I never forgot | Luna |

Sted: Fairlake district.
Tid: Mørket er på vej, men Clarke har ikke det præcise tidspunkt.
Vejr: Dejligt vejr, hvis ikke en smule køligt.
Omgivelser: Folk passer sit eget, og ligger ikke mærke til pigen klædt i en hætte.
Påklædning + en sort hætte.

@Luna <3

Clarke havde hørt rygterne flere steder. At lederen af The Takumaras skulle kæmpe til døden. Hun havde først troet det var Lunas far, fordi hun ikke havde hørt om hans død, men da hun hørte nogen sige ’Luna Takumara’ vidste Clarke hvad hun blev nød til. Clarke havde ikke set Luna så længe, hvis hun gik i kamp, ville hun dø. Den uskyldige pige kunne ikke klare sig i kamp. Det var det hun fortalte sig selv. Men det var alt bare en undskyldning for at tage derhen og se hende. Hun fik fat i en hest og red fra Shadow Hills til Fairlake district. Da hun nærmede sig Fairlake, hoppede hun af hesten og slog hendes hætte op. Hun havde altid undgået Fairlake, fordi der var for mange der kendte hendes ansigt, men hun kunne ikke holde sig væk, når Luna skulle kæmpe til døden. Clarke holdt blikket rettet mod jorden, og forsøgte ikke at se på nogen, som hun fandt vej til kamppladsen. Hun kendte byen så godt, at det ikke var et problem for hende. Det var underligt at være tilbage efter så lang tid. Det havde næsten ikke ændret sig. Men hun havde. Hun var ikke den samme pige hun var da hun var rejst væk. Lige som hun forventede, at Luna ikke var den samme. Eller Noah og Wave. Tanken om dem fik et smil frem på hendes læber. Hun havde set på dem som familie. En familie hun var blevet tvunget væk fra. Hun havde brug for familie.

Clarke fandt en plads, men lod stadig hætten dække hendes ansigt. Hun så på Luna med en knude i maven. Hun kunne dø her, uden at vide Clarke kom tilbage til hende. Selvom det ikke havde været i hendes planer at opsøge Luna efterfølgende, blev hun nød til det. Bare se hende en gang til. Det kunne måske være den sidste. Hun drejede hovedet og fik øje på Noah. De havde øjenkontakt et kort øjeblik, før han så væk. Hun blev nød til at flytte sig. Selvom hun havde set Noah som en bror engang, var de det ikke i virkeligheden. Hun kunne ikke vide hvem han var nu, hvad han ville gøre hvis han spottede hende. Hun fandt et andet sted at sidde, lidt bedre skjult, men så hun stadig kunne se Luna. Da kampen var slut, og Luna kom ud med næsten ingen skrammer, gik det op for Clarke hvor meget hun var gået glip af. Hun havde ikke set hende vokse op til den kvinde hun nu var. Clarke var den første til at forlade pladsen. Hun skulle nok finde Luna, men når hun var alene. Hun så tilbage på hende og Noah, og så på hende med et smil. Den første person hun nogensinde havde elsket.

Clarke fulgte dem rundt, men på afstand så ingen opdagede det. Hun kunne ikke høre samtalen, men hun ønskede heller ikke at snage. Da Noah gik væk fra hende, og der var få mennesker omkring, så hun sit snit. Hvordan Luna reagerede var umuligt at forudsige. Hun kunne have ændret sig drastisk. Det var lidt et sats for Clarke at opsøge hende. Luna var leder nu, måske havde hun lav tolerance for semislægter og slægtløse. Men mindede hun bare lidt om den pige hun engang kendte, hadede hun ikke folk på grund af deres arv. ”Where did you learn to fight like that?” Clarke havde hætten slået op. Hendes blonde hår hang i rodede bølger ned langs hendes skuldre. Hendes blå øjne havde en følelse i dem man sjældent så. Længsel. Hun ønskede sådan bare at kaste sig i Lunas arme, starte præcis hvor de slap for alle de år siden.

Snakken med Noah lå stadigvæk som en urolig følelse i hendes mave. Ikke fordi, at hun var sur eller skuffet - nærmere bekymret. Hvis han blev opdaget - ville hun ikke kunne redde ham fra konsekvensen - hvis folk stemte på ham som forrædder, ville hun ikke kunne undgå at skulle straffe ham på en eller anden måde. Naturligvis ville hun give ham et eller andet valg inden. Hvad vidste hun ikke, men hun satsede på at kunne nå at tænke over det. Noah fortjente at være glad, og han havde hjulpet hende dengang med Clarke. Pludselig lød en stemme bagved hende, som fik det til at krible koldt ned langs hendes ryg. Let drejede Luna sig rundt og så imod kvinden med hætten. Stemmen havde ikke gjort i tvivl, men det blonde hår bekræftede kort hendes teori.
"Valencia." Sagde hun lettere overrasket alligevel. Så havde hun ikke set syner. De blå øjne så en anelse overrasket ud. Luna havde aldrig troet at hun skulle se Valencia igen. Specielt ikke efter Luna aldrig dukkede op til deres hemmelige skjule sted som de havde aftalt. Let sank hun en klump og fnøs kort over spørgsmålet omkring kamp.
"Well one of my personal trainers. She is brutal.. but it makes you fight even harder to survive." Svarede hun. Luna ville takke Keeva, hvordan vidste hun ikke. Uden Keeva havde Luna sikkert ikke vundet så stort.
"I'm surprised to see you here." Sagde hun, men sendte Valencia et skævt smil. Valencia var en som hun altid ville elske, men hun havde ikke de følelser for hende som tilbage i tiden. Hun elskede Nathaniel, og det kunne Valencia ikke ændre på.

