A Place in Ruins - Christopher

Sommetider følte hun sig fanget i Thunderville. Og alligevel elskede hun stedet for højt til nogensinde at forlade det. Da krigen startede da hun var ganske lille, blev landsbyen for første gang ødelagt, og da den sluttede, gik genopbygningen i gang, for blot at blive ruineret igen af The Redwoods et pra år efter. Arden havde derved levet i en konstant ødelagt landsby, og mange havde mistet håbet og søgt andre steder hen. Steder hvor der var mere potentiale. Det var hårdt at vokse op under disse omstændigheder, og endnu hårdere når man ikke havde noget familie tilbage at støtte sig op til. Alligevel tog den unge, rødhårede kvinde én dag ad gangen og forsøgte at gøre Thunderville til et hjem for dem, som - ligesom hende - ikke ønskede at give op.
Det var sen eftermiddag, og hun havde kortvarigt ladet en anden passe kroen, så hun kunne gå et par ærinder. Der var lidt sod over hendes kæbe, efter at have renset kroens ildsted, og hendes tøj var som altid lidt laset, og langt fra prægtigt. Det røde hår var bundet i en fletning ned ad ryggen, men et par lokker havde fundet vejen fri, og krøllede lidt ned over hendes kindben. Hun bar en træspand, som hun nærmede sig brønden: Et sted der i grunden var det mest centrale punkt i Thunderville, hvorfra man også kunne se mest af området.
Hun hægtede spanden til brøndens krog, og lod den fyre ned i vandet og lade sig fylde. Da hun trak den op igen, kunne man bestemt se at trods hun var spinkel af natur, var hun stærk nok til, ikke at lade sig anstrenge synderlig meget. Hun havde arbejdet hele sit liv, og trods hun som mange andre kvinder, nok drømte om en tilværelse i luksus og forkælelse - havde hun aldrig kendt andet end det her.
Som hun satte spanden på jorden ved sin side, dumpede hun ned på en af bænkene og tillod sig selv at slappe lidt af. Hun havde ikke siddet ned hele dagen, og det kunne mærkes på fødderne, som var dækket af nogle korte støvler. Hun lænede ryggen tilbage, og tippede hovedet lidt bagover. Støvregnen føltes utrolig godt mod den varme hud, og syntes at lindre hende en smule. Snart hørte hun fjerne fodtrin, men hun rettede først øjnene mod skikkelsen da vedkommende kom tæt nok på.

Christopher var endelig kommet sig, efter hans møde med døden, hvilket var godt, men på den anden side lev navnet stadig videre og han var ikke selv færdig med og kæmpe i nu, han skulle dog op til Thunderville, hvor han skulle trænes op igen, efter som der var nogen nye ting han skulle lære. Issac havde, været som familie for ham. Christopher bevægede sig gennem byen, mens han hørte en masse hvisken, lød gennem byen.  Mens han bevægede sig gennem Thunderville. Der ville ikke gå længe før folk vidste han var i live, selv for dem han havde trådt over foden. Men hvis han nu var heldig ku han holde sig i bevægelse lang tid nok til han kunne få kvalte rygtet. Regne ramte hans kind og hans ansigt svagt, mens han bevægede sig over mod midten, hvor der var noget vand hans første opgave var og se til en lille familie, da han havde gjorde det var han gået videre op mod hans mentor eller den vej på. Da han, havde sikret sig at de var okay. Han havde, dog stadig et neutralt ansigt, hvilket var meget normalt hans liv gjorde at han aldrig kunne ha ro i hans sind, selv om han virkelig ønsket det nogen gange.

Hans skridt gav genlød svagt mens han bevægede sig ned mod brønden. Han vidste ikke,hvorfor han tog det sted, måske var det fordi han, havde behov for et lille pusterum. Måske var det for at komme væk fra den hvisken, der genlød lige meget, hvor man bevægede sig hen af. Han stoppet op og bed sig svagt i læben da han så en person som så mod ham, hvor han så stivnet, hvorfor kunne han ikke være i sit eget helvede lidt mere i nu. Hvis han havde set hvem det var, havde han dog ikke tænkt det, hvilket gjorde at han bevægede sig over mod hende pigen og så det genkendelg ansigt og det røde hår. Han stoppet op da han stod ved overfor hende, så de kunne se hinanden an. Hans lilla øjne så mod hendes, mens han fik et lille smil frem, hvorefter han talte.

"Hello Arden, long time no see." Kom det fra Christopher, hvorefter han vendte på hun ville reagere. Han vidste nemlig ikke, hvordan man skulle hilse på en ven man ikke, havde snakket med i så lang tid. Måske var hun sur over at han havde, faket hans død, hvis hun da troede det, hvilket ikke var hele sandheden. Regne løb ned af hans ansigt, mens han så på hende. Hans skjorte havde, ikke længere den hvide  farve og hans bukser lignet mere noget der var brandt.

Arden huskede svagt hvordan Thunderville engang havde båret på så meget håb og skønhed. Nu var det som om det var en 'dødens by'. Et sted hvor mange havde ladet livet, inklusive hendes egne forældre. Trods mange ofte kaldte de overlevende for 'heldige', så Arden det lige modsat. Hun var blevet efterladt i ruinerne af en falden landsby, og havde måtte bære mennesker ud fra under træplader og murbrokker. Eftersom hun havde været teenager da byen blev angrebet efter krigen, havde hun måtte overtage en moder-rolle for de mindste beboere i Thunderville: En byrde alt for stor for en teenagepige der havde sine egne dæmoner at kæmpe med. Nu var hun ældre, mere moden, men også langt mere indelukket. Ganske vist kunne hun smile sødt og betjene kunderne i kroen på bedste vis, men der var et mørke bag de grå øjne, og hun havde levet med dé traumatiske oplevelser længe, og udsatte måske sig selv for mere pinsel ved at blive boende i denne landsby af fragmenterede minder.

