You don't belong here | Malia |

Sted | Først Noahs hjem, senere byen.
Omgivelser | Der er få mennesker ude.
Tid | 21.08.
Vejr | Solen er for længst gået ned, og har efterladt mørke og stilhed i sit fravær.
Påklædning.

Noah stod på sit værelse, usikker på om han overhovedet skulle bevæge sig ud den aften. Han vidste ikke hvorfor han følte den usikkerhed. Sådan havde han det nu bare. Men han var trodsig, og ingen fornemmelse skulle fortælle ham, om han blev hjemme. Han trak hætten tæt om sit ansigt, og bevægede sig ud igennem hjemmet. Det lykkedes ham at forsvinde uset, uden at finde på en undskyldning undervejs. Hans familie måtte have travlt med andre sager.

Mørket lagde sig om Noah, som han trådte ud i byen. Det var ikke fordi Noah, gik imod hans families ønsker. Ikke som sådan. Han var bare ikke den der skulle overtage alting. Han var glad for det. For han var på ingen måde i stand til det. Han var ikke som Luna. Han kunne ikke bare tage imod alt livet havde at byde på, og ikke slå sig ud. Han havde prøvet, men det var ikke lykkedes ham. Noah gik hvileløst rundt, uden at vide hvor han var på vej hen. Han forventede ikke at se mange folk ude. Det var mørkt, og belysning var der ikke meget af. Men nok til at se hvor man gik og spotte folk man kendte.

Noah så en skikkelse længere henne. Han kunne ikke se mange detaljer, men hendes kropssprog udtrykte nok. Hun virkede utryg, som om nogen fulgte efter hende. Han havde på fornemmelsen, hun ikke hørte hjemme i Fairlake. Han gik hen imod hende, men hensigt at se nærmere på hendes øjne. Han håbede et sted de var blå, men den dårlige mavefornemmelse var vendt tilbage.

Det var aftenen tingene ændrede sig markant. Hun havde stukket en kniv ind i kvinden der havde ejet huset, og stukket af. Malia kendte ikke vejene rundt, og var sikker på snart at blive opdaget. Frygten fik hendes hjerte til at banke hurtigere og hurtigere. Kort stoppede hun op og lod blikket glide omkring. Det var første gang hun faktisk var så langt væk fra huset, og hun anede ikke, hvor eller hvordan hun skulle komme væk herfra. Hendes tøj var ikke ligefrem noget af det varmeste eller pæneste. Det bestod af et par slidte bukser og en forvasket lilla top. Håret hang glat ned over hendes skuldre, og svang sig i takt med de vilde bevægelser hovedet rykkede til siden. Så satte hun i løb igen, men stoppede op lidt væk fra. Det virkede håbløst. Når hun blev opdaget vil de sikkert slå hende ihjel. Dette føltes ikke engang som frihed. Hun var ikke sluppet fri endnu. Nattens mørke gjorde det heller ikke lettere, eller jo - der var ikke mange ude. Derfor kunne hun tydeligt hører lyden af sit tunge åndedrag. Den eneste ting i verden hun ejede var det navn, hun havde givet til sig selv. Hvorfra hun havde navnet måtte hendes fantasi svare på. Pludselig kunne hun mærke nogle der kiggede på hende bagfra. Panikken kradsede hende ned af ryggen. Gav hende lyst til at krybe sammen.

Malia tog en dyb indånding og drejede sig rundt. Denne aften var om at lade sine dæmoner stå og se chokeret ud - imens man gjorde alt det man var bange for. De grønne øjne vidste udmærket godt, at de havøjnfarvede ikke kunne lide hende. Hendes øjne besad en gnist af styrke bagved den tykke tåge af frygt.
"Can you please help me. I'm lost.. trying to get away from here." Forsøgte hun sig, men hendes stemme var hæs og en anelse svag. Så hun måtte tættere på, ikke at hun ligefrem turde. De fleste havøjne behandlede hende ikke som andet end den slave hun var - så imens hun tog sig sammen og gik imod ham - havde alle forventningerne ramt hende. Han ville slå hende eller værre. Det gjorde de andre.
"If you are going to hurt me.. kill me.. something.. please just to it fast." Spurgte hun kort og sank en klump.

Noah var af naturlige grunde, ikke glad for de slægter der gik imod ham. Men han vidste også der var folk i andre slægter der, lige som ham selv, ikke gik voldsomt meget op i den politiske del af den nu overstået krig. Han syntes bare folk skulle komme videre, og lade folk leve deres liv i fred. En øjenfarve, skulle ikke være et grundlag for at henrette nogen. Det kunne også komme folk til fordel, hvis nogle fra andre slægter mødte Noah. Han ville ikke nødvendigvis melde dem til autoriteterne. Ikke hvis han følte de var uskyldige. Han kunne ikke se hendes øjne fra afstanden der var imellem dem. Ikke før hun trådte tættere på, efter hendes første hæse sætning. Hun var bange, men der var også en styrke gemt bag. En styrke han ønskede han selv kunne finde frem. ”You’re going to get killed, if you don’t stop talking right now.”

Det var ikke ment som en trussel, men hvis andre hørte hvad hun sagde, ville muligvis ikke være lige så forstående som ham. ”I’ll help you. But not now. You need strenght first, some food and sleep.” Noah gik med glæde tilbage til hans hus og fandt noget hun kunne spise, og måske noget bedre tøj også, hvis han kunne komme afsted med det. ”Let’s go.” Noah lagde en arm hen over hendes ryg, og greb fat i hendes arm og begyndte at gå. Han kendte et lille afsides hus, der kunne huse dem henover natten. Eller hende i hvert fald. Så kunne han tjekke på hende næste morgen. ”I know a place where you can sleep for the night. I can get you some food and maybe some clothes.” Hvorfor Noah hjalp hende, var han endnu ikke helt sikker på. Hun virkede bare så bange. Hun havde lignet ham, når han kiggede sig selv i spejlet de seneste mange år. Han kunne ikke lade vær med at hjælpe hende.

Malia holdt mund da hun fik bud på det, ren reaktion. Let kneb hun øjnene og var tydeligvis overrasket over situationen ikke blev håndteret som hun troede. Det var tydeligt at det var længe siden, at hun havde modtaget hjælp - der havde ikke været nogen siden Nate havde været der for hende. Hun nåede ikke rigtigt at modsige ham eller noget før han havde lagt sin arm om hendes ryg. Følelsen var anderledes... blid. Det fik hende til at kigge op på ham, som et lille bange dådyr, så uskyldigt. Det var underligt at nogle hjalp hende, og naturligvis sneg tanken ind om, at han lokkede hende i en fælde. Men hun havde intet at miste.
"Why are you so nice to me?" Spurgte hun lettere skeptisk og sank en klump. Det var utaknemligt at sige sådan noget, uforskammet - men hun var nød til at spørge. For ærlig talt var det alt for meget, men hun vidste ikke om det var for godt til at være sandt.
"I just want to get away from here... you promise you will help me out? Right?" Spurgte hun og vendte de grønne øjne imod ham. Hun havde brug for at han var ærlig omkring det. Hvis der intet var at gøre, så var der intet at gøre... men hun ville ikke håbe hvis det ikke var det værd alligevel.

Det var en underlig følelse. Selvom de var gået sådan i noget tid nu, kunne hun stadigvæk mærke hans arm omkring hende - som var den lige blevet passeret der. Hun havde savnet det. Følelsen af et kram fra en man holdt af, eller blot at have en at tale med stille og roligt. En som ikke håbe eller slog en for at sige et ord forkert.
"You should hate me right? Like the other ones... I never understood why.. but I can count on one hand, two oceaneyes that have been nice to me.. my whole life.." Sagde hun lidt for sig selv imens de naturgrønne øjne var fremad rettet. Let sank hun en klump.
"Why is it? That there is only blue eyed people in this world and then.. me? Why does everyone hate me for having green eyes?" Spurgte hun undrende. Det var et spørgsmål der havde gået hende på i mange år. Hun havde aldrig prøvet sine medfødte evner. Aldrig haft muligheden for det.

Det var ikke fordi Noah ville kommandere med hende, men det var ikke ligefrem sikkert for hende der. Han smilede blidt, da hun så på ham med et uskyldigt blik. Hvordan kunne han ikke hjælpe hende? Han kunne sagtens forstå hun var skeptisk. Han havde også været det, havde rollerne været byttet. Men hans handling var der ingen grund til at være mistænkelig over. Han havde ingen bagtanke. ”Because it’s not save for you here. And for all I know, you’re innocent.” Noah var blevet opdraget til, at være imod alt der var anderledes. Men han havde skabt sine egne meninger som han blev ældre. Han så ingen grund til, at henrette eller anholde nogen, udelukkende på grund af deres øjenfarve.

