Water cancels out fire | Roman |

@Roman

Den hvide kjole bevægede sig om hendes krop, som hun kom gående. Kjolen var ikke længere hvid, men beskidt. Den havde flænser her og der. Hun havde ikke store muligheder for, at få nyt tøj. Så hun måtte af og til nøjes og genbruge. Hendes hud var ligeledes beskidt, og hendes hår uglet. Hun så fattig ud. Hvilket ikke var helt ved siden af. Hun havde ikke penge, men følte heller ikke hun havde brug for det. Solen stod højt på himlen, og fortalte det var lige omkring middag. Der var næsten ingen skyer, og mange mennesker befandt sig udenfor. Aliyah havde mødt mange undrende blikke, nogle var skeptiske og andre viste ligefrem afsky. Hun var klar over, der var forskellige slægter, og hun havde hørt om krigen. Men hun troede det var overstået. Så hun forstod ikke, hvorfor folk så sådan på hende. Hendes røde øjne så sig nysgerrigt omkring. Hun var ikke meget for det, men hun måtte stjæle for at overleve. Hun havde ikke råd til at købe ting.

En arm greb fat om hendes skulder og vendte hende rundt. ”Red eyes,” sagde han til dem der stod bag ham. De havde alle blå øjne. Hun kunne ikke huske, hvad det betød, hvilken slægt de var fra. Da han betvang vand fra en krukke i nærheden, var hun ikke længere i tvivl. De kunne kontrollere vand. Alle vidste, vand og ild var fjender. Hun var ild, omringet af flere vandkilder. Hun havde allerede tabt. Vandet flød tilbage i krukken. ”I’m not here to hurt anyone.” Aliyah ville gå forbi ham, men han skubbede hende tilbage. ”You are not going anywhere.” Han skubbede til hende, så hun endte på jorden. De tre mænd gik frem imod hende, mens andre blot så på. Hun kunne godt have brugt Ari ved hendes side, men hun vidste hun ikke kunne styre hende, og hun ville sikkert ende med at brænde dem alle. Inklusiv Aliyah selv. Dragerne tolererede, at hun var der, men kun fordi Ari havde taget hende ind. Ari beskyttede hende, som var Aliyah hendes unge.

De brugte deres evner til, at hælde vand nedover hende. Det gjorde det umuligt for hende, at antænde hendes evne. Vådt træ kan ikke brænde. Hun prøvede ihærdigt, men måtte til sidst opgive. En af mændene trak hende op at stå, som var hun blot en dukke. Hun gjorde ikke meget modstand. Hvad kunne hun gøre? De var stærkere end hende, i flertal og hun kunne ikke bruge hendes evne. En skarp smerte spredte sig fra hendes kæbe og op igennem hendes ansigt, da en knytnæve kolliderede med hendes ansigt. Hun kunne smage blod. ”Let me be. I will go away, please.” Det fik bare mændene til at le. De havde ikke tænkt sig at lade hende gå. De slog hende endnu en gang i ansigtet. Hun mistede bevidstheden.

Aliyah åbnede langsomt hendes øjne. Først var hendes syn slørret. Det virkede på ingen måde bekendt, og da hun havde blinket et par gange, var hendes syn tydeligt. Hun havde helt sikkert aldrig været der før. Hun lå i noget stort. Noget der næsten slugte hende. Hun tog sig til hovedet, og opdagede den store trøje hun havde på. Den var slidt, men bragte noget mere varme end hendes kjole gjorde. Ikke fordi hun havde voldsomt meget brug for det. Hun frøs sjældent, men det var rart. Hun støttede sig med hendes hænder, og kom op at sidde. Hendes blik førte sig rundt i rummet, indtil det landede på manden i rummet. Med blot et øjekast, kunne hun se han var høj, og muskuløs. Hun lagde hovedet en smule på skrå og studerede ham nærmere, det mørke skæg og hår. Han skulle skræmme hende, men som han sad der og læste, virkede han venlig, en hun ikke skulle frygte. Hun kunne ikke se hans øjne, men gik ud fra de var blå, ligesom de andre i nærheden. Hvis hun da stadig var tæt på. Hun kunne umuligt vide, hvor længe der var gået. Hun huskede tydeligt at blive slået, men alt efter var væk.

”Thank you,” sagde hun lavmælt, både fordi hun var forsigtig, men lige så meget fordi hendes stemme lige skulle i gang. Hun svang benene udover sengen, og lod dem dingle lige så stille frem og tilbage. Hendes blonde hår var godt på vej til at tørre, hendes hud var allerede tør igen. Hun knipsede med hendes venstre hånd, og en lille flamme dukkede op. Hendes ild brændte stadig. Selvom hun var klar over, ilden i hende ikke lige sådan gik ud, tjekkede hun altid fra tid til anden. For at holde gejsten ved lige. Aliyah var usikker på, om hun skulle rejse sig. Det var ikke hendes hjem, og hun ville nødigt virke påtrængende. ”My name is Aliyah.” At begynde en samtale kunne vel ikke skade. Så kunne hun også finde ud af, om der var en grund til at frygte ham.

