A stubbon but wounded wolf - Nathaniel

Nathan strakte sig med en katteagtig, spindende lyd, og slog benene op, så han lå halvt i den lille sofa. Stillingen så måske lidt akavet ud fra siden af, men han sukkede tilfredst for sig selv, og lod stilheden lulle hans tanker til ro. Det havde været en lang dag. Selvom der stadig var 4-5 timers dagslys tilbage, følte han, at han havde lavet nok for hele dagen.
Hans øjenlåg begyndte at blive tunge, og han lukkede dem sagligt i, mens han tanker fortsat fløj rundt i minder om dagen. På et eller andet tidspunkt blev tankerne slugt af drømme, og søvnen lagde sig over ham som en tung, varm dyne.

Han spjættede forskrækket i den lille sofa, og hans fod ramte hårdt ind i væggen. Han bandede mumlende for sig selv, og skubbede sig til siden for at ligge mere behageligt. Der var et eller andet, der havde vækket ham, men hans søvntyngede hjerne, opfangede ikke helt hvad det var. Hans eneste tanke var, at han da godt nok ville ønske, at folk udenfor ville stoppe med at råbe sådan op. Sikken et postyr.
”Hey Nathaniel!”
Den kaldende stemme fik ham til at vågne helt op, og han sendte et fjendtligt blik mod træloftet over sig. Hvorfor var det, at han altid skulle forstyrres, når han endelig fik lagt sig ned? Han rejste sig med et utilfreds grynt, og nåede kun at åbne døren, før en gruppe på 4 mænd og 1 pige marcherede ind i hans entré. Synet fik ham så sandelig til at vågne helt op, og han betragtede dem skeptisk.
"Keeva har brug for hjælp," tilføjede manden hurtigt.
"Ja tak, det kan jeg se, Harold," mumlede han. Og mens han stod og stirrede på den lille hær af småsure mænd, spændte de hende fast til sengen i hjørnet af rummet, og klappede hinanden beundrende på skuldrene.
"Vi skal nok blive her så hun ikke laver mere ballade," sagde én af dem i en beroligende tone. Nathaniel viftede ham væk med hånden, og hævede et øjenbryn af dem.
"Jeg tror nok, jeg kan håndtere en 21-årig tøsefornærmet pige," svarede han irritabelt, og på trods af de urolige blikke fra de 4 mænd, fik han dem alle sammen viftet ud af sit hus igen. Med et opgivende suk lukkede han døren før han vendte sig mod pigen. Keeva. Selvfølgelig havde han både hørt om og set Keeva før. Ikke nok med at hun var samme år som Riva, hans søster, var hun også lidt af en omtalt figur i den lille landsby.
Det irritable blik i hans øjne forsvandt som dug for solen, og blev erstattet af en beroligende varme.
"Det må du undskylde, Keeva" sagde han, og gestikulerede mod døren, men undskyldningen dækkede også over at kalde hende tøsefornærmet og en lille pige. "Hvad har du haft kastet dig selv ud i idag?" Spurgte han, og betragtede alle sårene i hendes ansigt. Hun var absolut blevet slået nogle gange i ansigtet, konstaterede han tøvende. Han lagde blidt en hånd på Keevas pande, og rynkede let på næsen over de små stød af smerte der skød op igennem hans hånd. Det skulle han nok kunne heale forholdsvist hurtigt.
Nathaniel satte sig på en stol ved siden af Keeva, og søgte hendes øjne. Han kunne se at kampen stadig havde fat i hende, og med en hånd på hendes ene arm, prøvede han at få hende til at falde ned.
"Hør, jeg vil gerne løsne alle de her ligegyldige strips, så du bare kan ligge normalt, men først bliver du nødt til at forstå at kampen er færdig," hans stemme havde fået en mere bestemt kant. Det var vigtigt at hun ikke sprang op og gik ud blot for at få en omgang mere, og som regel plejede Nathan ikke at heale folk, der ikke ville heales. Kroppen skulle gerne samarbejde med hans evne.