Som skikkelsen nærmede sig, undersøgte hun ham med øjnene. Først genkendte hun ham ikke. Måske fordi det var så ufattelig lang tid siden hun sidst havde lagt øjnene mod ham. Christopher? Da hun havde bygget Thunderville op havde han været der. Han havde gjort at hun ikke følte sig så alene, og hun så en godhed i ham dengang, som havde vundet hendes tillid. Som han roligt nærmede sig, klemte hun øjnene en smule sammen af overraskelse. Hun havde hørt rygterne, men havde ikke helt og holdent troet på dem. Det havde hun ikke været villig til. Dog havde hun da haft sine bange anelser ved tanken om at miste en person der havde betydet så meget for hende, og hun havde været ramt af usikkerhed og sørgmodighed, når hun i skrøbelige øjeblikke tillod sig selv at overveje muligheden for at han var væk for evigt.

Hun rejste sig op, da han kom tæt nok på. Hun havde nær skubbet til spanden med vand ved sin side, fordi hendes ben rystede så meget i de første sekunder. Overraskelsen var i hvert fald tydeligt markeret over hendes ansigt, som læberne adskilte sig en smule og lod et enkelt ord glide ud:
"Chris..?"
Hun gik mod ham med en sådan kraft at og sammenbidt udtryk at man først kunne tro at hun ville stikke ham en syngende lussing. Faktisk var hun ikke helt sikker på om det var tilfældet, som hun tog sit første skridt. Alligevel kastede hun sig ind od ham og svang armene rundt om hans krop. Intime gestusser som denne var så sjælden for hende, men i et skrøbeligt sekund var hun overvældet med en følelse af lettelse.
"What.... I thought...." Mumlede hun lidt utydeligt ind mod hans brystkasse, hvorefter hun snart trådte et skridt tilbage og ud af hans favn, "You know what people are saying about you right?" Der var en lidt bebrejdende tone i hendes stemme.

Christopher stod og så mod hende og, havde faktisk forvendt en lussing, men i stedet mærke han hende svinge sine arme omkring hans nakke, hvorefter han mærket hende pande mod hans brystkasse han hørte svagt, hvad hun sagde selv om det var utydelig, han lagede hans øjne arme om hende, for at gengælde det, mens han gav hende et kys på for hoved, hvor han lod hans hoved hvile mod hendes hår og lukket sine øjne. Hun, havde ikke forandret sig på den store måde, hvilket gjorde at ha trådte ud af krammet da hun gav slip da hun nævnte. om han vidste, hvad folk sagde og kigge bebrejende ham nikkede han svagt.

"Yeah i do, i came back too see too you and my mentor, it aint easy being dead it really is not, i thought, i where gonna die too how i survived i dont know too be honest, alli remeber was a person that took me with him, before i yeah passed out, i promise too tell you everything of how it happend, because you desserve too know it if you really want."

Kom det fra Christopher, hvorefter han sende hende et svagt smil. Han kunne stadig mærke regne som faldt ned over dem, hvilket ikke gjorde dette her let, men på den anden side det kunne ha været meget værre. "But its true i was dead, or whatever you will call it, but i am gonna have too leave, before there goes too long, more because i dont want too put the rage down on you and everyone els her"" Christopher tog en pause, hvorefter han forsatte. "I have, made som powerfull people really angry, and as long as they know i am alive they will never stoop hunting me." Lød det fra Christopher, hvorefter han fjernet lidt af hendes hår, hvorefter han så hende i øjne der var intet andet end ærlighed i dem,  hvilket hun kende ham nok til det.

For mange af dem der boede i Thunderville, eller havde opholdt sig der i perioder, var det nok ikke en hemmelighed at Arden var lidt tilbageholdende overfor det mandlige køn. Hun havde trods alt sine ar på sjælen. Alligevel var hun tryg ved Christopher, og han havde aldrig givet hende grund til at være andet. Derfor veg hun ikke tilbage når han rørte hende, eller kyssede hendes hår - tværtimod følte hun en fremmet varme i sin krop ved disse små gestusser.
Som hun var trådt væk fra ham igen, lagde hun armene over kors, mens hun lyttede til hans ord. Hovedet tiltede hun en smule på skrå, så yderligere en af de røde lokker gled ud af den nu temmelig løse fletning, der nærmest lod sig opløse lidt af støvregnen. Hans ord lød ærlige, og derfor tvivlede hun ikke et sekund på sandheden bag dem, selvom de var alvorlige. Hun lyttede blot, med lidt sammenbidte tænder og opmærksomhed i øjnene. Han var i live, og dog følte hun en smerte ved hans forklaring. Han var i fare...

"Leave?" Selvom meget af det han sagde, ikke fik tvunget hendes mund åben, var det netop dette ord, som fangede hendes opmærksomhed, "You can't leave..." Der kom et forurettet udtryk frem i hendes øjne, som hun rystede lidt barnligt på hovedet. Skulle hun nu også miste ham? Han var jo lige kommet tilbage!
Hun lod ham fjerne en lok af det røde hår fra sit ansigt, der var let vædet af støvregnen. Hun kiggede op på ham, og trods hun aldrig græd, kunne man se smerten i hendes øjne:
"Where will you go? Please don't ask me to say goodbye to you." Hun tog blidt, men bestemt fast i hans arm, "You can stay at the Inn with me..? Please Christopher. I want to help!" At bo på kroen var ingen løsning, og det vidste hun. Alligevel ønskede hun ikke at sige farvel.

