You're unsuited for the rage of war, so pack up, go home you're through! - Malia

Tid: Midt på formiddagen
Vejr: Smule køligt, påvej til at blive varmere
Omgivelser: Kan ikke se skoven for bar træer
Påklædning: http://static.dramastyle.com/images/3/3/7780/Centurion_7780_5.jpg

Keeva red fornøjede gennem Lily Forest på sin hest med sin bue pakkede ind i et sammenrullede dyrepels med pile i et pilekogger som sad spændt fast på venstre side af hestesdlen.
I sin højre hånd bar hun sit speciel lavede spyd, som mindede lidt en pitchfork i den form af at spydet havde to blade på hver side af hovedbladet.
Hun havde sit selvandlige blå krigsmalig i ansigtede, samt gjort starten af håret fra panden af hvidt, hvilket fik hende til at se vild ud og det var sådan hun elskede det.
Skoven var slet ikke stille faktisk, man kunne ofte høre fugle flyve rundt oppe i træerne, snakke med hinanden og nogle gange kunne man høre en hanhjorte calle på hunnerne.
Keevas hest prustede som den gik opad en lille bakke i skovbunden som de bevægede sig dybere ind i skoven og væk fra Lilypad Village, da Keeva havde i sinde at træne og bare ikke lige gad at gøre det i sin landsby, da der var for mange mennesker, sjovt nok, siden landsbyen ikke var alt for stor.
Hun stoppede hesten og steg af og begyndte at tage ting af hestens vægt, da hun havde pakket en del på den, som en dummy lavede ud af træ, hvilkede var nok en smule tungt for hesten.
Hesten var trofast, så hun vidste den ikke ville rande sin vej, så derfor fik den bare lov til at grasse efter Keeva havde taget alt hvad hun skulle bruge, så hesten stortset kun havde sin sadle på.
Med dumming sat på plads, lagde hun sin pelskappe på jorden ved de andre ting, så lå op af et træ på jorden.
Med hurtige bevægelser og spring gik hun igang med at træne sine færdigheder og svingede spydet rundt som hun efterlod kampråb da det hjalp når man skulle udlevere angrebet.
Efter en god time eller to, skiftede hun til sin jagtbue og gik længere tilbage så det blev svære og svære at ramme plet. Heldig for Keeva, var hun blevet trænede godt og ramte altid hvor hun ville, på alle de afstande hun stod.
Som hun bevægede sig tilbage mod sin lille lejer, hørte hun nogen komme nærmere og gemte sig bag en af de andre tykke træer. Keeva havde spændt buen og lyttede, det var tydeligt at hvad eller hvem end der kom, kom mod hende, så hun stod klar til hvis personen bevægede sig ind i hendes lejer.

P:Klik

---

Malia havde brugt dagene, ugerne over alt! Nærmest duftet til hvert et blad, og selvom Aaron gjorde sit bedste for at holde styr på hende - så var den eventyrlystne lille sommerfugl allerede fløjet afsted før han havde åbnet øjnene. Malia ønskede ikke, at han skulle blive bekymret for hende - men hun var på sin vis også lige ved at få malet sin selvopfattelse. Finde ud af hvem hun var nu når friheden smagte så fantastisk på hendes tunge. Malia havde sit eget sværd, og det var placeret på hendes ryg imens hun vandrede rundt. Igen som den første dag hun var herude, var hun malet sort for øjnene, og lignede ikke ligefrem en venlig en. Dog denne gang ville Aarons vagter vide, at det var Malia der løb rundt og ikke en fremmed.

En lyd fik hende til at ændre kurs, og hun gik listende imod lyden. Malia gik ikke blot stående stolt, men hun gik som en jæger der var ved at liste sig ind på et muligt bytte - og gemte sig i krattet. Nysgerrig som Malia var havde hun længe stået der, og besluttede sig dumdristigt at liste sig tættere på. Malia gik roligt hen imod et af de tykkere træer, der var blot lidt tættere på. Dog med det sidste skridt hun tog var hun godt klar over, at hun var blevet opdaget.  Malia løftede hænderne op på hver side.
"Ingen grund til angreb. Jeg var blot nysgerrig." Sagde hun og sank let en klump. Malia opdagede hurtigt de blå havøjne. Hvilket fik hendes hjerte til at banke voldsommere - hun overvejede at vende rundt og løbe. Men det var fortid til. Desuden hvad skulle en af disse havøjne dog her, at skabe problemer ville være en dårlig ide - specielt på dette territorium. "Hvordan har du lært at kæmpe sådan?" Spurgte hun imens hun tog hænderne ned langs siden.

