By the fire - Lagertha

Sted: The Lily Forest.
Tid: Aften, næsten helt mørkt.
Omgivelser: De uendelig mange træer, ellers ingen andre end Ria og hendes bål.
Vejr: Varmt som altid, dog ikke uudholdeligt. Hvis mange kunne se himlen, ville man kunne se at de første stjerne er begyndt at blinke ned på dem.
Påklædning: Sit sædvanlige løst sidende tøj.

@Lagertha

Det havde været en lang dag for Ria. Først og fremmest havde hun gået rundt i evigheder inde i Highview City for at sælge sin livsvæske, men på grund af det højere antal af militær rundt i byen og protesterne overalt, var det næsten umuligt at komme nogen som helst steder hen. Hun havde ovenikøbet svært ved at få solgt sine ting, når folk undgik hende, eller rettere sagt hendes øjne. Folk stolede ikke på hende, stolede ikke på hendes ord når hun fortalte at væsken ville kunne hele deres sår og give livskræft. Hun fandt det yderst uretfærdigt.
Ria rodede i gløderne fra det bål hun havde lavet tidligere. Et par flammer skød op og slikkede sultent på brændet som hun smed på bålet. Bålet var generelt helt uden nytte udover at give lys. Det var ubehageligt varmt at sidde så tæt på bålet i dette varme klima, men Ria skulle bruge flammerne og varmen. Ved hendes side lå en sort krage. Den var ikke død. Ikke endnu. Men den var bange, men vidste at hvis den flyttede sig ville den føle smerte igen. Ria havde set den ind i øjnene og brugt sin slægtsevne på den, så den nu bare ventede på døden der snart måtte komme. Ria fandt en læderhalskæde med et jernvedhæng frem fra sin taske der lå ved hendes side. Hun holdt halskæden ind i ilden, så flammerne slikkede vedhænget så det blev varmt. Et par øjeblikke efter tog hun vedhænget i sin ene hånd og klemte til omkring det. Det brændte ind i hendes håndflade. Hun lukkede øjnene og hendes bryn rynkede af koncentration og smerte. Hun lagde sin anden hånd på kragen og fokuserede på dens liv. Hun trak det til sig, gennem sig, pressede det ind i det varme vedhæng. Så snart kragen lå kold og død famlede Ria efter en af sine små flasker med vand i. Hun fik hurtigt fat i en og åbnede nu øjnene for at fokusere på flasken og vedhænget. Hun holdte stadig hårdt om vedhænget, og kunne mærke hvordan livet i det kæmpede for at komme ud. I en hurtig bevægelse fik hun snildet vedhænget ned i flasken uden at for megen liv smuttede mellem fingrene på hende. Halskæden fiskede hun op igen og lagde det væk. Hun så træt på den lille flaske i sine hænder. Det overraskede hende altid hvor meget energi hun skulle bruge på at lave de her livsvæsker.
I nogle stunder derefter så hun bare fraværende ind i ilden og tænkte ingenting. Hun sukkede tungt en gang i mellem, men ellers sad hun bare og stirrede træt på flammerne.

Beklædning: som vist på billedet, med tilsvarende udstyr, udover hun har en ulv karvet ind i vesten, omridseg af Adaras mærke, som tegn på hendes status som Adaras elite soldat.

Selskab: intet, har hun sendt tilbage til Adaras by.

Lagertha havde været på trænings tur med sine Young Wolfs, soppe tur, forude kamp og styrke træning, for og styrke dem til den nye generation af huskarle, som sku tjene Adaras slægten, og de blev kørt hårdt, alt fra sværd kamp, til brug af stridsøksen, bue skydning og hva de ku finde på til de unge, imens hendes korporal, Bjorn, sørgede for de holdt diciplinen, hvilket var hård og brutal, selv for en militær enhed, men Adaras Ulvene havde altid været Adaras's elite, og dog spiste de godt, fik god løn og levede godt, det var der ingen tvivl om, og hun var stolt af deres fremskridt, da nogle trænede til bue skytter, og andre til duelister, og nogle som regulære huskarle o tung rustning og rund skjold, typisk bevæbnet med et lang sværd og stridsøkse, og hun smilede ofte stolt af dem for deres hårde træning, og evige tålmodighed og mod på mere træning.
De var endt ved Lilypad village, hvor de var taget på kro, for og spise og drikke, imens de sang kamp sange, og slog i bordene, med deres behandskedet næver, lagde an på de lokale tøser, dog med grænser, så ingen blev stødt, de moredet sig dog bare mere, imens Lagertha til sidst sagde hun ville vade ud i skoven, for og få lidt kvinde tid, og nogle af hendes ulve spurgte om de sku gå med, hvor på hun ville kysse deres pander, og sige hun nok sku klare sig selv, hun var trodsalt en huskarl, og derpå, tog hun afsted, ud i aftnen, for og sukke tilfreds ved den kolde luft.

Hun gik imod skoven, for og drikke af et gedeskind, som der var øl i, men hun var ret så ædru, imens hun vandrede rundt imens stjernene blinkedet til hende, hvilket fik hende til og synge en gebrokken krigs sang om en ung kriger da havde forelsket sig i en ung printesse, og for at blive forbudt af se printessen, af kongen, indtil han var den bedste kriger i hæren, men da han så var blevet det, var hun giftet bort til en ung ond prins, som krigeren udfordrede til duel, som han vandt og fik sin printesse, dog stoppede Lagertha med og synge, da hun så et bål, og hun gik rask imod bålet, for og se en ung kvinde, sidde ved et bål, og Lagertha sørgede for og træde på en gren, så kvinden ikke angreb Lagertha, for og vise hun var der, dog havde hun hånden på skaftet af sit sværd, og sagde med en høflig og venlig, men myndig dog feminie stemme, trods hendes erhverv.

"Hey, Fremmede, er du her alene? Vil den pæne dame have selskab?"

Hun ville træde ind i lyset, så man ku se hende, som måltr 172 cm, med en vægt på knap 70 kilo, dog havde hun feminie muskler, et venligt ansigt, med sine hvide sølv øjne, et stort smil, hånden på sværdet, og et gedeskind i den anden da lugtede af øl, men Lagertha virkede utrolig ædru, trods det var et stort skind, og hun bukkede så høfligt for damen, for og prænsentere sig, med sin venlige myndigr stemme.

"Jeg er Huskarl Sergent Lagertha, trop føre for Adaras ulvene, og Adara af slægt, og de er?"

Hun rettede sig op, for og kigge nysgerrig på kvinden, imens hun fjernede hånden fra sværdet, hvis hun ikke blev angrebet, og ville se på kragen, bålet, flasken, og se dybt nysgerrig ud på det punkt, dog ikke på en fjendelig måde, bare en da var nysgerrig med hvad hun dog lavede der ude i ingenting.

Ria var yderst udmattet efter at have lavet sin livsvæske. Det svækkede irriterende meget på hendes kræfter, men det var en nødvendighed for hende at sælge det til desperate folk. Den hede varme fra bålets flammer hjalp heller ikke på at få hendes kræfter tilbage, da det bare gjorde hende søvnig og gav hende lysten til at døse hen. På dette tidspunkt af dagen, var det egentlig ikke noget problem, da hun nok alligevel burde lægge sig til at sove og samle kræfterne til den nye dags problemer og stridigheder. Et simpelt liv egentlig. Men hårdt.

Ria havde hørt en person, efter stemmen lød det som en kvinde, synge en sang i det fjerne, dog med et brat stop som om personen havde fået øje på noget, sandsynligvis Rias bål. En kvist knækkede bag Ria, men hun hverken så op eller vendte sig om for at se den nyankomne. Først da personen talte så Ria op. Hun blev mødt af et par sølv farvede øjne. Ria syntes at hun fik set sådan et par øjne ofte for tiden.

"Jeg er alene ja. Du er meget velkommen til at sætte dig hvis du vil."

Rias stemme var træt og afslørede at hun var udmattet. Hendes hoved føltes tungt at holde oppe, men hun kunne mærke hvordan hun sneglende langsomt fik mere energi. Da kvinden overfor hende bukkede for Ria, kunne hun ikke skjule et hævet øjenbryn og et svagt smil. Sådan noget plejer godt nok ikke at ske, specielt ikke for en Naaila.

"Ria Llana, af Naaila slægten, ingen fornemme titler at finde her."

Hun sagde det med et små-drillende smil. Det var måske lidt tamt at gøre lidt grin af en højt ranget persons titler, men Ria kunne ikke dy sig, muligheden var så oplagt. Først nu lagde hun mærke til hånden der hvilede på kvindens, undskyld Sergent Lagerthas sværd der hang ved hendes hofte. Ria rettede blikket mod Sergent Lagerthas øjne igen.

"Hvad bringer dig her?"

// sorry for det forsinkede svar, har haft lidt problemer med at skrive på det sidste ^^