Do blue eyes create a tsunami or calm the sea? ~ Luna

Et dybt utålmodigt suk lød fra Charles' læber. Det her var ikke, hvad han havde brug for. Han var nødt til at se den kommende leder, det vidste han godt, for han blev nødt til at se, hvem han nu skulle være allieret med. Men nu havde han ventet i en time over den aftalte tid på hende. Han havde fået at vide, at det havde noget at gøre med det problemer med vejene på grund af storm og det derfor ikke kunne være den blåøjedes skyld. Men hvor han hadede at vente.
Han havde besluttet sig for at holde mødet inde i den private tronsal. Han havde ikke rigtigt nogen grund til at have den her tronsal siden Guldpaladset blev lukket ned for udefrakommende udover når han holdt bal - så brugte han ofte salen, så han kunne sidde på guldstolen og våge over gæsterne. Det var vel også derfor han havde sørget for, at de skulle mødes her. Han havde lært, at et godt førstehåndsindtryk var yderst vigtigt, når det kom til at gøre et godt indtryk generelt - og hvad var et bedre førstehåndsindtryk end ham der hævede sig fra sin trone af ren guld over en åben sal udsmykket til hans fornøjelse?
Men nu hvor han havde siddet i den her stol i over en time, syntes han ikke at idéen var nær så god. Ikke blot idéen om hvor mødet skulle holdes men hele idéen om at skulle mødes med den tidligere leders datter. Hvorfor skulle han også lige dø. Charles havde sørget for at bygge deres alliance, ja man kunne næsten kalde det kammeratskab, godt op, især siden Jacob Takumara var en af de første til virkelig at støtte den tidligere konge, Arden, og en af de eneste, der ikke havde virket til at tvivle gennem årenes forløb. Og nu var han bare død, og Charles blev nødt til at bruge tid og energi på at bygge en helt ny alliance op. Han kendte næsten intet om den kommende leder. Kun at hun var lederens datter og lige som alle andre havde lidt under krigens ødelæggelse. Han måtte simpelthen prøve sig frem og langsomt få fisket mere information om hende, så han ikke sagde noget, der ville få mødet til at stoppe hurtigere end det burde. Det var irriterende. Havde han vidst at Jacob ville være så stupid at blive myrdet, kunne han i det mindste have skaffet sig et bekendtskab til hende noget før, men det var for sent nu. Det eneste han kunne håbe på, var at hun var fornuftig. Hun skulle trods alt møde selveste Kong Charles Redwood - hvem ville være så dum at bryde en alliance med ham?

Han havde lige noget at tænke tanken færdig, da de den høje buede dør fra den anden side af salen blev åbnet op. Det rungede gennem lokalet og Charles rejste sig op idet han så hvad han tænkte var den kommende leder på grund af hendes blå øjne blive ført ind. Intet smil var at skue på hans læber, men han var ikke ligefrem afvisende. Han vidste bedre end at være fuldstændig afvisende over for en, som han ville have noget af. Han spredte armene ud i en halvt velkommende, halvt fremvisende gestus.
"Velkommen frøken Takumara. Jeg håber ikke, at turen herhen var for ubehageligt," startede han ud, mens han diskret fik sig et overblik af hende. Hun var ung, men sådan var de fleste ledere i RedHawk-regionen. Krigen havde taget de største med sig, eller i hvert fald de store tåber, der ikke kunne finde ud af at beskytte sig selv.
Armene sank han igen, og så trådte han ned fra sin trone og gik hen i mod hende. Hans gyldne øjnede hvilede på hendes. Man kunne nemt sige, at hun havde sin fars øjne, de alle så ens ud alligevel. Man kunne ikke sige at hun lignede ham specielt meget udseendemæssigt ellers. Hun havde nok fået mest fra sin mor.
"Det er en skam med din fader." Han så ingen grund til at bruge formelle begreber som 'de'. Det var trods alt hende der var under ham, om hun så var den kommende leder. "Han var en stærk mand. Han gjorde godt for din slægt. Og for min for den sags skyld."
Charles' ord lød venlige, men der var en form for overfladiskhed i tonelejet. Det lød på en måde høfligt og så alligevel koldt. Han standsede, da han nåede hen til hende, men han holdt sin afstand.
"Det glæder mig endelig at møde dig." Han rakte hånden frem mod hende og tilføjede så: "Men jeg har et spørgsmål. Har du ikke yngre brødre, der er klar til at tage over for jeres fader?"
Det var mest set, at en mand var lederen af en slægt, i hvert fald i den verden Charles var vokset op i. Mænd var stærkere, mere viljehandlende og så havde de nemmere ved at kaste følelserne til siden. Det kunne sagtens være at Luna var vis og kampdygtigt. Men kunne hun skubbe sine følelser væk, når det handlede om at ofre en landsby med børn og kvinder, hvis det er for sin slægts bedste? Charles havde gjort det før uden så meget som at tøve. Men om hun kunne gøre det, troede han næppe.

