Just do it like this! (Raven)

Der var gået to år. To år siden han havde rejst landet tyndt og fået en fornemmelse af byerne og slægterne uden for skoven. Det var så nemt at glemme resten af verdenen herinde, glemme de andre slægter stadig var der og føle sig isoleret. Selvfølgelig, var det ikke for de handlende der kom til byen en gang imellem på markedsdagene. De få der orkede at rejse så langt eller havde modet til det.
Naailas var stadig frygtet mange steder og, på grund af frygten, også hadet. Folk ville nok aldrig turde møde deres blik eller troede på skrækhistorierne om at man ville dø eller blive torteret, hvis man trådte ind i deres del af skoven. Historierne gav dem selvfølgelig fred til at fortsætte genopbygningen af deres egen lille by, et sted hvor de endelig kunne være i fred og leve som frie individer.
For Zach var slavetiden endnu for tæt på. Han behøvede ikke andet end tage sin trøje af for at opdage tatoveringen på sin højre underarm, sammen med nummeret. Spiralen var blevet et symbol på Naailas frihed, men for Zach ville det altid betyde de engang var slaver. Folk fik jo selv lavet spiralen, men ingen fik numrene længere og det gjorde Zachs spiral en smule anderledes end alle andres. Ikke at nogen fik lov at se den og ikke fordi Zach ønskede at snakke om det. Det var et ømt område for ham.
Derfor, selv i denne regnskov af fugtig varme, gik han altid med lange ærmer. Stoffet var tyndt og transparent, så sveden ikke ville drive ham til vanvid og så huden kunne ånde.
Det hele blev fulgt af korte bukser og bare fødder. Håret var sat op med en smule voks, så det ikke ville falde i øjnene på ham og irritere. Og som altid...Sad han ikke stille.
Han havde besøgt sin mor, der endnu var syg uden kur. I dag var en god dag for hende, men han havde gjort det til en vane at tjekke op på hende et par gange om dagen. Hun var den eneste familie han havde tilbage...Familie, men ikke slægt. Og han havde også en ansvar over for slægten. Måske var det derfor han brugte det meste af sine dage på at træne med både nybegyndere og øvede. Brugte sin aften på at tjekke deres beholdning af rustninger, af våben og deres muligheder for at beskytte dem selv. Zach så det som usandsynligt at Naailas skulle blive store nok til at gøre en hær et eller andet sted hen, så defensiven var hans største bekymring og mest realistiske scenarie. Det vigtigste.

Men på det sidste havde tingene ændret sig. Han snakkede ikke meget med Imania, andet end til de møder de havde en gang imellem. Han havde hørt om den voksende spændingen ude i verden, om at Oikans ville gå imod Redwoods igen. Denne gang var Naailas ikke fanget i midten og der var gode muligheder for at Naailas kunne forholde sig neutral i krigen. Men det irriterede ham at han ikke vidste hvad Imania faktisk tænkte...
Hun ville vel ikke trække dem ind i krigen? De var kun lige stærke nok til at beskytte dem selv! De var langt fra en talmæssigt stor slægt eller ressourcemæssigt stærke.
Hans stærke hænder greb et reb i luften, som han hjemmevant sprang fra en af hængebroerne mellem træerne. Han lod sig glide ned af rebet, der for hans vedkommende udgjorde den nemmere og hurtigste måde at komme ned på landjorden. Med fødderne solidt plantet på den bløde jord under ham, begav han sig i retningen af deres træningsarena. Han havde insisteret på at havde en på landjorden. Hvis noget i træningen gik galt og de skubbede hinanden ud fra træerne, ville de snart mangle soldater alligevel.
Han havde også indført noget andet.
Selvfølgelig havde Naailas, som så mange andre, nogle tilmeldte soldater. Men en dag om ugen lod han frivillige fra hele slægten komme og træne med dem. Det var ikke traditionelt, men en god måde både at annoncere for soldaterlivet i håb om flere ville melde sig, og en god måde at sikre at slægten kunne beskytte sig selv. Hvem vidste hvad der ville ske? Jo flere der kunne håndtere et våben når det brændte på, jo bedre. Men nu var det også netop fordi han tænkte ud af boksen, at han var blevet general...Gik han ud fra. Det og hans evne, måske.
I dag var sådan en dag.
Da han nåede arenaen stoppede han op ved hegnet og lod hænderne hvile mod det tilslibede træ. Folk var allerede igang, mens nogle af dagens frivillige stod rundt om og afventede deres tur. Hvem mon han skulle afprøve i dag?

Raven havde fået nok, hun viste ikke rigtigt nogen ting mere ud over at en krig stod for døren. Hun havde brugt de sidste par dage på at samle ind til at kunne lave pile spidser. Hun have ikke en smedje men hun havde prøvet at lave en så godt hun kunne. Raven havde ikke fortalt nogen om det fordi det ikke havde nogen betydning for andre eller for slægten, var hendes opfattelse. Hun bruge det for at slippe væk og have noget at give sig til for ikke at flippe ud. Retsløsheden havde ikke været til at holde. Derfor have hun tænkt sig at gøre noget. Hun havde tidligere denne morgen befundet sig i det hun kaldte for hendes frirum som også var hendes Smedje. Der havde hun tømt hendes taske som havde været fuld af gamle våben. Der var blevet efterladt fra sidste krig.  De var ikke til nogen nytte mere for nogen, grundet at de var gået i stykker eller også var æggen ikke skarpe mere. Hun havde passede på med ikke at få noget på hendes tøj mens hun var der. Raven ville helst ikke til at skulle forklare sig over for nogen.

Hun havde ikke haft tid til at skifte tøj før hun havde været nød til at tage hendes våben og komme afsted. Vejen fra der hvor hendes frirum lå var et godt stykke væk fra Slægtens territorium. Hun mødte næsten altid op til de dage hvor man måtte være med til at træne. Det var en god måde at beholde sine færdigheder på og det skulle man helst med en krig lige i hælene. Hendes bue hang på hendes venstre skulder og krydsede over mens hun ikke havde mere end tre simple pile med. Buen havde hun selv lavet ud af træ fra en eg, som havde vokset der hvor hendes far havde boet. Den var en af de få ting hun havde fået med sig da han sendte hende væk. Sværdet var en anden ting.  Det var ikke fornemt eller beregnet til kamp, men det kunne gøre ondt. Æggen på det var fladt så det ikke kunne skære nogen, det var kun til træning men kunne give mange blå mærker.

En time før middagstid var hun nået frem til arenaen. Hun var glad for at hun kun havde en kort ærmet T-shirt på, selv om hendes tatovering var synlig. Hun gik målrettet hen til køen for at kunne starte med bue og pil. Da hun endelig kunne komme til var hun så koncentrat at næsten alt andet forsvandt omkring hende. Hun svingede buen over skulderen og tog derefter en pil frem fra det pilekogger hun havde siddende i bæltet. Sigtede, træk pilen tilbage mens hun hvilede hånden på den venstre kind, træk luft helt ned i maven og slap. Pilen susede afsted og ramte der hvor hun ville have den, ikke i midten for det var nemt nok, men mellem to af ringene på linje der udgjorde cirklen var svære. Raven gjorde det samme med de andre to og fik lavet en fin trekant med dem. Hun havde heller ikke nogen grund til at vise at hun var god, det kom ikke andre ved. Hun ventede med at samle pilene ind til de andre var færdig med at skyde deres afsted. Det ville se virkelig dumt ud at blive skudt ned af en af de andre.

Hun forsatte med at skyde til måls så længe hun syntes det var rimeligt at beholde hendes plads. Det var nu hun fortrød at hun havde skindbukser på, de var behagelige men også alt for varme i det her vejre. Da hun gik hen for at lægge bue og pilekogger på en bænk fik hun øje på ham.  Generalen, hun viste hvem han var eller det ville sige han navn og det som alle andre viste om ham. Hun nikkede erkendende til ham selv om han nok ikke ville se det. Raven var for det meste ligeglad med andre bare de lod hende gøre hvad hun ville. Hun viste dog hvem der fortjente hendes respekt. Han var en af dem, hun spekulerede ikke mere over om han så hende eller ej.  Hun træk i sted det sværd hendes far havde lavet for at undersøg om det stadig var i en okay stand til trænings kampe, det have hun ikke haft tid til der hjemme fra.

