Heavy Lies the Crown - Nathaniel

Nathaniel var træt. Der var ikke så meget andet at sige lige nu, tænkte han tørt, for ordet 'træt' beskrev både hans fysiske og mentale stadie lige nu. Han havde formået at tage samme, mørkeblå t-shirt på, som han havde haft på de sidste 3 dage, og de sorte bukser, kunne han ikke huske hvornår han sidst havde vasket. Håret var blevet langt nok til at krøllerne faldt vildt om hans hoved, og var begyndt at irritere hans øjne. I sin træthed havde han formået at fare vild i Fairlake.
I de seneste par uger havde han kun været hjemme i Lilypad én eneste gang. Der var alt for meget uro i Fairlake til, at han følte, at han bare kunne smutte uden at hjælpe alle de tilskadekommende, så han havde halvt boet ved Luna, halvt crashet på hospitalet, hvor han brugte sine dage på at arbejde. Det holdt desuden hans hjerne beskæftiget, så han ikke konstant skulle gå rundt og bekymre sig om Luna. Det var alligevel ikke så lang tid siden, der var nogen, som havde forsøgt at få hende myrdet, og Nate så det som en meget vigtig opgave, at sørge for at giften var kommet ud af hendes krop, og at det ikke skulle ske igen. En ambitiøs tanke, når han tænkte over mængden af uro og optøjer der havde været. Nate hadede det. Han hadede uro, han hadede optøjer, han hadede ignorante mennesker, han hadede problemer, og han hadede at folk skulle slås og komme til skade.
Selvom Nate ikke istemte sig Lunas idé om pludselig at skulle være venner med Crawford-slægten, betød det så absolut ikke at han satte pris på voldelige optøjer.

Midt i al sin forvirring, havde han tilfældigvis hørt to unge piger snakke om optøjerne, og midt i hele snakken havde han hørt navnet Echo blive nævnt. Altså var han forvirring blevet transformeret til nysgerrighed. Han havde ikke snakket med Echo i omkring et år ville han skyde på, men tænkte tit og ofte på hende - der var bare sket så meget, at han ikke havde haft den bedste tid til at vedligeholde sine langdistancevenskaber. Fyldt med dårlig samvittighed, havde han taget mod til sig og spurgt de unge piger, hvor han mon kunne finde Echo, og de havde peget ham op af en gade. 'You'll know when you see it,' havde de sagt, da han havde spurgt om hvilket hus.

Et smukt palæ til højre for ham fangede hans tågede tanker, og han stoppede op for at betragte det. Det bedste ved Fairlake var den smukke arkitektur, der fyldte gaderne, og palæet han nu stod og beundrede, var et pragteksemplar af slagsen. You'll know when you see it. Et skævt smil sneg sig på Nathaniels læber, og han rystede imponeret på hovedet.
"Echo," mumlede han med et dæmpet grin. Der var ingen vagter, som stoppede ham, men uden tvivl blev hans ankomst meldt på én eller anden måde, for Echos stemme viste ingen tegn på at han havde overrumplet hende.
"A cup of coffee would be nice?" Svarede han med et varmt smil, og puffede op i sit hår. Han sendte et imponeret blik rundt i palæet, og slog ud med hænderne. "You look like you're doing great, Cho!"