What the heck?! - Cayden

Cayden havde siddet midt i sin frokost – Midt-I-Sin-Frokost – da de to vagter forsigtigt bankede på døren ind til hans kamre. Han var i forvejen i smådårligt humør, lige hjemvendt efter at have været i Redhawk City til et møde, der absolut ikke var gået som han havde forventet, og nu vovede folk at forstyrre ham midt i hans frokost. Derfor var det måske heller ikke det smarteste træk for vagten, at åbne døren før Cayden havde bedt ham om det.
”Sir, der er et pro-” Vagten måtte lukke sin mund og dukke sig, da en kugle af ild med høj fart skød få centimeter over hans hoved, og slammede ind i væggen bag ham. Et af de mange, dyre billeder, der prydede ildpaladsets vægge, gik i flammer. Vagten rejste sig varsomt op, kastede et enkelt blik på væggen bag sig, og sendte så et vredt blik mod Cayden. ”Remo, det er vigtigt!”
Cayden sukkede meget, meget højlydt, og sendte et opgivende blik op imod loftet. Man kunne da heller ikke få lov til at være sig selv i nogle få minutter; det var åbenbart for meget at forlange efter en lang rejse igennem Den Sorte Ørken. Han mumlede hidsigt for sig selv, hvor sætningen 'ikke engang få lov at nyde ordentlig mad' indgik, og rejste sig så meget langsomt fra sin stol. Vagten stod stadig i døråbningen og betragtede ham varsomt. Cayden vendte sig mod ham, og sendte ham et smil, der ikke nåede de flammende øjne.
"Jeg håber det er vigtigt, Kallai, Det håber jeg virkelig."

På vej ned i fangekældrene, fik han en hurtig briefing om hvad der var sket. Og han forstod stadig ikke, hvorfor han skulle gå med. Han havde jo folk til at ordne sådan nogle småtterier for ham! En eller anden Crawford-pige, der havde angrebet nogle vagter, var da godt nok det mindste af hans problemer lige i øjeblikket. Men det er ikke fordi hun angreb vagterne, du skal se hende, havde vagten sagt – det er mere hende der er speciel. Så Cayden gik ud fra at hun måske havde en evne, der overskyggede de andre bladøjne. Crawfords havde altid været svage i hans øjne, og han havde egentlig ingen interesse i deres slægt overhovedet – de var trods alt blevet jaget ind i skoven, og han ville egentlig fortrække at de blev der inde. Måske byttede plads med The Naailas.  
Og så så han hende. Crawford-pigen.
Cayden betragtede den vrede pige med rynkede øjenbryn, før han løftede blikket mod vagten igen. Hans øjne spurgte tydeligvist om det hele var en joke. Kallai slog ud med armene, som for at sige 'hvad sagde jeg', og Cayden sukkede højlydt endnu engang.
"Tak, Kallai, det var alt," mumlede han, og viftede vagten væk. Tydeligvist havde han ikke hørt et ord at hvad pigen havde sagt til ham, og det havde han heller ingen interesse i. Han tog en primitiv skammel, og slæbte den hen over det kolde gulv, så han kunne sætte sig foran pigen, der sad bag ved tremmerne. Han betragtede hende tavst i et godt stykke tid. Hun lignede... Hun lignede. Well, hun lignede vel Cayden i en mere feminin udgave. Med grønne øjne. Øjnene passede ikke til hende, tænkte han undrende, men alligevel virkede de bekendte.
"Så, hvad er dit navn?" Spurgte han ud af ingenting, og lænede sig fremover, så hans albuer støttede sig på hans lår. "Og hvorfor går du og laver problemer i min by?"