Han lænede sig op af hegnet og lod blikket glide over folk der øvede sig eller lærte helt nye ting. I den ene side var alle dem, der lærte nogle nye øvelser med sværd. Enkelte lærte at håndtere et spyd. Bueskydning var altid populært, så folk stod i kø til de målskiver de nu havde. Nogen modtog instrukser, men flertallet prøvede bare at øve sig i at ramme. Der var også dem der øvede nærkamp...
Hans blik gled over til bueskydningen igen. Det var ikke sandsynligt han ville lære noget nyt med sin evne, på sådan en dag som denne. Alligevel faldt hans blik på en genkendelig skikkelse. Altså...Mange andre var også genkendelige. De havde enten været til træning før eller Zach havde mødt dem i byen. Zach var lidt alle steder, ikke typen der sad stille indenfor hele dagen. Han kom folk ved. Men denne kvinde...hun var faktisk ikke i byen meget, så vidt han vidste. På trods af hun vist var Imanias lærling eller noget i den stil. Lærling til hvad? Til at overtage slægten? Eller bare...Generelt?
Han rettede sig lidt op da hun blev færdig og gik forbi ham. Han gengældte hendes nik og fulgte hende med blikket. Folk ville måske tro hun var dårlig med en bue, fordi hun ikke ramte midten. Men det gjaldt ikke om at ramme midten, gjorde det vel? Det gjaldt om at ramme sit mål. Uanset hvor det sad.
Fint! Det havde fået hans interesse. Han gik over til en af våbenholderne og udvalgte sig et sværd. Der var både sværd af træ, til helt nybegyndere eller børn, men og enkelte af metal med en sløv æg. Han tog en af dem, for han havde set hvilket et kvinden selv havde med.
Han svang det rundt et par gange, vurderede at det var fint nok både i vægt og længde, før han gik over mod kvinden igen.
Hans ene hånd gled op i siden på ham, da han stoppede op bag kvinden. Han svang sværdet en enkelt gang igen.
"Bag dig!" bekendtgjorde han og ville allerede træde frem og prøve at ramme hende. Mest fordi han var en mand der sprang ind i tingene, frem for kun at tale. Hvis hun ikke formåede at blokere slaget, ville slaget dog ikke være særlig hårdt og stoppede lige inden det ville ramme hende.
Hele tiden sad der et smil på hans læber, der også talte et tydeligt sprog om at han bare hyggede sig.

Raven have kun lige nået at tjekke hendes sværd færdig før hun hørte ham og måtte dreje rundt om sig selv og paradere hans sværd så det kunne høres, hun havde dog skubbet sig lidt væk så hun havde noget mere afstand at gøre godt med. Da hun så hans smil forstod hun at det var for sjov og at det var for at træne. Hun havde dog ikke regnet med at han ville træne med hende, hvilket hun ikke lå skjul på så han ville uden tvivl kunne læse det i hendes ansigtet.
 
”Det må jeg sige det var noget af en overraskelse ” hun smilede mens hun var opmærksom på om han gjorde udfald til at slå til igen. Raven var altid på vagt når nogen havde været efter hende ikke fordi hun havde brug for det altid men lige nu viste hun ikke helt hvad han var ude på, og hun kende ham ikke særlig godt. Imania var den eneste hun kunne være sig selv sammen med, og den første hun havde lært at stole på inden for hendes egen slægt. Raven ventede ikke på hans svar men gjorde et udfald mod hans højre side, det ville være svære at snakke mens man trænede men det var en god måde at lære at koncentrere sig på flere ting på en gang. Vis ikke han ikke stoppede hende ville hun stoppe før hun ramte ham, for hun var ikke ude på at give ham blå mærke.

Raven var måske lille og spinkel at se på men hun overraskede mange ved hendes styrke efter som hun havde arbejdet som smed i næsten 15 år. Det have dog givet hende ar på hendes hænder og arme men så igen hun var ikke bange for at viste det. Hun var ikke helt sikkert på hvad hun skulle sige til ham, hun var heller ikke den bedste til at snakke med andre eller det ville sige nu kunne godt vis hun tog sig sammen men ellers var det bare overflaskede sammentaler. Hun smilede stadig til ham for at viste at hun også hyggede sig.  