Christopher, havde ikke de bedste egneskaber efter hans egen mening, men ind ting der altid gik igen han var glad for var, for meget han ville gøre for at beskytte de få mennesker der betød noget for ham, den ene af dem var Arden, det ville aldrig ændre sig om han ville eller ej. Han lyttet til hende og mærket hendes arme omkring hans egen, hvorfor var disse ting så svære, men med et gik en ting op for ham, så længe de ikke, havde set hans ansigt kunne han stadig forblive skjulte han skulle bare forsætte med og bære en maske og hans liv skulle være i to dele, det var måske en ide hans mentor, havde gjorde det og var stadig i live.

Han så på hende, hvorefter han klemte hendes hånd med sin egen, "maybe i can get something to work out, but you know if they ever finds out, you are gonna be a target" kom det fra ham, hvorefter han forsatte, but if you really think we can make it work, i promise you, i will stay with you in the end." Kom det fra Christopher, hvor han uden og tænke over det kysset hende på munden ganske svagt, hvis hun ville hjælpe ham og holde ham skjult var det måske en mulighed. Han trak sig dog hurtigt væk, da han ikke vidste om han skulle ha gjorde det, "so that happend," lød det svagt fra ham, hvor han prøvede og spille lidt på det, "so gotta find a new name the locals can call me hmm, what do you think of White wolf."

Lød det fra Christopher, "and by name chris maybe that will help, but maybe we should go like we are getting sick, by standing out in the rain." Kom det fra Christopher mens han sende hende, et charmerende smil.

Hvis han var i fare og virkelig blev forfulgt, vidste hun selvfølgelig at hun ville være udsat ved at mænge sig med ham. Alligevel kunne hun ikke lade én af de eneste hun havde så nær i sit liv, forsvinde eller blive udsat for fare, uden hun i det mindste havde prøvet at beskytte ham først. Måske havde hun været for ung til at redde sine forældre, men Christopher tillod hun ikke sig selv at vende kinden til. Nej, ham ville hun kæmpe for, om han ønskede det eller ej. Valgte han at forsvinde ud af hendes liv, ville det knuse hendes hjerte, og hun ville sikkert både elske ham for sin godhed, men også hade ham for det.
Hun så op på ham med de grå øjne, og mødte hans violette. Hun mærkede hvordan han klemte hendes hånd i sin. Trods hendes hånd var lille og kold, bar den tegn af et arbejderliv. I svage øjeblikke fangede hun sig selv i at tænke på hvordan han mon så på hende til forskel for andre unge kvinder. Kvinder som havde ressourcer nok til at gå i fine kjoler, eller blot ikke have sod i ansigtet, fordi de ikke behøvede lægge på knæ og arbejde. Alligevel slog hun altid dé tanker væk. Det var åndssvage, naive bekymringer, som var latterlige når man så på den faldefærdige verden de befandt sig i.
Hun var overrasket over hvor hurtigt han indvilligede i hendes ord. Det satte et smil over hendes læber, som blot blev forseglet af et blidt kys. Overraskelsen var tydelig i hendes ansigt, og hun tog sig kortvarig til munden, som han havde afsluttet det. Det var måske ikke hendes første kys i teknisk forstand, men det var første gang nogen havde gjort det med så megen blidhed.
Why did you do that Tanken strøg gennem hendes hoved, men hun rystede det af sig og lod ikke ordene glide over læberne. Det var vel bare venskabeligt, og hun vidste at det var sådan det måtte forblive. Andet turde hun ikke gå ind til.
"I'm sure that's fine." Sagde hun så til hans navneidé - stadig lidt konfus over situationen. Hun vidste at havde det ikke været for støvregnen, ville den røde farve være til at spotte i hendes kinder.

Da han nævnte at de nok burde gå indenfor, nikkede hun:
"Uhm yes... Come with me." Hun greb fat om den fyldte spand, og holdte den i sin favn med begge arme - nærmest for at holde dem lidt i ro, "We have a room available. You can stay there." Lød det fra hende, som de gik. Hun forsøgte ikke at kigge ham i øjnene, selvom hun forsøgte at holde fatningen.
Snart nåede de kroen, og hun skubbede døren op for ham. Krostuen var varm, og værelserne lå ovenpå. I selve stuen var der kun et par harmløse lokale. Det var sjældent at landsbyen så mange gæster nu om dage.

Han vidste godt han ikke kunne få det slags liv som han gerne ville med Arden, mere fordi han stadig ville gøre alt for at holde hende fra hans liv men det var altid noget hun ikke reageret voldsomt på det. Han lyttet til hende og nikkede, dog kunne han se hendes ansigt ændre sig lidt, selv om det regnet, måske burde han forklare hende, hvorfor han havde gjorde det senere ellers ville hun sikkert forvente et svar af ham, men indtil da måtte han bare se tiden.

Issac kunne vente til senere med og høre at han var her, da han gerne ville tilbringe lidt tid med hende, inden han en gang tog en tur til the underground igen han kunne ikke lade folk stå i deres egen problemer.  Han fulgte med hende hen mod kroen, men da hun tog spande med vand var han dog hurtig og tog den inden, hvilket gjorde at han sende hende et svagt smil, " i will take it." Han forsatte derefter med hende, hen mod kroen hvor hun åbnet døren derefter gik han sammen med hende ind og stillede den der, hvor den skulle stå efter og ha fået viste det af Arden. Han stillede sig derefter ved siden af hende, "so is there a more private place we can talk, other than my room."Kom det fra Chris, hvorefter han sende hende et kæmpe smil han var glad for og se hende ingen tvivl om det, hvilket man os ku se på ham selv om hans smil ikke var så kæmpe. Han vendte dog på, hvad hendes forslag ville være os når det kom til, hvor det var bedste og snakke henne måske fordi han følte at hun behøvede en lille samtale omkring det,

Han ville dog godt forklare, hvorfor han  havde kysset hende, mere fordi det var en ting hun ville fortjene og vide, hvem vidste hvad fremtiden ville bringe så efter hans mening skulle man bare leve livet fuldt ud, men sådan havde han altid tænkt der var ingen forskel over det der lige meget, hvad han gjorde han studeret hendes ansigt, hun var vokset og så nu smukke ud end nogensinde før, derudover havde hun et så venligt hjerte hun ville hjælpe alle og der ved, kunne han se sig selv i hende.
//ikke så langt som dit dog, håber det går < 3//

Havde det været en anden person der havde presset sine læber mod hendes - blidt eller ej - havde hun nok stukket dem en knytnæve. Christopher havde derimod næsten undertrykt hendes temperament og lammet hende i et sekund. Hun havde trods alt altid følt sig tryg med ham: Sandsynligvis fordi han havde været der i de sværeste perioder. Dengang hun havde mistet sine forældre, og dengang hun var vendt tilbage til Thunderville efter at være blevet bortført af soldater, der udnyttede hendes naivitet og svaghed. Han var hendes bedste ven, og hun havde altid støttet sig til ham, selvom hun havde en del dæmoner at kæmpe mod.
Selvom hun var en arbejderkvinde og normalt trodsigt ville have beholdt spanden i armene af ren stædighed, lod hun ham tage den. Han var hjælpsom af natur, og ville nok ikke høre på hendes argumenter alligevel.

Da de nåede ind i kroen og han spurgte om de kunne snakke et mere privat sted, nikkede hun.
"There's no one in the kitchen at the momen. We can talk there." Hun fulgte ham ud i køkkenet i det næste rum. Det var lille og sparsommeligt, og let oplyst af kaminen, som oftest blev brugt til at langtidsstege kød eller koge supper. Et sæt bænke stod foran kaminen og ville være et oplagte sted til at føre en samtale, og få lidt varme efter en tur ude i det kolde, regnfulde vejr.
Hun fandt to krus øl frem, og medbragte dem til bordet. Om han ville have det eller ej, spurgte hun ikke ind til - men placerede blot et krus foran ham, før hun satte sig ned.

Hendes hår var stadig halvvådt, og derfor løsnede hun det snart fra fletningen med fingrene. Det ville alligevel vriste sig fri snart. Hun satte dernæst sit krus mod læberne, drak en tår, og samlede mod til sig.
"You can't do that again..." Sagde hun da hun satte kruset mod bordet igen, "Kiss me, I mean." Der var et forlegent udtryk i hendes ansigt. De var venner, og hun vidste at en grænse var blevet overtrådt. Det havde føltes godt, i dét sekund, men havde nu fyldt hendes hoved med forvirring.

//Det er altid indhold, frem for længden, som betyder noget for mig <3//

Christopher så hen på hende da hun viste ham ud mod køkkenet, han satte sig derefter sammen med hende, hvorefter han lyttet til hende, han vidste ikke helt, hvad han skulle svare måske var det derfor han stod et øjeblik, hvorfor kunne disse ting ikke være lette han, havde aldrig haft det sådan med en anden person hun var den eneste der kunne være ved ham uden problemer, uden han skulle ofre sig selv for at finde en anden ting. "Why is that," kom det fra ham han prøvede og undgå og vise at det, havde såret ham hun var den eneste person der kunne se ind i ham og som han kunne være sig selv omkring, "we can be friends and still have something like that running, pls would you not give it a chance, like i mean you will always be my friend no matter what hapens, but its wrong unless, you dont like me so much as that, then i would understand, but we have been trough so much, and we are stronger when we are there with each other you know it i know it." Kom det fra Christopher.

"just think over it thats all i ask, but how do you fell and why, do you think it should stop and never happen agian." Kom det fra Christopher, hvorefter han tog en tår af sin øl, hvor han lod den falde ned gennem hans krop det var letter og tale om når man var fuld, men nu havde han åbnet op for det derudover, havde han gjorde det mens han var Ædru, hvilket betød hans mening om det var helt ærlig, "and if it wont work we can still be friends at that time, our friendship can take it, you know it can."

Christopher tog en tår mere mens han lyttet til, hvad hendes svar ville være. Måske ville det, gøre nogen ting sværre men de, havde været gennem så meget at det var en mulighed, der ville være der, hvor nogen venskaber ikke ville kunne holde det, men de havde haft så stor påvirkning for hinanden, at dette var den bedste måde og gribe det an på, " I care about you a great deal, and thats why, you can think over it i will wait for you if it comes too that, i will trust me."

Jo mere han talte, desto mere forvirret blev hun. Det var som om mange af hendes barnlige tanker fra hun først mødte ham, vågnede lidt til live igen. Alligevel slog hun det meste fra sig, og holdt blikket mod bordet og sit krus med øl, som hun holdt mellem hænderne så de ikke ville dirre af nervøsitet. Normalt var hun fattet, temperamentsfuld og stædig, og nu sagde han så meget, som hun ikke kunne håndtere. Selvfølgelig vidste hun at de var stærke sammen, men hun satte pris på deres venskab, og følte ikke at de kunne være begge dele.
"I can't be with anyone Chris." Hun understregede sine ord, og der var en alvor i hendes tone. Endelig tvang hun sine øjne op mod ham igen. Hun vidste at hun elskede ham som en ven, men forelsket var hun ikke. Hun havde et crush på ham, men afholdt sig selv fra at udvikle noget videre. "You're so dear to me. But I just can't." Tilføjede hun med en undskyldende tone i hendes blik, før hun slog øjnene i bordet igen.