”I will, I promise.” Det lille hus kom til syne I det fjerne, og det ville ikke tage dem længe før de nåede frem. Han var ikke meget for, at gå ude i det åbne. Det krævede bare en, der spottede hendes grønne øjne og så var de på den. Det var ikke meningen han skulle hjælpe hende, men han kunne ikke lade vær. Hun havde brug for venlighed. Noah havde ikke tænkt meget over armen om hendes ryg, efter noget tid, føltes det som om den hørte hjemme der. Det var alt for let, at vende en krop til noget. ”You don’t know? About the war?” Det var næsten almen viden for alle stammer, så det kom bag på, ham ikke kendte til hende. ”I’ll explain everything inside.” Han flyttede sin hånd fra hendes ryg, og åbnede i stedet døren for hende. Han så sig rundt, for at være sikker på ingen havde set dem. Noah havde dog ingen idé om, hvor han skulle starte den samtale. Det var et emne han kendte meget til, men også et emne med mange informationer.

Da de var indenfor, satte han sig ned i den støvede sofa. Det var tydeligt det var en efterladt bolig, men den passede meget godt til omstændighederne. ”We’re called The Takumaras, if you want to get technical. But in daily speak, you can call us ocean eyes. But you’re not alone. There are plenty people with green eyes out there. For us, people with green eyes are considered the enemy, because of the war. But I don’t think that. Some Crawfords, that’s what they’re called, are our enemy. But not everyone.” Noah kunne godt forstå, hun troede hun var alene. Ud fra hvad hun havde fortalt, lød det som om hun ikke havde set andre end Takumaras hele hendes liv. ”There are a lot to tell, so if you want to know, it would be easier if you asked.” Han kunne sagtens udpensle starten af krigen til slutningen, men han tvivlede på det faktisk interesserede hende.[/color]

Innocent. Hvorfra vidste han, at hun var uskyldig. Hun var ikke uskyldig, hun havde lige slået en ihjel. Det var ikke ligefrem uskyldskaraktertræk. De gik hurtigt, han lød heller ikke frem til at ville tale før de var væk fra gaderne. Krig. Hvilken krig? Hun så underligt på ham. Var en krig grund til hadet? Det ville forklare en del af de slag hun havde modtaget. Mange af dem faktisk. De kom indenfor. Lettere støvet, men stadigvæk bedre møbleret end det værelse hun havde haft før.
Det sekund armen faldt fra hendes ryg blev den kold igen, hvilket undrede hende - hvorfor hendes krop havde vendt sig så hurtigt til den følelse. Da hun kom ind fulgte hun ham hen til sofaen, og satte sig ved siden af ham. Hendes ansigt var rettet imod ham, øjnene på let kneb fordi hun virkelig prøvede at forstå og lytte til hvad han fortalte. Man kunne stille se på hende, des mere han fortalte - des mere hang prikkerne sammen på hende. Inden i blev hun blot værre og værre. Hun var blevet behandlet som et symbol på alt der var gået galt i den krig, og hun havde aldrig kendt noget til den. Hendes vrede falmede dog da han gav sin mening. Det hjalp, at ikke alle så hende sådan. At der i hvert fald var to, der ikke så hende kun for hendes øjne. Let bed hun sig i læben og så fremad.
"I never understood why.. why they hated me so much.. now I do." Hviskede hun lidt til sig selv og sank en klump.
"So you say... that I can find people like me.. maybe my family? Everyone has one out there.. not that they would want me.. why give me up in the first place." Den korte begejstring blev slugt af mørket hurtigt. Hun rystede let på hovedet.
"I'm sorry. You didn't help me to hear me talking about all this dark stuff." Let gned hun sin hånd op af den ene arm, hvor et ret så stort blåtmærke var plantet. Hendes tøj dækkede for det meste diverse skader, men det havde ikke været specielt let for hende heller.

Malia var usikker på om han ville blive her, eller om han havde andre steder at gå hen for aftenen. Nok var han fremmed, men hun ønskede alligevel ikke at han skulle gå nogle steder. Næste gang hun mødte en af disse havøjne, ville det næppe være sikkert at de var ligeså venlige som ham her.
"I call myself Malia." Sagde hun så for at præsentere sig, et skævt smil sneg sig op på hendes læber - og var nok første gang han havde set hende smile.

Noah havde bare en fornemmelse om hende. En fornemmelse af hun ikke var en af de slemme. Noah var faldet over huset, på en af hans gåture. Dem foretog han mange af efterhånden. ”I hope it’s okay.” Han var klar over, der fandtes bedre steder at opholde sig, men det var det bedste han kunne finde på med den korte varsel. Eller ikke-eksisterende var måske et bedre ord. Han havde ikke ligefrem tænkt, han skulle finde en Crawford pige og skjule hende, da han stod ud af sengen den morgen.