Raven holde igen men prøvede ikke at viste det over for ham, hun ville så vidt muligt paradere hans slag vis han prøvede at slå igen for ikke at blive ramt, men hun ville ikke slå igen, mest fordi hun studerede ham for at finde en åbning.

//jeg undskylder det kort svar x3

Han parerede hendes slag og rettede sig lidt op. Sværdet gled ned langs hans side, nu hvor han havde skabt kontakt, præcis som han havde ønsket det. Hun var hurtig og havde givet et godt sving med sværdet. Det var godt. Hun havde en forstand på at bruge et sværd og dem kunne de aldrig få for mange af.
Han trak let på skuldrene. Han modtog hendes næste slag på en overraskende afslappet måde. Hans øjenbryn dansede lidt op og ned som han drillende udfordrede hende stillestiende. Han stillede sig parat igen og hvis ikke hun opfangede hans mening eller ville angribe, gjorde han det selv. Grundet hans evne var det nemt for ham at lære nye ting, nye bevægelser eller slag. Det svære lå i at bruge dem ordentligt, uden at de forskellige stile gled ind over hinanden og efterlod ham med alt for mange åbninger eller med en kampstil der på ingen måde var særlig effektiv eller god. Det betød ofte, at selv om han kunne tingene, skulle han stadig lære at bruge dem ordenligt. Lære dem at kende. Hvilket også var en grund til at han trænede dagligt. Men han var ikke perfekt af den grund.
Hans blik hvilede hele tiden på hende.
"Jeg er fuld af overraskelser" bemærkede han tilbage, ikke uden sit smil.
"Du er god med et sværd. Hvis jeg ikke tager fejl, er du en jeg har set i nærheden af Imania? Hvad er din profession?" spurgte han. De fleste ville nok spørge ind til et navn først, men det havde slet ikke faldet Zach ind at spørge til den slags lige nu. Han var ikke som de fleste, organiserede typer.

Da han parerede hende slag og derefter ikke gjorde ting til at angribe placerede hun også sit svær ned langs siden det skulle jo være fair når man trænede og ikke bare at slå løst da det ikke ville hjælpe noget. Sværdkamp handlede om at koncentrer sig og forudse sin modstandes næste træk. Ville han sige noget eller.  Men han tog det nu meget roligt da hun igen slå ud efter ham. Hun så på ham og var ikke sikker men drillede han hende? Hun svang svært lidt rundt i den ene hånd før hun stillede sig parat til at slå ud efter ham nu hvor hendes håndled var varmet op. Hendes svær slå ud efter hans højre side, men vis han gjorde tegn til at ville parer hendes slag vil rette slagt mod venstre, kort sagt hun prøvede at snyde ham til at tro at hun ville angribe mod højre men meningen var hans venstre side. Hun var glad for at hun havde trænet siden hun begynde at arbejde som smed for 14 år siden, det havde givet hende en godforståelse af hvordan man brugte et sværd og ikke mindst en bue.

”Det tro jeg gerne på ” Smilede hun tilbage mens hun tænke på nye måder at prøve at ramme ham på. ”I lige måde. Nej du tager ikke fejl, jeg er hendes lærling til at højre hånd. ” hun sagde det som om det ikke var noget særligt, det var ikke ligefrem fordi hun blev vist frem for alle, hun tog det mere som en uddannelse hun var i gang med og at hendes forhold til Imania var som at have en store søster også fordi Imania havde taget Raven til sig da hun var 17 fordi hendes far havde sendt hende væk. ” Jeg hedder for resten Raven, Jeg er glad for endelig at få chancen for at tale med dig, Imania har talt om dig ” hun smilede stadig som bevis for at hun ikke havde sat noget dårligt om ham. Raven kendte ham jo heller ikke så derfor havde hun ikke altid hørt efter når der var blevet sagt noget. Hun viste de var gode venner men det var også det. Hun ville heller ikke grave i noget som ikke kom hende ved.

