I was here - Nathaniel

Nathaniel sukkede irritabelt, og tog sig selv i endnu engang at hæve blikket mod himlen. Solen hang efterhånden lavt, og spejlede sig i den lille, afsides kanal, hvor han normalt mødtes med Luna for at træne. Dagen var lun, og eftermiddagssolen havde allerede fået ham til at tage sin jakke af, som han stod og trippede utålmodigt for sig selv på de brostensbelagte gader.
Endelig blev det for meget for ham, og med en brummende, klagende mumlen, begav han sig mod Takumara-palæet.

”Oye!” Kaldte han, og vinkede til en af vagterne, der stod ved palæets port. Fyren løftede hånden som hilsen, og rettede sig automatisk op, da Nate kom tættere på. ”Did she leave already?” Det var heldigvis ikke første gang, han havde været ved palæet - i starten havde han været henne for at hente hende, når de skulle træne, indtil de var blevet enige om, at det måske var bedre, hvis hun blev fulgt af en vagt. Derfor behøvede han hverken være super formel eller specificere, hvem han snakkede om.
”No, sir! Miss Takumara is still inside,” svarede vagten, ”she asked for some hours alone, while her brothers are out.”
Svaret fik Nathaniel til at rynke øjenbrynene sammen, og en urolig energi fik hans hjerte til at springe et slag over. Han tvang sin krop til at stoppe med at panikke, og sørgede for at trække vejret normalt. Alligevel forsvandt den urolige følelse ikke helt fra kroppen. Han brummede misbilligende for sig selv. Han brød sig overhovedet ikke om, at hun var helt alene i huset – det var altid dumt for en leder, ikke at være under opsyn. Nok var krigen slut, men det betød ikke, at der var fred.
”Right. Stubborn little thing, she is,” mumlede han, og han hørte vagtens lette klukkende latter, idet han passerede forbi ham, og fortsatte hen til hoveddøren. Han bankede let på, og måtte endnu engang fokusere på at trække vejret, da der ikke blev svaret. Måske sov hun, tænkte han, selvom han så absolut ikke troede på sine egne tanker.
Døren gik op uden en lyd, og han trådte ind i forhallen.
”Luna?” Hans stemme gav genlyd i opgangen, og han ransagede sin hjerne for at finde ud af hvor Luna var i det store hus. Mest logisk ville være, at hun befandt sig i sit eget kammer. Specielt hvis hun måske var blevet syg, og have lagt sig for at slappe af. Sekundet tanken ramte ham, hørte han en lyd fra gangen der ledte hen til sovekamrene, og han sukkede lettet for sig selv.
”Hey, princess, next time you feel like ditching our training you might want to notify me." Han tog fat i håndtaget på døren, og skubbede den op. Så stivnede han, i de få millisekunder han brugte på at indtage synet foran ham
”Lu?!”
Hendes ansigt var mørkt af blod, hendes ansigt blegere end skyerne på himlen og hendes øjne udspilede af.. Smerte? Hendes forsøg på at skubbe sig op at sidde, kombineret med hendes svage stemme, der sagde hans navn, fik hans ben til at bevæge sig mod hende i hastige skridt. Bare tanken om at hun havde ondt fik det til at svimle for ham.
”Don’t panic?!” Udbrød han hæst. ”What kind of absolute bullshit is that?!” Hans stemme knækkede, og han tog sig til håret, og knyttede hænderne, for at bede sin krop stoppe med at fifle, og i stedet presse den nervøse energi til at fokusere. Han satte sig hastigt ved hende, og løftede med rystende hænder hendes hoved op i sit skød, så blodet kunne løbe lidt ned ad i kroppen igen. Hans første tanke var at kalde på vagterne, så de kunne få fat på en healer. Så gik det op for ham, at de slet ikke ville have tid til at finde en healer, før Luna ikke ville være i live længere. Så gik det op for ham, at han selv var healer.
Nate greb næsten krampeagtigt ud efter hendes hænder, og måtte spænde i kæben da den stikkende følelse af hendes smerte, bølgede op i hans arme.
Vredt blinkede han sine egne tårer væk, og sugede luft ind mellem sammenbidte tænder. "No, no, no, no, no," mumlede han for sig selv, mens hun fortsatte med at sige, at det nok skulle blive okay. Det var ham, der burde fortælle hende, at det hele nok skulle gå.  
En af hans hænder fandt vej til hendes kind, og han tørrede forsigtigt en af de mørke tårer væk. En klump i hans hals stoppede ham fra at svare hende, men i stedet nikkede han tavst. Endnu en bølge af uretfærdighed og vrede slog ind i ham, og denne gang lukkede han øjnene, for at kunne fokusere. Han skulle til at bede hende tie stille og spare på energien, da den sidste sætning forlod hendes læber, og hans hjerte for anden gang idag, skippede et slag. En blød varme erstattede panikken og vreden i hans krop, og smerten i hendes krop, føltes lige pludselig ikke så stikkende som før.
”Hey, hey, hey! Hey! Dont-you-dare!" Han knugede hårdere om hendes hånd, og klemte hårdt øjnene i. "God damit, Lu, you better not die on me!”
Nate pustede ud, og fokuserede alt varmen fra sin egen krop mod hans hænder, og videre ud i hendes krop. Selvom han ikke helt kunne lokalisere hvor smerten kom fra, fordi den føltes til at være over alt i hendes krop, sørgede han for at sende alt den healende energi han kunne, ind i centeret af hendes krop - mod hjertet. Hendes vejrtrækning var svag, hendes puls var svagere, og Nate mærkede selv trætheden hive i ham. Han vidste ikke om han nogensinde havde koncentreret sig så meget, om at hjælpe en anden person, og smerten der langsomt fyldte hans egen krop føltes ligegyldig og nærmest lam i hans krop. Hans arme brændte, hans egen vejrtrækning var reduceret til små gisp, men han gav ikke slip, og havde ikke planer om at slippe, før han havde brugt sin energi op. Hvad end det ville koste ham selv.