Nathaniel rynkede øjenbrynene sammen, da endnu en stime af fremmede ord, fløj ud af Keevas mund. Han havde engang hørt nogle af byens børn snakke om, at det muligvis var forbandelser, men Nate havde aldrig troet på den form for magi, og var overbevist om at det var et sprog. Det gjorde ham nysgerrig, for at dømme ud fra hendes toneleje, var det ikke søde ting, der blev sagt. Han rystede på hovedet af hendes forspørgsel, og sendte hende et mildt, undskyldende smil.
"No can do," svarede han, og klikkede med tungen. Selvom han ikke brød sig om at pigen var spændt fast på briksen, kunne han godt se nødvendigheden af det. Han nægtede at lade andre komme til skade på grund af hende - derunder også hende selv. Hun var tydeligvist medtaget af kampen og de slag hun havde fået i hovedet, og Nate ville ikke lade hende gå, før han var sikker på, at hun ikke ville gå ud, og prøve at banke de to mænd igen.
Det blide smil forsvandt som dug for solen, da hun vendte sig mod ham, og snakkede om Riva. En skygge af vrede lagde sig over hans ansigt, og han lagde armene defensivt over kors. Riva plejede ikke at klage over hans regler, og selvom hun på det sidste havde været lidt mere 'out-and-about' tvivlede han på, at hun var sur over reglerne i huset. Nate gav hende trods alt lang snor nu hvor hun var blevet 21. Den sidste kommentar slog hårdt, for det var rigtigt, hvad Keeva sagde. Normalt snakkede Nate og Riva om alt mellem himmel og jord.
"Kan du måske specificere hvad I to går og laver?" Spurgte han med en uskyldig stemme, på trods af den stigende irritation over emnet. Hvis han søster var begyndt at lave ulovlige ting ville det slå ham hårdt, gik det op for ham. Han rynkede øjnene sammen mens han betragtede hende, og rystede let på hovedet. Denne pige var ikke ligesom andre piger, tænkte han uroligt, og rykkede sig tættere på hende igen. Det mindste han kunne gøre var vel at få det til at stoppe med at bløde.
Nathaniel lagde en hånd på hendes pande, og lukkede øjnene, for at lukke hendes fremmede ord ude. Han mærkede varmen i sine kinder, mens han sendte sine sanser ud i Keevas krop, og søgte efter de åbne sår med sit 'indre blik'. Såret i hovedet tog ham kun få sekunder at lukke, og det samme med læben, men benet var en anden sag, for der var skidt i såret. Han slap hende igen, og sugede en stor portion luft ind igennem sine sammenbidte tænder.

