The black knight - Hazel

S: Dark Daphne Forest
O: Mørke omgivelser
T: Eftermiddag mod aften
V: Mild blæst, ellers koldt
P: Klik
@Hazel

---

Mørket havde lagt sig over skoven, men det gjorde ikke Dylan noget. På grund af hendes evne var hun i stand til at se bedre i mørket og generelt en masse andre ting. Så derfor gjorde det hende intet at holde sine færdigheder vedlige i denne del af skovene. Den mørke og skumle del af skoven. Dog havde hun også sommetider brug for at komme væk fra alt det gode omkring hende, for det fik hende sommetider til at opdage - at hun ikke havde det ligeså godt. Aaron havde fundet sin lillesøster, og det var hun glad for. Men det sårede hende, at han havde sin lillesøster og Dylan aldrig selv kunne få sin søster med sig tilbage. Så nu befandt hun sig her, udenfor sit eget område - alene i mørket. Sommetider mindede hun sig selv om at hun kunne lide smerten, fordi hun havde fortjent den. Hun kunne ikke redde sin lillebror, hvem fortjente så et godt liv? Pludselig stoppede tankerne da en knurren lød dybt ind i skoven. Dylans sanser var forstærkede, men på vagt for sådanne lyde. Det tog hende heller ikke længe tid før hun opdagede det ikke var rettet imod hende. Snart var hun nysgerrig for hvad ulvene i skoven havde fundet ud af de ville have til bytte. Og snart fik hendes øjne øje på en lille lejr, det virkede til en lille gruppe oprører af slægtløse havde fanget en pige. Dylan bevægede sig stille tættere på. Deres latter rungede i hendes ører, inde fra deres telte. Pigen stod alene bundet fast til en pæl i kulden. Påklædningen kunne Dylan ikke se, men det var heller ikke noget der skulle sættes fokus på nu. Dylan listede sig ind på lejren, men stoppede op da en mand kom ud af teltet. Han havde en kniv og var direkte på vej over til kvinden - med meget vredt kropssprog. Dylan satte i løb og brugte sine forbedrede færdigheder til at sætte af i et hop så hun væltede ovenpå ham - men på hug så hun ikke slog sig. Et greb og et højt knæk - hans nakke var brækket. Let rejste hun sig elegant op og greb kniven. Så tøvede hun ikke et sekund med at befri kvinden. De røde øjne gjorde hende intet.
"Kom, vi skal skynde os." Sagde hun til kvinden og greb fat i hendes hånd ganske fast. Dylan ville have hun skulle løbe med hende, og det skulle helst være nu.

Påklædning

Hun vidste det havde været en dårlig plan fra starten af men hun havde været nødt til at komme væk fra det hele. Af på til følte hun sig som en fuger i et bur, det var sjældent hun fik lov til at forlade paladset grundet job og ordre fra hendes slægts overhoved... Hun havde heller ikke fået tillades til at tage fri denne gang og det her det var vel karma kunne man sige... De havde overfaldet i hende i mørket af skoven, hun havde været ude for at se Imania, et overraskelses besøg så hun bekymrede sig i det mindste ikke om hvad der var sket med Hazel!
De mange blå mærker hun havde fået under kampen værkede og sved men det der gjorde mest ondt var det sår en kniv havde efterladt langs hendes ene ribben som sluttede lige over navlen. Grundet den rødlige trøje hun bar kunne man ikke rigtig se blodet men forbi hun var bundet med hænderne over hovedet var trøjen gledet op så man kunne se det åbne sår der forsat blødte. Heldigvis var det ikke dødeligt, hvis hun altså kom væk derfra i tide!
Rebet hendes hænder med var rug og i hendes intense vriden for at komme lydløst fri havde det revet en del små sår omkring hendes håndled.
Hazel løftede de mørke røde øjne fra jorden da hun hørte en af hendes kidnappere komme hen mod hende. Hun kiggede ham lige durk i øjnene med et standhaftigt blik der fortalte mere end titusind ord kunne, hun gav ikke så nemt op.
Midt i hendes stille men intense protesttog mandens vredes udbrud sprang en ung kvinde på manden foran hende og han landede med et højt knæk på jorden.. Stendød var han i hvert fald hvis blodet der stille løb fra hans mund var en indikator.
Hun spildte ingen tid i at brænde rebene væk omkring hendes hænder da hun hørte de andre mænd rumstere inde i teltene og da hun var fri greb hun kvindens hånd og fulgte hende som hun trak afsted med hende gennem den mørke skov.

Dylan brød sig generelt ikke om at folk var unde ved andre på grund af øjenfarve. Slægt var slægt ja, men skulle man torturer og dræbe på baggrund af det? Måske var hun ikke meget bedre selv, men hun dømte mere på personlighed end den farve øjnene bar. Eller det var noget hendes mor normalt havde sagt til Dylan - inden hun døde. Røde øjne var aldrig nogle Dylan så som fjendtlige medmindre der var en virkelig god grund til det. De bragte meget sorg og følelse af tab. Mest fordi hun huskede sin lillebror kigge på hende, og det sidste han oplevede i sit liv var smerte. Det ønskede hun ikke for denne kvinde, hvem hun så end var. De skulle skynde sig nu. Så snart Oikan kvinden havde fat i Dylans hånd, satte Dylan i løb. Dylan havde ikke mere fart på end hun følte kvinden kunne holde til. Men de blev efterfuldt. Og de ville sikkert blive indhentet inden længe.

Derfor stoppede Dylan op.
"Bliv her. Jeg kommer tilbage." Sagde hun med de grønne øjne direkte imod de røde. På de ord løb hun imod lyden af mændende der kom trampende mod jorden. Det tog tid at kæmpe imod flokken, men Dylans færdigheder var til fordel her. Og imens lyden af skrig og brækkede knogler gav ekko i natten.. så kom Dylan til sidst ud af skyggerne. Det meste af hendes hud var dækket til af blod.
"Det tog længere tid end forventet.. men de vil ikke gøre dig noget mere." Sagde hun så med et varmt smil imens hun gik imod Oikan kvinden.
"Kan du gå? Hvor slemme er dine skader?" Spurgte hun bekymret og kiggede henover den rødøjede. Let kiggede hun omkring sig.
"Jeg bor ikke særlig langt væk, du kan overnatte der.. hvis du vil?" Tilbød hun og sank let en klump. Bellamy var nok ved Aaron alligevel, så om hun tog en Oikan med hjem, ville nok ikke gøre noget - medmindre hun blev opdaget.

Hun havde ikke meget andet valg end at følge med da kvinden greb hendes hånd og hev afsted med hende, ikke at hun ville have strittet imod havde hun haft kræfterne til det. Hun var nok nærmere bare taknemmelig for at nogen havde taget sig tiden til at hjælpe hende, hun var den fremmede kvinde dybt taknemmelig, hvem end hun så var.

Hazel kiggede nærmest panisk op på kvinden da hun snakkede om at forlade hende men inden hun kunne nå at få en enkelt sætning frem var kvinden allerede forsvundet ud i mørket atter engang. De dybe røde øjne gled over hendes omgivelser som hun kollapsede tilbage mod det træ Dylan havde stoppet ved og hun gled langsomt ned af det og endte til sidst med at sidde i den fugtige skovbund men lige nu var hun fløjtende ligeglad! Hendes krop dunkede af smerte og hun løftede forsigtigt den løse trøje hun bar og blottede det dybe snitsår hun havde. Forsigtigt pressede hun hånden mod såret for at prøve at stoppe blødningen, en højlydt jamren kom fra hende som hun pressede mod såret og blodråde dråber piblede ud mellem hendes fingre og ned over hånden for blot at dryppe ned på hendes engang så pæne skørt.
Hun for sammen som hun hørte kvindens stemme atter engang, hun havde været så fokuseret på smerten at hun ikke havde hørt hende komme tilbage. Hazel forsøgte at skubbe sig op og stå og kom da også noget usikkert på dem mens hun lod de omtågede dybe røde øjne mødes kvindens grønne øjne.
Dylan ville med det samme kunne se hvor slemt hun egentlig blødte da hun ikke havde trukket trøjen ned over såret igen og blodet piblede stadig frem mellem hendes fingre. "Jeg kan godt gå..." påstod hun stædigt selvom hun højst sandsynligt ville stå på snotten i det sekund hun prøvede at tage et skridt. "Og jeg siger ikke nej tak til et sted at overnatte.. Et sted jeg kan tage mig af mine sår", hendes stemme var hæs og grødet som havde hun skreget længe.