Anger is eating me alive- Aaron

Påklædning i starten af emnet
@Aaron

---

Malia havde sagt farvel til Noah. Følelsen af hans kærlighed strømmede stadigvæk rundt i hendes system imens hun havde taget den fra ham. Let fulgte hun vagterne og Noah hen til døren til huset, og så dem gå ud. Malia virkede iskold. Som om det ikke rørte hende, men det gjorde det bedre for hendes skuespil overfor Noah, så snart døren var lukket. Så drejede hun om på hælene. Passerede iskoldt Aaron på vejen, aldrig havde han set hende så ligeglad i ansigtet - det virkede nærmest som en dukke. Malia lukkede døren til sit værelse. Hun havde brug for at være alene. Og så snart hun kom hen til vinduet og kunne se vagterne følge Noah på vej - så snart han var væk fra hendes synsvinkel brød hun sammen. Tårerne forlod hendes øjne og lysten til at skrige brændte på. Dog skreg hun ikke, men hun mistede krafterne til at stå op - og lod sig falde ned på sine knæ. Malia bøjede sig fremover og greb fat i sit hår i frustration over de kraftige følelser. Det føltes svært at trække vejret, og hjertet... hjertet gjorde voldsomt ondt. Det var som om, at Noah havde trukket det ud og taget det med sig - med sig ud af hendes liv foreivgt. Der sad hun og græd voldsomt i nogle minutter - minutter føltes som uendelig lange timer. Så snart følelsen af den kærlighed Noah havde efterladt ved hende var forsvundet, blev den erstattet med en sorg, og en ubeskrivelig vrede. En vrede hun ikke kunne håndterer selv.

Malia rejste sig op og fandt noget andet tøj. Den tur hun ville på, ville det andet tøj være alt for pænt til. Let gik hun ud af værelset, og der kunne næsten være ild sat til hendes øjne. Malias plan var ikke at flippe ud på Aaron, men des nærmere hun kom ham. Des kraftigere blev hendes følelser, og det var ikke ligefrem fordi hun var i kontrol. Så da hun fik øje på ham, vendte alt på en tallerken for hende.
"Have you any idea what you just did?!" Udbrød hun rasende. Det var første gang Malia virkelig bare lod sin vrede komme ud, et faktum at hun turde være vred var fremskridt - men den vrede var så opblussende, at hun kunne mærke sig selv blive en smule rystende. Malia følte sig svigtet, på et punkt - forvirret, og ikke mindst knust. "Why would you do that to me? Why would y.." Hun tog sig til håret og trådte et skridt tilbage. Lige nu ønskede hun ikke nogen fysisk kontakt, mest fordi, at hun var bange for hun skulle skade ham i sin egen krig med sine følelser. Malia prøvede at få sig selv under kontrol, men det hjalp langtfra. Der var ingen andre følelser at falde tilbage på.
"I don't understand.. I didn't knew you were so...so selfish!" Udbrød hun vredt, og slog nærmest ud med armene i frustration. "But I get it. Now there is no more Takumara drama.. you don't have a problem anymore.. I just made Noah hate me.. so thank you for the lesson. How to break your own heart." Let var hun på vej til at gå, men hendes vrede var ikke færdig med ham.
"You know one thing is to be selfish for your people... but think about the ones it really hurts on. Like.. Bellamy. I hope you know how he is so scared all the time, that people know about you.. so you don't get hurt. But wait.. you were not the one do tell me that.. he was." Tilføjede hun og vreden fik hende til ikke at tænke sig om. "I... I don't know if ever can forgive you for this. But that is the problem... I don't wanna hate you.. because.. If I do.. then I have nothing left... but I'm angry.. I'm very very Angry.." Sagde hun mindre vredt, men vreden var malet udover hende. En ting var at han vidste, hun havde problemer med sine følelser - men at trigge den voldsomte hun ejede.


Malia forlod stuen, og gik. Hun gik til hun kom til fangekælderen, hvor Hr. Underwood stadigvæk sad spærret inde. Let tog hun sin daggert og gik derind. Hvis vreden skulle gå udover nogle, måtte det være ham. Malia åndede ud.
"I guess its time now." Sagde hun og sukkede irriteret. Han lo let, hvilket nok ikke var den bedste dag at gøre det på. Malia tog de næste skridt hen, og stak kniven igennem hans skulder. Lænede sig tæt ind imod hans ører. "How does it feel? Please tell me. How does it feel to know? That I will be the death.. I will be the last voice you hear before you die.. before you become nothing." Malias toneleje var en anelse uhyggeligt. Så trak hun daggerten fra hans skulder og skar struben over på ham. Blodet ramte hende, men det sagde hende intet. Han var død nu. Det var ikke sådan hun havde forudset hans død, men nu var det gjort. Let tørrede hun daggerten af og lagde den i sit bælte. Koldt vendte hun sig om og gik ud. Mødte Aaron på vejen.
"You cannot protect me from this one brother." Sagde hun imens hun kiggede Aaron i øjnene.