Nathaniel bed tænderne sammen og spændte i kæben. Han holdt Keevas øjenkontakt i et godt stykke tid, med øjne der helt klart signalerede, at han ikke satte pris på hendes flabede kommentarer. Alligevel vippede hans ene mundvig let op i et skævt smil over hendes kække svar. Tossede pigebarn, tænkte han, og sukkede dybt for sig selv.
”Mh,” mumlede han, og trak på skuldrene. Selvom det nagede ham, vidste han, at han kunne snakke med Riva til aftensmaden om det. ”Det er heller ikke hende vi er her for at snakke om.” Han viftede let med sin hånd, for at sige, at han ikke havde tænkt sig at spille hendes spil, og da slet ikke når det omhandlede hans egen søster, og spidsede tænksomt læberne, mens han overvejede hvordan han skulle heale såret i hendes ben.
Hendes drilske kommentar, fik ham til at vippe blikke op mod hendes ansigt igen. Han rynkede øjenbrynene sammen, og hævede spørgende et øjenbryn. Keeva forvirrede ham. Og gjorde ham en smule forlegen, hvilket bare gjorde ham endnu mere irriteret, for der var ikke noget at være forlegen over.
"Hvem snakker du nu om?" Spurgte han mumlende, og brummede for sig selv. Nate havde ingen kæreste, og lige nu heller ingen romantiske relationer han kunne prale af, så hendes lille, drilske kommentar gav ham ikke andet end en stikkende følelse i maven. Han spjættede forskrækket, da hoveddøren blev åbnet, og han vendte sig mod de nyankomne med et spørgende blik.
Den unge fyr blev placeret på en stol, og Nathaniel tøvede ikke med at rejse sig fra Keeva, og gå hen til dem.
"Det går nok, Link," mumlede han fraværende til manden, og satte sig på hug, for at betragte foden. Han holdt sin hånd ud mod den unge fyr. "Det kommer nok til at stikke lidt i din fod - tag min hånd, min ven, det går hurtigt over igen."
Fyren greb fat om Nates udstrakte hånd, og han lukkede øjnene og lod sin evne sprede sig ud i fyrens krop, hvor han søgte den ned ad mod foden. Ikke noget brækket, konstaterede han med et tilfreds suk. Brækkede knogler gjorde ondt på ham at heale. En forstuvning var ikke lige så slem. "Bid tænderne sammen," tilføjede han, og nikkede til fyren, før han med en kraftanstrengelse, lod sin evne fylde foden op med varme, og fokuserede på at få ledbåndet omkring anklen til at heale. En lille del af smerten steg op i hans arm, og han bed selv tænderne sammen, indtil han var færdig, og slap knægtens hånd.

”Du stikker ikke til mine nerver, Keeva, du går mig på nerverne,” mumlede han med et opgivende suk. ”Alle nerverne. Alle 7 billioner nerver, der er i menneskets krop, bare lige så du ved præcis hvor meget du går mig på.” Han sendte hende et tørt blik, irriteret over hver gang hun fik kontrol over samtalen, og irriteret over hvordan han konstant satte sig selv i sårbare situationer, som hun kunne udnytte til, hvad hun åbenbart betegnede som sjov.
Nate vendte sig mod manden, Link, og rystede på hovedet som svar. Det måtte uden tvivl se lidt bizart ud, hele sceneriet i rummet, men han var kendt blandt alle for at gøre sit job godt, og for at være en respektabel og god fyr, så han håbede inderligt at det ikke vikke sparke gang i sladder. Han sendte et undskyldende blik til manden, og rystede på hovedet igen.
"Nej, nej. Keeva her vil gerne ud og banke -" Han tøvede, og kiggede over på Keeva med et spørgende blik, "Tom og Jørn, var det?" Spurgte han, og smilede drilsk, før han endnu engang vendte sig mod Link. "Men jeg prøver at forklare hende, at hun ikke kan banke nogen, når hendes ben er skadet og hendes hoved har fået et stort slag." Han smilede uskyldigt.
Med et bredt smil, greb han den unge fyrs hånd og gav den et klem. "Pas bedre på næste gang," kommenterede han, og klappede ham på skulderen. Den lille pose med mønter, kastede han over på et bord, der stod i hjørnet af rummet, før han vendte sig mod Keeva med et hævet øjenbryn. Han tsk'ede let, og trak på skuldrene. "Utålmodig, er man?" Spurgte han, og lagde hovedet på skrå. "Fortæl mig så lige igen, hvorfor jeg skulle hjælpe dig? Det er jo ikke fordi du takker mig for det. Og i sidste ende går du bare ud og får dig selv slået halvt bevidstløs igen, og guess what, så er du her tilbage om 30 minutter."

Nate hævede tørt et øjenbryn mod hende. "Jeps! Jeg troede heller ikke det var muligt," svarede han sarkastisk, og spændte irritabelt i kæben. Han hev en træ-taburet hen foran sengen til Keevas seng, og lagde kort en hånd på hendes pande, før han satte sig på den. Varmen var ved at være forsvundet fra hendes krop, så det undrede ham, at hun ikke var ved at falde ned. Det var ikke normalt at adrenalinen fortsatte med at skulle flyve rundt i kroppen. Det var ofte set, at folk i kampens hede overanstrengte dem selv, og havde en kampånd, der ikke kunne dø; så det var normalt, at der gik lidt tid, før folk faldt ned, og det gik op for dem, at kampen enten var tabt eller vundet. Men åbenbart ikke med Keeva. Kampånden manglede i hvert fald ikke, tænkte han med et opgivende blik på pigen foran sig.
"Selv hvis du var stærkere end dem, betyder det ikke, at du skal slå dem ihjel," påpegede han, og rynkede øjenbrynene sammen. "Jeg ser nemlig gerne vores slægt forblive stor. Det går ikke, hvis vi går og slår hinanden halvt fordærvede."
Nathaniels tålmodighed var ved at være så godt som ikke eksisterende.
"Kan du ikke se, at jeg ikke kan lade dig gå, før du falder lidt ned?" Vrissede han, og slog opgivende ud med hænderne. "Keeva! Hvis de har gjort noget forkert, så gå til nogle af de ældre i landsbyen og klag. Eller en vagt og klag! Eller find Luna Takumara og klag! Du kan ikke bare tage loven i din egen hånd," påpegede han.
Han betragtede hende undrende, da endnu en stribe af fremmede ord fløj ud af hendes mund, og skuttede sig mod kulden han følte ved dem. Han spjættede forskrækket, da en stol bag ham væltede, og han rejste sig tids nok til at se sin egen taburet falde bagover med et højt slam.
"Stop det!" Råbte han, og vendte sig mod Keeva. "Keeva! Stop!"

Nathaniel stirrede på pigen foran sig med opspilede øjne. Sikke da en... Sikke da en karakter. Han tog sig frustreret til håret, og vippede sin stol op at stå igen, med sin fod. Med en vred brummen rykkede han sine ting tilbage på plads, uden at skænke Keeva så meget som ét blik. Irritationen nåede nye højder i ham, og mens han var vendt væk fra hende, trak han en ordentlig portion luft ned i sine lunger, og lukkede øjnene, for ikke at lade vreden løbe af med sig. Normalt havde han godt nok bedre selvkontrol end dét, men det var ved at blive for meget for ham. Endelig snurrede han om på hælen og vendte sig mod hende, og med alt den selvkontrol han kunne mønstre, satte han sig på sin stol igen. Med sin værdighed en smule såret, valgte han at ignorere hendes flirtende og drilske kommentarer.
"Jeg er helt sikker på, at vi også godt kunne undvære dig, Keeva, og mig for den sags skyld, men jeg vil da fortrække, at vi var her alligevel. Tom og Jørn bidrager stadig til vores slægt, og hvis der er problemer, er det Luna eller nogen af hendes folk, der må tage sig af det," han kiggede hende dybt seriøst i øjnene, og spændte kort i kæben. Han følte lidt, at han snakkede til et lille, vredt barn, tænkte han utilfreds. "Vi kan ikke gå og bryde reglerne, når vi bliver utilfredse," påpegede han, og mønstrede et blidt smil mod hende. "Så ville hele vores verden falde sammen."
Nysgerrigt vippede hans øjenbryn op i en overrasket grimasse, da hun nævnte Luna. Han rynkede let på næsen. Han havde godt undret sig over hvorfra Luna havde haft sin aggressivitet i sine angrebsteknikker, og pludselig undrede det ham overhovedet ikke alligevel. Hvis hun havde trænet med Keeva, var det klart, at det handlede om en eller anden form for desperat overlevelse.
"Jeg har ingen planer om at stjæle fra min egen leder," mumlede han en smule undrende, og hævede et øjenbryn. "Og jeg træner allerede Luna, så jeg tror ikke det er et problem."

