fate or luck? ~ Dylan

S: Oakstrong City
T: 14:31
O: tulipaner, træhuse og gaderne.
P: påklædning
V: en let brise med små sky formationer på himlen mens solen skinnede.

Raven viste godt at hun ikke burde være der men hun havde på fornemmelse om at det var vigtigt at hun var der. Hver gang der kom en vagt ind for hendes synsfelt gemte hun hendes ansigt og når nogen prøvede at se hendes øjne. Hvordan det var lykkes hende ikke at blive opdaget viste hun ikke, det måtte bare være en af de heldig dage. Hun havde ikke rigtigt været her før eller det havde hun men havde forsøgt at glemme det da det havde gjort for ondt at tinge på. Så hvorfor var det hun var her igen? Var det fordi hun ikke kunne glemme eller fordi hun havde brug for at snakke om sidste gang hun var her? Spørgsmålende begynde at køre rundt i hendes hoved mens hun kiggede ned da en vagt gik forbi hende.

Hun var stoppet op hvor vejen delte sig i to og tog en dyb indånding for at få tankemylderet til at stoppe som også lykkes nogenlunde. Det eneste hun tænkte over nu var hvilken en af vejene hun skulle tag, hun endte med at vælge den til højre som førte hende længere ind i byen hvor hun endte på en lidt større gade. Raven fulgte den et godt stykke før nogen råbte efter hende.

"frøken har du lige et øjeblik? "

Raven var ved at  fare sammen men gjorde det ikke, hun vente sig langsomt uden og se den vagt der havde kaldt på hende. Hun var bange for at hun ville blive straffet nu fordi hun ikke havde en gyldig grund til og være i byen. Hendes øjne havde også en forkert farve i forhold til hvem der måtte være der.

"Du er ikke her fra byen, hvad er dit ærinde? "

"Jeg øhm... jeg skal snakke med... øhm.. "

Hun blev bleg mens hun stammende og prøvede at lyve men det havde hun aldrig være god til. Men lige nu kunne hun virkelig bruge det, dog så det ud til at hendes held var sluppet op.

Påklædning

---

Det var ved at være noget tid siden hun havde besøgt Oakstrong city. Hendes familie hus var her. Eller ikke ligefrem familiehus, men det sted hun havde boet med sin søster før livet vendte rundt for Dylan. Hun havde boet i Oakstrong da hun havde været sammen med Raven også. Byen bragte generelt gode minder frem, men også dårlige. Det var længe siden hun havde set nogle af dem hun kendte herfra byen. Men rygterne om hendes nye titel var nået herud. Folk havde altid hilst venligt på hende, men nu havde Dylan heller aldrig gjort noget der kunne få folk til andet. Pludselig fangede noget hendes opmærksomhed i det fjerne. Det røde hår, på en kvinde der blev stoppet af en vagt længere fremme. Det var underligt, sådan at kunne genkende en person bagfra. Dog virkede vagten ikke ligefrem helt glad for at se en ikke Crawford på sin grund.

Dylan overvejede at blande sig, men om Raven ligefrem ville sætte pris på det. Men nok hellere at Dylan trådte til end Raven skulle tages til Aaron. Det var ikke hver eneste dag Dylan ville tage sig sammen til at overtale Aaron, til at lade en fange gå. Men det skulle heller ikke være i dag. Så Dylan gik hen til vagten og greb fat i Ravens arm.
"Hun er her for at se mig. Tak general Jacksons." Sagde Dylan og sendte ham et smil.
"Frøken Crawford." Sagde han med et nik. "Er de sikker?" Spurgte han for at være sikker, men Dylans varme smil og nik - gjorde han gik igen. Dylan ventede til vagten var lidt væk og slap så Ravens arm for at stille sig med font imod hende.
"Længe siden jeg har set dig her." Måtte hun indrømme. Det var flere år siden.