Aliyah kunne se hans øjne bevæge sig hen over siden mange gange. Han burde have læst siden færdig, men alligevel bladrede han ikke videre. Det var naturligt for Aliyah at opdage små ting, små detaljer. Det var ret vigtigt omkring drager. De var utrolig farlige, selv for hende. Så hun var opmærksom på alt omkring hende, alt hvad folks kropssprog fortalte hende. Hun så endelig væk fra ham. Hun var ikke sikker på, hvordan hun kunne takke ham for hans hjælp. Hvem kunne vide hvad der var sket, hvis han ikke var dukket op, og havde taget hende med sig. Ved hendes ord så han op, og hun kunne nu se hvilken slægt han var fra. Hun kendte ikke mange slægters øjne, og hvilke evner de havde. Men nu havde hun set de blå-øjede og følt deres evne på hendes krop. Indtil videre, var hun ikke yderligere begejstret. Men så på den anden side. En med blå øjne havde lige reddet hende. En Takumara, mente hun de hed.


Aliyah rynkede hendes bryn en smule ved hans spørgsmål. Ingen havde fortalt hende, at det kunne få hende dræbt. ”No.” Hendes svar var kort, men præcist. Hvad hun lavede der, var en længere forklaring. Noget hun ikke engang selv var sikker på. Hun var vel bare nysgerrig. Hun kunne nu bedre se ham, se hans øjne. De betød en del, syntes hun. Det var der man kunne se folks personlighed. Ikke bare deres slægt, men hvem de var som person. Hos ham så hun en masse vrede. Det burde skræmme hende. Og ville også have gjort det, hvis ikke han lige havde fjernet hende fra fare. Da han rejste sig, blev Aliyah alligevel overrasket over hans størrelse. Hun havde regnet ud han var høj, men han var højere end hun havde forudset. Hun blev siddende da han kom hen og satte sig. Hun følte hun blev løftet en smule op. Han var noget tungere end hende.

”It’s not that bad.” Det gjorde stadig ondt, men ikke så ondt, hun ikke kunne holde det ud. Han præsenterede sig, og hun smilede til ham. ”Nice to meet you.” Hun så på ham, og noget kom over hende. En kraft, der ikke lod hende stoppe og tænke sig om. I et kort øjeblik, var hendes læber mod hans. Hun gemte derefter hendes ansigt i hendes hænder. Det lignende hende ikke, og hun var så flov. Hun drejede sig væk fra ham. ”I am so sorry. Thank you for everything. I should go now.” Hun hoppede ned fra sengen. Hun kunne ikke se på ham fordi hun var så flov.

Aliyah ville gerne vide hvad der foregik bag de rynkede øjenbryn, hvad han tænkte på. Aliyah var ikke altid den mest selvsikre person. Hun omgik ikke mennesker særlig tit, så hun vidste ikke meget om hvad der skete rundt omkring, eller hvad der skete i verden. Men det var også lige meget, for hun havde ikke grund til det. De gange hun kom ud, endte hun sjældent helt heroppe. ”Damage?” Hun blev pludselig lidt bekymret. Hvad hvis den svage smerte i hendes kæbe eller hoved faktisk betød noget. Hun vidste ikke hvad det kunne betyde, og netop derfor frygtede hun straks det værste. ”What kind of damage?” Han lød til at vide, hvad han snakkede om.

Aliyah slog sig mentalt i hovedet. Hun havde bare reageret, måske var det for at takke ham. Måske var hun bare glad for hans hjælp, glad for ikke at være kommet mere til skade. Hun var klar til at tage et skridt frem, da han greb fat i hendes hånd og trak hende til sig og bagefter op på skødet af ham. Hun så ind i hans øjne et øjeblik. Han virkede overrasket. Ligesom hun selv havde været. Han forsatte kysset, denne gang mere intimt og lidenskabeligt. Han var god til at kysse. Noget bedre end hun måtte være. Hun ville ikke indrømme det for ham, men hun havde ikke kysset nogen før Roman. Ingen var kommet tæt nok på hende til det. Lige pludselig var hun så gammel, at det var underligt aldrig at have kysset nogen.

Så hun var faktisk glad for at kysse ham. Men også nervøs, for hvad hvis hun ikke var god til det? Hendes krop virkede dog til at vide hvad hun skulle gøre. Hendes øjne havde lukket sig i med det samme, hendes ene hånd havde placeret sig i hans nakke, og den anden lå på hendes lår. Hun åbnede øjnene igen, da han trak sig væk. Et smil bredte sig på hendes læber, da han strøg hende hen over kinden. ”That was… Unexpected.” Hun havde ikke forudset det ville ske. Men hun var glad for det var. Roman havde ikke givet hende en grund til, ikke at stole på hende. Så det gjorde hun. Hun stolte blindt på ham, på trods af hun næsten ikke kendte ham.