Det eneste han kunne tænke på var lyden af hendes stemme. Hun havde sagt at hun elskede ham. Nate havde egentlig ikke selv haft tid til at fordøje og vende sine egne følelser for Luna, måske mest af alt fordi han havde følt, at det var umuligt, at hun kunne gengælde dem. Hun var trods alt leder, og han var… Well. Han var ingenting. En forældreløs fyr, der havde brugt sit liv på at holde sammen på sin lille familie, og som prøvede at hjælpe hvor han kunne. Det var tydeligvist ikke nok til lederen af Takumara-slægten, og derfor havde han ikke turde håbe på noget, og havde slået sine egne følelser hen som en familiær kærlighed. Men hun havde sagt dem; ordene. Og blandt hans svimlende hoved og aftagende energi var det, det eneste han kunne tænke på. Det var motivation nok. Han havde healet gift før – han havde endda healet Naaila-gift, hvilket havde gjort ubeskriveligt ondt, men han havde gjort det, og stadig haft det okay bagefter. Det her var anderledes. Om det var fordi den psykiske bekymring tyngede ned på ham, eller om han simpelthen bare udløste for meget energi, end hvad han plejede, vidste han ikke. Han vidste bare, at selvom han hørte Luna gispe, betød det ikke, at hun havde det godt.

