Nature calls me home - Aaron

S: Først skoven, senere ved Aaron
O: Skoven.
V: Tilpas
@Aaron

Det var underligt at være her ude. I skovene som hun havde fået fortalt historier om som barn. Hendes barndom var sluttet ret så hurtigt, og hun havde været tvunget til hurtigt at leve et liv - hvor hun skulle gøre hvad der blev sagt. Frihed kendte hun ikke til, men hvis det smagte sådan her - så kunne hun godt lide det. Malia var et navn hun selv havde givet sig, generelt hele hendes navn var noget hun selv havde fundet på. Ellers ville hun ikke have haft et, eller måske? Alle havde vel en familie et sted, spørgsmålet var blot hvorfor de havde givet hende væk? Og som en slave for nogle der så hende som en fjende. Malia havde lagt en form for maling i ansigtet omkring øjnene. Det gjorde hende bedre til at skjule sig i naturens imens hun vandrede ensomt rundt. Det var underligt at være alene, men hun havde fået af vide af Noah og Nate - at Crawfords havde samme øjenfarve som hende. Naturøjne. Malia kunne godt lide at være herude og hun var nysgerrig. Frygten var stille faldet til ro efter at være væk fra alle de havøjne - det havde givet hende en masse tid til at tænke. Samt passe på sig selv, selvom hun nogle dage følte sig lidt syg. Malia havde fundet et sværd på sin rejse dybt ind i skoven.

Pludselig stod hun overfor lyd af snak. En gruppe. Med hendes ansigtmaling var hendes øjenfarve ikke så let at se - specielt ikke med de mørke lokker der næsten dækkede hendes ansigt også. De kom imod hende, og hun kunne mærke sit hjerte springe en takt over. Grebet om sværdet blev strammere. I et skrig løb hun imod dem og svang sit sværd imod dem. Nok var hun ikke ligefrem trænet i det, men hun gjorde lidt skade - dog ikke mere end de hurtigt kunne stoppe hende igen. Et slag i hovedet slog hende ud, og hun blev svunget over deres skuldre.
"Let's take her to Aaron." Blev de hurtigt enige om, og gik tilbage til byen. Så snart de kom op mod Aarons sted, satte de hende fast til en stol - imens de ventede hun vågnede op. Dog vendte de sig om og modtog deres leder da han kom.
"Sir. This girl attacked us in the woods." Informerede han om. Malia vågnede let op og blinkede før de grønne øjne kunne se klart. Malia rykkede lidt i lænkerne. Hendes ansigt slog op i forskrækkelse og hjertet bankede voldsomt.
"Let me go." Sagde hun og prøvede at suge sin frygt til sig igen. Den barske ansigtsmaling havde måske sendt de forkerte signaler, men hun var ingen kriger - ikke spor.
"If this is how you treat strangers... no wonder why the ocean eyed hated me so much." Vrissede hun lidt for sig selv, og spyttede noget blod ud af sin mund. De grønne øjne så imod lederen der var kommet ind.

Aaron havde fået at vide at nogle af hans vagter var kommet tilbage med en pige, som havde gået til angreb på dem, mens de var i skoven. Aaron var klar til at udspørge denne pige, ingen ville komme godt afsted med at angribe hans folk.
Aaron havde siddet i et møde, mens han var blevet kladt ud til dette, det havde ikke været noget specielt møde, ikke noget som var vigtere end dette.
Aaron var nået hurtigt frem til hvor hans mænd tog imod ham. Han nikkede let til sine mænd, da de vendte sig mod ham. Som der var blevet sagt, så havde pigen åbenbart angrebet dem. Det der morede Aaron lidt, at hans mænd var fuldt trænet soldater, intet kunne snige sig ind på dem, men alligvel kunne en pige angribe dem. Han måtte have en lille snak med dem, når han var færdig med denne pige.
Let's take a look at this girl, I have heard so much about
Begyndte Aaron, inden han rigtig fik lagt øjne på denne pige. En ung pige, ikke meget yngre end ham selv. Hendes ansigt var malet, hvilket fik Aaron til at hæve et bryn. Hun havde ikke set denne pige før, og han kendte nærmest alle i hans slægt, selvom det nok virkede lidt umuligt.
Aaron kiggede ned på pigen med et undrende og søgende blik, kiggede ind i hendes øjne, for at se hvad for en slægt hun var fra, hvor han fik øje på hendes grønne øjne.
Hans blik gik op til hans mænd. She is a Crawford, untie her for now
Aaron kunne ikke lide at gøre skade på medlemmere af hans egen slægt, ikke engang hvis de havde gjort noget ulovligt, selvfølgelig hvis de dræbte nogen, så røg de i fængsel, men som denne pige, som angreb hans mænd uden at gøre en stor skade, så var der ingen grund til at have hende bundet.
Dog ville han stadig have at hun blev i stolen. Han gik på hug foran hende, mens hans øjne bare kiggede på hende. What is your name girl? spugrte han undrende med en rolig stemme.

