This isn't a place for me- Delilah

Tid: 12:30

omgivelser: en del mennesket

vejr: solen skinner og vejret nogenlunde varmt

Påklædning: En tætsiddende sort kjole og sorte hæle og de sorte handsker.

Det var en god dag, folk virkede meget munter som de gik igennem market for at gøre en handel, men for Angelique var det helvede alt for mange glade følelser til at hun kunne rumme dem. Selv nu hvor der var alle disse problemer, folk som vrede over Lunas beslutning omkring The Crawford. Politik var og blev en ting hun ikke gik op i. Hun syntes der var for meget arbejde i det. Hun betragtede de legende børn som de løb imellem benene på de voksende. Hun havde aldrig haft sådan en barndom, men på den anden side så havde hendes barndom formet hende til en kæmper. Hun kæmpede hårde end nogen anden hun kendte for bevise at hun mindst kunne være lige så god som mænd, men det svært de følelser hun gemte var ikke nogen hun snakkede om hvilket som regel bare gjorde hende mere dystre. Hun betragtede en bold som den nærmede efterfulgt af en folk børn. De heppede og hujede glad som de løb imod hende. Hun hævede svagt det ene bryn, dog falde det hurtigt på plads. Hun kom i tanke om hvorfor hun var her. Evelyn havde sagt at hun skulle købe noget nyt tøj, tøj som ikke var sort. Efter Evelyn mening fik det hende til ligne en som skulle til begravelse. Dog var det mere eller mindre sådan hun følte det. Tabet af hendes Josephine gjorde ondt, men hun kunne ikke tale om det. Selv ikke til Evelyn som var det tætteste hun kom på at have en ven. Hun stod lidt betragtede børnene og sukkede svagt inden  hun forsatte for at finde noget tøj. Udover det ledte hun også efter et arbejde, men det var en smule svært for hende at holde fast i noget især fordi  mange af de steder hun ledte var det mænd som havde det.
Grundet ting som hun kunne sige havde de altid endt med at fyrre hende bede hende om aldrig at komme igen. Hun kunne nu heller ikke give dem skylden hun var svær at have med at gøre oftest en håndfuld. Hun bar på så meget vrede. Folk som gjort hende sådan havde også fået skylden. Hun rev svagt ned i de mørke handsker hun havde på. Grundet hendes evne og vreden kunne hun ikke tage dem af. Hun ville ikke påføre folk unødvendig skade. Det kunne godt være at hun havde et koldt ydre. De eneste som hun måske kunne finde på at gøre det ved var mænd. Hun hadede dem og som regel lade hun heller ikke skjul på det.

Hun mærkede deres blikke som de ramte hende, mange af dem var dømmende, men det kunne hun ikke tage sig af. Hun var måske også lidt af et syn med alle de ar hun bar rundt omkring på hendes krop. Nogen påført af andre, men der var nogle som hun selv havde lavet . Hun var så ny til dette her og det var tydeligt hun anede ikke hvad hun ledte efter og med et blev hun opmærksom på hendes omgivelser. Hun følte sig malplaceret og lige pludselig følte hun en trang til at gå tilbage i skyggen hvor hun kom fra. Hun løftede svagt sine læber, dog mindede det langt fra et smil. Faktisk var det bare en antrækning. Hun kunne ikke huske hvor lang tid siden hun havde smilt ihvertfald ikke i offentligheden. Hun lod svagt en hånd glide ned på en lille taske hvor hun havde sin æske i. De var hendes følelser skrevet ned på papir. Den mest vigtigste ting i hendes liv. Hvorfor kunne Evelyn ikke gøre dette for hun vidste hvor meget hun hadede dette. Folk havde det med at glo, hun lignede vel også en som aldrig kom ud af en dør med den hvide hud. Hun sukkede opgivende og vidste at hun sikkert ville ende med at skulle komme hjem tomhændet.  Hun begyndte at gå, uden rigtigt se hvor hun gik " It was stupid of her to think I could do this by myself" mumlede hun og så ikke at hun havde kurs mod en fremmede indtil det var for sent og hun gik ind i vedkommende og væltede. Et lettere irritabel suk undslap hendes læber som hun rejste. Andre folk ville have sagt undskyld, men ikke Angelique. Hun blev som oftest for vred. Hun havde stadig ikke lagt mærke til hvem hun var gået ind for hun greb sin taske. Hun virkede altid hård når man mødte hende. Faktisk var det for at skjule hvor sårbar hun egentlig følte sig. Hun lært at gemme det bag vreden for så ville ingen spørge ind til hvordan man havde for så bare at forlade en bagefter.
Hun greb tasken og rejste sig og skulle til sige noget, men stoppede sig inden hun fik sagt noget  hun ville fortryde så heller tie stille. Hun knyttede svagt sine hænder og sukkede svagt for at styre vreden som var vækket i hende. Siden hun var væltet ind i den fremmede så var det hendes skyld. Hun stod stirrede ned jorden og havde stadig ikke set hvem det var. Hun trak vejret dybt et par gange " i'm sorry I didn't mean to" sagde hun sukkede igen irriteret. Det var også en af de ting hun ikke var god og det var den bedste undskyldning denne fremmede fik fra.