Let åndede hun ud.
"So.. Wanna go with me for a walk to the lake?" Spurgte hun med et skævt smil. Deres møde kunne nok ikke være langt, men det skulle ikke blot stoppe her. Luna og Valencias sted var en hemmelig sø i en grotte. Muligvis var der mange personlige minder der, men det var også et sted Luna følte hun var fri for presset. Luna havde ikke tænkt sig det helt store med det , men hun vil blot gerne snakke med Valencia. Hvis Luna nogensinde skulle forsvinde i et par dage, ville det blive dertil. Hun havde haft ungdommen til at drømme sig væk, nu var ansvaret og realiteten smækket på hendes pande, og hun kunne ikke løbe fra dem. Heller ikke hvis hun ønskede.

Hvis Clarke havde set Luna i en folkemængde, havde hun ikke kunne genkende hende. Hun var blevet voksen, men hendes attitude var anderledes. Hun var anderledes. Hun var et øjeblik i tvivl om hun overhovedet kunne genkende et. Men genkendelsen i hendes øjne var ikke til at tage fejl af. Hun vidste præcis hvem det var. Lyden af hende der sagde hendes navn, det navn hun ikke havde brugt i evigheder, fik hende til trække på smilebåndet. Luna forklarede hvem der havde trænet hende. Clarke bed sig i indersiden af hendes læbe. De kunne have trænet sammen. Hvis tingene havde været anderledes. Hun fortrød mange ting, aldrig at se Luna var en af de største. Men hun havde været i tvivl om det var risikoen værd. Det var det, at stå foran hende, tale med hende. Det betød mere for hende, end noget af det der var sket de sidste 7 år. Clarke havde overbevidst sig selv om, hun ikke elskede Luna længere, at hun var et overstået kapitel. Men man stoppede aldrig med at elske nogen. Ikke rigtigt. Clarke havde ikke fundet en ny. Hun var klar til at finde en ny, men i hendes livsstil, var det ikke let.

”I would love it.” Clarke var ikke kommet for at bryde ind i Lunas liv igen. Hun vidste hendes liv var anderledes, og hun ville ikke forhindre hende i noget som helst. Hun ville bare gerne se hende, før hun tog videre. Der var ingen anden, der havde haft så stor betydning i hendes liv som Luna. Hun fik Clarke til at udforske sig selv og hvem hun var. ”I feel like I should have visited earlier.” De første par år, havde Clarke længtes efter Fairlake, alle de velkendte ansigter og omgivelser. Men hendes mor havde sagt hun skulle løbe og ikke se sig tilbage, så det havde hun gjort. Clarke gik side om side med Luna. Alting var ændret imellem dem. De kunne ikke finde tilbage hvor de engang havde været, det venskab de havde haft. Clarke ville ikke lyve for sig selv og sige, hun ikke ønskede at holde om Luna igen, kysse hende. Men det ville ikke være fair for hende. Hun var en leder, hun skulle have et hemmeligt forhold. ”How have you been?”

Et smil spredte sig på Lunas læber, da Clarke sagde ja til at tage med hende. Hvad Clarke tænkte, havde ikke lige strejfet Lunas tanker. Lunas tanker var mørke og dybe lige nu i hvad hun havde stået i. Tingene var kompliceret i hendes liv lige nu, og hvordan hun var så okay - efter at folk ønskede hende død og havde forsøgt at få hende ned med nakken. Naturligvis vidste Luna vel at de forsøgte at gøre hvad der var bedst for deres folk. Luna var ikke som sin far, og det gjorde folk skeptiske. For Luna havde langtfra de samme ønsker for sin slægt, hun så faktisk folk og ikke blot magten.
"Well. Better now then never.. huh?" Svarede Luna med et skævt smil. Turen hen til deres hemmelige sted var kompliceret til nogle ville kunne følge med dem. Det var smart tænkt af dem, selv i den alder. Som turen gik kunne hun tydeligt mærke årerne der var gået. Alt den tid, de ikke havde set hinanden. Luna havde haft så mange ting at se til, og hendes liv var blevet skilt fra Clarkes hurtigere end nogen ville have troet. Snart kom de ind i grottens hule, og presset forsvandt fra Lunas skuldre - bare kort. Ganske kort. Let åndede hun ud, og man kunne næsten høre hvordan stenen lettede fra hjertet kort.
"It's been complicated.. but I still believe everything happens for a reason." Svarede hun og drejede de blå øjne over imod Clarkes blå. "What about you?" Spurgte hun så og sank tøvende en klump. At se disse omgivelser, det sendte Luna tilbage i tiden - til deres aftale om at mødes selv efter Lunas far havde forbudt det - men Luna var aldrig kommet tilbage. Faktisk havde hun ikke været her siden.
"I'm sorry.. I never showed up. Not because I was locked up or anything... I ju.. I just didn't want to risk your life. I hope, you didn't hate me way too much.. I hated myself for a while after.." Måtte hun ærligt sige, og gik derefter hen til det bassin der var i midten af grotten. Her satte hun sig og dyppede fødderne ganske kort. Der var mange minder her, flere end hendes hjerte først huskede. Ikke at det ændrede noget, men det var altid godt med gode minder.