Noah rykkede sig lidt væk fra hende, da han godt kunne fornemme hvor hans tanker gik hen, og hans krop tøvede ikke med at følge efter. Han fik ikke helt fat i hvad hun hviskede, men det lød heller ikke til, at være rettet imod ham. ”It’s possible.” Han kunne godt se og høre, hvordan begejstringen hurtigt forsvandt. ”Hey,” han lagde en hånd på hendes overarm, men måtte først rykke tilbage til sin oprindelige plads. ”Maybe they had a good reason. The war was tough for everyone. Maybe they thought you were safer with someone else.” Han flyttede sin hånd og lagde den i stedet på hans knæ. ”Are you hurt?” Det så umiddelbart ikke ud til det, men måske hun var god til at skjule det.

Noah så igen på hendes læber, da hun smilede. Hun havde et flot smil. ”I’m Noah.” Han tøvede med sit efternavn, da han ikke ønskede at skræmme hende. Det var sandsynligt hun havde hørt hans efternavn før, og hans familie var ikke ligefrem glad for dem med grønne øjne. Hvorfor skulle han være anderledes? ”Do you need anything, something to eat? Drink?” Han så hende i øjnene med et indbydende smil på læberne. Han ønskede bare hun følte sig tryg.

Stedet var helt fint, hun havde ærligtalt ikke forventet ret meget. Specielt ikke at han ville hjælpe hende, eller faktisk skjule hende. Malia lod mærke til det øjeblik han rykkede sig lidt væk fra hende, men hun sagde ikke noget til det. Det var op til ham, hvor tæt han ønskede at sidde ved hende. Dog gik der ikke længe før han faktisk sad tæt ved hende igen med en hånd imod hendes overarm. Malia kunne ikke se en god grund. En god grund til at hendes forældre skulle sende hende over til fjenden.
"Or maybe.. they needed money.. and selling an nature eyed babygirl was the most easy thing to do." Tilføjede hun kort efter han havde fjernet hånden. Det tog ham ikke længe om at spørge om hun var skadet, hvilket kom bag på hende - ikke at han spurgte, men at nogle spurgte. Hun ønskede ikke at han skulle begynde at bekymre sig for meget omkring hende, det var hun ikke værd.
"Nothing I can't handle.." Hendes stemme var lidt usikker når hun sagde, at hun kunne klare det - men det kunne hun, det var hun nød til at kunne. "I'm used to it so." Tilføjede hun og trak let på skulderen. Han gav hende sit navn, hvilket gjorde hende bedre tilpas. Et lidt større smil strakte sig op på hendes læber. Om hun havde brug for noget... Det var et godt spørgsmål. For alt hun virkelig havde lyst var at være tæt på nogle. Hendes øjne gled ganske kort henover hans læber, før hun så ham i øjnene igen. Der var ikke mange der kunne give hende en behagelig følelse, og når hun følte sig tilpas - ønskede hun blot at holde følelsen i live. Den var så sjælden at hun var bange for at miste den.

Malia nåede ikke rigtigt at tænke handling og konsekvens igennem før hun let plantede sine læber uskyldigt imod Noahs. Let trak hun sig en smule væk, i frygt for at han ville gå væk.
"I'm sorry.. I just.. I just want to stay close to you." Hviskede hun og siden hun var så tæt på - ville det ikke være umuligt for ham at høre hende. "Please don't go." Det var ikke ligefrem fordi hun gik rundt og kyssede alle normalt, han var faktisk den første person hun frivilligt havde kysset.

Noah kunne ikke helt finde ud af, hvordan han skulle være omkring hende. Det var det klassiske dilemma. Skulle man lytte til sin forstand og sit begær. Det var et næsten umuligt valg, og det forklarede hans skift af siddeplads. I sidste ende, var det svært at være væk fra hende. Ikke kun på grund af hende. Men han havde brug for det, brug for nogen at være tæt på. Malia var der, hun var venlig og virkede ikke afvisende. Han burde udnytte det, men han blev stadig holdt tilbage, af de principper der var plantet så dybt i ham. Han måtte sidde et øjeblik, før det gik op for ham hvad hun faktisk havde sagt. ”Maybe. You can only find out, if you go to the Crawfords.” Selvom Noah ikke ønskede at nærme sig deres territorium, gik han gerne et stykke af vejen for at Malia kunne blive genforenet med sin familie.

Han var glad for, hun ikke var skadet. Ikke voldsomt i hvert fald. Han fik dog en knude i maven, da hun erkendte hun var vant til det. Det var ikke noget nogen skulle være vant til. Men han vidste også, han en dag ville sidde i hendes sted. Når han blev næstkommanderende, blev han et offer for mange. Det betød også, de ville risikere meget for at skade ham. Han brød sig ikke om tanken, men han vidste også det var den realitet der ventede ham.

Noah havde set, hendes blik bevægede sig væk fra hans øjne, men var ikke klar over hvor hun i stedet så hen. Han slog blikket til siden et øjeblik, og blev taget med overraskelse, da hendes læber mødte hans. Kun et kort øjeblik, og ganske uskyldigt. Han så på hende med et overrasket blik i hans øjne. Han havde nu smagt hendes læber, og han ville have mere. Han lagde blidt en hånd om hendes nakke og rykkede sig tættere på hende. ”I’m not leaving you.” Han kyssede hende igen, denne gang i lidt længere tid. Men han stoppede kort efter, da han ikke ville have hun skulle føle sig presset til noget. Han var stadig ikke klar over, hvad hun faktisk havde været igennem. Hun behøvede ikke fortælle det, han ønskede bare hun følte sig tryg ved ham.

Det var ret nervepirrende at vente på hans reaktion, mest fordi tiden pludselig gik så umådelig langsom. Hjertet bankede hårdere og hårdere for hvert sekund, men så fik hun et ordenligt kig på ham. Han var overrasket, men ikke vred - det var ikke sådan vrede så ud, og hun kendte til vrede og ville kunne genkende det overalt. Let sank hun en klump, men da Noahs hånd ramte hendes hud ved at placere sig mod hendes nakke - var alt nervøsiteten væk. Noah kom tættere på hende, og varmen fra ham gjorde hende tryg. De ord han hviskede, gjorde hende varm inden i, og kort efter ramte hans læber hendes igen. Malia kunne mærke sommerfuglene der slog voldsomt med deres vinger, prøvede at komme fri af buret. Det var en vidunderlig følelse, at have hans læber imod hende. Kulden ramte hurtigt hendes læber da han stoppede lidt tid efter, hun åbnede let sine grønne øjne. Malia havde aldrig følt sig så tæt på en person, specielt ikke på denne måde. Hun havde aldrig længdes så meget efter at mærke en anden mod sin hud.

Let vendte hun sin font mere mod ham, og hendes hånd kærtegnede hans kind ganske blidt. De grønne øjne kiggede dybt inde i hans blå. Det føltes så rigtigt for hende, ellers ville hun ikke gøre det.
"I don't know how you do it.." Sagde hun med en svag stemme, og et smil på læben. "How you make me feel like eveything is fine.. and so .. safe." Tilføjede hun og kiggede atter kort mod hans læber før hun ramte hans øjne igen. Det var sandheden, der var ingen grund til at lyve - og det lagde heller ikke til hendes natur. Hendes hånd gled ned fra hans kind og henover hans overarm. Malias bevægelser var forsigtige, men ikke mindst blide. Aldrig havde hun været så tæt med nogen før, eller troet hun nogensinde skulle være det. Malia havde ikke megen erfaring, lidt - men ikke meget. Dog kom det helt naturligt omkring Noah. På samme måde med han ønskede at hun skulle være tilpas, havde hun det på samme måde. Måske var det derfor det var så uskyldigt? Ligepræcis denne situation var så uskyldig som noget kunne blive.
"You don't have to stop.. I like it." Sagde hun så og sank en klump. Det var blot ærlighed, om han satte pris på det eller ej var så en anden ting.

Noah vidste ikke hvad det var ved Malia, men hun ændrede noget ved ham. Han havde ikke været sig selv i mange år, men hun fik ham til at føle sig som sig selv igen. Det var der ingen der endnu havde gjort. Når han havde været sammen med Luna og Wave samtidig, eller de havde haft en familie middag der faktisk var hyggelig, havde han været tæt på. Men de ting skete så sjældent efterhånden, at han havde opgivet på det. Men Malia kunne. Og han havde ikke lyst til at slippe det. Ikke hvis han kunne undgå det. Han så ind i de grønne øjne. Han var altid omringet af blå øjne. Det eneste tidspunkt han havde kigget ind i grønne øjne, var hvis nogen blev henrettet eller fængslet. Men her sad hun, fri. Og han ønskede ikke at se lyset i hendes øjne blive slukket. Det var derfor han hjalp hende, så hendes lys kunne skinne for evigt. Han blinkede et par gange, da hun begyndte at tale igen. Han havde slet ikke opdaget, han var helt væk i hendes øjne. De var bare så anderledes end det han så på hver dag. Blå øjne var fint, men grønne var specielt her omkring. Hvem kunne vide, om han nogensinde ville se øjne som hendes igen.