/Lidt kort håber det går oo xD

Da det var en ung pige som viste sig i sin lille lejer, de grønne øjne var tydelig, en Crawford, normalt ville hun ikke være særlig bekymrede for at støde på en i offenligheden, men denne her tøs havde sniget sig ind på hende og det kunne hun ikke lide, specielt ikke når hun var igang med træning.
Crawford feumaidh bàs miann, sneaking ann air mo mar sin kom det truende som hun kom frem fra sit skjule med tilbage trukkede buestreng med en pil pegede mod den fremmede Crawford tøs' hoved.
Du er ikke bange af dig hva' træelsker Kom det anspændt fra Keeva som holdt sig på afstand fra pigen, så hun ikke kunne gøre noget dumt, så at angribe hende, you never know. Keeva havde altid hørt forfærdelig historier fra sin far om hvordan Crawford ikke var til at stole på.
Hvad kommer det dig ved hvor jeg har lært at kæmpe sådan? Spurgte hun, stadig med udstrukket bue.
Pigen lignede en kriger på den måde hendes sorte farvede øjne så ud, mindede lidt om sig selv, dog Keeva brugte blå, pånær omkring øjne, da det forstærkede de smukke havblå øjne hun havde.
Crawford nighean mar an do lorg thu orm? Spurgte hun på gælisk men kom i tanke om at pigen med sikkerhed ikke anede hvad fanden Keeva spurgte eller snakkede om på gælisk, så hun gik over til et sprog hun spurgte.
Crawford girl how did you find me? Spurgte hun igen med sin skotske accent, mens hun holdte øje med hvad pigen gjorde, for hvis tøsen laven nogen pludselig bevægelser, ville hun skyde og med sikkerhed ramme hende i hovedet, hvilket ikke ville være noget hun kunne holde tilbage fra.

Kvinden snakkede med et sprog som Malia måske ikke just forstod. Men Malia var van til at blive talt til, med en truende stemme - så derfor rørte det hende faktisk slet ikke. Ikke engang pilen der var pegede imod hendes hoved.
"Hvis du snakkede så vi kunne forstå hinanden, vil din trussel være skræmmende i stedet for det sludder du snakker." Pointerede Malia. Hun var ved at blive træt af, at folk ville koste rundt med hende. Hvilket nok var derfor hun stod ganske stille og hævede et simpelt øjenbryn. Malia så situationen an, hver eneste bevægelse som kvindens krop fortog sig - alt til at trække vejret.
"Intet. Derfor kan man vel være interesseret alligevel?" Spurgte hun igen med et spørgsmål. Malia holdt øjenkontakten. Der var kun to havøjne, hun faktisk kunne lide eller som faktisk kunne lide hende. Så hvorfor skulle denne kvinde være anderledes.Da hun spurgte om noget med sit sprog, som ikke var fordi Malia ikke forstod. Hun havde hørt meget forskellig, og haft glimrende tid til at lærer at lære sådanne ting som sprog. Men det var altid bedre, at lade fjenden tro, at man ikke forstod dem.
"Dine kamp råb var ret høje, og jeg var i nærheden. Derfor havøje." Svarede Malia og sukkede halv opgivende over situationen. "Har du tænkt dig at fjerne den bue, eller skal jeg være dagens skydeskive for dig? For det er virkelig ikke indberettet i mine planer." Tilføjede hun irritabelt.

På mange punkter kunne man kalde Malia en chancetager, men når hun kunne se chancen for hendes liv at hænge i løbet af to sekunder - så tænkte hun sig en ekstra gang om. Men at dræbe hende her, ville ikke gøre kvinden godt. Nogle fra hendes slægt kunne kommunikerer med naturen på et andet niveau end andre turde drømme om. Og træerne skulle nødig sladre.

