"The children did this to me" | Dylan |

//Fortidsemne.

Sted: Jaydens hjem.
Omgivelser: Det er tydeligt familien har penge. Både på indretningen, men også på tjenestefolket der bevægede sig rundt.
Tid: 13.15.
Vejr: Det er godt vejr udenfor, solens stråler varmer dejligt. Det er næsten ingen skyer eller blæst.
Påklædning: En blå trøje, et par grå bukser og grå strømper.

@Dylan <3

Det store hjem havde rigeligt med plads til den lille familie. Men med alle de tjenestefolk der var ansat, føltes det ikke stort. En ung Jayden kom ind af døren. Han trak hans jakke af, stillede pænt hans sko til siden og gik forbi stuen. Derinde sad hans forældre, hans storebror Bellamy, og en pige han ikke havde set før. Sandsynligvis en af Bellamys venner. Han forsatte ned ad gangen og passerede Lucy på vejen. Han var tæt med Lucy, tættere end han var med de andre tjenestefolk. Men han var blevet ældre, han ville ikke lege med hende mere. Han ville lege med sine venner. Han vidste bare ikke hvordan han skulle få det sagt. Han trådte ind på sit værelse og tog en bog ned fra en hylde. Han var begyndt at læse meget mere end han havde gjort tidligere.

Han var for gammel til at lege med legetøj, og så var hans interesse i piger også begyndt at vokse. Han var 12, det var meningen det skulle ske. Få minutter senere stod Lucy i dørkarmen. ”I missed you today. What did you do.” Han så ikke op fra bogen, men fik heller ikke læst hvad der faktisk stod. ”I was with friends.” Hun gik ind i rummet og stillede sig for enden af sengen hvor han lå. Hun lagde hænderne på sengens ramme. ”Look at me Jayden.” Han så op over bogens kant. Han var utryg, men på samme tid også tryg ved hende. Hun kunne blive vred nogle gange, men hun var hans ven. Det var meningen han skulle tilgive hende. Og hun sagde han havde fortjent det, når hun slog ham. Hun var voksen, så hun havde ret. ”Was there girls?” Han svarede ikke, fordi han vidste hun ville blive sur. Men det var svar nok.

”You know I want you to myself. You may not play with other girls.” Han lagde bogen på et bord ved siden af sangen og rejste sig op. Hun gjorde det samme, så hun stod fuldt oprejst. Hun var stadig noget højere end han var. ”Yes I can. We can not play anymore Lucy.” Han gik hen imod døren. Han ville helst ikke være alene med hende, fordi han vidste hun ville blive sur. Hun kom ham i forkøbet, og lukkede døren bag hende. ”I am the adult. Do as I say, and everything will be fine.” Han trådte tilbage, for hvert et skridt hun tog frem, indtil han til sidst sad på sengen. ”Okay?” Et smil bredte sig på hendes røde læber. Hun aede ham over hans hår, men han slog hendes hånd væk. ”No. I don’t want to anymore. I am too old to play.” Lucy satte sig ned på sengen ved siden af ham. ”You like when we play. Remember?” Hun lagde en hånd på hans side og kyssede hans kind, så førte hun det ned imod hans læber. Han var vant til hun af og til kyssede hans kind, aede ham på ryggen. Men det var gået for langt. Han skubbede hende fra sig, og rejste sig for at gå imod døren. Hun greb fat i hans hånd og trak ham ned at ligge på sengen, mens hun stod bøjet hen over ham.
Hendes ansigtsudtryk havde fuldstændig ændret sig. Hendes grønne øjne virkede til at gløde med vrede. Hendes hold om hans håndled var stramt. Hun førte hendes anden hånd hen over hans kind med stor kraft og efterlod et rødt mærke. Hun trak ham på gulvet og satte sig hen over ham, så han ikke kunne rejse sig.

Hun lod slag efter slag ramme hans ansigt. Han prøvede at tie stille, fordi hun før havde bedt ham om ikke at skrige, men tårerne trillede alligevel ned af hans kinder, og sveg når de passerede de røde mærker. Han hulkede, hvilket gjorde ondt eftersom hun sad hen over hans mave. ”Quiet!” Hun sagde det højt nok til, at folk udenfor døren kunne høre. Hun rejste sig op og pressede ham op af væggen, med en hånd viklet om hans hals, så han måtte hive efter vejret. ”Will you be quiet?” Han nikkede, og hun slap hans hals. Han var nød til at hoste et øjeblik, indtil han kunne få luft igen. Hun skubbede ham da igennem rummet, så hans baghoved ramte kanten af hans sengebord. ”Now, what will you tell your family?” Han var bange. Han turde ikke sige hende imod. ”They children in the city jumped me.” Lucy forlod rummet, og efterlod Jayden alene. Han havde et blåt øje, flere røde mærker i både hans ansigt og på hans krop, hans ansigt var også en smule blodigt. Om hans hals kunne man svagt se et håndaftryk. Tårer bevægede sig forsat ned over hans kinder.

