Familie er hvem du er med, slægt er hvem du er.
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation
Reglerne
Latest topics
» Pika' booo! - Brandon
Tirs jun 20, 2017 11:01 pm by Brandon

» HAVE YOU LOST YOUR MIND?! - Aaron
Man jun 05, 2017 12:00 am by Malia

» The fight is not over - Nate
Søn jun 04, 2017 12:43 pm by Echo

» I was here - Nathaniel
Fre jun 02, 2017 11:33 am by Nathaniel

» Looking for help? ~ Hydra
Lør maj 27, 2017 11:48 pm by Hydra

» Goldeneye away! *flies*
Lør maj 27, 2017 9:58 pm by Luna

» Everything has changed ~ Look J
Tirs maj 16, 2017 9:50 am by Alycia

» Endelig. Søger nogen at emne med! ^^
Tors maj 04, 2017 5:13 pm by Ceit

» revenge best served cold- Lauritz
Tors apr 27, 2017 8:35 pm by Angelique

Top posting users this month
Brandon
 
Aaron
 
Lynie
 
Malia
 
Nathaniel
 
Dylan
 
Echo
 
Statistics
Der er i alt 108 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Calla

Vores brugere har i alt skrevet 2933 indlæg in 344 subjects

Share | 
 

 Just some training...Which hurts...(Kubo)

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Zachariah

avatar

Titel : General af The Naailas
Antal indlæg : 65
Reputation : 1
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Just some training...Which hurts...(Kubo)   Ons nov 30, 2016 8:41 pm

S: Springheat, Firemouth District - militærdistriktet
T: Eftermiddagen
V: Solrigt og varmt.

@Kubo

Springheat var så langt væk fra hjemme, som Zach nogensinde huskede at have været. Hvor var det nu hans forældre havde været slaver? Var det helt oppe ved Redhawk City? Han huskede det ikke lige nu. I princippet betød det heller ikke noget, for de var ikke slaver længere, trods de endnu gik med en slaves mærke - tatoveringen. Spiralen for Naiilas, tallet for ens identitet. Zachs eget tal var 63. Printet ind i hans højre underarm til evig påmindelse. Derfor - selv i denne varme, så tæt på ørkenen og selv hjemme i skoven, i det tropiske klima - gik han med en langærmet trøje. Dog var trøjens stof af et materiale, der tillod huden at ånde. Bukserne var til gengæld korte, lige under knæet og afslørede hans muskuløse lægge - hvilket blot harmonerede med resten af den muskuløse krop. Om det ene lår, i nogle læderremme, sad en stor dolk. Solidt sat fast, sikret med endnu en rem, der gik over skaftet på den. Fødderne, der derhjemme var bare, havde endelig fået et par lette sko på.

Zach var ankommet i forgårs. Han havde brugt tiden på at studere byen lidt, men havde hurtigt indset at han fik alt for meget opmærksomhed. Hans lilla øjne tiltrak sig alt for meget opmærksomhed. Hans ene hånd gled over de lette skægstubber, der prægede hans kæbeparti, mens han sukkede.
Han havde listet rundt siden da. Set ned i jorden eller holdt sig væk. Ikke fordi folk gjorde noget, men efter ti år i skoven, var folks blikke ubehageligt. Han var ikke van til det. Desuden snerrede nogen, blot ved synet af ham. Det kunne gøre ham helt vred! Hvad havde han gjort? Folk havde bare dømt dem for farlige og jagtede dem, men hvad havde de faktisk gjort?!
Så han havde besluttet sig for kun at fokusere på praktiske ting. Såsom at studere soldaterne træne, i den nederste del af byen. Hans evne til at lære kamp ganske let gjorde det et sandt paradis for ham. Mange bevægelser kendte han, men han studerede alligevel som soldaterne gik i flæsket på hinanden, både med og uden våben.
Sådan gik det til, at han på denne varme dag, sad på en sten og kiggede. Præcis som han havde gjort dagen før det. Om han ville deltage? Det ville han elske! Men han var usikker på om han måtte. Han var ikke soldat i byen og de var flygtet til skoven mens han var teenager. Visse sociale regler var undsluppet ham.
Men tydeligvis havde de bemærket ham - et par af soldaterne mumlede noget til hinanden og pegede over mod ham. Lidt efter kom de over til ham. Da de var tæt på, valgte han at rejse sig op. Hvorfor skulle han hele tiden gemme sig? Hvis de ville slås...
Han trak vejret dybt. Koncentrer dig, Zach! Du har et mål.