/Beklager hvis det er et lidt tyndt svar :3

Mens Raven stod og prøvede at finde på en gyldig grundt til og være i byen men bare blev med med at stamme og ikke rigtigt kunne komme med en undskyldning. Var hun sikker på at hun ville få en straf nu, men i det samme var der en som tog fat i hendes arm og hun stivnede. hun prøvede at sige noget men der kom ikke en lyd ud af hendes mund. Men hendes hjerte bankede hurtigt og hendes hjerne skrig Dylan! Raven så hvordan vagten virkede nervøs i hendes tilstedeværelse, det eneste hun selv gjorde var at nikke da vagten spurgte selv om det var Dylan der var blevet spurgt. Da vagt var gået køre hun en hånd gennem håret og bed sig i læben, det sidste var ubevist. I mellemtiden lyttede hun til Dylan og rettede først nu hendes blik så hun så på hendee.

"Ja det må man sige det er. Hvordan har du det?"

hun lyd oprigtigt overrasket over at støde på hende, selv om hun godt havde vis der ville have været en chance for at de støtte på hinanden. Hun havde dog ikke overvejet hvad hun skulle sige vis dette skete, for lige nu følge hun at hun skyldte hende en forklaring på hvorfor hun var der. Raven havde holdet hendes hoved ligt på skrå for at viste at hun lyttede mens hun tænkte over om hun skulle sige til hende nu at hun ikke viste hvorfor hun var i byen og at bare en var fordi hun have på fornemmelsen at der var noget hun ikke skulle gå glip af. Hun Sukkede og besluttede sig for at sige det nu for ikke at skulle svar på det senere.

"Jeg ved ikke hvorfor jeg er her, jeg havde bare på fornemmelsen at der var noget jeg ikke skulle gå glip af... Det lyder nok mærkeligt men du skal have tak fordi du dækkede over mig Dylan det var virkelig sødt af dig. "

Hun sende hende en undskyldene smil mens hun vippede lidt frem og tilbage uden at flytte blikket fra hende. Raven var lidt bekymret for hvordan hun ville reagere.

//det er helt i orden :3

Dylan havde ikke ligefrem regnet med Raven ville snakke med hende - nogensinde igen. Men nu havde hun naturligvis lige reddet hendes røv - så det kom egentlig ikke bag på hende. Let sank hun en klump - det var kun en anelse akavet at stå foran Raven igen, men akavet nok til at Dylan ikke helt vidste hvad hun skulle gøre ved sine arme. Så hun lagde dem blot overkors imens hun sendte Raven et skævt smil. Hvordan har du det? Let tog Dylan en lidt dybere indånding inden hun svarede.
"Det går, jeg er lige blevet repræsentant for Crawfords.. så jeg vil sige det går godt." Det forklarede vagtens nervøsetræk.

Dylan hævede på et undrende øjenbryn da Raven begyndte at forklare sin tilstedeværelse. Let bed Dylan sig i underlæben og vippede hovedet på skrå.
"Du skal ikke forklare dig, det er der ingen grund til. Selvfølgelig vil jeg dække over dig, altid." Svarede Dylan uden at tøve et sekund. Det var hendes natur aldrig at give slip på folk i hendes liv, og selvom Raven var hendes fortid. Så holdt hun stadigvæk af hende. Der skulle mere til at slå nogle ud af Dylans hjerte, selvom brud ikke var var sjove - og det første specielt ikke. Så betød det ikke, at hun ville stoppe med at se efter Raven når hun havde chancen. Hjertet sprang en takt over. Det føltes underligt at stå her, hun følte for at fortælle hende alt muligt. Men alligevel gjorde det en smule ondt, at tænke over at Raven ikke havde været en del af de minder. Let sank hun en klump.
"Hvad med dig? H..Hvordan går det med dig?" Spurgte hun stille ind til Raven. Let bed hun sig i venstre side af underlæben - et træk hun kun gjorde når hun var en smule nervøs, naturligvis var det kun ganske få personer som kendte til det karaktertræk - blandt andet Raven. Let åndede hun lettere akavet ud, måske mest af alt var det fordi, at det var underligt bare at stå midt på en sti.
"H.. hvis du har tid.. og lyst selvfølgelig.. må du gerne komme forbi til en kop te.. eller noget?" Tilbød hun let og kunne mærke hjertet springe et par ekstra slag over. Sidst Raven havde været der var Eliza der også, men nu var Eliza væk. Mange ting var sket, både på godt og ondt. Og om det var en dum ide, at bringe fortiden indenfor døren - det måtte tiden vel vise sig.


//Beklager vente tiden D: