So alone (Raven)

Det var aften, og solen var på vej ned, på en næsten klar himmel. Enkelte skyer svævede dovent henover himmel vælvinget, og det virkede umiddelbart som om, at denne dag ville slutte af bare nogenlunde fredeligt, i disse ellers startende krigs lignende tider, som var på kanten mellem slægterne. Dog var det ikke helt så fredeligt, et stykke uden for udkanten af Shadow Hills, for nogle Oikans mennesker, var stødt på et menneske, de havde observeret som fjendtlig, og dette havde ført til den situation de stod i nu.
Den fjendtlige mand de havde stødt på, var iført sort og hvidt mønstret tøj, hans røde hår hang løst ned over hans ansigt, så man ikke kunne se hans øjne, og siden de hverken havde set hans øjne, eller hans slægts evner, havde de ikke kunne identificere hvad slægt han var fra, men de havde stadig set ham som et problem, derfor havde de omringet ham.

Dust som stod i midten af omringelsen, der bestod af 4 mand, holdt sin stok op med venstre hånd, som var det et våben, så man kunne se den specielle sammensætning af ringe han gik med, og disse ringe var åbenbart interessante for disse Oikan mænd, da de så ud til at have en høj værdi. Dust dannede et foruroliggende smil på sine læber, mest af alt fordi det var komplet følelses forladt.
"Jeg troede i ild tosser var udlært i krigs førsel, men det virker da ikke som om, at nogen af jer 4, er interesseret i andet end hvad jeg har på min hånd lige nu!" sagde han med en stemme der lød som om, han ikke var helt mental stabil lige nu. Lyden af denne stemme alene, virkede til at gøre dem urolige omkring deres fjende, og det var også forståeligt, for indtil videre havde Dust kun givet dem grund til at være urolig omkring ham, med hans uhyggelige måde at være på.

Et enkelt stærkt støn, der lød som om Dust skulle til at angribe, fik dog karet til at tippe, da de 4 Oikans gik til angrib med deres ild evne, men med Dust kunne man ikke forvente mindre, end at den slags ville gå galt. Med det samme blev der dannet en tyk gas art omkring ham, hvorefter 2 af ild angrebene ramte hinanden, og derved slugte hinanden, da de ikke havde nok ilt eller brand grundlag, og de 2 andre angreb passerede hinanden, så de ramte personerne overfor den der skød hvert angreb af, og slog dem tilbage.
Dem der stadig stod op, så forvirret på det punkt Dust havde stået, indtil gas arten der var opstået før deres angreb ramte hinanden, pludselig virkede til at være bevidst, da den gik til angreb på den ene af dem. Det viste sig at Dust havde opløst sig til denne gas, som var ret så giftig at indånde, så da gassen omhyldede den ene af dem, og trængte ind i hans lunger, begyndte han at hoste kræftigt mens han gik i knæ. Han nåede at indhallere en del gas, før gassen samlede sig bag ham, og blev til Dust igen, der hurtigt tog fat i dødningehovedet på hans stok, og trak et sværd ud lavet af ren enhjørninge horn, mens han styrtede mod den anden der stadig stod op.

Han nåede lige at smide sig fremad, og fik brændt lidt af sit hår, da manden skød ild mod ham, men nu kunne Dust stikke sit sværd op, lige omkring mandens milt, hvor det borede sig dybt ind. Blod var ikke det eneste der dryppede fra sværdet, da der også var gift på bladet, men skaden ville nok kunne dræbe ham hurtigere end giften, hvis ikke det blev tilset. Dog kunne Dust ikke slappe af endnu, for de 2 mænd der havde ramt hinanden, var kommet på benene igen, de gik selvfølgelig til angreb med det samme, så han måtte være hurtig.
Mørke omringede et begrænset område omkring ham, stort nok til at de ikke vidste hvor han stod henne, og selv deres ild kunne ikke oplyse mørket, så de var helt uforberedt, da mørket forsvandt igen, lige før sværdet lavede en svirpende lyd gennem luften, og skar hovedet af den ene af dem, den anden var dog hurtig til at skyde mod Dust, der grev fat i den hovedløse krop, og brugte den som skjold, mens han løb mod den sidste mand. Dust smed liget fremad, uden helt at vide hvor tæt på han var, da lig var ret tunge, men det ramte alligevel ikke, så Dust måtte ty til en anden metode.

Han løftede en hånd mod fjenden, og stærkt lys blændede manden, så han dækkede sine øjne med hænderne, og derfor ikke kunne angribe. Sværdet borede sig igennem hans hjerte, så hårdt endda at det stak ud af ryggen, og det sidste manden fik lov at se, før han udåndede sit sidste åndedrag, var de sølv farvede pupiller, omsluttet i den blinde mands tåge, før sværdet blev trukket ud igen, så han faldt død til jorden. Dust stod tilbage forpustet, omringet af 2 døde kroppe, en mand der lå og hostede med stærke effekter fra giftgassen, og en sidste mand der lå og forblødte, med en mildere effekt af den flydende gift.
Han mærkede på det hår der var forbrændt, og brokkede sig lavt for sig selv, over at de havde stegt lidt af hans hår, før han bøjede sig ned, og tørrede blodet af hans sværd af, i den sidst dræbtes tøj, så han kunne klikke det tilbage i stokken igen, før han begyndte at rode deres tøj igennem. Hvem end denne Adara mand var, så var han farlig at møde, især når hans sind var så kaotisk som det var for tiden, kaosset der vrimlede i hans hoved, gjorde ham mere krigs trængende, hvis han stod overfor nogen, der udgjorde en form for fare for ham.