Keeva stod bare med sin bue trukket tilbage og pludselig, på under et nano sekund, fløj pilen direkte forbi Malias øre, hun kunne høre suset og vindpuset ved sit øre og "tunket" fra pilen der borede sig fast træstammen bag Malia.
Upsy kom det fra hende flabet og lagde buen fra sig op af hvad lignede noget sammenrullede pels.
You got guts leafgirl kommenterede hun imponerede, det var ikke mange som ville turde at stå stolt foran et som så ud som Keeva og ikke blive bare en lille smule, eller også var det nok mere fordi at Keeva var mere kendt som en heks i sin egen landsby og de stede hvor hun havde været eller boede. Som da hun mødte Luna, først datter af lederen af The Takumara, nu selv lederen, der blev hun også stempede som heks, ikke at det rørte hende, hun fik jo lov til at nærmest tæve løs/træne på tøsen. Keeva havde været imponeret over Lunas viljestyrke til at fortsætte, da hun blev kastede rundt is starten og flere gang havde været tæt på at dø.
Det var hvad imponerede Keeva mest ved Luna, selv efter at Keeva mistede lidt fornuften og brugte sin blod manipulation evne, gav tøsen ikke op.
Hva' jeg laver? Træner selvfølgelig svarede hun i et lidt duh svar med sin skotske accent og greb sit kropslange spyd og vendte sig mod den nyankommende.
Can you fight leafgirl? Spurgte hun Malia og studerede Crawford pigen med sine havblå øjne, hun lignede en som kunne give en god udfordring, catch kaldte hun mod Malia og kastede hende en tyk trænings kæp militæret ofte brugte til at træne rekrutter med inden de fik lov til at få noget der faktisk kunne slå dem eller andre rekrutter ihjel ved et uheld, men siden at hun kun havde sin bo-stav og sit spyd, kunne den fremmede pige få staven, hun havde bestemt ikke tænkt sig at give pigen sit eget spyd, det var hendes.

Pilen suste forbi hendes ører, hvilket naturligvis gav et sæt i Malia. Men ikke noget hun viste denne kvinde. Malia var mange ting men en kujon eller bange var ikke nogle af dem. Malia kiggede ikk tilbage på pilen for at se hvad den havde ramt, men hun kiggede derimod fortsat på Keeva. You got guts leafgirl. De ord lød behageligt i Malias ører, for det havde hun altid ønsket - ikke blot at huskes som en slavetøs, men som noget større. Måske var hun ved at komme på rette kurs? Let sank Malia en klump. Buen blev lagt fra sig nu, og de grønne øjne fulgte kvindens mindste bevægelser ganske analyserende. Hvad hun lavede var åbenlys, og tonen fra kvindens tunge fik Malia til at rulle en smule med øjnene. Takumara tøsen greb sit spyd, hvilket fik Malia til at knibe øjnene let. Hvad skulle der ske nu? Spørgsmålet løb kort koldt ned af ryggen på hende, om hun kunne kæmpe? Malia var måske ikke den bedste, men hun vidste, hun havde viljestyrken til at ville overleve. Mon det ville hjælpe hende her? Det vidste man ikke før man tog udfordringen op. Desuden var Malia ofte bedre til mange ting end hun selv troede. Da Malia fik kastet trænings kæppen i sin retning greb hun den elegant. Hendes instinkter fejlede intet, tvært imod. Så snart Malia havde fået følelsen, var hun egentlig klar.
"Bring it on oceangirl." Sagde hun med et skævt smil. Måske lidt for selvsikkert, men Malia var ikke bange. Ikke bange for hverken at komme til skade eller andet. Det var nok en af hendes stærkere karaktertræk, men også en af hendes svagheder.

Malia var van til at analysere folks angreb mod hende, og i en to mod to kamp var det en ret god styrke at have. Simon havde da førhen vist hende et par tricks, hvis nogle skulle gøre noget imod hende hun ikke kunne lide. Dog ikke ligefrem med våben, det havde hun fået Aaron til at finde folk der kunne lærer hende - eller nærmere selv været rundt og finde folk. Det var ikke ligefrem fordi, hendes kære storebror ønskede hun skulle springe rundt og udforske verden - hun var trods alt lige vendt hjem. Malia var forberedt så snart slagende brudt ud, ikke at hun var uovervindelig - men hun var ikke typen der gav op før hun i hvert fald ikke havde mere energi.

Keeva tog spydet i begge hænder og holdt det oppe så det gik langs sin underarm og pegede spydet mod Malia og begyndte at gå i cirkel omkring Malia. Der var helt stille i skoven, som om skoven og dyrene holdt vejret, mens de alle ventede spændt på at se hvem der rykkede først ind for et angreb.
Selvfølgelig var det Keeva som tog det første angreb, hun var afterall en meget aggrassiv kriger, like father like daughter. Hendes far lærte hende at et godt defensiv var et godt offensiv, for hvis man ikke lod modstanderen få et ordentligt fodfæste, ville de sjældent kunne vinde. Denne tanke var samme tanke som vandt Takumara mange kampe og slag under krigen, så faktisk var det krigstaktiker som Keeva brugte.
Noget hårdt men vådt fløj lige direkte ind i maven på Malia hårdt nok til at skabe en mavepuster, men før Malia nåede at bukke sammen sprang Keeva mod hende i et cirkel spring. Det lignede næsten en dans da hun snorrede rundt og landede bunden af spydet på siden af Malias hoved så det ville sende hende i jorden med hovedet først.
Keeva snorrede rundt og stod med spydet peget nedad mod jorden, så selve staven som hun holdt om, placerede hun bag sig, pegede skrådt opad mod trætoppene.
Too slow leafgirl kommenterede hun på den grønøjede pige som hun lige havde givet en hård omgang, det var ikke engang fordi at Malia var en Crawford, da Luna fik lige så hårde omgange, det var bare sådan at Keeva kæmpede.
Tough up or go home, i kamp, kunne man ikke bruge svæklinge da de bare ville blive slået ihjel, hvilket var hvad Keeva havde set i naturen, en svag ulv blive aldrig kunne klare sig i naturen.
Get up Leafgirl kommenterede hun på den grønøjede pige og greb spydet med begge hænder igen og svingede det rundt og stod klar foran Malia, klar på pigens move.

Keeva var voldsom, men Malia havde stadigvæk oplevet værre. Slaget i maven tog pusten fra hende og hun mærkede slaget imod sit hoved. Let vrissede hun. Smerten var det ikke af, men over at hun hadede at tabe. Så snart Keeva trådte lidt væk sprang Malia hurtigt op og landede på begge ben. Let gik hun grebet om kæppen igen og pustede let ud.
"Was that all?" Spurgte hun mååååske en lille smule flabet, men Malias grænser trængte til at blive udfordret. Det var hendes tur til at gå lige på og hårdt. Hun havde ikke tænkt sig at give op, og imens hendes arbejde med at bruge sine instinkter til at slå fra sig. Så havde hun en anden jordforbindelse end Keeva måske havde - det var nok blot på grund af slægten. Naturen var på hendes side, på en anden måde. Malia placerede køllen imod ansigtet, hvorefter hun brugte en hurtig fodfinte til at fælde Keeva. Et lille løft med øjenbrynet gjorde Malia tilpas, og måske en anelse overmodig. Det var ligemeget hvor mange slag hun fik eller hvor mange gange Keeva fik sendt hende i jorden - Malia rejste sig op efter hver eneste gang. Til en pludselig vrede blussede op og nærmest fik de grønne øjne til at lyse en anelse kraftigere op, i en mere neonagtig farve. En følelse ramte hende, en følelse af sørg. Men den var ikke følt af hende, men hun kunne mærke, hvordan den bredte sig i en omkring dem. Så snart det gik op for hende, at hun faktisk bosatte følelsen i Keeva - så stoppede hun - eller det syntes hun selv at hun gjorde. Følelser var selv sværer at styrer, og endnu svære at kontrollere ved andre. Det var måske en smule snyd, men det var tydeligt at Malia var helt forbavset over nye evner - og det kunne blive en stærk evne - med den rette træning.
"That.. was an amazing feeling.. at least for me." Mumlede hun let for sig selv, og skælvede over til Keeva for at se hvordan hun havde det.

