Beautiful jewelery for a beautiful woman- Elena

Håkon tændte de to små olielamper som hang på hver sin stolpe af hans bod. Lyset fra lamperne fik smykkerne som lå udbredt på det grå stykke stof til at glimte og de få forbipasserende som værdigede ham et blik kiggede nysgerrigt på smykkerne. Det havde taget lang tid at få lavet smykkerne og gjort dem perfekte, og efter krigserklæringen fra hans slægt, blev det umuligt at komme ind i selve Redhawk City. Han havde ikke noget imod The Underground, tværtimod. Der kom ofte folk for at beundre hans smykker eller forhøre sig på hvad nogle af deres gamle smykker vil kunne indbringe. Det var noget som ikke skete så ofte på overfladen. Han kiggede rundt på de mennesker der gik forbi, han scannede hvert af deres ansigter med tanke på den ene person han ikke syntes at kunne fremkalde navnet på. Hun havde været smuk den dag han havde set hende. Så utrolig smuk at han efter at have lukket boden var taget direkte hjem og havde lavet et smykke til hende. Det var en halskæde, kæden var af sølv og selve vedhænget var en sol af sølv. Det var et af de smukkeste han længe havde lavet, han havde også brugt meget tid på det. Det lå trygt i hans lomme. Han havde ingen planer om at sælge det til fremmede, udelukkende til hende! Så mens han betjente sin bod holdt han et vågent øje med dem som gik forbi ham.

OUTFIT (+ en mørkebrun, lidt slidt kappe)

Den unge kvinde så sig opmærksomt omkring, som hun begyndte at nærme sig en af de utallige markedsplader i Undergrunden. Bodernes små lanterner, lamper eller stearinlys, jog det dunkle mørke  væk, som ofte herskede i Undergrunden, og var bestemt langt mere hyggeligt end kvindens hjem i Groundstone District. Dette sted summede af energi. Her kunne alle sælge deres varer; lige fra de kriminelle, til de uendeligt fattige, og tilmed til de rigere som måske forsøgte at afvige sig lidt rundt fra snobbede kunder og strenge forretningsregler. I Undergrunden blev få spørgsmål stillet. Havde man en vare at sælge, var der næsten altid en kunde, og lidt gode mønter, at hente.

Hendes tur til Undergrunden havde været nødvendig. Trods hun havde boet der for nogle år siden, havde hun dog altid en lidt skeptisk holdning til stedet. Groundstone District var ikke just bedre; men hun havde vidst at hun skulle forlade Undergrunden dengang, og nu vendte hun kun tilbage, på dage som disse, for at købe medikamenter og lægeredskaber, til sin 'profession' over jorden.
Snart kom hun hen til en af dé boder, som hun kunne drage nytte af. Lægeredskaber var dyre, og det samme var medicin - men hun brugte dé mønter hun havde, og forsøgte at få priserne så langt ned hun kunne. Netop da hun havde købt et flasker med naturmedicin, og proppet ned i de store lommer på kappen, mærkede hun nogle øjne hvile på sig. Hendes blik gled roligt over mod en af nabo-boderne, og snart fangede hun en mands blik. Det var smykkesælgeren... Sidst hun havde set ham, havde hun været så betaget af hans varer, at hun havde ladet sig selv drage over mod boden. Sådanne fine ting havde hun aldrig været så tæt på før; men da han havde spurgt om hun ville købe noget, havde hun været hurtig til at ryste på hovedet, og slå de 'matte øjne' i jorden.

Kinderne blussede af en mild flovhed over hans betragtende blik. Derfor slog hun - ligesom déngang - øjnene i jorden, og forsøgte at undgå hans bod, som hun måtte træde lidt forbi den og lede efter de andre varer på listen. Hun var vant til at folk stirrede på hende. Slægtløshed fandt nogen interessant, og andre fascinerende. Hun var en 'freak'. Og det var vel også det dén mand tænkte. For hvad skulle ellers fange hans interesse?

