I don't need your help. I'm doing perfectly fine dying on my own ~ Amara

S: Lige ved grænsen af Albedo-ørkenen
T: Midnat
V: Stadig varmt selvom det er nat
O: Sand, sand og atter sand
Emne til: @Ama <3

Dana havde været dum. Generelt var han dumdristig men denne her gang havde han bare været dum. Hans store og næsten fatale fejltagelse var at krydse Albedo-ørkenen. Han havde nu gjort det mange gange før men der havde han været ledsaget af andre, og det var dét der var forskellen. Denne gang havde han taget alene fra Redhawk City med den dumme tanke at der nok ikke ville ske noget den ene gang han gjorde det. Han tænkte forkert. Og det mest pinlige var, at det ikke var det varme sand, der havde været grund til det, nej, det havde bare været lunken, måske ville det brænde hvis man stod for længe på det, men det gjorde han ikke. Det havde heller ikke været en drage. Det her ville have været en spændende historie, hvis han var blevet angrebet af en drage. Men nej, han var blot blevet angrebet af røvere. Hvilket så var dumt af dem, for han havde ingen rigtig værdifulde ting på sig udover få hawkeys og det var det. Det var nok også derfor de havde valgt at tæske ham. De var nok sure over, at han ikke kunne give dem bedre og han var spild af deres tid. De smed ham på jorden og sparkede og slå ud af ren frustration. Han havde prøvet at kæmpe igen, men fandt hurtigt ud af, at det kun gjorde dem vredere. Kort tid efter efterlod de ham. Han nåede ikke en gang at se deres øjenfarve men han havde på fornemmelsen hvilken slægt de tilhørte - hvem kunne ellers holde ud at være i Albedo-ørkenens varme?
Han havde fået flere hårde slag. Han vidste ikke præcist hvor de værste skader var, for smerten dunkede i gennem hele hans krop. Han kunne smage blod - om det var noget han havde hostet op eller om det bare var fra en flækket læbe, vidste han ikke. Men han blev ikke liggende. Jo, i et minut måske, hvor han skulle få vejret - det gjorde ondt, hver gang han åndede ind - men så rejste han sig op. Han havde ikke meget energi tilbage, men han var ikke døende, så meget vidste han. Han vidste også, at han ville dø, hvis han blev liggende i ørkenen. Så med vaklende skridt gik han. Han var lige ved udkanten, så der kunne højest gå ti-femten minutter før han var henne ved den nærmeste by. Han kunne allerede se Springheat Citys bjerg tårne op og ligemeget hvor meget han hadede den by, så var det vigtigt at få set på sine skader hurtigst muligt. Og så måtte han skynde sig ud, så snart han var frisk igen.

// Påklædning - Dog uden solbrillerne haha //

Amara havde netop afsluttet sin vagt, ved Ildpaladset. Det havde været en af de mere normale dage og en af de dage hvor hun ikke var blevet alt for irriteret over at høre Kassandras stemme over alt.
Lidt ferie, var noget alle kunne trænge til, især en læge som Amara. Livet var ikke let ved paladset, selvom hun blot var privatlæge for sin elskede leder, måtte hun tit yde sin energi på alle andre der var kommet til skade, måske burde hun i virkeligheden blot have åbnet en biks og taget alle til skade kommende eller syge ind.
Hun havde planer om at tage sig en dag væk fra det hele, måske nærmere et par dage. Hun havde allerede spurgt Cayden om lov, og svaret havde været et ja, men heller ikke mere end et par dage. Hun var trods alt brugbar på slottet, eftersom at hun havde en stor viden inden for lægekunstskaben, selvom hun var så ung. Mange mente også at hun var for ung til at forstå mange problemer, men med en far som læge og psykolog,
gjorde at man efterhånden lærte mange ting. Hun havde selv været med til at passe mange af hendes fars patienter, så uviden var hun langt fra. Mange var også tryg ved hun var så ung, fordi at de vidste hun ikke ville lægge ligeså meget i tingene som alle andre.

Hun havde netop trådt ind på det varme sand, som varmen fuldtes op af hendes krop. Hun havde gået hele dagen, med en taske på ryggen. Den var fyldt med de vigtigste ting. De vigtigste læge ting, noget tøj og en sovepose var alt hun behøvede for disse dage. Hun ville finde noget læ i naturen eller ørknen og derved slå sig ned. En person opfangede dog hurtigt hendes opmærksomhed. Selvom det var nat, havde hun alligevel stadig et bedre syn end mange andre. Havde han blot svært ved at gå, eller var han dårlig? Beskytter instiktet slog hurtigt op i hende, som hun satte af i løb. Sandt blev skubbet op og havde nogle været bag hende, havde de fået sand i hovedet.

