After all this time - Aaron

Det var underligt at se bygningen igen. Det var underligt ikke at gå rundt med Bellamy lige nu. Selvfølgelig vidste hun hvad der var sket mellem ham og Aaron. Det havde dog ikke holdt hende fra at leve i sin egen bobbel. Underligt? Det havde været ekstremt underligt ikke at se Aaron i så mange år, og generelt ikke at bo ved Bellamy var også sært. Alligevel tilpassede man sig jo, og nu boede hun faktisk i Fairlake. Hun boede med Lorenzo og havde to børn. Hvem skulle have troet det? Dylan smilede let ved tanken, måske var det også på tide at banke på? Bellamy sagde det gik bedre og der ikke var de problemer mere. Alligevel flakkede minderne tilbage til den dag, en dag der ikke burde nævnes. Dylan tog sig selv i nakken, og slæbte sig op til døren. I angstens øjeblik, greb hun bare fat i håndtaget og åbnede døren uden at tænke over det - nemmere end at banke på. Dylan sukkede lidt af sit valg, men nu var hun i det mindste nød til at gå ind.
Hallo.. Råbte hun lidt for at fange opmærksomheden, gad vide om Aaron overhovedet kunne huske hendes stemme. Så de overhovedet ud som de havde gjort før. Dylan bar ikke længere lange mørke lokker, men derimod kort hår der fik til lidt over skulderen. Hun så godt ud det var ikke det, enkelte ar fra den dag var stadigvæk at se på hendes kæbe dog næsten utydeligt. Al den tid hun havde brugt væk var brugt fornuftig og havde ændret lidt på hende - men alt ændrede lidt på hende. Aaron havde reddet hende fra Jackson, og Malia havde reddet hende fra Aaron - derefter havde Dylan reddet hende fra sig selv ved hjælp fra Lorenzo. Simpelt nok. Malia passede børnene imens Dylan var her, var var nok i sidste ende Mallie der havde skubbet lidt til Dylans gå på mod. For hun kunne mærke hjertet stoppede med at slå det sekund hun lagde øjnene på Aaron.

//@Aaron - here you go <3

Alliancen mellem Crawfords og Takumara var klar til at træde i kræft. Han kunne nu begynde efter så mange år, at bygge på en alliance imellem dem. Highveiw city var nu de begges teritorium, der var ingen steder de ikke måtte gå hen, andre Crawfords behøvede ikke at være bange for at blive arresteret, for at gå ind på Takumaras grund, og omvendt. Alt faldt på plads mellem de to.
Men der var ikke fred, fordi Oikans havde lige erklæret krig imod Redwoods. Han vidste ikke hvor han stod i forhold til dette, hans far var imod Redwoods, strengt imod, men hans nykommende alliance med Takumaras satte ham lidt i spænd, siden de støttede op omkring Redwoods og han ville ikke sætte alliancen på spil.
Han sad på sit kontor, bordet fyldt med papir som han tjekkede igennem, papir han skulle skrive under på, han havde meget arbejde.
Han stoppede dog med at arbejde, da hans dør gik op, hvor kort efter en stemme kunne høres.
Han rejste sig op fra stolen med en tøven, inden han gik hen mod døren.
Han stoppede op med det samme, da han så hvem der stod ved døren. Dylan. 2 år siden han sidst havde set hende, og det var efter at han havde slået hende halvt ihjel i sin rage. En mørk tid som han ikke havde lyst til at tale om med nogen, han ville helst bare glemme det, men Dylan. Dylan var et levende billede af hvad der skete den sidste dag, i den tilstand.
Hun lignede sig selv, borset fra at hun havde fået kort hår, og hun selvfølgelige var blevet ældre, ligesom ham.
Hvad lavede hun her, efter de år, hun rejste bare lige pludselig, uden at sige særlig meget. Han vidste hvad han gjorde var forkert, og hun kunne selvfølgelig aldrig tilgive ham, men hun havde ikke behøvet at forsvinde.
Han havde mistet sin bedste veninde den dag, han havde mistet sin mor få dage før, før det Bells. Det havde været en meget mørk tid, og at miste Dylan var det værste af det.
Han så på hende, måløs og vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til hende.
Han sank en klump og kløede sig lidt i håret. Dylan.. Hey, what are you doing here, it's been a while sagde han tøvende og holdt sig hvor han var, han tog ikke et skridt nærmere hende, han vidste ikke helt hvordan han skulle være omkring hende, hvordan hun havde det med ham, efter de år.