Han havde netop solgt en armring da han fik øje på hende. Glæden ved at se hende igen fyldte ham med en behagelig varme. " Undskyld mig et øjeblik" sagde han til sin kunde, en ældre dame med gule tænder og et tålmodigt blik. Han gik ud fra sin bod og maste sig igennem menneskemængden for at følge efter hende. "Undskyld mig" brummede han af et par mennesker som stod i vejen for ham. Han kom endelig igennem menneskemængden som havde adskilt ham fra hende. Hun lignede sig selv. Det var det samme lyse hår, samme kropsbygning, hele hendes udstråling var den samme. Han smilede bredt, så utrolig glad for endelig at have fundet hende.

Han rettede på tøjet og stak den ene hånd i lommen for at være sikker på at halskæden stadigvæk var der, det var den. Han rettede så på håret og tog en dyb indånding, lidt nervøs var man vel? Inden han forsigtig for ikke at forskrække hende, prikkede hende på skulderen. " Undskyld frøken? Jeg har noget som tilhører dem" sagde han mildt, hans stemme anderledes end når han snakkede med kvinderne i minen. Den var blødere, ikke nær så hæs eller hakkende som den somme tider var.

Han var spændt på hvad hendes reaktion ville blive. Han havde afspillet dette scenario så mange gange i hovedet, alligevel var det at stå der nu så nær ved hende, så meget bedre end noget scenario kunne være. Han stak hånden i lommen og tog et fast greb om halskæden, han tog den ikke op endnu. Ikke før hun havde vendte sig om. Et brændende ønske om at gøre hende glad havde brændt sig fast i ham siden den første gang han så hende, forhåbentlig ville denne gang være den første ud af mange.

Hun lod de blege fingre glide over etikketten på en flaske medicin, ved en af boderne. Det havde en farve og et skær, hun aldrig havde set før, og som med det samme havde fanget hendes nysgerrighed. Da blikket gled op mod bodens handelsmand, måtte hun dog anstrenge sig for ikke at træde et skridt tilbage. Manden var én af de mere velkendte i det kriminelle miljø. Én af dem man ofte fandt i de mere barske ender, af det sorte marked. Hvad medicinen nøjagtigt var, var derved blot et mysterium, Elena ikke ønskede at finde ud af. Det ville være for risikabelt at teste. For dumt. Derfor rystede hun blot på hovedet til sælgeren, og trådte et par hastige skridt væk fra boden. Netop dá, hørte hun dén selvsamme stemme bag sig, som - dengang for noget tid siden - havde spurgt hende om hun var interesseret i at købe nogle af hans varer. Røsten var dyb, og dog ufattelig mild. Dog vendte hun et sekund med at vende sig om. Hvad var hans interesse? I héndes verden, var ingen i områder som disse, uden deres bagtanker. Og dog, mærkede hun ikke sin evne til at mærke fare, røre på sig. Derfor, - med en hvis tøven - vendte hun sig om. Havde hun mon tabt nogle af sine nye køb?

Hun stod nu ansigt til ansigt med smykkesælgeren. - En mand som, på mange måder, udstrålede noget uvant for Elena. En varme, og en tryghed, der var et sjældent syn i disse egne. Alligevel slappede hun ikke fuldstændig af. Uanset hvor meget hans ungdom, stærke ramme, og venlige øjne mon måtte signalere. Hun mødte hans blik i nogle få sekunder, før hun - som altid, når hun mødte nye mennesker - slog det i jorden, af frygt for at blive dømt. Dernæst begyndte hun at rode rundt i sine lommer.
"J-jeg tror ikke jeg mangler noget..." En mild forvirring, fik hende til at bide sig lidt i underlæben. Dernæst lod hun igen de blågrønne øjne hvile mod ham.