You saved me.
Nate mærkede et hulk presse sig ud mellem sine læber. Den dulmende følelse i hans krop blev erstattet af ømme muskler og svimmelt hoved, og han snappede afkræftet efter vejret. Han åbnede endelig øjnene, og lænede han sig taknemmeligt ind over Luna, og støttede sin pande mod hendes, som om han sad i et tempel og bedte. Da hun greb hans hånd, tvang han sig selv til at stoppe strømmen af energi, der løb fra hans egen krop, og i stedet mærkede han varmen, der var kommet tilbage i hendes krop. Måske føltes den så meget varmere, fordi han selv frøs, og havde en knusende udmattelse helt ud i fingerspidserne
”Don’t you ever do that again!” Udbrød han med hæs, grådkvalt stemme, og lod endelig tårerne falde ned af sine kinder. ”Oh, for the love of the Great Sea,” mumlede han, med en stemme der knækkede over. Endnu et hulk fandt vej ud af hans mund, og da han satte sig op, begravede han sit ansigt i sine rystende hænder, mens det langsomt gik op for ham, at Luna ikke var død – og forhåbentlig ikke ville dø lige foreløbigt. Han fjernede sine hænder, og sendte et tilbedende blik op i luften.
Så kyssede hun ham.
Han kunne smage saltvandet fra sine egne tårer, da hendes læber rørte hans. Uden at tænke nærmere over det, lagde han en hånd bagerst på hendes hoved, og en anden på hendes ryg, så han kunne hive hende lidt tættere på sig; uden at slippe hendes læber. Da hun trak sig væk, nappede han kort ud efter hendes læber i luften, men bevægelsen sendte en bølge af svimmelhed ind over ham, og han greb panisk ud efter væggen, for ikke at vippe til siden.
Han nikkede til hendes kommentar om træthed, og fjernede kort blikket fra hendes øjne, for at betragte hendes læber. "So do you." Et blidt smil lagde sig over hans sagligt, trætte ansigt. Han lod let sine smilende læber strejfe hendes.
”Lu, I wouldn’t leave you for the world,” indrømmede han, og kom med en lettet klukken.
Og selvom hele hans krop summede af udmattelse, følte han sig bedre tilpas, end han havde gjort i lang tid.

Nathaniel brød sig ikke om at føle sig svag. Det kom nok med konstant at skulle være den ’store’ i sin familie; altid at være den stærke, støttende, rolige person, som hans yngre søskende kunne søge hjælp ved. Når man var vokset op uden at have nogen at være sårbar ved eller med, så var det svært at vise følelser og svært at føle sig svag og udmattet, som han gjorde nu. Måske var det også netop derfor, han aldrig helt havde fungeret godt i forhold, og altid havde holdt de fleste folk lidt på afstand fra sig rent emotionelt.
Af en eller anden mærkværdig grund, følte han dog ikke, at han havde brug for at opretholde en facade over for Luna. Eller også var han simpelthen bare for træt til at gøre det. I hvert fald havde han det helt fint med hendes milde smil, og blide berøringer, men da han så bekymringen i hendes øjne, bed han tænderne sammen og lovede sig selv, at tage sig lidt sammen. Han smilede varmt mod hende. Da hun rejste sig, rynkede han utilfreds øjenbrynene sammen.
”You be carefull, eh?” Snappede han bekymret. Han ville ikke bryde sig om at hun overanstrengte sig. Han greb fat i hendes hånd, og ved hjælp fra muren bag sig, fik skubbet sig op på benene. Bevægelsen fik hele verden til at vippe til siden, og han lukkede hårdt øjnene i, for ikke at lade svimmelheden få taget i ham.
Den korte tur ind til Lunas værelse og hen i hendes seng føltes meget længere, end Nate havde lyst til at indrømme. Hans ben rystede faretruende under ham, og hans syn var nedsat til et punkt, hvor han bare stolede blindt på Luna, og lod hende guide ham. Han blev blidt vippet op i sengen, og med et grynt af tilfredshed, åbnede han sine øjne igen. Den bløde seng var en velkommen forandring til det hårde, kolde gulv, og selvom han ikke følte varmen i kroppen med det samme, hjalp det på både humøret og svimmelheden.  
Da hun kravlede ind til ham, lagde han blidt en arm om hendes mave, og trak hende tættere ind til sig. Duften af hendes hår omfavnede ham, og han sukkede tilfreds.
”Forever is an awfully long time, but I wouldn’t mind spending it like this,” mumlede han mod bagsiden af hendes hoved. Søvnen lagde sig over ham som en dyne, og på få sekunder blev duften af Lunas hår og følelsen af hendes varme, erstattet af en dyb, drømmeløs søvn.