Det morede Malia en anelse at vagterne blev bedt om at slippe hende fri. Ikke at hun viste det, følelser hørte ikke hjemme her endnu, så hendes ansigt gik fra det korte chok til en tomskal. De slap hende fri hvilket fik hende til at tage sig til sine håndled. De havde vidst ikke tænkt sig at lade hende slippe med det samme - hvilket fik hende til at undre sig en smule. Da denne Aaron satte sig på hug foran hende, sank hun en klump. Det var første gang hun havde øjenkontakt med en Crawford, sådan direkte. Det andet havde været et angreb, ikke en fornuftig kontakt ansigt til ansigt. Hvis man da kunne kalde dette fornuftig.
"I call myself Malia." Svarede hun en anelse tørt, og holdt øjnene mod hans. Det måtte være underligt at høre folk præsentere sig på den måde, som at de kaldte sig selv det. Malia havde ikke andet det navn hun havde givet sig selv trods alt. Stemmen han kom med var rolig, hvilket gjorde hende en anelse mere rolig.
"This wasn't really my plan when I first got here.. " Mumlede hun lidt og kiggede sig ganske let omkring. Så sukkede hun en anelse.
"Look. I'm just here to find my family. I'm not here to harm anyone." Tilføjede hun så og så Aaron i øjnene. Der var noget over ham, som forkom hende bekendt. Ligesom at se sig selv i spejlet, men hun kunne ikke forklare det - så derfor lod hun det ligge. "So please.. can we go for a walk or somethingelse? I hate being in small spaces.. reminds me too much about my life time with the ocean eyed ones. Not that you care." Det gik op for hende at hun snakkede virkelig meget når hun ikke vidste hvad hunskulle gøre af sig selv. Dog var der mere liv i hendes ansigt nu end før. Let sank hun en klump.

Nu når hun var ved lederen kunne hun vel ligeså godt spørge om en ting ekstra. hun var så godt igang med at spørge om altmuligt mærkeligt.
"Do you know if there is any family who gave up their child 21 years ago, or something like that?" Spurgte hun og sank en klump. Det havde plaget hende lige siden hun fandt ud af, at hun ikke var den eneste med grønne øjne i verden. Hvorfor nogle ville sælge deres datter som slave for at få penge nok til overlevelse også til fjenden. Det var selvfølgelig det værste scenarie der ramte hendes hoved. Hendes øjne gav tydelig klarhed over, at det var vigtigt for hende at vide - så var de andre spørgsmål ligegyldige, hvis hun blot kunne få et peg. Så ville hun selv finde familien og spørge dem. Når hun havde udspurgt dem måtte hun kontakte Noah igen. Det blev hun nød til. For hun savnede ham ærligtalt, også Nate.

Kaldte sig selv for Malia? Hvad skulle det sige? Aaron nikkede dog bare til det, da han ikke ville spørge så meget mere indtil det endnu. Han ville vælge at spørge lidt mere ind til hende efter noget tid, i starten ville han give hende lidt plads til at blive rolig igen, det kunne ikke være det fedeste at blive fanget og blive ført et sted hen, som ikke var just bekendt. Og som hun selv nævnte det, så havde det selvfølgelig ikke været hendes plan at havne i denne suppedas, som hun sad i. Aaron havde nu ikke i tankerne om at holde hende der forevigt, for gudsskyld nej, de havde ikke plads eller tid, til sådan en case.
Aaron rejste sig op igen, selvom han var ung, så var hans knæ ikke hvad de havde været, og de kunne i hvert flad ikke klare at være i den position for særlig lang tid.
Hans blik gik dog endnu engang ned mod den såkaldte Malia, da hun sagde at hun bare var der, for at finde sin familie. Det gjorde at Aaron stivnede en smule, da det var et meget stort sammentræf at hun, som så ud til at være en smule yngre end Aaron, en pige med brunt hår og grønne øjne, skulle lede efter sin familie, når Aarons familie havde ledt efter en pige som muligvis kunne vokse op til at ligne denne pige, i så mange år, men det kunne ikke være rigtigt at det skulle være hende, at det skulle være Adrian, det var bare et tilfældigt sammentræf, det måtte det være.
Han lyttede til hendes bøn om at komme udenfor og gå, men kunne ikke komme videre fra hvor at hun nævnte havøjne. The Takumaras held you captive? spurgte han tøvende, hvis hun havde bevæget sig ind på deres grund, ville det forklare hvorfor hun havde siddet inde.
Han nikkede dog til det med at gå og rakte en hånd ud mod hende. We can go for a walk, maybe I can help you find your family sagde han og smilede let til hende.
Han stoppede dog i sine fodspor, da det hun spurgte indtil, lød alt for genkendeligt, igen.
Han kiggede ned på hende med lidt af et stift ansigtsudtryk. There are no families that I know of, who have done such a thing, but I know of someone, who lost their child, for 21 years ago sagde han og ventede nu ekstra spændt på at hun skulle tage hans hånd. For hvis hun var, hvem han troede hun var, ville hendes hænder afsløre hende.

The Takumaras held you captive? Spørgsmålet fik Malia til at trække vejret dybt ind.
"I was their slave after I turned 7 years old. I can tell some Takumaras really don't like us." Svarede hun og tvangt et skævt smil mod sine læber. Malia bar mærkerne der beviste deres had, men sådan var det - og hun havde levet med det længe nok til, at det ikke gjorde hende noget længere. Det var ikke et rart emne, men hun snakkede altid sådan meget direkte - så kunne hun tænke bedre bagefter. Han ville hjælpe hende med at finde sin familie, hvorfor være så venlig overfor hende? Det gav ingen mening. Men så igen, intet behøvede at give mening. Noah havde også hjulpet hende uden at have en grund til det ,andet end ren personlighed. "I lived most of my life thinking the Takumaras where the only breathing things, that I was the wrong one. But hey. It's okay, you get use to it." Let trak hun på skulderen.

