How deep is your love? - Bellamy (Feat. Dylan)

Efter alt den drama de havde været udsat for, havde han brug for at komme ud og det samme havde Dylan også. Efter alt den smerte hun havde været udsat for, forsøgte han at gøre tingene så godt for hende, som overhovedet mulig. Om dette så betød, at han skulle lave mad til hende eller gå turer med hende i skoven, så ville han hellere end gerne gøre det for hende. Hun var hans søster, godt nok ikke af blod, men for ham betød dette intet. Om ikke andet, kunne de ved hjælp af dine turer, komme væk fra alt og generelt bare slappe af. Han skulle netop til at sige noget til hende, da en ulv kom imod dem. Normalt ville han allerede havde været foran hende, men denne ulv så ikke fjendtlig ud, snarer det stik modsatte. Han rynkede brynet, og betragtede den komme imod dem. En truet ulv, ville altid vise tænder og knurre, hvor denne hverken viste nogle af disse ting.
Den måde den konstant så tilbage også tilbage på dem, som om den ville have de skulle følge efter, fangede hans opmærksomhed. Et øjeblik glemte han alt om hans omgivelser, og han valgte derimod at følge efter ulven. Dog da ulven med et forsvandt, kunne han høre lyde af stemmer. Normalt ville han ignorere dette, men lyden af et skrig, fik ham i alarm mode. Uden at tænke over konsekvenserne, løb han imod stemmerne og synet der mødte ham, var et som fik hans blod i kog. Var der en ting han hadet, så var det vold imod børn, hans mor og far havde selv gjort dette imod ham, specielt hvis han gjorde hvad de ikke kunne lide.

Som var hans indre vrede i flammer, gik han direkte imod dem. Slag fløj rundt, som han knock outede den første person. De andre var nu alarmeret. En af dem greb ham bag fra og den anden slog ham i ansigtet. Dog var han både bedre og stærkere end dem, hvilket i bund og grund var på grund af hans evne. Han hamrede sit baghovedet direkte imod ansigtet, på ham som holde fast i ham. Ham foran fik et spark mellembenene. Han kunne ikke styre sig selv, det var som om minderne fra hans barndom kom frem. Skader på rygsøjlen, nakken og mere, faldt over de som slog ud efter ham. Minutter gik, og som de til sidst alle lå enten paralyseret eller døde omkring ham, vendte han sit blik imod den unge pige.
Han faldt på knæ og lagde hovedet på skrå "are you okay?" spurgte han næsten åndeløs. Selvom han havde en evne, som gjorde han kampmæssigt var bedre end mange andre, så tog det stadigvæk på ham. Han var trods alt stadigvæk et menneske, og han kunne blive træt. Om ikke andet ignorerede han smerten i ansigtet, blot for at fokusere på den unge pige. For ham gjorde hendes slægt ham i intet, hun var uskyldig og skulle behandles på lige fod med alle andre

//ohh yeah!!

Han lagde armene om hende, som hun faldt ind i dem. Det var tydeligt, at hun var træt og hun helt klart trængte til ro. Deres behandling af hende, måtte havde været i gang i lang tid, og hvis han skulle kæmpe sig gennem adskillige folk, ville han hellere end gerne gøre det, for at få hende væk. Han kendte hende nok ikke, men han kunne relatere til volden, og den smerte hun måtte havde følt. Han vendte blikket imod Dylan, som hun satte sig på hug ved siden af ham. Hendes ord, fik ham til at rynke brynet, men samtidig nikkede han også. Han ville hellere end gerne tage sig af hende "Yes we have to" sagde han uden et sekunds tøven. Hun var ung, højst tænkelig alene og de kunne tage sig af hende.
Han havde altid selv haft et ønske om at barn, det havde bare aldrig været muligt. Han var trods alt homoseksuel, og havde aldrig fundet det kvindelige køn attraktivt, derfor var det vel ikke muligt. Dog var denne unge pige måske en mulighed, for at dette kunne ske. Uagtet hvad der ville ske, og hvilken slægt hun var fra, så ville han hjælpe hende på benene og vise hende en bedre verden. Han løftede Ronnie op i sine arme, således han havde en arm under hendes knæ og ved hendes ryg. Han nikkede til hvad Dylan sagde, og begyndte at løbe hjem imod deres hjem. Han nåede hjem før Dylan, og begav sig ind imod sit værelse, hvor han fandt en af sine trøjer frem. Hurtigt skiftede han hendes tøj, ud med den store trøje og her efter lagde han hende under dynen. Han strøg hende hen over kinden, og satte sig derpå på en stol ved sengen. Dette var for at sørge for, at hun var okay og skulle hun vågne op, ville han sørge for at det var til blide ansigter, og ikke noget forfærdeligt.

Han vågede over hende, alt i mens han ventede på Dyl kom hjem. Det var ikke fordi han frygtede noget ville ske, men mere hvis denne unge pige vågnede op, så skulle hun ikke gøre det alene. Han sukkede, og satte sig godt til rette. Der gik ikke lang tid, før Dylan endelig kom hjem, med hendes hurtige fart, var det ikke et under, at hun kom hurtigt hjem. Han vendte blikket mod hende, som hun stoppede ved dørkarmen. Han sendte hende et smil "Good, then they shouldn't be much of a problem" han vidste, skulle de dukke op igen, så ville de havner i hænderne på folk, som de nok ikke ville i nærheden af "Sounds like a good idea" medgjorde han, samtidig med han strakte sig "We sure do make a great fighting team" indrømmede han, med et skævt smil. Det var ikke fordi han havde planen, om at de skulle kæmpe hele tiden. Dog var han da glad for, skulle det ske de to blev angrebet sammen, så var de et ganske dødelig par.
Gennem natten, vandrede han mellem at våge over pigen, træne og hjælpe Dylan med gæsteværelset. Han havde egentlig intet imod, at pigen kunne bo hos dem, selvfølgelig kun hvis hun skulle have lyst. Det ville også være dejligt med flere folk i hjemmet, for der kunne blive stille når først Dylan var ude af huset. Derudover havde de altid haft et ekstra værelse, som de aldrig havde fundet ud af hvad de skulle bruge til noget. Så dette var i den grad den optimale ting. Plus det kunne også give tryghed, til en som nok ikke havde oplevet dette førhen.

Da solen stod op, og pigen endelig begyndte at røre på sig, sad han klar i stolen, i selskabet af Dylan. Han kunne ikke holde smilet væk, som hun strakte sig og her mødte hans blik "Did you sleep okay?" spurgte han med et hævede øjenbryn. Han rejste sig op og bevægede sig hen imod sengen, hvor han satte sig ned "You're welcome. No one should ever go through what you went through, and you don't have to fear us, we mean you no harm" pointerede han smilende "My names Bellamy, and that's Dylan" han pegede først imod sig selv, og dernæst imod Dylan, som han præsenterede dem "What's your name?" spurgte han samtidig med han, sendte hende et blidt smil.