I might be....a bit lost (Lorenzo)

Sted: The Lily Forest
Omgivelser: Blomster, træer, den slags ting
Tid: sent på eftermiddagen/tidelig aften
Vejr: Varmt, luften er lettere tung i det
Påklædning: en simpel hvid sommerkjol, sine handsker og et par sandaler.


Ærlig talt måtte Lys indrømme, at hun over det sidste stykke tid var begyndt at blive bare en lille smule bekymret. Da hendes tidligere rejsemakker havde forladt hende med den begrundelse, at han ikke kunne holde ud at babysitte hende længere havde hun leet. Hun var ikke noget barn og hun kunne sagtens passe på sig selv. Havde hun i hvert fald troet.

Nu; efter at have vandret rundt i skoven uden en jordisk chance for at finde tilbage til den sti hun var kommet ind i skoven ved hjælp af, var hun ikke så sikker længere. Faktisk ville hun gerne have haft nogen til at hjælpe sig. Ikke meget. Bare en lille smule.

Med det i tankerne gik hun igennem skoven og fór sammen for hver eneste kvist, der knækkede under hendes fødder.
Til sidst endte hun med at tage sin ene handske af og tænde en lille flamme i sin håndflade. Luften var fugtig og tung som om det hvert minut kunne begynde at tordne. En tanke, der langt fra gjorde hende glad og i stedet gav hende lyst til at løbe langt langt væk. Måske gemme sig under en dyne.

Men flammen fik på et eller andet plan en nyfunden ro til at sænke sig over hende. Trods det, at hun ikke rigtig havde brug for den. Det var hverken koldt eller særlig mørkt lige nu.
Alligevel blev hendes gang en smule lettere og hendes mundvige vågede sig op i et smil ved synet af den lille dansende flamme i hendes håndflade.

”Halloooo?” kaldte hun spørgende ud i skoven. Intet svar.
Så med et svagt suk fortsatte hun videre og begyndte at nynne en sang for at holde humøret oppe.  

Hurtigt udviklede det sig fra en nynnen til reel sang og snart gik hendes gang fra lettere frygtsom til næsten dansende.
Det var næsten lige før, at hun selv glemte, at hun var faret vild.

Lige indtil det begyndte at regne.

P en løs hvidskjorte sammen med et par blå jeans.
Lorenzo, havde haft behov for at komme væk fra politiken. Derfor, havde han efter og hav givet Luna besked taget, en lille tur rundt i verden, mere tydeligt til hans lille sted nede ved den lille by de havde, i denne skov. Lorenzo gik frem af med hans hund, Lassi. Lassi var en schæfer hund og havde været ved hans side næsten to år nu. Lassi var næsten kommet til den voksene alder, men det ændret ikke for drillende og, hvor voldsom han kunne være. Luna, havde passet ham det første år, hvilket havde været mærkeligt fordi Lorenzo ville gerne ha taget sig af ham, men da han tog afsted var han en hvalp og det gav ingen mening at tag ham med. Lorenzo så hans hund storme hen mod en person der var i nærheden han, havde som regl aldrig et våben på sig, men han havde taget et sværd med sig bare for beskyttelse selv om han fortræk en stav, men det var det eneste han, havde taget med sig idag. Lorenzo lod Lassi løbe som altid frit, hvis der skete noget ville han høre det så snart han kom i nærheden af personen. Han lyttet efter Lassi som var taget afsted, men der lød ingen knurre eller noget, der mindet om det.

Lorenzo sukkede svagt, mens han bevægede sig længere ind i skoven, mod det sted han kunne gætte sig til, hvor Lassi var løbet hen. Lorenzo lod hans hund løbe frit som altid, han lyttet efter den mindste lyd, måske kunne det forklare ham, hvor Lassi var.
//du kan styrre lassi, hvis du vil ha at hun møder ham første < 3 //

Lysenea gav et overrasket hvin fra sig, da noget tungt og pelset væltede hende om kuld. I en brøkdel af et sekund, var hun sikker på, at hun skulle ende sine dage som bjørneføde og hun lukkede øjnene, bad til samtlige guder hun kendte og håbede på en nådig og hurtigt overstået død.

Dog kom døden ikke og langsomt og tøvende, måtte hun til sidst åbne øjnene. ”Oh…you’re just a dog,” sukkede hun lettet. Langsomt blev hendes øjne store og hendes ansigt blev oplyst af barnlig begejstring.

I et ryk fik hun sat sig op og klappede hunden med en iver, som om hun aldrig havde set en hund før. Hvilket ikke var helt forkert. Synet af både dyr eller andre mennesker end hendes tre søstre var som regel en sjældenhed for Oikan-kvinden.

”Hey puppy, hey, you’re so pretty,” kvidrede hun muntert og klappede hunden, der virkede ligeså begejstret, som hun var også selvom den tydeligvis reelt ikke var nogen hvalp længere.

Dog var det hurtigt som om, hunden kom i tanke om, at den var kommet på afveje og den vendte sig væk fra hende, for så at løbe væk ligeså hurtigt som den var kommet.

For en tid stod Lys blot og blinkede forvirret efter den, før hun hankede op i sine skørter og selv satte i løb. ”Oye, puppy friend, wait up, where are you going?” kaldte hun næsten syngende efter den.

Nu havde hun fundet et andet levende væsen og hun havde ikke tænkt sig at bare at lade den forsvinde fra sig.
Da hunden stoppede stod den foran en ung lyshåret fyr med et par, hvis Lys selv skulle sige det, imponerende blå øjne.