Hun stod stadig med blikket rettet i jorden som et barn der var ved at blive skældt ud, men det var kun for at få styr på sin vrede, da hun endelig mente at hun var klar kiggede hun op på vedkommende tidsnok til at se vedkommendes læber bevæge sig som Dalilah spurgte om hun var okay. Hendes ansigt var som regelt helt koldt og udtryksløst, men kvindens stemme var  varm og rar det gjorde hende nysgerrig og ganske kort kunne man ane et svagt smil. Hun  fjernede  sit blik da hun havde stirret længe nok på den fremmedes læber. Hun rettede sig en  smule som hun igen lagde hånden over den lille taske " I'm fine not a scratch at least not any fresh ones" sagde hun og følte sig underlig tilpas som at lige netop denne kvinde var en hun havde ventet på. Ikke at hun kendte den fremmede, men noget ved denne fremmede fik hende til at føle sig tryg. Hun stod igen med blikket i jorden lettere akavet over situationen som hun aldrig før havde været i hvis det havde været enhver anden var hun vendt om og havde løbet alt det hun kunne, men af en eller grund ville hendes ben ikke. Hun knugede svagt tasken i sine hænder. Hun vidste ikke helt hvad skulle sige, men vreden var som forsvundet. Hun måtte tage sig sammen " I am truly sorry I didn't mean to bump into like that it's just that I am not good in these places and my friend said to me that i have get something else than black clothes, because I look like one who is going to a funeral" sagde hun og hendes stemme havde også ændret sig var nu mere imødekommende end før. Hun slap tasken smilede igen inden vendte sig om imod mængden som handlede.
Hvordan kunne de få det til at se så nemt ud, måske var det fordi hun ikke var så god til mennsker hun stirrede på dem et stykke tid og et opgivende suk undslap hendes læber " why is it so easy for anybody else to buy stuff" mumlede hun svagt for sig selv. Hun overvejede allerede at give op og det var ikke fordi hun havde været der særlig længe, men med alle deres blikke og de fleste af de blikke var dømmende så havde hun ikke lyst og forstod ikke hvorfor hun lod sig overtale, men måske var det fordi Evelyn gerne ville have hende ud af huset af og til. Dog følte hun ikke behov for det. Især ikke hvis hun havde  papir og en blyant. Hun vendte sig om imod den fremmede  " nice to meet you my name is Angelique" sagde og valgte at kigge i jorden igen. Hun vidste ikke hvor hun ellers skulle kigge hen og denne fremmede virkede til få en del blikke alligevel så hun ville ikke gøre det mere ubehageligt for hende. Hun behøvede ikke bidrage til det.