Efter Aaron og Noahs lidt skæve møde, havde han ikke forventet andet fra Malia, at hun ville være sur. Men hvad han ikke havde forventet, var det ansigt han mødte, da hun var færdig med at sige farvel til Noah og gik op på sit værelse.
Hendes kolde udtryk fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Han fik kuldegysninger bare af at se på hende. Det havde taget hårdt på hende, selvom hun måske ikke lige viste det der, men han vidste at Noah ikke bare var en hvilken som helst for hende, han var så meget mere og Aaron forbød hende at se ham igen.
Det var dog ikke fordi han ikke kunne lide Noah, Noah havde hjulpet Malia igennem så meget og havde fået hende hjem til Aaron. Aaron ville bare gerne beskytte Malia, for han vidste at der var nogen i Crawfords slægten som stadig ikke kunne lide Takumara, som ikke ønskede fred som Aaron gjorde. Og at Malia ville være sammen med Noah, gjorde hende et stort mål for sådan en gruppe, de kunne kidnappe hende, slå hende ihjel. Malia vidste det nok ikke, men hun var en af Aarons største svagheder, han ville dø for hende, han ville give alt væk for at få hende tilbage, hvis det så gjaldt Crawford titlen! Han ville gøre det, ingen tvivl om det.

Da hun kom ud fra sit værelse, var Aaron i stuen, foran pejsen, hvor han havde ventet i noget tid på, at hun måske ville komme ud for at tale med ham. Han forventede ingen søde ord fra hende, ingen kram eller noget, men han havde heller ikke forventet at efter få dage, ville deres forhold være ødelagt på få timer.
Hendes udbrud fik ham til at tage et skridt tilbage, uden han selv lagde mærke til det, men det var bare på per automatik, da han blev en smule forskrækket. Malia havde ikke været meget andet end sød og talende, men nu var hun så vred. Aaron kunne slet ikke forstå det og hendes ord der kom fra hende, de skar i hans hjerte. Det gjorde så ondt og smerten var tydelig i hans øjne, som tåre begyndte at forme sig i hans grønne øjne.
Ham, selvvisk, hvis der var noget han ikke var, så var det selvvisk. Han puttede altid alle først. Han puttede sine borgere før ham selv, han arbejder så meget mere end han ser dem han elsker. Han puttede dem han elskede foran sig. Hun havde set helt forkert på det, han havde ikke sendt Noah væk, fordi han ikke ville have mere Takumara drama, han ønskede frem mellem de to slægte, lige så meget som Luna ønskede, men indtil da, indtil at de slægte lærte at leve med hinanden igen, så var det ikke sikkert for de to at være sammen, Aaron ville være sikker på at Luna følte det samme, helt sikkert, det ville han da i hvert fald håbe, ellers var han den eneste.
Malia, you got it all wrong, I didn't do this because of my work, because I don't like Takumara, I did this for you, for you to be safe! svarede han tilbage og håbede at hun ville forstå og lytte til ham.
Men det næste hun kom med var under bæltestedet og fik ham til at fælde tåre. Hvor vovede hun at bringe Bell med ind i samtalen. Han vidste godt hvordan Bell havde det, de havde været igennem det skænderi og Aaron havde grædt i så mange timer efter det.
Don't you dare bring Bell into this!! råbte han af hende, men hans stemme knækkede halvvejs, da han stadig var følelsesmæssigt påvirket af Bell og hans skænderi.
Hun vidste ikke om hun kunne tilgive ham? Han bed sig hårdt i læben, da han begyndte at snøfte og kiggede ned i gulvet, alle andre steder end hendes øjne, for ikke at vise hvor meget han egentlig græd, hvor sårbar han egentlig var. Hun havde aldrig nogensinde set ham som han stod nu, i den situation han var i. Det kunne måske være overvældende, når man så ham til daglig dag som en stærk ung fyr, som ikke var bange for noget, men i virkeligheden var bange for alt, bange for at miste alt hvad han havde.
Da hun gik stod han bare tilbage og vidste ikke hvad han skulle sige. Han var mundlam og hans hjerte gjord ondt som aldrig før. Det var værre end da hun blevet taget væk, det var værre end noget han nogensinde havde været ude for, han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv, så han satte sig bare ned i sin stol igen, mens han ikke kunne stoppe sine tåre.