'' Hey! Are you alright? ''

Hun greb fat om hans side, for at hjælpe ham lidt op at stå. Hendes røde øjne fangede hans grå øjne. Han så alligevel ret kær ud. Forhåbentligt var der intet sket.

En person kom løbende i mod ham. Han havde set personen på lang afstand af, og mærkede en ekstra viljestyrke sparke i gennem ham ved tanken om, at han snart ville kunne få hjælp. Det var nemmere at presse sig selv, når man vidste, at det faktisk gavnede noget. Han begyndte derfor at sætte farten op, selvom det var svært, når han haltede og gik i sang. Hurtigt var den fremmede kvinde og ham tætte nok til at hun kunne få fat i ham. Han ville ikke lægge alt sin vægt over på hende - hun virkede for elegant til at han var sikker på at hun kunne bære ham - men det hjalp en del at han nu kunne støtte sig op af hende. Han åndede lettet ud og tillod sig selv at slappe mere af.
"Thank you," sagde han under sin udånding. Det var først der at han rigtigt så på hende. Han nåede at lægge mærke til, at hun egentlig var en ret køn pige, hvilket bestemt ikke var skidt - hvem ville ikke helst reddes af en der også var et godt syn? - men så så han det altafgørende. Hendes øjne var den hæslige nuance af rød, som alle Oikans bar. Med det samme spændte han i sin kop, hvilket egentlig bare fik det hele til at gøre mere ondt.
"I'm fine," bed han af hende. Hans stemme var nu kold og afvisende.
Med så meget kraft han nu kunne, skubbede han hende fra sig. Det blev nu ikke mere end et puf, men det var nok til at hun ikke længere stod ved ham og han nu skulle gå selv. Han gik med beslutsomhed væk fra hende, selvom hvert skridt gjorde ondt. Dana vidste ikke præcist hvad der var galt med ham - selvom det nu var nogle bøjede ribben i venstre side, hans højre fod var slemt forstuvet, forvredet håndled og flere mærker og sår over kroppen og på ansigtet. Blodet han før kunne smage kom fra et sår ved hans tinding, der blødte kraftigt - men lige meget hvor slemt det er, ville han ikke have hjælp af en ildbetvinger. Den princip var vigtigere end hans helbred.
Han kom til at lægge for meget vægt over på sin skadede fod og bandede højlydt, men alligevel fortsatte han uden at så meget se tilbage på den fremmede.

Amara havde netop haft hænderne omkring ham, for at holde ham op, da hun blev skubbet væk. Hvorfor lagde folk så meget mærke til de røde øjne? Sommetider ønskede hun virkeligt at hun var blevet født blandt en anden slægt, eller i det mindste havde haft evnen, til at kunne ændre øjenfarve. Hun havde ikke i sinde at efterlade ham forblødende og såret tilbage. Selvom han måske dybt inderst inde mente han sagens kunne klarer turen hjem, skulle han nok begynde at tro om. Det ville i hvert til fald, være en lang og udmattende tur som ville tage en hel del energi fra ham. Hvorfra vidste hun mon dette? Hun havde set det op til flere gange. Folk havde været i en sovende tilstand i flere dage, før de var vågnet op igen, fordi de havde været så udmattet af det hele.

'' Hey! You are not walking away from me, like that! ''

Hun sank en klump. Hun havde vitterligt ikke lyst til at træde ind i sit vrede jeg. Den person ingen kunne lide og mest af alt frygtet at være i nærheden af. Hun havde ladet det gå ud over patienter før, når de havde gjort hende tilpas vred nok. Kassandra havde også mødt den et par gange.
Hun trak sin jakke, som var faldet en anelse ned over skuldrene, tilbage igen på sin plads, inden hun med hastige skridt, bevægede sig over på ham igen. Hun nægtede at lade ham vandre her alene.

'' I'm a doctor. Let me help you. Just because the rest of my bloodline, is idiots, do'snt it mean that i'm like that. ''

Nu håbet hun blot på, at han ville give hende en chance og lade hende hjælpe ham. Det var en af ulemperne ved det hele. Selv hvis han gav hende lov til at hjælpe, var det ikke sikkert hun kun måtte bruge sit udstyr, men også sin elegante evne. At kunne hele med flammer, var en fascinerende ting. Mange var bange for at blive brændt, men hun havde styr på sin evne.. Med mindre nogle virkelig irriterede hende, eller hendes følelser var ude af kontrol... Men var det ikke sådan med alle.

Det var simpelthen ikke hans dag. Intet gik efter planen og det var som en domino-effekt; èn fejltagelse førte til en række af dårlige oplevelser. Selvfølgelig vidste han godt, at han ville have størst risiko for at støde på en Oikan herude, det var jo lige ved deres by og ude i en ørken som kun de nemt kunne gå på. Men så snart han stod ansigt til ansigt med en kogte det inden i ham og alt rationalitet fløj ud af ham. Sådan var det med had - det var ikke logisk, det var rene kraftfulde følelser.
Det var også derfor, at han gik fra hende, som nok i sidste ende ville kunne hjælpe ham en del mere end hvis han skulle gøre det alene. Men han kunne ikke klare at være nær hende. Så hellere vandre skadet i gennem resten af ørkenen. Så langt væk fra Springheat City da heller ikke. Og så vidt som han husker har de sygeplejersker ved Motel Rødhus. Ellers så var hans skader nok ikke værre end at han blot skulle slappe af. Han kunne gå, så kunne hans skader ikke være så slemme igen.
Han så ikke en gang tilbage på hende. Han gad egentlig gerne sætte farten op, løbe væk fra hende, før han blev helt gal. For godt nok hadede han ildslægten men han var logisk nok til ikke at ville angribe en af dem. Selvom han virkelig havde trang til at slå en eller anden lige nu. Men der kom et stød af smerte op i gennem hans ben hver gang han prøvede at lægge vægten på sin ene fod, så han blev nødt til at fortsætte i samme langsomme hastighed.
Pigen kom op på siden af ham og han prøvede alligevel at sætte farten op, hvilket fik ham til at udstøde en lyd af frustration og smerte.
"I said I'm fine," snerrede han af hende. Han så ikke på hende men lige frem mod bjerget foran ham. Springheat City kom tættere og tættere på. Hvis han nu skyndte sig kunne han måske nå derhen uden at blive nødt til at interagere for meget med den fremmede.
Hun blev ved med at gå. Åbenbart kunne hun ikke forstå et hint eller også var hun ligeglad. Lige meget hvad så var Danas lunte kort og hvis ikke det var fordi at hele hans krop dunkede af smerte ville han have råbt af hende. For første gang siden han begyndte at gå så han på hende med et tydeligt irriteret blik.
"Just stay away from me. I don't need your he-" Han nåede ikke at sige mere, før han råbte op i smerte og forbavselse. Han var kommet til at støtte på sin skadede fod, hvilket fik hans ben til at give op under ham. Før han nåede at reagere, ramte han jordet med maven først. Et dybt suk forlod ham og han lod sit hoved synke ned i sandet. Det her var virkelig ikke hans dag.

Et par rullende øjne, var alt der lige nu skete af Amaras kropsbevægelse. Den griffin der nu haltede igennem ørkenen, havde ikke lysten til hjælp. Af ren instinkt var det ikke noget, hun blot kunne lade passere forbi. Mente han virkeligt selv at han havde det fint nok, til at kunne vandre igennem ørknen. Istedet for at lade en Oikan hjælpe, ville han åbenbart hellere have flere Oikans til at kigge på ham.
Havde han fået for meget sand i ørene eller?

'' You are fine? Right... ''

Et kort grin forlod hendes læber, som han satte op i tempoet. Havde han planer om læbe humpende fra hende? Var det virkeligt hans plan? Før eller siden, ville han falde om, om det var ved det forkerte skridt, eller om dehydrering, var en spørgsmål om tid.
Som, han faldt ned i jorden, med et skrig, kunne hun ikke lade være med at holde sig selv for munden, for ikke at bryde ud i en stor latter. Han var alt for stolt af sig selv, for stolt til at tage imod hjælp.

'' Look honey... You need my help. ''

Med hastige skridt, fik hun bevæget sig imod ham. Alle hans problemer, var der noget af det hun sagens kunne fikse og noget af det måtte tage tid. Hun fik hurtigt taget hånden frem, fremkaldt en flamme.. Mange ville mere eller mindre frygte det, rædslen for at blive brændt ihjel, men hun havde styr på tingene. Roligt fik hun lagt det ved hans tænding for at heale såret. Det var ikke særlig stort, men det krævede alligevel en smule energi af hende. Efter det var færdigt, rettede hun sig en smule op, før hun spurgte med en rolig stemme.

