Calm before the Storm - Kassandra

Tid: 17.30
Vejr: Vindstille, lun aften.
Sted: The Summer Gardens, Ildpaladset.
Omgivelser: Diverse planter og blomster.
Påklædning: Sandfarvede, posede bukser med mørkerødt tørklæde om livet, bar overkrop og bare tær.
Emnepartner: @Kassandra

Påklædning
Hår og Make Up

Dagen havde været lang for Kassandra, men den var desværre heller ikke slut endnu. Hun fangede sig selv i at være i en slags trance, hvor hun bare fulgte en fast dagsrutine, så hun ikke behøvede at tænke videre over hendes handlinger. Fordi hvis hun tænkte, så ville der ikke gå specielt lang tid før forestillinger af hendes far overskyede hendes sind og blændede hende for al form for logisk erindring. Der var kun gået et par uger, men bare den mindste omtale om den tidligere general, eller bare tanken om ham, føltes som intet andet end den værste og mest pinefuld smerte, som denne verden kunne påføre noget menneske. Den brutale uretfærdighed, som havde efterladt hendes mor mentalt destrueret og paralyseret, blev ikke gjort tolerabel af, at den ukendte morder stadigvæk vandrede frit rundt uden den mindste form for straf. Hvor mange gange Kassandra ikke havde forestillet sig, at gøre noget umenneskeligt ved vedkommende var ikke vidst, men én enkel ting var kendt; hvem end personen var, så havde han, eller hun, en hel slægt efter sig og en meget hævngærrig datter af den afdøde general.
Kasper Pyro Titus var en elsket mand blandt folket. Han handlede roligt men sikkert og beslutsomt, hvilket gjorde, at folket kunne ane tiltro til generalen, trods hans unge alder. Måske var det netop derfor, at de fandt en forkærlighed frem til ham så hurtigt. På trods af hans unge alder, da han blev general, så viste hans beslutninger sig kun til at give fordele for Oikan slægten i de yderst, højeste grader. Han viste dem, at de ikke skulle fortvivle; hverken på ham eller deres sikkerhed. Fordi på grund af ham, kunne de vide sig sikre. Han var en mand, som Kassandra var stolt af at kunne kalde sig datter af. Hun var intet mindre end stolt af hendes far.
Hun kiggede sig selv i spejlet, før hun sukkede dybt og lod sig selv rive med i den daglige trance, som hun befandt sig i. Hun vandrede ned mod The Summer Gardens, et sted, hvor hun altid søgte tilflugt, når tanker fik det værste ud i hende. Hun kiggede rundt om sig og blev æstetisk tilfredsstillet af både duften og synet af de mange eksotiske planter og blomster, som omringede hende. Dog længere fremme kunne hun ane en utroligt genkendelig skikkelse, hvilket fik et stort smil til at sprede på hendes læber.
"Cayden!" kaldte hun efter ham, og hævede sin højre hånd ud af bukselommen og op i luften for at vinke til skikkelsen, som hun genkendte som hendes barndoms- og bedsteven. Hun satte hastigheden en smule op og gik mod ham uden, at hendes smil falmede bare den mindste smule. Cayden var trods alt en direkte kilde af ren glæde for hende.