The Help of a Friend ♕ Emelia & Elena

Sted ♕ Opal Beam District, ved kroen
Tid ♕ Sen eftermiddag/tidlig aften
Omgivelser ♕ Andre af byens beboere, i alle afstøbninger
Vejr ♕ Solskin og varme, uden blæst
Påklædning ♕ Outfit (-tasken)
Rækkefølge ♕ @Alexei, @Emelia, @Elena

Det var egentlig bare en helt almindelig dag. Alexei var vågnet op og gået i gang med sine daglige pligter, der aldrig syntes at ophøre, nu hvor han var konge. Papirer skulle underskrives, folk krævede møder med ham og alverdens beslutninger skulle konstant foretages. Men tidligere på dagen havde han dog modtaget en anmodning, som i det mindste var lidt af en afvikling i forhold til hans skema. Emelia Aurum havde bedt ham møde hende omkring Kroen Krystalsten i Opal Beam District. Hun havde ikke uddybet hvorfor, men havde blot skrevet, at hun havde brug for hans hjælp med noget. Alexei havde mødt Emelia for et lille års tid siden, da hendes far havde fået fat i ham og foreslået et ægteskab imellem datteren og den daværende general. Alexei havde ikke været interesseret i at gifte sig og var det såmænd stadig ikke. Desuden var han slet ikke interesseret i den slags ægteskab. Han havde hørt om succeshistorier med arrangerede ægteskaber, men han troede stadig ikke personligt på dem. Han mente fuldt og fast, at man skulle gifte sig af kærlighed, ikke at tvang eller en forskruet opfattelse af pligt. Han hadede, når han blev kontaktet med den slags forslag, da det altid føltes som om fædre eller brødre prøvede at sælge kvinderne til ham. Og han var ikke en af dem, men selv han blev forarget over den slags opførsel, så han kunne slet ikke forestille sig, hvor usselt kvinderne måtte have det. Og dette var også grunden til, at han var taget til Emelias hus, for at give hende personlig besked om hans afslag. Det var trods alt hende, det omhandlede, ikke hendes far. Han havde mødt hende og syntes yderst godt om hende helt fra start af. Hun var ikke bange for at sige sin mening og komme med interessante idéer, hvilket han holdt kraftigt af. Han havde fortalt hende om sin holdning til ægteskab og hun havde næsten syntes at være taknemmelig for hans svar. De var endt med at sidde og snakke i noget tid om alverdens ting og var faktisk blevet tætte venner efter den dag. De havde set hinanden regelmæssigt siden, men han måtte dog indrømme, at han ikke havde haft så meget tid til deres møder, som han kunne tænke sig, siden tronen blev hans. Derfor kunne han naturligvis heller ikke afslå, når hun ligefrem bad om hans hjælp. Han ville altid hjælpe en ven i nød. I virkeligheden ville han bare gerne så mange i nød, som overhovedet muligt, uafhængigt af hvem de var.
Derfor bevægede han sig nu igennem Opal Beam District iklædt fuldkommen neutralt og almindeligt tøj. Bukser og en behagelig trøje, samt et par solbriller til at skjule sig lidt bag. Forhåbentlig ville han ikke blive genkendt, for det kunne måske komme i vejen for hans mål med i dag. Det havde desuden været rigeligt besværligt at snige sig forbi sine vagter, så han havde virkelig ikke behov for at bringe opmærksomhed på sin tilstedeværelse udenfor paladsets mure. Han fik aldrig muligheden for at være anonym og falde i ét med mængden længere, så det gjaldt bare om at udnytte det.
Han nærmede sig kroen med blikket vendt en smule mod jorden, for at mindske chancen for genkendelse. Han måtte dog løfte blikket en smule, da han kom tættere på, så han kunne holde udkig efter Emelia. Og, som han nærmede sig, så han to kappeklædte figurer gemme sig lidt i kroens skygge. Han spekulerede på, om mon ikke det var Emelia den ene, da de virkede til at vente på nogen eller noget. Han bevægede sig blot tættere på med rolige skridt, så genkendte hun ham vel, hvis det var hende.

Emelia så sig omkring på udkig efter Alexei. Og da hun endelig fik øje på ham kunne hun ikke lade være med at smile. Han var iklædt neutralt tøj, og solbriller. Det så nærmest komisk ud hvor afslappet han så ud, hun var ellers van til at se ham i formelt tøj, så det var noget helt andet at se ham så afslappet. Hun vinkede ham over til dem " Det er rart at se dig i så afslappet tøj for en gang skyld" sagde hun muntert og så frem og tilbage mellem Alexei og Elena. " Alexei det her er Elena. Elena har været i mit hus, under forfærdlige omstændigheder takket været min far. Jeg vil gerne hjælpe hende til en bedre mere sikker tilværelse. Og jeg har brug for din hjælp til at få hende til et sikkert sted. Hos mig har der aldrig været sikkert, og slet ikke for hende. sagde hun henvendt til Alexei og lod tydeligt sin vrede skinne igennem. Hendes far havde altid været et stort fjols som stædigt forsøgte at holde fast i fortiden. Så vendte hun sig mod Elena. " Elena, det her er Alexei. Den ven jeg nævnte for dig. Min far forsøgte for lidt over et år siden at arrangere et ægteskab mellem Alexei og mig. Men Alexei sagde heldigvis nej, og vi er heldigvis gode venner på trods af min fars dumheder." sagde hun med et let smil. Alexei var blevet til en god og nær ven på trods af at de ikke havde haft mulighed for at tale så meget sammen efter den dag han kom til hendes hus. Men hun holdt af Alexei som en ven, og hun ønskede ham udelukkende det bedste, præcis som hun ønskede det bedste for Elena. " Nu da vi alle er blevet introduceret, så lad os finde ud af hvad vi gør herfra. " sagde hun bestemt og så fra Alexei til Elena endnu en gang.

Hætten på kappen var fortsat trukket en smule over hovedet. Den lagde en mindre skygge over hendes ansigt, men foruden lokkerne af det lyse hår der hang ned ved hendes ansigt, ville de slægtsløse øjne velnok afsløre hende for nysgerrige sjæle. Af netop den grund havde Elena været ganske god til at bevæge blikket mod jorden, da hende og Emelia vandrede gennem Opal Beam. Først da de nåede den gamle kro, og den slægtsløse kvinde bemærkede Emelia lyse op i et genkendende smil, tillod hun sig at hæve blikket og følge venindens. Nervøsiteten over at vandre rundt i byen igen, var intet i forhold til følelsen der skred gennem hendes krop. Lidt vakkelvornt og diskret havde hun endda måtte støtte sig lidt ind mod kroens ydermur.

Alexei. Hjertet syntes først at stoppe og dernæst at pumpe blodet hurtigere rundt i hendes krop. De store øjne var nærmest fixeret på hans ansigt - genkendeligt selvom øjnene var gemt bag et par solbriller -, og hun følte sig intet mindre end naglet til stedet. Emelias ord syntes nærmest at glide i baggrunden, selvom den slægtsløse kvinde tog notits hvor det galt. Ægteskab... Han havde sagt nej... Hun havde savnet ham mere end hun kunne beskrive, men afholdt sig selv fra at rykke tættere mod ham. Efter hvad der var hændt mellem dem sidst, var det måske usmageligt af hende at bryde distancen. Dengang havde hun, da hun var stavret væk til lysfesten, været så ufokuseret efter deres intime stund at hun ikke havde slået blikket ned som normalt. Den lille, ellers ubetydelige detalje, havde skænket hende opmærksomheden fra ingen andre end Emelias far.

Munden føltes tør, da Emelia stoppede med at tale og så mellem de to skikkelser. Først dér rev Elena blikket væk fra Alexei, "I har allerede gjort for meget... Begge to." Øjnene søgte Emelias, som vidnede de om hendes intention til at forklare sig. "Jeg var slave for Alexeis husholdning som barn..." Historien havde gentaget sig selv.

Alexei fik hurtigt bekræftet sin mistanke, da den ene kappeklædte figur, vinkede ham hen til sig. Måden, hvorpå denne løftede hovedet og vinkede, resulterede i, at hætten gled en smule længere tilbage. Håret var stadig dækket af hætten, men ansigtet blev tydeligere under den og han kunne endelig se Emelia i øjnene. Han lo lavmælt over hendes ord og muntre tonefald. Han trak dog blot på skuldrene, uden at svare på disse ord, som hun gik i gang med at sige noget nyt. Denne gang var hendes tonefald langt fra muntert, og det blev hurtigt tydeligt hvorfor. Han rettede opmærksomheden fra Emelia til den anden figur, som i samme øjeblik så op på ham. Også hendes hætte gled akkurat nok tilbage til at afsløre hendes ansigt. Et ansigt, som han ikke havde set i alt for lang tid. Et ansigt, som tog vejret fra ham. Elena støttede sig mod muren, tydeligvis overrasket over at se ham. Emelia havde åbenbart ikke fortalt hende, hvem de skulle mødes med. Ganske som hun ikke havde fortalt ham om Elena før nu. Han registrerede Emelias ord, fordi de var vigtige. Men det var uendeligt svært for ham at lytte til noget som helst, når Elena endelig befandt sig i hans nærvær igen.
Han rynkede på brynene og havde det som om nogen havde sparket ham i maven med alle deres kræfter, som Emelias vrede ord blandede sig med synet af Elena. Hun var blevet misbrugt. Af Emelias far, som Alexei havde foragtet allerede efter et par minutter i hans selskab. Det var ikke overraskende, at manden kunne finde på at holde en ung kvinde fanget imod hendes vilje. Ikke overraskende, men dybt forfærdeligt og nok til at tænde et indædt raseri i ham. Konrad Aurum havde holdt Elena som slave. Hvor længe havde det stået på? Havde det været derfor han ikke havde set hende i et års tid? Han havde gået ud fra, at han havde ødelagt enhver chance for at få et forhold til hende igen, da han havde kysset hende til lysfesten. Han havde hadet sig selv for at give efter for sine lyster, men havde vendt sig om på skjoldet og givet op. Han kunne ikke tvinge hende til at være i hans liv, og det havde han heller ikke lyst til. Han ville ikke fratage hende sin frie vilje. I mellemtiden viste det sig så nu, at en anden mand havde gjort netop dette. Og han kunne ikke være i sin egen krop for overvældende følelser.

En smule fraværende løftede han en arm og flyttede sine solbriller op i håret, så han bedre kunne se Elena. Han kunne kun se hendes ansigt, da hun var dækket af kappen ellers, men allerede ansigtet var sigende. Hun havde tabt sig. Hun havde i forvejen været på den underernærede side, grundet hendes livsstil, men det var endnu værre nu. Han kunne se hendes kindben langt tydeligere og hun så uendeligt udmattet ud. Han mærkede, hvordan hans øjne begyndte at blive fugtige i en blanding af overvældende vrede og tristhed. Han så hende tale, snarere end han hørte det. Han kunne ikke koncentrere sig om ordene. Hun havde revet sin opmærksomhed væk fra Alexei, men han var ikke i stand til at gøre det samme. Han tog en dyb indånding og bevægede sig med tøvende skridt nærmere. Da han stod lige foran Elena, lod han blikket hvile på hende i nogle øjeblikke, inden han forsigtigt og uendeligt blidt lagde en hånd mod hendes magre kind, som var der fare for, at hun gik i stykker under hans berøring. "… Hvor længe?" Hans stemme kom med et lille knæk, som han endelig fik presset to ord ud af sin mund. Han håbede for alt i verden ikke, at hun havde været fanget i den mands vold siden deres sidste møde.

Så Elena og Alexei kendte hinanden? Deres kropsprog talte i hvert fald deres eget tydelige sprog. Emelia som var vokset op bland adlen lagde mærke til Elena som trykkede sig ind mod mure for støtte, og Alexei's krop var nærmest højtråbende om hans kendskab til Elena. " Åh nej." hviskede hun ad Elena's ord. Hun havde været slave før! Det overraskede ikke Emelia, måden hvorpå Elena nærmest naturligt faldt ind i rollen som slave i hendes hus havde næsten sagt det. Men det havde dog altid kun været en mistanke, nu blev det bekræftet. Og Emelia's vrede skyllede ind over hende som en tidevands bølge. " Jeg dræber ham for det." mumlede hun mørkt hvert et ord brændte med sådan en intens vrede at det næsten skræmte Emelia. Hendes far havde knust Elena endnu en gang.

" Et år. Jeg har gjort hvad jeg kunne for at få min fars opmærksomhed væk fra hende. Jeg har gjort mit bedste for at holde hende ude af samtalen når min far var blandt venner, jeg har prøvet at få gjort hendes tilværelse mindre grusom." sagde Emelia og trak den ene ærme længere ned. Hun havde ofte stoppet hendes fars forsøg på at gå til Elena for at få styre hans seksuelle lyster. Det havde oftest resulteret i hårde ord og uvenlig behandling af Emelia. Men en enkelt gang havde faren været så fuld og liderlig at han i stedet havde tvunget Emelia med til hans grusomheder. Mindet brændte stadigvæk i Emelia, men det vigtigste var at hun havde holdt ham væk fra Elena. Og de små cirkulære ar på begge hendes håndled vidnede om hvor grusom hendes far havde været den nat. Med små håndjern med pigge som presse ind i håndleddet havde han tvunget Emelia til at være stille og ikke bevæge sig, og han havde haft sine veje med hende i flere timer. Indtil det syntes at gå op for ham hvad han gjorde, men da var det allerede for sent. Emelia havde aldrig hadet ham så meget som den nat. Men Elena havde ikke været udsat for det, og det var den største trøst Emelia havde.
Hun var ligeglad med om de hørte efter, de lignede nogle som var væk i deres egen verden. Ligesom hun selv havde været det, fordybet i minder og tanker som skulle skjules for hver en pris.

Alexei sagde at han aldrig havde været forelsket, skønt deres kropsprog sagde i hvert fald at der var noget mellem dem. Men Emelia ville ikke blande sig, hun håbede dog bare i sit stille sind at de fik lov til at være sammen uden denne fordømmende verden var imod dem alt for meget.

Hun trådte nogle skridt væk fra dem, de havde fortjent lidt privatliv, det virkede til at det var længe siden de havde set hinanden, selv taget i betragtning af at Elena havde været i hendes hus et år. Dog fortjente de at have dette øjeblik sammen, bare de to.

Alt ved situationen var overvældende. Hun forsøgte at være stærk, men med en simpel, blid berøring havde Alexei formået at skubbe hende på kanten til at bryde sammen. Hun havde mest lyst til at begrave næsen mod hans varme hals og græde. Lukke de mange følelser ud som begyndte at boble frem i hende efter et års undertrykkelse. Det var hvad hun ønskede, og hvad hun havde gjort så ofte som barn. Faktisk, følte hun at hun var tilbage dertil. Igen, var hun den hjælpeløse fugleunge der blev samlet op i andres hænder. De mange fejl hun havde begået mod Alexei for et år siden syntes at falde i baggrunden. Der var ingen skam i hende. Blot en sårbarhed over at være nær to mennesker der havde modsagt deres forældre for hendes skyld. To der havde reddet hende op fra støvet hun var født i. Ligesom Alexei havde skærmet hende for sin fars opførsel som barn, havde Emelia også forhindret værre scenarier - endda på bekostning af sig selv. Elena havde været skærmet fra det fysiske misbrug, men slaveriet havde kradset mange gamle sår op. Fortiden havde ikke været noget hun havde nævnt meget om overfor Emelia. Hun havde ikke fortalt hende hvordan hun var vokset op i slaveriet med mange af 'sin slags' og havde været ved at give op utallige gange, havde det ikke været for Zachariah Naailas i slavelejren og Alexei Redwood i hans fars husstand.

Det er ikke vigtigt havde hun lyst til at svare, da Alexei stillede det simple, forkortede spørgsmål. Hun ønskede ikke at han lod sig byrde med at vide præcis hvilken dag hun var blevet revet væk fra sin flygtige tilværelse. At hun, fra sekundet hun havde forladt ham udenfor, havde været i fare. Emelia nåede dog at komme hende i forkøbet, før nogen ord eller lyde lod sig forme over de halvbidte læber. Et år i fangeskab var intet i forhold til en livstid deri. Alexei og Emelia var begge blevet behandlet forfærdeligt af deres forældre, og Emelia var endda på vej tilbage dertil. Fortjente hun ikke friheden mere end hende? Mange tanker gled gennem den unge kvindes hoved, som hun kæmpede for at modstå trangen til at lade den brændende følelse i øjnene tage over så tårerne fik frit løb. Det var dog svært, når Alexei virkede så urolig. Når han var så blid, og når hun mærkede savnet til ham så voldsomt, at det næsten gjorde ondt at være så tæt på ham. Især når hun måtte kæmpe så indædt med ikke at kaste sig ind til ham og gå i stykker i hans favn.

"Hun har ikke blot prøvet..." Fik hun endelig sagt. Blikket gled kortvarig mod veninden, der havde rykket sig en smule tilbage. Elena tvang øjnene op for endelig at møde Alexeis, uden at disse var skjult bag solbrillerne, "Hun har været der for mig. Beskyttet mig. Ligesom du altid gjorde." Hendes stemme knækkede en smule. Frihed var næsten mere skræmmende end fangeskab for den unge kvinde. Måske fordi hun aldrig havde oplevet det tilfulde. Hun begyndte dog at forstå at slavetatoveringen og de matte øjne blot var en undskyldning. Emelia og Alexei bar på smerte, men alligevel syntes de at være mere håbefulde end hende.

"Husker du stedet i undergrunden?" Spurgte hun Alexei, efter en mængde tavshed. Hun ønskede ikke at se tilbage på skammen - det var lang tid siden og såret var helet -, men stedet hun omtalte havde engang, i en kort periode, været hendes hjem. Det var ikke et sikkert sted, men måske mere sikkert end overfladen var. Hun sank en klump i halsen og foreslog så, "I kan tage mig dertil."

Alexei opfattede godt nok ikke Emelias mumlen, fordi han var så stærkt fokuseret på Elena, men den selvsamme tanke havde allerede strejfet ham, så snart Emelia havde fortalt i meget grove træk, hvad hendes far havde gjort. Han følte et altædende raseri, der kun ønskede at flå Konrad Aurum i tusinde stykker. Hans øjne var uden tvivl blevet mørkere i takt med hans sind, og han ønskede ikke at skræmme hverken Elena eller Emelia. Det var ikke dem, han var vred på. Elena var blevet holdt som slave imod sin vilje, ligesom da hun var barn, og Emelia kunne ikke gøre for, at hendes far var et afskyeligt menneske. Måske det i virkeligheden kun var heldigt, at Elena var endt i Emelias husstand, hvis den slags forfærdelige ting absolut skulle hænde hende. Ikke alle ville være villige til at hjælpe en slægtsløs på bekostning af dem selv. Emelia var tydeligvis langt modigere end de fleste. Han var taknemmelig for at have lært hende at kende, og lettet over, at hun havde stolet nok på ham, til at bringe Elena til ham. Han ville gøre alt i hans magt for at hjælpe dem begge. En magt, som var en del større end sidst, han havde set Elena. Dette var dog ikke nær hans tanker i øjeblikket. For nu var han hverken konge eller general, han var blot en mand, som frygtede for to kvinders velbefindende. To kvinder, som begge betød en hel del for ham, så han havde så sandelig ikke i sinde at lade dem komme noget til.

Hvis han havde været i stand til at fjerne sit blik fra Elenas magre ansigt, ville han ganske vidst have bemærket måden, hvorpå Emelia hev ned i sit ene ærme. Men det var en forfærdelig opdagelse, som han måtte gøre sig på et andet tidspunkt. Han havde hele tiden vidst, at hun ikke blev behandlet ordentligt under farens tag, men hun havde påstået, at det ikke var fysisk misbrug, da hendes far vidste bedre end at efterlade synlige mærker på hende eller stedmoren. Men dette havde tydeligvis ændret sig i mellemtiden. Dette ville også betyde, at Alexei var absolut færdig med at se igennem fingre med farens behandling af Emelia. Hun skulle væk derfra. Hun kunne ikke tage tilbage dertil efter at have hjulpet Elena med at slippe væk. Han turde slet ikke tænke på, hvilken forfærdelig straf der i så fald ville vente hende.

Han rystede fraværende en smule på hovedet. Et helt år havde Elena været holdt fanget. Og han havde ikke ledt efter hende. Han havde blot prøvet at tænke på alt andet end hende. Hvordan kunne han have ladet dette ske? Han skulle have ledt efter hende. Han skulle have reddet hende for længst. Faktisk skulle han slet ikke have ladet hende blive taget til fange til at starte med. Hvornår var det sket? Til lysfesten, hvor han havde været tæt nok på til at kunne beskytte hende? Nej, det kunne ikke nytte noget at tænke i den slags baner. Han var alt for god til at bebrejde sig selv for alverdens ulykke, og det kunne ikke hjælpe ham nu. Han måtte i stedet fokusere på fremtiden.

Hans opmærksomhed havde ikke veget fra Elena og heller ej havde hans hånd, der endnu lå blidt mod hendes kølige kind. Han håbede på at give hende bare en smule tryghed ved berøringen. Hun kunne vide sig fuldkommen sikker på, at han ville beskytte hende. Det kunne de begge. Elenas blik fandt Emelia og hans gjorde automatisk det samme. Det varede dog ikke længe, før det atter fandt vej til Elena, der mødte hans blik med sit eget. Synet af hendes smukke og unikke øjne, fik ham til at tage en dyb indånding. Hvordan kunne hun have været udsat for så meget ekstremt møg i sit liv, når hun var så uskyldig? Hun fortjente så meget bedre. Og det var nu hans job at sørge for, at hun fik hvad hun fortjente. At de begge fik, hvad de fortjente.

Han havde godt registreret ordene om Emelias indsats, hvilket kun fik ham til at sætte endnu mere pris på den kære veninde. Men de næste ord, der forlod Elenas læber, fik ham til at trække øjenbrynene sammen. "Under ingen omstændigheder. Du er ikke i sikkerhed dér. Det er ingen af jer." Hans stemme var blid, men bestemt. Han så på hende med sørgmodige øjne. "Jeg ved godt, at det nok er et af de sidste steder, du vil tilbage til, men mit familiehjem er det sikreste sted for jer begge lige nu." Han havde ikke lyst til at tvinge hende til at mindes om endnu en tid som slave, når gamle sår allerede var blevet revet så meget op i, men det var det bedste han kunne stille op. Der ville ikke være en sjæl at finde derhjemme og de ville ikke mangle noget. Der kunne de begge være, så længe de havde brug for. Han kunne ikke længere bekymre sig om at besudle Emelias ry, ved at lade hende flytte ind i hans hjem. Hendes sikkerhed kom før alle den slags trivielle problemer.

Emelia rynkede på næsen, stedet i Undergroud. Ganske vist var Underground et af de dårlige kvarter i byen, og hun ville måske nok være sikker fra Emelia's far der, men der var langt skumlere og farligere typer der. " Du er måske i sikkerhed der fra min far, men der er langt farligere folk." sagde hun stilfærdigt. Alexei's hjem? Det måtte være der Elena først havde været slave, dengang hun endnu blot var et barn. Tanken om Elena som lille barn var blevet gjort til slave gjorde Emelia umådelig trist, hun havde ofte set tiggerbørn, skønt disse levede forfærdeligt, var det intet sammenlignet med hvordan en slavebarndom var tænkte hun trist. Hun gik hen og lagde hånden på Alexei's arm for at få hans opmærksomhed, bare for et lille øjeblik. " Jeg bliver nød til at tage hjem igen. Når først de ser at Elena er væk, de vil endevende hele byen. Og hvis jeg også er væk samtidig, det vil ikke give jer meget tid at løbe på. " sagde hun bekymret med et hint af stædighed.

Hun havde desuden også en anden plan, en plan der involverede hendes far. Alt for længe havde han misbrugt Elena og misrøgtet Nanja. Det var på tide at han betalte prisen der var for at skade folk som Emelia holdt af. Skønt hun ikke ligefrem havde nogle kærlige følelser mod stedmoren så var de dog kommet okay ud af det med hinanden. Men den måde han havde behandlet Elena på især var noget af det som tændte et raseri i Emelia. " Det er på tide at min far betaler prisen for hans behandling." sagde Emelia med mord i øjnene og en stemme som dryppede med had. " Jeg har lejet et værelse inde på kroen, jeg var en smule usikker på hvornår du kom. Elena og dig kan vente der indtil jeg kommer tilbage medmindre du hellere vil have hende i dit hjem med det samme? " sagde Emelia spørgende. Hvis ikke Alexei lod Emelia selv gå, så ville hun ikke se andet valg end at stikke af fra dem senere. Hendes far skulle bøde, og det var lige meget hvad. Hans adelige venner var med ham alene på grund af hans rigdom og indflydelse, når først han var af vejen ville det gå ligeligt mellem Mikael og Jonathan. Og Emelia ville endelig være fri.

Den slægtsløse kvinde måtte tygge lidt sammen om underlæben. Hun tog deres formaninger til sig, og trods hun mærkede en stædig lyst til at afslå den mulighed der lod sig præsentere, vidste hun at hun endnu ikke var stærk nok til at klare sig alene. Selvom hun havde levet alene i undergrunden og Groundstone før tilfangetagelsen sidste år, havde hun aldrig været i sikkerhed. Kun evnen til at fornemme nærtkommende farer, havde givet hende en udsigt til at klare sig gennem hverdagen som helbreder dengang. Trods evnen havde gjort sig nyttig, havde den været et helvede i slaveriet. Både i det hun oplevede som barn, og det der var blevet introduceret til hendes liv igen. For når man ikke kunne slå den fra, levede man i konstant angst i et sted som Aurum-husstanden. Det var svært at være håbefuld når man vidste at man var i fare og, mest af alt, at den eneste ven man havde omkring sig i husstanden, havde levet i den giftige atmosfære i årevis. Emelia var langt stærkere end Elena var. Det var tydeligt. Nok havde Elena forsøgt at slippe ud af Aurums greb gennem de første uger, men hun kunne have kæmpet hårdere for det, havde hun ikke været god til at overbevise sig selv om at det var den sti hun havde været ment til at betræde, helt fra hun blev efterladt som spæd.

Endelig tvang hun sig selv til at nikke en smule til deres ord. Alexeis familiehjem bar ikke kun dårlige minder fra den slægtsløse kvinde. Det var trods alt dér hun først havde mødt en med Redwoods guldøjne, der ikke havde rynket på næsen af hende. Han havde komplimenteret hendes øjne, og ladet hende danse på sine fødder. Han havde fået hende til at le, og bevidnet at ikke alle de højere rangerede slægter fornægtede folk som hende. Ligesom Emelia havde skærmet Elena fra sin far, havde Alexei gjort det samme. Hvad hun ikke kunne bære var dog, at Emelia nu stod til at vende tilbage til det helvede de havde efterladt. Nok havde Elena forsøgt at tale hende fra det før, men kvinden var ligeså stædig som hun var modig.