Det var svært nok at vende sig til at være leder, hun søgte ofte sin far for råd - men så kom hun i tanke om, at han var død. Det havde været hårdt for familien. Specielt Wave virkede til at være hårdt ramt, intet under - det var ham som havde forudset det. Luna havde fået denne fantastiske invitation af Charles. Nyheden om sin faldne far var kommet ud, og naturligvis skulle den nye leder tjekkes ud - det var en ting hendes far i det mindste havde nået at snakke med hende om. At de nuværende ledere muligvis ville teste hende lidt af, for at se hvilket stof hun var gjort af - og hun måtte ikke vise sig svag i sådan en sag. Vejen til Charles var længe og tog en smule tid længere en først regnet med. Uvejret - hvis der var noget hun hadede var det storm. Specielt hvis den stod for at forsinke hende når hun ikke ligefrem havde tid. Dog lykkedes det hende i sidste ende at nå frem. Naturligvis var hun nervøs, mest fordi, hendes far tit havde sagt hun ikke var værdig som leder - men alligevel ikke bare sat Noah på det, der måtte være en grund. Luna var ikke typen som bukkede under, heller ikke når man skulle møde Charles. Små historier havde hun hørt her og der. Men aldrig havde hun selv med egne øjne set disse guldøjne.

Luna gik ind af den store dør, og ind i salen. Hendes blå øjne ramte hurtigt Charles, han kunne virke skræmmende og på sin egen vis var han det også. Det var dumt for dem begge at gøre noget for at ødelægge en alliance. Måske var han den der sad på tronen lige nu, men fejl fra ham og alle hans alliancer kunne blive knust og blive vendt imod ham. Og på samme vis kunne han hurtigt samle folk til at vippe hende af med. Det var en hurtig gang fra kærlighed til had. Ligesom fra fred til krig. Han var unik på den måde han var på, måden han ikke ligefrem virkede super glad, men han virkede ikke til ligefrem at være vred heller. Det var ikke til at finde ud af, men hun følte ikke at hun skulle gå - så det var da et godt tegn.
"Tak for invitationen. Lidt uvejr her og der, intet vi ikke kan klare." Svarede hun, med et svagt smil på sine læber, men alligevel var det ikke for stort. Han trådte ned fra tronen, og kom imod hende. Luna fulgte hans bevægelser og så ham i øjnene. Naturligvis skulle han nævne hendes far, men det havde hun været forbedret på.
"Det var en skam ja, døden ramte for hurtigt." Hendes ord om sin fars død var ikke specielt lange, men de betød noget. Hun havde fået sagt, hvad der var at sige om ham i en sætning. Mere behøvede de ikke at grave i det, medmindre Charles ville vide mere information - så kunne hun da sagtens give ham noget.


Hun mod tog hans hånd, da han hentydede at det var godt at møde hende. Hendes håndtryk var stærkt, ikke et af de der fine små der ikke turde give nogen et fast håndtryk.
"Fornøjelsen er på min side." Svarede hun på det første. Det var ikke første gang hun havde hørt, hvorfor hendes brødre ikke var lederne. Det var noget de ville være gode til - specielt Noah. Luna havde tit undret sig, men det var som om, at hun havde meget hurtigere ved at tilpasse sig når det virkelig galt end Noah.
"Jeg har to brødre jo." Startede hun ud, og holdt hovedet koldt. "Min far har valgt hvem der skulle tage over. Han valgte mig. Noah vil fungere som min næstkommanderende, så hvis du ønsker ham - så må du jo blot gøre det af med mig." Blikket holdt sig stærkt imod hans, de kendte ikke hinanden. Luna vidste det var meget at direkte sige, at hvis han ønskede Noah, så kunne han bare smide hende ud af spillet. Men det ville være dumt, ville han risikere den prik når hun kunne være langt vigtigere end først anset? Drabet på hendes far havde formet hende de sidste par dage, det var gået langt hurtigere end nogen havde troet. Den lille uskyldige pige var så hurtigt forsvundet, og var blevet erstattet med denne her version af hende - som alle aldrig havde troet ville findes.
"Men er jeg her for vi skal diskuterer mine brødre, eller ville du snakke om noget vigtigere?" Spurgte hun og hævede lidt på et bryn. Luna var langtfra fornærmet, og de kunne da sagtens tale hendes søskende - men hun regnede med hun var her af langt vigtigere årsager end hendes søskende.

Indtil videre så han ikke noget galt med den nye leder. Hun var veltalende, rolig og høflig. Men så igen, han havde også kun snakket med hende i et par minutter og samtalen var knap nok gået i gang. Han havde stadig svært ved tanken om, hvordan hun var kommet til magten. Et pludselig mord på lederen? Det lød bekendt. Det lød som noget, der var sket ret ofte i Redwood-slægten under guldkrigen. Mon Luna havde sin egen 'Slayer'? Det var selvfølgelig ikke noget han sagde højt. Men han havde det i tankerne.
"Vi er vant til regnvejr her i Redhawk City," sagde han. At tale om vejret var den perfekte måde at bryde isen på. "I er nok mere vant til sol og varme i Highview City."
Det var skam et seriøst møde. Han havde ikke tænkt sig at bruge det hele på small-talk. Men han havde intet i mod small-talk. Det var en god måde at lette stemningen på og sikre sig, at Luna vidste, at han var interesseret i en venlig alliance mellem de to slægter. Det var også derfor han sørgede for ikke at være fuldstændig afvisende. At smile gjorde han ikke, men det var heller ikke noget han gjorde ofte blandt fremmede eller egentlig generelt.
Han nikkede til hendes ord om hendes fars død. Han ville ikke gå i dybden med den for selvom han selv havde stået for en masse død i andres liv, vidste han godt hvor ondt det gjorde. Han havde også mistet. En ting blev han dog nødt til at påpege: "Ja, hurtigt og spontant. Eller ikke spontant, for planlagt må det have været."
Han havde forventet et mere blidt håndtryk. Han havde vel dømt hende på hendes blide ansigtstræk og femintimitet. Nej, hendes håndtryk var stærkt, hvilket faktisk kom bag på ham. Men han mødte hendes styrke med en fast håndtryk af sit eget, mens hans gylde øjne hvilede mod hendes.
To brødre... og den sidste havde ikke mulighed for lederskab åbenbart. Det lød bekendt. Måske skulle Luna også selv til at se sig over skulderen. Men så igen; Han skulle også huske på, at ikke alle var så ambitiøse til ham. Ikke alle turde gå så langt for at få, hvad de ville. Noah og hvad end den anden bror nu hed kunne sagtens vælge at være tilfredse med deres titler. Charles ville blot ikke være overrasket, hvis en nyhed snart ville nå hans dør, om at den daværende leders datter var død.
Et lille og kort fnys, der kunne virke som en latter, kom fra ham over hvad hun sagde - så må du jo blot gøre det af med mig. Blot fordi han vidste at det var muligt at gøre. Men han kommenterede ikke på det og havde hurtigt den samme facade oppe igen.

Han svarede ikke med det samme på hendes spørgsmål men begyndte blot at gå, mens han lavede en gestus om at hun skulle følge med.
"Kom med mig," sagde han og begik sig mod stolene igen. Men det var ikke stolene, han var på vej i mod – ved siden af dem var der en mindre glamourøs dør end indgangen, som ledte til et mindre mødelokale. Det var ikke her, hvor han holdt store møder, men mere et rum, hvor man trak en gæst ind for en mere privat samtale til fester. Rummet var også kun på størrelse med et baglokale med et bord i midten til seks personer. Han satte sig ned på modsatte side af døren og gjorde tegn til at Luna ligeså kunne sætte sig. Hænderne foldede han sammen, og da hun habde sat sig, begyndte han at tale igen:
"Der er ingen tvivl om, at jeg ønsker at opretholde den alliance med The Takumaras, som din far oDg jeg har brugt mange år på at udvikle," sagde han og så op fra sine hænder og hen mod hende, "Jeg vil sikre mig, at du har de samme intentioner."
Han lænede sig en anelse indover bordet og hvilede sin albuer på overfladen. Han var afslappet, men nu var han også i sit eget hjem og Luna var ikke nogen trussel. Han havde ingen grund til at være anspændt omkring hende.
"Jeg kunne forstille mig, at det er hårdt at komme til magten efter sådan et brutalt mord. Min familie er trods alt også kendt for at blive myrdet så snart de kom til magten," Han siger det uden så meget som at blinke. Efter mange år på tronen har han lært, hvordan man omtaler sine uetiske handlinger på den mest rolige måde, som var de ikke begået af ham, "Har du nogle planer som kommende leder?"
Det var egentlig den største grund til, hvorfor han ville have dette møde. Han ville vide hendes planer, strategier og intentioner. Han blev nødt til at vide, hvem han havde en alliance med. Hvis hun var ligesom sin far og kun ønskede territorium, så var der intet problem. Men var hun mere ambitiøs eller ligefrem magtsøgende, var det noget der skulle gøres noget ved.

Hun forsøgte at skjule sin nervøsitet, og det gik nu meget godt. Luna var klogere og vidste, at hun skulle træde varsomt her. Charles kunne ende hende på et sekund, var hun ikke i tvivl om. Og ingen ville nødvendigvis vide det var ham, kun små rygter ville sikkert komme - men alt der skete herinde - ville ingen vide detaljer om. Det var nok det mest skræmmende ved deres møde. Luna var nød til at tænke som sin far, for at finde ud af - hvad hun skulle sige til Charles. Det var underligt. At gå fra ikke leder til leder på en dag. Nu kom ansvaret og ramte hende på en helt anden måde - men hun havde håndteret det godt. De kom hen til bordet og Luna så en anelse analyserende på Charles. Hun satte sig ned da Charles gjorde tegn til, at hun kunne. Han snakkede igen, af en eller anden grund - så kunne hun bedst lide at han snakkede - stilheden var ikke ligefrem behagelig imellem dem. Ikke fordi den var akavet, men den var dræbende. Lunas ryg sad ret op af stolen hun sad i, imens de blå øjne kiggede direkte ind i Charles guldøjne. Let gav hun ham et nik til at hun forstod. Naturligvis ville han blot forsikre sig, at de var på samme side af den her sag. Hvis Luna havde haft andre intentioner, var hun ikke ankommet. Og hvis hun var alligevel. Så havde hun ikke været så neutral i sit ansigt.
"Jamen så er vi jo her af samme årsag. Fantastisk." Svarede hun ham, for hun ville også gerne hører hans intentioner. Måden han gik ind på sin families mord, uden nærmest at trække en mine - var både skræmmende men også forbløffende. Hun ville ønske, at hun kunne nævne det, uden at blive påvirket af det - eller virke påvirket af det. Dog gik det hurtigt over på, hendes planer som leder. Det var ikke ligefrem, noget hun havde tænkt vildt voldsomt over. Hun ønskede ingen krig.
"Mine planer er at gøre hvad der er bedst for mit folk. Ingen tvivl om det." Startede hun ud og det var blot ærligt. Hvilken leder ville ikke have det- udover dem som kun var på tronen på grund af smagen af magt.