Nate sendte hende et træt blik, og kiggede kort opgivende op i loftet. En gestus han uden tvivl havde brugt alt for ofte den sidste halve times tid, hvor Keeva havde befundet sig i rummet. "Jeg tror hellere jeg ville sidde og nyde en god kop kaffe, må jeg indrømme," påpegede han, men fik alligevel sendt hende et skævt smil. "Speaking of. Vil du ha' en kop?" Bare tanken om kaffe gav ham en beroligende følelse i hele kroppen, og han smaskede tænksomt for sig selv. Det var hans lille guilty pleasure, kaffe, og gerne af god kvalitet fra markederne i Fairlake. Det var egentlig det eneste han satte pris på fra Oikan slægten. Kaffe. Det kunne de finde ud af at lave i deres tørre, varme klima, og på grund af alliancen, var det en ting, han aldrig ville komme til at mangle, så længe han var på 'god fod' med ildøjnene. Han klukkede for sig selv, og nikkede mod hende.
"Hvis de drikker sig selv halvt ihjel, ville jeg måske heller ikke klage over det," svarede han. Han trak på skuldrene. Nate havde altid gået at vide, at han var 'alles storebror', så Keevas kommentar rørte ham ikke. Tvært imod støttede det ham bare i at han havde ret.
Nathan smilede svagt for sig selv, mens han bevægede sig mod køkkenet for at sætte vand over til kaffe.
"Tænk hvis vi alle sammen var ligesom dig Keeva," sagde han, som var til hendes kommentar om at han var en 'goodie-two-shoes'. "Så ville verden da gå under. Og hvis alle var goodie-two-shoes, ville der nok ske det samme." Han lagde hovedet tænksomt på skrå. "Der skal vel være en form for balance."
Nate vendte sig om mod Keeva med rynkede øjenbryn. Et misbilligende blik blev sendt i hendes retning. "Bare fordi jeg ikke halvt dræber hende i processen, betyder det ikke, at hun ikke kan bruge min træning," kommenterede han skarpt.

Nate kiggede en smule tænksomt op i loftet, og rystede så på hovedet af hendes kommentar. "Nope, jeg tror jeg ville have det helt udmærket uden drama," påpegede han, med en stemme der var helt munter, ved udsigten til en kop kaffe. Han klukkede let. "Hvis du aldrig har drukket kaffe er det nok derfor du er så vred hele tiden," mumlede han, med et skævt smil. Der gik ikke lang tid før kaffens aroma fyldte rummet, og han nynnede tilfreds for sig selv, før han hældte kaffen op i en kop, og gik hen for at sætte sig ved Keeva igen. Han sippede til koppen, og sukkede for sig selv da smagen formede sig i munden på ham. "Mmh, du går glip af noget." Han kiggede skeptisk på hende, mens hun vred sig, og sukkede opgivende.
"Du er pludselig blivet mit ansvar, Keeva," påpegede han, og lagde hovedet på skrå. "Og indtil jeg er sikker på, at du ikke går ud og dræber nogen, så kan jeg ikke løsne dig." Tanken fik ham til at betragte alle småsårene, der stadig ikke var healede, og han rynkede øjenbrynene sammen, før han satte koppen fra sig, og lagde sin hånd på hendes pande, for at heale skrammerne. Han kunne føle utallige gamle brækkede knogler og store sår, som var healet naturligt, men som stadig kunne mærkes med hans evne. Efter nogle sekunder slap han hende, lænede sig tilbage i stolen, og sippede endnu engang til sin kaffe.
"Nogen gange er forsvar det bedste angreb," svarede han, og lagde hovedet på skrå. "Jeg forventer ikke at du forstår princippet, men man kan ikke altid slå sig vej ud af problemer, og Luna har brug for at kunne være diskret i sin nye stilling." Han satte pris på at Luna lærte at forsvare sig selv, det var vigtigt, og det var også vigtigt at have en brutal styrke som leder. Specielt når Takumara-folket måske respekterede råstyrke mere end diskretion. Men man kunne ikke have en leder, der kun kunne finde ud af at angribe - det var trods alt det, man som leder havde sin hær til. "Så jeg keder hende til døden med rutineøvelser og meditation," svarede han, og smilede bredt.