Desuden følte hun at denne kvinde var for pæn til at hun overhovedet var tilladt at se på hende, hun var måske en smule mærkelig, men så slog det hende at denne fremmede måske kunne hjælpe hende. Ikke at hun skulle dømme, men hun lignede en der kom her ofte. Hun lignede også en som styr på det med at købe tøj for det havde hun ikke og normalt kunne godt passe det Evelyn  havde. Hun forstod dog også hendes bofælle at det at hun låne tøj af hende måtte være belastende. Hun fugtede svagt sine læber hvilket var et indirekte tegn på at hun var nervøs og måske også en smule forvirret over sig selv fordi hun følte en lyst til tale med hende, men der var så mange omkring at det ikke ville komme til ske. Desuden var hun så pæn " Listen I know I just met you, but can I ask a favor?"spurgte hun dog kunne man ikke på hendes stemme høre at hun var nervøs. Hun havde brugt mange år på at skjule disse former for følelser fordi hun aldrig nogensinde ville føle sig svag igen. Hun ville være der for dem hun anså som venner, men det indebar kun en person, men det var hun selv skyld i. Dog ville hun ikke have noget imod at bruge lidt tid sammen denne fremmede. Måske de kunne blive venner, men hun turde ikke håbe. For det var som om når nogen lærte hende at kende så vendte de sig imod hende. det var sådan hun af til følte det. Hendes rigtige far hvem end han så var vidste ikke at hun fandtes og hendes mor havde forladt dem på grund af hendes rigtige far. Hun havde fået skylden og havde endda fået et barn med den mand som skulle forstille sig at være hendes far. Hun kiggede forsigtigt op for at se hvordan hun reagerede på hendes spørgsmål.

Da hun begyndte at tale om hendes ar var det som hun ikke helt vidste hvad hun skulle sige. Angelique havde aldrig rigtigt set dem som noget specielt  især det ar som hun havde på kinden mindede hende om hvor forfærdeligt hun var blevet behandlet og faktisk så var det første gang nogen havde syntes de var flotte. Hun havde sågar selv syntes de var grimme, men når det ikke hjalp at skrive kunne var den eneste anden måde at komme af med de følelser hun helst ikke ville have frem var ved at skære i sig selv. Ikke at hun kunne sige det til Delilah hun var ikke så sikker på at hun ville forstå, men der var stadig dele af hende som gerne ville lukke op fordi hun følte sig så tryg i hendes nærvær. Hun havde aldrig følt sådan og det var en smule forvirrende. Hun vendte sit blik imod Delilahs hånd som hun lagde den på hendes skuldre. Hun havde intet imod det når det var hende. Hendes kolde ydre var helt forsvundet som  de stod her. Hun vidste ikke om hun kunne stole på hende, men hvis ikke hun prøvede så ville hun aldrig kunne komme til vide det. En stor del af ville ønske hun var til stole på. Igen fik hun et kompliment. Hun kom til grine af næsten kommentar. En hun hel sikker ville prøve næste gang Evelyn tvang hende ud af huset. Hun glemte helt sin lille æske med digte. Hun plejede at beskytte den som en høg, men hun ganske glemt det.
Hun blev dog igen alvorlig som hun fik at vide hun skulle ignorere deres blikke, at det var fordi de jaloux på hende, men de havde ikke noget være jaloux på. Hun betragtede hende og  lænede sig frem imod hende " they don't have any reason. I am not that special I live with the closest I ever will come to a friend in her house with her husband and soon there will be a child and then I have to move out on the streets because I don't have any money or work to buy my own house" hviskede hun og betragtede  Delilah I can't buy my own dresses or anything because I have trust issues especially with men I hate them, never again I will let a man use me and that's is why I probably don't have a job" sagde hun igen lod hun sit blik ramme jorden det var for  svært at tro at nogen kunne finde hende speciel og pæn. Hun hadede sågar sig selv af til.

Da hun spurgte om hvad det var hun skulle have hjælp til. Havde  hun det på fornemmelsen at Delilah allerede vidste det, men hun ville eller  have hjælp end skulle hjem tomhændet for så ville hun blive sendt herhen igen næste dag, hvilket hun ikke kunne klare de var for glade her til at hun kunne rumme det, men det virkede  alligevel en smule rart at være glad især nu hvor hun sammen Delilah. Hun fandt det underligt . Hun havde aldrig følt sig så glad som hun gjorde nu for at være ærlig skræmte det hende en smule ikke at have al den vrede at gemme sig bag. Uden vreden følte hun sig forfærdelig nøgen. Hun kom i tanke om det hun ville spørge hende da hun spurgte " I need to find a dress there isn't black to me so my friend isn't sending me back tomorrow" sagde hun kunne ikke skjule hvor panisk hun blev ved tanken. Det kunne godt være at denne Delilah var vant til blikkene hun fik, men for hende brændte deres øjne i hendes ryg og alle andre steder de ramte.