Dylan tog en dyb indånding så snart hun så ham. Det virkede akavet, måske fordi hun bare var smuttet. Det var ikke ligefrem fordi hun havde sagt noget til ham efterfølgende. Jo hun havde sagt det ikke var hans skyld, og det var det sikkert ikke - men alligevel kunne hun ikke slippe det. Så hun havde haft brug for en pause.
It sure has been a long time. Mallie forced me to go see you, like forced, grinede hun lidt og slog blikket en anelse ned. Dylan havde slet ikke været i byen, og pludselig så den så fremmed ud for hende. Det var ikke hendes hjemby, men hun havde boet der. Men nu var der så mange ting der var sket og hun kunne ikke længere genkende den. Dylan sank en klump.
You made a good choice making Malia the represent of our bloodline, måtte hun også lige kommentere. For det syntes hun. Hvis der var nogen der skulle tage hends titel så var det Malia, desuden så var Malias blodlinje ren. Dylan havde været ved sin tvillingebror som nu var leder af Oikans. Og hun ønskede ikke at skulle vælge side, for lige nu ville hun sten sikkert vælge Caydens, så hvis hun kunne få Aaron til bare at snakke med Cayden.. og Cayden og Luna til at snakke sammen. Så kunne de vinde det hele sammen. I følge Dylans beregninger.
Look. I'm sorry I just ran off like that without saying anything. I'm happy things are okay again with you.. Mallie, Bells.. I really am. Even your alliance with Luna. I'm living in Fairlake now because of that.. Hun kørte en hånd henover sit korte hår med et smil. Come with me, tilføjede hun så og begyndte at gå ud af døren. Et lille skævt smil blev sendt hans vej. Og faktisk gik hun bare hen til deres hemmelige sted. I hvert fald var det et sted som ikke kunne ødelægges. Det var deres sted.

Dylan satte sig ned inde i deres lille hule og klappede kort på pladsen ved siden af sig.
I'm not okay with what happened, but its nothing that should stop me from talking to you.
I mean I still stand with my words, It wasn't you.. and I'm here to say I forgive you.. I want to be a part of your life again.. being able to not just hear stories from Luna, Malia and Bellamy. fortalte hun så og vendte blikket tilbage mod Aaron.
I have two children now.. Bay and Beach. I want them to be safe, from the war.. I don't want them to end up like me.. and it's like my story is about to be told again.. I'm together with Lorenzo Takumara now.. Lunas adviser.. Yeeeah.. I know.. fortalte hun med et lille grin. En ting der havde været sjov tilbage i tiden var, hvor kedelig og irriterende Dylan havde syntes Lorenzo var - fordi han hadede Crawfords så meget. Hvis Aaron havde hørt at hun havde været i de to andre byer, ville det egentlig ikke have overrasket hende. Aaron burde så snart han tænkte over det, også være klar over at den nye krig kunne gøre hende ekstremt splittet. Den gjorde hende ekstremt splittet. Hun vidste også Lorenzo ikke ønskede Luna skulle have en alliance med Redwood, men lige nu var der ikke så meget at gøre ved det.
"Sitting here.. feels just like old times.. it's nice."

