satte sig ved hende og tog hendes hånd. You don't say sorry for anything, he is the one who is going to be sorry, when I find him and beat him to death. hans blik sagde alt. Selvom det var blidt mod hende, så viste det at han ikke havde en tanke om at lade Jackson være i live, når han ellers var færdig med ham. Dellie ville ikke kunne stoppe ham, men ærligtalt troede han heller ikke på, at hun ville prøve på det.
Han kiggede noget mere alvorligt på hende og klemte blidt hendes hånd. Do you have any idea, where he might be? A place he goes to alot? spurgte han. Alt information ville hjælpe, så han kunne pinpointe hans lokation. Han ville ikke engang tage vagter med sig, han ville bare gå alene og regnede med at han sagtens kunne klare Jackson, helt alene. Han ville bare have en ide, til hvor han kunne starte med at lede, på et eller andet tidspunkt, måtte han vel støde ind i den idiot.