Der var mørkt udenfor. Duftene omkring ham var uvante. Noget rørte på sig. Noget rørte ham.
Nate slog panisk øjnene op, og snappede ihærdigt efter vejret, da en skarp smerte slog op i hans højre arm. Han havde prøvet at rykke på sig, men var hurtig til at indse, at han nok bare burde blive liggende, uden at overanstrenge sin ømme krop.
Så så han Luna. Alt kom tilbage til ham, og panikken i hans øjne blev dulmet af sødmen ved at ligge så tæt på én.

At kigge ind i Lunas blå øjne havde samme effekt som når han betragtede rindende vand – hans muskler slappede af, hans hjerne fokuserede på den elektriske blå farve, og han puls faldt langsomt. De beroligende, blide ord, der omfavnede ham, og den beskyttende hånd på hans kind, fik ham til kort at lukke øjnene, og blot fokusere på følelsen af hånden og lyden af hendes stemme. Og midt i alt sagligheden, sprang døren op, og en meget energisk, ung fyr, forstyrrede Nathaniels ro og tilfredshed.
Han spjættede forskrækket endnu engang, og en overrasket latter undslap hans læber. I realiteten var der intet at være forlegen over. De lå begge to fuldt påklædte, de havde så absolut ikke lavet andet end at sove og selvom Lunas hånd var på hans kind, havde Wave ikke fanget dem midt i et kys – alligevel mærkede Nate forlegenheden skyde op i kinderne, og han måtte undertrykke refleksen til at gemme sit hoved bag ved Luna. Synet af den lille familie-genforening sendte hans tanker tilbage til Lilypad, og skyldfølelsen stak ham i siden. Han havde fortalt Riva at han ville kunne nå hjem til aften. Med sammenbidte kæber, overvejede han sine muligheder, men måtte konstatere, at der ikke var en eneste måde, han ville kunne nå hjem på og heller ikke en måde, han ville kunne nå at sende en besked til hende, for at informere hende og hans to andre søskende om, hvad der var sket ham. Midt i alle hans tanker, missede han næsten Waves energiske strøm af ord.
"... Normally its Keeva that beats the shit out of her. Noah hates healing her all the time," Nate rynkede utilfreds øjenbrynene sammen, og sendte et lidt misbilligende blik til Luna. Det var faktisk en ting, han havde ville snakke med hende om - Keeva. Det var mindre end en uge siden, Keeva havde været kommet til skade, og han havde fundet ud af at Luna trænede med hende, og det havde gjort ham en smule bekymret. Nate vendte blikket mod den yngre fyr, og smilede en smule befippet. En healer til at tjekke på ham? Det var vidst aldrig sket før. Og det meget uformelle kælenavn, fik da også kun hans kinder til at blive lidt rødere.
"Oh, no! I don't need a healer," svarede han hastigt, og sendte et hurtigt smil for at forsikre ham om, at han var okay. Så rynkede han sine øjenbryn igen, da det gik op for ham, at han måske lød utaknemmelig. Og Wave var trods alt langt højere i rang end ham. Det var Luna også, hvilket vidst var noget han ofte glemte, men han havde aldrig mødt Wave før, og anede ikke, om han, på trods af den venlige attitude, ville blive sur over manglen på respekt. "Uh, thank you, sir." Tilføjede han hurtigt, en smule usikkert. Da Wave smuttede, kunne han ikke længere undertrykke lysten, og begravede opgivende sit ansigt i skulderen på Luna. "Yeah, nice kid! I'm sure I did a good job of making a fool out of myself," mumlede han mod hendes ryg, og kunne ikke undertrykke en dæmpet klukken.

