Home at last ~ Hazel

Sted: Ildpaladset, Searing Well District, Springheat City.
Tid: Nogle år tilbage. Sen eftermiddag.
Vejr: Klart vejr med påbegyndende solnedgang.
Omgivelser: Folk hist og her. Et palads er trods alt aldrig helt tomt.
Påklædning: Grønt jakkesæt ala (x)
Emnepartner: @Hazel

Cayden rettede automatisk på sit jakkesæt. Han sank en gang, mens han betragtede sceneriet foran sig. Jo, han havde skam set paladset før. Mange gange før. Men det var alligevel godt og vel 12 år siden, han sidst havde været inden for dets store, rødlige mure, og gået i dets gange, og mærket dets atmosfære. 12 år siden han sidst havde været hjemme. Paladset var så sandeligt ikke blevet mindre at se på, bemærkede han overrasket for sig selv. Mange ting syntes at blive mindre i takt med at man selv voksede sig større, men Ildpaladset stod stadig i sin majestætiske pragt. I lyset fra den lavthængende sol, så paladsets mure ud til at være lavet af glødende kul; et syn, der fik Caydens mundvige til at vippe let opad. Ildpaladset havde vel fået sit navn af samme grund.
Med et bestemt udtryk i de unge øjne, rettede han sig op, og begyndte at gå op af de store trapper. Inderst inde følte han sig mere nervøs end han havde været i lang tid, men en hård militær træning havde lært ham at skærme sine følelser, så dét gjorde han til nær-perfektion. Facaden røg prompte, da de store døre blev slået op, og han så sit barndomshjem igen. Det hårde, beslutsomme blik blev erstattet af en blid varme, som han nikkede til de to vagter. Han tog sig ikke tid til at hilse yderligere på dem, selvom han uden tvivl måtte kende dem fra Inferno-Basen, og fortsatte ivrigt ind midt i entréen, hvor han endnu engang måtte stoppe op og tage det hele til sig. Hjem. Selv duften gjorde ham nostalgisk. Med et skævt smil gik det op for ham hvor meget han egentlig havde savnet det. De høje mure. De smukke møbler. De lange, røde gardiner. Han nikkede tilfreds for sig selv.
"Sir?" En stemme bag ham, trak ham ud af de tusinder af tanker og indtryk, der fløj rundt i hans hoved og gjorde ham helt rundtosset, og med en god portion viljestyrke, skubbede han det hele fra sig igen. Han rettede sig op, samlede sine følelser sammen og vendte sig mod stemmen. Det lidt blide udtryk i hans øjne var dog ikke forsvundet, da han nikkede til den spinkle mand, der stod i døren. "Sir, velkommen hjem, sir!" Entusiasmen i mandens stemme, fik ham til at smile en smule forlegent. Han nåede ikke at takke, før manden fortsatte sine energiske ord. "Der er mad i den store hal klokken 17, sir, hvor De vil blive bedt om at møde op. Det er lige her nede af gangen, og så til højre. Deres værelse er placeret i ydrefløjen oppe af den store trappe -" herefter stoppede Cayden med at lytte, og lod i stedet sit blik vandre rundt i rummet. Han kendte trods alt stadig paladset som sin egen inderlomme, men havde ikke hjertet til at stoppe mandens strøm af ord. Han tog tydeligvist sit job seriøst, og det var noget som Cayden kunne respektere. Da manden stoppede med at snakke, nikkede han som tak. "Tak for dét," svarede han, og klappede anerkendende den spinkle mand på skulderen. "Jeg tror jeg fik det hele med, tak."

Manden, der stadig ikke havde præsenteret sig selv, men som Cayden gik ud fra havde været på posten i mange år, smilede lidt usikkert over den fysiske kontakt. Det var noget han også havde lært af militæret. På trods af sin unge alder, kun 22 år gammel, havde han formået at få sig en rank som strategisk general, og med den titel tilhørte der sig et stort ansvar overfor specielt de yngre rekrutter. Han kendte derfor betydningen af ros, og et skulderklap kom man langt med, hvis man søgte at få andres respekt. Manden nikkede som tegn på, at der ikke var flere formaliteter at skulle igennem lige nu - det ville der uden tvivl være om morgenen efter, men for i aften ville Cayden gerne nyde sin nye frihed. Han ville tit skulle befinde sig på Inferno-Basen, men officielt var Ildpaladset nu hans hjem. Igen. Som havde den spinkle herre foran ham læst hans tanker, lagde manden blidt en hånd på hans skulder og sagde: "Velkommen hjem, Sir." Han vendte sig for at gå ned af en af de lange korridorer, mens han lod Cayden stå med en klump i halsen og et varmt smil.
Stedet havde ikke forandret sig en millimeter, tænkte han, og følte en god form for stolthed boble op i sit bryst. Han havde lyst til at snurre rundt på stedet, for at tage alle indtrykkene til sig, men valgte at beholde sin værdighed, og i stedet gå fra én ende af rummet til den anden, med hænderne foldet bag sin ryg. Han fangede et blik af sig selv, i et af de små spejle, han gik forbi, og smilede varmt for sig selv. Sidst han havde set sig selv i paladset havde han været 10 år gammel, og havde ikke været høj nok til at kunne se sig selv i spejlet. Nu var han 12 år ældre - og 12 år højere, havde fået skægstubbe, lidt mørkere hår og krøller. Øjnene havde dog stadig lidt af den drengede eventyrlyst i sig.
Måske var det noget af den drengede eventyrlyst, der fyldte hans hoved, så han ikke så sig ordenligt for, da han drejede ned af en af sidegangene - uden at tænke nærmere over det var han vidst på vej mod køkkenet, hvor han havde brugt størstedelen af sin barndom med at lege med tjenerene. Han kiggede op på et af malerierne, og i de få sekunder uden opmærksomhed mod gangen foran sig, stødte han ind i en anden person. Rødt, der var rødt hår over det hele, og Cayden formåede på en eller anden måde ikke at blive viklet ind i det massive hav af krøller, selvom han støttende lagde en hånd på pigens skulder for at sikre sig at hendes balance ikke var blevet slået helt ud af hende. "Det må du undskylde," udbrød han, selv en smule overrasket over den pludselige kontakt. "Jeg så mig vidst ikke for."