Hun lyttede dog stadig fandt hun tanken en smule svær "I just have a hard time believing that somebody will find me attractive" sagde hun, men det var måske fordi hun selv havde svært ved at se sig selv som noget pænt, hun havde så tit efter hendes mors død fået vide at hun ikke var meget andet end en byrde . Måske hun havde fået sin frihed, men hun var stadig  plaget af alle de ting som havde ført til hendes frihed. Hun kæmpede stadig selv med dem og da hun havde svært ved stole på nogen kunne heller ikke snakke om dem. Udover det  fandt hun det meget svært at snakke fordi hun ikke brød sig om disse følelser som det indebar. Hun havde lavet mur af vrede som skjulte hvordan hun virkelig havde det. Hun havde lært sig selv ikke vise meget andet frem end den vrede hun følte " I have my freedom yes, but I don't feel free so many things that led to my freedom is still haunting me and the rage I feel is helping me not getting hurt again I have lost faith in the good of people " sagde hun stadig halvt hviskende. Hun bed sig svagt i læben. Hun havde svært ved at se det gode og for hende var hun næsten sikker på hvis hun kom tæt på nogen igen som hendes så ville de også forlade hende eller vende sig imod hende som hendes familie havde gjort. Hun var sågar ved bilde sig selv ind hvis hun fortalte Delilah de ting ville hun også forlade hende. Hun kiggede op da hun mærkede Delilahs hånd på hendes kind som den blide berøring kom trådte hun ubevidst et skridt tilbage. Hun var ikke vant til den slags kærtegn og det var ikke fordi hun ikke kunne lide det, men det havde overrasket hende. Da hun hørte det næste hun sagde var det lige ved blive for meget. Hun sank svagt en klump ville Delilah virkelig hjælpe hende hvis hun endte på gaden hvilket hun snart ville det vidste, men hun havde accepteret at det var sådan. Hun pressede sin læber hårdt sammen og kæmpede for holde tårende tilbage. Der var aldrig nogen som havde sagt det til hende før. Hun kæmpede for at holde tårende tilbage som åbenbart ville presse sig på.
Hun stod lidt og betragtede hende inden lod sit blik falde på sine fødder for at skjule at tårerne var på vej " I really don't know what to say nobody have ever said that to me not even Evelyn when we first met" mumlede hun. Angelique kiggede som hun blev trukket med længere ned hun betragtede få boderne som de gik forbi dem. Hun sukkede opgivende da hun spurgt om hvad hun bedst kunne lide at have på. For hende var det vel bare tøj noget hun skulle have på. Hun tænkte kort så vidt hun huskede havde hun kort kjole der hjemme som hun aldrig rigtigt brugte. Så lang ville være det bedste træk, men så måske hun havde brug for at prøve noget nyt, men det kunne vel ikke skade alle de spørgsmål forvirrede hende og det var sikkert derfor hun ikke selv købte tøj " I don't know all these questions is confusing me, but I want it to go to my  ankles it doesn't matter  if it is  tight or not" sagde hun håbede at det var svar nok på hvad hun tænkte. Hun fandt det forvirrende og det nok derfor at Evelyn gjorde det for hende.

