✽ Am I even allowed... To be this pathetic? (Cayden)

✽

Sted: Militært træningsområde
Tid: Middagstid
Vejr: Solrigt og varmt.
Tag: @Cayden

✽

Det havde været en af de morgener hvor alt gik galt. Han havde startet ud med at vælte sit glas, og havde formået at skære sig på det, og hvis der da var noget, han så absolut ikke gad bruge sin frie morgen på, så var det da, at skulle smutte mod infirmeriet bare fordi hans hånd ikke ville stoppe med at bløde. Det gjorde ikke engang ondt, men var mere sådan en dulm, konstant irritation. En af vagterne havde klukkende hjulpet ham med at forbinde hånden, bare for at stoppe blodet, og den klukkende, medfølende latter, havde ikke hjulpet på Caydens humør det mindste.
Den dårlige morgen var fortsat, da han havde fundet ud af, at hans onkel, Oikans leder, var i bedring. Han havde ligget syg i over en måned, hvilket ville have givet Cayden god tid til at overtage, men nu havde healeren givet ham en besked der hed 'din onkel vil være god igen om nogle uger', så Cayden ville blive nødt til at reevaluere sine planer. Altså havde han sendt bud efter Imania og Hazel, men dem ville han ikke kunne få svar fra før om nogle dage, så han var blevet efterladt til sig selv, og havde brugt mindst en halv time på at trave frem og tilbage på sit værelse, før han i frustration havde slået sin i forvejen skadede hånd ind i muren.
Den agressive reaktion, havde fået ham til at indse, at han burde få noget af sin negative energi ud af kroppen, og han havde med sammenbidt mine begivet sig mod træningsområderne i Firemouth. Bare synet af militærbasen havde fået ham i bedre humør. Han savnede den konstante fysiske og mentale træning han havde haft, mens han boede der - det var en stor kontrast til de lange, kedelige dage med diplomatiske diskussioner og formelle papir-ting, som han en gang imellem blev sat til at lave.

Cayden havde iklædt sig løstsiddende, lyst tøj med en trøje som havde en hætte, han kunne slå op for at skærme lidt for solen. Ingen modsatte sig den unge mand, der med bestemte skridt krydsede den støvede plads - han lignede en der hørte til i militærbasen, han vidste hvor han skulle hen, og med sådan en attitude, var der ingen, der ville sætte sætte spørgsmål. Normalt brugte han træningsområdet, der var på slottet, men han havde haft brug for at komme væk, og en let nostalgi måtte have været kommet over ham, for at søge her ned.
Med en skødesløs lethed, greb han en af træstavene, og svang den prøvende tilbage over sin håndryk. Et skævt smil sneg sig op på hans læber, før han med indøvet præcision svang den i cirkler omkring sig, og hakkede ud efter en større træpæl foran sig. Lyden af de små dunk var meditation for Caydens ører. Indtil noget forstyrrede hans rytme.

En træstav lavede klikkende lyde, mens den trillede hen over pladsen. Cayden placerede sin fod på den rullende stav, og sendte den et hævet øjenbryn, før han vippede blikket opad, i sin søgen efter stavens ejermand. Med overraskende lethed lokaliserede han den unge fyr, der irritabelt vrissede af sig selv, før han tilsyneladende gav op, og lænede sig op af pælen i stedet for. Han rynkede øjenbrynene, og lænede sig op af sin egen pæl, mens han betragtede den spinkle, unge fyr, der så absolut ikke passede ind i omgivelserne. De røde øjne var i Caydens hoved det eneste, der fortalte at denne fyr var en Oikan. 
"Oye!" Kaldte han, og hævede sin arm med en af stavene for at vifte lidt med den. "Think you dropped something - and no, I'm not talking about your dignity or your ambition." Caydens stemme var overraskende varm, på trods af ordene, der nok kunne lyde lidt hårde. Han sendte et venligt smil mod den lille knægt, og skubbede sig væk fra pælen han lænede sig op ad, for at gå de få meter mod ham. Han brød sig ikke om folk der gav op. Måske var det en del af hans militære træning, men opgivelse var en ting han ikke kunne acceptere - og specielt ikke ved unge drenge, der havde hele livet foran sig. What's the point anyway? Knægtens ord rungede i Caydens hoved. "The point of the gigantic non-magical wand, as you so nicely put it, is mainly to train your focus you know," svarede han, og lagde hovedet på skrå. "Which I do admit is easier, when you try to hit people and not wooden poles."
Han strakte sin arm ud, og lod staven være ud for knægtens hoved, som en invitation til at han skulle tage den. Et legesygt smil formede sig på hans læber. "Come on then. Hit me! Get your anger out."