Looking for help? ~ Hydra

//Det var en helt perfekt start <3 lige hvad jeg havde spurgt om! Håber ikke, at mit er for voldsomt x.o//

Lyset… Lyset… Lyset… Stemmen blev ved med at generer. Mørket var så rart. Så stille og så trygt. Lyset… Find lyset!… kom den atter. Stemmen havde tiltaget i styrke, og var blevet mere og mere stædig med det ord, som den havde forsøgt sig så længe med. Nu virkede det som om, at den var ved at være træt af hende. Lige så træt som hun var af den faktisk. Derfor gjorde hun endnu et forsøg. Det var ikke fordi at hun ikke have prøvet før… men det var bare så… hårdt. Denne gang lod de dog til begge at have heldet med sig. Omsider fandt hun det. Lyset. Det bevægede sig lokkende foran hende, med sine klare glitrende farve og hviskende løfter om det bedre. Hun rakte en hånd frem. Så hele armen. Så ansigtet. Med et gisp brød hun igennem. Endelig fandt hun… Luften.

Den skrøbelige krop fandt omsider fodfæste. Med vaklende skridt, som var de hendes første, stavrede den magre, blege og fuldstændig gennemblødte krop længere mod ukendt territorium. Hovedet ænsede det ikke engang. Kroppen begyndte bare at gå. Og blev ved. Og ved. Og ved.

Hvor længe der gik - om det var timer eller dage - det anede hun ikke. Men lidt efter lidt begyndte øjnene at vænne sig til lyset og omgivelserne der langsommeligt passerede forbi. Kun enkelte gange væltede den tynde krop, men fik hevet sig op igen, gang på gang, selvom lemmerne skreg i kor med maven. Hun manglede noget. Men hun kunne ikke rigtig finde ud af, hvad det var. Ikke før, at hun så et par utydelige skikkelser et stykke fremme. Hendes trætte øjne kneb sig sammen bag det filtrede mørke hår, som hang omkring hendes blege ansigt, imens tørre læber formede det ord, som maven havde skreget så længe.

"Food…"

Og så kollapsede hun. Kroppen gav op. Ikke engang de stærke hænder omkring hendes slappe krop fornemmede hun. Eller hvordan de bevægede sig mod en helt ny og ukendt verden af mørke og lys. Først da en gennemtrængende stemme brød igennem hendes mørke, lagde hun mærke til, at noget havde ændret sig. Hendes krop, som kun var dækket af noget som lignede et gammelt sejl, skælvede en enkelt gang, inden hun åbnede øjnene og stirrede mod manden foran sig. Hans hvide øjne forekom hende underligt fjerne, og i et splitsekund blev hendes egne mørke øjne et vivar af farve, før hun igen lukkede dem og sank sammen.

Atter uden at vide tid eller sted, slog hun øjnene op. Hendes hjerte slog hurtigt, imens hendes blik langsomt bevægede sig rundt i lokalet. De ledte efter ting… mennesker… mad… noget hun ville genkende. Desværre virkede alting frygteligt fjernt, og da hun forsøgte at huske, hvordan hun var endt lige præcis her, dunkede hendes krop og hoved med sådan en smerte, at hun vred sig rundt i lagnet imens hun pressede hænderne imod tindingerne.

"STOP!"