Han lagde mærke til hendes øjne. De var matter sammenlignet med hans, men de var smukke. Så utrolig smukke, og så slog hun øjnene ned. Han rummede sig let og tog halskæder frem fra sin lomme. " De inspirerede mig til at lave denne. Det vil kun være fair at musen får smykket som stråler om kamp med deres skønhed. Se det som en gave" sagde han mildt og dog bestemt. Den var til hende og hendes alene. Han havde stadig svært ved at fatte han virkelig stod der og snakkede med hende. " Jeg fik aldrig præsenteret mig første gang vi mødtes. Mit navn er Håkon " præsenterede han sig og gjorde et let buk, inden han rettede sig op i sin fulde højde igen. Uden at han tænkte nærmere over det flød ordene ud af hans mund " De har nogle meget smukke øjne". Han var overrasket over at han rent faktisk havde sagt det højt, men fortrød det ikke. Han mente det, hun havde nogle smukke øjne. Der var ganske vist nogle som så ned på dem med matte øjne, men han fandt dem interessante og forfriskende i en verden hvor de fleste havde lysende klare øjne som enten var gul, rød, grøn, blå, lilla eller grå.

Et mindre paranoidt ubehag gik gennem hendes krop, som han rakte ned i sin lomme efter noget. Da han dog drog en smuk sølvhalskæde op fra gemmerne, malede forvirringen sig over hendes unge ansigt. Inspireret ham? Hvordan kunne hun dog inspirere ham til noget så smukt, skinnende og... perfekt? Smykket vidnede om hans talenter, men hans ord, gav ingen mening i hendes ører. Gennem sin ungdom, havde hun flere gange fået fortalt at hun ganske vist var en køn pige... Ja, pånær hendes 'matte øjne'. For mange slægter, var det noget man rynkede på næsen af, mens nogle ganske få hun havde mødt, havde lovprist forandringen. Da han nævnte det som en 'gave', så hun lidt overrasket på ham. De blågrønne øjne mødte endda hans ildrøde. Aldrig havde hun modtaget en fysisk gave. Og trods hendes ungdommelige fingerspidser ønskede at række ud efter smykket, holdt noget hende tilbage. Noget der efterlod hende målløs.

Snart bukkede han og præsenterede sig som 'Håkon'. Det var dog først, da han tilføjede at hun havde 'smukke' øjne, at hendes overraskelse ændredes til en mistro. En mistro over denne chamerende mands intentioner. For - i en pige der havde levet et liv som hende selv - kunne ikke finde en anden forklaring.
"De må have taget fejl af noget..." Hun rystede hastigt på hovedet, så de lyse lokker bevægede sig en smule. Der var et snært af fornærmelse i hendes stemme, "Synker De virkelig så dybt, at De forsøger at sælge dine varer med tilnæmelser?". Der var den eneste rationelle forklaring i hendes øjne, "Jeg vil ikke tage imod Deres gave, selv tak..." Hun hævede hagen en smule, og gav sig til at vende sig om.

Han så forbavset på hende da han hørte fornærmelsen i hendes stemme. Om han kunne synke så dybt? Aldrig, han havde lavet halskæden med den tanke at det skulle være en gave, han havde ikke regnet med den reaktion, det var uventet og han kluklo ufrivilligt. " Hvis jeg virkelig forsøgt at sælge mine varer på den måde, havde jeg nok taget noget pænere tøj på, og så havde jeg nok været mere indsmigrende." smilede han for sig selv og flyttede sig således at han stod ved siden af hende igen. Han havde aldrig brugt den måde før, måske han skulle prøve det? Nej, han var en ærlig handelsmand. At sælge sine varer på den måde var usselt. " De må tro mig frøken. Jeg kan huske første gang jeg så dem. De gik ligesom i dag og handlede da de kom forbi min bod, De lod til at være interesseret i smykkerne, om ikke andet så deres udseende. Jeg spurgte ind til om De ville købe nogle af dem men De rystede på hovedet og slog øjnene i jorden inden De, eller nærmere flygtede. Og tror De virkelig at hvis jeg ønskede at sælge mine varer med tilnærmelser at jeg ville haft valgt at gøre det her, I The Underground? " spurgte han nysgerrigt.

Han så på hendes ansigt, det var smukt, støv og snavs havde samlet sig på det. Hun mindede om en usleben diamant. Den slags man finder dybt begravet i minerne, til at starte med virker de ikke af meget. Men der er noget dragende ved dem, en skønhed uden lige. Det var sådan han så hende lige nu, en skønhed uden lige. En usleben diamant. " Jeg sværger frøken. Halskæden er tiltænkt som en gave til Dem. Så er det helt op til dem selv om De vil gå med den eller om De vil sælge den så de kan købe mere medicin eller flere lægeredskaber " sagde han venligt. Han havde godt lagt mærke til at hun havde gået rundt ved de lægekyndige boder, og mistænkte at hun var en healer eller i hvert fald havde interesse inde for det. Han forsøgte ikke at få hende til at se ham i øjnene igen, i stedet så han på hendes hår og ansigt. Og han vidste at så snart han kom hjem ville han gå i gang med sketchene til flere smykke, igen inspireret af hende. Hun var så sandelig en muse, om hun ville kendes ved det eller ej, så var hun en af de bedste kilder han hidtil var stødt på for inspiration til smykker.

Snart stod Håkon ansigt med ansigt med hende igen. En latter var gledet over hans læber - som om han fandt en hvis morskab i hendes fornærmede mistro. Dog begyndte han snart at forlare sig selv, og trods hun havde lyst til at fjerne sig fra situationen, lyttede hun. Hun var ganske vist skeptisk, men for hver sætning han lod hænge i luften, og ved hvert spørgsmål han stillede - som hun stædigt undlod at svare på -, blev hun roligt mere overbevist om hans egentlige intentioner. Men hvorfor? Hvorfor var han så interesseret i hende? En halvsnavset, fattig kvinde, med store matte øjne, og med slidt tøj? En kvinde der var så 'ødelagt' af en fortid som slave, som hun ikke nogensinde ville kunne ligge fuldstændigt bag sig? Måske så han noget, som hun ikke selv gjorde; men selv hvis han fandt hende smuk, følte hun sig ikke værd, dét smykke han havde lavet til hende.

Hun havde forholdt sig stille, indtil hans ord oprandt. Han virkede ærlig. Ærligere end mange andre var heromkring. Hvor kom han mon fra? En mild interesse og nysgerrighed i mandens karakter, begyndte at bevæge på sig, men hun forsøgte at slå den væk. Som altid, var hun bange for at lade sin naivitet skubbe hende ud i forkerte situationer. For hun var før blevet snydt af dém som tilbød hende et håb, og et lys i mørket. Så uanset hvor reel han virkede, kunne man aldrig vide sig for sikker.
Hun rettede sig lidt op, og mødte hans ildrøde øjne. Trods deres stærke farve, var der noget betryggende ved dem. "Jeg undskylder, for mine...-" Hun tøvede, og fortsatte så, "-Ubegrundede anklager mod Dem, Hr. Håkon." Begyndte hun. Hun strøg en vildfaren lys lok af sit hår, væk fra øjnene. Dernæst vendte hendes blik tilbage mod smykket i hans hænder. Det var smukt. Men hun kendte sit svar.

"Det er et flot stykke arbejde. Det er det virkelig..." Hendes stemme var mild, men også meget viljestærk. Et lille, trøstningsfuldt smil foldede sig endelig mod hendes læber, som hun mødte hans øjne igen, "Men jeg kan ikke tage imod det. At bære det i områder som disse, er farligt. Og at bytte det for penge, kan min stædighed ikke tilgive. Måske forstår De ikke min beslutning, men det er dét rette valg.". Selvfølgelig kunne hun bruge pengene på medikamenter, men hun tillod ikke sig selv at tage imod almisser, eller gaver. For uanset hvad Håkon måtte sige, ville Elena føle at hun skyldte ham noget. Og efter et liv som slave, ønskede hun aldrig at være slavebundet til et menneske igen.

Han vinkede afværgende med hånden " Ingen grund til at undskylde, og bare kald mig Håkon. Jeg er ikke så fornem at jeg behøver et 'hr.' foran mit navn" sagde han muntert og så på hendes bevægelser, han blev næsten tryllebundet af dem. Hun virkede interesseret i smykket, men da hun endnu en gang afviste det, og kom med nogle fornuftige grunde fik han en ide. " Jeg forstår udmærket Deres forbehold til at gå med det steder som disse. Men må jeg så have lov til at invitere Dem hjem hos mig en dag, de virker stadig interesseret i smykker som første gang jeg mødte Dem, og måske De kunne have lyst til at se hvordan smykker bliver lavet? Og i tilfælde af at De acceptere, eller senere hen ønsker at lære det. Beder jeg Dem om at tage halskæden med, ikke alle kender mit navn i Springheat City, men alle kender mine smykker og med denne halskæde vil de kunne finde mig, såfremt De måtte ønske det " Han var usikker på om hun ville tage imod hans invitation, men hvis han aldrig havde spurgt hende, ville han måske haft misset chancen for helt at gøre det. Lidt stille tilføjede han " Jeg ville elske at vise dem minen og de kamre hvor jeg finder diamanter, og pudser dem fine og får det bedste frem i dem. Det er en fantastisk proces" han tillod sig at lade det passionerede blik han så ofte fik når han arbejde nænsomt med diamanterne skinne igennem. Han tvivlede på at hun ville bruge det imod ham.

Hun kluklo endnu en gang da det gik op for ham at han ikke kendte hendes navn. " Kan jeg tillade mig at spørge om Deres navn? I tilfælde af at jeg en dag vil lede efter Dem igen, måske denne gang blot for at høre hvad De synes om et smykke. Eller bare for at tale med Dem" spurgte han med et kort gavtyve glimt i øjet.

Og der begyndte han igen. Hans stædighed, var vel et godt match til hendes, trods han skjulte den noget bedre, bag charmerende ord og løfter. Det var besynderligt, såvel som underholdende for Elena, at høre hans tilbud, og hans forsøg på at gensé hende. Som ville hun forsvinde som sand mellem hans hænder, hvis ikke han gjorde sit bedste, for at finde en lille smutvej, som måtte lade hende komme frivilligt til ham. Hun lyttede derfor til hans ord, og dén invitation han gav hende. At besøge en - i grunden fremmet - mand, i en by som hun aldrig havde sat fod i, lød på den ene side lokkende, og på den anden side utrolig frygtsom, for en kvinde, som var meget fikseret på sine rutiner, og faste ruter. Trods hun sommetider drømte om eventyr, havde hun det trods alt bedst, i sine faste rammer. Og selvom hun var interesseret i dé ting han fortalte hende, og i de ting han måtte kunne vise hende, frygtede hun, at hendes naivitet og håbefuldhed, ville få hende ud i problemer. Hvordan skulle hun vide at hun kunne stole på ham? En fremmeds ord var aldrig nok. Uanset hvor pålidelig og charmerende han så end måtte fremkomme på nuværende tidspunkt. For der var bestemt en glød over ham, når han snakkede om sit arbejde. Det var bestemt en passioneret mand der stod foran hende.

"Deres tilbud er ganske gavmildt, Håkon..." Den unge kvinde, skulle netop til at afslå hans tilbud om at bibeholde halskæden til hun traf en endelig beslutning, men noget i hans øjne, virkede stålfast. Som om det ville glæde ham, selv hvis hun blot gav ham det mest spinkle håb. Tog hun halskæden, lovede hun ham måske ikke noget. Men hvis han kom tilbage efter den - hvis ikke hun opsøgte ham - ville hun kunne levere den tilbage. Den ville blive gemt væk et sikkert sted, så hun kunne betale sig ud af en eventuel gæld til ham igen.
Hun sendte ham et mildt smil, og niede blidt, "Jeg kan gå med til Deres tilbud. Men om jeg ønsker at indfrie din invitation eller ej, kan jeg ikke sige." Hun håbede at han kunne affinde sig med hendes svar. De var fremmede.. Kunne han overhovedet forvente andet end et 'måske'?

Hendes fornavn var hende ganske dyrebart, da det var det eneste levn hun havde fra sine rigtige forældre. Alligevel var et navn og et svagt løfte vel en lille pris, for en dyr gave.
"De bryder måske vores aftale om at det var mig der skulle opsøge Dem?" Spurgte hun, og sendte ham et lidt drilsk smil. Hun havde det bedre med at han kom til hende, hvis 'skæbnen' bragte dem sammen igen. For trods Redhawk City havde sine mørke sider, kendte hun byen og dets beboere godt. "Mit navn er Elena. Ønsker De dit smykke tilbage, kan De finde mig i Groundstone distriktet af byen." En lille varme skød gennem hendes krop til udsigten om at en mand virkelig måtte finde interesse i hende. For hun havde altid vendt ryggen til sådanne situationer, og afvist deres blotte tilstedeværelse.

Han grinede muntert. " Når jeg opsøger dem, så er det udelukkende for deres selskabs skyld, ikke for at få smykket tilbage. Og hvem ved, måske jeg har flere med til dem ?" drillede han let, mens hans så på hende. Han var umådelig glad for at hun ikke blankt havde afvist hans forslag. " Jeg beder dig heller ikke om at beslutte dig med det samme og du kunne tænke dig at komme og se hvordan det foregår. Men jeg må indrømme at jeg er glad for at de ikke sagde nej med det samme" smilede han og kløede sig let i nakken og ruskede lidt op i det efterhånden lidt for lange hår. " Elena" han sagde prøvende hendes navn og det forekom ham at det faldt ham let at sige. " Jeg bryder det gerne, at holde sig væk fra deres selskab efter at have haft denne samtale med dem vil være næsten umulig" Svarede han drillende tilbage, det var længe siden han havde kunne drille nogen så let som han gjorde her med Elena. Det var fantastisk at kunne gøre det igen, og at det faldt ham så let var næsten det bedste. Hans erfaringer med kvinder var få, og ikke altid positiv måtte han erkende.

Der var en drillende tone i Håkon's ord, og han skjulte bestemt ikke hans intentioner om at se hende igen. Nej, det fremstod tydeligt, som han sagde, at han ikke ville opsøge hende for at få smykket tilbage, men derimod sagtens kunne komme med flere. Dén sidste kommentar, fik hende dog til, stædigt at ryste på hovedet.
"Jeg bliver aldrig en kvinde, der kan eje mange smykker." Lød det mildt fra hende, "Jeg ønsker aldrig at blive forfængelig. Blot at være taknemmelig for det jeg har.". Hun satte da pris på hans små, drillende forslag - men hun vidste, at hun aldrig ønskede at nogen skulle købe sig ind i hendes liv. Om så det var deres intention eller ej.

Hun var dog taknemmelig for, at han ikke pressede hende til at give nogle faste svar. De var trods alt fremmede for hinanden; og dette var den første rigtige samtale de nogensinde havde haft. Hans invitationer ville derved ikke blive bekræftet, ; men hun var taknemmelig for hans villighed til at lukke 'en pige som hende' ind i sin hverdag. Ind i sin proffesion.
Hans charmerende ord, fik hendes kinder til at blusse af forlegenhed. Det var besynderligt for hende, og en anelse ukomfortabelt. Ikke fordi Håkon var anmasende eller ubehageligt selskab, - nej, hun var blot ikke vant til sådanne direkte tilnærmelser og komplimenterende ord. Som regel modtog hun kun folks anderkendelse, når hun syede dem sammen, eller gav dem medicin. At hendes selskab var nok, var derved noget hun ikke helt kunne finde hoved og hale i.
"De gør mig forlegen Håkon..." Lød det fra hende, som hun slog sit blik, lidt kejtet i jorden, "Måske er jeg ikke hvad jeg ser ud til.". For det var vel hendes ydre der appellerede til ham? Hendes charme udadtil. For han kendte hende vel ikke godt nok, til at kende hendes karakter. Hvad hvis hun var ham en skuffelse?