”Honestly, neither do I.” Noah havde ingen idé om hvordan han gjorde det. ”I think we just feel safe with each other.” Det gik begge veje, det havde bare ikke startet ud sådan. Det havde været hende der havde været i fare først, men selvom han ikke var i fare, følte han sig i sikkerhed med hende. Han kunne være sig selv, og ingen dømte ham for det. Han var også fri. Selvfølgelig havde han lyst til at kysse hende igen. Så hvad stoppede ham? Han havde ikke følt sådan i lang tid, så hvad forhindrede ham i det? ”If you ever want it to stop, we’ll stop. Okay?” Det var svært at vide hvad der ville ske, men hvad end det var, kunne hun altid sige stop. Nu hvor han sagt det, var der ikke noget der holdte ham tilbage. Han lukkede øjnene i, og lod igen hendes varme læber møde hans. En fornemmelse han havde manglet for længe, selvom der kun var gået et par minutter.

Det var som en drøm hun ikke ønskede at vågne fra, ikke ønskede skulle stoppe. Den måtte gerne fortsætte i dette øjeblik i evigheder, i denne følelse. Malia bad til at der ikke ville blive en grund til at slukke den. Tanken om at slippe væk fra havøjnene var forsvundet i øjeblikket, han havde fået hende til at glemme alle de dårlige følelser. Malia vidste alle havøjnenes øjne var ens, men kun på farven - alle bar deres egen unikke gnist, hvor hvem de var skinnede kraftigt igennem, hvis man kiggede længe nok. Noahs var de smukkeste af dem hun nogensinde havde set. Neither do I, ordene blot lyden af hans stemme kunne få hende til at smile mere end nogensinde før. Sikker med hinanden, hun kunne lide den sætning.
"We can be eachothers safeplace." Sagde hun meget flydende imens hun så ham i øjnene. Det ville være fantastisk at have et sikkert sted i en person, og hendes følelser for Noah var nogle hun ikke kunne forklare - men hun vidste, at hun følte sig tryg.

If you ever want it to stop, we’ll stop. Okay? Et nik kom der fra hende uden at tøve.
"Okay." Svarede hun til det, for så var han sikker på hun forstod ham. Det var rart nogle respektrede hendes grænser, men Malia var ret sikker på hun ikke ville få behov for at sige stop. Malia ville aldrig rode sig ud i noget hun ikke kunne lide - okay de slag hun havde modtaget var grænsen. Engang var der en som havde prøvet at tilnærme sig hende mere intimt, og hun havde slået fra sig - hun kendte sine grænser. Dog følte hun ikke de blev krydset på en måde der var ubehageligt, og hun havde selv startet det. Så for hende var der grøntlys. Så snart det var sagt, mærkede hun hans læber mod sine igen. Malia lukkede øjnene i nydelse. Det endeløse kys der længdes efter mere og mere, et begær der ikke kunne slukkes for. Malia ønskede ikke at slukke for det, og hun ville for første gang blot lade nogle komme tæt på hende. Hun havde brug for det, og hun kunne mærke, at det havde han også. Malia placerede sig tættere på ham, hun nød varmen fra hans hud der nærmest kaldte på hende. Deres kys blev dybere, langt mere lidenskabelige end hun nogensinde havde ture drømme om.

Noah havde selvfølgelig følt sig tiltrukket af nogen før, og Malia var ikke hans første kys. Men det var det bedste. Ikke kysset i sig selv, men måden de fandt hinanden på. De var begge to fortabte sjæle, der nu havde fundet sammen. Det var det folk skrev sange om. Han forstod det endelig. Den kemi, man bare ikke føler med hvem som helst. På trods af Malias baggrund lød til, at være meget anderledes end hans egen, havde de stadig fællestræk. Hvor mange havde han endnu ikke udforsket, men det ville han meget gerne. Han ville gerne finde ud af, hvorfor han følte sig så tiltrukket af hende, i forhold til så mange andre piger. Hendes ord var præcis hvad han havde brug for at høre. Han havde brug for en person han kunne stole på, kunne fortælle alt. Malia kunne meget vel være den person. Han kunne aldrig fortælle Luna alting. Han stolede på hende, men han var ikke sikker på hvad hun ville mene, omkring hans møde med Malia. Hun var fjenden for de fleste omkring ham.