Han svarede på hendes spørgsmål, eller begyndte på det - dog lignede hans ansigt et halvt spøgelse. Så stift, som om at han havde hørt noget, eller vidste noget - men blot ikke ville fortælle det. Den første del lød skuffende, mest fordi hun havde forventet og altid tænkt - at der var nogle der ikke ønskede hende. Dog den sidste sætning fik hende til at spærre øjnene let på. Hvis han kunne fører hende derhen, ville hun gerne møde dem. Let nikkede hun og tog så hans hånd. Den venstre hånd var mere aftegnet end den anden, nogle troede sikkert det var blevet lavet - men det var et helt specielt form for mærke hun var født med. En form for aftegning af et helt unikt blad. Malia havde intet imod sin unikke håndryk, nogle fandt det underligt og andre smukt.
"Will you take me to them?" Spurgte hun og stemmen lød mere uskyldig end før. Hun var faldet til ro, og ønskede egentlig blot at få nogle svar. De grønne øjne lignede nærmest pludselig et helt uskyldigt dådyr, og det var hun måske også. Det var et nyt sted, hun kendte ingen af vejene eller for den sagskyld nogen overhovedet. Malia var fyldt med så mange spørgsmål og en nysgerrighed der trængte til at opdage nogle nye ting.

//Lidt kort håber det går xD

Aaron tog noget af en dyb indånding efter det hun havde fortalt. Der var ingen som fortjente det, at være en slave for Takurama, slet ikke en Crawford, slet ikke et 7 årigt barn, han måtte virkelig have endnu et møde med den forbandede leder af deres, det kunne simpelthen ikke være rigtigt. At Maila bare fik et smil frem på læben, efter hun havde talt om det, gjorde at Aarons hjerte snoede sig 360 grader om sig selv.
Han havde aldrig nogensinde i sit liv, levet sammen med Takumara, men hvis han skulle gætte, ud fra Mailas perspektiv, var de forfærdelige, dem hun levede med. Doesn't sound like something you should get used to though, does it sagde han og sukkede tungt.
Da han fik hendes hånd i sin og han kiggede på den, kunne han ikke lade være med andet end at smile. Han havde fundet Adrian. Hans lillesøster, rigtige lillesøster, selvfølgelig var der Lynie, men det var adoptiv, nej Adrian, var den søster som han havde mistet da han ikke var så gammel. Hun blev kidnappet, taget væk fra familien. Noget som familien aldrig havde tilgivet sig selv for.
Hun skulle med over til hans mor, Sara selvfølgelig, der var ingen anden sag, hun blev nød til at møde sin rigtige mod, selvom hun allerede havde mødt sin rigtige storebror, men det vidste hun selvfølgelig ikke endnu.
Han nikkede og trak hende blidt afsted. I will take you, to your family sagde han, inden han gik afsted med hende. Der var ikke langt fra hvor de var, til der hvor hans mor boede, de boede nærmest lige op af hinanden.
De kom til et medium stort hus med hvide sten. Han gik bare op og åbnede døren, hvilket nok måske så lidt mærkeligt ud for Malias synspunkt, men det var jo også på en måde stadig Aarons hjem.
Han holdte døren for Malia så hun kunne komme ind først, hvor han så gik efter, og så snart de var inde kaldte han på sin mor. Mom I'm home, come down quick
Som han sagde det, lød der tumlen oppe fra anden sal af, hvor der så kom en lidt ældre dame ned af trapperne, med langt bølget brunt hår og et par grønne øjne. Welcome home sweetie, but who is this? Weren't you to guys? spurgte hun forvirret, selvom det var en ret stor hemmelighed, som kun blev fortalt til familien.
Aarons kinder blussede op og han skar en anelse tænder. Mom, this is Malia, Malia this is Sara Crawford, possibly your mom sagde han bare ud i det blå, mens det så ud til at hans mor kunne besvime hvornår det skulle være.

//klare jeg nok XD//

"There is alot of things in this world you shound't get use to.. but does it anyway." Svarede hun blot og prøvede at fokusere på nuet i stedet for fortid. Man kunne lære af fortiden, og det var hvad hun gerne vil gøre nu. Han kiggede på hendes hånd med et smil, og kort overvejede hun at kommenterer hans pludselig stor-smilede. Dog valgte hun at lade hver med det, nogle nød trods alt kunsten på hendes hænder. Han virkede pludselig mere ivrig, hvilket ikke gjorde hende noget. Hun havde rejst nogle dage allerede for at komme fremad - så at han virkede til at vide, direkte hvor de skulle gå hen - gjorde hende ikke spor. Det var dejligt at strække benene igen, gå lidt rundt og se sig omkring- også selvom der ikke var specielt langt til deres endestation. Bygningen var anderledes end noget andet hun nogensinde havde set, og imponeret så hun sig omkring. Han gik bare sådan ind uden videre? Kunne ledere bare det her? Åbenbart. Mere tænkte hun ikke over det, før hun blot fulgte efter ham. Der var noget over ham som gjorde hun stolede på ham, dog kunne hun ikke sætte sin finger på hvorfor.