'' Do you feel pain other places? ''

Kort overvejede han blot at blive liggende her og lade sandet kvæle sig. Det ville være en del mindre bedre end at skulle blive i den her ydmygelse. Han kunne også høre pigens latter bag sig, hvilket ikke gjorde det nemmere. Han havde bestemt ikke tænkt sig at begynde at kravle. Både fordi han nok fysisk ikke kunne gøre det med sine skader men også fordi at han allerede så ynkelig nok ud, som han lå nede i sandet. Nu kunne han vel ikke gøre andet end at håbe, at pigen rent faktisk ville hjælpe og det ikke var et eller andet trick for at plyndre ham. Selvom han ikke havde meget andet at give hende end måske sit tøj, der nu ellers også var godt slidt.
Han svarede ikke på hendes ord, you need my help, for han havde ikke energi til at diskutere længere. Han reagerede heller ikke rigtigt, da hun satte sig på knæ ved ham. Det var først, da en flamme kom frem, at han reagerede. Han fik i et ryk rullet om på siden i et forsøg på at komme væk men det resulterede blot i at han vred sig i smerte.
"What are you doing?" udbrød han. Hun kom tættere på og han prøvede at komme væk, men han sad fast i sandet og det ene han havde til at skubbe sig selv væk med var hans skadede fod. Så han kunne ikke gøre noget ved at hun kom helt tæt på, andet end at klemme øjnene sammen og håbe, at det gik hurtigt, hvad end det nu var for en tortur som hun havde planer om at bruge.
Det var også derfor at han så overrasket på hende, da det ikke var smerte han oplevede. Jo, et lille niv, men ikke noget en flamme normalt ville forsage. Da flammen så forsvandt greb han sig hurtigt til tindingen. Såret var væk.
"You can heal..." mumlede han, næsten mere til sig selv end hende.
Det var ikke fordi at han syntes om hende. Men han kunne godt nu se at han havde brug for hende til at komme væk fra den her ørken. Og nu havde hun bevist at hun faktisk kunne hjælpe.
Han så ned af sin krop. Han kunne ikke rigtigt lokalisere smerten. Den var over det hele. Men hans fod så ud til at vende ret forvrænget og han vidste at det gjorde ondt når han prøvede at stå på den så han sagde: "My foot... I can't stand on it."

Hun havde godt set det komme, at han desperat ville forsøge at flygte fra hende. Han virkede til at være lidt for stolt, til at få hjælp med sine skrammer. Var det virkeligt så svært for ham, at tage imod bare lidt hjælp fra en anden person. Oven i købet en person, der havde en evne til at heale folk. Selvfølgelig ville det kræve en del energi fra hende, men det var hendes job og det var noget af det hun elskede mest i verden. Hendes evne havde også været en af de større grunden hun i sidste ende valgte at blive læge.
Hun sukkede kort, som han skubbede sig væk, atter engang, som hun bevægede sig tættere på ham. '' Look, if you don't lay still now. I'm gonna kick you in the head, so you can't move at all, because you gonna sleep. '' Hun gav et kort smil fra sig, inden hun endnu engang gav sig til at heale ham. Heldigvis fik hun healet ham, i en kort periode hvor han lå stille.
Han virkede overraskede over hendes evne. Hvorfor overhovedet være overrasket og ikke bare være glad? Nu galt det bare hans ribben. '' Yes, i can heal. Now, take your pants up so i can help you. Other places you are feeling bad? '' Han gav en kort selvtilfredst støn fra sig. Hun havde været direkte i sin ord og hvis han nægtede måtte hun sørger for han i hvert til fald ikke havde muligheden for at forsætte. I virkeligheden burde hun havde ladet ham klarer sig selv. Hun havde ingen mulighed for at kunne tilbringe resten af natten på gåben. Det var nå at blive mørkt, alt for mørkt hvis hun forsatte længere ind i ørknen. Nu måtte hun blot fukusere på Dana. '' My name is Amara. It's nice to meet you. '' Hun gav ham kort hånden, inden hun stadig ventede på at han havde trukket buksebenet op. Forhåbentligt ville han have brug for lidt hjælp, for at bukserne op. Han havde trods alt smerter ved benet..