Da han var sikker på, hun var okay med det, lod han kysset fortsætte. Han var ikke tilbageholden, men forsigtig. Han tog det i langsomme skridt, så hun ikke følte sig overvældet. Det var umuligt for ham at vide, hvad hun faktisk havde været ude for. Hvis hun var vokset op hos en Takumara, kunne det umuligt have været godt for hende. Ikke alle var lige så åbne som ham. Tvært imod. Noah fjernede hans hånd fra hendes nakke, og førte den i stedet ned til hendes side. Han førte den anden om hendes ryg, og fik hende lagt forsigtigt ned på sofaen, uden at lade hans læber slippe hendes. Han havde ikke lyst til det. Da de lå der, sørgede han for at holde lidt luft imellem deres overkroppe, men deres ben lå viklet ind imellem hinanden. Han kærtegnede blidt hendes kind med hånden der havde lagt på hendes side. Han var ikke sikker på hvor det førte hen, men det ville han heller ikke tænke på. Hvis det skulle ske, ville det ske.

Hver eneste bevægelse syntes at ramme hver eneste af hendes nerver. De var flydende og efterlod et mærke i længere tid end man først ville forstille sig. Malia havde intet imod hans tiltag her, Noahs måde at fører an her - gjorde hende tilpas. Det var forsigtigt, og på trods af den nye følelse - så længdes hun efter mere for hvert sekund. Noahs hånd ramte hendes side og den anden hendes ryg. Følelsen af sofaen der ramte hendes ryg og ham over sig. Læberne imod hendes, og en tid hun ønskede der ikke skulle stoppe. Malia ønskede ikke at stoppe noget, hun ville ikke tænke - hun ville føle. Følelsen den kildrende følelse i hende, smagen af hans læber fik hende sendt et andet sted hen. Malia kendte ikke dette sted, men hun kunne lide den. Varmen fra ham gjorde hende godt, og benene viklet ind imellem hinanden. Læbernes kys der blev dybere og dybere - mere medrivende. Hun ville ikke give slip, hun ønskede ikke at give slip. Malia følte på sin vis ikke sig på ukendt grund, selvom hun var. Der var noget over Noah, som fik hende til at føle sig på ligefod - hvilket var en følelse hun aldrig havde følt før. Det var så uskyldigt alligevel så passioneret. Det var utroligt så meget følelse og forståelse der i det. Malia havde aldrig følt sig så levende.

Følelsen havde været fantastisk, hun havde aldrig været så tæt på et andet menneske før. Og nu lagde hun her imens han holdt omkring hende. Malia smilte let for sig selv imens hendes ryg var mod hans brystkasse. De stærke arme omkring hende, der følte sig til at føle sig mere sikker end hun nogensinde havde været. Let kærtegnede hun med blide strøg hans arm, og læberne ramte hans overarm i et blødt kys. Det var første gang hvor hun var nøgen, hvor hun faktisk ikke følte sig blottet. Nok kunne han se hendes ar, og ikke mindst sår samt nogle af de mere nye blåmærker. Malia generede de ikke, det var hvad der skete når man blev van til smerten. Dog ramte hendes tanker slet ikke de usikkerheder hun havde, Malias tanker var i nuet - hvad der lige var sket. Det var ikke blot en drøm, det var virkelighed.

Noah lagde sine arme om hende og så hen over hendes hoved. Han havde ikke ligefrem regnet med, hans aften ville ende sådan. Men det var langt bedre end hvad han havde forstillet sig ville ske. At han først ville gå lidt rundt, og så vende tilbage til huset og gå i seng. Noah havde lagt mærke til hendes ar og mærker som hun havde klædt sig af, men han havde ikke kommenteret det, og havde heller ikke tænkt sig at gøre det. I Noahs øjne beviste de, hvad han først havde konkluderet. At hun var en kæmper, en overlever. På trods af, Noah på ingen måde ønskede at være i hendes sted, beundrede han hendes mod, hendes styrke. Det var misundelsesværdigt, og han ville ønske han kunne finde samme styrke og samme mod, men hvis man skulle tortureres for at få det, var det på ingen måde det værd.

Noah ønskede ikke at gå, men hvis han ikke mødte op til morgenmaden, ville hans far begynde at undre sig. ”The sun is rising soon. Maybe we should get you home.” Han håbede Malia kunne finde sin familie, men han kunne ikke følge hende helt ind på Crawfords territorium. Det kunne umuligt ende godt, hvis han bare vandrede derind uden videre. ”I can help you on the way, but I can’t go with you all the way.” Han kyssede toppen af hendes hoved, og aede hendes arm med hans tommelfinger. Han ønskede de bare kunne blive liggende, være ligeglade med verden udenfor. Men han vidste også det ikke var muligt. Han blev nød til at vende tilbage, ellers ville der blive ledt efter ham.

Malia følte sig hel på en helt anden måde, og hun ville ønske at de kunne blive liggende her. Bare i dette øjeblik. Nok var hun nøgen men ikke sårbar. Hun følte sig ikke sårbar. Pludselig snakkede Noah, hvilket fik hende til at lytte efter. Naturligvis måtte alt godt komme til en ende, og hun skulle jo hjem. Det havde hun ventet på længe, at smage friheden imod sine læber.
"Yeah you are right." Svarede hun med en svag hvisken, men hun ønskede at blive her. Let åndede hun ud, og måtte indrømme at hun var glad for at han ville følge hende lidt på vej. Malia smilede også selvom han ikke kunne se det. Følelsen af hans læber der ramte toppen af hendes hoved, og kærtegnelsen på hendes arm, var generelt fantastisk.
"Really?" Spurgte hun og drejede sig så rundt. Øjnene mødtes igen, det betød vel, at hun ikke behøvede at sige helt farvel til ham endnu. "I know you can't go all the way. I don't want them to do you the things they did to me." Tilføjede hun og strøg let sin håndryg henover hans kind. Øjnene hvilede på hans. Malia sukkede let.
"I don't want you to forget me. Please remember me." Sagde hun lavt mod hans læber. Malia var ikke kendt overhovedet, og han havde sikkert meget vigtigere personer i sit liv. Nok havde de lige sagt de ville være hinandens sikre sted, men hun ønskede ikke han pludselig ombestemte sig - for der var bedre end hende derude. Det var hun ikke i tvivl om. Det var ikke ligefrem fordi, at de let kunne se hinanden når de slap fri. Det kunne ikke ende godt, men Malia ønskede det skulle ende godt.

Let placerede hun sine læber imod hans, før hun så satte sig op. Det mørke hår var en smule rodet, men det gjorde det ikke mindre smukt at kigge på. De første solstråler ramte igennem vinduet, og gav skæret i hendes øjne en perfekt glød. Hurtigt klædte hun sig alligevel på.
"When do we leave?"

Noah ville gerne se Malia igen, men han vidste det ville blive svært, og måske var det ikke det værd i sidste ende. De havde ikke kendt hinanden længe nok til, de virkeligt kunne holde af hinanden. Hvis de ikke så hinanden igen, kunne de leve hver deres liv med dette minde, men uden faren og hemmelighedsroderiet. Men for nu, skulle han bare fokusere på, at få hende sikkert hjem. Så kunne han spekulere på det andet senere. ”I’m sorry they did that.” Han vidste, han ikke kunne ændre på det der var sket. Men det var hans folk, dem han omtalte som ’os’. De havde tortureret en pige, blot på grund af hendes øjenfarve.

Noah smilede svagt, da hun kærtegnede hans kind. Hendes ord, fik ham til at se ned. ”How could I?” Efter alt der var sket, ville han ikke kunne glemme Malia. Hun havde ikke bare ændret hans dag og hans humør. Hun havde også vist ham hvordan hans slægt egentlig var. Han vidste det godt, men at det se det, var noget andet. Det bekræftede den viden han havde. Han tog sig selv i, at stirre på hendes mørke hår, skæret i hendes grønne øjne. Hun var smuk. Da hun klædte sig på, blev han tvunget ud af hans tanker, og fik selv taget tøj på. ”We better go now, before people wake up.”

Sammen gik de ud af byen. Noah var meget opmærksom på andre, på om de så hendes øjne. Men da de var væk fra byen, var han mere rolig. Der var der næppe folk der så dem komme. Omkring halvvejs til Crawfords territorium, stoppede han op. ”It’s up there.” Han pegede lige frem, så hun ikke var i tvivl. ”I shouldn’t go any further.” Han så på hende et øjeblik. Usikker på hvordan de skulle sige farvel. Med stor sandsynlighed, ville han ikke se hende igen. ”I hope you find them, your family.” Noah lagde armene om hende i et kram. Han blev nød til det, at holde om hende en sidste gang. ”Be well,” hviskede han. Måske var det lettere, hvis han bare gik. ”Goodbye.” Han trak sig væk og gik tilbage hvor han var kommet fra.