Hendes blik var rettet på de små boder, men hun lyttede stadig til hvad Delilah sagde hun, måden hun sagde det på fik hende til at tro at det hun følte om sig selv måske var et forkert syn på det hele, men når man som barn ikke havde fået andet at vide end at man var en byrde og grim så troede man på det. Dog var hun langt fra et barn mere. Hun var en voksen og burde ikke have det dårligt med sig selv, men det havde hun. Hun kunne ikke skjule det for Delilah at hun var fuld af vrede, men hun burde ikke skjule hvad der lagde under vreden, men det så nu alligevel ud til at hun i de grove træk havde gættet det. Hun vendte sit blik imod Delilah som Delilah sagde at hun forstod hende. Hun hævede svagt det ene øjenbryn måske var det fordi hun følte at Delilah forstod hende at hun ikke var så indelukket. Hun bed sig svagt i læben " but how could you" sagde hun også gik det op for hende at Delilah måske også blev holdt fanget. Hun sank svagt en klump som det gik op for hende at de var mere ens hun troede de var. Hun spurgte ikke mere ind til det for hun følte at det ikke kom hende ved desuden var de et sted hvor alle kunne høre hvad de snakkede om. Angelique brød sig ihvertfald ikke om at folk kunne høre det. Hvis det var hende som skulle lukke op omkring hvordan hun havde haft det i sit fangeskab.
Hun vidste også at Delilah ikke var sluppet ud af sit fangeskab, men hvem end det var der holde hende fanget  gav hende da lov til at komme ud. Den eneste gang hun haft lov til at komme ud af kælderen var for at se den grav han havde lavet til deres datter. Det var ikke ude blandt mennsker, men i baghaven. Hun havde da alligevel den ene gang været ude. Hun bed sig svagt i læben " thank you I appreciate it, it means a lot to me. I am sorry that you haven't have chance of freedom, but I'm sure it will come to you soon because you seem resourceful and when you do please come find me" sagde hun og ville ikke give slip på den følelse hun havde når hun var sammen med Delilah. Hun kunne være sig selv med sorgen og det hele. Uden hun dømte hende. Hun vidste også der måske andre, men det kunne ikke rumme.  De fleste af dem ville ikke kunne forstå.

Hun blev dog stående hvor hun var, måske hun skulle havde været der henne og  kigge, men hun følte sig bedre tilpas på  afstand af det hele. Det varede ikke længe før Delilah kom tilbage med en kjole. Hun betragtede den og lod sine fingre mærke det bløde stof. Den var flot og det var ikke bare noget hun tænkte fordi det var Delilah der valgt den. Hun tog den forsigtigt ud af hånd satte den til hendes egen krop. Jo den var pæn. Hun smilede bredere end nogensinde havde gjort kigge op på Delilah tydelig tilfreds " it's gorgeous and you know what I think you're right" sagde hun og rakte over til for at kunne finde pengene hun havde fået med sig. De lagde i den lille taske faktisk i hendes æske. Hun følte ikke så stor en trang til skjule for Delilah var denne æske ellers gemte. Normalt ville vogte over den som en høg fordi denne æske var så vigtig for hende. Faktisk havde en del æsker fyldt med digte som ingen anden end hende havde set.

