I will never let you go.. ~ Cayden (Fortidsemne)

Sted: Restaurant 'Growing Garden'
Tid: Sen eftermiddag.
Vejr: En let brise.
Omgivelser: Forskellige slægter, nogle enkelte dyr og ellers hvad der høre til i en restaurant.
Påklædning: Bliver beskrevet i teksten.

Hans blik var nærmest lammet ind imod spejlet. Det var første gang han havde taget modet til sig og inviteret Cayden på den middag han fortjente. Kærligheden var blot blevet større imellem de to unge fyre, i sær hvad det angik Lucius. Tanken om Cayden i sengen havde blot ladet ham glæde sig endnu mere.
Roligt fik han skubbet blikket væk fra spejlet og imod kommoden. Hvad skulle han tage på for at gøre Cayden til freds? En hvid skjorte, en mørkeblå blazor og et par passende bukser til, ville nok aldrig tage fejl. Det var netop det tøj han gik igang med at finde frem. Det så perfekt ud i spejlet, da han endelig havde fået det på.
Håret sad som normalt. Intet havde ændret sig i det. '' Mor! Jeg smutter nu. '' Lucius var endelig kommet tilbage til hans forældre efter lang tid væk fra dem. Det havde taget hårdt på ham, men han havde skubbet følelserne væk fra tankerne om det.

Der gik ikke længe før den halv høje Lucius stod foran indgangen til restauranten. Den var fin i forhold til hvad han havde forstillet sig den egentlig i virkeligheden ville have været. Måske ville Cayden syntes ligeså meget om stedet som han selv gjorde.
'' Jeg har bestilt et bord til to? '' Hans stemme var langt fra selvsikker men fyldt med nervøsitet. Det var første gang i sit liv han havde inviteret en person ud og spise og første gang han var blevet forskelsket i en. '' Denne vej min herre. '' Lucius fulgte blot efter kvinden der viste ham vejen til bordet. Nu var det blot Cayden der manglede. Forhåbentligt gik der ikke lang tid før han dukkede op af sig selv.
Cayden havde fået en masse følelser frem i Lucius, men han havde alligevel givet det en chance. Det var ikke specielt velset at to mænd var sammen men ingen viste det var en date det var på, langt fra.


(Undskyld den korte begyndelse. D:)

Påklædning: Link

Cayden havde været i Highview City et par gange efterhånden – men normalt holdt han sig til Takumaras side af byen, på grund af den officielle alliance. Og så på grund af, at han egentlig ikke brød sig synderligt om Crawfords. Lige nu, var han dog mere end glad for, at han befandt sig i Wildemill District. Ingen kendte ham, ingen var i alliance med ham og vigtigst af alt, ingen af hans egne, ville tro på en Crawfords ord over Caydens – altså, hvis noget skulle slippe ud om hans hemmelige møde med Lucius, ville han være i stand til at vifte det væk uden problemer overhovedet.
Derfor var hans blik nysgerrigt, mens han gik igennem det grønne areal, der var så langt fra alt han kendte til i sin egen hjemby. Hvor Springheat var varm, tør og fyldt med sand og sten i varme, rolige nuancer, var Wildemill District… Grøn. Over alt. Og stedet føltes langt mere fugtigt end han var vant til, hvilket fik ham til at trække sin tweed-jakke tættere om sig. Han havde erstattet sine sædvanlige rødlige, brune og grå farver med en grønlig nuance, måske i et håb om at passe lidt bedre ind i omgivelserne, og havde kørt sine vilde krøller lidt tilbage, så de ikke var så markante om hans ansigt.
Da han endelig fandt restauranten, som han var blevet givet instruktioner til, mærkede han alligevel nervøsiteten røre på sig. Lucius havde alligevel lidt magt over ham, selvom han ikke helt ville indrømme det. Cayden sank, og sendte et hurtigt blik i vinduet, for at tjekke om han så præsentabel ud, før han åbnede døren – og hele hans facade faldt sammen om ørene på ham.
Stedet var smukt. Der var ikke andre ord, der kunne beskrive det. En mere drenget glæde lagde sig over ham, og hans øjne søgte efter Lucius’ skikkelse blandt bordene.
Da han endelig fandt ham, vendte lidt af den tidligere selvtillid tilbage, og han bevægede sig med elegante skridt mod den yngre fyr.
Caydens mundvige vippede op i et skævt smil ved synet af Lucius i et klassisk jakkesæt. ”Du har da godt nok oppet dig,” sagde han med et mildt blik, og kastede let med hovedet for at indikere de smukke omgivelser. Høfligt placerede han sin hånd på stolens ryglæn, og ventede tålmodighed på tilladelse til at sætte sig.