Keeva holdte sig i bevægelse, fra side til siden da tøsen fandme var lige så flabet som hende selv, oh hendes mor ville "elske" leafeye pigen. Det gav en form for glæde at hun ikke havde boede pilen fast i panden på tøsen og dræbt hende, hun havde mod eller var det dumdristighed? Keeva så hvert fald en del af sig selv i tøsens atittude da Crawford pigen blev ved med at komme op fra slagene hun fik. Det skal lige siges at det ikke var blide slag Malia fik, det var lige på og hårdt og ikke noget for svæklinge.
Keeva blokkerede og parerede Crawford pigens slag med sit spyd, men noget andet ramte hende i stedetfor, noget hun ikke lige havde forventede. Da tøsens øjne pludselige lyste op i et meget klart skær, og hvad lignede en form for vrede som blussede op i hende. Men hvad skete var ikke til at sige, for det ene øjeblik var Keeva kampklar, klar på hvert lille move leafeye kunne tænke at bruge mod hende, det næste øjeblik blev hun ramt af en følelse, en meget kræftig følelse. En følelse hun ikke havde følt siden.. siden hun fik af vide at sin var død i slaget mellem Crawford og Takumara.
Problemet med denne følelse var en følelse hun havde skubbede væk da hun havde fået det af vide og det at hun af en eller anden grund ikke kunne kontrollere sine egne følelse, ramte det hende like a truck med fuldt fart.
Hun anede ikke hvordan hun skulle reagere, men hun hadede den inderligt, da hun viste svagheder foran en fremmede.
Keeva stoppede op i kort sekund som hendes øjne fik et klart genskær fra tåre som blev skabt.
Dè an .. thu! How did..? How fucking dare you! lød det fra Keeva nu med en blanding af had og sorg, den tøs havde lige vækkede følelsen af savn og sorg over hun aldrig fik lov til at sige ordentlig farvel til sin far inden han tog af sted fordi de kom op og skændes over Keevas evne og brugen af det.
Keeva havde et dyrisk blik, et vildt ulve-lignende blik i øjne, som om en barriere var slået fra.
Malia følte en pludselig smerte i kroppen, en sønderlig forfærdelig smerte, som om noget kontrollere hendes krop uden rigtig at vise nogen fysiske tegn på at hendes krop blev kontrollerede.
Malias arme og ben begyndte at vende og dreje smertefuldt, som var hendes lemmer ved at rives fra kroppen.
Keeva stod oprejst med sit spyd fast i den ene hånd og kiggede vildt og dyrisk Malia i øjne, men denne gang var det som om at noget havde taget over hende, noget psykisk.
Malia blev pressede ned i knæ mens Keeva bare stod og fulgte Malias tvungen position mens knoglerne i kroppen på Malia næsten lød som de var ved at blive knust under det ekstreme pres som hendes krop havde fået.
Igen, mod Malias vilje, blev hun tvungede op at stå igen med ingen form for forsvar, hun fik simpelthen ikke lov af sin egen krop til at hverken undvig eller blokkere Keevas angreb, selv hvis hun så det komme.
Keeva stod og havde deciderede et ondskabsfuldt blik efterfuldt af efter djævelsk smil som blev efterfuldt af nogle hårde vandkugler som blev sendt mod Malia og ramte flere forskellige steder på hende, flere i maven, så alt luften forsvandt og et par i ansigtet i form af hårde lussinger.
Keeva greb sit spyd og holdt det i en hånd men pegede det mod Malia som var blev tvunget smertefuldt ned i knæ igen, og blev nu hårdt og brutalt slået, ene knytnæve efter den anden i ansigtet, How fucking dare ye to make me remember! Skreg hun rasende og gal, men samtidige med utrolig smerte fra sorgen over at miste sin far og det at det er tøsens skyld at hun fik dem frem.
Efter en god omgang prygl fra Keeva så vendte hun så om og rejste sig op og greb sit spyd og med et hurtigt snorrende rundt, snittede hendes spyds blad Malia i ansigtet, Keeva så dog ikke hvor meget eller hvor dybt spydet havde skadet Malia.
En pludselig lettelse over Malias krop, som om grebet over hende var forsvundet lige så hurtigt som det var komme, men faren var ikke over endnu.
Keeva stod med sin bue spændt og en pil lagt for, pegede mod Malia, gi' mig en god grund til at jeg ikke give dig et ekstra luft hul! sagde hun truende og rasende.
Hun kunne slet ikke håndtere den følelse som Malia havde give, hun var vand til at håndtere alt selv, hun havde aldrig været bange for noget, eller føle sådan en ekstrem sorg, eller bakke ud af en kamp. Hun var nærmest den første til at slutte sig til et slag, hvis det kom til det.
Men dette, det vidste hun ikke hvordan hun skulle håndtere og kæmpede en indre kamp for ikke at bryde i gråd, tåre var i indes øjne med en enkel tåre som langsomt løb ned af kinden.