"Det er for farligt for dig Emelia..." sagde hun, da blikket endelig vristede sig fri fra Alexeis igen. Her var to af de mennesker hun faktisk kunne se i øjnene. En lille, men ganske betydelig detalje for en kvinde med mange indre dæmoner. Noget i Emelias blik, bemærkede den slægtsløse kvinde, som værende forandret. Mørkere... Som havde hun intentioner om at brække helt fri fra faderens kløer. Hævnen syntes at tynge hvert ord - og det kunne ingen vel dømme hende for. Alligevel havde Elena grebet lidt fat i Emelias kappeærme. Nærmest for at afholde hende fra at smutte - ja, og for at have noget mere at klynge sig til. Hun var enig i at hendes far fortjente en straf, men ville Emelia virkelig... komme tilbage?

"Kom med os." Panden rynkedes en smule i usikkerhed, og snart forsøgte hun at finde trøst ved at lade øjnene drive spørgende op mod Alexei. "Vi kan ikke lade hende tage tilbage dertil." Hun havde tydeligvis brug for nogen til at give hende ret, når hun selv var så svag. Alexei var derfor støttestenen.

Alexei åndede lettet op indeni, da Elena endelig nikkede en smule. Det tog han som et tegn på accept, hvilket vil sige, at hun ikke modsatte sig hans idé om at tage hjem til hans hjem. Han havde ikke lyst til at diskutere om det, men selvom han ikke havde lyst til at føre hende et sted hen, hvor hun ikke havde lyst til at være, ville han måske have været nødt til at insistere kraftigt, hvis hun ikke var gået med til det så hurtigt. Han vidste, at der nok ikke var et bedre sted for dem alle tre lige nu. Den eneste risiko ved at tage hjem til ham var, at det var et af de steder, som hans vagter nok ville lede efter ham, hvis de ledte efter ham. Måske var han så heldig, at de blot ventede utålmodigt på hans tilbagevenden, tilbage i paladset. Men det var en mindre bekymring, som uden tvivl kunne vente til senere. Selv, hvis de ventede på ham ved familiehjemmet, ville det ikke gøre nogen forskel. Nogle af vagterne kendte allerede Emelia og ville derfor ikke være urolig ved synet af hende, men de ville nok ikke være helt så fortrolige med Elena. For det første, fordi de aldrig havde set hende før, for det andet, fordi hun var slægtsløs og folk havde deres fordomme, selv hvis de ikke selv var klar over det. Men de skulle jo adlyde hans ordrer, og der var desuden ikke noget galt i at huse to venner, om den ene var slægtsløs eller ej.

Emelia krævede hans opmærksomhed, ved at ligge en hånd på hans arm. Han fjernede endelig blikket fra Elena og rettede blikket og opmærksomheden mod Emelia, der var kommet tæt på igen, efter at have trådt nogle skridt væk fra dem. Han så hende i øjnene, som han lyttede til de bestemte ord, der forlod hendes læber. Det var tydeligt, at hun allerede havde besluttet sig uden den mindste tvivl. Men ordene fik Alexei til at rynke på øjenbrynene igen, i hans sædvanlige tænksomme og bekymrede mine. Han vidste udmærket godt, at hvis han lod hende tage tilbage til faren, efter hun havde hjulpet Elena med at undslippe, ville han måske aldrig få hende at se igen. Og det kunne han ikke tillade. Den tænksomme mine forblev, mens hun nåede at åbne munden igen, inden han havde nået at svare hende. Som hun atter talte, blev det krystalklart, hvad hun havde i tankerne. Og han kunne jo egentlig ikke erklære sig uenig med hende. Han ønskede også, at faren skulle betale prisen for sine misgerninger. Men han ønskede ikke, at Emelia skulle påtage sig rollen som bøddel. Godt nok var han konge, men det betød ikke, at han bare kunne lade en morder gå fri, selv om mordet var retfærdiggjort. Sådan foregik retfærdighed ikke. Så han måtte lade sine følelser falde i baggrunden og i stedet prøve sit inderste på at lade rationaliteten tage over. Og der var ingen tvivl om, hvad han måtte gøre; hvad den eneste udvej var.

Elena nåede at svare Emelia, inden han selv gjorde. Hun var tydeligvis af samme opfattelse, som Alexei selv. Men det var næppe overraskende. Elena var jo et rationelt menneske, som desuden besad en stor del medfølelse, så selvfølgelig ønskede hun heller ikke at se Emelia i en risikabel situation. Da Elena havde udtrykt, hvad Alexei også selv så, og desuden havde bedt hende om at komme med dem, mærkede han hendes blik flytte sig tilbage til ham. Han lod kortvarigt blikket møde hendes igen, som hun nu henvendte ord direkte til ham, nærmest i en bøn. Han nikkede til hende og vendte sig så tilbage mod Emelia, uden at svare Elena med andet et nik. Hans hånd, der havde forladt Elenas kind, da hun for første gang havde vendt opmærksomheden fra ham til Emelia, fandt nu Emelias skulder. Ligesom hun havde fået hans opmærksomhed med en berøring af hans arm, brugte han en blid berøring til at kræve hendes fulde opmærksomhed.

"Elena har fuldkommen ret, Emelia. Vi kan ikke lade dig tage tilbage, når det utvivlsomt vil sætte dig i fare." Han rystede lidt på hovedet, som han tog en dyb indånding og prøvede at lyde så rolig og rationel, som muligt. Uden at tænke over det, fik han rakt ud efter Emelia med sine evner og tog sig selv i at dræne hendes vrede blot en smule. Han fjernede noget af hendes vrede, og med den, sin egen, så de begge ville være i stand til at tænke klarere. Han prøvede så vidt, som muligt at undgå brug af evner på venner, men nogle gange fandt han det nu altså til at være for deres eget bedste, og dette var helt klart et af de tilfælde. "Tro mig, når jeg siger, at jeg ønsker din far død mindst ligeså meget, som du selv gør lige nu. Men hvis du opsøger ham nu og tager hans liv, vil det ikke kun være slutningen på hans liv, men også dit. Man vender ikke tilbage fra mord. Selv, hvis man kan vende tilbage fra det psykisk, lader retssystemet ikke mordere gå frie." Han brød ikke øjenkontakten en eneste gang. Hun skulle forstå alvoren i hans ord. Han havde taget liv før, og han ønskede ikke at hun skulle opleve konsekvenserne. Men det betød ikke, at han ville lade faren gå fri. "Men systemet lader heller ikke kidnappere og misbrugere gå frie, når der er vidner og beviser. Jeg kan sende vagter efter din far med det samme. Når han så er indespærret, er det ikke til at sige, hvad vil ske. Nogle gange overfalder fanger vagter, i hvilket tilfælde vagterne ikke har noget andet valg, end at forsvare sig selv. Fanger dør fra tid til anden, det er ikke usædvanligt." Han trak på skuldrene og kneb øjnene lidt sammen, som han sendte Emelia et sigende blik. Han kunne ikke direkte fortælle hende, at han ville slå faren ihjel, men han kunne komme med kraftige hentydninger. Vagterne var hans. Måske de fik fri for en aften og kom tilbage til et rod, hvor en fange direkte havde angrebet deres konge, som heldigvis var godt rustet til selvforsvar.

Hun sukkede tungt, hun kunne selvfølgelig godt se det fra deres synsvinkel. Hun så på Elena og fyldtes med en kærlighed til den slægtsløse kvinde. " Selvfølgelig kommer jeg tilbage igen Elena. Der skal mere end min far til at holde mig tilbage." sagde hun selvsikkert, og hun havde ret. Hendes far var ganske vidst stærk og havde stadigvæk muskler fra hans unge dage, men han var gammel, og var blevet væsentlig mere langsom i løbet af de sidste par år. Hun kluklo ad Alexei's svar. Retssystemet fungerede, ingen tvivl om det. Men retssystemet kunne købes, hendes far havde lært hende det fra en tidlig alder, og alt for ofte havde hun set ham smyge sig udenom sine konsekvenser ved hjælp af sit adelige blod og de fandens mange penge som hang ved familien. Men det var selvfølgelig ikke noget hun sagde højt, men måske hun burde det? Var det måske ikke bedst at lade kongen vide at det retssystem de brugte havde sine fejl og mangler? " Et adeligt navn og en masse penge gør underværker i retssystemet " sagde hun og citerede sin far. " Noget min far lærte mig allerede dengang jeg var lille. Han er sluppet ud af det før, så hvorfor ikke igen?" sagde hun udtryksløst.
Da Alexei lagde hans hånd på hendes skuldre forsvandt lidt af vreden fra hende. Hun kunne tydeligt mærke det, hun blinkede en anelse forvirret med øjnene inden hun så direkte på Alexei. Fanger var voldelige? Det havde hun ingen problemer med at tro på, skønt hendes far vidste bedre end at te sig tosset når det offentlige øje var på ham, hvilket det uden tvivl ville være. Men hun fangede godt Alexei's mening. Faren ville dø. Men hun ville have del i det, hun ønskede at hendes far skulle se hvad han havde gjort ved hende i alle de år. Hvor hård og kold hans opdragelse havde gjort hende. Og mest af alt så ville hun have at faren så hende som noget af det sidste inden han forlod denne verden! " Fint, send vagterne efter ham. Men jeg vil se ham, han skal se mit ansigt som det sidste før han forsvinder fra det offentlige liv. Se hvad han har gjort mod mig og mod familien!" understregede hun. Hun var ikke vred længere, hun var end ikke hævngerrig, hun ville bare give faren lidt syn på sagerne. Og han skulle se hvilken far han havde været. Og hun skulle vise ham, både for hendes mor men især for Mikael!

Ryggen sank en smule tilbage mod muren, mens blikket gled mellem den gyldenøjede mand og kvinde. Selvom det skænkede hende en tryghed at Alexei gav hende ret i hendes argument, gav det lette pres fra muren mod hendes skikkelse, hende ligeledes noget håndgribeligt at støtte sig til. Paradoksalt for en kvinde der havde spenderet en stor del af sit liv i lænker og fangeskab, havde hun aldrig været helt tryg i store-, eller offentlige rum. Utrygheden krøb dog op på hende af andre årsager, da samtalen skred hen. Man vender ikke tilbage fra mord, havde Alexei sagt. Elena fandt først en spinkel trøst i at vagterne kunne tilbageholde Emelias far, men snart insinuerede de begge en personlig, blodtørstig inblanding.

Retfærdighed. Det var hvad de begge søgte. Trods Elena aldrig personligt havde kæmpet mod sine forsømmere, vidste hun at hun nok ville have efterlevet hævngerrigheden mere, havde hun været stærkere. Det skræmte hende dog hvordan disse to mennesker, som hun for alt i verden ønskede at holde stædigt fast i, muligvis gik ind i en situation hvori de kunne udsætte sig selv for mere fare. Mere misbrug. Alexei ville vel næppe lade Emelia tage derhen alene... Betød det at hun også selv skulle tage med tilbage? En følelse boblede i hende som den havde så mange gange før. En følelse af at være en ligegyldig brik i spillet, gjort ubrugelig af en hård fortid og en skrøbelig vilje. Både Emelia og Alexei havde ar på sjælen, men de havde begge en brændende sjæl og en ihærdig sans for retfærdighed.

Alexeis hentydninger om fængslingen, var hvad der for alvor fik hendes øjne til at brænde. Hun forblev tavs som hun lyttede til deres argumenter, men mærkede noget knuge sig sammen i sit bryst. Som havde en stor, knoglet hånd fat om hendes lunger, og klemte til. De snakkede begge så utøvende om drab. Nok fortjente Emelias far døden, men formuleringerne gnavede mærkeligt i hende. I lejren havde hun set fanger angribe slaveherrene. Dem der ikke blev straffet på de grusommeste måder, blev dræbt. Især hvis de havde giftige øjne, eller slægtløse. Blikket blev tynget ned mod jorden.

"Er en livstid i en celle ikke en større straf?" spurgte hun lavmælt. Hun forsøgte et alternativ, for hun vidste at døden havde været en befrielse for mange. Folk som Aurum fortjente en smag af deres egen medicin. De fortjente at blive behandlet som slaver, ønskede de at presse andre ind i den slags situationer.

Det var jo ikke til at benægte, at Emelia havde en pointe. Alexei kunne ikke sige med sikkerhed, at vagter ikke kunne købes. Han havde dog nogle vagter, som han havde et tættere forhold til, end andre. Han yndede at have de bedste omkring sig. Hans personlige vagter var alle mænd, som han stolede på. Han havde trods alt også været deres general før han var deres konge, så de kendte ham bedre end de havde kendt den forrige konge. Dette havde han hurtigt opdaget, gav dem en stærkere følelse af loyalitet overfor ham. I hvert fald som en generel observation. Så han kunne nok godt garantere, at udvalgte vagter aldrig ville forråde ham på den måde, hvis ordrerne kom direkte fra hans egen mund. "Fordi jeg skal sørge personligt for, at han ikke kommer nogen vegne denne gang." Emelia vidste udmærket godt, at han var konge nu. Han var meget mere magtfuld end hendes far, så hun kunne stole på, at hans magt rakte længere end farens penge.