Da de kom indenfor kaldte han på sin mor? Hvorfor gjorde han dog det? Måske skulle han lige ordne noget personligt først? Malia fulgte lyden med øjnene til en lidt ældre dame kom ned af trapperne. Kvinden spurgte naturligvis hvem hun var, og et andet spørgsmål - som Malia ikke kunne undgå at smile lidt af. Hvad folk var til, var hun ligeglad med - det var op til dem selv. Så der var intet for hende at kommentere der. Let kiggede hun over på Aaron for at høre om, hvad de skulle på deres lille stop. Han præsenterede hende for sin mor, hvilket gjorde hun smilede til kvinden - men hendes smil nåede at falme hurtigt i det korte chok. Hendes blik vendte sig mod ham. Hun blinkede overraskende.
"Are you serious?" Spurgte hun ikke hånende, mere sådan at hun var lettet over at finde nogle af sine rødder - hvis han dog talte sandt, men hvorfor skulle han ikke tale sandt? Et stort smil rakte op på hendes læber. Hun kunne ikke tro det. Det alt samme virkede så uvirkeligt, men også fantastisk. Malia vidste knap nok, hvad hun skulle gøre af sig selv.
"I.. I can't believe this is real.." Hun så op på Aaron med de mest glade grønne øjne man kunne finde, nok ville hun blive mere genkendelig når hun fik fjernet det sorte omkring sine øjne. Dog vendte hun hurtigt sin font imod Aaron og kastede armene omkring ham.
"Thank you." Hviskede hun, han havde trods alt hjulpet hende med at finde hertil. Et lille stykke af vejen, men selv det mindste stykke kunne betyde en del for rejsens ende. Krammet. Følelsen af nærkontakt elskede hun, og var nok også den ting hun satte mest pris på her i verden. Og hun havde faktisk slet ikke lyst til at give slip, men hun måtte også give sin mor et kram. Det måtte hun. Glædes tårer trillede stille henover hendes kinder.

At se hendes ansigt nærmest lyse af glæde, da han præsenterede hende for hendes familie, som havde stået foran hende i noget tid nu, gav Aaron et endnu større smil på læben, han kunne ikke holde glæden tilbage. De havde fundet Adrian, hans søster som havde været forsvundet i så mange år, som de havde troet og frygtet var død, men hun stod lige foran dem, hun havde været fanget lige for snuden af dem, uden de havde hørt en lyd fra det. Det var utroligt, at selvom han var leder, så var der noget så vigtigt, som bare gik under næsen på ham og som han ikke fik et snus af.
Han nikkede smilende til hende, han var fuldstændig seriøs, han havde aldrig været mere seriøs i sit liv. Det var helt sikkert Adrian, der var ingen anden som havde det mærke på hånden. Your mark on your hand gave you away, because my sister had the exact same forklarede han og kiggede ned på hendes hånd.
Han fik et mindre chok, da hun krammede ham, men uden tøven krammede han hende ind til sig, han havde slet ikke lyst til at give slip på hende, han ville aldrig nogensinde give slip på hende igen, han kunne jo risikere at hun forsvandt igen, og det ville han ikke kunne leve med.
Sara, deres mor, stod og kiggede på dem med tåre i øjne. Aldrig havde hun været så glad i sit liv for at se en person. Hun kunne slet ikke tro sine egne øjne, at hendes datter stod foran hende, hendes rigtige datter stod foran hende. Hun begyndte at snøfte og da hun slap Aaron, skyndte Sara sig hen for at kramme hende så meget som hun kunne.
Aaron stod og betragtede dem med et smil, inden han kom til at tænke på at hun kaldte sig selv Malia. I was thinking, do you want to know your real name, or do you want to be called Malia? spurgte han nysgerrigt og kløede sig lidt i håret, som han så på dem.

De grønne øjne, hun var hjemme. Hun havde aldrig troet hun ville komme til et sted, hvor hun faktisk kunne sige hun var hjemme. Det var underligt, men hun kunne lide det. Det var en behagelig følelse der spredte sig rundt i hendes system. Malia vidste ikke, hvordan han vidste det, men hun troede på ham. Det gav mening, hvorfor hun ville føle sig tættere på ham uden mere kendskab til ham. Det kunne selvfølgelig være en leder ting, eller noget. Da han nævnte hendes hånd, løftede hun den lidt op for at kigge på den. Malia havde altid vidst at det var ganske unikt, men at det ville være det, som fik hende hjem - havde hun aldrig regnet med. Et skævt smil sneg sig op på hendes læber.
Malia var selv var overrasket over, hun bare sådan havde kastet sig i favnen af dem. Men stemningen havde rørt hende på et punkt ingen havde rørt hende før. Hun kunne nærmest mærke tårerne der forsøgte at presse sig ud af de øjne, der aldrig før havde grædt. Det var forkert at græde, men at se sin mor stå med tårer i øjnene - det fik to tårer til at trille ned, mere var hun ikke i stand til endnu. Aaron stillede hende et spørgsmål, som hun i et stykke tid stod og tænkte over. Ville hun gerne vide sit rigtige navn? Hvad ville der ske med Malia, hvis hun kendte sit rigtige navn. Ville hun tage det andet til sig, eller ville hun blive ved med at bruge Malia? Det var vel dejligt nok, at hører hvilket navn man rigtig skulle være gået under. Et navn som hun ikke bare selv havde kaldet sig, men et nogle havde tænkt det sekund de så hende. De havde et navn til hende, på trods af at hun aldrig havde været der, eller kunne huske hende. Så havde de faktisk et navn til hende. Det gik op for hende, at hun havde stået i debatten i noget tid - og de ventede egentlig bare på hende. Malia sank let en klump.
"I would like to know," Startede hun ud. Det var vel en start. Hun var van til Malia, men hun kunne måske også vende sig til et andet navn, men det var i hvert fald rart at kende det.
"I.. I don't know what I would want to be called. I never really thought about that." Let sank hun en klump og kiggede godt på både Aaron og sin mor. Det var så unaturligt for hende, at se på så grønne øjne - men hun kunne godt lide det. Malia var meget rørt af de nye indtryk. Hun havde ikke regnet med det ville ske så hurtigt. En ting gik hende dog på, at hun havde lige siddet og snakket løs om sin dårlige behandling ved den familie hun havde været slave for - eller hunvar ikke gået helt i dybten der var værre ting. Men det var nok ikke det indtryk hendes bror ønskede at have af hende, at hun havde været et offer for fjenden. Generelt blot behandlet dårligt af fjenden, eller nogle af dem. Der var folk som havde været gode imod hende. Noah og Nathaniel.
"And I'm okay. No need to worry about that." Sagde hun imens hun så Aaron i øjnene. Hun ville ikke have han skulle bekymre sig for meget om, hvad der var sket i fortiden. Hvis han ønskede at vide det, ville hun fortælle ham det. Men det skulle ikke gå udover Noah eller Nate.