//Jeg lader dig om at bestemme hvor dybt Keevas spyd cutter i Malias ansigt, da jeg synes du ska' bestemme det, da vi ikke rigtig har snakkede om hvor vildt eller dybt det skal være for et ar c: Håber det er et godt nok svar på hendes reaktion over Malia messing with her emotions :3 xD <3//

Pludselig angreb Keeva virkelig voldsomt. Ikke at Malia blev overrasket eller panikkede af den grund. Angrebet af vand der næsten slog luften ud af hende, men det stoppede hende ikke Malia i at se op. Slag i ansigtet holdt hun også ud. Lidt hård opførsel var hun skam van til. Dette var ingenting. Malia var tvunget ned i knæ igen af Keeva - spydet havde tøsen i den ene hånd og en næve ramte Malias kind så voldsomt af hun måtte spytte blodet ud bagefter - men spyttede det tog ud i retning af Keeva i stedet for. Let skar hun kort ansigt da spyddet skar hende lige henover øret. Så snart Keeva var væk rejste Malia sig op igen. Ikke alle var i stand til det. Men ikke alle var van til at blive tæsket løs på som en anden boksepude, og blive bedt om at skride bagefter. Så snart hun var oppe havde Keeva grebet sin bue igen, og den var rettet imod Malia. Let tørrede Malia blodet væk fra sine læber med sin håndryg. Vreden og sorgen var stærk lige nu - at hun kunne føle den fra hvor hun stod. Havde hun gjort det?

"JEg har ikke nogen god grund? Det er ikke fordi vi er venner eller noget." Let trak hun på den ene skulder. "Det jeg gjorde.. har jeg ingen anelse om hvordan jeg gjorde. " Tilføjede hun ærligt, imens hun kunne mærke følelsen af alle de følelser i hendes eget system som kæmpede om at blive hørt af Maila. En evne aktiveret var aldrig ligefrem let.
"Jeg er her ikke for at være din fjende, men fandme heller ikke for at blive gennemtævet. Jeg har nok af at blive behandlet som lort af din slægt." Malia havde fået en gren han bagved Keeva, og den greb om hendes ben - så Keeva ville falde ned på siden. Pilen undveg Malia med nød og næppe.. men hun gik hurtigt hen og sparkede buen ud af benene på Keeva. Et slag af en næve blev placeret på Keevas kind - Malia havde ikke haft kontrol eller evne til at slå igen før - men der var ikke nogen til at holde hende tilbage lige nu. Kun foragt kontrollerede hende og hendes nyfundende vrede. Et par slag til før Malia trak sig tilbage.
"I should ask you the same. Give me one good reason not to end you." Hun samlede Keevas spyd op og kunne på få sekunder sagtens stikke det igennem den krigeriske Takumarianer. Så slog hun af og trak sig væk i et grin. Dog holdt hun spyddet stadigvæk imens hun gav Keeva en chance for at stå op.
"And this is why your bloodlines are enemies." Let rystede hun på hovedet og kastede Keevas spyd tilbage til hende. "Jeg ønsker ikke at gå i krig med dig, så hellere kæmpe med dig." Malia vidste godt hun selv skulle kontrollere sine følelser, specielt hvis hun skulle kontrollere andres.