'' Oppet mig? '' Caydens stemme lød ind i Lucius øregang. Selvom de såes ret tit, var det alligevel en nydelig ting at høre Caydens stemme hver eneste dag. '' Jeg vil gøre alt for at gøre tingene perfekt for dig. '' Et enkelt men blidt smil blev fangede på Lucius læber. Lucius havde ikke så mange forventninger til Cayden som han burde have. Hans første protiet var først og fremmest ikke at blive opdaget over deres homoseksualitet. Tiderne var ikke just nogle hvor man så til det, men derimod ikke brød sig om den slags. '' Sæt dem ned. '' Lucius greb selv fat i stolen foran sig og hev den hurtigt ud. Han var alt for ivirig for at nyde middagen med hans elskede. Inderst inde havde han godt ideen om at tingene ikke ville vare evigt, men engang imellem måtte man blot lade den slags negative tanker passere. Cayden var et pragt eksemplar for hvad både kvinder og mænd gerne ville have men også gerne ville være. '' Jeg håber maden smager dem til gode. '' En tjener var allerede ved bordet, klar med deres mad. Pasta fyldt med den nydeligeste sovs til og en anelse bacon blev serveret for dem. Efterfulgt at et glas vin til hver af dem og en salat passende til deres smag. Forhåbentligt havde Lucius valgt den rigtige smag for Cayden men det ville tiden vise.
'' Jeg er glad for de ville komme. Hvordan har deres dag været? '' De og deres var ikke altid just nogen ord folk brugte, men Lucius havde altid været opdraget med et pænt sprog. Måske grundet stedet han i virkeligheden kom fra. Cayden kendte intet til Lucius sande forældre, det var hans egen hemmelighed. Smilet bredte sig hurtigt på læberne af Lucius. Han nød nærheden af Cayden.

Caydens røde øjne måtte have glimtet ekstra varmt i det dæmpede lys i restauranten. Han var ikke typen der blev forlegen ofte, tvært imod var det ham, der altid nød at se de røde prikker på andres kinder, eller forlegne, nedslåede blikke, fordi Caydens evige selvtillid måske kunne virke lidt skræmmende på dem. Lucius var en anden historie. Her havde han ikke behov for at være et 'show-off' eller have en eller anden arrogant attitude overfor sin Adara elsker. Var det kærlighed? Cayden vidste det ikke, og havde heller ikke tænkt sig at tænke for meget over det. Han var allerede alt for knyttet til de hvide øjne, og det blide smil, og den åndsvage konstant formalitet, der lå over Lucius.
Han løftede stolen let, for at kunne trække den lydløst tilbage, og sætte sig på den. Han foldede sin serviet i skødet, rettede sig op, og fangede Lucius' blik. Et forventningsfuldt smil bredte sig over Caydens mund, og han lænede sig let forover, for at komme lidt tættere på fyren overfor sig.
"Lucius, du ved godt, at alt er perfekt for mig, så længe du er der," svarede han hviskende med et charmerende, flirtende smil. Da tjeneren kom, rettede han sig atter op, og lod i stedet en mere professionel attitude lægge sig over sig.
Cayden elskede mad. Det havde ikke altid været super smart, og han havde måtte bruge en hel del selvkontrol, da han endelig var kommet hjem fra militæret, for at bo på Ildpaladset, hvor maden altid var i særklasse. Tjenestefolkene jokede altid med at vejen til Caydens hjerte gik igennem hans mave, og han havde aldrig helt modsat sig det.
Det kærlige blik vendte tilbage lige så snart tjeneren var gået uden for rækkevidde. "Lu," klukkede han, og smilede overbærende over Lucius' evigt formelle attitude. "Du må gerne kalde mig du."
Cayden bed tænderne sammen, og kneb læberne sammen til en tynd streg, ved spørgsmålet. Han havde faktisk haft en rigtig dårlig dag, men han havde ikke lyst til at ødelægge humøret, så i stedet rettede han hurtigt på sit utilfredse ansigtsudtryk, og sendte et bredt smil i stedet. "Lidt kedelig, faktisk," svarede han, hvilket i grunden jo ikke var en løgn. "Men det er ligemeget. Hvad med dig? Hvordan går det der hjemme?"