Alexei kom med et lavt gisp, da han mærkede en stærk følelse af flere følelser blandet sammen. Han hørte Emelias ord, men havde svært ved at koncentrere sig fuldkommen om dem, fordi han lige pludselig havde det som om han ikke var i stand til at trække vejret ordentligt. Især frygt satte ind i hans sind og han vidste med det samme, at han havde fanget en andens følelser. Ligeså var det tydeligt for ham, hvem der måtte føle det. Han var tæt knyttet til Elena, så det gav vel kun mening, at han mærkede hendes følelser så kraftigt, men det tog alligevel pusten fra ham et øjeblik. For det meste bestod hans evne blot i en fornemmelse af, hvad folk omkring ham følte, som noget der spillede i hans underbevidsthed. Men denne gang havde Elenas følelser fuldstændigt overtaget hans egen krop i nogle øjeblikke. Han vendte sig hurtigt om imod hende, netop som hun åbnede munden. Hendes blik var dog vendt mod jorden, så han kunne ikke se hende ind i øjnene. Som hendes lavmælte ord nåede hans ører, blev det dog tydeligt, hvad grunden til hendes følelser var. Han rystede svagt på hovedet og trådte helt hen til hende. Hendes ryg var sunket en smule tilbage mod muren, så han kunne ikke trække hende ordentligt ind til sig, uden at hive hende op først. Derfor fandt han i stedet hendes ene hånd og tog hende blidt i hånden. Han lukkede et kort øjeblik øjnene og koncentrerede sig om, at dræne noget af hendes frygt og tristhed. Han ville ikke fratage hende følelserne helt, da det ikke var hans ret. Men han ønskede at gøre det blot en smule lettere at bære.

Han tog en dyb indånding og brugte samtidig sine evner til at fjerne langt det meste af hans egen vrede og had overfor Konrad Aurum. Han ville ikke risikere at sige mere, som gjorde Elena så oprørt. "Alt dette kan vi finde ud af senere." Han sendte Emelia et sigende blik. Måske det var en samtale de hellere skulle have på tomandshånd. Nu måtte han bare have de to kvinder eskorteret sikkert til hans hjem, så han kunne sørge for, at de begge blev taget sig godt af. "Lad os få jer begge i sikkerhed." Han gav Elenas hånd et blidt klem, inden han slap den. Så tog han de mørke solbriller fra sit hår og rakte dem til Elena. "Hvis du ønsker lidt ekstra skjul fra nysgerrige blikke." Han ville selvfølgelig ønske, at hun ikke følte et behov for at skjule sine unikke øjne, men han forstod det godt. Desuden ville den ekstra opmærksomhed heller ikke ligefrem gavne dem i dette tilfælde. Men hun behøvede ikke dække sine øjne mere til. Han skulle nok sørge for at få hende let og problemfrit frem til hjemmet, uanset hvad.

Hun skulle til at sige noget mere, men det sigende blik fra Alexei var tydeligt. Ikke foran Elena, og Emelia forstod det godt. Det måtte være hårdt for Elena at høre hvordan der blev snakket om at få Emelia's far af vejen. Emelia kunne kun forestille sig hvor meget død og sorg Elena havde måtte opleve som slave. Men jo, det var ikke noget som Elena skulle blandes med ind i, det var hun for uskyldig til. Nu kunne Emelia blot håbe på at faren ikke havde lugtet lunten, men han kom nok først tilbage engang sent i nat eller i morgen tidlig, og måske han var så fuld at han bare drattede om i sengen i stedet for at lede efter enten Elena eller Emelia til at styre hans lyster. Hun gør let ved tanken om det, og måtte kæmpe med galden der truede med at komme op.

" Lad os komme afsted." sagde hun lavmælt da hun havde fået styr på sig selv. Jo hurtigere de var indendøre, jo hurtigere kunne Emelia tillade sig at finde et badeværelse og kaste op, og lade sig selv slappe af. Lige så meget for at Elena kunne været et sted hvor der ikke blev skottet til hende med nysgerrige blikke og Alexei kunne slippe for at skjule sig fra hans vagter eller i hvert fald undersåtter som uden tvivl ville kunne genkende ham hvis de virkelig lagde mærke til dem.

Turmulten herskede i hende for en stund. Følelserne af frygt, skam og generel udmattelse syntes at klynge sig sammen i et farligt og smertefuldt spind. Et spind hun ikke just vidste hvordan hun skulle slippe ud af. Nok havde Emelia skænket hende en udvej fra tilfangetagelsen - og Alexei havde ligeledes tilbudt hende et sted at være i sikerhed -, men hun følte sig stadig fanget i sit eget sind. I en situation hun var født ind i og ikke helt fortod at hun kunne bryde fri fra, ved blot at omfavne ideen om friheden. Ingen lænker holdt hende fast. Emelia, derimod, var ikke fri endnu. Elena følte ikke det var retfærdigt af hende at gøre dette til hendes problem. Ikke når hendes veninde led bag tunge, skjulte døre.

Skammen syntes at svinde ind, da en hånd mødte hendes. Håndfladen virkede både varm, betryggende og en smule ru. Noget i den blide, uskyldige berøring fyldte hende med et snert af tryghed - som havde det vristet en smle af de giftige følelser og tanker fri ved at skrabe i overfladen. Hun havde oplevet ham have den virkning på hende før, men antog blot at hendes stærke bånd til ham kunne holde følelserne i hævd. Blikket blev endelig tvunget op mod hans ansigt igen. Det forekom hende stadig så bemærkelsesværdigt at være i hans selskab igen efter så lang tid. Nok var der en svag, vå film over hendes slægtsløse øjne, men den dulmede frygt fik ingen tårer til at glide over kinderne. Tværtimod, gav hun hans hånd et enkelt, taknemmeligt klem, da han sendte Emelia et sigende blik. Han forstod... Selvom det var latterligt af hende at reagere på kraftigt når Emelia stod i den værre situation af de to, så følte hun at han ikke dømte hendes usikkerheder.

Efter at have sluppet hans hånd igen, forsøgt hun at tage sig sammen og holde styr på sig selv uden støtten af fysisk kontakt. Fingrende omkransede solbrillerne, hvorefter hun nikkede. Hun ønskede ikke at sætte dem i en farefuld situation ved at vise sine øjne på åben gade, og førte dem derfor over ansigtet. Med Emelias bekræftende ord, begyndte de at gå. Gå mod en ejendom hun aldrig havde forventet hun nogensinde skulle sætte fødderne i igen.

Der var faktisk ikke mange, der kendte til hans evne. Det havde altid faldet ham naturligt at holde det for sig selv. Men det var vel også bare et fornuftigt træk, taktisk set. Han havde været i stand til at bruge evnen en gang i mellem i forbindelse med sin stilling som general, hvilket bedst fungerede, fordi folk ikke vidste, hvad han gjorde ved dem. Hans venner havde krav på at vide, hvad han kunne få dem til, men det var ikke noget han bare lige fortalte som det første. Det kunne jo hurtigt give en mistanke om, at han ofte benyttede dem mod vedkommende, hvilket bestemt ikke var tilfældet. Så med personer, som han ikke kendte særdeles godt, plejede han generelt at holde oplysninger om sin evne tæt. Men Emelia og Elena var begge en vigtig del af hans liv, så de havde begge ret til at vide, hvad hans evne gik ud på. Elena vidste ikke umiddelbart noget om den. Den var godt nok begyndt at udvikle sig, da hun endnu var slave i hans hjem, men han havde endnu ikke rigtig opdaget den. Han havde sandsynligvis brugt den ubevidst utallige gange, før det endelig gik op for ham, at der var noget helt særligt over hans måde at fornemme folks følelser på. Som den voksede, blev det også kun sværere at være ubevidst om brugen af den, så der havde ikke hersket tvivl længe. Men dette havde foregået efter Elena forsvandt fra hans liv. Og deres møder siden havde ikke ligefrem givet anledning til at diskutere evner, fordi der havde været andre ting. Emelia, derimod, havde han forklaret om den til. Men det betød ikke nødvendigvis, at hun var klar over, når han benyttede den. I de mængder, han brugte den, var det som regel meget diskret og let at bortforklare i folks egne tanker, så de ikke undrede sig videre over det.