Soldaterne stoppede op foran ham. Det var som nævnt en varm dag, så de havde kun let tøj på selv. Ingen grund til at dø af varme og dehydrering vel. Da de fik øje på hans øjne - formodede Zach, siden deres blikke fandt hans - var det som om de blev mere anspændte.
"Hvad laver du her? Vi har set dig sidde her et par dage. Vi træner. Er du en spion?"
Slægterne var i evig krig med hinanden...Eller noget i den stil. Zachs blik gled fra soldaterne og over til træningen, før de gled tilbage igen. Han tog sig selv i at trække på skuldrene - en unødig bevægelse, der ville virke provokerende.
"Nej. Jeg er blot på rejse. Jeg er..." Han rankede sig yderligere.
"Jeg er general af Naailas!" sagde han lige ud, ikke uden en hvis myndighed i stemmen. Soldaterne så lidt på ham, så på hinanden. Ja, hvad stillede man op med det? En Naailas, noget så forhadt...Her, ene mand...Og tilmed General?
Til sidst grinte de. Kunne tydeligvis ikke lade være.
Nu kunne det for helvede være nok!
"Fint. Lad os duellere. Lån mig et sværd - hvis i tør!" udfordrede ham dem. Igen så de to soldater tvivlende på hinanden, før den ene trak sit sværd og gav det til Zach. Han målte det lidt i hånden. Hm, lidt tungere end hans sværd derhjemme. Hvorfor havde han også været dum nok til ikke at tage det med? Han var god med et sværd! Og selv om situationen virkede lidt akavet, var han spændt på dette. En ting var at træne derhjemme, dette var mod nogle helt andre, der måske kunne lære ham noget nyt.
"Hey, novicer! Kom herover og se os tæske en Naaila!"
Råbet gik ham på. Han trak vejret dybt - og formåede på en eller anden måde at sende dem et lille smil. Soldaterne begyndte at samle sig omkring dem for at kigge på. Dette kunne meget vel være starten på, om man ville tage Naailas seriøst igen og tanken tyngede blot Zach yderligere. Oh boy...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Kubo

avatar

Antal indlæg : 31
Reputation : 1
Bosted : The Underground

IndlægEmne: Re: Just some training...Which hurts...(Kubo)   Lør dec 03, 2016 1:15 pm

✷ Kubo havde let ikke overvejet sin tur godt nok. Han havde fuldstændig svedt ud, at varmen her var ulidelig når man normalt derhjemme, rendte rundt og var pakket ind i tøj for ikke at fryse. Heldigvis havde han da rygsæk med, med plads til lidt ekstra - så jakken var for længe siden blevet taget af, og proppet ned i rygsækken. Indenunder havde han en halv slidt grå tre kvart ærmet trøje. Det kunne lige gå, ikke for varmt hvert fald. Bukserne havde han foldet lidt op til lige under knæene.
Hans egentlige plan for at tage til Springheat City var gået lidt i vasken, det ville måske have lykkes hvis han havde været en smule mere insisterende. Men Kubo på den anden side ikke specielt insisterende medmindre det galt liv eller død. Og prøvede han på det ville han nok bare blive set lidt som et stædigt barn der ikke måtte få den dyreste is på menukortet.
Han kunne selvfølgelig vælge at tage forbi endnu engang, og gøre endnu et forsøg - inden han valgte at rejse hjem ad igen. Men indtil nu havde han besluttet at få det bedste ud af sin lille tur, og udforske området nærmere. Ikke fordi han ikke havde været her før, mere fordi tingene ændrede sig konstant, og nye folk dukkede op hvor end man rettede sit blik. At man ikke selv ligefrem var vel set nogen steder i verden, rørte ham ikke. Det havde man efterhånden vændet sig til i denne verden, også selvom det dog blev bedre. Men det ændrede ikke at han altid var interesseret i hvad der ellers var af typer at støde ind i. Det var altid lidt et spørgsmål om 'enten eller eller' en med fordomme, eller en med et åbent sind. En kylling eller en kriger klar til kamp. Et frembrusende individ eller en stille mus. Kubo vidste ikke helt selv hvor han lå henne i mængden - et sted, ikke gemt væk. Men heller ikke i blandt dem med den største stemme. Men det kom på anden side også helt an på hvilket selskab han var i.

