Save me! - Raven

Raven have haft en træls dag. Hun var ikke sikker på hvad det var der havde gjort den træls. Men det var den om hun så kunne lide den eller ej.  Derfor gik hun rundt i skoven for at finde metal, noget der kunne holde hende væk fra andre mennesker og gøre deres dag lige så dårlig som hendes og hun kunne få lov til at gå og råbe vis det var hav hun ville. Hun var enlig på vej tilbage da hun hørte det første råb gennem skoven og det irriterede hende selv om hun ikke kunne høre hvad de råbte. Hun forsatte mod byen vis det enlig var hende de havde råbt af ville de fortryde det når de kun tæt nok på. Der gik noget tid før hun stoppede op. Der var en lidt længer fremme som var ved at kravle op i et træ. Raven studerede hende og var næsten sikker på hun havde set hende før men ikke hvor henne. Nu var der en anden som råbte hvilken bare bekræftede hende i at hun nok have mødt hende i træet før. Det måtte være godt nok til at hun kunne blande sig i hvad der skete. Hun gik hen til træet uden at kigge op i det satte sin taske og lænede sig op af det mens hun ventede på at dem der råbte skulle ville komme tætter på så hun kunne råbe af dem.
I det de kom frem kunne hun se de var 3 alle fra samme slægt. Hun begynde at undre sig ”Det er en sjov måde i behandler jeres allierede på ” det var ikke et spørgsmål men bare en konstatering fra hendes side af Hun så ikke på dem hun ville holde sin slægt for sig selv så længe hun kunne det gjorde det så meget nemmere at skræmme dem bagefter.

”Det var da ikke hende vi var ude efter? ”

”Nej men vis Crawford ikke er her må vi nøjes med hende der ”

De fik det til at lyde som om hun var dum og ikke kunne høre dem eller bare ikke var der. Hun bed sig i inder siden af kinden mens hun holdt øje med dem ud af øjenkrogen, i det mindste så det ud til at de ikke mente hun var en trussel. Ham der lød som lederen af den lille gruppe kom hen mod hende. Hun ventede til han var tæt nok på også kiggede hun på ham. Han var ved at vælte bagover af forskrækkelse. Hvilket gjorde det nemmer for hende at gribe fat i ham og holde ham mod træet samme så hun kunne stirre på ham. ” Jeg tro i burde gå tilbage og hoppe i jeres vandpyt i stedet for at jagt andre ” hun flyttede blikket mens hun talte til de to andre der var på vej hen mod hende men de stoppede og hun næsten smed ham hun havde fat i efter dem. Det var den ene gode ting ved at være smed, man kunne være stærkere ind man så ud til og det var det i hendes tilfælde. I sted for at begynde at slås, løb de, de var tydeligvis ikke vant til at få modstand men det var vel helle ikke så nemt vis de valgt at gå efter dem de forventede var svage og ikke gjorde ondt at se i øjnene.

”Forbandede giftøjne! ”

”Løb nu forhelvede! ”

Raven så op i træet hvor hun forventede der stadig sad en, dog kunne hun ikke se nogen så i stedet sagde hun. ” Du kan godt komme ned nu, de er væk. ”