Cayden rejste sig i samme bevægelse som hende. På trods af de høje hæle hun havde på, var han stadig højere end hende, men alligevel lignede hun hvad han normalt beskrev som 'en rose'. En smuk person, der så lille og delikat ud, men som sagtens kunne slå fra sig, og som havde skjulte torne. Og han havde ikke lyst til at stikke sig. Han klukkede let for sig selv over hendes svar, og nikkede sigende til hende.
"Det kunne jeg forstille mig de var," svarede han med et bredt smil, og sendte endnu et blik mod de høje hæle. Han havde altid være fascineret over elegancen og styrken man måtte have, for at kunne bevæge sig rundt på sådan et par nåle-sko. "Hvem har brug for ild, når man kan træde på sine fjender i stedet?" Jokede han med et let smil, før stilheden lagde sig over dem. Han mimerede hendes bevægelse, og kørte selv en hånd igennem sit eget hår.
"Hør, ikke for at være ubehøvlet, og jeg håber ikke du tager det her som en billig kommentar, men..." Han tøvede, og kiggede på hende op igennem det krøllede hår, der var faldet ned foran hans øjne. "Har vi mødt hinanden før?"
Cayden følte måske at det var den blideste måde at spørge hende på. Han havde ikke lyst til at fornærme hende ved 'ikke at huske hende', men han havde heller ikke lyst til at stå i den pinlige situation at være helt forkert på den, og at det så ikke var Hazel. Han havde trods alt ikke set hende i et godt stykke tid, og han havde faktisk savnet hendes selvskab noget så grueligt på basen. Der havde ikke været mange piger, og Hazel havde været en specielt dejlig person at have rendende. For ikke at tale om dygtig.
Han bed sig lidt smågenert i læben. Hvor var hans selvtillid dog blevet af? Måske havde han brugt alt for lang tid i militæret til at huske hvordan man opførte sig overfor folk, der ikke havde i sinde at slå ham eller råbe af ham, så han følte sig helt forlegen og totalt på udebane.

Cayden sendte hende et bredt smil. Selvom han følte at have en samtalende kørende med denne unge pige var lidt ligesom at lege med ild, nød han det i fulde drag. Måske netop derfor, nød han det i fulde drag, tænkte han med et skævt smil. Han slog ud med en hånd, og nikkede med et teatralsk, tænksomt blik, som om han virkelig stod og overvejede, hvad der ville være mest diskret - at dræbe folk med ild eller højhælede sko.
"Selvfølgelig," istemte han, og slog en varm latter op. Hans blik blev kort distraheret af hendes læber, og han spændte let i kæben, før han tvang sine øjne op til hendes igen. Det var belastende konstant at skulle fortælle sig selv at holde på manerene, når hun var så smuk. Han betragtede nysgerrigt, mens hun snakkede. Han åbnede munden for at protestere over hendes hemmelighedsfuldhed, men stivnede ved lyden af den vrede dame. Han spærrede kort øjnene op, før han samlede sig selv sammen, rettede rykken, foldede hænderne bag ryggen, og nikkede som hilsen til den arrige kvinde foran ham. Det charmerende smil han sendte hende, så ud til at prelle af, og kvinden sendte ham et koldt blik, før hun hev afsted med det røde hav af krøller.
Han hævede klukkende et øjenbryn mod den rødhårede pige, og nikkede som svar til hendes forslag.  
Og hvor blev det en lang aften.
Aftensmad med Lederen af The Oikans var lige så kedeligt, som han havde troet. Hans Onkel var en kedelig karakter personligt, selvom han var en leder, som havde ambitioner og ild helt ind i sjælen. Måske var han bare ved at blive gammel, havde Cayden tænkt, mens han sad ved bordet. Det eneste gode var maden. Maden på Ildpaladset var altid udsøgt, og meget, meget, meget lækkert, og selvom det brændte i ham for at komme ud i Sommerhaverne, nød han et ordenligt måltid.
Som aftenen skred frem følte han sig mere og mere restløs. Han havde siddet på sit nye værelse og stirret ud i intetheden, da det pludselig var gået op for ham, at mørket havde lagt sig, og han kunne endelig tillade sig, at begive sig ud mod haverne, som han ikke havde set siden han var barn. Og han glædede sig af mange grunde til at nå der ned.