We might have a problem - Bellamy

Der var gået dage nu - uger faktisk. Det fleste aftner var hun ikke hjemme, og natten formåede hun også at blive længe nok væk. Hun brugte tiden på at tage sig af fjender - problemer udenfor. Hvilket gjorde hun fik smerten til at gå væk. Dog var dette en aften, hvor det blot var for meget for hende. Det var alting og ingenting på en gang. Hun havde ikke været mere end noget henne - og selvom hendes krop havde haft mere fart på, så var det gået tabt. Måske følte hun sig lidt håbløs. Denne aften var hun kommet hjem sent om natten - lydløst. I håb om ikke at vække Bellamy. Tøjet var halvt flænset op efter et sammenstød med nogle vilde dyr på vejen, men det var et mindre problem. Det var stadigvæk underligt for hende at Bellamy og Aaron ikke snakkede sammen - og det tog også på hende. Tingene var det mere svært- hvis man gik til den ene følte den anden sig afvist - og modsat. Som Dylan havde lukket døren, lukkede hun øjnene og lyttede. Det lød til at Bellamy sov, så hun gik igennem deres hus - og kiggede rundt i mørket. Dog stoppede hun op og kiggede ud af vinduet imens hun stille åbnede vandhanen for at vaske blodet af sine rystende hænder. Hjertet bistrede imens hun prøvede at holde sig selv tilbage imens følelserne skyllede ind og ramte hende hårdt. Til sidst slukkede hun for vandet og stirrede på sit spejlbilled i ruden. Så ramte det hende, og hun kunne mærke i sin hulken - hvordan hun ramte jorden, hvor hvert åndedrag der føltes hårdere at trække. Til sidst ramte hun jorden... dækkede sit ansigt med sine hænder imens albuerne støttede imod lårene. Tårerne strømmede, og det var det værste ved at holde smerten tilbage - når den endelig fik fritløb, så føltes det hundrede gange værre end før.

Så snart hun hørte en dør gå op holdt hun vejret for at tørre sine øjne. Inden Bellamy kunne nå at se hende eller komme ud af døren, rømmede hun sig let for at lyde bare lidt okay.
"Bell.. I..It's okay.. I.. I'm O..Okay." Prøvede hun at sige så normalt så muligt, men den sørgmodige forvrængelse af stemmen var tydelig. Dylan prøvede at blinke tårerne væk, men det var en uendelig strøm som ikke ville lade hende slippe så billigt.

Han kom ud til hende alligevel, og selvom hun prøvede at holde masken oppe - var den forlængest ødelagt. Tårerne strømmede ud igen, og øjnene fulgte ham imens han faldt til gulvet ved hende. Dylan trykkede sig ind til ham af rent instinkt. Hulkene, gråden alt var bare overvælende lige nu - og hun hadede det. Dylan hadede når der pludselig sprang på hende. Lyden af Bellamys hjerte der bankede, gjorde hendes vejrtrækning det bedre og mere rolig. Generelt gjorde Bellamy hende mere tilpas, og det havde hun bare brug for lige nu. I know you're not okay, I know that it hurts, but she's n a better place now. I'm so sorry that you lost her, and I know this is no comfort. Dylan lukkede øjnene og pressede de sidste tåre ud imens han snakkede stille til hende.
"I guess this is what happens when you play with fate." Startede hun lidt svagt. "Maybe the world knew.. that this would start more drama then ever.. and it's better like this.. I wouldn't like her to be someone people looked at as a mistake.. or a symbol of war." Tilføjede hun og sank derefter en klump. Dylan havde overvejet både ulemper og fordele - alt hun kunne komme frem til var, hvor meget drama der ville have været i fremtiden.
"I guess it was selfish of me to want her. To believe that I could have some family by blood left with me." Dylan pressede de sidste tåre ud.
"It's not even why I'm crying right now.. it's not even because of her.. she just helps push the last bottom." Tilføjede hun og løftede sig let op fra Bellamy for at kigge på ham.

Let tog hun en dyb indånding for at tage sig sammen.
"I was out in the woods.. tracking some people deep in the forest.. when I heard a scream for help. I ran over there.. to find an Oikan boy.. not older then 5 years 6 maybe. He had his leg in a trap, and some wolves had smelled the blood long before I did." Startede hun ud og tørrede øjnene lidt. "I wasn't fast enough. He saw me and I saw the sparkle of hope in the redeyes - and the wolves attacked. I tried to fight them.. I really did. But they were hungry and way to many. They killed him, I saw him try to take his last breath - filled with pain in his eyes - as the last wolves ran off." Tilføjede hun og slog blikket let ned. Let klemte hun øjnene sammen igen, imens hun bed sammen.
"I had to put an end to his pain. A little boy.. It's not because of this I'm feeling broken. It's because I looked at this little boy.. and I remembered my past.. I remembered how my little brother choked in his own blood.. they didn't even care.. he was only five years old.. and he died. Because I was so stupid, and to slow. I was to slow." De sidste sætninger blev hvisket ud. Dylans forstid som slave og måden hendes forældre blev slået ihjel på - havde hun aldrig fortalt. Blot sagt hende og Elizas forældre var døde under krigen - det var sandt bare ikke hele sandheden. En ting var den blandede familie, men traumaerne fra fortiden skulle ikke efterfølge hende. Men i aften var skyggerne fra fortiden sprunget på hende, og nu kendte Bellamy til nogle af dem.

"I didn't tell people about us.. because.. when I told Eliza.. she ran off. Never wanted to see me again.. I .. I was scared of losing you and Aaron too.. If you knew.. " Let sank hun en klump, for nu var nogle kort ude - og hun kunne ligeså godt være ærlig nu. "My parents were hiding from others.. because they were in love. A Crawford and an Oikan. They were killed for their believes in love.. and they hunted my and my siblings.. when I was around 9 when they attacked us. I saw them die.. I still remember it as it was yesterday. I ran off with them till they found us and took us. I could protect Eliza.. but they took Alexander.. because I punched a guard in the face for trying to touch Eliza.. He died because of me." Let slog hun blikket ned. Hvor alle de informationer havde skjult sig godt i alle disse år.