Ways to tame the water - Nathaniel

Det havde været en lidt mærkelig måned for de fleste Takumaras. Sådan var det nok i grunden altid, når der kom et skift af ledere, for alle skulle lige vænne sig til noget nyt, men det var anderledes når det var grundet mord. Der var en speciel ære i at komme til lederposten fordi man var klar til at tage over, og nu var Luna Takumara blevet smidt ud i det uden at være parat. Sådan lød snakken i hvert fald i blandt de fleste Takumaras, som Nathaniel havde mødt i løbet af ugen. Han var godt klar over, at det inderst inde også var fordi, mange tvivlede på at en så ung pige kunne tage over. Jacob havde været en respekteret leder. Det var trods alt ham, der havde vundet så meget land til deres slægt, så selvom det ikke var alle Takumaras, der brød sig om Kong Charles eller var enige i hans måde at regere landet på, så accepterede de det, fordi det havde været godt for deres slægt i det lange løb.  
Nathaniel havde brugt størstedelen af ugen i Fairlake på Fairheart Hospitalet, hvor han var begyndt at bruge lidt tid for at studere mere professionel medicin, så han bedre kunne bruge sin evne, og hospitalets gange summede af sladder om den nye leder. Nate havde holdt sig ude af diskussionerne, for han havde det bedst med at holde sig neutral i diskussioner. Og så var det heller ikke fair, når han egentlig kendte Luna forholdsvist godt, og måske ikke ligefrem havde et blomstrende venskabeligt forhold til hende.
En af lægerne på hospitalet havde brugt formiddagen på at snakke om sin søn, der skulle være træner til vand-lektioner lidt længere nede af floden, og stemningen i hele rummet, var blevet løftet voldsomt. Alle kunne huske deres lektioner, og stort set alle havde elsket dem. Der var et bestemt sammenhold blandt eleverne, der skulle lære at kontrollere deres givne evner helt. Og alle havde lidt ondt af sønnen for at skulle kastes ud som træner. Nate havde selv ikke kunne lade være med at smile, og havde en smule tøvende sagt ja til at akkompagnere fyren der hen, inden han tog tilbage til Lilypad. Det var alligevel kun et par år siden, han selv havde stoppet sine ugentlige lektioner.
Rummet lignede sig selv, tænkte han med et skævt smil, og uden rigtigt at tænke over det, besluttede han sig for at blive og se på. Vejret udenfor var nemlig heller ikke ligefrem godt at rejse i. Han var desuden lidt nysgerrig over hvordan træneren ville træne dem, da han selv havde overvejet at lave noget lignende i Lilypad – hvis han altså kunne få tiden til det. Han havde befundet sig i et hjørne for bedre at kunne have overblik over lektionerne i starten, men da de var begyndt på mere ’personlig-kombat’, havde han rykket sig hen til de andre, for at se på. Han betragtede lidt nysgerrigt Luna, der på en eller anden måde havde forandret sig siden sidst han så hende. Ikke at han dømte hende. Det måtte have været en lang måned.

Nathaniel rynkede utilfreds øjenbrynene sammen så der dannede sig et lille v i panden på ham, da han hørte modstanderens hånende ord. Han brød sig generelt ikke om at folk skulle ydmyge hinanden på den måde – og da slet ikke under træning, hvor følelser ofte fik folk til at gøre uberegnelige ting i vrede. Og så vidste han hvordan det var at miste sine forældre på en brutal måde, og han vidste også, at hvis nogen havde sagt sådan noget til ham, i den måned det var sket, så havde han i hvert fald ikke nøjedes med at få fyrens øjne til at løbe i vand og give ham et blidt puf med en bølge. Måske var det derfor han ikke greb ind. Luna var deres nye leder, og en ny leder skulle kunne holde sine følelser i skak – men skulle også kunne angribe, når der var brug for det.
I en dødelig kamp var en lille bølge og små beskidte tricks ikke nok, og tanken gjorde ham urolig. Han så de blå dådyrøjne blive overraskede over vreden hun tydeligvist følte, og åbnede munden for at bede hende fokusere. Et sekund for sent.
Nate skar en grimasse ved den hårde lyd der kom, da Luna blev kastet ind i væggen. Det måtte have gjort ondt. Han lagde hovedet på skrå, da han fik øjenkontakt med hende, og kunne ikke lade være med at smile skævt over hendes kommentar. Han kunne se hvor meget hun anstrengte sig for at holde irritationen ud af sin stemme. Han løftede begge hænder i en drilsk undskyldende bevægelse, og klukkede let for sig selv. ”Årh, ikke noget såmend,” svarede han, og kiggede kort over på hendes modstander. ”Jeg tænkte bare, at det måske ville gå lidt bedre for dig, hvis du kunne holde dit fokus.” Han smilede fåret, og lagde armene over kors.

Den lille bevægelse med hånden var nok til at få Nathaniel til at rette sig op og spænde let i kroppen, parat til at tage imod hvad end Luna havde tænkt sig at kaste efter ham. Derfor var der også et moment af forvirring, før det gik op for ham, at angrebet selvfølgelig ikke ville være rettet mod ham, men mod den flabede knægt, hun før havde været i kamp med. Han rev blikket fra hendes selvlysende øjne, og betragtede interesseret hvordan hendes vand frøs til is. Det var ikke særlig mange han kendte til, som kunne kontrollere vand på den måde. Temperatur var ikke en del af de normale evner, men så igen, var han vel ikke helt overrasket over at det var noget, deres nye leder kunne. Han hævede imponeret et øjenbryn, før han endnu engang rettede sit fokus mod Luna.
”Fuld fokus er vidst i overkanten, synes du ikke?” Spurgte han, men fik sagt det med et let smil. Et smil der falmede, da han så smerten skylle ind over hendes ansigt. Selvfølgelig rettede hun hurtigt på sig selv, så det havde ikke været tydeligt med mindre man havde stået så tæt på som han selv gjorde. Han bed tænderne sammen, og kiggede sig kort over skulderen for at sikre sig, at de andre havde fokus på den stakkels knægt, der var frosset fast til jorden. Da han havde konstateret, at der ikke var nogen, der kiggede over mod Luna, greb han hurtigt fat i hendes hånd – en bevægelse der måske bare ville ligne, at han støttede hende, men i stedet lukkede han øjnene, rynkede øjenbrynene sammen, og fokuserede på at sende sin energi ind igennem hånden på hende. Ryg var aldrig sjov at heale, måtte han indrømme, men det var nemmere, når det blot havde været et stort slag, og at der ikke var noget synderligt beskadiget. Derfor tog det heller ikke mere end et par sekunder for ham at heale det meste af den overfladiske smerte, før han slap hendes hånd, og rettede sig op igen, som om der ikke var sket noget.

Nathaniel kom til at klukke for sig selv, da han betragtede hvordan hun fik vandet til at smelte igen. Måske var hun ikke lige så svag som de fleste – og måske inklusiv ham selv, måtte han indrømme – gik og troede. Det fik et tilfreds smil til at spille om hans læber, og han trak på skuldrene af hende.
”Det kan jeg kun give dig ret i,” svarede han, og lagde hovedet på skrå. Hendes kære forsøg på at se bestemt og lederagtig ud, fik ham til at måtte skjule sit smil ved at kigge op. ”Jeg håber du er klar over at du ikke har råd til at lade dine følelser styre dig,” tilføjede han med mere kant i stemmen end før. Selvfølgelig vidste hun det, men måske havde hun alligevel brug for at få det af vide af en person, der ikke umiddelbart så ud til at dømme hende.
Nate var umiddelbart parat til at vende sig om, for at følge med i hvad der nu skulle ske i lektionen, men hendes ord kom bag på ham. Han lagde endnu engang armene over kors, og hævede spørgende et øjenbryn. Han havde på en eller anden måde forventet at Luna måske ville have mere professionelle trænere til rådighed, som leder eller barn af den tidligere leder, men sådan så det ikke ud.
I realiteten var han godt klar over hvor ubehøvlet det ville være af ham at sige nej til hende – hun var trods alt hans leder – men han nægtede at sige ja uden at tænke over det først. Hendes smigrende ord, som nok ikke var ment smigrende overhovedet men blot konstaterende, fik ham til at smile blidt til hende. Han betragtede hende med nye øjne, og nikkede tavst. Hun havde uden tvivl brug for hjælp. Han vidste at mange andre ville have en alt for aggressiv tilgang til en leders træning, hvor Nate altid selv havde fokuseret mere på en indre ro, der var nødvendigt for at have overblik.
”Du synes kun, jeg er møgirriterende, fordi jeg altid har ret,” påpegede han med et smørret grin, og nikkede igen. En mere seriøs mine lagde sig over ham, og han søgte hendes øjne, for at få hende til at forstå, at det måske ikke ville blive helt som hun var vant til.
”Okay,” startede han ud med at svare. ”Men jeg vil ikke høre dig skabe dig eller klage over hvis det begynder at blive hårdt.” Han sendte hende et skævt smil, og lagde hovedet på skrå i en drillende gestus. ”Heller ikke når dine følelser løber af med dig, og du bliver sur.”