Lucius lod mærke til hvordan han selv satte sig ned i stolen. Selvom Lucius egentlig gerne ville have været venligt nok til at holde stolen ude for ham, som man gjorde overfor en kvinde, var der alligevel nogle sværheder der gjorde han blot ikke kunne. Cayden var ikke just en helt almindelig mand, men en med ben i næsen. '' I know, i know. Jeg er den mest vidunderlige mand i verden. '' Egoismen pludsede en anelse op i Lucius verden. Det var ikke normalt for ham at blive komplimenteret og når han så endelig blev havde han svært ved at tage imod det som et realt kompliment.
'' Sorry. Du ved jeg bliver nervøs i dit selvskab. 'elskede' '' Det var svært for Lucius at udtrykke hans følelser overfor Cayden i blandt mennesker, da homoseksueltitet stadig ikke var en særlig god ting.
Cayden ændrede en anelse personlighed fra før, da han skulle fortælle hans dag havde været ked af det. '' Hm, det lyder mindre interessant? '' Selvom han godt vidste at man ikke altid havde den bedste dag, valgte han alligevel ikke at jage op i det. Han ville ikke ende ud i en diskussion med Cayden. '' Det går da. Jeg elsker mine forældre, som jeg altid ville gøre. '' Et smil dukkede op på hans læber.

((Beklager det korte og dårlige svar... ))

Lucius kunne tydeligt se på Caydens ansigt at han nød maden for en gang skyld. Det var alligevel utroligt han havde fået sig selv til at indtage bare en anelse anderledes mad end det fra Ildpaladset. Cayden var en mand for sig selv. Han ville gøre hvad end han havde lyst til, ud anset konsekvenserne. Det var i hvert til fald Lucius oplevelse.
'' Mhm.. '' Hvad skulle han svarer? Lucius blik landet hurtigt på Caydens. Bare det at holde blikket fra ham var svært nok i forvejen. Han var forelsket, det var der ingen tvivl om.
Det havde aldrig været en ny ting for Lucius at han var til mænd, man stadig en ting han skjulte mere og mere.
'' Det lyder yderst morsomt. Hvordan tog han det dog? Var han tilfreds eller fornærmet? '' Et smil satte sig på hans læber, eller nærmere et fnis. Det var alligevel ret morsomt.
'' Ja, de er gode nok. '' Han trak vejret kort, inden han svarede på det næste spørgsmål. Hvad skulle han sige? Der skete ikke ret meget ud over hans besættelse af Cayden, men det kunne han ikke bare fortælle.
'' Naah. Jeg færdig gøre mine studier og lytter til mine forældres råd. '' Det var svært for Lucius at indrømme han egentlig havde svært med sine biologiske forældre. De havde sendt ham væk. Hvem ville gøre det, ud anset om det var for at rede ham eller ej.
'' Noget andet du har lyst til at lave, som en dag som dette? '' Han ventede ikke ligefrem på et positivt svar men nærmere et Jeg har lyst til at være alene i dag tror jeg. Følelsen havde han selv ind i mellem, men Cayden selskab var for behagelig til at give slip på.