Nate brød sig ikke om at være på den anden side af en healers hånd. Han brød sig ikke om tanken om at andre 'rodede rundt' inde i hans krop. Det var en meget personlig ting, specielt når han selv vidste hvor meget, man egentlig kunne lære om et menneske, blot ved at heale dem. Altså sad han med sammenbidte tænder og prøvede ihærdigt på at slappe af i sine muskler for at gøre mandens job lettere. Største problem var selvfølgelig, at Nate ikke havde nogle fysiske skader at heale - jo, hans ømme muskler kunne måske heales, men hans udmattelse var udelukkende baseret på manglen af energi og overanstrengelsen ved selv samme mangel. Men han gjorde det for Luna. Lunas bekymrede og stædige blik ville ikke forsvinde, hvis han havde gjort alvor af at takke nej til en healer, havde han formået. Han formåede at give manden et fast håndtryk, og nikkede til ham. En form for gensidig respekt var der vel altid med folk i samme branche. "No need to 'sir' me," svarede han, og smilede varmt. "Sorry for the inconvenience and thank you for your patience, sir," tilføjede han, inden manden gik. Han pustede hastigt ud, og sendte et blik op i loftet, før han vendte hovedet mod de bekymrede blå øjne, som tilhørte Luna. Det var stadig kun langsomt ved at gå op for ham, hvor tæt på døden hun havde været. Hendes bekymring fik ham til at smile en smule opgivende, og han rystede på hovedet af hende. "Still here, am I not?" Svarede han, og lagde hovedet på skrå. "More importantly, how are you?" Han rakte ud efter hendes hånd, og smilede blidt. Det var godt at se at hun så godt ud på overfladen, men han ville sikre sig, at han havde brugt sine evner ordenligt, og ikke havde overset noget. Desuden nagede det ham en smule, at han kunne mærke så mange gamle sår på hendes krop. Hun var alt for ung til at have været igennem så meget smerte, og han kunne ikke lade være med at tænke på, om træningen med Keeva havde noget med det at gøre.

”No, of course you’re not,” mumlede han for sig selv, og betragtede hende med rynkede øjenbryn og blide øjne. Han aede forsigtigt hendes hånd da de rørte hinanden. Forvirringen lagde sig kort over hans ansigt, før det gik op for ham, hvad hun snakkede om, og de forvirrede øjne ændrede sig til at blive sørgmodige. Han bandede tavst over aldrig rigtigt at have spurgt ind til hendes fars død. Måske var han gået ud fra at hun havde snakket med vejledere om det. Og sine brødre. Men havde han selv nogensinde sat sig ned og snakket om sine forældres død med sine søskende? Så absolut ikke. Måske mindede Luna mere om ham, end han havde troet.
Nathaniel havde selvfølgelig hørt om optøjerne i Highview – han havde healet en god portion af de tilskadekomne – og han vidste godt hvad det hele handlede om. Nu fornemmede han, at det måske var værre end det så ud, og han gav Lunas hånd et støttende klem.
”Not everyone will love you,” svarede han forsigtigt. ”The war is over. Some people can’t fall back and get used to their calm, routine-lifes, and apparently have the need to create drama. This is not just about you, Lu, it’s about people wanting change and then not wanting change when they finally get it.”