”Hello, your dog is cute,” hilste hun muntert og vinkede lidt til ham

Lorenzo lod lassi løbe frit, han kunne efter et lille stykke tid høre hunden, som kom løbende efter ham men på samme tid kunne han høre en kvinde, følge efter hans hund. Lorenzo gav hunden et strengt blik, hvorefter den gik over og sætte sig nede ved ham, mens den så over på Lysenea med helt rolig øjne og ingen tegn på glæde eller vrede

Den stiret bare på hende, hvorefter Lorenzo så på hende hun var ikke et sted der hørte hendes slægt til, "What are you doing her Oikan girl, you are a long way from home." Kom det roligt, måske lidt koldt fra Lorenzo, mens han studeret hende, han ville ikke risikere at hun gjorde noget der ville gøre at han måske, skulle tag sig af hende uden nogen grund og vise hende vejen hjem igen.

Lorenzo ben bevægede sig heller ikke ud over at de lige valgte og vende sig om så han kunne stille sig op af et træ, måske var han lidt mere led end normalt men han ville finde ud af, hvad hun lavet her, hun var jo langt hjemme fra, men, hvorfor ville hun overhoved bevæge sig så langt fra deres hjemby.

Lorenzo øjne stiret på hende, sammen med hans hund, som den afventet en ordre, hvilket Lorenzo ville gøre, hvis hun prøvede på noget. Hans øjne studeret hele hendes krop alle hendes bevægelser, han havde ikke svaret hende da hun, havde sagt hej og at hans hund var sød det gav ingen mening og gik hende det svar. Hvis hun ikke snart svarede, ville han sammen med Lassi, begynde og gå tilbage af kod deres området.

Lyseneas før så strålende smil antog gradvist en mere tøvende karakter og hun så undrende på fyren gennem let sammenknebne øjne. Havde hun gjort ham noget? Det troede hun ikke. Hun kunne ikke komme i tanke om, hvad hun skulle have gjort galt.
”I enjoy traveling…” svarede hun med et lettere mut skuldertræk, da han konstaterede, at hun var langt væk hjemmefra.

”You know. There is no real reason to be mean. I never did anything to you. I don’t even know you,” erklærede hun så og flyttede akavet vægten fra den ene fod til den anden, vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre.
Så tog hun en dyb indånding og smilede til ham igen.

”You probably didn’t mean to be mean, so I forgive you,” sagde hun muntert og så ud til at vente på, at han skulle undskylde.
Imens hun ventede studerede hun tænksomt hans ansigt og i særdeleshed de strålende blå øjne.

”That’s why you were mean. You’re a Takumara,” udbrød hun næsten triumferende, da det gik op for hende.

Lorenzo stod og så på hende, da han nævnte der ikke var en grund til og være led, hvilket gjorde at han slog hans arme over kors. Han havde, ikke prøvet og være led han ville bare beskytte hans egen slægt før han gjorde nogen andre ting derfor virket han os lidt mere kold end normalt, da hun så på ham med det smil efter og pointeret at han var den slægt lagede han hoved på skrå, "what gave me away my eyes, and okay if you only are traveling then stay on the road," hvorefter han gik forbi hende og hvisket kort i hendes øre, "stay on the road unless you wanne start anything and good luck."

Derefter forsatte han med og bevæge sig lidt længere væk om hun fulgte efter eller lod vær, lod han være op til hende, han håbet dog han havde skræmte hende lidt så hun måske ville gå videre han, havde ikke tid til og være en babysitter han, havde nok og gøre med det oprør som var i hans egen slægt pt.

Politisk spil han ville aldrig forstå det og han nægtet at lade frygten styre ham lige meget, hvad der nu end skete. "Anyway redeyes, whats you story and dont tell me you ran away, because that would be really wierd to hear about, since i dont know you, and frankly thats how it,s best." Lød det svagt men ganske venligt fra Lorenzo af, hvorefter han fandt det han, havde ledt efter en lille sø, han træk derefter hans tøj af og gik ud i vandet, selv om hun var der, var han lidt ligeglad med.

”I never met a Takuma before. Your eyes are really pretty,” kvidrede hun og opfattede slet ikke, at hans spørgsmål muligvis havde været sarkastisk ment.

”Start something? Start what?” spurgte hun blankt og stod bare lidt og stirrede forvirret efter ham, imens han gik. Han kunne da ikke bare sådan forlade hende uden at forklare noget som helst. Sikke en uhøflig ting at gøre. Med det i tankerne satte hun beslutsomt efter ham.

”Start what? That sounded really ominous and foreboding I’m not sure I want to start anything,” erklærede hun og bed sig bekymret I læben.

“What’s your name by the way? I’m Lysenea. My friends call me Lys. Or well my sisters do. I don’t have that many friends.” Det sidste var bare en mumlen og hun traskede lidt af sted og så på sine sko, sparked til en sten, der lå på jorden og betragtede den som den nærmest fløj længere henad stien.

Så slog en ide ned i hende og hun vendte ansigtet mod ham igen med et pludseligt ryk. ”Hey, you can be my friend,” udbrød hun og strålede som solen selv. Det var da en genial ide. Og så havde han endda en hund og alt muligt. Lysenea gad godt have en hund.
”So what’s it like? Being a Takuma I mean?” spurgte hun nysgerrigt.

"Oh my gods. Don't undresss in front of me!" udbrød hun med ildrøde kinder og vendte sig hurtigt den modsatte vej. "That's really not very polite," informerede hun ham om, som om han ikke vidste det i forvejen.