Han kunne se hvordan hun tænkte over om hun skulle have sit navn af vide, han forstod godt hvorfor hun tænkte så meget over det. Det måtte være svært at tage stilling til om man ville vide et navn, som man ikke havde kendt til i 21 år. Han kunne dog ikke lade være med at blive glad inden i, da hun sagde at hun gerne ville vide hvad hun hed, udover at hun kaldte sig selv for Malia.
Han ville dog give hende tid til selv at vælge hvad hun ville hede, indtil da ville han repsektere hende og skåne hende lidt, ved at starte med at kalde hende Malia. Han tænkte at det kunne være underligt og svært at blive ændret så hurtigt, efter 21 år, så han ville give hende al den tid hun behøvede.
Well, until you know what you want to be called, we will call you Malia, but what name we gave you, was Adrian Crystal Crawford sagde han og smilede til hende. Han ventede på hendes reaktion på hendes eget navn, om hun kunne lide det, om hun syntes at det var pænt, eller om ikke brød sig om det. Han kom til at tænke lidt over, om måske hun kunne huske hendes navn, når nu han havde nævnt det for hende, eller om det alt var glemt, efter så lang tid.
Et undrende blik hvilede i Aarons øjne, da hun sagde at hun var okay, hvilket Aaron havde det svært med at tro på. Hun havde været hos Takumara i hele 21 år, hvor hun er blevet behandlet så dårligt, og så først efter 21 år, finder hun ud af, hvem der virkelig er hendes familie, efter så mange år, hvor hun sikkert har troet alt muligt.
Han smilede skævt til hende og rystede lidt på hovedet, som at fortælle hende, at han ikke rigtig troede på det hun stod og fortalte ham, men han ville ikke presse på, han ville vente lidt, til hun var faldet til og havde vendt sig til stedet, det var selvfølgelig kun hvis hun ville blive hos dem, han kunne jo ikke vide om hun havde fundet et sted at bo.

Hun var nervøs og ekstremt spændt på sammetid, hvordan kunne man være det over et navn? Nogle ville nok mene, det var da bare et navn. Men for Malia, var det som at se hvordan hendes liv kunne have været. Og selvom man tænkte, hun ville gøre alt for at ændre det om til at blive her, og alt ville være godt - så ville hun ikke ændre det. For hun havde folk hun kendte, som hun faktisk godt kunne lide - og tanken om at Simon, Nate og Noah ville blive slettet fra hendes liv - det gjorde hende ikke ligefrem glad. De havde været det gode i hendes liv, og det havde hun ikke blot lyst til at fjerne. Sjovt, hvordan smerte fik en til at sætte pris på de gode ting i livet. Adrian Crystal Crawford, navnet fik hende til at blinke lidt. Hun havde altid haft en eller anden ting for navnet Adrian, uden egentlig at kende nogle ved det navn. Ganske vidst havde hun kaldt en af sine dukker det da hun var barn, men hun havde aldrig tænkt sig så langt til - at det faktisk var hendes rigtige navn. Mest fordi hr. Underwood ikke ligefrem havde talt pænt om det navn - og som en lille pige ønskede man ikke de voksne var sure.
"I like it." Sagde hun lidt efter, også derefter tænkende over. Malia var ved at finde en måde at blende navnene sammen - for hun havde ærligtalt heller ikke lyst til at gå under Underwood navnet mere, det var fortid.
"Malia Adrian Crawford... that sounds pretty nice..." Hun lavede en overtænksom grimasse og løftede blikket op på Aaron. "What do you think?" Spurgte hun. Malia kunne ikke blot glemme det navn hun havde givet sig selv, der var en grund til det navn - og hun kunne vel ikke bare sådan ændre på det. Et smil strakte sig straks op på hendes læber, for hun var glad for sit navn, for at få sat mere liv på den person, hun ofte havde undret sig, hvorfor havde været væk.

Malia vidste hun stak ham en løgn, men om det var for hendes bedste eller hans vidste hun egentlig ikke. Hun havde lige siddet og snakket løs om at være slave for de havøjne - og sagt de i hvert fald ikke kunne lide dem. Hvad skulle så for ham til at tro på, at det var rigtigt. Eller måske var det fordi deres mor stod der, og var så glad for at hun var vendt hjem. Malia ønskede ikke at de skulle se hende som en skydeskive fjenden havde brugt for at ydmyge dem. Hun havde nok i at tænke over de havde haft ydmyget hende, men at fører den over i, hvad de havde gjort mod hende - ville måske påvirke dem mere end de havde godt af. Det var alligevel en del år hun havde levet i samme onde cirkel.
"Like this place.. I love the forest.. but yeah." Sagde hun, imens hun begyndte så småt at se sig omkring. Malia var ikke sikker på, at de ville have hun blev boende her - hun kunne vel også blot finde sit eget sted. Der var denne her nysgerrighed og eventyrlystenhed over hende - som havde været spærret inde så længe - hun kunne i hvert fald ikke blive siddende stille for længe før hun ville se noget. Men noget mad og søvn ville hun nok have godt af. Det var mange indtryk pludselig at få. Mere end hun var van til, men hendes energi niveau var ekstremt højt, fordi hun var så glad. Let gik hun hen til et vindue og kiggede udenfor. Det var et andet sted at se verden fra, og hun elskede det. Malia kunne mærke på sig selv, at hun ønskede at tale ud om tingene, men hun ville ikke gøre noget som kunne skade dem hun efterlod tilbage til det sted.

Han så på hende, som hun tog sit navn ind. Han var spændt på hendes reaktion omkring det, om hun kunne lide det, om hun syntes at det var grimt eller slet ikke passede til hende, eller om hun var helt vild med det. Han stod og studerede hendes kropsprog, for at fange hver form for følelse hun viste. Aaron kunne nærmest ikke tage øjne fra sin søster, det var som om at hvis hun gjorde det, så ville han miste et værdigfuldt øjeblik med hende, endnu engang, det kunne han ikke bære, ikke mere, han ville have at hvert øjeblik, hvert minde betød noget, når de to var i samme rum.
Han smilede dog stort og var enormt glad, over at hun faktisk kunne lide sit navn, at hun tog imod det. At hun så hed Malia til fornavn, det var helt fint med ham, men at hun havde efternavnet og navnet som mellemnavn, betød så meget for Aaron, at man skulle tro at det var løgn. That sounds really nice Malia sagde han smilende, mens hans øjne hvilede på hende, som de havde gjort siden hun var kommet til.
Han så tænkende på hende, som hun stod der og kiggede rundt. Aaron stod og tænkte lidt over om han skulle give hende tilbudet om at blive, eller lade være og lade hende falde til først, før han pressede på med det. Men alligevel var det vel ret vigtigt at vide, både for Malia og Aaron, hun skulle jo nødig bo på gaderne, hvis hun ikke kunne finde et sted at sove. Han sukkede tungt og valgte så bare at spørger hende. So, do you have a place to stay or? You are welcome to stay here, if it is sagde han og smilede blidt til hende.

Malia var glad for at han syntes om navnet, det ville have været skidt hvis han ikke gjorde. For hun ønskede ikke på nogen måder han skulle blive vred eller noget. Vrede folk var aldrig godt. Let som hun kiggede rundt fik hun et spørgsmål til. Let drejede hun sig rundt og vippede hovedet en anelse på skrå.
"I. I don't have a place to stay." Sagde hun ret hurtigt, og smilet fløj næsten op i øjnene - da han tilbød hende at bo her. "Really? Are you sure?" Spurgte hun imens øjnene faldt væk fra Aaron og kiggede begejstret rundt.
"Is it okay?" Spurgte hun og kiggede over på sin mor. Malia havde aldrig haft anden moderlig figur end den frygtelige heks til fru. Underwood. Naturligvis spurgte hun om tilladelse, for hun ønskede ikke nogle problemer eller komplicationer - specielt ikke den første dag hun var her. Malia kunne lide at være her, der virkede ikke til at være en dårlig stemning.
"Maybe I should clean up my face.." Mumlede hun lidt for sig selv, trods alt bar hun stadigvæk denne fine krigsmaling. Uden den ville de jo også kunne se hendes ansigt bedre. Let kørte hun en hånd igennem sit hår. Hun var ved at finde ud af, om hun skulle reagere voldsomt glad eller om hun skulle være glad - for hun ville ikke skræmme væk med hendes måde at føle følelser ret kraftigt.

Det gjorde ondt at høre at hun intet sted havde at være, han ville da havde ønsket at hun bare havde haft et eller andet, men hun havde ikke haft noget, overhovedet. Det var ikke hvad han havde ønsket for sin lille søster, men da hun blev glad for at han tilbød hende et sted, kunne han ikke lade være med at få et smil på læberne igen. Of course I'm sure, you can either stay here with mom, or go home with me and get a room there tilbød han hende, alt efter hvad hun havde lyst til, om hun ville bo hos sin mor eller hos sin storebror, de kunne altid diskutere om at bygge et hus til hende selv, når det kom til stykket og når hun var klar, for det var også noget stort, at få et hus, det betød jo at hun slog sig ned, og han vidste ikke om hun var klar på det.
Aaron så undrende på Malia, da hun spurgte deres mor om lov, og deres mor kiggede lige så undrende på hende, dog med et forstående og kærligt smil. You don't have to ask me for permission, you are my daughter, of course its okay if you live here, I wouldn't have it any other way my dear child svarede hun kærligt og kyssede Malia på panden.
Både Aaron og moren kunne ikke lade være med at grine let, da Malia forslog at hun måske skulle vaske sit ansigt, som havde maling over det hele. Det ville nok være en yderst god ide for hende. Og noget nyt tøj, var måske også en god ide, indtil de fik gjorde hendes rent.
I can show you to the bath, if you want it to be now? tilbød han med et smil og kiggede afventende på hende.

Det eneste hjem hun havde kendt til, havde aldrig rigtig været et hjem. Alligevel havde hun været det sted 21 år, og aldrig følt sig velkommen. Det var underligt at folk pludselig ønskede hende til stede, faktisk tog om hende uden at tøve. Malia havde to muligheder, normalt havde hun ingen. Det var underligt, men et eller andet sted føltes det godt.
"I will stay with you.. if thats okay?" Sagde hun til Aaron. Hun følte lidt hun valgte den anden fra, men det gjorde hun ikke så snart hun havde set det igennem - hun kunne altid se sin mor. De sagde hun ikke behøvede at spørge om tilladelse, hvilket gjorde Malia blinkede kort undrende - der var en masse ting hun skulle have ændret på i sit hoved. Kysset på hendes pande fik hende til at smile. De grinede let med hende - og hun kløede sig lidt i nakken.
"Yes please. It will be nice to have a shower." At tage bade ved Takumaras var ikke ligefrem uden livet med sats. Det kunne let angribe hende eller forsøge at drukne. Det ville nok være det første bad uden frygt - eller uden at slutte med frygt. Stemningen var god, nok den bedste fra to personer på engang hun nogensinde havde oplevet. Malia indrømmede gerne at da hun var barn var tingene lidt mindre, hun havde ikke været dårlig behandlet der - men heller ikke fantastisk. Men hun havde da haft en smule glæde, hvilket også forklarede hvorfor hun ikke var totalt ødelagt. Let pustede hun lettet ud. Inderst inde var hun ved at være bange for at dette blot var en af sine mange drømme, at hun om lidt ville vågne - og alt ville være tilbage i mørket. Men i så falde, ville hun have det bedste ud af det.