Egentlig var han ankommet til hest, men den havde fået sig et sted at være ved det sted hvor han havde overnattet natten over. Men han havde nu valgt at spadsere omkring tæt ved det mere militære område. Kun for at iagtage fra afstand - men noget havde med det samme trukket hans opmærksomhed nærmere og han var gået langt tættere end han egentlig først havde haft intentioner om. Hans blik var placeret mod en mindre gruppe - mand som tydeligt havde gjort eller sagt noget som ikke var faldet i god jord ved de tilstedeværende soldater.
Et skævt smil fandt sin vej hen over Kubos læber, og han lod hovedet tilte en anelse til den ene side, mens han betragtede episoden fra afstand. Det kunne kun blive godt - dog virkede udfordreren til at være en der måske faktisk vidste lidt om hvad det var han lavede. Men gjorde soldater ikke også det? De var vel trods alt trænet til det. Kubo var ikke fan af soldater - alt for mange grumme tanker krøb ind på ham når synet af dem var der. Men lige nu kunne det skubbes til side ved akten foran ham. Kampen som det forhåbentlig ville blive. Uden at kende dem holdt han automatisk med ham som egentlig havde trængt sig ind på fremmed jord, en Naailas - mere eller mindre en mand med alle odds mod sig. Modigt - Kubo kunne ikke andet end at se spændt til. Det var mere aktion end hvad han på resten af sin tur indtil videre var stødt på.

Lige så meget som Kubo havde lyst til at skynde sig hen og være en del af publikummet, vidste han også at det var bedst at holde en afstand der gav ham selv en fordel. At provokere allerede provokerede soldater var nok ikke et træk han skulle tage. Han var ikke selv specielt stærkt - kun hans evner kunne redde hans røv når tingene brændte på, men det vidste han at andre også kunne så det var lidt risikabelt, altid at lege med skæbnen. Desuden manglede han kontrol over sine evner hvis tingene brændte på - stressede situationer var ikke på hans side. Så sikkerheds afstand blev der holdt, dog med godt udsyn på hvad der var under opsejling. Desuden kunne han godt bruge et roligt øjeblik fra sin ellers lange gå tur. Og heldigvis virkede det heller ikke som om at nogle af de andre havde fået øje på ham - de var selv dybt optaget.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Zachariah

avatar

Titel : General af The Naailas
Antal indlæg : 65
Reputation : 1
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Just some training...Which hurts...(Kubo)   Tors dec 08, 2016 11:18 am

En af soldaterne rakte ham et sværd, som han tog imod. Det lå tungere end hans sværd derhjemme. Længden var nogenlunde det samme. Hans sværd derhjemme var slankt og let, krævede præcision frem for styrke, mens dette tydeligvis krævede styrke frem for præcision. Dobbeltægget. Han lod fingeren glide over først den ene side, så den anden og valgte at føre sværdet med den side, der virkede mest skarp. I mens han havde studeret det givne sværd, var der kommet flere soldater til og de stod efterhånden i en rundkreds omkring ham og den soldat, der havde accepteret hans udfordring. Mon de ville spille rent? Hvis han faktisk vandt, ville de så lade ham gå eller ville resten af soldaterne hoppe på ham, bare fordi han var så næsvis at vinde? Han var usikker. Han kendte så godt som intet til det, hans tid havde gået med at være slave eller stikke af.
Hans blik gled over soldaten foran ham, der stod i sin lette læderrustning i denne varme. Sveden var allerede på soldaten. Var det en soldat med betydning? Intet der viste tegn på rang. Måske respekterede de andre ham for hans erfaring. Så vidt han huskede, havde soldaten været med til at træne novicerne.
Der lød snak omkring ham. Soldaterne snakkede lavmælt sammen, han bemærkede nogen slog hånd på et eller andet. Væddemål måske? Han trak vejret dybt. Ignorer dem. Hans mål var foran ham, denne ene soldat. Han blev stående stille i et stykke tid, lod roen finde ham og koncentrerede sig om hvad der snart skulle ske. Han lukkede øjnene et øjeblik. Ignorerede deres spørgsmål om hvorvidt han var ved at dø af skræk eller om han var klar til at få tæsk. Da han åbnede dem igen, havde soldaten foran ham åbenbart været ved at dø af utålmodighed.