"There's stuff you don't know about me." Jovist havde hun fortalt ham at hun var blevet bortført kort før hun først mødte ham, men at hun var blevet misbrugt havde hun aldrig sagt højt, selvom han nok havde gjort sig dé antagelser. Desuden gjorde hendes individuelle evne at hun, grundet panik, havde udløst en side af sig selv der var farlig. Hun vidste at hvis hun nogensinde var helt intim med nogen igen, ville frygten stige op i hende igen, og hun ville miste sig selv igen. Og hvad hvis det ikke blot var et par uger næste gang, men derimod i flere måneder?
"I can never fully be with you." Måske betød det ikke så meget for ham, men hun vidste at mænd havde deres behov. Hun havde trods alt selv været et offer for det. Så hvorfor overhovedet indlede et venskabeligt/romantisk forhold, når hun ikke kunne give sig selv?

"I care about you too. But that shouldn't mean we can't... Be friends." Der var en tragisk tone i hendes stemme, men da hun løftede blikket var der en mildhed i hendes øjne, "I just can't allow myself to ever consider us to be more." Hun bad ham om at respektere det. Hendes grænser var ikke klar til at blive overtrådt, og dét der skete i dag skulle ikke gentage sig.

Christopher så på hende og forstod hende godt nu når han tænkte over det, hvilket gjorde dette her så meget mere voldsomt. "I will wait too you are ready, if the time comes, i got nothing els so yeah i will wait on you even if it takes a life time." Kom det fra Christopher, hvorefter han prøvede og sende hende et smil så de blev lidt mere lettet, " i know pain when i see it, and like i said i will wait, dont ever second guss that ever." Kom det fra Christopher, mens han sende hende et smil.

"I understand, and even if you cant be fully with me, i dont care, i never where good at these things, why do you think i never stayed at one place, more than a few days i have never felt hold, before i where with you, but like i said i understand and i will give you the time you would need, even if it takes a lifetime."

Han gentog sig selv lidt måske, men det var hvad han mente og sådan han så hende, hvis hun hadet ham for det forstod han det godt men dette her var ikke lige frem let og komme ind på, selv om han havde været med hende i mange år som venner og han forstod hende godt.

"you wanne tell me about what happend or do you wanne talk about something els, even if you dont want too i understand." Han tog en til tår, hvorefter han så på hende. Man kunne lige så stille se solen var gået ned, hvorefter han så på hende med en svagt smil, "anyway need help with anything tonight or?"

Det var som om hans passion fra før, var dæmpet en smule af. Som om han endelig tillod sig selv at se det fra hendes synspunkt. Hun vidste at han sikkert var skuffet. På sin vis var hun det også. Hun manglede omsorg i sit liv, men hun vidste hvor farligt det var. Ikke kun for hende, men for dem begge. At han nu sad der og smilede til hende, fyldte hende med lidt lettelse. Hun var bange for at han havde taget afvisningen hårdt, og ville have forsvundet ud af hendes liv for evigt. Men nej... Han blev siddende foran hende, og sagde at han ville vente. Selv hvis det tog en hel livstid. Denne kommentar fik hende til at ryste lidt forlegent på hovedet.
"Maybe you'll fall for someone else..." Der var et lille håb i hendes stemme. Hun ville langt hellere have at han fandt lykke med én, end at han sad og ventede på hende, hvis det skulle vise sig at hun aldrig ville ændre mening. Hun sendte ham dog snart et fortrøstningsfuldt smil.
"Don't put your life on hold for me." Hun rakte ind over bordet og tog hans hånd. Hun gav den et blidt, venskabeligt klem, "I might never change." At falde for én - helt og holdent - ville blot gøre tabet af dem endnu værre. Hun havde mistet så mange i sit liv, og nægtede at udsætte sig selv for yderligere smerte. Selv hvis hun så levede mangelfuldt.

Da han spurgte om hun ville snakke om det, rystede hun på hovedet. Hvad hun havde udsat for, ønskede hun ikke at tale om. Det bragte blot ting frem som hun ønskede at glemme, og det måtte bringe tårer i hendes øjne, der ellers sjældent kom frem.
"No, I don't... But I'm happy you understand." Hun sank en klump i halsen, og rystede så tanken af sig. Ved hans næste spørgsmål, rystede hun på hovedet, "I'm not working any more tonight." Det var ejeren af kroen der nu havde taget over og givet hende fri, "Should I show you your room, or do you want to stay here for a while?"

Han lyttet til hende, men ville ikke træde mere i det han, havde sagt hvad han ville gøre om hun ville tro at han ikke ville vente måtte hun selv om. Han vidste dog at hun betød så meget for ham at han ville vente inden til hun fandt en anden, hvis det nogensinde skete eller hvad der nu skete. Han mærket hendes varme hånd gi hans et klem, hvorefter han sende hende et svagt smil, da hun spurgte om hun skulle vise ham, hans værelse stod han et øjeblik og overvejet det, men der var ikke længere en grund til og sidde, hvor de nu var. " Yeah sure, if wanne you can show me the room." Kom det fra Christopher, mens han sende hende et smil igen. Han rejste sig derefter op og ville følge hende hen til, hvor det nu var. "How are you holding up anyway ard." Kom det fra Christopher, man kunne sagtens høre at han faktisk bekymret sig lidt, men det lå i hans natur, hvilket kun var en god ting. Han fulgte med hende, mens han svang den enkel pose med ikke særlig meget, over sig to andre sæt tøj derudover noget vand og hans maske. Den han, havde brugt til og skjule hvem han var han, når han var ude og beskytte folk.

Resten af tiden, havde han altid bekymret sig om dem lige meget, hvad han ville dog aldrig tag til hans egens slægts nye tilholdssted, måske var det fordi der var så mange ting der, have gjorde han var forsatte med hans liv som den han var hans mentor og ham følte de kunne gøre bedre ting så længe de ikke var holdt tilbage af slægtens regler osv. Måske var det lidt en dårlig ting men på den anden, side så virket det bedre de hjælp dem der ikke var så heldig, med slægt og blev trådt på derudover beskytte de folk der led under kriminalle grupper som i the underground, så ingen uskyldig bliv skudt ned i gaden.

Hun fjernede blidt sin hånd fra hans. Hun nænnede trods alt ikke at gøre det sværere for dem begge, at tegne denne linje af venskab, som ikke burde krydses. Hun ville blive ved med at vise ham ømhed, men det skulle ikke gå for vidt. Kysset havde været en overtrædning, og selvom hun måske havde nydt det i et svagt sekund, var hun sikker på at de havde truffet den rigtige beslutning nu. Hun foldede derved hænderne i skødet, efter at have taget en lille tår af sit krus. Varmen fra kaminen, samt den lille mængde alkohol, havde varmet hendes krop tilstrækkeligt op, efter turen ude i støvregnen.
Da han godkendte hendes ide om at han blev vist sit værelse, rejste hun sig op fra bænken, og førte ham ind i krostuen igen. Herefter ledte hun ham op af trappen i rummet, som førte til en gang med omtrent fem-seks rum, der for tiden kun blev brugt af lokale, inklusive hende selv. Ét rum var dog ledigt, og hun førte ham snart ind i det. Det var sparsommeligt, men mageligt nok. Thunderville var trods alt en by i ruiner, så man kunne ikke forvente sig andet end det dybt nødvendige af indretning.
"I hope this will do for you." Kommenterede hun, og gik kortvarig hen til sengen, for at stryge nogle folder ud i puderne, med den ene hånd. Fingerspidserne var lidt ru efter et liv som arbejderkvinde, så materialet føltes næsten ekstra blødt når hun rørte ved det. Ved hans spørgsmål om hendes velvære, sukkede hun lydløst, før hun gik over til rummets eneste vindue. Hun så kortvarig ud på byens område. Fra dette vindue kunne man se brønden de netop havde stået ved.
"I'm okay," Lød det fra hende. Det var ikke en direkte løgn, men Christopher havde kendt hende længe. Arden tog én dag ad gangen og arbejdede det meste af tiden, på at bygge en ruineret by op. Det virkede håbløst, og dog kunne hun ikke vriste sig fri fra opgaven. Uanset hvad folk så end måtte tilkendegive af meninger.
"I'm keeping busy." Tilføjede hun dernæst, og vendte sig igen med front mod ham. Hun sendte ham et lille smil, "I'm glad you're alive Chris.. I didn't want to believe those rumours." Hun vendte emnet væk fra sig selv, som hun så ofte gjorde, "I hope you can stay here for a while. But if it ever get's too dangerous, I'll understand if you leave."

Christopher bevægede sig hen gennem kroen med da hun vidste ham det sted han skulle sove, nikkede han svagt, "its really nice, like its better than, what i am used to so its perfect." Han ville dog ikke mere end på det, hvilket medførte at han sende hende et smil, hvorefter han lyttet til hende, hun var ikke helt okay og det vidste han godt. Men, hvis der blev behov for det ville han helt sikker hjælpe hende igen, det eneste hun skulle var at spørge der var ingen anden ting og han ville vente på hende som han, havde sagt det havde taget et stykke tid inden han selv, havde lukket folk så tæt på som hun var kommet, hvis nogen sinde, hvilket os var grunden til han havde sat så meget ind på det at han blev her hun skulle ikke stå alene ikke lige nu da.


Christopher tog sig til hoved, mens han hørte på, hvor glad hun var for han var tilbage hun skiftet emne, hvilket han ikke var overasket over, men på nogen punkter var han faktisk skuffet over han ikke, havde været død. Måske fordi det ville ha været en død han ønsket sig, som en martyr. Christopher tog sig til hoved, mens han lagede nogen kort på bordet for sig selv, måske var det ikke den værste død og måske ville han inde sådan, men det havde han intet imod. "Thank you for understanding Ard." Kom det fra Christopher, folk der kende ham vidste at hans liv ikke, havde en lykkelig slutning sådan så han den da ikke selv, ikke før han havde mødt ard og måske var det os bedste at de ikke starte noget op, måske en gang i fremtiden kunne det blive til noget indtil da, hvad der skete ville ændre hans liv og hans fortid man skulle derfor ikke forvente særlig meget af ham da han, ville bringe mere kaos med sig end fred. "So what does it cost, and how much do i need for you as the one, who are near." Kom det svagt fra Christopher, hvorefter han smilede til hende.

Hun lagde armene lidt over kors som hun betragtede ham gennem rummet. Det var normalt for hende at skifte emne når hun ikke ønskede at tale om sig selv eller åbne op for sine svagheder. Derfor var hun meget taknemelig for at Christopher ikke kommenterede på hendes emneskift, men blot lod hende styre samtalen i en anden retning. Heldigvis mente hun da hvert et ord. Hun var glad for at han var tilbage. Nok levede hun i en by med mange bekendte, men han var en af dem hun havde nærrest i hendes liv. Han havde været der i en af de sværeste perioder: Et tidspunkt hvor hun ikke blot måtte håndtere sine forældres død og en ødelagt landsby, men også havde kæmpet med personlige dæmoner og minder om forfærdelige mænd, der havde gjort endnu forfærdeligere ting mod hende. Hun huskede hvordan hun - da hun måtte Christopher - nærmest havde været bange for sin egen skygge, og bestemt ikke havde ladet en eneste person røre ved hende. Efter noget tid var hun langsomt blevet tryggere i hans selskab, og fordi han ikke havde distanceret sig fra hende som mange andre i Thunderville, havde hun fået et stærkere bånd til ham end mange andre.

Da han spurgte om prisen på hendes logi, smilede hun blot til ham,
"This room is availble at the moment. I think it's reasonable enough that you'll only get to pay, if anyone else needs the room." Kommenterede hun mildt, og strøg noget af det røde hår væk fra sit ansigt. Forretningen løb langsomt for øjeblikket. Det var hovedsageligt rejsende der søgte logi i kroen, og der var noget tid imellem deres besøg, og det kunne ofte ikke regnes ud på forhånd.
"So should we jus say that you'll help out a little here, and, in that way, pay for the room?" Der kunne trods alt bruges noget hjælp i kroen. Hvad end det var ved at lappe nogle af hullerne i taget, eller bære nogle tønder øl og vand frem og tilbage. Måske ville det også være rart for Christopher at have noget at tage sig til.
"I could always need a little help here." Selvom hun var en stædig og selvstændig kvinde der sjældent bedte om hjælp, synes hun det var en fair 'betaling'. Hun var trods alt for god til at bære det tunge læs og presse flere opgaver ned over sig, end hun kunne jonglere. Derfor var det måske på tide at hun fik en mulighed for at få nogle af de overskydende opgaver klaret.

Christopher lod hans øjne studere rummet omkring ham,dette her var bedre end, hvad han normalt var ude for. Han, havde et værelse og en seng for en gangs skyld, hvilket gjorde disse ting mere let for ham. "Yeah we can say that help out, proably would need some new things to do while i am here anyway, but yeah, you know i just have more past than i can stay behind." Christopher sende Arden et svagt med stadig charmerne smil, hvorefter ha lod hans øjne glide rundt i rummet igen, det var stort mere end han nogensinde, havde været van til og det gjorde os at han ikke helt vidste, hvad han skulle gøre han ville nok ændre lidt da han ikke var van til og sove i senge af nogen arter og der var tæppe så han kunne ligge sig på jorden, med det hvis det var, hvilket nok ville komme op derefter.

"Well i hope you dont mind i will try to get some sleep, and then i will cya tomorow if you dont want to watch me take my cloths of it would be and idea to go now Ard." Om hun valgte og blive, ville han tag sit tøj af så han kun ville ha hans bukser på da det var den mest normal måde han kunne sove ved.

Når han ville ha gjorde det og gjorde sengen klar ikke at han regnet med at han ville sove i den, men måske skulle han gi den en chance. Han ville derefter få lige så stille skubbet ganske blidt Arden ud, hvorefter han så ville lukke døren efter og ha givet hende et svagt kys på panden som, et godnat kys, hvorefter han ville ha lukket døren og derefter ville han ligge sig til og sove.
//sorry det korte svar men vi kan skippe til næste dag og tag nok hans nat, i mit næste svar :9 < 3//

//Helt i orden <3//

Hun satte pris på at han godtog hendes forslag. At han skulle betale en eneste mønt, ville hun ikke acceptere. Han var hendes ven - og i sidste ende kom arbejdskraft før valuta i en by som Thunderville. Hun nikkede ved hans svar, og sendte ham et ganske mildt smil. Hun var glad for at kunne hjælpe ham, trods rummet langt fra var lukseriøst. Dog var der rent og ordentligt, og det gav hende en varm følelse i kroppen endelig at kunne give en snært tilbage, efter han havde hjulpet hende så meget gennem årene.
Da han snart nævnte, at han måtte få noget søvn, skilte hun let læberne ad, og smilede dernæst. Selvfølgelig! Han måtte være utrolig træt efter alt han havde været igennem.
"Of course, you need some rest." Hun skulle til at vende ryggen til ham, da hun registrerede hans efterfølgende kommentar. Det bragte - i et sekund - et billede op i hendes hoved, som fik hende til, halvflovt, at slå blikket ned i gulvet. Denne dag havde bragt sine forvirringer, og derfor var det vel ikke mærkeligt, at der gik små stik af barnlighed gennem hendes krop.
"I'll go." Der var en mild latter i hendes stemme, som hun fandt hans blik igen og rystede lidt på hovedet.
Hun vendte sig mod døren, og standsede ved døråbningen, som han plantede et blidt kys mod hendes pande. Trods hun var en selvstændig kvinde, var der noget rart ved at vide at han var der. Måske ville hun endda sove tryggere om natten ved at vide at én hun kunne stole på sov i samme bygning.
"Sleep well." Hun sendte ham et varmt smil, og gik ned i krostuen for at hjælpe med roligt at lukke stedet for aftenen.

Næste dag..
Som altid vågnede hun tidligt. Solens første stråler havde ramt området, og oplyste mildt hendes smalle værelse, som hun lod sig tvinge ud af sengen og tage tøj på.
Imens kroens ejer stod for morgenmaden, og andre kulinariske forberedelse, ude i køkkenet (da Arden ikke selv duede til at lave mad), stod Arden snart i selve krostuen og fejede gulvet. Selvom hun havde været oppe i nogle timer efter Christopher var gået i seng, følte hun sig langt mere udhvilet end hun havde længe.

Christopher smilede svagt til hende, da hun sagde at han måtte sove godt, "well you to, sleep well." Lød det fra Christopher af, hvorefter han lukket døren efter hende, hvorefter han lukket døren efter hende, der gik et par timer inden han overhovedet, kunne finde sig til rette på værelset. Christopher lod hans øjne glide rundt omkring værelset, han fik første lagt sig til og sove da der var gået omkring 3 timer, det var første der efter han endelig fik taget sig sammen om og gå i seng, hans liv før havde været så voldsomt så brutalt at han ikke kunne tilbyde Arden det, men heldigvis var hun selv gået ind for det. Han havde lærte sin lærestreg da han var yngre kun had, sorg og ødelæggelse fulgte ham. Han burde og ha opgivet det men, hvorfor han ikke gjorde det var måske fordi  om han ville det eller ej så betød Arden alt for ham.


Christopher fik endelig lagt sig i sengen, hvorefter han lod hans krop gå i hans hvile tilstand, for første gang følte han sig hjemme, men han var stadig bange for, hvad dette ville bringe. Han kunne altid prøve et nyt liv ved og tag ud til hans slægt, men det ville gå imod, hvem han var og det kunne han bare ikke. Som hans tænker faldt lidt mere på plads, lod han hans egen, kroppe lukke ned, hvor han så fik lidt søvn der gik dog ikke særlig lang tid før han vågnet igen efter et marridt, et så virkeligt marridt, hvilket gjorde hans øjne var åbne. Han rejste sig op og var derfor begynde inden Arden vågnet, han var hurtigt kommet i sit tøj og var kommet ud, han kunne sagtens nå og gøre noget andet enden han skulle hjælpe ved kroen og sådan blev det.

Christopher fik hurtigt hjulpet nogen med og bygge et hus selv om de så på ham med afsky og had, som bare fortalte alt. Han hjælp dem stadig, hvorefter han satte turen da han var færdig mod kroen. Da der var mad, fik han sig sat ned og fik taget brødet med noget og drikke.
Han fik sat sig ved et bord, hvorefter han så de folk der kom ind stadig gik en tur, rundt omkring ham. Krofatteren, havde os givet ham en opgave der var lidt mere uden andre folk der skulle være omkring ham, han skulle hente nogen drikkevare senere. "After Breakfeast be quick about it, okay. ?" Kom det fra Krofatteren,hvorefter han gik ud igen i køkkenet. Christopher kiggede derefter,  over mod Arden, han sende hende et smile til hende, men man kunne sagtens se at han, havde fået meget lidt søvn, " you look well rested Ard, you sleept well." kom det svagt fra Christopher, hvorefter han sende hende et smil. Hvis hun, havde det godt havde han det bedre.

//damnn, der er ikke så meget og spille på i know sorry < 3 :///

Duften af morgenmaden fyldte snart krostuen, hvor et par beboere langsomt søgte hen. De fattigste indbyggere i Thunderville spiste som regel gratis, og det samme gjorde kroens gæster. Måske var det en forretnings-mæssig dårlig beslutning, men de fleste i denne by var opsat på at opretholde medmenneskelighed, frem for egen personlig success. Dém der havde stræbt højest havde jo forladt byen for længe siden, mens folk som Arden, blev af stædighed, og loyalitet.

Som hun fejede gulvet kørte tankerne roligt igennem hendes hoved. Gårsdagen havde været fyldt med blandede følelser. Forvirring, glæde, overraskelse - det hele smeltede sammen, og havde gjort hende mere udmattet end en hård arbejdsdag ville have gjort. Hendes nattesøvn havde været stabil, og trods hun ikke huskede sine drømme, havde hun ikke vågnet en eneste gang, plaget af mareridt.
Hun hævede blikket som Christopher var kommet ind i krostuen og havde sat sig for at få noget mad. Han havde været aktiv fra morgenstunden af, og Arden tvivlede på, at han havde fået meget søvn presset ind. Alligevel arbejdede han hårdt og stædigt, for at hjælpe til, og dét sagde mere for den unge rødhårede kvinde end tusind år ville.
Så snart hun fangede hans blik, og så smilet om hans læber, stillede hun kosten mod en væg og nærmede sig bordet. Et venligt smil foldede sig snart over de lidt buttede læber, som han spurgte ind til hendes nattesøvn.
"Yea." Der var en lille gnist af overraskelse i hendes stemme, som bestemt indikerede at det var sjældent hun følte sig så udhvilet som i dag, "I'm not an optimist by heart, but I guess finding out that you were truly alive yesterday, helped me put  my worries to rest for once." Hun havde trods alt været udsat for så mange rygter om hans situation, og havde været plaget af tanker om hvad der kunne have været hændt ham.
Snart satte hun sig ned ved bordet. Trods der var et par gæster i kroen, var det først omkring sen eftermiddag at der ville være travlt. Hun så på ham og lagde hovedet lidt på skrå.
"I would wish I could say that you look well-rested, but..." Hun trak lidt på skuldrene, og snart kunne man se et glimt af medfølelse i hendes blik, "Are you okay Christopher?" Måske var det et tåbeligt spørgsmål. Han blev forfulgt, og var nok ikke i sikkerhed her særlig længe, "You shouldn't work too hard. You should rest.."

//Vi kan altid bare tage emnet lidt endnu, og så ende det <3 Så kan vi starte noget nyt op når vi har nogle ideer //