Nate rykkede tættere på hende. Han kunne mærke hvor stort det var, at hun stolede nok på ham, til at fortælle, hvad hun muligvis aldrig havde fortalt før. Det fik varmen i hans hjerte til at sprede sig ud til fingerspidserne, på trods af den knuste stemme han lyttede til. Det stak i hans mave at se hende så ked af det. Han kunne godt huske de rygter, nu han tænkte over det. Han havde slået det hele væk med en latter, af den tro, at Luna aldrig ville kunne tage et liv – og da slet ikke for bare at komme til magten. Men det var før han rigtigt havde snakket så meget med hende. Og nu, da han kendte hende bedre, havde rygterne slet ikke være noget, han havde tænkt over. Nok var hun i stand til at dræbe, tænkte han, men ikke i koldt blod og uden samvittighed, og ikke sin egen far.
Alt det der kom ud af hendes mund, alle de tøvende men på samme tid ustoppelige informationer, han fik kastet i hovedet, gjorde ham en smule svimmel. Hvis han havde det sådan, bare ved at høre det, kunne han slet ikke forstille sig, hvordan det måtte være at have levet dem.
”Oh, Lu,” mumlede han, ude af stand til selv at kæmpe imod sine tårer. ”You’re not a monster, don’t you see?” Hvor var det i grunden frustrerende at hun ikke kunne se sin egen skønhed og styrke, som han kunne, når han sad og betragtede hende. ”This is what makes you human. You couldn’t possibly handle any of this alone. No one could.”
Nate skubbede sig en smule tilbage, da hun begravede sig ind mod hans krop. Han lagde fast armene om hende, og løftede hende blidt op, så hun kunne sidde ved ham, mens han aede hendes ryg, og holdt hende ind mod sig.
Nate vippede forsigtigt hendes hoved opad, og tørrede blidt en tåre væk med sin tommelfinger. Han betragtede de knuste blå øjne foran sig med en varme og kærlighed, han ikke havde troet var muligt at mønstre over for andre end hans familie.
”You are,” startede han, med et blik så fyldt af ærlighed og blidhed, at intimiteten af det gjorde ham helt forlegen, ”the youngest leader we have ever had. Did you know that?” Han vippede hovedet lidt på skrå. ”The youngest. And you don’t have your parents to guide you.” Han kørte blidt en lok hår om bag hendes øre. Han kendte til hvordan det føltes at være den ældste. Selv uden Lunas ekstra pres for at være leder, var det hårdt at skulle være den ældste person i huset, specielt når der ikke var forældre, og Nate havde udelukkende respekt og beundring overfor at Luna på en eller anden måde havde formået at holde sig oppe på trods af presset fra alle sider, og ingen til at hjælpe med byrden. ”You’ve already been through more than the rest of us will in our entire lifetime, and yet you manage to actually stand tall in front of everyone. I have nothing but respect and admiration for you and the way you handle all of this.” Han vippede sit hoved ned, så hans pande støttede sig op af hendes.
”Just know that I’m here and I’m all ears if you need it. You can’t bear it all, Lu, and if I can take even just a little of the weight on your shoulders, I’d do it.”

Nate brød sig ikke om Aaron Crawford af mange forskellige grunde. Nate brød sig heller ikke om at Luna snakkede med Aaron Crawford. Faktisk var der meget lidt han brød sig om lige nu, fordi det tydeligvist kun havde resulteret i dårlige ting for Luna. Han kunne se nødvendigheden i at holde fred med Crawford slægten, han kunne se nødvendigheden i ikke at gå i krig med dem, men det betød ikke, at han nogensinde kunne se sig selv holde af slægten. Bortset fra Malia, selvfølgelig. Krigen og dens ar var trods alt ikke så gamle, så alle de horrible ting, som de to slægter havde gjort overfor hinanden, stod stadig brændt frisk ind i folks tanker. Det var en anden grund til at folk pludselig blev så sure, over at Luna og Aaron havde kontakt, vidste Nate. De var af en yngre generation, der ikke havde oplevet hvad der var sket under krigen, som deres forældres generation havde oplevet det - og derfor havde de 'for let ved at tilgive'.
"Especially not when you try to change peoples feelings," kommenterede han, og sendte hende et lidt undskyldende, skævt smil. Han vidste at hun gjorde det hele af godt hjerte, selvom han var lidt usikker på om resten af slægten ville sætte pris på det. "Alas, I'm not gonna leave your side until this all calms down a little."