Alexei var glad for, at Emelia forstod det sigende blik og ikke nævnte faren yderligere for nu. Elena satte tydeligvis også pris på det, som hun gav hans hånd et klem. Med hende iført de mørke solbriller som ekstra skjul, kom de let og smertefrit – i hvert fald fysisk – frem til husholdningen. Som forventet, stod en gruppe vagter og afventede ham foran hjemmet. Han bad dem afvente, mens han fik åbnet op for de to kvinder og lukket dem indenfor. Derefter havde han givet vagterne ordre til at have Konrad Aurum arresteret og ført til en isoleret fængselscelle, hvor han ikke kunne forsøge at påvirke nogen som helst. De fik besked på at holde tæt øje med ham, så han ikke kunne prøve på noget. Derefter beordrede han de to, som insisterede på at blive og holde vagt for ham, om at vente udenfor. Godt nok var de ikke helt trygge ved at efterlade ham med en ukendt – for Emelia kendte de trods alt allerede – men de adlød modvilligt. De troede sandsynligvis bare at de to kvinder var en af hans udskejelser, men det betød ikke så meget for ham, hvad de troede.

Han trådte endelig ind i hjemmet og tog en dyb indånding. Det var vist mere end en uge, siden Alexei sidst havde haft mulighed for at besøge sit barndomshjem. Hjemmet havde været tomt i mellemtiden, bortset fra en stuepige, der kom en gang om ugen og gjorde rent. Noget, som han måske skulle sørge for at sætte en stopper for, i hvert fald for nu, så Elena og Emelia ikke pludselig ville blive forstyrret. Der var flere ting at ordne. Han fik begge kvinder ind i stuen, så de kunne forsøge at gøre sig det behageligt i de bløde møbler. De havde begge fortjent at slappe af, om overhovedet muligt. Efter at have sørget for, at de ikke manglede noget – hverken mad, drikke, varme tæpper eller andet – tøvede han lidt. Han var nødt til at have en samtale med Emelia om farens skæbne, men han var nødt til at sikre sig, at Elena var okay først. At vende tilbage til dette sted måtte være svært nok i sig selv, så han var forståeligt nok bekymret for hende.
"Emelia, lad mig vise dig til et værelse, hvor du kan finde dig til rette. Så kan vi tale nærmere, når jeg har talt med Elena." Han sendte hende et halvt smil. Han ønskede på ingen måde at være uhøflig overfor Emelia ved at lade hende vente, men en eller anden skulle jo vente først. Og der var rigeligt af værelser i hjemmet, så hun kunne få sit eget værelse. Det kunne de begge to. Han vidste ikke, hvor længe han kunne overtale dem til at blive, men de skulle i hvert fald ikke mangle noget, så længe de gjorde. Han sendte også Elena et lille smil, som han antydede, at hun bare kunne vente i stuen, da han straks ville være tilbage. Og så fik han bevæget sig op ad trappen, hvor han fandt et værelse til Emelia, med tilhørende badeværelse, så hun også kunne tage et bad eller friske sig op på anden måde, hvis hun skulle ønske det. Efter at have sikret sig, at hun var sørget for, for nu, bevægede han sig atter nedenunder og fandt Elena i stuen.

Enelia fulgte tavst med Alexei gennem byen. De var snart fremme ved hans barndomshjem. Og skønt Emelia havde gået forbi huset utallige gange blev hun alligevel en anelse overrasket over at det var stedet Akexei var vokset op i.
Hun trådte indenfor og måtte erkende at det på mange måder mindede om hendes eget hjem, skønt dette hus virkede mere hjemligt end hendes fars nogensinde havde gjort. Selv mens hendes mor levede der. Hun forsøgte at forestille sig hvordan det måtte være at vokse op her, men for mange af hendes egne barndomsminder væltede ind over hende. Hun stoppede sit tankespind da Alexei talte, og hun fulgte med ham med et lille smil. Hun gik ind i det viste værelse og så sig omkring. Dette mindede hende også om hendes eget værelse, hun nikkede stille for sig selv og lod ikke rigtig mærke til at Alexei var gået. Hun tog kappen af og lagde den på sengen, som stod urørt hen. Idet hun strakte sine srme kom begge hendes håndled fulde af små runde ar til syne. De var stadigvæk røde selvom det var godt og vel en uges tid siden hun havde stoppet faren. Tanken om ham gav hende kvalme, men hun tvang sig selv til at gennemleve det hele. Hendes evne lod det stå lysende klart, og hun så det nærmest som en tilskuer. Hun havde ofte gjort sådan med voldsomme episoder, det tillod hende at få den afstand hun så desperat behøvede for ikke at gå amok. Og skønt hun fik distanceret sig selv, så vidste hun allerrede at hun bar på faderens ugerning på mere end blot hendes håndled.

// Out fra mig. Beklager eventuelle stavefejl, har skrevet det på min mobil ^^

Hun havde grebet Emelias hånd, før den aristokratiske kvinde havde forladt stuen med Alexei for at finde et værelse. Hånden fik et lille, forhåbentligt betryggende klem, nu hvor stemmebåndet ikke havde nok beroligende ord at sige. Det var efterhånden blevet mørkt udenfor og munden var tør. Måske var det ikke så mærkeligt at Elena følte sig en smule hæmmet af de mange omvæltninger der havde hændt. Først flugten fra Aurum husholdningen. Dernæst genmødet med Alexei, og de mørke samtaler om drab og fængselsstraffe. Det var nødvendigt at tale om de hårde kendsgerninger, men den slægtsløse kvinde kunne virkelig mærke hvor drænet hun var fra energi, da de forlod stuen. Alene... Det var en mærkelig fornemmelse.

Ejendommen bar mange genfærdslignende minder for den blonde kvinde, der snart rejste sig op fra et af møblerne, for at vandre en smule rundt i stuen. Hun havde lagt et tæppe om skuldrene, og bar det nærmest som et sjal ment til at beskytte hende fra rummets eventuelle skygger. Et svagt lys fra himlen udenfor mindede hende om de mange gange hun havde sneget sig ind i stuen eller spisesalen for at sidde i de brede vindueskarme, når søvnen ikke havde nået hende. Når resten af huset sov. Ligesom dengang, navigerede hun sig op at sidde i en af vindueskarmene i rummet, og lod blikket glide udenfor. Redhawk City. Byens lys blinkede blidt op mod hende. Det var en smuk udsigt, men sandheden var mere end et glansbillede.