Den højre hånd? Havde Imania snakket om det...Måske. Det var begrænset hvor ofte han så kvinden og selv når han gjorde, omhandlede det ofte deres lille hær af soldater og ressourcer og planer, end personlig snak. De havde øvet sig i kamp sammen for lang tid siden og Imania havde set hans evner med et sværd, kendte til hans evne. Det og så det at Imania sikkert ønskede nogen, hun på en eller anden måde kendte, omkring sig var sikkert grunden til at han var blevet tilbudt at blive general.
Han parerede flere af hendes slag. Selv da hun pludselig skiftede mening og ville ramme hans venstre side, havde han ikke nogle problemer med at undgå hendes slag. Det var et klassisk slag, virkede bedst midt en heftig kamp, hvor folk ville blive forvirrede, fordi de automatisk forventede noget helt andet. Overraskelsen var vigtig. Man kunne være fantastisk til et sværd, hurtigere end alle andre...Men kæmpede man mod en anden god modstander med sværd, var overraskelsen ens bedste bud. Set fra Zachs side, i det mindste.
"Talt om mig? Hun kan ikke have sagt meget" bemærkede han bare. Hvis Raven vidste hvem han var, var der ikke grund til yderligere præsentation.
Højre hånd...Ville Raven gå imod ham, hvis han prøvede at overtage stillingen? Det ville kun være logisk.
Men mere nåede han heller ikke at tænke over det, før nogen kom løbende hen mod dem, tydeligvis oprevet over et eller andet. Det var en ung rekrut, som Zach havde placeret i nærheden af Imania, da det var en rolig måde at vænne sig til en soldats liv. Ikke uden opsyn af mere erfarne, selvfølgelig. Imania skulle jo beskyttes...
Zach stoppede automatisk op og trådte et skridt væk fra Raven, så hun ikke kunne ramme ham, hvis hun havde været midt i et slag. Hans blik hvilede på fyren, der ikke var mere end en forvokset teenager. Drengen bøjede forover, med hænderne mod sine knæ. Han havde løbet hele vejen og prøvede at samle sig selv.
Zach ventede tålmodigt. Var der sket noget? Hans blik gled forbi drengen og hen mod de træer, hvor trætoppe udgjorde deres elskede by. Der var ikke umiddelbart tegn på noget herfra.
Til sidst blev han alligevel en smule utålmodig. Hvis det var noget vigtigt skulle Zach helst reagere med det samme.
"Tal!" bad han. For det var tydeligt drengen kun var her for at overgive en eller anden meddelelse.
Drengen rettede sig op og lod ærmet glide hen over sin overlæbe, hvor svedperler havde siddet. Hans tvivlsomme blik gled fra Raven og hen til hans General.
"Det er...Vi ved ikke hvordan eller hvorfor...Der var bare så stille og så..." Drengen talte i tåget, oprørt over et eller andet. Zach trådte hen til ham og placerede en hånd på hans ene skulder.
"Træk vejret soldat. Fortæl mig hvad der er galt"
Drengen virkede bange eller ked af det. Soldat var han næppe endnu, men ordet ville måske styrke drengen og minde ham om hans ansvar. Det så ud til at virke, for drengen tog en ånd indånding og nikkede svagt for sig selv.
"Det er Imania...Det er...Hun...Sir, hun er død!"

Raven var lidt usikker på hvad han mente med at det ikke kunne være meget hun, det var sandt hun ikke havde sat så meget men alligevel havde hun en fornemmelse af hvor meget respekt Imania havde for ham de få gange hun havde nævnt noget om ham. ”Det har du ret i. Tro grunden til jeg så gerne ville møde dig var den måde hun talte om dig på, hun respektere dig. ” Hun havde ikke vist hvordan hun ellers skulle forklare det ud over at sige det som det var, hun ville gerne vide hvorfor uden at skulle spørge det var ikke fordi hun vil snage eller noget men alligevel var hun nysgerrig.

Hun så letter forvirret på ham da han stoppede og trådte væk fra hende, hun forstod ikke hvorfor før hun fik vendt sig om og så i samme retning som han gjorde. Der var en som løb mod dem, nej mod Zach, med det samme fik hun en dårlig fornemmelse og begynde at blive anspænde. Hun så usikkert fra drengen til Zach og tilbage igen. Burde hun gå? Var det her noget der kom hende ved? Men den ubehagelige fornemmelse fik hende til at blive om det var rigtigt eller forkert af hende. Hun blandende sig ikke i samtalen men prøvede at skjule hendes uro overfor drengen foran hende da han blev bed om at tale.  Hans orde kom fra syd, øst og vest, de gav ikke meget mening overhovedet. Det næste Zach hvad sagt fik hende til at trække sig lidt væk fra dem fordi hun igen fik følelsen af at hun ikke skulle være en del af samtalen.

Navnet havde være nok til at Raven uden at tøve havde smidt sværdet på jorden og var sat i løb mod Imania, hun troede ikke på det, hun måtte have hørt forkert og det var noget andet de havde snakket om. Men tvivlen var der og den eneste måde hun kunne få den ubehageligt fornemmelse væk på var ved at se Imania komme hende i møde. Raven havde aldrig løbet så hurtigt som hun gjorde lige nu, hendes krop brænde og gjorde ondt men hun forsatte, hvordan viste hun heller ikke for alt var sløret og uklart for hende, det eneste der gav mening var at vis hun så Imania vil alt blive godt igen. Imania havde altid være der for Raven siden hun var blevet fundet og… nej Raven kunne ikke engang tænke på det, hun ville miste alt vis der var sket hende noget. Men det var der jo ikke, det kunne ikke lade sig gøre når hun hade sine vagter ved sin side det måtte være en anden forklaring.

Hvis Raven ikke havde været så bange for sandheden havde hun nok ventet på at Zach var komme med og havde nok også haft skyldføles over at være løbet og lade ham stå tilbage. Men hendes hjerne var gået ned og hende instinkter havde taget over, hun ville være det eneste sted hun følte sig tryk lige nu og derfor var hun tonses af sted uden at se sig tilbage.

Zach havde knap nok hørt soldaten tale færdigt, før Raven var i fuld firspring. Ikke fordi han selv ville være blevet stående...Måske ville han have krævet flere detaljer og at den unge soldat viste ham vejen til gerningsstedet. Men som Raven sprang af sted, var det første der faldt ham ind, at smide sit eget sværd og sætte efter. Godt det samme, måske kunne den unge soldat heller ikke fortælle ham meget mere. Det lød som om tingene var gået hurtigt.
At tænke logisk var det bedste han kunne gøre lige nu. At ignorere den voksende knude i hans indre, der truede med at flyde ham med usikkerhed. Hvem havde slået Imania ihjel og var faren her stadig? Var de alle i fare? Måske løb de ind i en større fælde, måske ikke. Hele byen ville være på sine tæer inden for et øjeblik, så den skyldige var nok allerede over alle bjerge. Hvis ikke nogen havde fanget vedkommende...Hvis ikke det havde været en langsom død. Forgiftning ville ikke virke, så det virkede usandsynligt.

Tankerne stoppede efterhånden, som hans krop begyndte at mærke anstrengelsen. Zach gjorde sit bedste for at følge med, men Raven havde fået et forspring. Op af stigerne, op i træerne, kunne man dog ikke gøre det hurtigere, end ens hænder og fødder kunne følge med. Der gik ikke lang tid fra de havde stået i træningsringen, til de stod i Imanias hus og...Hvad der nu fungerede som den offentlige bygning for deres overhoved. Flere soldater stod udenfor og indenfor. De fleste i vildrede. Ingen havde forventet denne situation og selv om Zach havde prøvet at forberede folk, stod de fleste alligevel her og kiggede. Han ventede til han kom indenfor, før han gav ordre. Han måtte have et overblik over situationen først. Soldaterne ville uden tvivl prøve at holde Raven tilbage, som de ville holde enhver tilbage.
"Hvad er der sket? Hvorfor står I alle her? Nogen bør gennemsøge byen og sikre den. Rapporter!" beordrede Zach, samtidig med at han tog nogle dybe indåndinger. Hans krop var varm efter den pludselig aktivitet af løben og klatren. Nogen begyndte at give ordre bag ham, mens hans mest betroede og ældre soldater kom over til ham for at fortælle hvad der var sket.