Det var så underligt at se hende igen, det var mærkeligt og samtidig gjorde det så ondt at se hende. Efter to år, hvor hun ikke havde sagt noget, kigget forbi eller bare skrevet et brev, han hørte ingenting fra hende, hun var hans bedste veninde, hun betød alt for ham, alt hvad de havde gået igennem. Og så forsvandt hun bare. Det var hans skyld, det vidste han, han var grunden til at hun flyttede, eller i hvert fald en af grundende.
Han nikkede til da hun fortalte at Malia havde tvunget hende til at komme, det havde han nok regnet med, han havde ikke regnet med at Dylan kom her af frivilje. Han vidste at efter hvad der var sket, var deres forhold ikke som det var før, det var mere anspændt.
Yeah, that sounds like Malia.. sagde han og trak på sine skuldre.
Et godt valg? Han havde ikke noget valg. Ja Malia var et godt valg, fordi de var relateret og hun kom fra familien, men det var fordi at Dylan løb væk, at han blev nød til at give titlen videre og det måtte være Malia.
You didn't give me much of a choice sagde han og strøg sin hånd gennem sit hår.
Han var en anelse frustreret over at se hende foran sig, men på den anden side var han også glad for at se hende, han var glad for at se at hun var okay, efter hvad der var sket. At hun havde et godt liv, det var alt hvad han ønskede for hende. Han kunne ikke tillade sig at være vred, da det var ham der skræmte hende væk, men alligevel kunne han ikke lade være med at være lidt vred, eftersom hun forlod stedet uden at sige noget til ham.
Han sukkede da hun undskyldte for at løbe væk, han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til det, han nikkede bare da hun sagde at hun var glad for at se hvad der var sket i den tid hun var væk, som hun kunne havde været med til at opleve, hvis hun var blevet der. Who could blame you, after what happened sagde han og rystede på hovedet. Han kunne ikke dømme hende, på nogen måde, han var vred, men han dømmede hende ikke på nogen måde, han vidste hvorfor hun forlod stedet.
Han kiggedet lidt efter hende, da hun bedte ham om at følge efter hende, at stod og overvejede det lidt først, men så begyndte han at gå efter hende ud af døren, som han lukkede hurtigt i.

Da de kom hen til det hemmelige sted som de havde, kom minder tilbage fra før alt skete med Takumara. Før han begyndte at dræbe alle de mennesker, før han blev totalt sindssyg. Tilbage hvor alt bare var perfekt og de kunne tale om alt, de gjorde alt sammen, de havde det så godt. Det var over to år siden ,det var så mærkeligt at tænke på.
Han kiggede på Dylan, som klappede på pladsen ved siden af hende. Han gik hen og satte sig ved siden af hende og kiggede bare ud i luften og vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, det skete meget nu om dage.
Han blev dog meget overrasket over det hun sagde, at hun ville tilgive ham og komme ind i hans liv igen. Det var ikke noget han havde regnet med, slet slet ikke. Han kiggede hen på hende, at hun kunne tilgive ham overraskede ham meget, men han var glad for det. You were always a part of my life, even though you moved away sagde han og smilede blidt til hende.
Hun havde børn? Med Lorenzo? De 2 år føltes lige pludselig meget lange. Hun havde en familie, børn, en mand. Det var så mærkeligt at tænke på. Those two years feels so long now... You got children, a husband... sagde han og kunne ikke lade være med at smile til hende.
At sidde der fik ham lyst til at skrue tiden tilbage, hvis det var muligt, så han kunne gøre alt om igen. Så de stadig var lykkelige, så der ikke var endnu en krig der truede dem lige nu. Han ønskede ikke en krig, han havde sluttet en for to år siden, hvor han måtte ofre en han havde delt sit liv med. I wish we could go back in time, and just do everything different sagde han og sukkede tungt. Han gad ikke at tænke på en krig, han havde mistet nok. Hvad hvis han mistede flere, mistede Malia, Bellamy eller Dylan, han ville ikke kunne klare det.