Zach nåede kun lige at flytte sig, inden sværdet ville have hugget direkte ned i hans højre skulder - og dermed påvirke den arm, hvori han holdt sværdet. Et klogt træk, selv om han på ingen måde beundrede manden for at starte duellen, uden han var helt klar. Var soldater ikke kendt for disciplin? Måske var der en grund til at manden aldrig var blevet til mere, end en der lærte novicerne de basiske træk.
Blodet løb ned af hans arm. Nok havde han undgået et slag direkte i skulderen, men sværdet havde stadig snittet ham i overarmen. Nok til at det blødte, heldigvis ikke nok til at han ikke kunne slås eller at hans ærme faldt helt af og ville afsløre noget, Zach foretrak at holde hemmeligt.
I et øjeblik kæmpede han med, at det ikke måtte påvirke hans koncentration. Han strammede grebet om sværdet og gjorde klar til at modtage soldatens næste angreb. Hans ene fod gled om bag den anden. Han havde altid ønsket sig at lære, at slås med venstre hånd, men havde ikke haft muligheden. Han måtte bare spare på kræfterne i sin sårede arm. Hans blik hvilede på soldaten foran ham, ignorerede den spredte latter og hujen. Ignorerede varmen og stanken fra kroppene omkring ham - og sikkert også ham selv, som varmen begyndte at lokke sved frem på hans krop.

Næste slag kom mere beregnet. Zach sprang til siden og soldaten nåede kun lige at parrer, inden sværdet ville være endt ved hans hals. Rustningen beskyttede ikke manden optimalt og f.eks. halsen var meget åben. Ikke at han faktisk ville dræbe manden, men han gik alligevel efter at slutte kampen hurtigt. Eller måske burde han udnytte situationen og gøre en nar ud af soldaten?
Svaret kom af sig selv. Soldaten var vred over at Zach havde været tæt på at vinde. Han kastede sig frem og Zach dansede snart omkring ham, ude for hans rækkevidde. Soldaterne omkring var blevet stille. Til sidst var soldaten blevet mere træt og svedig, hans slag mere useriøse. Da han stoppede op for an pause, sprang Zach på ham og gav ham nogle velovervejede hug med sværdet, som han kun lige kunne parrere. Det var efterhånden tydeligt at Zach var hans overmand, også selv om soldaten havde fået et hug ind i starten. Til sidst faldt soldaten over sine egne fødder, tabte sværdet og endte på ryggen. Zachs sværd pegede direkte ned mod hans strube.
"Død"
Han kunne ikke stoppe et svagt smil i at glide over sine læber. Soldaten sank og kiggede op på Zach med øjne der udstrålede ligedele forvirring og vrede. Uden tvivl forvirring over at en Naaila var kommet tilbage og tydeligvis var forholdsvis god i kamp. Zachs beslutsomme blik veg for hans mere udadgående personlighed, der netop fik folk til at tvivle på om han var general. Han rakte sværdet tilbage til sin ejermand - ingen virkede interesserede i at duellere mere og snart begyndte folk at gå. Nogen hjalp den slåede soldat på benene og bar ham over til en tønde med vand.
Vand...
Zach var faktisk tør i halsen. Alligevel blev han stående, snart helt alene. Hans ene hånd gled op til blodet, der stadig var frisk og dryppende. Prøvede at vurdere det. Var det dybt? Eh...Han havde så godt som ingen penge til medicin, for at undgå betændelse. Han kendte næsten intet til planter. Folk derhjemme kunne ofte heale. Havde der ikke også været et kort glimt af frygt, da folk så ham bløde? Hans blod var jo ren gift for andre. Han sukkede svagt. Hvad nu?
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Just some training...Which hurts...(Kubo)   

Tilbage til toppen Go down
 
Just some training...Which hurts...(Kubo)
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Red Hawk :: Springheat City :: Firemouth District-
Gå til: