The day it started - Margnus ( fortidsemne)

Mimia ventede, hun lyttede opmærksomt på hendes herres åndedræt. Knuden i hendes mave voksede, ville hun virkelig være i stand til at fuldføre hendes plan? At dræbe hendes egen søn? Hendes eget kød og blod som hun elskede overalt på denne jord. Hun vidste godt at det var hendes eneste chance for at komme væk herfra. Frihed kræver ofre.

Da hun var helt sikker på at hendes herre sov, listede hun ud af sengen. Ganske forsigtig listede hun ud af hans gemak. Hun så godt de forskellige vagter som stod rundt omkring, de fleste så ikke ud til at ænse hende. De var trods alt også van til at hun kom og gik fra herrens gemakker. Den lille dolk hun havde skjult under hendes tøj føltes kold imod hendes bare hud, mens hun bevægede sig hen til hendes søns sovekammer.

* Jeg er nød til at gøre det* sagde hun til sig selv, mens en anden lille stemme tryglende hviskede * Gør det ikke!* hun åbnede døren ind til sin søns værelse og så ham ligge fredfyldt i sin seng. Han sov godt og trygt, og vidste intet om den fare han var i. En fare som hans mor udgjorde.

Hun lukkede døren bag sig og satte sig på kanten af sengen og så ned på sin lille søn. Hun kunne allerede nu mærke tårene trille ned af sine kinder.

Påklædning: En grå skjorte, en ringbrynje udover, ligesom alle de andre vagter.

Margnus stod som vagt. Det var en tjans han havde haft de sidste par dage. Ikke at han havde noget imod det, det var bare meget langtrukkent. Mange af de andre vagter der stod på vagt denne aften sammen med ham havde alle fået noget at drikke. Herren i huset havde været gavmild og givet dem flere tønder af god vin. Selv havde Margnus ikke taget noget. Han brød sig ikke om at drikke når han havde et arbejde at passe.

Han så en af de kvindelige slaver gå ud fra herrens gemak. Det var den samme kvinde som var blevet hevet med derind de sidste mange gange, og også hende som var mor til arvingen, Mimia var hendes navn, han havde snakket et par gange med hende hvis han kom forbi køkkenet og skulle hente noget til vagterne. Hun virkede anspændt, nærmest nervøs denne aften. Ikke at Margnus bebrejdede hende det, han havde ofte overhørt hvor hård og brutal deres herre kunne være, både udenfor sovegemakken og i sovegemakken. Han fulgte hende med øjnene, inden hun smuttede ind af døren til arvingens værelse. Døren blev lukket bag hende. Hun skulle sikkert sikre sig at knægten stadigvæk sov.

Margnus kunne mærke hans ben begynde at summe så han besluttede sig for at gå lidt rundt på gangene. De fleste af de andre vagter stod alligevel og halv sov, og de ville næppe bemærke at han gik lidt rundt.