Det var fantastisk, gik det op for ham, at se hvordan hans ord faktisk havde effekt. Det var så tit at folk ikke tog hans ord til sig, at fascinationen af hendes reaktion var overvældende. Hendes krop begyndte at slappe af i hans arme, panikken og sørgmodigheden i hendes øjne blev erstattet af hvad Nate gik ud fra var håb - så spændtes hendes krop igen, og Nate overvejede kort om han havde sagt noget forkert, da hendes læber vippede op i et smil, og gløden kom tilbage i hendes øjne. Synet fik ham automatisk til selv at smile, og den tyngende følelse i maven forsvandt som dug for solen. Og selvom han vidste at nu måske ikke var tidspunktet, eller at han måske burde tænke videre over det før han handlede, eller at hun måske blot havde behov for at sidde sådan her, handlede hans krop for ham, og han pressede blidt sine læber mod hendes. Det var ikke et kys med pres, ikke et krævende eller forlangende kys, og det varede ikke mere end et par sekunder, før han lænede sig tilbage, og betragtede hende igen.
I might take your word for it. Hendes stemme var stadig en smule sørgmodig, og han lagde let hovedet på skrå.
"You better," svarede han bestemt, og sendte hende et opmuntrende smil.

Nate hævede et øjenbryn af hende. Hundehvalpeøjnene og den nonchalante måde hun ligesom trak på skuldrene, og skubbede problemet fra sig, hang ikke sammen i hans hoved. Hun burde være bange. Hun var bange, selvfølgelig var hun det, men hun burde også vise det. Det gik op for ham hvor stor forskel der var på at vokse op vel vidende at man skulle blive leder, men også hvor meget det mindede om ham selv, når han var i nærheden af sine søskende.
"It is something to worry about now, Lu," mumlede han, og lagde lidt uforstående hovedet på skrå. "It's something to always worry about. Maybe I won't be here next time. Maybe Noah won't be here next time either." Bare tanken fik kuldegysningerne til at skyde op ad armene på ham. Realisationen af hvor heldige de havde været ramte ham som en knytnæve, og automatisk greb han fat i hendes hånd, som om følelsen af at have fysisk kontakt med hende, fik tanken om faren hun befandt sig i og havde befundet sig i til at gå væk.
"You have to tell people about this," mumlede han, og søgte hendes øjne, for at sikre sig at hans ord gik rent ind. "The world needs to know that this is something you won't tolerate." Han vidste godt at det måske var et pres, og i realiteten ville han gerne være personen der fortalte hendes rådgivere hvad der var sket, men han vidste, at det burde komme fra hendes egen mund. Ikke nu, selvfølgelig, men snarest muligt "If you know anything about who would do this, you'd tell me, right?"
Og selvom hendes pludselige skift af emne irriterede ham en smule, kunne han ikke lade være med at komme med en let, klukkende latter. Han rystede opgivende på hovedet, og betragtede hende med et skævt smil. "One thing you need to know about me, princess, is that I'm always hungry."

Nate hævede et øjenbryn med et blidt smil, og rystede let på hovedet. "At least half of our people - your people - hates the Crawfords. Just because the right thing would be to not hate them, doest mean people are willing to change their feelings just because you tell them to. Not even if you have good arguments, which I'm sure you have." Han lagde hovedet på skrå, mens han betragtede de blå øjne foran sig. "After all, it's much easier to hate and push away than to face reality and actually work with others." Det var logiske tanker, der kørte igennem stort set alle Takumara'er. Var de villige til at glemme hvad der skete under krigen? Sansynligvis ikke, og selvom det nok var det rigtige at gøre, og måske det rigtige at indse at begge parter havde forvoldet hinanden smerter, og at der nu var to ledere, der prøvede på at heale deres slægter og få noget bedre ud af dem, så tvivlede Nathaniel på, at det kunne lade sig gøre. Ikke endnu. Der var stadig for meget uro i riget, og krigen stod stadig frisk i alle familiers minder.