Nu hvor han havde vendt sig op at ligge på siden kunne han se ordentligt på hende igen. Hvilket var passende for det hun sagde om at sparke ham i hovedet fik ham til at se på hende med sammenknibet øjne og et køligt blik. Han satte ikke pris på hendes humor. Intet i den her situation var sjovt. Både fordi at alt gjorde ondt og han lige havde været i livsfare men også fordi han var tvunget til at blive reddet af en Oikan-pige. Det gik udover hans ære og hans principper. Men der var ikke meget andet han kunne gøre ved det end at være sur over det og så aldrig tale om det igen, når det var ovre.
Han sagde ikke noget til det med at skulle trække sig op i buksebenet. Der var ingen grund til at protestere eller komme med flabede kommentarer. Han havde brug for hjælpen og jo mere han talte, jo mere ville hun svare igen. Så i stedet satte han sig mere op, mens han forvrængede ansigtet i smerte. Da han fik sat sig halvt op var han bukket forover nok til at kunne trække op i buksebenet, så halvdelen af hans læg nu kunne ses. Han sank så tilbage med armene til at støtte sig op.
"I don't know, I can't locate the pain. Maybe my - arh!" Han var lige ved at svare på hendes spørgsmål men blev overrasket over smerten som flammen, hun brugte, frembragte. Det var ikke en overvældende smerte men det kom bag på ham. Efter kort tid forsvandt smerten dog og tog den tidligere smerte væk. Dana støttede sig mere op for at se på sin fod, forbavset. Han vrikkede på den. Der var intet problem med det mere. Dana var aldrig blevet healet før. Han havde set det ske men har heldigvis aldrig selv haft brug for det. Det var så mærkværdigt. At hvad der havde været sådan et problem før pludselig var væk. Hans forbavselse var ikke væk, da han så op på hende igen.
"Danathiel," svarede han, "And my side.. I think." Det var svar på spørgsmålet fra tidligere, som han glemte at færdiggøre.

Netop som hun havde forventet, lod han hende gøre hendes arbejde atter engang. Måske havde han blot opgivet at kæmpe imod det hele og lade hende gøre hendes arbejde. Det var trods alt en stor passion for hende, at kunne hjælpe andre,
selvom det tit til tider, kunne være en pain in the ass - Netop fordi folk som Kass og Dana fandtes. Folk der ikke vil godtage hendes hjælp.
'' Danathiel, what a pretty name. '' Hun smilede forsigtigt til ham. Hun ønskede ikke at skulle kæmpe imod ham endnu engang. '' Let me see your side. '' Han fik ikke en chance før hun havde trukket hans trøje en anelse op for at kunne se det hele bedre.
Et par brækket ribben, ville tage sin tid og heale. Smerterne ved healingen ville også være langt større, men det var forhåbentligt det værd for ham. '' Soo.. It's gonna hurt a bit, but don't worry, i won't leave you. '' Hun gav ham et forsigtigt kys på panden.
Hun hadet selv tanken om at være alene med denne slags. Langsomt og roligt lagde hun hænderne oven på hinanden, oven på hans side - Hvor at ribbene netop var brækket. Med et par lukket øjne og en flamme dukkende op under hendes hænder,
begyndte varmen at sprede sig rundt om hans sår. Smerten var ligesom et niv i utrolig lang tid. Men ikke et normalt niv, et niv hvor folk nærmest borede deres negle ind i huden på en.
'' There you go! '' Hun rejse sig selv op endnu engang, efter at have healet ham.
Det virkede ikke til at han havde ondt andre steder. '' Take my hand. '' Hun rqakte forsigtigt hånden ned til ham, efter selv at have været kommet helt op på bene igen.

» We’ll be fine - Aaron
» Love.. hate such a fine line - Aaron

BREAKING NEWS: Morder på fri fod. / Kronen skifter hænder? [1177]

Det er to år siden at krigen begyndte og flere ledere af slægterne dør, uden spor af hvem der har gjort det. Nu spredes rygterne om at morderen er på fri fod igen. @Charles, Kongen af Redhawk, som også var leder af Redwoods-slægten, er blevet fundet dræbt. Redwood-slægten har taget det meget hårdt efter døden af …

Få styr på den næste leder her! [1176]

Er du også lidt forvirret over de politiske skift der har været på det sidste? Frygt ikke! Vi står klar med vores evige support!
Der har været mange udskift blandt slægternes titler på det sidste og vi er her for at give vores læsere et hurtigt overblik.

The Takumaras:
- Blandt Takumaras har der været nogle problemer. Hvis man besøger slægten, …

Ny alliance mellem Adaras og Naailas! [1176]

Her på RHN har vi endnu en gang opsnust en lidt uventet nyhed!
Det er ikke længe siden krigen mellem The Oikans og The Redwoods brød ud. Alligevel er de andre slægter allerede ved at alliere sig på kryds og tværs. Denne gang omhandler det The Adaras og den næsten glemte slægt, The Naailas.
Det siges at The Naailas general, @Zachariah, …