Han kunne dog ikke side i den stol hele dagen, han måtte konfrontere Malia igen, hun skulle have hele sandheden at vide, hun skulle vide hvad hun stod overfor og hvad der skete i Crawford slægten, det nyttede ikke noget at hun blev ført bag lyset, slet ikke når det skulle gå udover deres forhold.
Da han rejste sig og prøvede at finde ud af hvilken retning hun var gået i, stoppede han op da han så hende. Hun havde en daggert i sin hånd, men hun havde brugt den og han var ikke i tvivl om hvem den var brugt på.
Han sukkede tungt, hun havde ikke lært at styre sin vrede og drab var det der kom ud af det. Han ville ikke ønske det for hende, men hun havde selv valgt det.
Malia, you gotta listen to me, there is something going on, it's important, both our lifes can be in danger. startede han ud med, og håbede på at hun bare ville lytte til ham og ikke lukke ørene.

"I'm not wrong.. keeping me safe.. it's.. it's bullshit! " Vrissede hun automatisk. Der var ikke meget kommunikation mellem fornuft og vrede lige nu - at komme ind til hende ville være håbløs. Dog reagerede hun bedre end forventet. Skænderier var sådan her, når folk havde råbt af hende havde de været vrede, sagt dumme ting og slået hende. At Malia valgte ikke at gå på Aaron, selvom hun havde den største lyst til at slå på nogen - var faktisk noget for sig selv. Noget i hende hadede sig selv endnu mere, for at få Aaron så oprørt - men vreden havde langtfra tænkt sig at forsvinde nu. Den var ikke færdig med hende endnu.
"Why not? It's the same thing right? You have a chance.. but I don't? Never mind.. you are the leader.. " Let rystede hun på hovedet af sig selv, og gik.

Drabet havde ikke fået hende til at få det bedre. Vreden bankede stadigvæk voldsomt afsted, problemet var ikke blot vreden over selve situationen. Hun var også ked af det, fyldt med selvhad i øjeblikket. Da hun kom op igen og mødte Aaron igen, så hun mindre vred ud. Men hun var heller ikke ekstremt vred på ham mere, men mere sig selv.
"In danger? My whole life has been danger, Aaron. I'm not afraid." Hendes stemme var ikke ligefrem den bløde og harmoniske, den var mere tør i det - virkede ligeglad. "I really don't feel like talking to you right now. Maybe tomorrow.. right now.. I just need to get some fresh air.. I feel like screaming at you, so... This is the most control I have over my anger." Tilføjede hun og sukkede opgivende. Malia havde sin ene næve knyttet, så neglene næsten skar hul i håndfladen - men det var for ikke at gå amok.
"Don't follow me. Don't send people to follow me. Just let me go for a walk. That is all I'm asking.. I can't even look at you right now." Det sidste blev sagt da foragt tog over. Malia var van til at se folk blev taget fra hende i sit gamle liv. Det var sket med Nate og Simon. Men i hendes nye liv? Hun havde aldrig regnet med at Noah ville blive taget fra hende så hurtigt, specielt ikke når han havde været den der havde fået hende hertil. Tanken om Noah fik en lille tårer frem ved øjenkrogen. En ting han ikke skulle prøve på, var at overtale hende til at blive inde, eller tvinge hende inde - det ville næppe ende godt. Det var ude af hans kontrol, ligeså meget som det var ude af hendes.
Malia lagde daggerten i sit bælte, og lagde armene overkors. Ansigtet lignede stadigvæk sten, der var ikke meget glæde at finde over det, ikke at det var bedre end hendes vrede ansigt. Men ikke at vide hvad hun tænkte, var sommetider heller ikke ligefrem behageligt - normalt vidste man hvad hun havde på hjertet - og det ville hun også give udtryk for, hvis han sagde noget til hende. Så direkte var hun da.