Tror du hvordan min slægt behandler dig, påvirker mig?! svarede hun aggressivt og lige i det at hun skulle til at affyre sin pil, faldt hun, eller nærmere, hun blev fælede af tøsens naturevne. Keeva kunne tag slagene, hun var trodsalt oplært af sin far og hans venner som var del af det Takumaraske militær. Keeva kom op på knæ og spyttede blod ud, og kiggede på tøsen og et djævelisk smil formede sig, I like you, too bad you're gonna lose! råbte hun og hvad Malia før havde tænkt sig at gøre, kunne hun godt droppe, Keeva havde et vildt og dyrisk blik som hun rejste sig op og tvang Malia til at kaste spydet til siden og derefter tvinge hende smertefuldt ned i knæ.
Som Malia sad på knæ, begyndte hun uden at kunne styre sin krop, at vride sig, ikke for nydelse eller sjov, men fordi at Keeva kontrollere hendes krop.
Det var ikke en blid vridelse, men lige på rangen til at hendes knogler ville knække, eller nærmere, vridelsen kom tættere og tættere på at brække knoglerne på tøsen. Keeva var ligeglad, eller sit blodrus gjorde at hun var ligeglad om hun rent faktisk slog tøsen ihjel. Det var ulempen ved blod minapulation, det kunne tage over en og slå folk ihjel, hvis man ikke havde mestrede selvkontrol, hvilket Keeva ikke rigtige havde lige nu, siden at Malia havde vækkede vise dårlige minder om sin far.
Smerten var ude af denne verden, da modsætning til torturingsredskaber som gav smerte på enkel steder på kroppen, så var blod manipulations smerte over hele kroppen, alle led, lemme og ting som kunne bøjes og knækkes, i dyb fysisk smerte men også psykologisk smerte.
Keeva kontrollere stortset Malias krop og fik hende til at vride og dreje sig, mens hun stod med en blanding af et psykopatisk og smørret smil.
I don't fucking care about bloodlines! Råbte hun tilbage som svar.

//Uh uh uh, ku' det ik' være sjovt, hvis like Keeva brækker Malias arm og Keeva tager hende hen til Nath som så healer hendes arm, så'en gi' Nath en lille cameo i vores emne? c: hvis Nath self. har lyst til at ha' en lille cameo xD p.s. brækker ik' Malias arm, hvis du ik' har lyst til at Malia får brækkede armen og har den brækket i lidt tid xD <3

Pludselig kom følelsen af mangel på kontrol springende. Malia mistede fuldkommen besiddelsen af sin egen krop, og følelsen af smerte skød igennem hende i fuldedrag. Hvis hun ikke var opdraget på anden vis ville hun have skreget højt af den brændende smerte. Følelsen af alt der vendte sig i hende, ledende der ønskede at knække - kroppen der ønskede at give op. Smerten fik hende til at gispe, på rangen til at kunne give udtryk for smerten - men hun gjorde alt i verden for at bide det i sig. Men den var intens. Malia havde ikke prøvet smerte på denne måde, ganske vidst havde hun fået brækket knogler før - men ikke uden nogle faktisk rørte hendes hud.
"If you don't care then stop." Lykkedes det Malia at få sagt ganske hæs, det tog energi og meget af hendes person at sige noget. "You don't hate me. That is the reason why you shouldn't kill me." Tilføjede hun hurtigt og klemte øjnene sammen i smerten. Malia prøvede at kæmpe imod, men hun anede ikke hvad hun skulle kæmpe imod - hvordan hun skulle modstå sådan en evne. Malia kunne mærke sin egen vejrtrækning blive hurtigere, hendes krop gik i panik - men Malias hoved forstod ikke meddelelserne der blev sendt dertil. Hvorfor kroppen reagerede som den gjorde, bemærkede Malia slet ikke.
"Jeg gjor.. jeg gjorde noget... s..som fi..k dig til a..at... føle noget.. ddd..du ikke ønskede... med din hj..med din hjælp.. kan ..kkkan.. du lære mig.. at styrer det?" Kom det hende at sige, hvert ord gjorde det mere svært at blive færdig med sætningen - men Malia var stædig - mere stædig end hvad der var godt for hende.

Keeva var i komplete blodrus, hun var på rangen til at miste kontrollen og hvis hun mistede kontrollen, var der stor sansynlighed for at hun ville dø, langsomt, smertefuldt, men død til sidst, når hendes hals ville knække i en bevægelse som ville brække rygraden over.
Keeva havde stadig et dyrisk blik med djævelsk smil, dog blikket begyndte at forsvinde, hun havde en indre kamp med sig selv nu, før hun mistede helt sin kontrol.
Pludselig stoppede smerten og Malia havde kontrol over sin krop, dog hendes krops signaler var stadig meget forvirrede over den pludselige smerte og så pludselig ikke at havde smerte, var næsten som om hun havde trænede sin krop så hårdt at den var udkørt for energi, som at løbe en gigantisk marathon.
Smerten havde stoppede ved at Keeva havde skreget og faldt på knæ, selv udkørt for evergi, siden hun lige havde haft den vildeste selvkontrols magtkamp med sin evne.
Hun træk vejret tungt og i lange stød, sveden viste sig på hendes ansigt som hun kiggede hen på Malia, og et lille træt smil formede sig, sorry.. kom det fra hende, som hun mindede om sig selv igen og vendte sig rundt og satte sig op af et træ for at få noget at støtte sin ryg på.
Hele skoven havde holdt vejret i deres lille magtkamp om hvem der var stædigere end den anden, en kølig vind tog begge piger i håret som blade dalede ned fra trætoppene over dem.

