I need your help - Nathaniel

Sted: Lilypad village.
Tid: Sent aften.
Omgivelser: Få mennesker på gaden, folk er på vej i seng.
Vejr: Skyfri og stjerneklar himmel.
Emne til: @Nathaniel

Nathaniel rettede blikket mod vest hvor solen nu lå under horisonten, og rystede på hovedet af sig selv. Det var blevet sent, lidt senere end han havde håbet på, før hele huset var faldet til ro og alle havde færdiggjort deres daglige opgaver, og nu havde han fundet ud af at Nahla havde glemt at hente vand ved floden. Han havde ingen intentioner om at sende sin 17-årige, lidt skrøbelige lillesøster ud efter mørkets frembrud, og da han havde set, at hun var faldet i søvn på sofaen efter den lange dag, havde han hurtigt taget beslutningen om selv, at hente det.
Det bedste sted at finde drikkevand lå lige uden for byen, så da han endelig havde nået den rene kilde, stod stjernerne allerede klare på himlen over ham. Det løftede humøret en anelse at se hvordan de spejlede sig i det rolige kildevand. Han fyldte sine to træspande med vand, og balancerede dem på sine skuldre, før han vendte sig om.
En bevægelse i kanten af hans synsfelt fik ham til at stivne. Han kiggede intenst mod kanten af skoven, hvor han syntes at have set noget bevæge sig, og kneb mistænksomt øjnene sammen for at se igennem mørket. Mistænksomheden forsvandt som dug for solen, da han hørte et desperat råb om hjælp, og han tøvede ikke med at smide spandende fra sig, og sætte i løb mod skovkanten.
"Hey-Åh!" Råbte han, i håb om at fyren kunne høre ham. "Hey, vågn op!" Fyren lå uhyggeligt stille, og Nathan bandede for sig selv da han satte sig på knæ ved den bevidstløse, unge mand. Manglen på lys gjorde det svært at se hvor slemt det stod til, så han lukkede øjnene, og lagde en blid hånd på fyrens pande. Det simrede let i Nathaniels fingre mens han mentalt tjekkede den bevidstløse krop igennem, og han åndede lettet op, da det så ud til at skaderne kun var fokuseret omkring hovedet. Ikke at det selvfølgelig var det bedste sted, at have skader, men det var bedre når det var ét sted på kroppen, og ikke flere forskellige steder. Nu skulle han bare have manden til at vågne.
Nathan løftede sin hånd mod kilden, der lå godt 50 meter fra dem, og lod en lille stråle af det rene, kolde vand regne ned over fyrens hoved - både for at rengøre såret i panden, og for at få ham tilbage til bevidsthed.

Nathaniel stirrede intenst ind i fyrens røde øjne, og prøvede på ikke at lade overraskelsen vise i sit ansigt. Det var trods alt måske lidt ubehøvlet at skære en grimasse eller rynke i panden, når nu fyren tydeligvist havde brug for hjælp. Han havde generelt aldrig brudt sig særlig meget om ildøjnene og deres aggressive holdninger til alt og andet, men han skubbede mistænksomheden fra sig. Og selvom han udmærket var klar over at The Oikans rent teoretisk set var i alliance med The Takumaras, havde der altid været lidt af et hadeforhold mellem de to slægter.
Fyren foran ham prøvede at sætte sig op, og Nathan så hvordan øjnene kort blev ufokuserede, og han greb fat om fyrens skulder for at støtte ham. Det støttende greb blev fjernet, sekundet den unge Oikan åbnede munden, og det nysgerrige blik blev erstattet af et hævet øjenbryn og opgivelse i øjnene. Hvorfor skulle de altid være så sure og ubehøvlede?, spurgte han sig selv, og sendte i bittert blik mod himlen. Oikans.
"Jeg kunne selvfølgelig også bare have ladet dig ligge bevidstløs og bløde i græsset," mumlede han, og betragtede fyren med et opmærksomt og påpasseligt blik. Han stolede ikke på vrede, sårede Oikans, og var kontant klar til at dække fyren med vand, hvis han havde tænkt at brænde noget. Eller nogen.
Nathaniel trådte automatisk et skridt tilbage, da fyren løftede hånden op, men måtte alligevel komme med et skævt smil, da alt vreden var forsvundet, og der i stedet for bandeord kom undskyldninger ud fra hans mund. Han trådte et skridt tættere på Kane, og greb hans hånd, med et fast klem. I brøkdelen af et sekund lukkede Nathan sine øjne, og søgte intensivt efter skaderne i Kanes krop. Ikke noget voldsomt, konstaterede hans evne, men en hård hovedpine og sår hist og her.
"Det ser ud til, du har haft en hård aften, Kane," svarede han, og afværgede undskyldningen. Hvis han havde været i Kanes sko, havde Nathan nok også reageret uden at tænke sig helt om først.  Desuden var Infernosoldater ikke ligefrem kendt for at undskylde. Eller for at blive overfaldet i skoven, hvilket var hvad han gik ud fra var sket. "Nathaniel Evans," præsenterede han sig, og slap Kanes hånd igen. "Healer her i Lilypad Village." Han løftede en arm og gestikulerede mod den lille landsby med et stolt smil.

Nathaniel hævede let et øjenbryn mod den unge fyr foran sig. Han smilede blidt for sig selv, og måtte undertrykke trangen til at ryste på hovedet. "Ikke fordi jeg vil blande mig i hvordan du lever dit liv, men jeg synes nu det er dumt at slå sig selv - også selvom det ikke er 'for sjov'," påpegede han med en sarkastisk drilskhed i sin stemme. Normalt brød han sig absolut ikke om Oikans, tænkte han, mens han kiggede på Kanes ansigt. Måske var det fordi han var træt, eller måske var Kane bare en mere umiddelbar fyr, end andre Oikans som Nate havde krydset veje med, men han følte ikke samme irritation som han plejede at gøre, i selvskab med de sprængfarlige ildøjne. Han betragtede nysgerrigt hvordan de forskellige følelse væltede ind over de røde øjne. Forvirring - morskab - glæde - tilfredshed - udmattelse og til sidst et stort gab. Det morerede Nathaniel, der kom til at klukke for sig selv, og han lagde blidt en hånd på Kanes skulder.
"Kom og lad mig vise dig min by." Varmen i hans stemme var vendt tilbage, og han sendte et blidt, stolt blik mod husene lidt nede af bakken. "Jeg har også lidt tørt tøj, du kan låne, og en kop varm kaffe, hvis det falder i din smag."

Hånden på Kanes skulder blev resolut fjernet, ved ilden i hans hånd. Han rynkede brynene sammen, og betragtede flammen med en del utryghed men også med fascination. Han havde aldrig brudt sig særlig meget om ild. Måske i grunden det også var derfor han aldrig havde brudt sig særlig meget om Oikans på trods af deres alliance - Ild var så meget mod hans eget element, at det gjorde ham utryk helt automatisk. Også selvom han konstant var klar til at slukke det. Kanes nysgerrighed kom lidt bag på Nathaniel, der tøvende fulgte efter den raske Oikan mod sin by. "Øh, altså, jeg er bare healer. Jeg er ikke engang den eneste i byen, men jeg har min egen lille praksis, og folk stoler på at jeg gør mit job ordenligt. Det er en lille by, og vi har egentlig ikke det store hieraki," svarede han, og lagde hovedet på skrå. Han ville heller ikke fortælle alle hemmeligheder om den lille, velbevarede by, der lå så tæt på hans hjerte. "Kernen af byen er at vi hjælper hinanden. Alle sammen." Nate klukkede dæmpet for sig selv, og satte farten lidt op, for at kunne følge med i Kanes energi. "Nej, jeg kan ikke heale døde folk - jeg kan hverken kontrollere liv eller død." Han rynkede let øjenbrynene sammen. Det ville være en skræmmende evne, og selvom han selvfølgelig gerne ville kunne bringe folk tilbage fra døden, var Nathaniel også af den tro, at man skulle lade de døde hvile, og at man ikke skulle ødelægge livets naturlige balance.
Nate smilede bredt over Kanes interesse, og nikkede for sig selv. "Ja de gør. Det bliver ikke lige så varmt som din hjemegn, men vi klarer os. På kolde aftener rykker min familie ind i stuen, og vi sover nær kaminen, for ikke at fryse, men det har aldrig været det store problem."