Han tanker blev afbrudt, og han rynkede utilfreds på øjenbrynene af hende. Hans hjerte hoppede et slag over, og han åbnede overrasket munden ved hendes ord. If I can't save myself, then I might be better of dead; Don't you think? Nate rystede hårdt på hovedet, vel vidende at hans kommentar havde slået tilbage på ham. Han havde ikke ment at hun ikke var værdig til at lede; han havde ikke ment at hun var svag. "No, no, no, no," mumlede han, og lagde bestemt en hånd på hendes. "Don't you dare ever say that again." Han mærkede en let vrede boble på sig. Ikke nok med at hun lige havde været ved at dø, var der en snert af, at hun faktisk havde dårlig samvittighed over næsten at være blevet dræbt. Som om det var uværdigt. "These people don't fight fair, Lu! Attacks like these are cowardly and frankly not something you can fight directly; please don't do anything stupid, to try to prove that you're better than them." Hans stemme fadede ud til en bedende mumlen.

Han betragtede hende med rynkede øjenbryn, mens han filosoferede over hendes svar. Noget sagde ham, at hun havde en idé, men stadig ikke var sikker på hvem der kunne have gjort det, og derfor holdt det for sig selv, i frygt for at skylde skylden på uskyldige. Han respekterede kraftigt hendes privatliv. Han nikkede tænksomt da hun nævnte mad. Tanken om noget at spise, fik ham til at indse hvor sulten han rent faktisk var, og hvor afkræftende dagen havde været. Vand og mad ville både få hans humør og hans kræfter i topform, tænkte han, og kunne kun smile let ved udsigten til at få lidt i maven.
Der skulle meget til at distrahere Nate fra mad. Og tanker om mad. Og udsigten til mad. Men alligevel var der ikke nogen spor af tanker om noget at spise, og hans hjerne føltes som om den gik i stå, da Luna tog trøjen af. Det var ikke fordi han aldrig havde set en bar ryg før. Det var ikke fordi han aldrig havde set en bar ryg på en pige før, men måden hun gjorde det på, fangede ham fuldstændig. Han blev ikke overfaldet af brændende begær eller vulgære tanker, men stirrede tavst i fascination på musklerne og den klare, næsten pletfri hud, der dækkede Lunas ryg. Og hun var smuk, tænkte han for sig selv, og elegant og stærk og smuk. Og smuk.
Nate sørgede for resolut at kigge over mod den lille bæk, da hun vendte sig om, og kiggede tilbage på hende da hun begyndte at tale, pinligt berørt over at have siddet og betragtet hende på sådan en intim måde.
”Mh?” mumlede han, og nikkede med rynkede øjenbryn, mens hans tanker samlede sig for at kunne fokusere på hvad Luna sagde. Fokusset blev hurtigt skarpt, da alvoren af hendes ord ramte ham. Han havde hørt mange historier om Lunas mor, men der havde altid været mange forskellige versioner, og Nathaniel havde altid prydet sig selv på ikke at falde for sladder. Alligevel var det en historie han altid havde fundet grusom. Alle versionerne af den. Han betragtede hende sørgmodigt.
”It’s not always in the hands of the commander – you know that,” mumlede han, og lagde hovedet på skrå, da han nævnte Roman og Romans datter. Nate havde først for nyligt fundet ud af hvem Malia var, og det havde været et stort chok for ham. Den dårlige samvittighed nagede ham stadig, for hvis han havde sagt noget, første gang han havde mødt hende ved Underwood-familien, kunne der måske have været meget mindre strid mellem de to klaner. Han rynkede øjenbrynene, og betragtede hende en smule overrasket. På den ene side mærkede han en stærk glæde over at Mr. Underwood have fået hvad han havde fortjent, på den anden var han skuffet over, at det havde været Luna og ikke ham selv, der havde gjort noget ved problemet. Ikke at Nate nogensinde havde kunne få sig selv til at fryse folks øjne og knuse dem – heller ikke selvom han havde haft kræfterne til det.
Et svagt smil spillede om hans læber, mens han betragtede de unge, blå øjne foran sig.
”I trust you, Lu,” svarede han. Det var en selvfølgelighed i hans hoved. ”It’s the others I don’t trust.”