Luna vidste ikke, hvilke alliancer der ville være gode som dårlige - men hun ville lade tingene blive som de nu engang var. Der var ingen grund til at ændre alt muligt, i hvert fald ikke til hun fik et bedre overblik over tingene. Måske lidt hjælp fra Hazel kunne være på sin sag.
"Jeg har ingen intentioner om at ændre ved balancen. Men jeg er ikke min far. Jeg ønsker ikke magt for magtens skyld." Der røg hendes plan om lav profil. "Men ligemeget hvad jeg fortager mig, skal du ikke være bekymret. Jeg er ikke dum nok til at starte en krig mod dig. men jeg har ikke blot tænkt mig at sidde på min flade, og vente på at en krig banker på. Krig har vi haft nok af." Tilføjede hun med et mere skarpt smil. Han måtte tage hendes svar som han ville, for han regnede sikkert ikke med hun ville blive på posten særlig længe alligevel. Han var ikke den første til at dømme hende, og nok ikke den sidste.


//Beklager det blev lidt short-ish.. håber det går <3

Da hun sagde, at de var her af samme årsager, gik det op for ham, at det ikke kun var ham der ville have noget ud af dette møde. Hun ville også vide, hvad han havde tænkt sig at gøre. Han så det som en fornærmelse. Hvordan kunne hun forvente, at han behøvede at fortælle noget om sine planer? Han var en konge! Men han sagde intet til det. I stedet smilede han blot til hende, ikke et just venligt smil, faktisk nærmere et spydigt smil og gentog: ”Fantastisk.” Han havde ikke tænkt sig at fortælle om sine intentioner, medmindre hun spurgte ind til det. For at være ærlig, syntes han at det var rimeligt indlysende – han ville opretholde tingene som de plejede at være. Der var ingen grund til forandring her. Han ville have The Takumaras ved sin side, så de kunne beholde deres store territorium og han kunne beholde sin plads på tronen.
Hans smil forsvandt igen, men det var nok til det bedre. Han virkede mere afslappet, når han ikke havde det kolde smil på læberne. Han lyttede til hendes svar på sit spørgsmål og nikkede en enkelt gang. Han så ingen grund til at afbryde hende, for han ville høre det hele, før han kom med en kommentar eller to, så han lod hende tale fuldstændig ud. Der var ikke meget at komme efter ved hans ansigtsudtryk. Han var blevet så god til at holde følelser inde at selv når han ikke tænkte over det, havde han et ansigt af sten. Det var først, da hun var helt færdigt, at han rykkede på sig. Han lænede sig tilbage i stolen og lod hænderne falde ned i skødet på sig.
”Jeg må sige. Jeg synes, at du klarer det godt indtil videre,” var det første han sagde. Han så ned på sine hænder lige nu. Ikke på en nervøs måde, som om han ikke turde se på hende. Det virkede blot mere afslappet og han gned sine hænder mod hinanden en smule rastløs. ”Ikke at jeg kender meget til dine lederevner. Men jeg kender alt til det med at komme til magten som ung efter en tragisk død i familien. Befolkningen er sjældent støttende over sådan noget, stadig i chok over deres tidligere livs død. Men du virker til at kunne holde hovedet højt. Det er en god evne at have.”

Nu så han op på hende, holdt en kort pause for at afvente hendes reaktion og talte så videre:  ”Krig har vi haft nok af, ja.” Han sagde det henkastet som om han hurtigt ville videre. Han ville hen til det egentlige spørgsmål. ”Men det er ikke altid noget vi kan gøre ved. Jeg vil selvfølgelig gøre mit for ikke at sørge for krig, men flere hændelser har fået mig til at tvivle på, at dette kan lade sig gøre. Derfor bliver jeg nødt til at høre: Hvis der bliver erklæret, vil du så sørge for at være ved min og min slægts side?”
Han lænede sig frem igen med hænderne på bordet og så hende direkte ind i øjnene – noget han egentlig gjorde tit, men det var den bedste måde at holde øje med om en person fortalte sandheden eller ej. Han var fuldstændig seriøst. Ikke på samme måde som stenansigtet før. Det var tydeligt på hans blik, at hun skulle passe på, med hvad hun svarede. Ét forkert ord og alliancen var brudt. Og så kunne hun ikke stole på, at hun ville have mulighed for at forlade paladset uskadt igen.
The Takumaras var dog en af hans stærkeste allierede, og han ville næppe miste dem. Hvis endnu en krig skulle bryde ud, var det vigtigt, at han kunne stole på dem. Især hvis kampen endnu en gang gik i mod The Oikans. Han vidste godt, at den eneste grund til, at de overhovedet gik med på aftalen med at få Arden Redwood dræbt og derefter slå sig til the Redwoods, var fordi de ikke kunne kæmpe i mod vandslægten – deres slægtevner var simpelthen nyttesløse, når deres ild blev slukket. Så med dette møde skulle han fra start af sørge for at vise Luna, at hendes pligt som leder nu stod på at være hans allierede. Men hvem var en bedre allierede end Guldkongen selv? Det var der næppe nogen der var.

Det var ikke til at se på Luna, at hun ikke ligefrem brød sig om at være her. Det var hendes første møde med Charles og selvom hun havde været gæst her før med sin far - så var det ikke noget hun ønskede at vende sig til. Luna var ikke bange for Charles, om det var dumt eller ej var en anden side af sagen. En ting var at være bange, og den anden var at have respekt. Hendes far havde trods alt kun talt godt, men intens om Charles. Desuden havde Luna blot en evne til at virke ligeså roligt som vand når det var mest stille. Let i mindre end et sekund nåede hun næsten at se overrasket udover hans kompliment. Det kom alligevel bagpå hende, men hun nikkede blot - som et tak. Der var ingen grund til at begynde at blødne op - for hun var ikke ligefrem perlevenner med Charles. De blå øjne så opmærksomt på Charles, dog uden at direkte stirre utilpas på ham. Blikket gled dog henover ham, hvis de ønskede hinanden døde - havde de angrebet for længe siden. Om han ville indrømme det eller ej, så havde de begge brug for alliancen.
"Jeg gør mit bedste." Svarede hun hurtigt. Det var svært, og folk havde aldrig rigtig været med på ideen om hende som leder - eller nogle havde. Det havde været lettere hvis hun blot havde ændret sig da hendes far tiggede hende om det - i stedet for nu, hvor folk ikke engang kunne acceptere hende for hvem hun var. Og alligevel forstod hun dem, de ønskede hvad der var bedst for deres folk - derfor gik de i forsvar.

Endnu et seriøst emne kom på bordet. Det alliancer galte om, var at være der, hvis krig brød ud. En tanke Luna havde haft, men aldrig bygget videre på. Krig var ikke noget man kunne gå en buge udenom, hvis den kom ville den ramme dem alle sammen. Ikke kun en slægt, men alle. Hvis der bliver erklæret, vil du så sørge for at være ved min og min slægts side? Luna tog en indånding inden hun svarede, men hun virkede ikke ligefrem tøvende. Hun var loyal overfor sine alliancer, og vidste udmærket godt hendes far havde tænkt det igennem inden han gik med til noget. Hvis Luna ikke ønskede denne alliance var hun ikke rejst denne lange vej - det ville have været spild af tid. Men naturligvis forstod hun, hvorfor Charles ønskede at høre ordene komme ud af hendes mund og ikke blot ord.
"Hvis der kommer krig, kan du regne med mig og min slægt." Svarede hun ham og løftede hagen en anelse, imens hun så direkte på ham. Imod de guldfarvede øjne. Hjertet skippede en takt af nervøsitet af den intense stemning. "Kan jeg regne med dig og din slægt i tilfælde af krig?" Spurgte hun, ganske kort efter. Hvis han kunne spørge hende, kunne hun også spørge ham. Hun havde lige fortalt ham, at hun ønskede det bedste for sit folk. Naturligvis at få det bekræftet fra ham, vil gøre deres alliance stærkere end hvis han begyndte at afvise hende. Fra en leder til en anden, måtte han vel kunne forstå hun ville vide det samme som ham. Luna så afventende på ham, men tog ikke blikket fra ham.