Han smilede stort, da hun faktisk valgte at ville bo hos ham, ikke at det overraskede ham, hun havde set ham først og kendte ham måske lidt bedre end moren, så hvorfor ikke bo med den, som man kendte mest til. Alligevel var han dog ret beæret over at hans søster, som havde været væk så længe og ikke kendte særlig meget til dem, havde tillid til at ville bo hos dem. That is fine by me, you are very much welcome in my house sagde han og smilede blidt til hende.
Deres mor gik hen og krammede Malia og gav hende et blidt kys på panden. I have to go now, but i will be back later, to check on you two sagde hun, inden hun gav Aaron et kys på kinden og forsvandt ud gennem døren.
Aaron kiggede lidt efter hende, til døren var lukket og kiggede så tilbage på Malia.
You can take a shower at my place, come with me, I will show you to your new home sagde han og kunne ikke lade være med at smile over det.
Han fulgte hende vejen hen til hans 1 etages hus, som ikke lå langt fra deres mors.
Da han åbnede døren, kom de ind til en stor entre, med en trappe lige i midten, foran dem.
Han gik roligt ind og sørgede for at Malia også var inde, før han lukkede døren og tog sine sko og overtøj af, hvor han hang det på en knage, Malia kunne bare gøre det samme, hvis det selvfølgelig overhovedet lå til hende, at hænge overtøj og sådan op, han vidste ikke hvordan hun havde haft det hos dem hun havde været hos, udover at det lød forfærdeligt.
Let me show you to your room, the bath is in there, so we have our seperate bathrooms sagde han og smilede. Han tænkte at hun måske ville sætte pris på noget privatliv.
Han førte hende op af trapperne, til et værelse som lige næsten lige op af hans. Det var bare et af de gæsteværelser han havde. Værelset var sandt pænt i stand, så det lignede hans eget faktisk. So this is where you will be staying, my bedroom is just beside yours, the bathroom is right there, fresh towels and all. sagde han og pegede hen mod den eneste dør i rummet, udover døren til gangen. Han bakkede stille og roligt ud, så hun kunne falde til ro i sit nye værelse. I will let you be, come down when you are done, we need to catch up sagde han smilende, inden han gik ud af værelset og ned til stueetagen, for at tage plads på en sofa foran sin pejs, i et andet rum, ved siden af den store trappe.

Malia fik et kram af sin mor, det var en rar følelse. Bedre end hun måske nogensinde havde regnet med. Malia fulgte med Aaron hjem til ham, omgivelserne var nye for hende - men hun tog imod de nye indtryk med kyshånd. Let pustede hun ud da hun var kommet indenfor. Så snart hun tog sin jakke af, afslørrede hun de forslåede arme. Det var langtfra de værste skader, men de var der. Malia var van til at se dem. Aaron næppe, men hun havde ikke rigtig tænkt over det. Trappen, alt fra start til slut på rundvisningen så hun på med store øjne. Det var overvældende. Først da han viste hendes værelse, var hun ved at tabe øjnene ud af hovedet. Det var stort, der var plads - mere end bare plads. Malia blinkede med de grønne øjne for at være sikker på de ikke faldt ud. Hjertet skippede en enkelt gang. I forhold til det ekstemt mørke lille rum hun havde været van til - med blot en seng og et bord - var dette mere end hun nogensinde havde tænkt på.
"Wauw." Var det eneste hun kunne mumle ud over læberne, imens hun sank en klump. Let flyttede hun blikket over imod Aaron imens han snakkede. Let kiggede hun ind på badeværelset. Endnu et rum der var større end hvad hun var van til. Malia vidste ikke, hvordan hun skulle udtrykke sig, men det ville nok snart komme. Dog var hun langtfra negativ anlagt. Det var blot meget for hende at tage ind på en enkelt gang. For to dage siden var hun en fange, nu var hun et bedre sted - fri. I will let you be, come down when you are done, we need to catch up. Malia sendte Aaron et smil og et nik.
"Thank you.. this.. this is way to much." Fik hun tog hurtigt sagt inden han gik.

Så snart døren var lukket og hun var alene, pustede hun voldsomt ud. Let kørte hun en hånd henover sit hår imens hun lukkede øjnene i. Malia bad til at det var virkelighed og ikke blot en drøm. Da hun slog øjnene op var hun her stadigvæk. Hun gik ud på badeværelset, og kiggede sig selv i spejlet. Vandet i badekarret blev fyldt op, og så snart Malia havde klædt sig af - steg hun op i vandet. Det var underligt først, og i de første minutter ventede hun på - at vandet ville angribe hende, men det gjorde det ikke. Til sidst stolede hun nok på vandet til at lade ansigtet glide ned under. Tankerne var høje, men de trængte til at komme ud. Så snart Malia mærkede behov for luft lod hun ansigtet skære igennem op til overfladen. Let kørte hun vandet af ansigtet. Så snart hun havde badet nok, rejste hun sig op fra badet. Inden hun tog et håndklæde, kiggede hun på sig selv i spejlet. Der var ar på hendes krop, flere blåmærker end normal hud - men det meste af det ville gå i sig selv på et eller andet tidspunkt. Så greb hun håndklædet og tørrede vandet væk fra sin hud. Ansigtet var rent, og de grønne øjne stirrede på sig selv, imens hun trak i tøjet igen. Imens hun gik ind på sit nye værelse igen, kørte hun en hånd igennem de mørke brune lokker. Gik over og kiggede ud af vinduet, for at se sine omgivelser. Der var langt flottere her end i Fairlake, ellers så var det blot fordi Malia aldrig havde fået lov til at udforske sine omgivelser før. Der var en hel verden hun ønskede at se.

Malia trippede lidt. Selvom det var underligt, var det ikke fordi hun ville bytte det for noget andet. Hun var nød til at tage tingene som de nu engang kom. Det var underligt, at hun følte hun kunne stole på Aaron. Det var ikke en følelse hun oplevede ved mange når hun mødte dem, men der var noget over ved Aaron siden hun mødte ham. Han ønskede ikke ligefrem at være ond, og han havde da heller ikke været ond imod hende. Da sandhedne kom frem havde hun følt sig mere tilpas end nogensnde før, nok var hun også virkelig tilpas ved Nate. Men hun havde aldrig været andre steder end ved hr. Underwood imens Nate havde været der - det var den samme form for tillid, det var rart. Til sidst fik Malia overtalt sig selv til at gå ud af værelset. Hendes skridt var ret så forsigtige, imens de grønne øjne tog et ekstra kig på de nye omgivelser. Malia kom til stueetagen, og kunne se de gyldne gløder fra pejsen. Varmen der allerede inden hun trådte ind i rummet omfavnede armene.Et smil sneg sig op på læberne.
"It is a very lovely place.. I like it." Sagde hun ganske mildt imens hun holdt lidt om sig selv. Malia tog sig den frihed at bevæge sig hen imod sofaen og sætte sig ved siden af Aaron. "Again.. thank you for letting me stay here." Tilføjede hun med et skævt smil. Det var første gang han så hendes ansigt så rent. Noah havde kaldt hende uskyldig, ment han synes hun så noget så uskyldig ud.

Han kunne ikke lade være med andet end at grine lidt over hendes reaktion. Det var tydeligt at hun ikke havde haft sådan et værelse for sig selv. At hun ikke var vant til noget så stort, det var nu også forståeligt. Efter at havde været slave for så mange år. Han kunne ikke lade være med at skære en lille grimasse af at tænke over at hun havde været slave. Han hade den tanke, han ville ønske han kunne slette den, men det var blot virkeligheden som ramte ham hårdt.
Han nikkede og smilede, da hun endnu engang takkede og lod hende så være alene.

Aaron var døset en smule hen i sin sofa, foran pejsen, da Malia kom ned og var færdig med at gøre hvad hun nu end havde lyst til, efter så mange år væk. Han vågnede dog med et sæt, da han hørte hendes stemme, for så langt væk var han ikke. Han kiggede hen på hende, og kunne ikke lade være med at smile, da han så hende. Hun var helt ren nu, hendes ansigt havde intet maling på og hun var ikke snavset. Det var helt mærkeligt at se hende sådan, men på en anden måde var det også... behageligt. At se hvordan hun så ud rigtigt, under al den maling.
I'm glad you like it, you are going to live here after all... right? sagde han også blandet med et spørgsmål. Ville hun virkelig blive hos dem, hendes familie, eller ville hun tage et andet sted hen, det måtte tiden jo vise.
Han smilede da hun satte sig ved siden af ham, på sofaen. Han grinte bare blidt og rodet hende lidt i håret. Don't mention it sagde han blidt.
Was it good with a bath? spurgte han, mens hans grønne øjne var rettet mod hende.

Malia sad ved siden af ham, og fumlede let med sine fingre. Det var underligt at være i et hjem, hvor der var så stille når hun var der. Ingen råbte eller skældte ud - ingen slog eller sparkede ud efter hende. Det var længe siden hun havde været i et rum uden sådan en behandling, hvis aldrig før idag. Naturligvis havde hun været ved Noah, men kun for en aften. Det var behageligt at være her, og Malia følte sig allerede mere velkommen end nogensinde før. You are going to live here after all... right? De grønne øjne blinkede i en bestemt glød, noget hun ikke engang selv kunne finde ud af hvad betød - men det var ikke dårligt. Der var slet intet dårligt over det her.
"I'm staying as long as you want me to be here." Svarede hun med et varmt smil på læben. Ganske stille og rolig, måske en anelse nervøs var hun. Det var nyt, men hun kunne lide det. "It's really better then sleeping in the woods like I had in mind.. but yeah." Tilføjede hun og kløede sig let i nakken. Nate plagede at rode hende i håret, så følelsen for hende var genkendelig og ikke ligefrem noget hun skulle blive bange af. En kort latter brød igennem hendes læber.
"I won't then." Svarede hun med et smil på læben.
"The bath was amazing!" Udbrød hun glad og stor smilede til ham. Samtalen forsatte i flere timer. Nok fortalte hun intet om sin fortid, men hun fik snakket om hvordan hun havde det med at være her. Hvilken god dag det havde været.. efter deres snakken, var de gået i seng. DMalia havde aldrig huset at hun nogensinde havde sovet så godt i hele sit liv.


//Out <3