Hun smilede svagt som hun lukkede den gammel æske trykkede hun den ind til sig og gav den et klem inden hun puttede den i tasken igen hvor den var skjult for omverden. Hun stivende en smule da Deliah nævnte æsken, men hun kunne ikke snakke om den ikke her hvor der var så mange. Hendes følelser var i den. De følelser hun var for bange til at vise omverden.  Ting som var sket i hendes liv som hun prøvede på at gemme. Hun lod svagt den frie hånd glide hen over tasken i en beskyttende bevægelse. Æsken brugte hun til digte, men hun havde mange andre digte, men æsken indebar de mest vigtige minder og de mest personlige ting hun gerne ville huske. Hun kiggede lidt på tasken " I can't talk about it here to many people around and it's very personal to me " sagde hun prøvede på ikke at komme til at lyde for fjendtlig imod Delilah. Hun vidste jo ikke hvad der den indeholdte og hvorfor den var så vigtig for hende. Hun følte sig en smule utilpas, men starten af denne dag havde hun troet at hun skulle gøre dette alene og delte hun æskens indhold skulle kunne stole  på at Delilah ikke ville sige det. Hun vidste ikke om hun kunne holde til at blive skuffet og hun vidste jo ikke om de nogensinde ville ses igen. Hun betalte for kjolen. Uden ret meget varsel tog hun Delilahs hånd. Hun begyndte at trække hende med til et sted som for hende betød ro og det var som regel der hun sad og skrev hvis ikke det kunne lade sig gøre hjemme ved Evelyn. Stedet var hendes hun havde aldrig set nogen bruge det selv ikke ham som ejede det.
De havde gået i stykke kom de til en have, så vidt hun vidste var haven ejet af en ældre mand som boede i huset, men han var næsten aldrig  hjemme og når han var her sagde han aldrig noget til at hun brugte den, hun trak Delilah med hen til et drivhus og åbnede døren. En duft af blomster ramte dem som de kom der ind. Stedet lade ikke synderligt langt fra markedet og desuden vidste hun ikke hvor lang tid de havde tilbage, men hun tog chancen hun lukkede døren efter sig smilede svagt hvis hun skulle fortælle æsken indhold skulle det være her. Hendes eget fristed hun trak vejret dybt dette hun skulle til at sige nu var noget ikke havde sagt til nogen før. Hun gik til en rød rose pillede svagt ved de røde blade. Hun vendte sig derefter om " do you really want know about that box, I want to tell you because you make me feel safe and I have never felt save before atleast not after the accident who ruined my life" sagde hun fik et alvorlig ansigtudtryk.  Hun lod svagt sin fingre glide henover bladende som hun stoppe førte hun sin hånd ned til æsken knyttede den svagt i sine hænder. Hun svært ved dette, men hun kunne heller lade være måske det var tide at få de følelser ud. Hun kunne aldrig blive hel, men måske det kunne hjælpe hende til at leve med smerten og sorgen.

Hun kunne igen mærke tårende presse sig som vendte sig imod hende " do you think that somethings are meant to happen that I was sat in this pain because somebody  decided that my life should be different all my life I had try to blame someone but what if I was to blame for my own pain and sorrow what if all this is my fault and not someone else?" spurgte hun og kunne mærke at tårene begyndte at trille ned af hendes kinder. Hun kunne ikke stoppe dem. Hun havde tit tænkt tanken. Hvad nu hvis hun var så forfærdelig at alle disse ting som var sket var hendes egen skyld " all I wanted was to be a family, but that changed when my mother killed herself and My adoptive dad thought it was my fault and what if he was right what if my my killed herself because of me" sagde hun vendte sig så stod med ryggen til hun brød sig ikke om at nogen så hende græde. Hun havde dog ikke grædt længe. Faktisk følte hun at vreden ville være velkommen nu for så skulle ikke tænke på alt den smerte. Hun havde aldrig følt sig så tryg som hun gjorde nu. Hun vidste ikke helt hvad det var som gjorde hende så tryg ved Delilah, men det gjorde hun det derfor hun havde åbent op. Hvad fremtiden ville bringe turde hun ikke tænke på. Men lige nu følte hun sig som selv når vreden ikke var der. Sårbar og følsom, men for første gang så hun ikke disse følelser som en svaghed, men som noget der gjorde en mere menneskelig.

Hun holdte stadig tasken, men efter lidt tid tog hun æsken ud af tasken den rakte den frem imod hende, hun åbnede den " in the box I hide my true feelings and some memory about my life after I lost my daughter Josephine, the box was a gift from my adoptive dad I got it on my 15 birthday day my daughter was born, but she died by the hands of the one I trusted because I thought he love me as his own daughter the one person a child should be able to trust and he lock me up in the basement for years" sagde hun og havde stadig ikke fået styr på sine tåre. Hun havde taget skylden på sig, men kommet til hade sin bror så meget at hun nær havde dræbt ham da han fortalte hende at han var skyld i deres mors død at han havde givet hende kniven. Hun kaldte ham ikke for en bror, men ved fornavn han mistet den ret efter at han sammen med Marcus lukket hende inde. Slået hende ydmyget hende. Alt hun ville var se ham lide for alt den smerte han givet ikke en eneste havde tænkt på hvordan det havde påvirket hende at være deres syndebuk. Hun vidste også hvorfor han havde gjort som havde gjort " I don't even think that my real dad knows that I exists" sagde hun ledte svagt efter noget greb papiret som faktisk var hendes mors afskedsbrev. Det var gammel og en smule krøllet. Hun havde så mange ting den i lille æske som betød så meget. Hun lod sig falde ind i Delilahs arme og idet hun blev det slap hun æsken så alle de papirer og andre små ting som blyanter mønter faldte på jorden med en hul lyd. Hun lukkede sine øjne. Hun havde kun prøvet det  et par gange før og slet ikke noget hun huskede for den ene gang hvor var hun stor nok til at huske det var hun i en lettere form for chok. Hun var stille som de krammede. Krammet føltes rart og kunne hun bestemme ville hun ikke have det til at stoppe.
Hun lod falde blik falde til jorden før hun slap rettede sig op  " I want him and my brother to suffer like I did, but if i do I will be just as bad as they were, but if they cross my path again I probably can't stop I already twice try to killed my brother for letting me take the blame and i willingly did  because he only was ten and I didn't want him to feel the wrath of our dad" sagde hun. Hun vendte sig om for at samle de ting op hun havde tabt " I'm really sorry for what ever your captor is doing to you, because I wouldn't wish all this to happen to my worst enemy " sagde hun startede med at samle  æsken op.