Pludselig slap smerten og Malia kunne ikke andet end sukke lettet ud. Vejrtrækningen var tung og sørgede virkelig for at få luften ordenlig i systemet. Skriget gjorde det stoppede - men det var ikke Malia der havde skreget. Det havde gjort de grønne øjne flyttede sig over til lydens kilde. Måske havde Keeva endelig fået nok, og kroppen havde sagt stop. De var begge udmattede, og Malia fik sig trukket over til træet ved siden af Keeva. De lignede det de lignede - to der havde kæmpet til døden - men begge overlevende. Energiniveauet var på sit mindste, og Malia kunne mærke lysten til at lukke øjnene ramte hende. Svedperlerne dansede henover hendes pande. Hendes vejrtrækning var tung, men ikke noget der signaliserede livsfare på nogen måde.
"You fight good." Fik hun mumlet frem og vendte let ansigtet over imod Keeva. Den stille vind der ramte hende, var behagelig. Fri. Malia var stadigvæk i live. Den kolde luft syntes at lette hendes anstrengelser for kampen. Malia lukkede let øjnene i og følte hun forsvandt hen i lidt tid. Trætheden dog over hendes system. Kvæstelserne tog over hende kroppen faldt i søvn op af Keeva. Hun så nu ganske fredfyldt ud, med blod og sår - samt mærker over det hele. Men ansigtet så noget så uskyldigt ud dog.

Keeva var udkørt som de begge sad op af træet trætte, brugte de hinanden som stødte. keeva smilede kort, men gjorde ondt at smile en smule, så hun stoppede for så hurtigt at falde i søvn.
Keeva vågnede op ved at mærke en stikken i siden af hovedet og smerte i læben, fuck, tøsen havde virkedelig givet hende et par snit og skrammer, samt et blåt øje. Keeva havde aldrig følt sig så i live før, det havde været sjovt, pånær lige da hun mistede kontrollen over sig selv.. eller det var faktisk også sjovt, på en måde, a sort of guilty pleasure form for ting.
Malia virkede til stadig at sove, det blødte ned af siden på Malias hoved, da Keevas spyd havde skårede hende fra deres kamp, hvilket i følge keeva, gav karakter.
Ud over havde hun fåede samme behandling, faktisk værre, da Malias læbe var flækkede, præcis som Keevas så, en smule blod langsomt løb ned af hendes læbe.
Dog var det sikkert værre når hun vågnede, da de begge havde udleverede nogle hæftede slag til hinanden, noget som ikke var for svage eller utrænede folk.
Keeva rejste sig op, mærkede først rigtig hvor ondt hun havde i kroppen, fuck hvor havde hun det fantastisk, fantastisk træning, det skulle de prøvede noget mere af. Hendes hest stod der stadig, det var da altid noget, så kunne hun få pakkede det hele sammen, hvad hun nu kunne, uden at det gjorde for ondt.
Keeva tog Malias over sin skulder, efter hun havde pakkede sammen hvad der nu kunne være på hesten, så noget som træningsdummies, blev efterladt, hvem ville dog også tage en træningsdummie?

Malia var helt væk, udmattelsen havde taget over hende og søvnen gjorde hun ikke engang bemærkede Keeva der trak hende op på sin skulder. Turen kom ind imod Takumaras område. Malia vågnede lettere op på hestens ryg. Hvilket gjorde hun kiggede sig lidt omkring med slørret blik. Hun skulle i hvert fald ikke dybere ind på Takumara grund end hun allerede havde været. Lettere stædigt lod hun sig falde ned fra hesten, og kravlede hen af jorden - til hun fandt noget hun kunne bruge til at rejse sig op. Det svimlede for hende og før hun anede af det, blev hun ført væk af nogle vagter der ikke ligefrem var glade for en Takumara på Crawford område.

//Kort slutning, men ja xD Out