Does the pain of the past haunt you? - Aaron

Det havde stået på alt for længe nu, og to oplevelser havde ændret det lidt til det bedre - men Malia kunne ikke klare det meget længere. hver eneste dag føltes som om, at hun nogle gange løb før for luft - og det slog hendes mentale mere ud end den allerede var. Så hun var efter alt til sidst gået til Aaron, om han kendte nogle der kunne fjerne evner. For hun hadede denne evne, og hun ville af med den. Derfor sad hun nu i denne fine stol, en anelse - meget - nervøs. Rystende hænder, imens de grønne øjne flakkede frem og tilbage på kvinden og Aaron. Det var tydeligt hun var nervøs, og hun vidste det ikke ligefrem hjalp Aaron - men hun kunne ikke skjule det.
"I'm gonna put you in a trance. You understand that right?" Sagde kvinden. "I need to find the day your power started and make it not happen." Tilføjede hun, og Malia gav hende et nik. Kvinden virkede til at have styr på det, og efter ikke så længe - knibsede hun med fingrende, og Malia faldt i søvn. Kvinden prøvede tydeligvis på at virke ubekymret, men det var ikke ligefrem hensigten. Malia burde være i trance ikke falde i søvn. Måske hun havde undervurderes evnen lidt, måske havde alle det.
"Something happened. I don't understand how she manged to fall asleep." Mumlede kvinden lidt imens hun flovt gav informationerne til Aaron. Søvn var ingenting, men en søvn fortaget af nogle bestemte urter på en som ikke ligefrem var van til dem - kunne være farligt.
"I need someone to reach her in her dreams and help her wake up.. I can't do it.. it needs to be emotional.." Kvinden snakkede lidt i tåger imens hun styrtede rundt efter alt muligt. "You will enter her mind. And you need to find her. Bad dreams is always hidding in powers like this. I just want to warn you... you need her to see you.. and till you do that.. you will not be able to say anything to her.. she won't listen..." Tilføjede kvinden, og malede nogle bestemte korn - blandet med noget. Så malede hun to prikker på panden af Malia - og tog Aarons hånd. Hvis han lod hende ville hun føre ham hen til Malias hoved - og placere hænderne med tommelfingrene på hver deres prik.
"Close your eyes, and let yourself walk right in."

----

Det var ikke et ukendt sted for Malia at være. Det var faktisk det mest normale sted hun kunne være. En flok børn i alderen 6 kom stormende hen imod døren i latter, til den blev lukket for den sidste.
"I want to go out with the other kids.." Lød den lille stemme bedende. Pigen bar de smukkeste mørkebrune lokker, og havde det sødeste smil. Men der var noget galt, og det var øjnene - de grønne øjne.
"You can't sweetheart. You know why." Sagde fru Underwood og satte sig på hug ved pigen.
"I know... because they don't like my eyes." Det fine smil falmede lidt fra pigens læber.
"Just go into your room.. " Fru. Underwood havde allerede glemt det navn pigen havde døbt sig selv, men hurtigt var hr. Underwood der. "Malia. Just go to your room." Hjalp han sin kone. Let sukkede Malia og drejede rundt på sin hæl. Som hun kom op på sit slidte værelse, var det den sidste normale dag i hendes liv.

Morgenen efter blev hun mødt anderledes. Alles ansigter var som sten. Kolde.
"Dad.. what is wrong..?" Spurgte hun svagt og gik imod ham. Malia nåede ikke at reagere før hun allerede havde ramt gulvet, med en brændende smerte på kinden. Øjnene løb over i vand.
"Shut up! Just shup up you little useless thing!" Råbte han så højt at det ringede for hendes øre. Malia forstod ingenting, og hun kunne mærke noget der gjorde ondt indeni. Alle prikkerne i hendes liv faldt fra hinanden derfra. Dagene blev voldsommere og voldsommere.


Den voldsomste dag. Var hvor der kom gæster. Malia regnede naturligvis ikke med det ville blive så slemt. Hun var klædt pænt nok på i anledningen. Og når man sådan bare lige så hende, ville man ikke anse hende for en som ikke havde det godt - af en eller anden grund virkede hun til at fungere. Det var dog ikke til at skjule at hun frygtede familien hun boede ved. Og de havde aldrig imens hun havde været der skulle have gæster - så hun glædede sig sådan, i håb om at hun kunne gøre om, hvad hun end havde gjort. Malia stod foran døren, og tog en dyb indånding. I en alder af 12 var hun også usikker - men hun havde en smule håb. På trods af de ar hun gemte under tøjet fra de tidligere dage. Hun trak et smil på læben.
"You got this.. you have to.." Mumlede hun for sig selv før hun gik ind. De grønne øjne var de eneste i rummet der skillede sig ud. De blå øjne omkring hende ændrede sig fra at nyde selskabet til at give Malia en utryk opmærksomhed. Deres nedstirren fik hende til at krybe let sammen. Hr. Underwood kom ind og lagde en arm om den stakkels pige.
"Gentlemen. With the things we lost in the war to the evil ones.. I found a dark soul, we have chance to get our revenge out on. Who would like to make the first punch?" Panikken bredte sig i Malia, som hun prøvede at rykke sig ud af grebet, på den person hun for mange år havde stolet mest på. Stod nu og tilbød hende som boksepude. Det værste var dem der modtog hævnforslaget. Malia kendte intet til slægter... intet til krigen, og alligevel slag for slag.. prøvede hun at kravle væk i stedet for blot at overgive sig. For hun ønskede at komme væk. Men snart kunne hun knap nok få luft og alt gjorde ondt. Hun efterlod sig et blodspor som til sidst lod de hende kravle halvt i live væk. Malia fandt sig selv i et hjørne langtvæk. Dækket i sit eget blod, færdig i sin gråd - både udmattelse.. og sorg. Ingen til at hjælpe sig.
"Are you still sitting there girl. Get up and clean yourself up. After you can clean the floors.. look at all the mess you made." Vrissede Fru. Underwood - og efter Malia ikke ligefrem selv kom på benene - så rev hun hende op og stå i håret -og Malia peb let. De var ligeglade med hendes skader, og dog - for de kunne ikke bruge hende til noget - hvis hun døde. Så de fik fat på en healer som ordnede skaderne.

Malia var på sit lille værelse i den dårlige undskyldning for en seng. Der var ingen der kom ind til hende imens hun kom sig over oplevelserne. Kun mørket var der. Mørket der prøvede at lokke hende væk fra denne her smerte. Men hun var alene.. og hun fandt sig selv i et hjørne af sit værelse.. og græd og græd.

// I cry @Aaron D: