We’ll be fine - Aaron

S: Evergreen Park
O: Parkens smukke natur - samt unikke plante og dyreliv
V: Solrigt, lunt
T: Formiddag
P: klik
@Aaron <3

---

Der var sket mange ting på det seneste. Aaron havde fået sin søster tilbage, og selvom Dylan var umådelig lykkelig på hans vegne. Så kunne hun ikke undgå at være en smule jaloux også. Ikke at det gjorde hun tog afstand eller noget, Dylan var bedre end det. Hvis hun kunne leve med at Samuel ikke følte for hende, hvad hun følte for ham - så kunne hun også klare dette. De skulle mødes ved Evergreen parken. Det var et af deres steder, en hemmelig genvej i en lille labyrint - som kun de kendte til. Perfekt sted at snakke privat og komme ud af huset på samme tid. Ikke at Dylan havde meget brug for at komme væk, for hun havde frihed ved Bellamy - men hun havde også nogle gange brug for at mødes med Aaron for blot at mødes med Aaron.
"Jeez. Come on! Why did I take you so long? I have been waiting for what 2 hours!" Det var ikke ligefrem sandt, men overdrivelse fremmede forståelsen for de 2 minutter hun måske havde siddet og ventet. Let rullede hun overdramatisk med øjnene, hvorefter hun tog imod ham med at dejligt varmt kram. "How is everything?" Spurgte hun så meget direkte ud med. Det var ikke fordi de ikke havde set hinanden længe. Dog vidste hun hans fokus havde lagt meget på at catche op med den livlige Malia - så hun havde ladet ham få den tid. Hun skulle ikke gå og brase ind imens de fandt hinanden. Så kunne hun sidde håbløst og sukke over Samuel i sine egne tanker imellem tiden. Modsat at Bell og Aaron havde været meget ærlige omkring deres følelser på den plan, havde Dylan bildt sig selv ind af hendes følelser for Samuel ikke var noget der skulle diskuteres - for der var ikke en fremtid for dem. Så hun lod dem være, og så måtte de vel forsvinde på et eller andet tidspunkt?
"So how is it? To have hope on your side for a change?" Spurgte hun med et skvæt smil og lavede tegn til, at han skulle sætte sig ned ved hendes side. Dylan var glad for tingene bare gik okay godt for Aaron.

/Min korte emnestart.. fordi folk i chatten tvang mig til at gå i seng xD <3

Outfit

Dagen var næsten først startet, og den var allerede meget spændende for ham.
Han havde lige været til møde, med de forskellige overhoveder af Crawford. De havde diskuteret om hvorvidt de skulle have en repræsentant, da den anden havde været dræbt imens krigen rasede, det var dog ikke første gang at de drøftede det, men det var første gang at de kom til enighed om hvem der skulle havde pladsen, hvem der var egnet og hvem der var værdig til at have titlen.
Et smil hvilede på Aarons læber, da han var på vej hen til Dellie, for at have noget tid med hende, samtidig med at han havde en stor nyhed til hende.
Det var nemlig hende de havde valgt frem for alle andre, til at være Crawfords repræsentant. Aaron synes at hun var mere en værdig og det tog ikke meget til at overbevise de andre om det også.
Aaron mente bestemt at hun kunne klare den titel uden problemer, nu var det så bare om hun ville have titlen, ellers faldt ideen ligesom lidt til jorden, hvis hun sådan takkede nej, men det kunne han næsten ikke tro at hun ville, det ville i hvert fald komme meget bag på ham, hvis hun valgte at takke nej til det tilbud.
Han gik ind i Evergreen parken og fandt frem til Aaron og Dellies lille labyrint, som kun de kendte til. Han smilede da han hørte Dellies stemme og kunne ikke lade være med at grine sådan, som hun begyndte at beklage sig over at han var forsinket, han ville dog tro at hun ville blive glad, når han fortalte hvorfor han var forsinket i de få minutter.
Hello to you too, Dellie sagde han og blinkede, inden han gengældte det varme og velkendte kram, som han ikke kunne få nok af, især når han havde dårlige dage. Han smilede stort, da hun spurgte til hvordan alt gik og kunne ikke vente med at fortælle hende, den store nyhed. Han tog sin jakke af og lagde den på jorden, inden han satte sig på den, han vidste at den ville blive beskidt, men det var ikke noget, som ikke kunne vaskes.
Everything is good, it's finally falling together sagde han, som en lille warm up, inden han valgte at fortælle hende den store nyhed, skjult i den næste sætning. How is my new representative? Everything going good? spurgte ham med et skævt smil, som om intet var hændt, at det var helt normalt det han sagde, han ville dog håbe at hun catchede det han sagde.
Han smilede dog ekstra af det andet hun sagde. At have håbet på hans side, endelig, han havde lige hvad han ville. I'm kinda scared, that hope will soon abandon me sagde han og kløede sig lidt i håret. På et eller andet tidspunkt, ville håbet nok forsvinde, men han ville nyde det indtil det ikke var der længere, og så søge efter det atter igen.

Det var ikke fordi, at de havde brug for at skjule sig. Men der var noget over det, som mindede hende om da de var lidt yngre - og det var spændende at have små hemmeligheder med hinanden. At have sit eget lille fort i form af et gemmested, gik vel aldrig rigtig af mode. Den eneste der kaldte hende Dellie var Aaron, så var hun også altid sikker på det var ham. Let satte hun sig ned faktisk på hans jakke, for der skete jo ikke noget ved at dele? Naturligt faldt den drillende grimasse frem på hendes ansigt imens hun huggede et hjørne af hans jakke. Dylan lyttede til ham, og hendes smil blev større da han sagde, at alt var ved at falde på plads. Det gjorde hende glad at hører, men hun svarede ikke på det - for hun kunne hører der var flere ting han havde tænkt sig at sige til hende. Den næste sætning; How is my new representative? Everything going good? Fik hende til at trække på et undrende bryn, dog ikke negativt.
"Representative? W..what are you saying?" Spurgte hun overrasket, dog ikke noget som kunne tolkes som negativt. Faktisk var hun beæret, men hun skulle være helt sikker på at have det helt på plads i sit hoved først.
Håbet var svært at beholde i for langtid af gangen, men Dylan ønskede Aaron skulle beholde det lidt endnu.
"I won't let it abandon you." Sagde hun uden at tøve, og puffede let til ham. Dylan tog en dyb indånding og lagde hovedet imod hans skulder. "Not anytime soon anyway." Tilføjede hun med et smil på læben.
"So representative huh? How did you get that idea?" Spurgte hun og løftede atter hovedet fra hans skulder. Dylan nød sine små samtaler med Aaron, de var dejlige - der ingenting at skjule. Med alt hun ville gøre for ham, var der simpelt intet at skjule.

Han smilede og kunne ikke lade være med at grine lidt, da hun fangede den med det samme, hun så ret overrasket ud, som han også havde forventet at hun ville gøre. Det var ikke hver dag at man blev gjort til repræsentant. Han kiggede på hende med et drillende glimt i øjet. Han elskede at se Dellie glad, især når det var ham som gjorde hende glad. Hvad skulle man dog med en bedste veninde som var ked af det, det kunne han ikke have, så lige meget hvad, var hans mission altid at gøre hende glad, lige meget hvad.
Han så på hende, da hun satte sig ned ved siden af ham, på hans jakke også, det havde han dog ikke det store problem med, hvad skulle han da sige, at hun kunne finde sit eget sted at side, hvad for en bedste ven ville han dog være?
What I'm saying is, you are the Crawfords new representative sagde han med et smil på læben, som ikke så ud til at ville forsvinde lige med det samme i hvert fald.
Han sukkede tungt, selvom han vidste at hun ikke kunne styre håbet på nogen måde, så troede han stadig på at hun ville kunne holde det tilbage, så det ikke forsvandt fra ham. Han lagde sin ene arm om hende, da hun lagde sit hoved på hans skulder. Der var en tryghed omkring hende, hver gang han var sammen med hende, følte han sig tryg, som kunne hun beskytte ham mod alt.
Han grinte lidt da hun spurgte indtil hendes nye stilling. Han trak lidt på skulderne og kiggede på hende, som hun løftede hovedet fra hans skulder.
Well, you know we have been looking for one, since the other one died, but we never agreed with one. So today, there was a meeting again, where I suggested you, and they all agreed sagde han og smilede glad til hende. Han var super glad for hendes vejne. Hun skulle være med til de samme møder som han var med til, hvor hun skulle være med at til træffe nogen beslutninger, selvfølgelig ville han ikke ligge alt pres som en leder havde, over på hende, det ville han aldrig gøre mod hende, men hun ville være med til at høre alt hvad der forgik, gennem lås og slå.
Han håbede selvfølgelig at det var noget hun ville, så han ikke stod tomhændet tilbage og havde endnu en tom stilling, fordi han ikke havde skudt rigtigt, men han ville da ikke tro andet, end at hun gerne ville have stilling, eftersom hun viste interesse for den.

Da han direkte gav hende nyheden, blev hendes øjne store - og hun blev ganske kort mundlam. Repræsentant, virkelig. Det var ikke ligefrem noget hun havde regnet med. Det var ikke hver eneste dag, at man fik sådan en titel smidt over sig. Men hun var glad for at Aaron faktisk havde givet hende den.
"For the love of nature.. are you serious?" Hun havde fanget den, men hun kunne ikke andet end faktisk at være glad for det. Det var rart at kunne slappe af i Aarons selskab. Sommetider havde hun tænkt på, hvad hun skulle have gjort uden Aaron i sit liv. Det ville i hvert fald have været det mere kedeligt. Dylan ville sikkert også have været det mere trist i det - det var kun på grund af sine relationer, at hun faktisk ikke gik rundt og var et tegn på krigstraumaer. Hendes fortid havde hun aldrig talt om i dybten, jo hendes forældre døde under krigen og det samme gjorde hendes bror - men det var ikke ligefrem andet end grundlaget for hvad der var sket. Måske ønskede hun ikke at Aaron dømmede hende for hvad hun havde været nød til at gøre før. Eller for sin families historie.
"Well I will be happy to take over." Svarede hun med et skævt smil.

Selvom det var en god samtale, og hun vidste at Aaron bare ønskede hun skulle smile. Så kunne hun ikke undgå at se igennem, at han påtvang sig mere glæde end han faktisk burde. Der var noget der gik ham på, det var en eller anden måde hun kunne se det. Måden hans hjerte sprang en takt over, hvilket gjorde det hele ikke stemmede ens. Dylan vidste han havde skændtes med Bellamy, og med Malia. Men naturligvis kendte hun ham nok til, at han ikke ønskede at trække det over hendes hoved. Let løftede Dylan sit hoved op fra hans skulder og så ham i øjnene.
"What is wrong Aaron?" Spurgte hun lidt stille og så op på ham med sine grønne øjne. Hun blev tæt på ham, stadigvæk med hovedet mod hans skulder - men blikket imod hans ansigt. Den ene ting var hun ikke brød sig om gnidningerne imellem Bellamy og Aaron - men hun havde ikke tænkt sig at vælge side - og vidste de ikke ønskede hun skulle heller. Men hun ville ikke presse Aaron til at sige noget til hende, hvis han ikke var klar. Men det var rart at blive set, at blive spurgt om sine følelser.

Han smilede stort og nikkede til hende, han var skam helt seriøs. Crawford havde brug for en repræsentant og Aaron kunne se nogen bedre end Dylan, at tilbringe tiden med. I hvert fald ikke på det seneste, med skænderiet mellem ham og Bell og skænderiet mellem ham og Malia, han følte ikke han kunne gøre noget rigtigt for tiden, han havde gjort to af de mennesker han holdt mest af, sure på ham. Hvad var det dog han gjorde galt? Lige nu ville han bare gøre alt for at Dylan ikke blev sur på ham og råbte af ham og forlod ham.
I am always serious sagde han drillende, det var nu ikke helt rigtigt, siden at han for det meste var meget fjollet sammen med Dylan, de havde været venner i lang tid, bedste venner, så han viste hende de sider, som ingen andre så, hun kendte mere til ham end nogen anden, mest fordi han stolede fuldt ud på hende.
Han var meget glad for at hun tog imod tilbudet, han havde nu heller ikke regnet med andet, men det gjorde ham dog glad, at han havde ramt plet. I am very happy about that, can't wait to work together with you sagde han smilende.

Han sukkede tungt af hendes spørgsmål, og vidste ikke hvordan han skulle svare hende, han havde ikke lyst til at påtvinge hende hans egne problemer, men hun var den eneste han havde at tale med, og var det ikke meningen at man skulle kunne tale om problemer med sin venner.. især sin bedste veninde?
Han kiggede ned på hende og hans læber lå i en tynd linje, som han tænkte på hvordan han skulle starte. I feel like... Im doing something wrong Dellie. I fight with both Bell, my boyfriend i love so much, and I fight with my sister, and she just came few days ago? I don't know what to do, what am i doing wrong here? spurgte han tøvende og vidste ikke hvad han ellers skulle sige til hende. Det var det som det handlede om. Han havde virkelig brug for hendes hjælp.

"Us working together.. That is gonna be amazing." Sagde hun med et stort smil på læben. Tanken var underlig, men en hun kunne forholde sig til. Dog havde hun allerede valgt at ødelægge stemningen, og mest af alt - fordi hun ikke ønskede Aaron skulle gå og dække over at han var trist. Hun vidste han måtte være trist, desuden boede hun sammen med Bellamy. Han så ligeså ud. Trist og på kanten til at bryde sammen hvis den rigtige prikkede til ham. Og naturligvis prikkede Dylan altid rigtigt når hun vidste de behøvede hende. Det gjorde ondt på hende at se ham i den smerte, og den strålede ud af øjnene på ham. Let løftede hun hovedet fra ham så hun bedre kunne se ham i øjnene. Let grab hun fast i hans hænder og gav dem et let klemt imens han fortalte. Dylan lyttede og lod ham tale ud. Skænderiet med Bellamy kendte hun til, men også at han havde haft et med Malia også. Dylan havde mødt Malia en enkelt gang, faktisk for mindre end en dag siden. Let sank hun en klump.
"You are not doing anything wrong Aaron." Startede hun oprigtigt ud, og tog ikke blikket fra hans øjne.
"Around Bell. You know I'm on both sides there. And I just think he needs time to breath a little. It's hard for him to go in secret, and with all the drama. I will talk to him, I promise you that... you need to talk together." Sagde hun med et skævt smil. Bellamy og Aaron var hendes tætteste, og når de var uvenner - så frygtede hun ofte at miste dem. Generelt frygtede hun trods alt at miste.
"And about Malia. You said to me she is a former slave right?" Det var sagt meget forsigtigt, men også direkte. Hun vil ikke have han skulle have det værre, men også blot at tænke over hvordan de forskellige oplevelser ofte kunne påvirke folk. "A life of a slave is like no one cares. Everything you do, walk, talk even breath - can be seen as wrong. 21 years where no one cares and everything you do or say is wrong.. its hard to let go.. when you find people you care about." Tilføjede hun og lød som om, at hun vidste hvad hun talte om. Det gjorde hun også, men det var en side historie hun aldrig havde fået fortalt nogle. Det var for smertefuldt og minder hun ikke ønskede at blive dømt på. "All these emotions is new. She feels things she never thought she would feel. Taking something from her, or making something so hard to get.. might have made her feel angry and pushed back.. she just needs a second to breath. If she got angry at you.. it might be because she feels save around you.. save enough to let you know, that she is angry.. I guess she never had that before.. the right to get angry.." Let sank hun en klump. "You are family, you will figure it out." En sur søster der pludselig smuttede, tjek, endnu en ting hun kunne relatere til.

Let rømmede hun sig og kiggede på Aaron.
"I know it seems like you are the one to blame for all of it. But don't give yourself that credit. If you want me to. I can try talk to her?" Tilbød hun. Dylan ville gøre alt for Aaron, og det burde han ikke være i tvivl om. Let åndede hun let ud, hun havde allerede hentydet for meget til sin fortid - og det handlede ikke om hende lige nu. Men hun kunne relatere det skete så sjældent. Det skete med Samuel og selvom han var en af hendes gode venner, vil hun altid se ham som mere end det. Dog vidste Dylan også at Aaron kunne misforstå hendes ord til at hun blandede det sammen med episoden med Jackson, hendes eks kæreste. Måske skulle hun en eller anden dag bare fortælle om sin fortid.
"And I'm here for you. You know that. You don't have to hide from me.. next time, come and find me.. I will be there in a heartbeat." Tilføjede hun og trak svagt skævt på smilebåndet.

Han nikkede smilende. Det ville blive absolut fantastisk. De skulle bare ikke lave nær så meget ballade som de plejede, når de var alene bare som venner, men nu skulle de til at være alene som kollegaer også.
Det ville blive mega spændende, han kunne nærmest ikke vente. Han havde ikke prøvet at arbejde sammen med nogen han var tæt med før, ikke som Dylan, det var noget helt andet.
Men oven i hans glæde og lykke, var der noget der lurede. Noget som gjorde ham så ked af det, at alt andet som plejede at gøre ham gladere, slet ikke virkede længere, for de to personer der gjorde ham glad, var sure på ham. Dellie kunne gøre ham gladere end nogen anden, men end ikke hun kunne hjælpe, det var i hvert fald kun kort.
Han kiggede på hende, da hun tog hans hænder i sine, imens han talte.
Det var svært for ham at tale om, for at han følte, for hvert ord, at han var bare et skridt tættere på at bryde sammen og ikke kunne komme op fra det storte hul han havde gravet til sig selv.
Han kunne ikke tro hende, da hun sagde at han ikke gjorde noget galt, men det var tydeligvis ikke sandt, for på få dage, havde han skubbet to af de personer der betød mest for ham, væk, helt væk.
Han vidste snart ikke hvad han skulle tro.
Det var måske også forkert at tale med Dellie om det, især om Bell, for han vidste hvor tætte de også var, så han følte at han stilte hende op imod dem begge og satte hende i en svær sitaution, til at svare på hans spørgmål, eller guide ham.
Han sukkede tungt og nikkede, ja de skulle tale sammen, men han følte ikke at Bell ville have noget at gøre med ham. Han kunne forstå at han ikke kunne leve med at være en hemmelighed, men det var det sikreste for dem, i hvertfald med situationen som den var. Der var nogen efter Aaron, og hvis de fandt ud af hvordan Bell og Aaron var et par, ville de helt sikkert gå efter Bell og de ville også gøre alt for at få Aaron til at træde ned og give titlen videre. Det samme med Malia, han ville beskytte hende og Noah, fordi han vidste hvor meget Noah betød for hende, derfor blev han nød til at sende ham bort, bare indtil stormen var ovre.
I understand how the situation is with both Bell and Malia. But I do this to not only protect myself, as my lovely sister said, but also to protects the ones i love. I swear when i get my hands on those threatening my family, I will kill them all, I will make them suffer, No one in the history of torture's been tortured with torture like the torture they'll be tortured with sagde han. Det var noget af en trussel, men han ville ikke tage den tilbage. De havde ødelagt hans forhold til sin familie, det skulle de betale for.
Hans øjne gik fra hidsige og aggressive, til bløde, da han kiggede på Dellie igen.
Han nikkede lidt, det ville måske være en god ide, at hun fik talt med Malia. Aaron havde andre ting han blev nød til at se til. Han skulle finde disse mennesker.
That would be a relief, I need to tend to some other buisness sagde han og kløede sig i håret.
Han smilede stort til hende, da hun tilbød sin hjælp til når han nu spurgte efter den. Han gav hende et blidt kys på kinden, inden han rejste sig op. I appreciate that Dellie, I love you so much, you are like my second sistser sagde han, med en lykkelig mine.

Med den titel på, var hun nød til at ændre på nogle vaner - hvilket ville sige hun ikke kunne ses med Keeva eller Lucius igen. Hvis hun endelig skulle være sammen med en, skulle hun vise sig som et eksempel - så lige der måtte hun stramme sig an. Men mon ikke hun kunne tage den udfordring? Det var en smule tid siden hun var kommet tilbage fra turen - uden at finde nogle spor af sin søster og hun havde holdt Lucius med selskab natten over - ikke noget andet. Men


Dylan kunne mærke, hvor ked af det Aaron var. Og hun kunne relatere til det på mange punkter, hun havde mistet Eliza til dette kaos af et skænderi. Hvis Dylan kunne, ville hun se om hun kunne overbevise Malia om at se tingene fra Aarons vinkel. Alt ældre søskende gjorde var ofte kun for at beskytte deres mindre søskende - og skærme dem fra det onde - også når det ikke rigig var muligt. Det var en søskende ting. Bellamy var måske lidt sværer, og hun vidste det kun ville blive værre fra nu af. Medmindre de begge to tog sig sammen og snakkede med hinanden omkring tingene. Let som Aaron snakkede og kom med truslen. Veg hun ikke en grimasse, ikke engang en smule overrasket var hun over de ord. For hun forstod dem, det var et sprog de to aldrig snakkede i med hinanden - men alligevel kendte hun det.
"And I will help you. " Svarede hun ham uden at tøve. "Just say a name, and I will hunt them down." Tilføjede hun og kiggede over på ham. Det var ingen spøj, Dylan ville gøre absolut alt for Aaron, han behøvede blot at pege retningen.

Som stemningen kort skiftede retning igen, trods de blandede følelser der var udover det hele. That would be a relief, I need to tend to some other buisness. Dylan gav ham et nik, til at hun nok skulle tage en snak med Malia - i hvilken form der nu ville blive bedst. Dylan var ret god til mennesker, af en eller anden sær grund.
"I will talk do her then." Sagde hun for at han kunne være sikker på, at Dylan nok skulle gøre det. Smilet voksede en anelse da han kyssede hendes kind, og hun kiggede over på ham efter. appreciate that Dellie, I love you so much, you are like my second sister Dylan rejste selv sig op og trak let på skulderen.
"I love you too." Svarede hun og lagde en hånd mod hans skulder for at give den et lille klem. "I will go talk to Malia. I might just take some days before she opens up to me - so see you here in four days?" Spurgte hun. Hvis han havde travlt og hun havde travlt - havde de alligevel ikke tid til at klinge op af hinanden - og Malia ville måske føle sig overvåget. Hvem vidste?



Påklædning

---

Dagene havde været travle, og med at hjælpe hvor hun kunne - desværre havde hun været nød til at holde en lille pause på grund af noget sygdom. Eller hvad man skulle kalde dette. Dylan havde først lige fået viden om, hvad der var galt - og Bellamy havde taget sig af hende den morgen. Dylan havde fået ordnet det vigtigste, talt med Malia. Udover den viden, skulle hun fortælle Aaron om en af sine dumheder - som han sikkert ikke ville blive glad for. Men hvad kunne hun gøre? Andet end at sige sandheden. At skjule det for ham, ville ikke ligefrem være hendes ting. Dylan tog denne gang ikke i parken for at møde ham, men hjem til ham. Indenfor de mure vidste hun også, at sådan en hemmelighed ville være sikker. Spørgsmålet var mere hvad hun skulle gøre med den, og mere nye informationer. En ting var sikkert lige meget hvordan Aaron reagerede på denne her ting, så ville hun ikke se ham anderledes - selvom han sikkert ville se hende på en anden måde end han før havde gjort. Så snart hun var inde følte hun sig alligevel i en stresset situation.
"Heey." Sagde hun da hun så Aaron, og lukkede armene omkring ham i et kram. Man kunne mærke på hende, at hun var en anelse nervøs - for nu kendte han hende trods alt også. Hun så en smule bleg ud, i hvad der var unormalt - for Dylan var aldrig syg. Hendes kropsfærdigheder var bedre på den måde end andres. Dylan var ikke helt tilpas, men hun satsede på det blot ville gå over i løbet af nogle minutter.

Aaron var nærmest lige kommet ud af badet, han havde fået et par bukser på og havde halvt trøjen over hovedet, da han hørte sin dør gå op. Han fik trøjen hurtigt trukket på og smilte da hans øjne mødte Dellie. En ret så bleg Dellie. Han hævede et bryn og så en anelse bekymret ud, da hun kom hen til ham og krammede ham. Han lagde blidt armene om hende og krammede hende ind til sig. Han gik dog en smule tilbage, for at kunne se hende rigtigt. Hun så ikke alt for godt ud, hun havde helt sikkert en hemmelighed at gemme på. Han så spørgende på hende. What is going on Dellie, are you alright? spurgte han nysgerrigt. Han elskede Dellie, hun var hans aller bedste veninde, hans halvsøster. Så hvis der var noget som plagede hende eller at hun var syg, var han bekymret, meget bekymret. Han ville gøre alt for Dellie, som hun ville gøre alt for ham.
Han trak hende forsigtigt ind i sin stue, hvor han satte hende ned i en sofa, inden han selv satte sig ned, ved siden af hende. Han tænkte at hun måske havde brug for at sidde ned, imens at hun fortalte om hvad der var galt. Hun kunne ikke gemme det for ham, han kendte hende for godt, efter alt hvad de havde været igennem. Efter at han havde fundet hende på køkkengulvet, sønderknust, var der intet som hun kunne gemme for ham. Han så lige igennem hende. Han var glad for det egentlig, han ville ikke have at hun skulle gemme noget for ham, han ville have at hun fortalte ham alt, alt hvad der var galt, alt hvad som gik hende på.
Did something happen to you? spurgte han nervøst. Hvad hvis nu hun fortalte ham noget helt forfærdeligt, noget som var sket hende. Han ville selv bryde sammen, hvis der var sket hende det mindste.

Dylan fulgte med ham ind i stuen. Hun var langtfra okay, alting gik hende på mentalt - nok en smule stresset. Bekymret. Også var der smerterne, der var begyndt at komme i løbet af dagene. What is going on Dellie, are you alright? Dylan nikkede.
"I'm fine." Svarede hun med et svagt smil. Smerten slog igennem hende, og hun gjorde alt for ikke at vise det imens de satte sig ned. Det virkede uvirkeligt for hende at have så ondt uden grund. At føle sig så dårlig, lige meget hvad hun gjorde - virkede hun ikke til at få det bedre. Dylan vidste Aaron kendte hende bedst på dette punkt, også Samuel - men Aaron havde været der for hende nok til at hun ikke ville gemme på det. Hun havde ikke lyst til at blive uvenner med Aaron, og det var hvad hun var bange for at blive. Did something happen to you? Hun rystede på hovedet.
"No. It's not like that." Svarede hun for at forsikre ham, at intet var direkte fysisk gjort imod hende - eller mentalt for den sagsskyld - hvad der ramte hende her, vidste hun ikke engang selv.
"I have to tell you something.. I'm not proud of it.. but I need to tell you it.. as my best friend.. " Det betød det var noget vigtigt. Men Dylan var nød til at have hans hjælp som ven, og ikke som leder - dog ønskede hun heller ikke at stille ham i en svær situation. Nervøsiteten blomstrede i hendes system, og hjertet der bankede løs gjorde det ikke lettere. "I.." Mere nåede hun ikke rigtigt at sige før hun krøb sig overfor i smerten. Og før hun vidste af det havde det slået hende hurtigere ud end nogen anden kamp. Kroppen havde kæmpet imod graviditeten længe nok - og nu lagde den sit sidste pres på - nok til at slå Dylan ud. Blodet var overalt, og kroppen rystede.

Hvad tid der gik før kroppen havde haft sig selv i et form for koma - et par dage, hvor hun ikke åbnede øjnene eller lagde et ord - hun lå blot helt stille. Healerne ville naturligvis have fortalt Aaron om hvad der var sket.. at hun havde mistet det barn - hvordan kroppen kæmpede imod det. Det var ikke tit de fik lov til at fikse Dylans sår, fordi hendes krop bar sig af på en anden måde - så de kunne ikke engang sige, hvornår hun ville vågne - om hun var i chok eller ej - smerte eller ej. Og der gik næsten en uge, før hun pludselig gispede efter luften og slog blikket op. Let så hun sig omkring, for smerten var væk - følelsen fra før var væk..
"A..Aa..Aaron.." Fik hun stammet sig og løftede sig selv op på albuen. "What happened?" Spurgte hun imens hun så sig omkring. Ligefrem byens sygehus.. den klinik hun havde været ved med en af borgerne.. Let rystede hun på hovedet.. for hun kunne godt selv regne sig frem til det - og hvisken fra healerne der stod længere nede på gangen - da Dylan vågnede, hvordan de skulle fortælle hende det.
"No.." Hun lod tårerne flyde over, imens hun rystede på hovedet. "Please tell me it's not what happened?" Tilføjede hun og så imod Aaron.

Han rystede på hovedet og himlede med øjne, da hun sagde at hun havde det fint. Det var tydeligt for ham, at hun ikke havde det godt, overhovedet. Hun havde det skidt, men han havde ikke ligefrem oplevet at hun prøvede at gemme det for ham. For det meste sagde hun hvis der var noget galt, så dette måtte virkelig være alvorligt.
Han slappede lidt mere af, da hun forsikrede ham om at der ikke var nogen, som havde gjort hende noget. Det var altid noget, så skulle han ikke ud og jage efter nogen, for så at slå dem ihjel.
Han var dog fuld koncentreret om hende, da hun sagde at hun ville fortælle noget, som hun ikke var videre stolt over. Det kunne kun være skidt, så han forberedte sig på alt.
Hvad han dog ikke havde forberedt sig på, var at hun skulle falde om og besvime i hans sofa.
What the... Dellie! han rejste sig hurtigt op og svøbte hende op i sine arme, før han løb af sted med hende til hospitalet, så de kunne se på hende. Aaron stod nærmest forstenet, da de tog hende ud af hans arme og tog hende hen til en seng, som hun kunne ligge på.
Dellie lå i den seng for flere dage, hver dag sad Aaron nok det meste af dagen ved hendes side, ventende på at hun vågnede.
Hvad lægerne havde sagt havde kommet helt bag på Aaron. Hun var gravid?! Hun havde dog mistet barnet, samtidig med at hun kom i koma, smerten havde været for meget for hende, men de kunne ikke sige om det præcist var det.
Nu ventede de bare på at hun vågnede op, Aaron ville gerne vide mere, men han ville ikke skubbe hende alt for meget, for han vidste at hun nok ville være, meget ked af det når hun så vågnede.
Det gav et sæt i ham, da hun pludselig tog en dyb indånding og åbnede sine øjne.
Aaron var hos hende med det samme og tog hendes hånd, da hun spurgte efter ham. Im right here forsikrede han hende om, mens han gav hende lov til at se sig omkring og orientere sig.
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige eller fortælle hende, da hun spurgte om hvad der var sket. Han vidste ikke hvoran han skulle forklare hende det, at hun havde mistet sit barn, men hun lød til selv at finde ud af det.
Han kiggede ned og sukkede tungt. Im so sorry Dellie, but it's true. sagde han forsigtigt og strøg blidt hendes kind. Han vidste ikke hvordan det var at miste et barn, men han havde en fornemmelse om hvor smertefuldt det måtte være.

Im right here. Blot lyden af hendes stemme satte hendes hjerte igang med at banke en smule mindre. Det var ikke denne måde han skulle have fundet ud af det på, slet ikke - og det var slet ikke sådan her det skulle være gået - men sket var sket. Dylan vidste det nok var bedst sådan.. når man gjorde sådan en dum ting, så kunne den næppe blive belønnet. Hun vidste først ikke hvad hun skulle tænke, eller hvad hun skulle føle. Det føltes kort så urealistisk. Im so sorry Dellie, but it's true. Dylan klemte øjnene hårdt sammen og mærkede det blide strøg henover sin kind. Smerten bankede i hendes hjerte, hvert slag syntes hårdere.
"Why is it always that in fights like this." Mumlede hun for sig selv, men var ikke i tvivl om at Aaron kunne høre det. Når det kom til sin biologiske familie, var hun altid klar til at smide alt for dem - generelt alle hun var tæt på - men hun kom aldrig længere end at blive smidt på jorden af de tanker. Verden måtte virkelig hade hende sommetider.
"I'm sorry.. about it.. you shouldn't find out like that.. I'm sorry." Hun kiggede halv bedrøvet på ham, og tog en dyb indånding. Der var den der glød i hendes øjne, der virkede som om at tingene var håbløse - som om at hun mistede sin gejst. Den selv samme glød havde været i hendes øjne efter det med Jackson. Det var måske lige tæt nok på for Dylan til at vide, hvordan hun skulle håndtere sådan en oplevelse her - det var ikke ligefrem hverdag sådan noget skete. Hun prøvede at samle det op, smide smerten i en pose og en anden. Fandt en smerte der mindede blot lidt om, og placerede den der - og den havnede imod hendes familie.

"I never told you how happy I am for you.. that you did find your sister. Maybe she is angry.. but she still comes home every single day.. Just remember to tell her you love her okay?" Sagde Dylan så lidt ud af det blå - familie var en ting der betød alt for Dylan. Og hun så skam også Aaron som familie - men hun havde også mistet over halvdelen af den biologiske - og hun ønskede ikke Aaron skulle gå rundt og have det dårligt. Selv hvis Malia var sur, så var hun ikke sur nok til at tage væk - som Eliza havde gjort. "I regret to many times I never told my siblings that enough." Tilføjede hun. En lille talefejl var søskende, for hun havde aldrig fortalt omkring sin lillebror til nogle. Alexanders død havde været for svær at tale om, også det faktum at han var en Oikan - og hendes familie var blandet blod.

Han var overrasket over at hun ikke fældede en tåre, men bare holdt sig cool. Men på den anden side, hvad havde han eller forventet af hende. Han vidste hvordan hun var, hvordan hun reagerede, han var vant til det, men alligevel var at miste et barn, nok nået af det forfærdeligste, så han havde vel regnet med en anden form for reaktion.
Aaron løftede et øjenbryn og så undrende på hende. What are you talking about Dellie? And who was the father spurgte han, lidt varsomt for ikke at køre for meget i situationen.
Han sukkede tungt og gav hende et blidt smil. Hun behøvede ikke at undskylde over for noget. Ja, de plejede vel at fortælle hinanden alt, men nogen gange var der altså bare ting som ikke altid var nemme at komme ud med. Han regnede med at det var det, som hun var kommet hen for originalt at sige til ham, så alt var forladt. You don't have to say sorry for anyting Dellie, it's alright. Im just happy that im here now, in this situation with you sagde han og tog hendes hånd i sin.
Han så undrende på hende, da hun drejede det hele 360 grader rundt, for at begynde at tale om hans søster. Han forstod ikke rigtig hvor hun ville hen med dette, men han ville da tage hendes råd til sig, non the less.
Han blev dog nød til at spørge, da hun refererede til sin egen familie. Aaron vidste ikke meget om hendes familie, hvor de var, om de stadig var i live, og hvordan hun havde det med dem. Det var noget som hun holdt meget for sig selv, Aaron havde på fornemmelsen at det var fordi, at hun ikke havde det bedste forhold til sin familie, men han havde aldrig taget mod til sig og fået hende spurgt.
Dellie, what are you talking about, what is it that you aren't telling me? spurgte han nysgerrigt. Han var nærmest desperat efter at få at vide, hvad hun gik rundt og bar på helt alene. Han ville ønske at hun ville åbne helt op for ham, så han kunne hjælpe hende igennem det. To om et problem var bedre end en. Han kunne gøre det lettere for hende, hvis hun ville lade ham hjælpe hende.

Chokket hang stadigvæk i hende, men hun prøvede at ryste det stille af. Specielt fordi hun ikke følte sig speciel tilpas på et sygehus. Også selvom hun vidste folkene her gjorde deres bedste, så var det nok til at lukke hende lidt i. What are you talking about Dellie? And who was the father. Verden stoppede let for hende.
"Lucius." Svarede hun kort. Hun var ved at fortælle ham det, også skete dette. Dylan havde ikke overskud til at tænke på fordelene og ulemperne ved det lige nu. Lige nu snakkede hun bare ud, men alligevel havde hun et øre på plads mod gangen - så hun var sikker på samtalen forblev privat. You don't have to say sorry for anyting Dellie, it's alright. Im just happy that im here now, in this situation with you. Aarons ord fik hende til at falde ned, og hun sendte ham et svagt varmt smil. Det var meget normalt for Dylan at skifte emne som vinden blæste, og måske var det fordi, at der var ting på hendes skuldre - som hun aldrig var kommet af med til en som ville lytte.


Dellie, what are you talking about, what is it that you aren't telling me? Dylan holdt vejret, imens hun prøvede at tage mod til at fortælle det.
"The reason.. The reason why Jackson suddenly starting acting like I was his slave.." Svarede hun og sank en klump. Øjnene gled væk fra Aaron, imens hun overtalte sig selv til at kigge op med tiden. "I told him about my past... About my family.. he didn't like that.. And I have been afraid.. that it might change the way you guys look at me." Tilføjede hun med en sørgmodig stemme, som var på kanten til at knække over.
"M.. My father was an Oikan. He ran away with my mother because his people didn't wanted them to be together.. And it was fine. I lived in the forest with them.. my little brother and my little sister." Mindet fik kort et hævet smilet en smule mere, til det forsvandt. Dylan tog en dyb indånding før hun talte videre. Historien var ikke en hun nogensinde havde fortalt til andre end Jackson.. Men Aaron var endnu hårdere at sige det til. For han kendte hende, og det var en stor ting ikke at fortælle til nogle.
"When I was 9 they were killed. My parents were killed. Takumaras came in and killed them. I was fast enough to escape with my siblings. But I didn't know where to run. I didn't even know, where we were.. We just ran around, my brother yelled at me to stop. My sister cried. I stopped when I couldn't run anymore and I looked at there tearfilled eyes. They asked again and again where mom and dad where.. but I couldn't find the words to tell them. They found us and took us." Tårerne begyndte at danne sig i Dylans øjne og fortæller stemmen blev mere og mere forvrænget. Næste del af historien var endnu mere hård. "They took Alexander away from me and Eliza.. and then they wanted to take Eliza.. I killed him for trying.. but the joke was on me.. because few days after.. I found Alexander.. dead. He was only 5 years old.. brutally murdered." Det flød over for Dylan hun hun flyttede blikket op for at prøve på, at få tårene til at løbe væk.
"When I was 12 I escaped with Eliza.. and later when I told her the story she hated me.. and ran off. Jackson turned against me because of it.. I hope you aren't angry at me." Verden var ved at bryde sammen for hende lige nu, og alt den smerte der lå på hende lige nu - prøvede at skære hende op og lade det flyde ud. Det gjorde så ondt, alting gjorde ondt.