Det var to år siden hun var kommet til. To år siden hun var sluppet fri. Når man så på Dylan, kunne man ikke se, hvad man havde været igennem. Hun havde lært at vende den anden kind til for at Eliza ikke skulle blive bange eller frygte noget. Dylan havde mødt Bellamy. De havde klinget på et øjeblik, og ikke mindst forgudede hans forældre hende. Som de sad og snakkede hørte hun en lyd. De forhøjede sanser fangede noget foruroligende i huset, og Dylan undskyldte kort for at sige hun ville et smut på toilettet. Som hun kom ud i gangen kunne hun se tjenestepigen der kom ud. De grønne øjne mødte hinanden, men Dylan kunne se der var et eller andet denne tøs var glad over. Nok var hun ændre end Dylan, men alder var et tal omkring sådan noget. Hvis alder skulle tælle, ville ingen have tævet en 5 årig dreng til døde. Dylan forsatte ind på et værelse, og så Bellamys lillebror sidde dækket til med skrammer. Let blødte ansigtet op, hvorefter hun kiggede tilbage på tøsen. Der slog det klik, og takket være hendes instinkter, kunne hun tage nogle hurtige skridt. Hun trak Lucy tilbage i håret. Dylan hævede et bryn af Lucy som havde opdaget hun var opdaget. Let pladserede Dylan et slag imod Lucys kind, så hårdt hun kunne. Måske var Dylan ikke ligefrem en kriger, men hun kunne slå fra sig - specielt når vreden løb af med hende.
"Oh get up bitch." Hviskede hun vrissende og greb fat om halsen på Lucy for at løfte hende op. Den 14 årige pige var langtfra så perfekt som alle gjorde hende til. Men hun gjorde også alt for at nedlægge denne side af sig selv, men i nogle situationer var det ganske enkelt umuligt. Lucy skulle være glad for at Dylan ikke dræbte hende - Dylan havde slået ihjel før, en gang for meget. Dylan holdt Lucy imod en mur, med sin arm hårdt for struben.
"Let me be clear. If I see.. or hear you do anything to him again. I will skin you alive." Der var ingen spøj i Dylans læber, og ansigtet var det mest kolde nogen nogle sinde havde set. Så snart pointen virkede til at være sivet ind, så slap hun Lucy. "Be happy Bell didn't see this." Tilføjede hun advarede og gjorde tegn til at Lucy skulle smutte, nu.

Så snart Lucy var ude af hendes synsfelt, vendte hun opmærksomheden mod mere positive og bekymrede følelser. De naturlige instinkter for Eliza slog til. Måske skulle hun have taget hånd om situationen i omvendt rækkefølge, men Dylan ville ikke kunne fokusere på at være der fra Jayden, og være så vred på Lucy. Og dog, men hun havde reageret - ingen grund til at tænke på, hvordan hun burde have reageret. Let gik hun ind til Jayden, og lukkede forsigtigt døren til ham.
"Heey, Jayden... are you okay?" Spurgte hun stille og satte sig hen på gulvet ved siden af ham. Hvis hun stod bøjet over ham, ville hun virke for brutal måske. Derfor satte hun sig ned - for at virke på højde med ham. "You don't have to lie to me. I heard everything." Tilføjede hun og så på Jayden med et forstående blik i øjnene. Hun ville ikke give ham nærkontakt, hvis han var afskræmt for det. "By the way.. I'm Dylan." Dylan sendte Jayden et svagt dog oprigtigt smil.