Cayden lod sit eget højenbryn hæve sig, som svar på hendes, og lagde hovedet på skrå. Han studerede de grønne øjne, og sendte hende så et fast nik. "Dit navn," svarede han konstaterende, før han rettede sig op på skamlen. "Hvis du altså har et. Jeg kan også sagtens kalde dig 'lille pige' eller 'bladøje', men du ligner én der ville synes var en smule irriterende." Normalt var hans tilgang til fanger meget mere fjendtlig og knapt så munter og sarkastisk i det end lige nu. For det første havde hun ikke ligefrem dræbt nogen, så han havde svært ved at være sur på hende, og for det andet var han nysgerrig. Hun lignede en stor hemmelighed, som han gerne ville kende til.
Cayden sendte hende et koldt smil, der ikke nåede ilden i hans øjne. "Min soldater må så absolut have haft en grund til at behandle din søster, som hun er blevet behandlet," svarede han tørt. Infernosoldaterne, de normale soldater og vagtkorpset i Springheat lå tæt på hans hjerte, da han selv havde været en del af både den generelle militære træning, soldaterne og infernosoldaterne, før han fik sig sin forholdsvis nye titel som Højre Hånd eller Second in Command. Hans ansigt hærdede sig ved hendes dræbende blik, og han hævede endnu engang et øjenbryn mod hende. "Faktisk tror jeg, at jeg ville have ladet vagterne tage den familie, jeg har tilbage," svarede han ærligt, og klukkede let for sig selv, som om han lige havde fortalt hende en morsom joke. Han tog sig selvfølgelig kun friheden til at nævne det, fordi han havde sendt vagterne væk. Selvom det havde lydt som en joke, havde der været en masse sandhed i det. Han ville gerne have sin Onkel af tronen hurtigst muligt. Det stak alligevel lidt i ham, for hans Onkel var jo nemlig den eneste familie han havde og kendte til. Hvis han nu for eksempel skulle være helt ærlig med sig selv, hvilket han ikke så ofte var, bestod hans rigtige familie af to piger, han havde kendt siden sin barndom. Imania og Hazel. Og han vidste, at hvis der nogensinde var nogen, der truede dem eller bragte dem i fare, ville han uden en tøven forvandle dem til levende fakler. Ikke at han selvfølgelig ville indrømme det overfor nogen - og da slet ikke pigen foran ham.
Caydens hoved snappede op, og han lænede sig automatisk lidt fremover igen. Du ligner bare. Og det var jo netop dét. Hun lignede bare én eller anden, han ikke helt kunne sætte fingeren på. Ud over at hun selvfølgelig faktisk lignede ham selv overraskende meget, på trods af de grønne øjne og manglen på skæg - ikke at han klagede over manglen på skæg selvfølgelig; det havde bare været et skræmmende syn.
"Hvem?" Spurgte han, og spændte i kæben. "Jeg ligner bare hvem?" Hans tone havde ændret sig drastisk og var blevet langt mere kantet og seriøs end før. Hun irriterede ham lidt, sådan at sidde der, og ikke bare fortælle hvorfor hun virkede så hjemlig for ham. Ilden i hans øjne blødte lidt op, og han nikkede, som en form for hilsen.
"Jeg er Cayden," svarede han, "Oikan, hvis du skulle være i tvivl, og jeg synes, vi skal få dig ud herfra hurtigst muligt. Jeg har en dårlig fornemmelse af, at du kan blive farlig for mig." Bare tanken om hvordan vagten havde kigget på ham, gav ham kuldegysninger. Der var et eller andet ved Dylan, som kunne få Caydens planer om at overtage Oikans trone til at vakle en smule. Og han brød sig ikke om det.

Cayden spændte i kæben. Du lignede blot min far, sagde Dylan med de lysegrønne øjne. Han havde aldrig brudt sig synderligt om Crawfords. Hans slægt var generelt ikke gode venner med deres, men det havde altid gået lidt dybere end det, gik det op for ham. Han stolede ikke på dem. Uden at have socialiseret sig med eller brugt meget tid med Crawfords, var der bare noget ved dem, der fik ham til at føle sig... Skuffet. Og alene. Og han kunne ikke forklare hvorfor. Så mens han betragtede Dylans grønne øjne, spænde han endnu engang i kæberne, og blev nødt til at slå blikket ned - noget der ikke lignede ham. Han var trods alt vokset op med militær træning, og med finpussede sociale færdigheder, vidste han at øjenkontakt trak linjer til dominans og autoritet.
Cayden smilede skævt, og rettede blikket mod hende igen. Selvfølgelig havde hun set Oikans før, han var jo ikke dum. "Ikke bare en Oikan, men en Oikan," rettede han hende, med tryk på sit faktiske efternavn. Derfor missede han næsten hendes slutning på sætningen. Det fik ham til at rynke sine øjenbryn sammen. Han havde aldrig brudt sig om at blande slægterne. Det kom vel i grunden også ved at vokse op iblandt folk med den holdning, men han kunne ikke se hvorfor man havde behov for at blande det hele - det føltes urent. Han trak sin læbe lidt tilbage ved den frastødende tanke, og de røde øjne mistede deres lune glød. "Tydeligvist ikke en rigtig Oikan," mumlede han bestemt. Hendes lillebror kunne selvfølgelig ikke gøre for sine forældre, så ham, kunne Cayden ikke sige noget ham, men hendes far var uden tvivl blevet udstødt af slægten for at være sammen med en Crawford. Så gik ordet 'var' op for ham, og han fortrød lidt sine hårde ord. Han kendte jo selv alt til at miste sin familie. For få sekunder siden havde hun sagt, at han lignede hendes far. Måske hendes far havde været langt ude af Caydens familie, og det var derfor?
"Var?" Hans mumlende ord virkede overraskende følelsesladet, og han rystede let på hovedet af sig selv. Han skulle ikke til at gå ind i hendes fortid. Fortid var noget man ikke snakkede om, gentog han i sit hoved. Fortiden var ikke noget der havde kræft længere.
Caydens hoved vippede op, og den drilske glød kom tilbage. Han klukkede let. "Ikke tale om," svarede han, med selvtilliden tilbage i stemmen. "Du ville aldrig komme i nærheden af mig." Og han mente det. Hans militære træning var ikke kun for sjov. Han smilede overbærende. Hendes undskyldning fløj over hovedet på ham. Det vredesudbrud hun lige havde haft, var det rene vand i forhold til generelt alt og alle fra hans egen slægt. Oikans og deres evige temperamentfulde handlinger. Måden hun holdt om sig selv på, fik det til at stikke lidt i hans side, og han betragtede hende nysgerrigt med hovedet på skrå. Hendes humør skiftede åbenbart som vinden.
"En undskyldning og lidt guld alt efter hvor meget skade du har gjort," svarede han prompte. Det skete dagligt at folk betalte sig vej ud fra fængslet, og Dylan var tydeligvist kun blevet taget med her ind, fordi vagterne havde fundet hende interessant. Og så måske fordi hun var en Crawford. "Men jeg er villig til at lade dig gå på baggrund af en undskyldning, hvis du ikke nævner det her overfor nogen som helst. Ikke en levende sjæl."