Hun havde før følt sig bange og alene så længe at hun begyndte skrive digte, dog var hun også bange nu, men hun vidste godt at Delilah ville være der for hende, men det bare som hun regnede med at dem hun stolede på alligevel ville vænne hende ryggen. Hun trak ganske skuldrene kort inden vendte sit blik op imod Delilah " that box is my life and it's important to me I guarded it with my life you're are the first person i have told all of this to and I don't know why, but I trust you and I know we just met and I have never trusted person the only thing I trust was my poetry and that was how I got out my feelings without telling anyone about them" sagde hun og fandt en kasse hvor der engang havde været planter i, men de var nu plantet og den var tom hun vendte den så hun kunne sidde på den var stor nok til at de begge kunne sidde på den hvis Delilah også havde lyst til at sidde. Hun lod igen sit blik falde til jorden " I don't think I can trust that there are some good in this world until you showed up and I know we just met but you make so comfortable that i feel that i can be myself without the  rage when you're there " sagde hun og fik et tænksomt blik i sine øjne.
Hun sad lidt med de forskellige ting på hendes skød hun kiggede på et digt omkring hendes datter skrevet lige inden hun blev født. Hun have betragtet det i et stykke tid lagde det kassen sammen med de andre ting samlet op " sometimes it feel like is me against the world and I know it my fault that it is that way because I'm so full of hate and rage it's easier than all the others emotions" sagde hun og afsluttede nu sin tale som lukkede æsken lagde den ned i sin taske igen hvor den var sikker