Jayden blev siddende på gulvet, han gemte sit ansigt i sine hænder. Han ville ikke have hans familie skulle vide det. Ikke kun fordi han frygtede Lucy, men også fordi det var pinligt. Han følte sig svag. Han var en dreng. Det var meningen han skulle være stærk, og han følte alt det modsatte. Han hørte noget ud fra gangen. Det var en stemme han ikke genkendte. Det gjorde ham utryg, efter hvad han lige havde gennemgået. Han blev siddende, lyttede til hvad der skete derude. Stemmen indikerede det var en ung person, det lød som en pige. Måske det var Bellamys ven. Hun skulle ikke se ham sådan. Det måtte hun ikke! Han burde være glad for nogen forsvarede ham, men han var kun et barn. Et barn med en masse skam, han ikke ønskede andre skulle se. Slet ikke nogen der ville fortælle det til hans familie. Han blev nød til at stoppe hende fra at fortælle det.

Jayden så ind mod sengens kant, og pillede ved sengetøjet. ”I need to be.” På trods af han var så ung, kendte han sit ansvar. Selvom Bellamy var den først fødte, ville han også flytte først. Bagefter var der kun ham og hans søstre. Han blev nød til at tage sig af dem, være den bror Bellamy havde været for dem. Han lagde armene om hans knæ da hun sagde hun havde hørt det hele. Han drejede da hovedet. ”Please don’t tell them.” Han vidste at Bellamy ikke ville tage let på det, hvis han vidste hvad der i virkeligheden var sket. Og et eller andet sted, holdt Jayden af Lucy, og ønskede ikke der skete noget med hende. Hun præsenterede sig selv med et smil. Han gengældte det, men hans øjne havde stadig tårer tilbage i dem. ”You can’t tell Bellamy. Please promise me.”

Dylan kunne fornemme hans usikkerhed, hvilket også var derfor hun slet ikke rørte ham. Hun snakkede lidt, men ikke mere end højest nødvendigt. Tonelejet var beroligende, eller prøvede at være. DEt var sådan hun havde snakket til Eliza da hun var mindre, og var bekymret. Let sank hun en klump.
"You don't need to be." Svarede hun ham ret hurtigt. Men hun kendte følelsen til når noget slemt skete, og man var nød til at være okay. Dylan havde altid været okay, hun skulle tage beslutningerne for sine søskende, passe på dem fra det sekund hendes forældre blev dræbt. Endnu gang sank Dylan en klump. Måden han lagde armene om sine knæ og drejede hovedet. Hun måtte ikke fortælle dem det.
"Okay.. here is the deal. I'm not gonne tell them. But you should. Its not okay. What she did was not okay Jayden." Sagde Dylan så og sank en klump. Hun kunne ikke lide at se folk kede af det, og på et punkt - ville hun gerne svinge sine arme omkring ham - og blot være der for ham.

Let bed hun sig i læben. "Listen to me.. if you don't want to tell them.. at least talk to me about it. I'm here. I won't tell anyone." Tilføjede hun. "I promise." Dylan så ham i øjnene, der var ikke rigtig noget hun kunne gøre. Hvis han ikke ønskede at Bellamy skulle vide det, kunne hun ikke bare ødelægge hans tillid til hende. Det samme galte for Bell. Men den konflikt måtte hun tage til den tid, hun ønskede ikke at ødelægge en drengs mulighed for at stole på folk - ved at svigte ham. Let kørte hun en hånd igennem sit hår.
"I will be your friend. A safe place to talk. If you let me in. I'm not gonna hurt you Jayden." Nok kendte de ikke hinanden, men Dylan var naturlig omsorgsfuld overfor folk. Man kunne kalde det en mangel på kontrol fra sin fortid, eller blot at hun havde set ting som hun ikke ønskede skulle gentage sig andre steder - eller begge.

//Lidt kort, men håber det går <3

Jayden følte sig nogenlunde tryg ved Dylan. Hun var stadig fremmet for ham, men hun var beroligende for ham. Hun havde stoppet ham fra at græde, hvilket var en god start. Han havde sommetider grædt det meste af dagen når Lucy havde været sur. Men på få minutter, havde Dylan stoppet ham. Han nikkede blot ved hendes ord. Det blev han nød til. Det ville ikke vare mange år, før Bell ville flytte. Jayden vidste han ikke var lykkelig her, og det betød han var den ældste dreng. ”They are my little sisters. When Bellamy is gone, they will need me to be strong. And I have to be, for them.”

”I know. But if she finds out, she will hurt me again. I can’t tell them, please don’t make me.” Tårene var på vej igen, men han fik slugt dem. Han pillede nervøst ved kanten af hans bukser, men så på hende da hun sagde, de bare kunne snakke om det. Han stolede på hun ikke ville sige det videre. Men at fortælle om det, var stadig ikke en let ting at gøre. Hans blik bevægede sig hen over hendes ansigt, næsten som hvis han prøvede at afgøre, om han kunne stole nok på hende til at fortælle det. Da han igen så hende i øjnene, og hun lovede at være hans ven, besluttede han sig for at lukke op. Hun virkede troværdig, og hvis Bellamy var venner med hende, måtte hun være et godt menneske. Jayden så mere op til hans storebror end nogen anden. Han ville næsten stole blindt på hvad han sagde, og på dem han stolede på.

”She wanted to be my friend. We played together when I was younger. She was really sweet to me. She became my friend. But my parents didn’t like it. They thought she spent too much time playing with me, and too little doing her job. So we began to meet in secret. She wanted to play pretend a lot. I thought it was a little boring. But she was so happy when we pretended we were married. So I kept doing it, because I wanted her to be happy. But I got older, and the playtime with her was not fun anymore. So I once tried to tell her. She punched me. She then said she could do that, because she was an adult, and I didn’t do as she said. I had to tell my parents the children in the city punched me. We kept doing that for a while. Then I got some friends who are girls. She doesn’t like when I’m with other girls. So she began to really hurt me, and still made me blame the children in the city. This time… I think I really made her angry. She will punish me for it.” Tårerne var igen piblet frem I hans øjne. Han havde brug for en at kramme. Dylan var den eneste der kendte sandheden. Han lagde sig ind i hendes arm, og hulkede ind i hendes trøje.

Det med at være et forbilled for sine yngre søskende kunne hun ikke komme med et klogt ord for. For hun kendte til det. Hvis hun skulle have vist sig svag for sine søskende dengang, ville tingene ikke se sådan her ud. De ville ikke se hende som en der havde behandlet dem som glas, eller det var kun hende og Eliza nu. Alexander havde ikke været ved dem i et godt stykke tid nu.
"Then be there for your sisters, but don't hide your emotions." Svarede hun og sendte ham et svagt smil. Da han kom med frygten for Lucy.
"I don't wanna make you do anything. But I promise.. I won't let her hurt you again." Dylan virkede ret sikker i den sag. Nok var hun ikke andet end 14 år, men hun havde haft en voksen rolle smidt på sig siden hun var 9 - hendes hjerne fungerede en anelse anderledes end mange andre på sin alder. Hun havde været tvunget til at vokse op alt for hurtigt.
"I will tell you something I found out a few years ago. Once you’ve fallen and hit rock bottom
there’s no more falling you can do, there’s no further you can fall. All you can really do then is stand up and stand up tall." Fortalte hun ham.

Dylan ventede lidt, og da hun fik øjenkontakt med ham - vidste hun at han fandt ud af, om han ville give det en chance eller ej. Dylan ville ikke presse ham til at sige noget, hvis han ikke var klar til det trods alt. Dog som han begyndte at snakke, lyttede hun. Dylan var oprigtig aktiv lyttende til hans fortælling. Når man fortalte sådan noget, var det bedste virkelig en der lyttede. Historien skar i hendes hjerte, og hun syntes selv nærmest at mærke tårerne svige i hendes øjenhuler, men hun lod dem ikke ligefrem trille udover - det var det sidste han havde brug for. Dylan relaterede til hans smerte på et punkt, hvor andre måske ikke kunne. Det var nok ikke det samme de havde oplevet men for blot to år siden havde hun sluppet ud af et slaveri med sin søster. Et slaveri, der havde dræbt hendes lillebror og en masse andre uskyldige unge mennesker. At hende og Eliza faktisk kom igennem det med livet i behold var utroligt - men ikke noget Dylan fortalte løs om. Ikke engang til Bellamy. Da Jayden havde fortalt færdig kom tårerne fra ham, og han knugede sig ind til hende hulkende.

Let svang hun armene omkring ham og holdte ham ind til sig. Hendes hoved hvilede ovenpå hans imens hendes ene hånd strøg ham blidt op og ned af ryggen.
"It's okay. I'm here. You never have to be alone in this again." Sagde hun lavt, men højt nok til han kunne hører det. Her sad hun blot med ham, lod ham græde ud. Få alle frustrationer og indre følelser han havde skjult så længe komme ud.
"I know you blame yourself. Think its your fault.. and you might feel like that for a little while.. but one day you will realize, that it isn't your fault. You did nothing wrong." Dylan var ærlig og ret så vis. Måske mere end man lige regnede hende for i starten.