Han håbede ikke at han havde fornærmet hende da hun sagde at han gjorde hende forlegen. " Måske er vi alle sammen ikke hvad vi ser ud til at være. Og det kommer helt an på om du ser med øjnene eller om du ser med sjælen" sagde han lidt kejtet. Det var en tanke han havde haft flere gange. At se en anden person med sjælen og ikke med øjnene. " Det lyder nok lidt creepy at se nogen med sjælen. Men forstået på den måde at du ikke bemærker om de har en slægts øjne, eller om de bærer på mange smykker. Men mere at du fornemmer hvordan personen er. Nu lyder det nok som at jeg rabler, men har du aldrig prøvet før hvor du har mødt en person, og uden at kunne forklare det har du slet ikke kunnet lide personen, eller omvendt, at du har følte dig tryg sammen med personen. At du har følt at her var en person, som du tør stole på, eller måske ikke ligefrem stole på men.... Ved du hvad jeg tror bare jeg stopper med at rable" sagde han flovt og så for første gang ned i jorden. Han vidste ikke om hun kunne, ville, forstå hvad han mente. Han havde før snakket med sin søster om det, men hvor det gav mening for ham, havde det ikke været andet end volapyk for hans søster. Det var ikke noget han gik og talte højt og tydeligt om, af den simple frygt for at folk skulle tro han var en galning. I hans familie blev det at stole let på folk, eller følge sin egne mavefornemmelser ikke altid set lige positivt på. Og dog, hans mor var mere medgørlig omkring det end hvad hans far var.

Han ville ikke tænke på sin familie lige nu, lige nu behøvede han bare at fokusere på Elena.

Jo, det gav mening for hende, at man skulle se med sit sind, og ikke med sine øjne. Alligevel var det svært at have dén tilgang, når man var blevet dømt af folk hele sit liv. Deres blikke fangede hendes øjne, eller det beskidte tøj - og med ét, rynkede de på næsen af hendes usædvanlighed, eller blot det faktum, at hun ikke 'hørte til' nogle steder. Elena var derved både et offer for folks pludselige dømmekraft, - men også en praktiserer af det. Hvor mange gange havde hun ikke spejdet Redwood-øjne, og følt det vende i sig? Og hvor mange gange havde hun ikke set Naailas' lilla øjne, og følt en hvis tryghed, blot fordi deres slægt også var set ned på i store dele af landet?

Hun lyttede til hans ord, mens det kønne hoved, tiltede lidt på skrå. Hun vidste hvad han mente. Det gjorde hun virkelig. For hendes egen evne til at dømme folk for hurtigt, forsvandt ganske vist når hun arbejdede. Men næsten kun dér. Når hun helbredte folk, var deres øjenfarve ligegyldig, men - selv i situationer som denne - følte hun sig som 'the odd one out'. Hun kunne derfor følge hans ideer, men hun kunne ikke fuldstændig nikke genkendende til dem. For hun var blevet kynisk med årene. Det var blevet lettere at dømme folk for hurtigt, end at lukke dem ind for let. For ingen skulle udnytte hendes gode sind, som så mange havde forsøgt at gøre.
"Jeg har mødt sådanne personer før..." Indrømmede hun dog. Hun havde få venner, hun havde klinget med, med det samme. Men oftest tog det tid. "Jeg tror dog på, at handlinger definerer en person. For, selv den bedste menneskekender, kan ikke se det værste i et andet menneske, hvis det menneske skjuler det godt nok." Hun talte med en hvis fasthed. Hun gemte selv på mørke sider, - og det gjorde de fleste vel i sidste ende. Hun rystede dog snart på hovedet, og vinkede lidt afværgende på hånden. Hun ønskede ikke, at han satte sin lid til hende, så hurtigt - hvis det var dét han hentydede til. Det var et for stort pres,- og trods det var fascinerende at mærke hans interesse i hende - var der nogle aspekter i det, der gjorde hende ukomfortabel. Det var ikke hans personlighed. Nej, det var hasten. Det var for pludseligt. Og hun var bange for hvad hun - impulsivt - kunne gå med til, eller afsløre.

"Men det er godt, at nogen bibevare deres håbefulde hjerter," Lød det fra hende, med en mild, men opmuntrende tone, "Det er en kvalitet, jeg håber at du ikke mister."