// cool skal nok skrive dig ind i min når jeg lige får tid

Hun blev overrasket da Delilah igen lod en finger ramme hendes hud, det var ikke fordi hun ikke kunne lide det, men berøringerne mindede hende om engang hvor alting var okay hvor hun havde en kærlig familie med en mor, en far og en bror som elskede hende. Dog var det længe siden hun havde haft det. Hun havde været for indelukket til prøve at lave sin egnen familie og for at være ærelig så troede hun ikke på at hun var skabt til et stille liv med en familie og børn. Hun var for vred til at nogen ville elske hende. Desuden så var vreden blevet så stor en del af hendes identitet og hun vidste ikke hvem hun ville være uden. Dog havde hun også andre følelser end vreden. Hun havde dog hun lært at gemme dem væk og kun udtrykke dem på papir eller det ville sige lige indtil nu og måske hun lagde for stor en betydning i dette, men for hende var det stort at hun åbnet op for nogen. Hun havde lært sig selv alle de andre følelser gjorde en svag at man blev nød til at være hård og kold. Hun havde nægtet at vise dem at det de gjorde imod hende havde en virkning på hende. Hun havde sågar lært at skjule sine følelser i hendes ansigt og gøre det helt ulæseligt, men der var altid de små tegn som hun ubevidst lavede når hun snakkede med folk, men man skulle ligge sig i selen for se dem og vide hvad de betød.
Dog fandt hun glæde ved at komme her og Delilah var også den første person hun havde taget med her hen. Hun havde fundet en glæde ved blomsterne herinde. Hun kiggede hen på døren som en bankede på. En af mandens  tjenestepiger da hun så at Angelique nikkede åbnede hun døren. Hun havde taget te med og på den måde vidste Angelique at manden var hjemme. Han havde aldrig stillet spørgsmål omkring hvorfor hun befandt sig i hans have det var som om han havde accepteret det og lod hende bruge den. Hun smilede svagt til kvinden som hun satte teen fra sig. Hun havde aldrig smagt te før hun kom her hen. Hun kunne lide det og især hans te havde en speciel smag, men hun havde fundet ud af han at brugte sine rosenblade i den. Hun smilede svagt som skulle til at rejse sig fra kassen, men hun nåede det ikke da Delilah tog hendes hånd og gav den et klem igen blev hun en smule overrasket. Det var tydeligt at den form for nærvær var hun ikke vant til. Hun bed sig svagt i læben hvilket hun gjorde når hun blev nervøs. Det var gået op for hende at hun ikke sagt meget, men hun havde som regel så mange tanker som væltede rundt i hendes hoved at hun af til forsvandt lidt i dem " you're probably right but I sometimes feel like I am missing the other half of my self, but she didn't talk much about him and then she killed herself and I don't know why I think it may have been because of my real dad took contact" sagde hun og lød en smule eftertænksom og hvis det var det som havde drevet hende helt ud i at dræbe sig selv så var han nok ikke en rar mand, men det ændrede ikke ved at han var hendes far. Desuden hvor slem kunne han være, til forhold til det hun havde oplevet før.
Hun betragtede Delilah som hun sagde at hun gerne ville hjælpe hende af med Gabriel og Marcus, men så ville hun vel synke ned på deres niveau, men på den anden side var lysten stor og det eneste hun ville var at se dem brænde op for det de havde gjort imod hende. Hun ville gerne se smerten i deres øjne når hun knuste deres små sølle hjerter, men den del af hendes liv var fortid. Hun var bange for at vendte hun tilbage ville hun ende med aldrig at kunne komme væk. At de ville spærre hende inde igen selvom vreden var den største del af hende så var hun stadig bange for dem. " but what about you?  You're still trapped with your captor and I don't want to be you know a burden for you" sagde hun og desuden var hun ikke hel sikker på at de ville lade hende komme så tæt på at hun kunne dræbe dem. De vidste hvor meget hun hadede dem for hvad de havde gjort. De havde gjort hende vred og indelukket. Hun var ødelagt og det var deres skyld. Hun  trak vejret lidt dybt inden hun vendte tilbage fra sine tanker. Hun havde ikke før stolet på nogen anden end sig selv. Evelyn som hun som hun så som en ven, havde ikke set æsken eller de følelser som æsken bar på. Hun lyttede til det næsten hun sagde nikkede ganske kort  for hende havde det været nemmere for så behøvede hun ikke at skulle have folk tæt på.

Hun rejste sig op og gik hen til teen og kiggede han måtte have set at hun havde taget Delilah med for der var to kopper til teen og nogle små te kager, normalt fik hun bare theen. Hun tog en kop og hældte noget af den varme te op. Hun lod forsigtigt koppen ramme hende læber mens hendes øjne lukkede sig en anelse i. Hun elskede teen vendte sig om og lagde koppen fra sig vendte sig om imod hende. Hun havde stadig alvorligt udtryk i de blå øjne " I wish that there were something I could do to help you get your freedom, but I don't know how because I am not a fighter but what I can do is talk to the man who own this garden and he may allow you to used it as a sanctuary just like i do I want to share this place with you" sagde hun og holdte en kort pause imens hun tog en slurk mere af teen hun ville virkelig ønske at hun kunne hjælpe, men hun ville ikke være til megen hjælp. " thank you for wanting to help me  get rid of my pain, but my heart is so dark now that I don't think it will help much, but I will let you know if I going to killed them but for now I just want to live my life without them getting killed because they are family even if I don't like it" sagde hun og til sidst kunne man høre en smule afsky i hendes stemme.

// det gav mig en idé til et nyt plot imellem den når dette er færdig hvis du har lyst til det