Han rystede på hovedet af hende, hun hørte slet ikke efter, hendes frustrationer og vrede fik lov til at herske i hende, mens han prøvede at tale hende til fornuft, men han var forgæves. Han kunne ikke gøre meget ved det, hun havde valgt at det på en måde, og han ville nok ikke kunne ændre noget som helst, før at hun var faldet ned. Han kunne ikke klare at hans lillesøster var sur på ham i øjeblikket. Han havde også Bell som ikke var særlig glad for ham. Hvad skete der dog for dem han elskede. Gjorde han et eller andet forkert, skubbede han dem væk, uden at tænke over det? Han ville virkelig ikke skubbe dem væk, slet ikke Malia, eller Bell for den sagsskyld. Han havde lige fået Malia tilbage, han kunne ikke miste hende igen, det kunne han ikke tillade, på en eller anden måde, måtte de finde ud af det, så de kunne være glade igen sammen. Men det lød eller så ikke ud som om at det var noget der skete i den nærmeste fremtid.
Han kiggede ned på hende, med et meget utilfredst blik, hun vidste ikke hvad der var efter hende og alligevel troede hun, at hun kunne klare det. Det handlede dog ikke kun kom hende og ham, det handlede også om Bell, Dylan, deres mor, ja alle de havde kært!
MALIA! You don't listen to me, there are people who wants me dead, who wants everyone i love dead, because of me wanting peace with the Takumara. Noah would be in even more danger, if he associated with you, right now... sagde han og bragte Noah med ind, for at prøve at se om det havde nogen effekt på hende, at en hun elskede var i fare, hvis hun så ham. Han lyttede ikke så meget til at hun ikke ville snakke med ham, for det han havde at sige var meget vigtigt for hende, at forstå. Hun kunne være i fare og at hun var sur lige nu, gjorde situationen meget værre, da man ville automatisk handle spontant af frustationer og det måtte ikke ske.
Men da hun så bare skred, vidste han ikke hvad han skulle gøre. Han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv, af bare bekymringer. Hun havde sagt at han ikke skulle sende nogen efter hende, men han havde bare sådan en lyst til det, bare for at sikre sig at der intet skete hende, men på den anden side, ville han heller ikke gøre hende mere sur, end hun allerede var.
Så snart hun var gået, kom han bare ud med alle sine frustrationer og aggressioner, som han havde holdt inde, både fra Bells og hans skænderi, men nu også Malia og hans. Han prøvede at holde sig selv sammen, for at kunne styre slægten så godt som muligt, men hans privatliv ødelagde alt for ham.
Tåre begyndte at trille stille og roligt ned af hans kinder, mens han rev sig lidt i håret og spekuleret lidt over hvad han skulle stille op.
Han endte med at gå ind på sit værelse, hvor han blev oppe for at vente, han ville høre om Malia kom sikkert hjem. Til sidst stilte han stol ud, ved siden af hendes dør, og sad på den, så han var sikker på at han ville se hende, når hun kom hjem. Han endte dog med at falde i søvn.

MALIA! Kort stivnede hun, ikke nok til at vreden forlod hende - men nok til at hun frøs fast, Malia havde aldrig været god til råben - fordi de ofte var bundet med andet. Let vendte hun blikket op på Aaron øjne som han snakkede. Det første virkede til at få hende til at falde lidt til ro, for hun ønskede ikke Aaron skulle komme noget til, men Noah would be in even more danger, if he associated with you, right now... Fik hendes vrede til at blinke tilbage i øjnene, ligeså hurtigt som det havde virket til at forsvinde. Det var tydeligt, at det var den forkerte sætning han havde brug for at overbevise hende. Men Malia var ustabil og mere ramt af sin fortid, end man måske først anså. Nu kunne Aaron ikke være i tvivl i hvert fald.
"Don't you think I know that? Why do you think, I took his love for me from him.. and let him go?" Tårerne begyndte at komme med vreden, og hjertet bankede hårdere. Tingene blev pludselig sværer at håndtere med endnu en kræftig følelse af holde styr på i hendes system. "You know.. I have been pushed around.. almost killed before, but never had my heart right out of my chest." Tilføjede hun i et toneleje som virkede så roligt, at det kunne dræbe - vreden og kulden i hendes ansigt var ikke til at spøge med.
"But it's okay. Because its gonna save your ass right?" Let fnøs hun mens hun rystede let på hovedet. "Its just us who must suffer from your choices." Denne gang gik hun, og hun vidste hun havde brug for at køle af, hvis hun ikke skulle komme med mere skade på ham, end hun allerede havde gjort. Hvad hun var mest vred på lige nu var hun ikke sikker på.


//Out - thats a dramatic end.. damn.. my heart D: <3